Den kreative Asger Jorn - tre holds-fodbold på en sekskantet fodboldbane

Den internationalt kendte danske maler Asger Jorn, er også kendt for at være iderig på andre områder. Han skrev bla. flere bøger om filosofi, historie, politik og æstetik. Han var medstifter af Cobra-bevægelsen og senere af Situationisternes Interantionale.

  Han havde, som min teori om den kreative personligheds opkomst forudsiger, en konfliktfyldt barndom med et restriktivt miljø og en far som forsvandt - som Asger gjorde oprør mod. 

  Wikipedia fortæller:

He was the second oldest of six children, an elder brother to Jørgen Nash. Both his parents were teachers. His father, Lars Peter Jørgensen, was a fundamentalist Christian who died when Asger was 12 years old in a car crash. His mother, Maren, née Nielsen, was more liberal but nevertheless a deeply committed Christian. This early heavy Christian influence had a negative effect on Asger who began progressively to inwardly rebel against it, and more generally against other forms of authority

Anledningen til at nævne Asger Jorn er en artikel i Politiken fra onsdag den 27. juli, forsiden af Kultursektionen, journalist Erik Jensen.
  En mærkelig grafik af en sekskantet fodboldbane - og en rubrik som også fanger opmærksomheden: "En kort, en lang, en trekant ... en bold".

   Her er grafikken som straks "tændte" min nysgerrighed:

En sekskantet fodboldbane! Et fodboldspil med tre hold og tre mål.

Artiklen i Politiken fortæller om et "fodboldspil" som Asger Jorn en gang har opfundet: TRIOLEKTISK FODBOLD, og som er beskrevet i hans bog fra 1961: "Naturens Orden".
   Det bliver lige i artiklen nævnt at Asger Jorns opfindelse af dette fodboldspil ikke er tænkt som noget der skulle realiseres i praksis, men som et anskueligt udtryk for en filosofi som bygger på en anden logik end den "binære" som vores traditionelle tænkning og ideologi ellers er domineret af, en tænkning som filosofisk  kommer til udtryk i Hegels og Marx´dialektiske systemer.
   Jorn gav sin filosofi navnet "Triolektik", og grundideen var et tankekoncept som ikke indebærer en simpel og stabil "løsning" - fx i form af en mental tvekamp med en enkelt vindertanke - men som er dynamisk  og hele tiden inviterer til uro og ny kreativ usikkerhed.

Søger man "triolectic" på den engelske Wikipedia, så bliver man henvist til en form for logik som har flere navne som alle går på 3-tallet, og som er kendetegnet ved at den opererer med tre værdier: sand, falsk og ubestemt - i stedet for de noramle to: sand, falsk:

In logic, a three-valued logic (also trivalent, ternary, or trinary logic, sometimes abbreviated 3VL) is any of several many-valued logic systems in which there are three truth values indicating true, false and some indeterminate third value. This is contrasted with the more commonly known bivalent logics (such as classical sentential or boolean logic) which provide only for true and false. Conceptual form and basic ideas were initially created by Łukasiewicz, Lewis and Sulski. These were then re-formulated by Grigore Moisil in an axiomatic algebraic form, and also extended to n-valued logics in 1945.

Ifølge Politiken skal det trielektriske fodboldspil nu alligevl forsøges realiseret af den spanske fodboldklub Athletic Bilbao til efteråret. Det sker i sammenhæng med at det berømte Guggenheim museum i byen vil vise en Asger Jorn særudstilling. Og der skal optages en dokumentarfilm om Jorn med tre-holds-fodboldspillet som visuel og dramaturgisk "motor". Der bliver også afviklet en konference "Thinking Football" med internationale kunstnere og fodboldeksperter som deltagere.
   Konceptuel og kreativ blending så det basker - på mange niveauer.

På nettet finder jeg følgende beskrivelse af spillet og hvad det indebærer af revolutionære kreative forestillinger:

The key to the game is that it does not foster aggression or competitiveness. Unlike two-sided football, no team keeps a record of the number of goals they score. However they do keep a tally of the goals they concede, and the winner is determined as the team which concedes least goals. The game deconstructs the mythic bi-polar strcuture of conventional football, where an us-and-them struggle mediated by the referee mimics the way the media and the state pose themselves as "neutral" elements in the class struggle. Likewise, it is no psycho-sexual drama of the fuckers and fucked - the possibilities are greatly expanded! The pitch is hexagonal each team being assigned two opposite sides for bureaucratical purposes should the ball be kicked out of the play. The blank side is called the front side. The side containing the orifice is called the backside, and the orifice is called a goal. Should the ball be thrust through a team's orifice, the team is deemed to have conceded a goal - so in an emblematic fashion this perpetuates the anal-retentive homophobic techniques of conventional football whereby homo-erotic tension is built up, only to be sublimated and repressed.

   However the trialectic appropriation of this technique dissolves the homo-erotic/homo-phobic bipolarity as a successful attack will generally imply co-operation with the third team. This should overcome the prominent resistance to women taking their full part in football. Meanwhile the penetration of the defence by two opposing teams imposes upon the defence the task of counterbalancing their disadvantage through sowing the seeds of discord in an alliance which can only be temporary. This will be achieved through exhortation, body language, and an ability to manoeuvre the ball and players into such a position that one opposing team will realise that its interests are better served by breaking off the attack and allying themselves with the defending team.Bearing in mind that such a decision will not necessarily be immediate, a team may well find itself split between two alliances. Such a situation opens them up to the possibility of their enemies uniting, making maximum use of this confusion.

   3-sided football is a game of skill, persuasion and psychogeography. When the ball goes out of the play on the frontside, a throw-in is conceded. This is carried out by the team whose frontside it is, unless they had last touch. In that case the throw in is taken by the team whose goal is the nearest. When the ball goes out of the play at the backside, the defening team has a goal kick, unless they had last touch, in which case a corner is taken by the team whose goal is nearest. The semicircle around the goal functions as a penalty area and it may be necessary to use it for some sort of offside rule which has yet to be developed. http://anarchistsoccer.org/node/75.

At det ikke er en tilfældighed at det netop er i Bilbao at man vil forsøge at realisere spillet, får man en klar forestilling om når man ser et billede af den relativt nye Guggenheim-museum i byen:

Sådan en arkitektonisk vision kan meget vel være resultatet af at arkitekten med sin tegnestue har spillet triolektisk fodbold i hjernen i nogle måneder. Arkitektens navn er Frank Gehry.

   Når jeg forfølger sporet fra billedet af dette museum, kommer jeg ind på en hjemmeside der definerer "entertainment design" som noget særligt:

Entertainment design is the art of creating experiences which excite the mind: theme parks and rides, special events, shows, exhibits, galleries, and themed restaurants. What we call "entertainment" is orchestrated by a talented group of people known as entertainment designers (or sometimes "experiential designers"), and represents a combination of imagination and technical know-how.  

http://entertainmentdesigner.com/entertainmentdesign.html

Politiske konvertitter - grænseoverskridende kreativitet, holdningsmæssig blending og identitetssøgen

En gåde: Hvad har følgende personer til fælles?

• Pernille Rosenkrantz-Theil
• Karen Jespersen 
• Tom Behnke
• Ole Sohn,
• Eyvind Vesselbo 
• Anne Grete Holmsgaard 
• Peter Duetoft
• Louise Frevert
• Naser Khader 
• Christine Antorini

Ja, rigtigt. De har alle været relativt fremtrædende politikere i ét parti, - har forladt det og er derefter gået over til et andet.

Jeg har ikke tænkt på det før, men ud fra et kreativitetssynspunkt er de jo alle grænseoverskridende mønsterbrydere; mennesker som mentalt set på et tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   Dette andet parti og dets ideer har de i større eller mindre omfang bekæmpet eller konkurreret med mens de tilhørte det første. Og det er dette andet parti fra hvis ideologiske platform de i fremtiden skal bekæmpe og konkurrerer med det parti som de tidligere har været medlem af.

Bitter, ensom og indebrændt

... er rubrikken for en artikel i Weekendavisen fra den 22. juli som tematiserer den problemstilling. Journalisten er Søren K. Villemoes. Overliggeren lyder:

Det er svært for en politiker at skifte parti. Ens nye venner er mistroiske, mens de gamle ryster på hovedet. Troværdigheden lider skade, og chancerne for en succesfuld politiske karriere bliver som regel mindre. Alligevel er der mange, der tager springet.

Artiklen opregner en række af de kendte eksempler som er nævnt ovenfor, og beskriver de problemer og omkostninger et partiskift har for de fleste - sat på spidsen i rubrikkens formulering.

   Men den giver ikke noget forsøg på at forklare at der "alligevel er mange der tager springet".

Langt de fleste mennesker ændrer holdning i løbet af et liv. Ofte flere gange og på mange forskellige områder. Det er jo sådan set naturligt, noget der kommer med alderen, med indgåelse eller opløsning af parfohold, med afsluttet uddannelse, med nyt job og med ændring af andre sociale omstændigheder.

    Så hvorfor skulle det være så svært at skifte parti når man er politiker?

Her kan man bruge nogle begreber i en model som kommuikationsforskerne Kartrine Lund, Helle Petersen m.fl. bruger til at beskrive og analysere en virksomheds kommunikationsproblemer når den er under forandring:

• IDENTITET: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger)
• IMAGE: den man ønsker at fremstå som 
• ETHOS: den opfattelse andre har af en

En veletableret politiker med en vis solid forankring i vælgerkorpset og i sit parti, for ham eller hende vil der typisk være en god overensstemmelse mellem identitet og image, hvilket resulterer i en god ethos - et godt omdømme i vælgernes og partiets øjne: Vi ved hvor vi har ham/hende, vi ved hvad vedkommende står for, der er god overensstemmelse mellem de poltiske udtalelser og politiske handlinger!

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. 

  For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftet identitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. 

   Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.

Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet. 

   Og at hvis denne identitetssøgen og indentitetskamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlig omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet. 

En forfatter kan kreativt udfolde sin identitetssøgen og identitetsudvikling gennem blending af konceptuelle rum i skiftende simulerende fiktioner, genrer og stilarter hen gennem sit forfatterskab. Og det forventes endda at han fornyer sig. 

   De tilsvarende identitets-operationer for en kreativ politisk personlighed er noget der har meget større omkostninger - for politikerrollen må ikke fremstå som noget påtaget - som en fiktion. Så ryger troværdigheden både i forhold til vælgerene, til det gamle parti og til de nye partikammerater. 

   Og journalisterne skal nok i deres artikler om konvertitteten understrege den permanente ethossvækkelse det for altid medfører at skifte parti og dermed skabe usikkerhed om den politiske personligheds identitet.

   Jeg minder i øvrigt om mine analyser af Henrik Dahls personlighed i lyset af hans optræden i offentligheden og hans politiske skiften ham fra bog til bog: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

Artiklen i Weekendavisen fremhæver at den anden udvej, at skabe et helt nyt parti der er skræddersyet til identiteten, har meget større udsigt til at lykkes - hvis man tør og har karisma nok: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen, Aksel Larsen, Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard.

   Jeg tror ikke det i denne sammenhæng er en tilfældighed at de alle har det særlige forhold til sproget at det i meget høj grad er erfaringssprog de gør brug af når de udtaler sig offentligt. 

Fortællinger og metaforer som frames for økonomiske kriser - og økonomisk genrejsning

Weekendavisens tillæg "Ideer" - fra den 22. juli har en klumme af professor i økonomi Per H. Hansen. Artiklen er helt klart udtryk for kreativ tværfaglig tænkning i hovedet på økonomiprofessoren.

   Rubrikken lyder: "En historie om hurtige gevinster og store kriser". Overliggeren lyder:

Økonomiske kriser er ikke bare et resultat af renteforhold og risikovillighed - der er også kulturelle og sociale årsager . Måske kan vi ligefrem forudsige kriser ved at nærlæse, hvordan man i et samfund taler om penge?

Klummens pointe er at økonomiske kriser er genstand for forskellig historiefortællinger, og at disse historiefortællinger i sig selv kan bidrage til at der opstår kriser.

   Professoren forklarer at han i årenes løb er blevet...

...stadig mere skeptisk over for de traditionelle måder at forstå finansielle kriser og skandaler på. Traditionelle teorier fokuserer ofte på økonomiske forklaringer om rente, risiko eller finansielle innovationer, samt naturligvis den menneskelige natur og vores påståede iboende grådighed. 

Spørgsmålet er om hvilken historiefortælling om økonomiske kriser der kommer til at frame vores bevidsthed.

Man kan sige at den historiefortælling, der kommer til at dominerer, også sætter rammerne for, hvordan vi kan forstå verden og den organisation, vi virker i. Vi kan ikke handle uden for det, vi kan forestille os.

   Denne tilgang flytter fokus fra en søgen efter sandheden til i stedet at se på, hvordan vi forsøger at få bankkrak og finansielle sammenbrud til at give mening.  Det forsøg på at skabe orden i kaos er efter min mening en sproglig proces, som finder sted ved, at vi fortæller historier om, hvordan det dog kunne gå til. Hvis den dominerende fortælling kommer til at handle om  grådig bankfolk og finansielle innovationer, bliver svaret nødvendigvis mere regulering. Men hvis den dominerende fortælling bliver en om myndigheders og centralbankers fejlgreb, vil svaret nok blive, at der har været for meget regulering.

Per H. Hansen erklærer sig derefter enig med en amerikansk økonom, professor Robert Shiller, der har betegnet den seneste finanskrise som et resultat af "en social epidemi". Den er så efter den danske økonomiprofessors opfattelse "et resultat af den måde, man taler om økonomien på, før finanskrisen bliver en realitet."

Min tese er altså, at finanskrisen og reaktionen på den grundlæggende er et sprogligt kulturelt og socialt fænomen. Først fortæller vi historier om, hvor godt det går, og om hvordan vi kan tjene penge på at investerer i det ene eller det andet - ejendomme, aktier osv. Det bidrager til den epidemi, Shiller taler om, som puster boblen op. Når boblen så brister, og finanssektoren skrider, fortæller vi historier om, hvad der dog gik galt. Det er de historier, som danner grundlag for menneskers økonomiske adfærd - ikke en iboende grådighed. (...)

   Denne tilgang sætter et stort spørgsmålstegn ved mange økonomers grundlæggende antagelser om rationel økonomisk adfærd. 

At betragte "historiefortælling" som en måde at frame den økonomiske virkelighed på, og at se fortællinger med en økonomisk optimistisk morale som en medvirkende årsag til den nuværende finanskrise, er klart udtryk for grænseoverskridende kreativ tænkning.

Men hvad ligger der i egentlig i den metafor "social epidemi" som han har hentet fra den amerikanske professor?
   Jeg finder et citat fra New York Times fra 2009. Heri folder professor Shiller metaforen ud ved at tale om at verdens økonomi drives af "sociale epidemier", "smitte af ideer" og "store feedback-sløjfer" som kan sprede sig så hurtigt som "svineinfluenza".
   Og det ser han også som en forklaring på at den økonomiske tillid mange steder er blevet genoprettet så hurtigt.

It is a large and diverse world, after all, so why should confidence have rebounded so quickly in so many places? ... Economic analysts often turn to indicators like employment, housing starts or retail sales as causes of a recovery, when in fact they are merely symptoms. For a fuller explanation, look beyond the traditional economic links and think of the world economy as driven by social epidemics, contagion of ideas and huge feedback loops that gradually change world views. These social epidemics can travel as swiftly as swine flu: both spread from person to person and can reach every corner of the world in short order. ...

Som en slags dokumentation for sin metafor om "sociale epidemier" henviser Shiller til hvor hurtigt en anden metafor har spredt sig i mediernes omtale af indikatorer på at krisen er ved at være overstået og økonomien i fremgang: "green shoots" - som direkte oversat jo betyder "grønne spirer eller skud":

The popularity of the term “green shoots” shows the kind of social epidemic underlying our changing thinking. The phrase was propelled in Britain by Shriti Vadera, the business minister, in January, and mutated into a more contagious form after Ben Bernanke, the Federal Reserve chairman, used it on “60 Minutes” on March 15.

   The news media didn’t need to change the term for different cultures around the world. With nothing more than a quick translation — brotes verdes, pousses vertes, grüne Sprösslinge, etc. — it is now recognized as a symbol of a revival coming soon.

   All of this suggests that a social epidemic is supporting renewed confidence. This confidence can keep growing by contagion, as a kind of self-fulfilling prophecy, and we may see the markets and the economy recover further.

   But in an economy that is still unstable, the stories could also morph into different forms, the price feedback could turn downward and the dynamic could turn ugly again — just as it has in the past.

"Green shoots" som "tegn" på at økonomien er i fremgang, er ikke hentet ud af den blå luft, men er funderet i den konceptuelle metafor ØKONOMI er PLANTEVÆKST, som også ligger under en lang række andre metaforiske udsagn om økonomi:

• "økonomien er i vækst"
• "lug ud i de økonomiske støtteordninger"
• "økonomien blomster"
• "en økonomisk ørkenvandring"
• "gøde økonomien"
• "økonomiske vildskud"

På nettet er der én der stiller spørgsmålet: Hvordan "green shoots" egentlig skal forstås i økonomisk sammenhæng? Han får følgende svar fra en "klog" der i den grad folder den konceptuelle  "plantevækst"-metafor ud, idet spørgeren opfordres til foretage en simulation - at forestille sig sin egen "baghave":

The quick and easy answer - "green shoots" represent the beginnings of economic growth after a recession.

   Imagine that you walked into your backyard with a flamethrower and set fire to your lawn.

   Imagine that when you were done, all of your grass was black and dead.

   Now, after a couple of weeks, you start to notice that green shoots of grass are sprouting out of the dead and black landscape.

   Think of your dead lawn as the economy.

   Think of the flamethrower as the recession.

   Think of the green shoots of grass as the beginnings of economic growth.

   You can't have a green and lush backyard without first having some green shoots of grass.

   "Green shoots", as it applies to the economy, may be a downtick in unemployment numbers, an uptick in retail sales or an uptick in consumer confidence.

   These all represent the beginnings of economic growth after a recession has taken place.

   Now, whether or not "green shoots" are actually sprouting from our economic landscape is a different question altogether.

Flot, flot eksempel på hvad den konceptuelle "plantevækst"-metafor kan inspirere til af basic-level anskueliggørende forklaringer.

Wikipedia fortæller - med en vis kritisk distance - om den historiske udvikling af metaforen "green shoots" i medier verden over:

Green shoots is a term used colloquially and propagandistically to indicate signs of economic recovery during an economic downturn. It was first used in this sense by Norman Lamont, the then Chancellor of the Exchequer of the United Kingdom, during the 1991 Recession.[1] At the time, Chancellor Lamont was criticized for "insensitivity". The phrase was used again by Baroness Vadera, former Business Ministerof the UK in January, 2009 to refer to signs of economic recovery during the late-2000s recession, again to criticism from the media and opposition politicians. The U.S. media started to use the phrase to describe domestic economic conditions in February 2009 when the New York Times quoted Bruce Kasman, chief economist at JPMorgan Chase as saying, "It's too early to get excited, but I think there are a couple of green shoots that say we're not going down as heavily in the first quarter [of 2009] as we were in the fourth quarter [of 2008]." The Federal Reserve Chairman, Ben Bernanke, made the first public use of the phrase by a Fed official in a March 15, 2009 interview with CBS 60 Minutes. Since February and March 2009, it has been used increasingly in the media[4] and by a number of commentators to refer to positive economic data and statistics during the late-2000s recession.

Tilbage til Per H. Hansen. Han slutter sin klumme med et godt råd: Betragt ikke de optimistiske økonomiske forudsigelser som "sandhed" - men netop som luftige "fortællinger" der jo mere de bliver udbredt, jo mere bliver de oppustede mentale forførelser, det man kalder "bobler":

Hvis man vil undgå at tabe penge i den næste finanskrise, er det altså en god ide at holde øje med  de fortællinger om nye uanede muligheder for let tjente penge, der er med til at puste boblen op. Og i bankerne er der brug for et beredskab, der sikrer, at organisationens værdier og kultur ikke skrider, når de optimistiske fortællinger begynder at brede sig.

Den modulopdelte hjerne (3) - iflg. Steven Johnson´s "Mind Wide Open"

Jeg har tidligere referereret til synspunkt og tanker om kreativitet og nye ideer fra Steven Johnsons bog: "Where Good Ideas Come from - the natural history of innovation". Og en enkelt gang har jeg nævnt en anden bog af ham: "Mind Wide Open - Why you are what you think" i forbindelse med et tidligre indlæg om den modulopdelte hjerne:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Bogen "Mind Wide Open" har som fremdriftselement et regulært "fortællerplot" - dvs. den drives frem af forfatteren der tager ud på en opdagelsesrejse hvor han bruger sin hjerne som forsøgsobjekt i forhold til forskellige måle-teknikker der kan vise billeder af hvad der foregår i hjernen. 

   Steven Johnson udsætter sig selv og sin hjerne for en række af de "neuro imaging"-teknikker som har betydet en revolution i hjerneforskningen de sidste 20 år - en revolution som også Lakoffs og Feldmans NTL- teori - "Den neuralet teori om sprog" - udspringer af.

   Wikipedia forklarer:

Neuroimaging includes the use of various techniques to either directly or indirectly image the structure, function/pharmacology of the brain. It is a relatively new discipline within medicine and neuroscience/psychology.

Altså, det drejer sig om de metoder man har udviklet til at visualisere spor af hvad der foregår i hjernen under forskellige omstændigheder og vilkår. 

   Og Steven Johnson fortæller om hvad en i øvrigt kyndig person får ud af visuel indsigt i hvad der foregår i hans egen og andres hjerner under de forskelige forsøgsopstillinger:

As you learn to detect these brain components, you start to recognize  how much multitasking is really going on in your own hedad. You realize that the emotion you feel isn´t simply a reaction to the world at  that moment, but rather something closer to a drug, with a strage life og its own. There´s whe used to call a "rational" you" and an "emotional you", and the two aren´t always in sync. Brain science has now given us more accourate descriptions of thes two sides of personality, mapped onto specific regions of the brain. Instead of "rational" and "emotional", today w have the "neocortical you" and the "limbic you".

Bogen starter med en beskrivelse af en aha-oplevelse for forfatteren. Han bliver målt med forskellige instrumenter som minder om en løgn-detektor. Og i den lidt anspændte test-situation kan han ikke lade være med at løse op for stressen ved at fyre nogle jokes af undervejs mens målingerne tages.

   Måleapparaterne viser så at hver gang han gør det, så udløser kroppen/hjerne samtidig et ordentligt skud adrenalin, som er det hormon vores hjerne/krop doper os med når vi er i den særlige alarmtilstand som kaldes "the fligt or fight-response".

Hvad der er årsag og virkning mellem den eksplosive stigning i adrenalinen i blodet og affyringen  af vitserne, fremgår ikke af Steven Johnsons beskrivelse.

   Men umiddelbart minder det om det man inden for dyrepsykologien kalder en "overspringshandling", dvs. en tilsynladende umotiveret adfærd i en situation hvor trangen til at blive og slås og trangen til at stikke af og flygte "vejer hinanden op" så ingen af handlingerne kan udføres.

   Overspringshandlingen har ingen logisk sammenhæng med dilemmaet, men fungerer som en udsættelse af et ubehageligt valgt. 

   Altså et kreativt produkt som et symbolsk udtryk for en emotionel frustration der skyldes et mentalt dilemma. På engelsk taler man i psykolgien om displacement.

Søger man på "overspringshandling" på nettet, så kan man se at "overspringshandlinger" i de fleste henvisninger opfattes som noget negativt, som tidsspilde i forhold til den opgave som man skal have udført eller er igang med at udføre.

  Men i Steven Johnsons personlige historie så er der jo tale om en kreativ handling - i form af humor og med udnyttelse af metaforer og ironi - som i så fald bruges som en spændingsdæmpende - en afslappende overspringshandling.
   Og det svarer meget godt til at humoristiske pointer tilsyneladende -  ligesom flow-processen i almindelighed - udløser endofiner i hjernen - en del af vores eget indre kemiske belønningsssytem. 

I psykoanalysen opfattes "overspringshandlinger" - i form af metaforiske forskydninger og metonymiske fortætninger i drømme, vittigheder, fortalelser mv. - som et helt centralt begreb til at forstå det ubevidstes forsøg på at udtrykke det som ellers forsøges undertrykt og fortrængt af over-jeget. 

   Og dermed er der en kobling til Freud og hans berømte moduopdeling af sinde i tre mentale instanser: ID, JEG, OVERJEG - instanser sindet som kan kæmpe om magten over bevidstheden.

Steven Johnson er i "Mind Wide Open" optaget af forestillingen om at hjernen er opdelt i moduler som skal arbejde tæt sammen og koordineret for at vi kan fungere i forhold til os selv og vores omverden Modulerne  arbejde relativt uafhængigt af hinanden, og kan derfor komme i "intern" konflikt. Fx når vi sender et "kunstigt smil" til en person som vi ikke bryder os om, men synes vi er nødt til at være venlige over for. Eller når vi "kvæler et grin" invendigt for ikke at fornærme chefen som lig har spillet klovn ved at falde ved siden af sin stol da han ville sætte sig.

Den første konklusion Steven Johnson kommer med meget tidligt i bogen lyder sådan:

You are the sum of your modules

Indsigt i din hjernes moduler og deres samarbejde (eller når de modarbejder hinanden), får man bla. gennem sygehistorier hvor mennesker har fået sat dele af hjerne ud af spillet gennem ulykke eller sygdom, sådan at de på de fleste felter stadig fungerer normalt men på helt specifikke adfærds områder pludselig er gået i sort. 

   Indsigt der dokumenterer modulerne får man  også gennem en lang række perceptionseksperimenter hvor hjernen får to opgaver der interfererer. Hvis man fx lader folk læse et ord der betyder en farve, mens bogstaverne i ordet viser en anden: SORT, BLÅ, GRØN, så konstaterer man at det forstyrrer og forsinker læsningen - i sammenligning med læsningen af ord hvor udtryk og indhold stemmer overens: SORT, BLÅ, GRØN.

Den næste konklusion Steven Johnson fremfører lyder sådan:

It´s a jungle in there

Dermed refererer han til den metafor han foretrækker at se og forstå hjernens funktion igennem: en tropisk jungle der med alle sine dyre- og plantearter udgør et stort ecosystem hvor modulerne både arbejder sammen og hjælper hinanden - og samtidig konkurrerer. 

For at mennesker kan fungere socialt må de have hjernen skruet sammen på en måde så de kan aflæse andres indre mentale liv. Så det er hans anden konklusion:

Deep down, we´re all extroverts

Dermed mener Steven Johnson at en lang række af hjernens forskellige moduler er "wired" - forbundet - så vi er i stand til at aflæse andre menneskers psykiske tilstand ud fra et kompleks af ydre kropslige kendetegn - især ansigtsmimik. Og at sådan en aflæsning af sindet hos den anden er noget af det tidligste et barn lærer i sit sociale samspil med sine forældre. 

   Det starter med "gaze-monitoring" - dette at vi lærer at følge den anden parts blikretning for derfra at kunne regne ud hvad den anden ser:

As we grow older, we scrutinize peoples eyes for subtler cues: not just what they´re looking at, but what they are thinking and feeling. Because our emotionalt systems are wired directly to our facial muscles, a la the Duchenne smile, we often get accurate portraits of other peoples moods just by scanning their eyes or the corners of their mouth.

   Gaze monitoring and emotional expression recognition are two of the fundamental  mindrading systems, but we also use other tricks. We monitor speech intonation carefully for emotional nuance. We put ourselves into other people´s mental shoes - what the cognitive scientists call the "simulation theory" of mindreading, according to which your brain is effectively running af mini-simulation of somen else´s to anticipate how the other person feel.

Der var det igen - det med at opfatte mental simulaton som forståelse - nemlig af hvad andre tænker og føler. 

   I den forbindelse henviser Steven Johnson til teorier om autisme og årsagerne til de mentale handicap som kendetegner autister. Han anfører at autister lider af "mindblindnes", på samme måde som nogen kan lide af ordblindhed. Og sammenligningen er ikke ment metaforisk.

Ordblindhed skyldes sandsynligvis problemer med forbindelserne mellem forskellige centrer når man læser eller skriver. I Weekendavisen fra den 8. juli forklarer Kjeld Johansen i en kommentar problemerne således - idet han mener at ordblindhed har sammenhæng med lateralitet (højre-venstre-"forvirring"):

De fleste hjerner er skruet sådan sammen, at opfattelsen af sprogets kontante mening forarbejdes i hjernens venstre hemisfære, medens de mere "skjulte" hentydninger (fx ironi og kærlige betoninger i måden, ordene siges på) forarbejdes i højre hemisfære. Det er også sådan, at højre øre arbejder mest samen med venstre hemisfære og omvendt. Mange børn (og voksne) med læse-/stave-problemer lytter primært med venstre øre. Det har en negativ betydning for deres opfattelse af sproget, men betyder tilsyneladende også, at de er mere end normalt følsomme over for den måde, man taler til dem på. 

   Adskillige børn med autistiske tendenser har det helt omvendt. De lytter næsten ikke med venstre øre og opfatter derfor ikke sprogets "skjulte" nuancer.

På samme måde mener hjerneforskerne altså at også autisters problemer har at gøre med at deres hjerner er "wired" på en særlig måde, som dels kan forklare at de har svært ved at "aflæse" hvad andre tænker og føler ved at iagttage deres ansigtsudtryk - og fx svært ved at forstå metaforer; og som dels kan forklare at de til gengæld ofte  har særlige mentale evner, fx når det gælder hukommelse. 

   En af teorierne som Steven Johnson ikke nævner, er at autisters spejlneuron-system ikke fungerer som det skal. 

    Men hans sidste konklusion om den modulopdelte hjerne lyder sådan:

Your brain contains some strange bedfellows

Hvormed han mener at de mange forskelligartede moduler med forskellige funktioner, kan være forbundet eller ikke-forbundet på mange forskellige og uforudsigelige måder: 

This is one of the key insights that neuroscience brings to our sens of self: strengths or weaknesses in one area are often predictive of strengths or weaknesses in seemingly unrelated areas. (...) The more you understand the mind in the light of modern brain sicience, the more you recognize thet isolated traits you possess aren´t necessarly isolatede - the brain is full of zero-sum games, where one talent prospers at the expence of another. Sometimes those balancing acts  involve relatede skilles, sometimes the connections is more obscure.

Hen imod slutningen af bogen sammenligner Steven Johnson den model af sindet som Freud var ophavsmand til med den "moderne" som SJ har jagtet og indkredset gennem sin bogs forskellige kapitler. 

   Han beskriver Freuds model af psyken gennem dampmaskinen som metafor - fyldt med libidoenergier som presser på og kræver udløsning, men som må undertrykkes og kontrolleres gennem fortrængninger. 

  Herover for stille han en anden metafor for den moderne hjerneforsknings syn: Sindet og hjerne fungerer som et komplekst lagdelt og modulopdelt økosystem hvor de forskellige dele spiller og agerer sammen og mod hinanden:

So this is your brain, in alle its multiplicity. You are part repetile, part mammal, part primate, parte homo sapiens. Your are at twitchy amygdale; you are a dopamine fiend; you are under the spell of oxytocin. You are an unthinkably complex series of connections, of links, spun together by your genes and by your livede experience. You are a walking assembly of patterns and waves, clusters of neurons firing in sync with one another.

Den modulopdelte hjerne (2) - sanse- og handlemetaforer der refererer til en "splittet personlighed" og "ydre" og "indre" sansninger

I det foregående indlæg kiggede jeg specifikt på den modulopdelte hjerne, for at forklare nogle fænomener i forbindelse med at lære journaliststuderende at læse nyhedstelegrammer op i radioen.  
   Problemet var at intonation og tryk i udtalen blev styret fra et center i højre hjernehalvdel, mens  ordforråd og syntaks blev reguleret af et sprogcenter i venstre hjernehalvdel. 

Noget tilsvarende har man så fundet ud af i forbindelse med musikmodtagelse og musikudøvelse: at der er et center i højre hjernehalvdel som bearbejder nogle sider af musikken (tonehøjde og harmoni), mens et center i venstre hjernehalvdel tager sig af andre sider af musikken (musikkens "syntaks").
   Hovedparten af musikoplevelsen foregår i højre hjernehalvdel hos mennesker uden særlig musikalsk træning, mens øvede musikere som kan læse noder,  også har  stor aktivitet i venstre hjernehalvdel (de kan "læse" musikken).

Det er så i øvrigt interessant at konstatere hvor mange sanse- og handle-metaforer vi bruger som refererer til en splittet - en to-delt - personlighed:

• Han var i sine sansers vold
• Han blev forblindet af vrede
• Han glemte sig selv
• Jeg var ude af mig selv af glæde
• Jeg så for mig hvordan de ville grine af mig
• Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene
• Jeg var helt ved siden af mig selv hele dagen
• Jeg kunne ikke se mig selv i det tilbudte job
• Jeg diskuterede med mig selv om jegskulle rejse
• Jeg stillede mig selv det samme spørgsmål
• Jeg interviewede mig selv på forhånd
• Han kunne ikke kontrollerer sig selv
• For mit indre øre hørte jeg en klagende stemme
• Samvittighedens stemme var ikke til at overdøve
• På den indre skærm rullede erindringen om det første møde frem
• For sit indre blik så han hvordan hans venner havde reageret dagen før
• Noget inden i mig hviskede at noget var helt galt
• Han vente blikket indad mod sig selv
• Inde i hovedet sang jeg en glad melodi
• Jeg havde ordet lige på tungen
• Jeg tog mig selv i nakken
• Jeg fik det forkerte ben ud af sengen i morges
• Jeg havde ikke hjertet med i forslaget
• Han gav sig selv et rosende skulderklap

Disse metaforer peger på to ting, synes jeg:

For det første: at følelser, tanker og handlinger - på samme måde som når man taler - forventes at arbejde sammen og være koordineret i et "selv". Men at følelser udspringer af og er forbundet med en del af hjernen (det limbiske system), handlinger med en anden del (motor-cortex), og tanker med et heltnetværk af centre i storhjernen og hjernestammen. Og derfor kan man opleve at "være ud af sig selv af skræk", "glemme sig selv i en dagdrøm", "have fået det forkerte ben ud af sengen".

Her er der tale om en anden form for "moduler" end dem der er lokaliseret rundt omkring i de to hjernehalvdele. Det er de moduler som man også karakteriserer som "hjernens indre anatomi", og hvor man beskriver hjernen som et resultat af biologisk evolution, med den mest primitive "krybdyrhjerne" inderste og nederst, og derefter de lag af hjerne som vi deler med andre pattedyr, og så de yderste dele af hjernen som i omfang og betydning er specifikke for menneske og menneskeaber.

For det andet peger metaforerne på at "sansninger" kan komme både udefra - via øjne og ører (og de andre sanser), og indefra - skabet af impulser i hjernen selv. De er ikke rene metaforer der kun skal forstås i overført betydning, men de antyder at man rent faktisk kan tale om et indre syn og et indre øre som aktiverer  nogle af de sammen centrer som aktiveres af de tilsvarende ydre sansninger.
   Dermed kommer de til at ligne de såkaldt primære konceptuelle metaforer som er kendetegnet ved at  forbinde den ydre krops forhold som "kilde" med indre subjektive tilstande som "mål" - forohold der antagelig oprindeligt er udsprunget af tidlige erfaringer i barndommen:

• HENGIVENHED/KÆRLIGHED er VARME: "Jeg blev varmt modtaget i den nye familie."/Hun sendet mig en varmt smil."
• FORTROLIGHED/INTIMITET er NÆRHED: "Vi havde et meget tæt forhold da vi var unge, men nu er vi vokset fra hinanden."
• BETYDNINGSFULD er STOR: "Så kom den store dag hun havde set hen til i et helt år."/"Virksomheden har en mega indflydelse på markedet
• LYKKELIG er OP: "Han var i højt humør."/"Hun følte sig helt på toppen i den periode."
• DÅRLIG er STINKENDE: "Der er noget råddent i Danmark."/"Mandehørmen dominerede i omklædningsrummets snak om det modsatte køn."/"Den sag lugter langt væk af korruption."/"Kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du sige op."

Når nogle mennesker hører indre stemmer tale til sig, så viser undersøgelser at der sker en delvis aktivering af de centrer som også er aktive når man hører en anden tale til en. 

   Og tilsvarende, når man har visuelle hallucinationer eller drømmer i billeder, så aktiveres delvist de centrer som også bearbejder ydre synsindtryk. 

   Det stemmer så godt sammen med teorien om forståelse som simulation, som jo indebærer at de samme dele af hjerne er aktive 1) når man udfører en bestemt handling, 2) når man ser andre gøre den, og 3) når man forestiller sig eller læser om denne handling.

Jeg kommer også i tanker om det fænomen som Poul Martinsen igennem mange år var så optaget af at han lavede flere udsendelser om det: isolation af sanserne - sensorisk deprivation - dette at man fratager en person stimulation af synet og hørelsen gennem bind for øjnene og ørepropper. 

   Det fører hos mange til at hjernen så selv - efter et stykke tid - begynder at producere indtryk og forestillinger - altså mentale simulationer af ydre indtryk: Efter et stykke tid underkastet sansemæssig isolation, begynder folk simpelt hen at høre stemmer og se syner - de får hallucinationer uden nogen ydre anledning.

Indledningens omtale af musikoplevelsen og de centrer i hjernen der "skaber" dem ud af sansede musikindtryk, gør at jeg også bliver opmærksom på den konceptuelle metafor med musik som "kilde":

• EMPATI er MUSIKALITET: "Vi swingede godt sammen."/"Han var helt tonedøv i forhold til hvad hun følte men ikke sagde."/"Deres temperamenter stemte godt overens."/"De levede i et meget harmonisk forhold."/"Mennesker mødes, og sød musik opstår."

Og endelige får jeg en association til det engelske udtryk: "It makes sense", som på dansk ville skulle oversættes til "det giver mening"/"det er der fornuft i", men som jo i bogstavelig betydning svarer til "det gør sansning", og svar til den konceptuelle metafor: AT SE er AT FORSTÅ.

Men man kan også gå fra "foreståelse" = "forestilling" - til påvirkning af bevægelser og handling. I Illustreret Videnskabs særnummer om hjernen beskrives hvordan forestillinger og vores bevægelser kan arbejde sammen:

Hjernen er meget vigtig for vores koordinerede bevægelser. Så vigtig at man ligefrem kan træne en ønsket bevægelse ved at forestille sig eller visualisere, hvordan man vil udøve den. På den måde kan man fx træne et særligt slag i tennis eller golf.

   Ved at øve bevægelsen i tankerne sker der det samme som  ville ske, hvis man rent faktisk udførte bevægelsen - nemlig en styrkelse af  de såkaldte neurale mønstre i hjernen, der skal til, når bevægelsen skaludføres. På den måde bliver hjernen bedre til at fortælle vores muskler , præcis hvad vi ønsker, de skal gøre. En kombination af mental og fysisk træning regnes derfor i dag for den bedste træning for fx sportsudøvere.

Det kunne måske også inspirere til hvordan man blev bedre til at læse op med en naturlig intonation. Man tænker teksten og dens betydning godt og grundigt igennem, så man har internaliseret meningen på en måde så den naturlige intonation aktiveres ved selve oplæsningen når det gælder.