Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler

Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"

   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html

Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:

Fem veje til en bedre journalistik

Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.

   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:

1. Handlinger frem for holdninger
2. Indhold frem for anklager
3. Nyheder er ikke hvad de har været
4. Konsekvens frem for begivenhed
5. Behold autoriteten

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 

   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.

   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.

Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 

   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.

   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:

Ti principper for en bedre journalistik 

... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 

   De ti principper var formuleret sådan her:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.

   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html

I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:

Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.

http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/

Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.

   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 

 

- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?

- Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."

 

Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 

   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:

   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 

   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 

   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 

   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 

- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...

- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...

- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...

- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...

- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...

... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.

   

Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 

   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.

   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 

   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager

Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været

Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed

Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten

Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.

Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.

   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).

   Overskriften var en 'teaser' ...:

Fem veje til bedre journalistik

... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"

   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:

Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.

Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.

   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.

   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.

Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:

'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.

   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.

   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.

  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.

   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.

   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.

  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.

   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:

De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.

 

Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.

   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.

   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.

   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.

   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:

• For at kunne kritisere, må man først citere! 

Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....

   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').

   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.

   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.

   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?

   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.

   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.

 

Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:

• Handlinger frem for holdninger
• Indhold frem for anklager
• Nyheder er ikke hvad de har været
• Konsekvens frem for begivenhed
• Behold autoriteten

Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Har du læst det? Hvad tænker du? 

   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.

   

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)

'Bygge diger' eller 'bygge både' - når metaforerne og analogierne er lige i øjet

Af og til læser man en artikel som konceptuelt rammer plet i kraft af det kreative sprog.

   I dag var det en "Signatur" af Amalie Kestler  i Politiken. Under rubrikken ...

Vi har brug for politiske bådebyggere

... skriver hun en kommentar hvor hun filosoferer over Dansk Folkepartis flotte valg til EU-parlamentsvalget. Hendes umiddelbare svar er at

Dansk Folkeparti er det eneste parti der konsekvent og enkelt har forholdt sig til de spørgsmål som ligger flertallet af danskere på sinde: Hvordan klarer vi os - økonomisk, socialt og kulturelt - i en verden og en tid, hvor det at miste er en konstant faktor? Hvordan holde vi fast på os selv og det, v i kan som land, som økonomi og som kulturel enhed i en tid hvor verden rykker tættere sammen og presst udefra derfor bliver større? 

Det er globaliseringen der er "truslen", og det er spørgsmålet om hvordan vi - danskerne - skal forholde os til den, som Amalie Kestler har på sigtekornet for sin klumme. Hun mener at det er helt urealistisk som DF-erne forstiller sig, at "koble Danmark fra resten af verden". Og så går hun ellers igang med en flot sammenhængende metafor-udlægning af de to muligheder:

Alle forandringerne viser præcis det modsatte: Danmark bliver mere og mere koblet på en global udvikling. Væksten og produktionen flytter fra land til land, arbejdspladser forsvinder og mennesker mister deres indtægtsgrundlag.

   Noget nyt skal gerne opstå. Men at foregøgle, at man kan stoppe denne udvikling, er uhæderligt over for vælgerne. Det er som at forsøge at stoppe bølgerne i vandet, der langsomt, men sikkert ændrer kystlinjen. Det kan man ikke.

   Man har to muligheder: Man kan bygge diger, som kan holde vandet ude en tid, men som før eller siden vil sprænges med ødelæggelse og nedrivning til følge – eller man kan bygge både, som kan sejle ovenpå og finde nyt land. Dansk Folkeparti bygger diger. Vi har brug for flere politikere, der bygger både.

   For ideen om, at vi kan føre en politik, som gør Danmark større og resten af verden mindre, fører os på vildspor og hindrer os i at finde svar på tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan kommer vi styrket og ikke svækket ind i fremtiden?

Smuk kompleks metafor og et fint eksempel på 'konceptuel blending': 'globaliseringen' som 'vand der stiger', og de to muligheder for at forholde sig til den uundgåelige udvikling: mentalt "at bygge diger" eller mentalt "at bygge skibe".

   Amalie Kestler forsætter med en også flot og præcis analogiargumentation: Historierne om to polarforskeres ekspeditioner på Antarktisk om at nå og finde Sydpolen: Scott og Amundsen:

Vi må forberede os på naturens – i dette tilfælde globaliseringens – præmisser, hvis vi skal komme styrket ind i fremtiden. Hvad fortæller historien os om opdagelsesrejsende, som indtog nyt land? Amundsen vandt kapløbet til Sydpolen over Scott og hans folk, som alle døde. Hvorfor? Hvad var forskellen på den måde, de greb opgaven an på?

   Den korte version er, at Amundsen forberedte sig på naturens præmisser, mens Scott ikke gjorde. Amundsen forberedte sig ved at studere eskimoer, bruge hunde i stedet for ponyer (som Scott bl.a. gjorde!), lave flere forrådskamre til tilbageturen, hvis han skulle komme ud af kurs, tage fire termometre med, hvis et skulle gå i stykker osv.

   Scott lavede ét forrådskammer, som han ikke nåede frem til, og hans eneste termometer gik i udu. Han tabte og mistede livet, fordi han ikke forberedte sig på naturens præmisser.

Det her er kreativt sprog og øjeåbnende journalistik. En fornøjelse at læse og tænke videre over med konstruktive billeder i hovedet.

   Kommentaren slutter med at vende tilbage til 'bygge diger - bygge både'-modsætningen til at et forsøg på at definere politikernes opgave:

Politikerne er opdagelsesrejsende, der skal finde frem til målet under skiftende, strabadserende forhold. Men mon ikke vælgerne foretrækker både frem for diger, hvis de kan se forskellen?

Flot! Og lige i øjet!

Hele kommentaren kan læses her:

http://politiken.dk/debat/profiler/amaliekestler/ECE2304508/vi-har-brug-for-politiske-baadebyggere/