"Gæster fra Rødby" - Hjernemadsen og hans lillebror - og hvad deraf følger vedrørende kreativitet

Inden jeg begyndte på denne blog, havde jeg en ide om at jeg ville interviewe en række mennesker om kreativitet og deres forhold til det. Både mennesker jeg kendte godt, og mennesker jeg ikke kendte på andene måde end gennem deres optræden i medierne. En af dem på min liste var Peter Lund Madsen - hjerneforsker og storebror til Anders, som jeg specielt har interesseret mig for tidligere i tv-dramaturgisammenhæng, første gang da han var hovedperson og optrådte som taxachauffør i en skjult kamera-serie på TV 2, og senere i en anden serie som jeg skulle lave efterkritik på: Platmand.
   Peter Lund Madsen blev jeg først opmærksom på for alvor da han sammen med lillebroderen optrådte i et revyagtigt underholdningshow på Bellevue Teatret med titlen: "Enden er nær". Siden har jeg også været ude og se efterfølgeren: "Gæster fra Rødby." Jeg syntes det var noget af det morsomste jeg havde længe havde set, næsten konkurrencedygtigt med Niels Hausgaards shows, som ellers i mange år har ligget i top på min liste over (særligt) kreative mennesker som jeg elsker at se og høre på en scene.
  I fredags genså jeg så på tv første del af brødrenes sidste show. Og nu med de specielle briller på som retter fokus mod kreativitet, den (særligt) kreative personlighed, og konceptuel blending.

Bagefter noterede jeg lige ned to udsagn som Peter Lund Madsen kom med, som relevante for denne blog:

• Det vi oplever er hvad hjernen har opdigtet og gættet sig frem til ud fra nogle meget sparsomme informationer.
• Ser vi en rød bil komme kørende, så registreres sanseindtrykkene i tre forskellige, adskilte centre i hjernen: et center registrerer at farven er "rød", et andet center registrerer at noget "bevæger sig", et tredje center kategoriserer dette "noget" som en "bil"; disse tre adskilte centres isolerede registreringer samles og integreres så - blendes, kunne man sige - i en oplevelseskonklusion: "Jeg ser en rød bil komme kørende."

Selve showet var og er jo en "blended genre", hvor det oplysende og faktuelle, det poetiske (en kvinde synger), og det rablende gale og fiktive blandes på morsomste og stærkt hjernestimulerende vis.
   Der var flere andre pointer i Peter Lund Madsens didaktiske revyforedrag om hjernens funktion som jeg ikke fik med i farten, så ham må jeg researche noget mere på. 

   

Det andet der slog mig, var at de to brødre jo på mange måder repræsenterer de to forskellige personligheder som jeg tidligere har sagt kendetegner to sider af den enkelte kreative personligheds "split personality" hvor de to sider komplementerer hinanden og arbejder sammen om at få nye ideer. 

   Mange komikerpar optræder også som hinandens "modsætninger": Kjeld og Dirch, Pallesen og Pilmark, Fy og Bi, Gøg og Gokke.

"Søvn fremmer indlæring af nye færdigheder" - to hjernecentre drømmer sammen i søvne - også hos journalister når de er vågne

Rubrikken hører til artiklen af Charlotte Koldbye, Eksperimentariums nyhedsafdeling, der fortæller om et indlæringsforsøg hvor man ville finde ud af om hypotesen at søvn fremmer indlæring, kunne eftervises eksperimentelt.

Forsøgspersonerne skulle lære at finde vej gennem en digital labyrint. Én gruppe skulle derefter holde en pause og slappe af i 5 timer, en anden skulle mentalt repetere vejen rundt i labyrinten i stedet for blot at slappe af, og en tredje gruppe skulle tage sig en lur på 1½ time. Derefter skulle alle 99 forsøgspersoner prøve at huske vejen gennem labyrinten. Dem der havde sovet, skulle svare på et spørgeskema om de havde drømt, og om hvad.
   Det viste sig at de forsøgspersoner som kunne huske at de havde drømt om labyrinten, var markant bedre - "hele 10 gange" - til at finde rundt i den, end dem der havde været vågne - og end dem som havde sovet uden at drømme. Artiklen refererer en af forskerne bag undersøgelsen, Robert Stickgold, der leder afdelingen for søvn og kognition på Harvard Medical School; Stickgold mener...

...at vi evolutionært udviklede søvn for at kunne lære bedre. Når hjernen drømmer, udfører den to separate opgaver. Hukommelsescentret i hjernen, hippocampus, lagrer den information, der er lige ud ad landevejen, altså hvordan man kommer igennem den pågældende labyrint. Mens andre dele af hjernen, neokortex, bruger og lagrer informationen om labyrinten på det symbolmæssige og mindre konkrete plan. Labyrinten bliver her et billede på det at kunne bevæge sig rundt i livets labyrint eller måske en labyrint af bureaukrati. Når noget er en udfordring, inddrager hjerne også de sovende timer til at få det indlærte på plads i de rigtige rum.

Jeg tænker at her har vi - igen, igen - to mentale rum i hjernen som åbenbart samarbejder om at huske: et rum der lagrer information, og et andet rum der tænker i billeder - informationen i overført - metaforisk betydning. Og de som ikke sov eller ikke drømte, har ikke mulighed for at få udnytte hjernens blending-processer til at huske, så derfor husker de labyrinten væsentligt dårligere.
   Det minder så også om de klassiske memoteknikker, hvor fidusen er at hvis man skal holde en tale og vil kunne huske den, så kan man koble hvert af talens afsnit med et rum i en bygning man kender godt, og så under talen tænke på at man bevæger sig fra rum til rum i den rækkefølge afsnittene ligger, så dukker de op et efter et.
   Endelig minder det jo om at hvis man vil fortælle folk en historier og gøre indtryk så det huskes, så husker folk den bedre hvis den formidles gennem billeder i sproget ellerbliver fortalt sammen med billeder på film eller tv.
   Og sidst men ikke mindst. Det stemmer overens med teorien om den kreative proces, hvor man kan få løst et problem som man har kæmpet med i vågen, bevidst og verbal tilstand, ved at sove på det. Min teori vil nu være at problemet lagrer sig i sin logiske form i et center, og i en ikke verbal, rumlig og billedlig form i et andet, og så samarbejder de to om at finde løsningen gennem et stykke "drømmearbejde".

Helt konkret forestiller jeg mig at hjernen under søvnen afprøver et stort antal rumlige og visuelle skemaer (=indre metaforer) på problemet og dets indbygged "uløseligheder". Det sker ikke lineært og et efter et, men foregår som i princippet samtidige og parallelle processer. Når hjernen så finder et billede/skema der passer så "uløselighederne" er væk, kan det bringes frem til bevidsthedens overflade når man vågner: Aha!
   Nærmest at ligne ved en spillemaskine hvor de tre forskellige hjul kører rundt og rundt og rundt, og pludselig er der tre citroner på stribe, og så er der jackpot.

Sådan forestiller jeg mig også at en journalists hjerne arbejder når han skal skrive en artikel: Han tager en række informationer ind gennem sin research (aktuelt input-rum), og afprøver dem ubevidst i forhold til en række historieskemaer som han har fået internaliseret gennem praksis (skemalager-inputrum). Hvis de passer til et af skemaerne, så ved han straks intuitivt hvordan den artikel skal vinkles og skæres. Og kan skrive den så han når det til deadline.
   Man kan jo ikke sige at journalisten sover og drømmer når han har arbejder, men alligevel: Den gode journalist kan i nogle få oplysninger se muligheden for en god historie med søvngængeragtig sikkerhed;  han har næse for nyheder, siger man også.
   Det stemmer overens med Donald Schöns teorier om den reflekrende praktiker, som jeg senere vil komme nærmere ind på.

Om "pædagogiske umuligheder" og evidensbaseret didaktik - i freudiansk belysning

Også fra Weekendavisen 29. april. Rubrikken: "Imod sikker viden". Skribent: Kirsten Hyldgaard, ph.d.

Jeg tænder på et udhævet citat: "Side om side med, hvad man kan kalde mennekets vidensbegær, findes også et begær efter ikke at vide, en "lidenskabelig uvidenhed, der skabe en grundlæggende uløselig konflikt i vidensbegæret."
   Pointen er at det er uforståeligt for samfundets autoriteter at selv om man poster en masse viden på folk, i form af oplysningkampagner, så bliver de ved med at opføre sig som om de ikke havde fået den viden, f.eks. i forbindelse med sundhedskampagner vedr. motion, rygning, alkohol, over- og undervægt. Og det mener artiklens forfatter ikke er så svært at forstå hvis man har psykoanalysen som optik og referenceramme. Forfatteren har opfundet et begreb "pædagogiske umuligheder" til at sammenfatte dette paradoks at evidensbaseret kognitiv viden om at noget er skadeligt eller farligt, ikke nødvendigvis fører til den adfærdsregulering som samfundets autoriteter ønsker:

Derfor kunne den sundhedspædagogiske tænkning med fordel hente skyts i psykoanalysens begreber om drift og begær og deres ubevidste status, når der opstår pædagogiske umuligheder; det vil sige, når den (sundheds)videnskabelige teoris forsøg på at levere pædagogiske handleanvisninger "der virker", gang på gang viser sig resultatløse.
   Videnskabsfolk kan ofte ikke anerkende, at det ikke er objektiv viden, der mangler: at det overhovedet ikke er mangel på viden, der er problemet. Ifølge psykoanalysen er problemet snarere den manglende anerkendelse af hint enkelte menneskes ubevidste viden. Psykoanalysen opererer med en tese om, at det ikke er viden, der mangler; subjektet ved mange ting ude at ville vide af denne viden; det ved - uden at kunne holde denne viden ud - om, hvorfor det ikke må spise for meget eller for lidt, drikke, ryge eller arbejde sig ihjel. (...)
   At tale om pædagogiske umuligheder, udpeger den didaktiske videnskabs uformåenhed i forhold til faktorer som begær, nydelse og forholdet til den Anden.

Kirsten Hyldgaard taler her om en forestilling om modtagerne af sundhedskampagner som medtænker det ubevidste i Freuds forstand; altså en teori der forestiller sig et menneskeligt subjektet med en mental indretning hvor to rum blander sig i folks adfærd: det bevidste hvor kognitiv viden og moral befinder sig, og det ubevidste hvor lyster, drifter og fantasier styrer handlinger. Og at det ofte kan være at det er det ubevidste som bestemmer adfærdens retning og mål, ved at omgå eller fortrænge den kognitive viden som subjektet faktisk har.

Jeg synes hun også har et godt citat om "ny viden" i forhold til de krav om "evidens" som huserer i en masse pædagogisk forskning for tiden, så det tager jeg med i farten:

Evidensbølgen vidner om, at man ikke kræver ny viden, man kræver sikkerhed. Nye viden er som bekendt altid stærkt tvivlsom og sårbar for anfægtelser og afstedkommer endnu mere viden om alt det, vi ikke ved, eller åbner sågar felter, som vi ikke engang havde drømt om, at vi ikke vidste noget om. Ny viden skaber snarer usikkerhed om, hvad der virker.

Lad bare det udsagn stå på nethinden et øjeblik. Og gem det så et sted hvor det hurtigt kan kaldes frem fra igen.

Kreativitet og humor - og latterens positive effekt på imunsystemet - endorfiner og flow

Kreativitet og humor hører sammen. Humor er udtryk for kreativitet fordi det bringer to konceptuelle rum sammen (=blending) som  normalt er adskilt og ligger langt fra hinanden, eller som er hinandens modsætninger. Det virker så forløsende og befriende når nogen i ord eller handling - på trods - fører dem sammen. Og hos modtageren giver denne forløsning sig så udtryk i latter - indvendig eller udtrykt.

   Derfor fanges jeg af en videnskabeligt nyhedsnotits i Weekendavisen med rubrikken "Eustress", som jeg vist nok tidligere er stødt på.

   En tydeligt blended person, der beskrives som både forfatter, politiker og professor, er ifølge notitsen kendt for ideen om at latter kan forbedre en persons helbred. Latter udløser positiv stress - i fagsproget kaldet eustress.

   En række forsøg har vist at de hormoner som har betydning for vores appetit, blev forøget ved at en gruppe forsøgspersoner fik mulighed for at se morsomme vidoklip efter eget valg. En kontrolgruppe der kun blev forevist sørgelige klip, havde ingen hormonforøgelse.

  Øgningen af de appetitstyrende hormoner svarer til den effekt man i øvrigt ser efter at folk har dyrket en moderat mængde motion, fortæller notitsen.

Vinklen i artiklen er at disse resultater formentlig kan bruges i behandlingen af ældre (som har svært ved at dyrke fysisk motion), og mennesker med depression.

Association:

Jeg tænker på begrebet "flow", som beskriver en psykisk tilstand som mennesker der er særligt produktive, kan komme i - hvor de kan "blive høje" og "glemme sig selv" og "glemme tid og sted".

   Jeg læste et sted - måske først hos Mikkel Hvid i hans bog Skriv! - at teorien om flow koblede denne særligt produktivitetsfremmende flow-tilstand sammen med udløsningen af endorfiner i hjernen.

   Og jeg går lige på nettet nu og finder at "endorpines are released by both laughter and stress; sexual aktivity; exercise; endorphines cause euphoria", fra en artikel "Endorpine Addiction" fra hjemmesiden: www.causeof.org. Her omtales flere steder endorfiner som et "feel-god-chemical".

   Udløsning af "kroppens eget morfin" forbindes også med meditation, som jo tit beskrives i sammenhæng med øget kreativitet (jfr. Poul Martinsen som direkte fortæller at han mediterer for at løse problemer i forbindelse med produktionen af sine tv-dokumentarer).

Margarete Mitcherlich-Nielsen - om at forstå et samfund gennem psykoanalysens optik - og sig selv

 Jeg har aldrig hørt om hende: Margarete Mitcherlich-Nielsen.
   En længere artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" fortæller om hende, et interviewbaseret portræt med afsæt i en nys udkommet selvbiografi. Journalist: Niels Bjørn.
   Rubrikken lyder: "Med psykoanalyse kan man ikke være ideologisk". Overliggeren fortæller at hun i en menneskealder har "lagt det tyske samfund på psykoanalytikerens briks." Det må godt nok være en stor briks hvis der skal være plads til hele det tyske samfund, tænker jeg.
   Et blandet tysk-dansk navn forbundet med bindestreg - en dobbelt indentitet, tænker jeg.
   Jeg har altid siden min studietid været interesseret i psykoanalysen, men det der fænger, er teksten under et portrætfoto af en rigtig gammel dame - a la Lise Nørgaard. Her står at hun "er født i 1917 i Gråsten af en tysk mor og en dansk far og føler selv, at den dobbelthed gjorde "den analytiske fornuftsposition" til et naturligt valg."

Sammen med sin mand Alexander Mitcherlich skrev hun i 1967 en bog hvor de brugte psykonalysens teori som en metafor til at gennemlyse og forstå det tyske folks udvikling efter Anden Verdenskrig. Bogens titel: Die Unfähigketi zu trauern (ude af stand til at sørge).
   Bogen er udkommet i 23 oplag i Tyskland. Den ser det som et afgørende problem at tyskerne aldrig fik mulighed for at sørge over krigstabet; det førte til fortrængning og forhindrede dem i at se sig selv som ofre, de var jo gerningsmænd. Bogens tese er at da tyskerne ikke fik påbegyndt en sorgproces, som efter forskellige faser kan føre til afklaring, blev de i stedet melankolske. Jeg tænker at jeg har set flere forfattere og filminstruktører henvise til deres melankoli som en kreativ drivkraft, så mon ikke Margarete også selv er melankoliker.

Bogen "Ude af stand til at sørge", udkom på et tidspunkt hvor der var voldsomme spændinger mellem forældre-generationen og deres børns generation (68-erne), og ifølge artiklen var bogen, i kraft af det særlige greb at psykoanalysere hele det tyske folk, med til at fremprovokere en ny tysk national selvrefleksion, som siden har været et kendetegn for den offentlige debat i landet.

Det dobbelte blik og det spaltede selv hos Margarete, må jo have en historie der udspringer af splittelse og en oplevelse af tab og fremmedgørelse i barndom og ungdom. Jeg citerer fra artiklen:

Også hendes dobbelte nationalitet har haft betydning for, at den analytiske fornuftsposition blev et naturligt valg for hende. Allerede som barn stod hun med en tysk mor og dansk far med en bevidsthed om de to landes forskellighed, der også aftegnede sig i hendes indre.. Som barn var hun dog mest optage af sin tyske identitet.
   "Jeg identificerede mig mest med det tyske, fordi jeg var meget tæt knyttet til min mor. Min mor var lærer og præsenterede mig for alle de store tyske forfattere og tænkere.Jeg elskede litteratur, og jeg blev betaget af Gothe og Schiller og alle de store tænkere. (...) Men pludselig var Tyskland ikke de store tænkeres land, men et land af marcherende ungdom, kitch, utroligt ringe litteratur og stort vanvid," fortæller Margarete Mitcherlich-Nielsen.

Det hun som ung mister, er idealforestillingen om Tyskland forbundet med de store forfattere og tænkere - en forestilling hun har fæstnet sin identitet til. Det ligger lige for at tolke hendes bog som et kreativt forsøg på at forstå sig selv, sit tab og sin udvikling gennem en pyskoanlytiske forståelse af Tyskland og dets tab og dets udvikling efter krigen. Og vice-versa.
   Et forsøg på at integrere et tab og en splittelse i en ny afklaret bevidsthed gennem en blending-proces af et personligt udviklingsrum med et national-historisk rum, som - kan man læse ud af artiklen - er blevet installeret som en permanent kreativ og produktiv kilde til nytænkning.

Jeg får en association til gode gamle Grundtvig som også spejlede sin egen personlig udviklingshistorie i Danmarkshistorien og vice-versa.

Lad os lige analysere på udtrykket fra overliggeren om at Margarete har "lagt hele den tyske nation på psykoanalytikerens briks". For de første er "ligge på psykoanalytikerens briks" et metonym for "blive underkastet psykoanalytisk terapi": del for helhed. Derefter er der tale om en metaforisk blending, hvor "den tyske nation" indgår i det ene input-rum, og en "enkeltperson som bliver underkastet psykoanalyse" indgår i det andet input-rum.