Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer

Teorien om blending af konceptuelle rum fremhæver blandet andet kontrafaktiske udsagn som blendede udsagn: fakta og fiktion blandet sammen. Litteraturens skoleeksempler er:

Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, ville han ikke have været nød til at gå af.

Hvis jeg var dig, ville jeg være meget utilfreds med mig selv.

I forbindelse med udgivelsen sidste år af den journalistiske historiefortælling Dommedag Als af Tom Buk-Swienty, var der en kreativ journalistisk opfølgning som havde karakter af kontrafaktisk historieskrivning.  Bogen afslørede blandt andet at den danske Kong Christian IX havde tilbudt Bismarck at Danmark kunne blive medlem af det tyske statsforbund, et tilbud Bismarck havde takket nej til. 

   Den journalistiske opfølgning i Politiken gik ud på at få en række historikere til - som fagfolk - at fantasere over hvordan Danmark politisk-økonomisk ville have udviklet sig og have set ud i dag - hvis landet dengang var blevet optaget i det tyske statsforbund. 

Det er ikke ualmindeligt at journalister prøver at få politikere til at fantasere over hvad der vil ske i fremtiden hvis et lovforslag ikke bliver gennemført, eller hvis oppositionen efter et valg får magt som den har agt. Hvis de hypotetiske spørgsmål har en "kritisk kant" der prøver at få politikerne til at forpligte sig på noget, de kan komme til at fortryde, så vil politikeren tit afvise at svare, netop med henvisning til at de ikke vil levere spekulationer ud fra hypotetiske spørgsmål.

Hypotetiske fortællinger om fremtidens historie, findes i en fiktionsform som science-fiction - som er en blended genrer der fiktivt fremskriver historien og samtidig går ud fra at en række forudsætninger der bygger på naturvidenskabeligt funderede prognoser, holder stik. F.eks. at Jorden om hundrede år økonomisk, kulturelt og socialt er præget af at havene er steget 6. meter.

  I faktaform taler man om fremtidsscenarier, og det er i høj grad det som Institut for Fremtidsforskning har som opgave at producere: Hvis vi ser på Danmark om 20 år, hvordan vil danskerens dagligliv så se ud - i forhold til i dag - og forudsat at.... Og så kan man producere forskellige scenarier alt efter hvilke forudsætning man putter ind i under det. 

Hele den her optakt fører frem til min fremhævelse af en debatartikel i Politiken i går, onsdag den 9. februar. Under rubrikken "År 2019 med S og SF ved magten", skriver direktør Peter Foss hvordan han forestiller sig den politisk-økonomiske situation i Danmark, hvis Helle Thorning og Villy Søvndal vinder det næste valg - og det næste igen.

   Artiklen ligner kontrafaktisk historieskrivning, men har alligevel en anden karakter som man kunne kalde: historisk tilbageblik fra en forestillet fremtid. Sådan indledes den:

Det var en kold vintermorgen i 2019 da chefduoen for EU´s Krisefond, Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og  finansminister Ole Sohn ventede. Med i bagagen havde de et diktat til den danske regering om  sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent. De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015. Men hvordan var det kommet så vidt? (/) En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgerne var på overførselsindkomster, og offentligt ansatte havde - med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen - givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten. V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene or forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre. 

Debatartiklen med dette fremtidsscenarie i historiefortællingens form fortsætter med at beskrive samfundet udvikling hvis S og SF´s plan gennemføres som realpolitik, og fortæller blandt andet at i begyndelsen af 2017 "kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en "klokkelar" aftale med den kinesiske regering." 

   Debatartiklen slutter således: 

I sommeren 2019 kunne Helle Thorning Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsinkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer - og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiden havde blot været ugunstig. (/) Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.

Selv om jeg både sympatiserer med og stemmer på Villy eller Helle ved næste valg, så må jeg indrømme at jeg ved læsningen af dette tankekesperiment med et fremtidscenarie i fortællingens form, for første gang blev i tvivl om hvorvidt de to oppositionspolitikere virkelig kunne løse landets problemer på det politiske grundlag de har lagt frem i "Fair Forandring". Og sammen med tvivlen kom også en invendig klukken. Taknkeksperimentet appllerede som mange kreative blendingoperationer, også til smilet hos modtageren.

   Ved at debatartiklen har fået netop denne form, så får den ellers luftige abstrakte politiske debat om Danmarks fremtidige økonomi, pludselig en aura af virkelighed og konkret sandhed som levendegør de mulige konsekvenser af en "uansvarlig" økonomisk politik - på en måde som almindelig abstrakt argumentation og progonosemageri ikke kan. 

   Her er en kreativ direktør med et klart fortællegen som på en tankevækkende måde effektivt har gjort brug af et samarbejde mellem højre og venstre halvdel, mellem fakta og fantasi.

Principielt er funger et sådant faktaforpligtet fremtidsscenarie i en tilbageskuende fortælling ligesom metaforen: noget (the target) ses og forstås gennem noget andet (the source). Og resultatet i form af artiklen er det kreative "blend". 

   "Target" er her nutiden politiske scene og samfund, og "Source" er forestillingen om samfundet som det vil se ud om 9 år under bestemte forudsætninger - nemlig at oppositionen efter et vundet valg får magt som de har agt.

Jeg bliver mere og mere klar over hvordan formlen: X skal ses og forstås gennem Y, er central i alt kreativ tænkning, i al videnskabelig nytænkning, i al effektiv pædagogisk formidling; hvor Y kan være en metafor, et metonym, en frame, en lignelse, en analogi, et reklameindslags historie, en fabel - you name it.

Kontrafaktisk historieskrivning om Marylin Monroe - og andre historier

Politiken søndag den 3. oktober. Rubrikken er "Støvet på sommerfuglens vinger". Et halvandet siders opslag med et uddrag af forordet til en ny bog med ukendte digte, breve og notater skrevet af  Marylin Monroe. Titlen er: Fragmenter. Bogen viser, fremgår det, at der bag rollen og hendes image som "dum blondine" fandtes en "intellektuel og poetisk sjæl som ingen havde kendskab til". Altså den sindets dobbelthed der kendetegner den særligt kreative personlighed.
   Artiklen er et uddrag af forordet til bogen, som er skrevet af den italienske forfatter Antonio Tabucchi. Billedet der illustrerer den er et fotografi hvor vi ser MM siddende på en bænk i en park læsende Jame Joyce: Ulysses.
   Der var meget man kunne tage op her i kreativitetssammenhæng, men mig fanger det umiddelbart at et af afsnittene udnytter den form for konceptuel blending som jeg tidligere har betegnet som kontrafaktiske udsagn/historieskrivning. Se bare her:

Hvad ville der være sket, hvis Marylin i stedet for at besidde en usædvanlig skønhed, som hendes filmroller gjorde berømt, havde været en helt almindelig kvinde? Så havde hun, mens hun levede, udgivet det som vi nu skal til at læse, og hun havde sandsynligvis taget livet af sig liges Sylvia Plath. Og om hende ville man have sagt det same som man siger om Sylvia Plath, nemlig at hun tog livet af sig, fordi hun var for følsom og for intelligent, og mennesker, der er for følsomme og intelligente, lider mere end mennesker som er mindre følsomme og intelligente, og de har tilbøjelighed til at tage livet af sig (dette er i hvert fald, hvad psykiaterne og statistikerne fortæller).

Jeg tænker straks på et tidligere blogindlæg, hvori jeg konstaterede at Dronning Margrethe udtaler sig kontrafaktisk om sit livs udvikling, hvis arvefølgeloven ikke var blevet lavet om, og hun derfor ikke var blevet "tvunget" til at blive dronning som voksen.
   Og så husker jeg pludselig, som et andet godt eksempel på kontrafaktiske udsagn udnyttet i journalistisk kontekst: Da Tom Buk-Swientys bog: Dommedag Als udkom, da havde Politiken fået den ide at spørge en række forskellige historieautoriteter hvordan Danmarkshistorien ville have udviklet sig hvis Bismarck havde sagt ja til den danske konges tilbud om at Danmark kunne indtræde i de tyske staters forbund.
   Svarene var faktisk både oplysende og underholdende at læse, husker jeg - og historiefantasierne meget forskellige. Og det var altså et klart eksempel på en kreativ journalistisk vinkling oven på en bog som i øvrigt selv genremæssigt er et blandingsprodukt - et blend af fortællende journalistik og historieskrivning.