Bidrag til en web-tv-dramaturgi (11) - 'push' og 'pull'- og noget om at surfe, snorkle og dykke på webben

Tilskuer, seer, bruger…

Biografen et rum hvor man er mange, og som er mørkt og hvor lærredet er stort og som alle i rummet kigger på samtidig. Stort set kan man ikke gå under visningen. TV er et apparat som befinder sig i et helt eller halvt oplyst privat rum, man er ene modtager eller nogle få sammen, og man kan tænde og slukke, zappe, og komme og gå som man vil. 

   I biografen er man som regel af filmdramaturgien og modtagesituationen bundet til stedet i mindst halvanden time. Man er underlagt aktantmodellens og berettermodellens og det store filmlærreds fascinationskraft.

   I tv-stuen er den dramturgiske binding til lænestolen typisk mindst en halv time (bortset fra reklame-breaks), men her kan man altså forlade fortryllelsen ved at zappe eller forlade rummet. Og der er mange dramaturgiske varianter på spil alt efter genrer (Se: De levende billeders dramagturgi, bind 2. TV)

   Disse to audiovisuelle medier har trods forskelle alligevel en del til fælles mht. dramaturgi og principper for storytelling, men forskellene slår bl.a. igennem i betegnelsen for modtagerne. I biografen er man tilskuer og del af et publikum hvis fælles reaktioner man er en del af, i tv-stuen er man seer, men i det mindste bevidst om at man deler oplevelse på samme tid med mange tusinde andre seere. 

   

Både film og tv er det man somme tider kalder 'push'-medier, rettet mod et bredt ensartet publikum et kollektiv som - når det først er ”på” - forudsættes samtidig at læne sig tilbage i stolen og tager imod det samlede indhold der som en pakke 'skubbes' fra lærredet eller skærmen. 

På nettet er man bruger. Nettet er multimedialt, og brugerne interagerer individuelt med nettets hav af muligheder for at få indiviudelt tilpasset information, sociale relationer, oplevelser – både ved at læse, høre og se billeder.

   Nettet er grundlæggende et pull-medie hvor brugeren inviteres ind til at trække noget specifikt indhold til sig ud fra nettet – det er det interaktionen består i. 

   En side, en portal, en blog – alle har de karakter af et retorisk landskab der er organiseret ud fra forestillinger om hvad mange forskellige individer kunne finde på at ville spørge om eller kunne tænkes at ville gøre - i forskellig rækkefølge, på forskellige tidspunkter og ud fra personlige behov. 

   Derfor er de retoriske spørgsmål og deres svar er ikke som i en tale eller en avisartikel organiseret i en lineær logiks faste rækkefølge, men er rumligt ikke-lineært organiseret. 

   Den enkelte bruger står så at sige på en udsigtshøj inde midt på sidens landskab og kan bevæge sig i flere retninger. Og i hver retning man går, kan man enten blive på overfladen eller gå i dybden, og mentalt set bevæge sig hurtigt eller langsomt.

To måder at bruge nettet på

Du kan bruge nettet målrettet eller du kan surfe.

    Målrette søgning er hvis du som udgangspunkt du har høj bevidsthed og præcise forsestillinger om hvad du søger, og hvilke spørgsmål du vil have svar på. Din hjælper er søgemaskinen, som altså svarer på dine spørgsmål hvis den kan, inden for det faglige univers den dækker. Du søger - ikke for at slå tiden ihjel eller for at blive underholdt - men for at blive klogere eller bedre rustet til at klare forskellige opgaver.

   Men du kan også 'surfe'. 'At surfe' er et nyt ord som kom ind i sproget samtid med at nettet blev udbredt. Det er en metafor på en ikke særlig målrettet måde at bruge nettet på, ”for sjov” – for at ”slå tiden ihjel”. 

    Også her er søgemaskinen din hjælper, men her har din aktivitet karakter af en opdagelsesrejse, hvor du gennem associationer og invitationer - efter en slags tilfældighedsprincip - bevæger dig fra site til site. Du får måske tilfredsstillet din nysgerrighed, får flygtige indtryk, bliver overrasket og distraheret af information, ser billeder eller videoer som du ikke vidste du havde brug for, morer dig, vælger pludselig at fordybe dig, springer videre. 

   Du er som en turist på nettet – og søger oplevelser gennem de møder du får, med forskellige netsider og deres indbyggere, deres rum - og hvordan de er indrettet. 

   Fremmedordet 'serendipitet' er her relevant. Det betyder ifølge Wikipedia "at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys".

Man kan sige at når varigheden af de fleste af de web-tv-indslag man møder på nettet, er under 5 minutter og ofte kortere, så er det dels bestemt af hensynet til at de fleste brugere surfer, og dels af den kendsgerning at tv/video i det hele taget ikke er noget særlig godt medie at videreformidle mere kompliceret information, perspektiver og sammenhænge med.

   Dette lægger op til at dramaturgien i web-tv-indslag som noget der skal sikre fortryllelse, fastholdelse, fremdrift - og det at publikum glemmer tid og sted, mister sin altafgørende betydning. Den kompenseres gennem konteksten på siden, og gennem de interaktionsmuligheder siden tilbyder.

At anskue netbrugeren der surfer som 'en turist', er jo en metafor. Og man kan diskutere om begrebet at surfe er den bedste metafor på det der foregår. Her er en klog mand der har forslag til en anden metaforik:

Differences in Activity

People do simply swim when they are in the ocean of experience and information called the World-Wide-Web. This analogy also provides a structure for understanding the different ways people act when they are in the water. Not everyone uses the Web for the same reason and even individuals come to the Web for different reasons at different times. This means that Web activity has features that vary according to the needs of the individual. Activity is also influenced by individuals' skills and experience in the water. It is important to understand these differences; particularly for businesses and IT firms who want to justify expenditures for Web-based ventures. The three ways people interact with the Web are SWIMMING, SNORKELING and SCUBA DIVING.

   Swimmers, snorkelers and scuba divers interact with an ocean of information and experiences. This is a much more vivid picture of how people use the web than reducing it all to tragically hip notion of Web "surfing". It maintains the experiential foundation of the surfing concept while creating a much more intimate connection between user and experience. I will further explain this in the next issue.

   Russell B. Williams, Assistant Professor, Option Coordinator, Digital Graphic Communication, Hong Kong Baptist University.( http://www.rthk.org.hk/mediadigest/20030715_76_90211.html.) 

Billeder og Web-tv for svømmere, snorklere og dykkere

I det lys kan vi se de forskellige billednæssige udtryk på nettet i forhold til forskellige former for "brug" og mental indstilling hos brugerne.

   Still-billeder på en side er for 'svømmere', og det er også de små billeder som annoncerer at her ligger en video for dem der vil stikke de mentale svømmebriller ned under vandoverfladen.

   Og firkantet sagt, så er det enkelte korte web-tv-indslag typisk for 'snorklere'; man svømmer rundt i overfladen og ser hvad der er lige neden under – man skal hurtigt kunne se op igen, og man snorkler  primært for underholdningens skyld, så dramaturgien skal ikke være for opslugende.

   Længere web-tv-fortællinger på et kvarter eller mere, er for 'dykkere' der så at sige helt skal glemme overfladen og fuldstændig fortabe i en bevidsthedsopslugende anden verden. Så er den klassiske dramaturgi fra film og broadcast-tv på sin plads.

Ingolf Gabold (1) - og historien om kurser i film- og tv-dramaturgi i Danmarks Radio

Politiken har i dag søndag den 25. marts en forside på kulturtillægget der viser et billede af den snart afgåede DR-dramachef Ingolf Gabold. Rubrikken lyder:

iSCENESÆTTEREN

afsnit 1-10

Produceret af POLITIKEN og INGOLF GABOLD

Der er nogle få mennesker som i mit liv har betydet så meget for min udvikling at det er svært at overvurdere det.

 

Et af dem er Poul Trier Pedersen som for nylig døde. Fra starten af 70´erne og til starten af 80´erne var mit samarbejde med ham afgørende for at jeg synes jeg blev klogere på en masse ting omkring journalistik, dramaturgi, tv-produktion, menneskelig interaktion gennem samtaler. Og klogere på mig selv og hvad jeg ville med mit professionelle liv.

   Hvis ikke jeg havde arbejde sammen med ham op gennem 70´erne, ville jeg nok ikke have forladt en sikker og tryk akademisk karriere. Samarbejdet gjaldt tv-manuskript- og interviewkurser. Og senere en form for seriøs reality-tv: Spontanspil - ambitøse tv-produktioner hvor jeg fik mulighed for at være hans hjælpeinstruktør - både i programmer til DR og til kursusbrug for Den Kommunale Højskole i Grenaa.

   I bakspejlet er der for mig ingen tvivl om at Poul hørte til den gruppe af personligheder som jeg i denne blog har kaldt de særligt kreative.

En anden personlighed hvis betydning for mig og min faglige udvikling har været grænseoverskridende stor, er Ingolf Gabold.
   Man kan næsten sige at han "tog over" efter Poul Trier. Jeg tror i hvert fald at samarbejde med Poul Trier gjorde mig moden til samarbejdet med Ingolf.

Fruen omtaler altid Ingolf som "en omvandrende opera" - og det er kærligt ment. Og jeg forstår hvad hun mener.

   Selv om jeg ikke er operaelsker, tænker jeg altid med stor varme på ham - som et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv.

Da jeg i starten af 80´erne blev headhuntet til DR´s interne uddannelses- og udviklings-afdeling - fra min forskerstilling på RUC, så kom jeg til en afdeling i DR som på det tidspunkt tiltrak nogle af de mest kreative hoveder fra forskellige afdelinger i DR. Til at udvikle nye interne kurser for medarbejderne.

    En af dem var Ingolf Gabold, som havde haft en stilling i musikafdelingen som han var træt af, og som nu var kommet til "Personalekursus" for at udvikle et ambitiøst kursus i film- og tv-dramaturgi kursus for alle tv-medarbejdere i institutionen. 

   Jeg kendte ham ikke, men vi havde fået kontor ved siden af hinanden. Gennem væggen kunne jeg høre ham tale i telefon. Han talte højt! Som stod han på en scene

På det tidspunkt var jeg ansat til - blandt andet - at udvikle nye radiokurser. Og et af dem jeg var i gang med var et kursus i "storytelling" på radio. Et kursus som skulle være for almindelige radiojournalister - og et praktisk-pædagogisk alternativ til de meget eksklusive, ambitiøse og fascinerende fortælleformer som radio-montagegruppen ellers udfoldede sig inden for.

   En dag kom Ingolf ind på mit kontor og spurgte: "Kender du noget til aktantmodellen?"

   Det gjorde jeg. Det var en velkendt model inden for datidens litteraturvidenskab, og jeg havde en akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur.

  Resten er historie, som man siger.

  Vi kom hurtigt på inspirerende talefod. Og jeg blev godt nok stimuleret af manden og hans måde at tænke og tale på omkring udviklingen af det kursus som han sammen med en makker havde kaldt: TV Som Udtryksmiddel - TV SUM. Et to-uger langt intensivt film- og tv-dramaturgi-kursus.
   Stærkt inspireret af en svensk filmmand og dramaturg som hed Ola Olsson, som i årene inden havde turneret med kurser på næsten alle tv-stationer i Skandinavien.

Jeg blev indlagt som deltager på et af de første SUM-kurser. Og som jeg husker det, udviklede Ingolf som undervise og jeg som aktiv deltager helt spontant under kurset ideen om betydningen af blandingsformerne mellem fakta og fiktion: FAKTION.

Jeg blev provokeret af - og inspireret af - at Ingolf stort set i sin tænkning og fremstilling ikke skelnede mellem fakta og fiktion. For ham var fiktion og fakta et fedt - dramaturgisk set. Som en der havde undervist radio- og tv-journalister i ca. 10 år, synes jeg man var nødt til at indarbejde en begrebsmæssig skelnen mellem fakta og fiktion. At der skulle være en særlig konceptuel skuffe til fakta-dramaturgien.

  Der var noget med et krav om faktuel troværdighed, fortællerstemmer, øjenkontakt med seerne m.m. som var helt fraværende i fiktion. Hvis man ikke dramaturgisk kunne skelne mellem fakta og fiktion, så kunne man heller ikke forstå og beskrive de problemer der opstod når man produktionelt arbejdede med blandingsformer. Syntes jeg.

Som jeg så det, manglede der i kursets begrebsapparat en systematik der gjorde det muligt at beskrive de fortælleniveauer som kendetegner tv-programmer som forholder sig forpligtende på sandhed og virkelighed - som fx tv-nyheder, dokumentarer, belærende og oplysende genrer. 

   I fakta kommer fortælleniveauer til udtryk som er "klappet sammen" og "skjult" i den traditionelle film- og tv-fiktion.

   Og tænkte jeg: Hvis kurset skulle "gå hjem" hos tv-fakta-folk, så skulle der noget ind om fortællemåder, fortælleroller, researchproces og referencer til modtagerens vidensudvikling ved at se programmet.

   I løbet af et års tid blev kursets kompendier, begreber og teori revideret så det også positivt inddrog faktaprogrammers kontraktlige forpligtelser over for sandhed og virkelighed og faktuelt indstillede seere.

   Jeg oplevede Ingolf som utroligt åben - og lynhurtig til at se at en sådan fakta-integration kun ville være en styrke for kursets "impact" over for deltagerne, som for de flestes vedkommende producerede fakta og ikke fiktion.

   

Jeg husker at vi relativt kort tid efter vores møde og vores begyndende samarbejde om at få TV-SUM-kurset til også begrebsmæssigt og analytisk at indfange journalistik og fakta-dramaturgien, var sammen i Venedig til Prix-Italia-ugen i september. 

   Blandingen af Venedig og Ingolf og det lune vejr og rødvinen og den italienske mad, og ikke mindst vores løbende snak om dramaturgisk teori og pædagogik, gjorde at jeg mentalt set var "solgt" eller "hooked". Både på manden med den store charme, store stemme og smukke skaldepande - og på den dramaturgiske grundtænkning han havde introduceret mig til.

  

Jeg blev suget ind i videreudviklingen af TV-SUM-kurset og begyndte selv at undervise på det. Og især da vi et par år efter skulle lave et særligt komprimeret kursus for TV-A og TV-SPORTEN (kurset fik navnet TVASP-SUM) blev den dramaturgiske tænkning en totalt integreret del af mit fagligt- pædagogiske mentale set up.

Vores energiske, udfordrende og kreative diskussioner op gennem 80´erne, førte til at jeg foreslog uddannselsesafdelingen at jeg researchede og tilrettelagde et særligt kursus om dramaturgien i tv-blandingsformer. Titlen på kurset blev: FAKTION-SOM-UDTRYKSMIDDEL. 

   Kurset var på 5 dage, og den undervisningsansvarlige konsulent, Viggo Holm-Jensen, var ekstremt hjælpsom og fremskaffede kassevis af vhs-bånde med udenlandske og DR-eksempler på disse tv-blandingsformer: dokudrama, dramadok, tv-eksprimenter, meta-tv, mocumentary - og hvad det nu var man havde givet disse tv-hybridformer af navne rundt omkring i tv-selskaberne.

Et DR-kursus skulle den gang altid være ledsaget af et kvalificeret kompendium. Så sådan et begyndte jeg også at skrive på - samtidig med at jeg udviklede kurset. 

   Det viste sig imidlertid at være meget mere krævende end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg læste som en gal og tænkte begreber og ideer sammen fra mange forskellige kilder. Og først da det sidste af de 5-6 kurser var afviklet, var kompendiet færdigt.

   Det blev til min anden egentlige fagbog: 'Faktion Som Udtryksmiddel', som Dansklærerforeningen udgav i forbindelse med et større tv-uddannelsesprojekt for gymnasiet.

Et par anmeldere var så venlige at kalde den "et pionerværk". Den udkom i 4 oplag op gennem 90´erne. Uden de mange diskussioner og kreative konfrontationer med Ingolf var den aldrig blevet skrevet.

Ingolfs og mine veje skiltes omkring 1990. På det tidspunkt havde han forladt DR, og jeg var tilknyttet DR-Udvikling, som afdelingen var omdøbt til, som freelance-konsulent med særlig henblik på redaktionsudvikling. Og jeg var begyndt at holde kurser i tv-nyheds-dramaturgi for svenske og finske tv-redaktioner.

Historien er ikke slut endnu. 

   Da jeg 1998 forlod min stilling som direktør for TV 2 ØST i Vordingborg for at blive "kaldet" til et professorat i journalistik på den nyoprettede journalistuddannelse i Odense, blev jeg stort set samtidig kontaktet af DR´s nu stærkt minimerede udannelses- og udviklingsafdeling. 

   Den relativt nyansatte tv-direktør Bjørn Erichsen ville have udviklet et nyt og modernisert TV-SUM-agtigt kursus. Men det måtte kun vare 3 dage, og skulle inkludere alle tv-genrer - og ikke mindst tage højde for den udvikling i tv-dramaturgien som de ny frembrusende underholdende blandingsformer: reality-show, dokusoap, formateret fakta, mv. var udtryk for. 

   Jeg blev koblet sammen med en yngre og meget kreativ medarbejder i denne afdeling, Nikolaj Christensen. Og vi fik også fat i Pia Marquard, som havde været med i den gamle TV-SUM-gruppe, og som jeg havde arbejdet sammen med i forbindelse med nogle redaktionsudviklingsprojekter i begyndelsen af 90´erne.

   Pia havde som underholdningschef i SVT været initiativtager til at 'Robinson-ekspeditionen' blev produceret og udsendt af det svendske public service-tv, SVT.

   Det gik ikke stille af. Og kostede Pia hendes stilling. 

Hun havde siden i nogle år arbejdet for Canadas CBC, var særdeles kvalificeret, kreativ, skarpt tænkende og en god pædagog. 

Vi tre tog opgaven på os - og udviklede et sådant 3-dages kursus i løbet af 3/4 år, og gav det navnet Power TV. Ca. 700 deltager har været på kurset siden. 

   Sidste udgave blev afholdt i Norge for NRK som led i et masterclass-forløb i "tv-historiefortælling" for en måned side - med Nikolaj Christensen og mig som undervisere.

For mig blev Power-TV-kurset - ligesom det om faktion 12 år tidligere - afsæt for  derefter at skrive en bog: 'De levende billeders dramaturgi´. 

 

Mens jeg skrev den følte jeg at Ingolfs ånd i den grad var til stede - den svævede over skriveprocessens flow. 

    Bogen skulle på en eller anden måde leve op til det kreative samarbejde som for mig var blevet et afgørende vendpunkt - både i min tænkning og hele mentale udvikling - og i min karriere. 

    Ingolf anmeldte den meget, meget pænt i fagbladet ´Journalisten`. 

Jeg blev glad!

(fortsættelse følger)