Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler

Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"

   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html

Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:

Fem veje til en bedre journalistik

Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.

   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:

1. Handlinger frem for holdninger
2. Indhold frem for anklager
3. Nyheder er ikke hvad de har været
4. Konsekvens frem for begivenhed
5. Behold autoriteten

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 

   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.

   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.

Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 

   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.

   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:

Ti principper for en bedre journalistik 

... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 

   De ti principper var formuleret sådan her:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.

   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html

I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:

Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.

http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/

Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.

   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 

 

- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?

- Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."

 

Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 

   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:

   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 

   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 

   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 

   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 

- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...

- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...

- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...

- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...

- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...

... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.

   

Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 

   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.

   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 

   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager

Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været

Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed

Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten

Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.

'Fikseringsfejl' - et nyt ord fra en god bog til at beskrive et velkendt, men delvist fortrængt problem i journalistikkens praksis

"FIKSERINGSFEJL"

"Fikseringsfejl" er et nyt ord i journalistisk sammenhæng. Men et ord der beskriver og sammenfatter et gammelt og velkendt problem i mange professioner - om end det ikke har været specielt erkendt som et problem inden for faget journalistik - af fagets egne udøvere. Til gengæld er der mange af de medvirkende - kilderne - som gennem årene har oplevet det som et problem uden måske at kunne sætte ord på det.

Ordet 'fikseringsfejl indgår i titlen til en ny bog som jeg har fået med posten to gange - dels af en af forfatterne som jeg kender og respekterer - Mikkel Hvid (medforfatteren hedder Malene Bjerre), og dels af forlaget Ajours forlagschef Teddy Petersen som jeg også kender og respekterer. Begge hører utvivlsomt til den kategori af professionelle mennesker som jeg her på bloggen har karakteriseret som 'særligt kreative personligheder'. Så det borger for kvaliteten, og efter at have læst bogen forstår jeg også hvorfor de begge har betænkt mig med et frieksemplar.

   Bogen har titlen "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister".

Det er en glimrende, velskrevet og vigtig bog. Og sprogligt har den fået en rigtig god titel med fine bogstavrim mellem tre ord der starter med "F":

    Ikke mindst glæder det mig at forfatterne som inspirationskilder henviser til to gode bøger jeg selv tidligere har skrevet om her på bloggen:

• Daniel Kahneman: Thinking, Fast and Slow
• Bob Baker: Newsthiking

Forfatterne til "Forelsket i vinklen" skriver  ikke hvor de har selve ordet/begrebet fra, men mit gæt er at de har det fra lægerne og lægeverdenen som også kender til det fænomen at begå - måske fatale - fejl på grund af meget faste og for tidligt fastlagte forudantagelser om fx en patients sygdom og symptomer, forud-antagelser der kan gøre dem mentalt blinde for -  de overhører og overser - andre symptomer og andre mulige sygdomsårsager til dem.

Det er første gang på dansk at jeg har læst en så grundig og seriøs beskrivelse af hvordan  hypoteser - af forfatterne kaldet 'arbejdsvinkler' - er en afgørende del af en professionel journalists mentale arbejdsberedskab. Og at det lige præcis er derfor at risikoen er så stor for at man som journalist med en deadline og i konkurrence med andre journalister for tidligt lægger sig fast på at en biased 'arbejdsvinkel' der ender med at blive den vinkel der kommer til at bære den færdige nyhedshistorie. Og med den åbenbare risiko at man kommer til at skævvride eller misrepræsenterer sandheden og virkeligheden i den journalistiske fremstilling.

Min pointe er her at uden en bestemt og præcis definition af "journalistisk vinkel", kan man heller ikke få øje på, beskrive og forstå 'fikseringsfejl" som Malene Bjerre og Mikkel Hvid gør det i deres bog.

Bogen trækker i høj grad på Daniel Kahnemans begreber om forskellen mellem hurtig, nem, intuitiv og fordomshjulpet tænkning på den ene side ('system 1-tænkning'), og den langsommelige og besværlige analytiske tænkning på den anden (system 2-tænkning). 

   Bogen gennemgår med mange gode eksempler og case-historier de forskellige forhold i journalistprofessionens selvforståelse og den virkelighed journalister arbejder under som kan begrunde og forklare et bredt spektrum af de fikseringsfejl som journalister forledes til at begå.

   Bogen beskriver i et sidste kapitel en række metoder for journalister til at undgå - eller formindske risikoen for at begå fikseringsfejl. De sammenfatter deres gode råd i disse fire trin:

• Led efter tegn på at du er fikseret
• Find din analytisk-kritiske journalist frem
• Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel
• Brug dit gode journalistiske håndværk

Da jeg for et små tre år siden stødte på Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", fik jeg under læsningen en lang række aha-oplevelser som jeg fornemmer de to forfatter også har haft i forbindelse med udarbejdelsen af deres bog.

   Jeg konstaterede den gang hvor effektivt Kahnemans begrebdannelse var til at forstå og forklare en række eksempler på åbenbart dårlig og misvisende journalistik i dagspressen, Og også til  at forstå hvordan artiklerne kunne være sluppet igennem redaktionschefers etikansvarlige kontrol.

   Det blev til en syv indlæg lang serie hvoraf jeg her linker til det første og det sidste i serien - resten kan man bare slå op ved at søge i bloggens søgefelt: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

Selv blev jeg for alvor opmærksom på betydningen af  "vinklen" i det journalistiske arbejde i forbindelse med min DR-undervisning i tv-dramaturgi og faktion i slutningen af 80´erne, og jeg skrev en definition i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' (s. 122 f.),  en definition jeg så gentog og udfoldede godt ti år senere i bogen De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV" (s. 73ff.)

   Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i en lang periode følte mig lidt alene med den indsigt om hvad "vinklen" egentlig var og havde af betydning i den journalistiske arbejdsproces.
   Lærebøgerne talte uldent og metaforisk om "vinklen" som "lagkageudsnit" eller som en særlig variant af det man i daglig tale kalder "synsvinkel". Heller ikke de udenlandske lærebøger var klare i definitionerne af "journalistic angel", og fremhævede ikke det som specielt vigtigt. 

Men jeg er helt enig med Malene og Mikkel i deres definition s. 18 som lyder  "den påstand om virkeligheden som journalisten fremsætter og give modtageren belæg for." 

   De henviser generelt til "de journalistiske lærebøger" som kilde til den definition, men mig bekendt er det kun inden for de sidste 3-4 år man for alvor blandt journalistikundervisere og fagets lærebogsskribenter er blevet enige om den definition. Og dermed også enige om betydning af den forståelse af den journalistiske arbejdsproces som den indebærer: nemlig at journalister bevidst eller ubevidst i udstrakt grad gør brug af hypoteser - 'arbejdsvinkler' - for at styre og målrette deres research - helt tilsvarende læger, advokater, detektiver, m.fl.     

   Først når man i professionen er enige om den definition, er der et kognitivt grundlag for at at indse at fikserede hypoteser kan være en alvorlig fejlkilde i journalistens praksis. Og hvorfor.

I 2010 blev der på RUC afholdt et seminar blandt underviserne i sprog på de forskellige journalistuddannelser i Danmark, Seminaret havde "journalistisk vinkel" som gennemgående tema. Jeg skrev om seminaret og emnet i følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

En vigtig pointe her er at jeg også prøver at rydde op i den uklare tænkning der sammenblander begrebet 'vinkel' og et beslægtet fagbegreb 'frame'.
   En 'frame' er en ofte metaforisk tænkt og formuleret kategorisering af et stykke virkelighed, fx "Terror is war", mens 'vinkel' altså er en konkret påstand om hvad der kan dokumenteres som sandt og virkeligt. 

   Man kan sige at hvis en bestemt frame dominerer den journalistiske tænkning på en redaktion, så vil den inviterer til nogle typer vinkler på historier, og samtidig mere eller mindre udelukke andre. 

   Det er i øvrigt den eneste mangel jeg ser i bogen: At den ikke inddrager begrebet 'frame' og muligheden for 'frameshift' i dens analyser, idet begrebet også er vigtigt hos Kahneman til at forklare bias. 

 
Og begrebet 'frame' står også centralt i en anden bog med stor forklaringsværdi i forhold til at forstå journalistisk praksis, en bog som jeg for mange år siden blev meget inspireret af: Custodians of Conscience - Investigative Journalism and Public Virtue - af James S. Ettema and Theodore L. Glasser

I mange år afholdt jeg et en-dags-kursus om kreativitet og journalistik, og på dem viste jeg altid deltagerne en powerpoint-slide med følgende tekst:

Definition: ”en journalistisk vinkel”
• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser
• Nyhedsværdier: aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation
• Historien kan altså siges at være det indhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer
• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?
• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien
• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen
• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag

Målet med at vise den var simpelt hen at rydde op i journalisternes eller de journaliststuderendes tænkning, og frigøre dem fra den tvang der lå i at være ubevidst om hvilke tankeprocesser der mere eller mindre var automatiseret hos dem i løbet af uddannelsen og gennem praksis på redaktionerne.

Jeg skrev ekstensivt om hypotesens betydning i god journalstik i min "Introduktion til undersøgende journalistik" fra 2003 som man kan finde her:

http://www.academia.edu/3826671/Introduktion_til_unders%C3%B8gende_journalistik

Introduktionen var stærkt inspireret af den ovennævnt bog af Ettema & Glassser. Og i den indføring skrev jeg blandt andet om ligheden mellem (undersøgende) journalistik og andre "undersøgende professionelle praksisser", og jeg gennemgik hvordan hypotese-opstilling, -afprøvning og -revision var centralt i god (=undersøgnede) journalistik:

Hypoteser og vinkler i den undersøgende journalistik

Arbejdet med hypoteseopstilling, hypotese-afprøvning, hypoteserevision er centralt i undersøgende journalistik – ligesom i videnskab og andre undersøgende praksisser.

   Men hvad er en hypotese i denne sammenhæng? Det er en påstand der udsiger noget om hvordan man tror at ting og sager forholder sig – men den indebærer altså altid en usikkerhed om hvorvidt det er sandt det hypotesen siger. En hypotese kan derefter underbygges med dokumenter og udtalelser, afprøves ved eksperimenter, verificeres ved undersøgelser. Og i alle tilfælde kan der være tale om at den bekræftes eller modsiges genne disse ”moves” (se nedenfor).

   En almen hypotese som ikke umiddelbart kan underbygges med dokumentation kan nedbrydes i mere specifikke og afgrænsede hypoteser der så kan underbygges. Kravet til en hypotese i en journalistisk undersøgelse er at den – hvis den kan bevises/sandsynliggøres – kan tjene som vinkel i en kritisk afslørende topnyhedshistorie.

   Når en hypotese på et givet tidspunkt i undersøgelsen er formuleret, så kræves det derefter at der formuleres en række spørgsmål som lader sig besvare gennem videre undersøgelse, og sådan at svarene derefter kan bekræfte eller svække hypotesen.

  Principielt har den undersøgende journalist ikke nogen forudfattet mening om hvorvidt hypotesen stemmer overens med virkeligheden. Men han har dog grunde – om end det måske bare er fordomme - til at formulere hypotesen, uanset hvor usandsynlig den umiddelbart lyder. Og drivkraften til at gå videre er at der foreligger en mulighed for en væsentlig afslørende historie hvis hypotesen kan sandsynliggøres.

   Ofte vil en grundig undersøgelse fører til at hypotesen enten må svækkes eller skærpes. Det er her journalisten kan formulere minimål og maksimål for om undersøgelsen er arbejdet værd: Vi skal i det mindste kunne bevise at…., for at historien holder – men det ville være optimalt og sensationelt hvis vi også kunne bevise at…. Eksempel: Det kan som minimum være at man kan bevise professionel uetisk opførsel af en magtfuld person. Maksimum er så hvis man kan dokumentere at der er tale om klare ulovligheder.

   Hvornår skal en hypotese falde, hvor megen dokumentation der modsiger den, skal der til før den opgives? Her har politi/anklagemyndighed og undersøgende journalister et fælles vilkår: at de risikerer – i iveren for at afsløre en forbrydelse og eller afdække en uret – at være blinde for oplysninger der modsiger eller svækker hypotesen.

   Hen gennem faserne sker der et gradvist skift fra hypotese til vinkel – fra afprøvning til dokumentation. Vinklen er den eller de påstande som historien beviser, og som undersøgelsen kan dokumentere. Vinklen er styringsredskabet for den fase som vi ovenfor har kaldt output-research.

   Ideen med at lave meget tidlige råudkast til artikler er bl.a. at tjekke om researchresultaterne også kan holde i en historiefremstillings narrative skema under en styrende skarp vinkel med nyhedsværdi. Samtidig kan et tidligt råudkast der løbende revideres, være en god strategi til at lede researchen mere direkte mod målet – det journalistiske produkt – uden for mange ekstra tidskrævende svinkeærinder.

Faktisk skrev jeg selv om den journalistiske vinkels betydning og status i journalistens arbejde - i en kronik i Jyllandsposten i 2003, ikke mindst foranlediget af at jeg havde mødt en masse kritik fra forskerkolleger på universitet over journalister der ringede og bad om udtalelser til citat - kun for at få en udtalelse der bekræftede deres fikserede vinkel. 

   Den kronik har jeg så også fundet frem i anledning af Mikkels og Malenes bog, og den kommer i et følgende indlæg.

Undersøgende journalistik, kreativitet og hypotetisk tænkning

Igår beordrede Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Information "integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til over for Folketinget skriftligt at redegøre for hele sagen om de statsløse. Dét er netop, hvad hun hidtil har afvist." 
   Idag har Information på forsiden rubrikken: "Rønn ignorerede ulovlig sagsbehandling i over et år". Og med underrubrikken: "Ifølge oplysninger fra Sverige må integrationsminister Birthe Rønne Hornbech siden december 2008 have kendt til de ulovlige afslag til statsløse. Allevel fortsatte ministeriet fejlbehandlingen." 
   Artiklens journalister er dem der stædigt og med næsen i sporet har forfulgt denne sag i Information i længere tid: Anton Geist og Ulrik Dahlin.

Jeg har tidligere skrevet om kontrafaktisk historiefortælling og om tilbage til fremtiden-fortællinger, dvs. fremtidsscenarier fortalt "i bakspejlet" - fra et tænkt fremtidigt tidspunkt. I begge tilfælde er der tale om konceptuel blending af noget faktisk og noget fantaseret - udfoldet i en tekst. I begge tilfælde kan man tale om at disse tekster har karakter af svar på hver sin slags hypotetiske spørgsmål:

- hvis noget var sket som ikke skete, hvordan ville historien så have set ud frem til idag?
- hvis verden udvikler sig ifølge kendte lovmæssigheder, hvordan vil den så se ud om x antal år?

Det der så slår mig, er at den undersøgende journalistik, som i mange år har været et af mine interesseområder, har kendetegn der ligner de to foregående eksempler. Eller rettere: Den tænkning der ligger bag et stykke undersøgende journalistisk arbejde, bygger også på konceptuel blending, er mit postulat.
   Her drejer det sig på den ene side om en kendt og accepteret samfundsmæssig tilstand og forhistorie hvori alt er i den kønneste orden, love og regler følges, der administreres efter reglerne, og hvori f.eks. økonomiske, politiske og administrative magthaver er lige så retlinede og uselviske som de giver sig ud for. Det er det ene mentale input-rum, lad os kalde det idealscenariet.
   På den anden side er der forestillingen om at idelascenariet er i realiteten er falsk, og der bag det - skjult og i hemmelighed for offentligheden - er et andet scenarie hvor nogen har snydt og bedraget og begået ulovligheder, og hvor samfundets institutioner - private eller offentlige - har svigtet sine idealer. Lad os kalde dette andet input-rum for realitetscenariet. Og ud af det kommer et stykke undersøgende journalistik - et blend - hvor realitetscenariet forsøger at bekæmpe og udkonkurrere idealscenariet i en kamp om sandheden.

For at være en god undersøgende journalist skal man være tunet ind på en helt bestemt måde i forhold til idealscenariet: Som grundindstilling skal man være mistænksom og gå ud fra at dette scenarie ikke repræsenterer virkeligheden og sandheden, men er en fiktion - ønsketænkning, skønmaleri. Og den undersøgende journalist skal - måske ud fra et tip eller et enkelt spor - kunne forestille sig at et alternativt scenarie som værende virkeligt og sande, et realitetsscenarie der gennem research skal kunne dokumentere at idealscenariet i et eller andet omfang er: løgn og latin.
   Altså lige som de to foregående blendede tekstformer skal undersøgend journalistik kunne give svar på et hypotetisk spørgsmål:
- Hvis det som offentligheden tror er virkeligt og sandt, ikke er det, men kun "overflade", hvordan vil verden så i virkeligheden se ud?

Som eksempel: Hvis borgmester Peter Brixtofte ikke er den karismatiske og kreative borgmester som han fremtræder, men en svindeler og bedrager, hvordan kan han så tænkes at have opført sig.
   Man kan sige at den undersøgende journalistik er udtryk for en slags omvendt kontrafaktisk tænkning, hvis mål er at revidere "historien" ved - gennem kritisk journalistisk undersøgelse - at erstatte den eksisterende idealiserede historie med en anden der er sandere.

Kravet til den undersøgende journalist er jo naturligvis at han/hun skal føle sig forpligtet på sandheden uanset hvad. Men først og fremmest skal han/hun være særligt kreativ - i den forstand at han/hun så at sige permanent skal have det man kalder "en rigtig beskidt fantasi". Og  altså kunne forstille sig (= "Hvad nu hvis...") økonomisk, social og psykologisk råddenskab og svamp overalt i samfundet, skjult bag en overflade hvor alt tilsyneladende er rent og pænt.
   Trukket helt ud til kanten: Den undersøgende journalist skal kunne forestille sig det næsten utænkelige. Det er der så heldigvis indimellem nogen som kan:

Hvad nu hvis cand. jur., tidligere politimester, tidligere retsordfører for Venstre  og nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, i flere år har vidst og dermed accepteret en sagsbehandling af de statsløse unge, der klart og utvetydigt overtræder flere FN-konventioner som Danmark har underskrevet?

Tillykke Information, tillykke Anton Geist og Ulrik Dahlin

Forskningsformidling eller undersøgende journalistik - i Politiken?

Politiken i går 18. sept. Rubrikken lyder: "EU. Dansk Folkeparti er det hemmelige ja-parti". Manchetten lyder: "Dansk Folkeparti slår sig op som landets mest EU-skeptiske parti. Men på Christiansborg stemmer partiet lystigt EU's lovgivning igennem."
   Det er manchetten der får mig til at læse videre i artiklen. 'Nogen' har undersøgt hvor meget de forskellige partier i Folketinget har stemt for 'EU-foranledigede' lovforslag. Og resultaterne indeholder flere overraskelser.
   En klar konklusion er Dansk Folkeparti stor set har stemt lige så ofte som de EU-positive partier for lovforslag der skal implementere EU-lovgivning siden 2001, hvor de blev fast støtteparti for VK-regeringen. Heroverfor stilles SF hvis procentvise støtte til EU-implementering har gået op og ned alt efter de strategiske politiske vilkår i Folketinget, men siden 2001 har de procentvis stemt klart mere EU-kritisk end DF.
   Her er pointen altså, som den fremhæves som artiklens vinkle i rubrik og manchet, at undersøgelsen dokumenterer at DF i offentligheden fremtræder ekstremt EU-kritisk, mens de i den politiske praksis på Christiansborg stemmer for langt hovedparten af de lovforslag som er et resultat af vores forpligtende EU-medlemskab.
   Politisk dobbeltmoral, kan man sige, en slags dobbelt bogholderi hvor den ene "kritisk pyntede" kolonne er den offentligheden kender til, mens den anden kolonne viser det reelle EU-sttøttende regnskab.
   Den anden pointe i artiklen er at den argumentation som Venstres politiske ordfører for nyligt har fremført for at DF ikke vil kunne deltage i et egentligt regeringssamarbejde efter et kommende valg, at den ikke holder en meter, i hvert fald ikke når man ser på DF´s stemmepraksis. De stemmer helt på linie med VK-partierne og de øvrige erklæret EU-positive partier (S&R) når det gælder EU-forpligtet lovgivning.

Artiklen går imidlertid videre end disse to overraskende og journalistisk set nyhedsværdige pointer - og skriver hen mod slutningen:

Spørgsmålet er måske snarere, om DF vil i regering. Partiet har jo hidtil haft succes med  at tiltrække EU-skeptiske vælgere og samtidig agere ansvarlig støtteparti.

Artiklen fremfører altså at partiet har haft en klar fordel af at spille på to heste. Og den leverer en dybere og ud fra et væsentlighedskriterium meget mere interessant konklusion:

Selv om Dansk Folkeparti lægger stemmer til at gennemføre de fleste lovgivningskrævende EU-direktiver, har partiet stærke vælgermæssige grunde til ikke at gennemgå en tilsvarende proces [red: som SF] og slutte direkte op om traktaterne. Den uenighed skal alle tre partier vise vilje til at 'indkapsle' i et fælles regeringsgrundlag. Ellers fordufter udsigten til en VOK-regering i horisonten.

Min umiddelbare reaktion på artiklen er at det er et solidt og gedigent stykke undersøgende journalistik der afslører et magtfuldt politisk partis image som "falsk", og som forbilledligt erstatter fordomme med fakta i offentligheden. Et smukt eksempel på at Politiken kan levere undersøgende journalistik med politisk kant - i modsætning til den herskende journalistiske trend hvor man går efter at afslører tvivlsom moral eller dobbeltmoral i politikeres personlige forhold og privatliv.
   Jeg søger tilbage til artiklens byline i indledningen og konstaterer at den er skrevet af Rasmus Brun Petersen og Flemming Juul Christiansen, to navne jeg ikke tidligere har bidt mærke i. Da jeg så går til slutningen af artiklen, fremgår det at de begge er - ikke journalister - men adjunkter ved institut for Statskundskab, Århus Universitet!!!

Jeg skifter min egen frame: Det er ikke journalister der har lavet en solid og fact-baseret undersøgelse som grundlag for et stykke væsentligt kritisk journalistik, det er to forskere der har formidlet nogle interessante forskningsresultater med nyhedsværdi til en bredere offentlighed.
   Ud fra et kreativitetssynspunkt er der tale om blending af to konceptuelle rum styret af hver sin frame - et inputrum der er foranket i en forskningsframe og et andet der er framet journalistisk: Den journalstiske redaktionsproces fører til en vinkling mod den af flere pointer som har størst nyhedsværdi: poltiske dobbeltmoral; mens det ud fra et forskningsmæssigt synspunkt er mere interessant i en konklusion at diskutere om DF vil opgive sit hidtidige strategisk fordelagtige ridt på to heste, for at kunne indgå i et forpligtende regeringssamarbejde efter næse valg.

Overordnet mener jeg at den udvikling på universiteterne som den borgerlige regering har været hovedansvarlig for de sidst ti år, har været nærmest katastrofal - med de radikalt ændrede styringforhold, finansieringsvilkår og krav til forskningen og forskerne. Men lige præcist der hvor det drejer sig om formidling af forskningen, har det været en klar gevinst at der stilles krav til forskerne om at formidle til en bredere offentlighed, og at det belønnes meriteringsmæssigt at gøre det.
   Det tvinger nemlig forskerne til som del af deres job og funktion løbende at skifte og veksle mellem de to frames: den der er knyttet til peer-review-institutionen, og den der er forpligtet på oplysning af en bredere offentlighed
   Mig giver artiklen anledning til at ride en gammel kæphest om at overskride faggrænser og etablere blending mellem forskning og journalistik: Hvorfor er der endnu ingen der har taget initiativ til at oprette et mere permanent og forpligtende samarbejde mellem undersøgende journalister og samfundskritiske forskere om at producerer interessant og aktuel viden om samfundsforhold og politik der kan omsættes i væsentlige  og kritisk-journalistiske historier?
   Et sådant forpligtende samarbejde mellem medier og forskningsinstitutter vil  på en gang kunne væe med til at opkvalificere den undersøgende journalistik (som længe har været i forfald), og samtidig hjælpe forskerne til at blive bedre til at leve op til kravene om at formidle deres forskning til en bredere offentlighed.