Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:

Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.

   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 

   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.

   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:

Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.

   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 

   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:

Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 

   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 

    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 

   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 

   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).

   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 

 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.

   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (11) - 'push' og 'pull'- og noget om at surfe, snorkle og dykke på webben

Tilskuer, seer, bruger…

Biografen et rum hvor man er mange, og som er mørkt og hvor lærredet er stort og som alle i rummet kigger på samtidig. Stort set kan man ikke gå under visningen. TV er et apparat som befinder sig i et helt eller halvt oplyst privat rum, man er ene modtager eller nogle få sammen, og man kan tænde og slukke, zappe, og komme og gå som man vil. 

   I biografen er man som regel af filmdramaturgien og modtagesituationen bundet til stedet i mindst halvanden time. Man er underlagt aktantmodellens og berettermodellens og det store filmlærreds fascinationskraft.

   I tv-stuen er den dramturgiske binding til lænestolen typisk mindst en halv time (bortset fra reklame-breaks), men her kan man altså forlade fortryllelsen ved at zappe eller forlade rummet. Og der er mange dramaturgiske varianter på spil alt efter genrer (Se: De levende billeders dramagturgi, bind 2. TV)

   Disse to audiovisuelle medier har trods forskelle alligevel en del til fælles mht. dramaturgi og principper for storytelling, men forskellene slår bl.a. igennem i betegnelsen for modtagerne. I biografen er man tilskuer og del af et publikum hvis fælles reaktioner man er en del af, i tv-stuen er man seer, men i det mindste bevidst om at man deler oplevelse på samme tid med mange tusinde andre seere. 

   

Både film og tv er det man somme tider kalder 'push'-medier, rettet mod et bredt ensartet publikum et kollektiv som - når det først er ”på” - forudsættes samtidig at læne sig tilbage i stolen og tager imod det samlede indhold der som en pakke 'skubbes' fra lærredet eller skærmen. 

På nettet er man bruger. Nettet er multimedialt, og brugerne interagerer individuelt med nettets hav af muligheder for at få indiviudelt tilpasset information, sociale relationer, oplevelser – både ved at læse, høre og se billeder.

   Nettet er grundlæggende et pull-medie hvor brugeren inviteres ind til at trække noget specifikt indhold til sig ud fra nettet – det er det interaktionen består i. 

   En side, en portal, en blog – alle har de karakter af et retorisk landskab der er organiseret ud fra forestillinger om hvad mange forskellige individer kunne finde på at ville spørge om eller kunne tænkes at ville gøre - i forskellig rækkefølge, på forskellige tidspunkter og ud fra personlige behov. 

   Derfor er de retoriske spørgsmål og deres svar er ikke som i en tale eller en avisartikel organiseret i en lineær logiks faste rækkefølge, men er rumligt ikke-lineært organiseret. 

   Den enkelte bruger står så at sige på en udsigtshøj inde midt på sidens landskab og kan bevæge sig i flere retninger. Og i hver retning man går, kan man enten blive på overfladen eller gå i dybden, og mentalt set bevæge sig hurtigt eller langsomt.

To måder at bruge nettet på

Du kan bruge nettet målrettet eller du kan surfe.

    Målrette søgning er hvis du som udgangspunkt du har høj bevidsthed og præcise forsestillinger om hvad du søger, og hvilke spørgsmål du vil have svar på. Din hjælper er søgemaskinen, som altså svarer på dine spørgsmål hvis den kan, inden for det faglige univers den dækker. Du søger - ikke for at slå tiden ihjel eller for at blive underholdt - men for at blive klogere eller bedre rustet til at klare forskellige opgaver.

   Men du kan også 'surfe'. 'At surfe' er et nyt ord som kom ind i sproget samtid med at nettet blev udbredt. Det er en metafor på en ikke særlig målrettet måde at bruge nettet på, ”for sjov” – for at ”slå tiden ihjel”. 

    Også her er søgemaskinen din hjælper, men her har din aktivitet karakter af en opdagelsesrejse, hvor du gennem associationer og invitationer - efter en slags tilfældighedsprincip - bevæger dig fra site til site. Du får måske tilfredsstillet din nysgerrighed, får flygtige indtryk, bliver overrasket og distraheret af information, ser billeder eller videoer som du ikke vidste du havde brug for, morer dig, vælger pludselig at fordybe dig, springer videre. 

   Du er som en turist på nettet – og søger oplevelser gennem de møder du får, med forskellige netsider og deres indbyggere, deres rum - og hvordan de er indrettet. 

   Fremmedordet 'serendipitet' er her relevant. Det betyder ifølge Wikipedia "at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys".

Man kan sige at når varigheden af de fleste af de web-tv-indslag man møder på nettet, er under 5 minutter og ofte kortere, så er det dels bestemt af hensynet til at de fleste brugere surfer, og dels af den kendsgerning at tv/video i det hele taget ikke er noget særlig godt medie at videreformidle mere kompliceret information, perspektiver og sammenhænge med.

   Dette lægger op til at dramaturgien i web-tv-indslag som noget der skal sikre fortryllelse, fastholdelse, fremdrift - og det at publikum glemmer tid og sted, mister sin altafgørende betydning. Den kompenseres gennem konteksten på siden, og gennem de interaktionsmuligheder siden tilbyder.

At anskue netbrugeren der surfer som 'en turist', er jo en metafor. Og man kan diskutere om begrebet at surfe er den bedste metafor på det der foregår. Her er en klog mand der har forslag til en anden metaforik:

Differences in Activity

People do simply swim when they are in the ocean of experience and information called the World-Wide-Web. This analogy also provides a structure for understanding the different ways people act when they are in the water. Not everyone uses the Web for the same reason and even individuals come to the Web for different reasons at different times. This means that Web activity has features that vary according to the needs of the individual. Activity is also influenced by individuals' skills and experience in the water. It is important to understand these differences; particularly for businesses and IT firms who want to justify expenditures for Web-based ventures. The three ways people interact with the Web are SWIMMING, SNORKELING and SCUBA DIVING.

   Swimmers, snorkelers and scuba divers interact with an ocean of information and experiences. This is a much more vivid picture of how people use the web than reducing it all to tragically hip notion of Web "surfing". It maintains the experiential foundation of the surfing concept while creating a much more intimate connection between user and experience. I will further explain this in the next issue.

   Russell B. Williams, Assistant Professor, Option Coordinator, Digital Graphic Communication, Hong Kong Baptist University.( http://www.rthk.org.hk/mediadigest/20030715_76_90211.html.) 

Billeder og Web-tv for svømmere, snorklere og dykkere

I det lys kan vi se de forskellige billednæssige udtryk på nettet i forhold til forskellige former for "brug" og mental indstilling hos brugerne.

   Still-billeder på en side er for 'svømmere', og det er også de små billeder som annoncerer at her ligger en video for dem der vil stikke de mentale svømmebriller ned under vandoverfladen.

   Og firkantet sagt, så er det enkelte korte web-tv-indslag typisk for 'snorklere'; man svømmer rundt i overfladen og ser hvad der er lige neden under – man skal hurtigt kunne se op igen, og man snorkler  primært for underholdningens skyld, så dramaturgien skal ikke være for opslugende.

   Længere web-tv-fortællinger på et kvarter eller mere, er for 'dykkere' der så at sige helt skal glemme overfladen og fuldstændig fortabe i en bevidsthedsopslugende anden verden. Så er den klassiske dramaturgi fra film og broadcast-tv på sin plads.