Sider

Viser opslag med etiketten HSAM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HSAM. Vis alle opslag

mandag den 14. april 2014

Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':
It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.
Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".
  Artiklens "abstract" fortæller:
This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case
Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 
   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:
AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious
HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.
   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 
  • Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
  • Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 
Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":
AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious
Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 
   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 
   Wikipedia uddyber:
One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.
   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.
   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.
Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 
   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):
It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.
Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 
   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 
    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 
... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.
Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 
    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:
Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”
Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  
   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 
When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present
I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:
We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 
   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.
   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."
   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.
   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 
   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.
   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.
   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.
Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:
But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.
  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."
Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:
"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."
"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."
"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."
Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.
   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 
   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 
   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".
   
En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:
   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 
   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.
   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...
They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."

søndag den 13. april 2014

Særlige evner (3) - ægte savant eller 'bare' almindelig hukommelsesatlet

I de to foregående indlæg om "særlige evner" har jeg fokuseret på den type personlighed som fagligt dækkes af begnelsen 'savant', som ifølge fagfolk ikke er en 'diagnose', men et 'syndrom'.
   Det betyder at man ikke betragter 'savanter' som mentalt eller psykisk syge, men som nogen der er kendetegnet ved en bestemt helt usædvanlig kombination af relativt dårlige eller svage evner på et bredt felt af egenskaber og så helt ekstraordinært gode evner inden for et enkelt snævert område, men altså evner som altid er knyttet til en usædvanlig såkaldt eidetisk eller fotografisk hukommelse:
  • i forhold til det at tegne efter erindringen så det ligner eller mimer motivet i detaljer,
  • i forhold til det at lave kalenderudregninger,
  • i forhold til det at spille musik med absolut gehør efter fx en enkelt eksponering for musikstykket,
  • i forhold til det at læse store mængder tekst og kunne genkalde sig det læste uden fejl,
  • i forhold til at kunne lære nye sprog nogenlunde flydende på meget kort tid.
Et af de navne som går igen i litteraturen om savanter, er journalisten og hukommelsesekvilibristen Solomon Shereshevsky hvis særlige personlighed og usædvanlige evner er beskrevet af en forsker hvis navn jeg kender godt fra mine tidligere studier inden for psykolingvistik og neuroscience, den russiske neuropsykolog Alexander Luria.
   Luria skrev en hel bog om casen Solomon Veniaminovich Shereshevsky (1886–1958) med titlen "The mind of a mnemonist: a little book about a vast memory", en bog der udkom så sent som 1987.
   
Wikipedia definerer den faglige term 'menmoist' sådan her:
The title mnemonist (derived from the term mnemonic) refers to an individual with the ability to remember and recall unusually long lists of data, such as unfamiliar names, lists of numbers, entries in books, etc. Mnemonists may have superior innate ability to recall or remember, or may use techniques such as the Method of loci.
Det der umiddelbart fanger mig ved Shereskevsky, er at han - ud over at have en fabelagtig evne til at huske - beskrives som multi-synæstetiker, og at han selv ser det at han er så god til at huske, som noget der har med hans synæstesi at gøre.
   Wikipedia fortæller:
Shereshevsky participated in many behavioral studies, most of them carried out by the neuropsychologist Alexander Luria over a thirty-year time span.
   He met Luria after an anecdotal event in which he was told off for not taking any notes while attending a work meeting in the mid-1920s. To the astonishment of everyone there (and to his own astonishment in realising that others could apparently not do so), he could recall the speech word by word.
   Along the years Shereshevsky was asked to memorize complex mathematical formulas, huge matrices and even poems in foreign languages and did so in a matter of minutes. Despite his astounding memory performance, Shereshevsky scored no better than average in intelligence tests.
   On the basis of his studies, Luria diagnosed in Shereshevsky an extremely strong version of synaesthesia, fivefold synaesthesia, in which the stimulation of one of his senses produced a reaction in every other. For example, if Shereshevsky heard a musical tone played he would immediately see a colour, touch would trigger a taste sensation, and so on for each of the senses. The images that his synaesthesia produced usually aided him in memorizing. For example, when thinking about numbers he reported:
   Take the number 1. This is a proud, well-built man; 2 is a high-spirited woman; 3 a gloomy person; 6 a man with a swollen foot; 7 a man with a moustache; 8 a very stout woman—a sack within a sack. As for the number 87, what I see is a fat woman and a man twirling his moustache.
Shereshevsky har tydeligvis - blandt andre - den form for synæstesi som kaldes 'tal/bogstav-personifikation' ('ordinal-linguistic personification') som også et af mine børnebørn har - og har beskrevet for mig som man - blandt meget andet om synæstesi - kan læse i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/synstesi-hos-frisren-i-familien-og-i.html
En af pointerne i det indlæg er at for nogle personer har deres synæstesi den fordel at det gør det meget nemmere for dem at huske, fx. datoer eller musiknumre, dvs de synæstetiske koblinger fungerer som en slags naturlig og automatisk form for mnemoteknik, som flere også fortæller at de oplever som "en gave".

Wikipedia fortsætter artiklen om Shereshevsky med følgende kryptiske formulering:
Luria did not clearly distinguish between whatever natural ability Shereshevsky might have had and mnemonic techniques like the method of loci and number shapes that "S" described
Sagt lige ud, så ligger der lidt af en kritisk 'bombe' i den formulering, nemlig spørgsmålet om Shereshevsky var 'en ægte savant' - eller en meget dygtig 'hukommelseskunstner' der 'bare' udnyttede kendt menmoteknik til at booste sin hukommelse.

Men betyder det noget? - kunne man spørge. Uanset hvad, så var hans hjerne og han evner vel ekstraordinære?
   Jeg har ikke læst Lurias bog om Shereshevsky, og jeg har heller ikke - endnu - læst bøgerne af den savant, Daniel Tammet, som hele det her tema om "særlige evner" startede med, igangsat af at jeg havde set en timelang tv-dokumentar fra 2006 hvor Tammet var hovedperson.

Men de to mænd ligner, så vidt jeg kan se, hinanden - ved at de begge er multi-synæstetikere, og ved at de er velformulerede og mindst lige så intelligente som gennemsnittet, dvs. uden de mentale og/eller fysiske handicaps som ellers kendetegner de fleste savanter.
   Og nu har jeg så fået slået op i den bog jeg havde en svag erindring om havde fortalt Daniel Tammets historie, nemlig Joshua Foer: "Moonwalk med Einstein".
   Og rigtig nok: Beskrivelsen af Tammet fylder det meste af et kapitel med titlen: "Den lille Rain Man i os alle".
  
"Moonwalk med Einstein" handler jo om de særlige husketeknikker som såkaldte  'huskekunstnere'/'hukommelsesateleter' har brugt siden oldtidens Grækenland, hvor disse teknikker til at booste hukommelsen blev beskrevet første gang. Og blandt hvilke den mest centrale teknik er udnyttelsen af såkaldte "hukommelsespaladser", det som Wikipedia kalder 'the method of loci'.
   Bogens pointe er at disse teknikker kan læres af alle nogenlunde normalt begavede mennesker, og Joshua Foer beviser  påstanden ved selv at lære sig at mestre mnemo-teknikkerne så godt på et år at han vinder 'amerikamesterskabet i hukommelse'.

Spørgsmålet som Foer stiller sig - og også stiller til Daniel Tammet selv ved flere interviews - er om han virkelig er en savant (dvs hans hjerne er helt unik), eller om han 'bare' er et forholdsvis almindeligt menneske med en normal hjerne som har en - tilsyneladende mirakuløst - god hukommelse - blot fordi han har lært sig de menmoteknikker som alle almindelige hukommelsesatleter kender og gør brug af - fx ved årlige hukommelsesmesterskaber både i Europa og USA.
   Hvis det sidste er tilfældet, er Daniel Tammet en "snyder" - og i øvrigt ikke særlig interessant, og fx slet ikke værd at lave en hel dokumentarfilm om. Det er den konklusion Joshua Foer - journalistisk veldokumenteret - kommer til i sin bog. 
   Hvis det første er tilfældet - at Tammet er en veltalende, intelligent og reflekteret ægte savant, så er han helt unik - og dermed også ekstremt interessant for hjerneforskningen - og værd at lave dokumentarfilm om.

Og det er det spørgsmål som Wikipedia så også rejser i forhold til Solomon Shereshevsky som Alexander Luria gjorde til hovedperson i bogen "The mind of a mnemonist".
   Af Wikipedias artikel om Shereshevsky tyder noget på at han også havde en form for autisme kombineret med sin synæstesi. 
   Og i hvert fald har synæstesien ikke kun været en gave og en hjælp til at huske, men også et problem i hans forhold til de ledsage-impulser - billeder og forstillinger på den indre skærm - som hans synæstesi-inficerede hjerne producerede, aktiveret af indtryk fra omgivelserne eller fra det han læste:
He had an active imagination, which helped him generate useful mnemonics. He claimed that his condition often produced unnecessary and distracting images or feelings. He had trouble memorizing information whose intended meaning differed from its literal one, as well as trouble recognizing faces, which he saw as "very changeable". He also occasionally had problems reading, because the written words evoked distracting sensations. Things were far worse when he, for example, ate while reading.
   An example of the difficulties he faced in daily life:
   One time I went to buy some ice cream ... I walked over to the vendor and asked her what kind of ice cream she had. 'Fruit ice cream,' she said. But she answered in such a tone that a whole pile of coals, of black cinders, came bursting out of her mouth, and I couldn't bring myself to buy any ice cream after she had answered in that way ...   
Samtidig med at Shereshevsky altså var fænomenal til at huske, og han tilsyneladende havde lært at bruge sin synæstesi som menmoteknisk hjælp så han kunne optræde som hukommelseskunstner, så havde han - paradoksalt nok - også problemer med at glemme.
   Der kunne derfor opstå en slags forstyrrende interferens mellem 'gamle erindringer' og de serier af tal eller tekster han aktuelt skulle demonstrere at han kunne reproducere korrekt efter kort tids eksponering:
His memories were so strong that he could recall them after many years. After he discovered his own abilities, he performed as a mnemonist; but this created confusion in his mind. He went as far as writing things down on paper and burning it, so that he could see the words in cinders, in a desperate attempt to forget them, though some mnemonists have speculated that this could have been a mentalist's technique for writing things down to later commit to long-term memory. Reportedly, in his late years, he realized that he could forget facts with just a conscious desire to remove them from his memory, although Luria did not test this directly.

Det her fører så over til et følgende blogindlæg hvor jeg fortæller om den særlige evne - eller det særlige syndrom - som nogle mennesker har: at kunne huske - og kunne fortælle - hvad der skete og hvad de oplevede hver eneste dag i deres liv - og ikke at kunne blive fri for eller lade være med at huske det: 'hyperthymesia'  eller som det også kaldes: 'highly superior autobiographical memory' (HSAM).