Johan Olsen - en af de særligt kreative personligheder - med musik og dna på hjernen

Kendt og dygtig rock-musiker og anerkendt forsker ud i molykolærbiologien. En ikke helt normalt kombination af kvalifikationer. Navnet er Johan Olsen, og jeg husker at jeg hørte ham fortælle om sit liv for mere end et år siden i Karen Secher Jensens radioprogramserie Besøgstid. 

   Nu læste jeg så et interview med ham i B.T. i flyveren hjem fra Oslo. Og huskede programmet.

Wikipedia fortæller om Johan Olsen som musiker og mediemulittalent:

Johan Gotthardt Olsen (født i København N 25. marts1969) er en dansk musiker, biolog, foredragsholder, forskerved Københavns Universitet, radiovært og tv-vært. Han er bedst kendt som forsanger i Magtens Korridorer, Pligten Kalder (med Torben Steno), Retox Panic (med Simon Beckog Lykke N. Andersen), radiovært på P3s Sommerskolen og Efterskolen med Julie Bundgaard og Aleksander Thastum, smagsdommer i DR2 programmet Smagsdommerne og tv-vært i Den halve sandhed på DR2. Sammen med Niklas Schneidermann har han bandet Crash Replay. Han synger desuden gamle og nye viser om druk, død og ulykkeligkærlighed med bandet Gangerpilt.

I et interview med ham om hans forskningsinteresser og hvordan det startede fortæller han:

"Jeg har villet være biolog, siden jeg var helt lille. Jeg syntes, det var sjovt med dyr, og jeg kunne godt lide at lære navnene på forskellige fisk og fugle. Som barn tilbragte jeg alle mine somre på en øde ø i Norge med min familie. Der er sgu biologi derude! Så jeg har altid interesseret mig for naturen."

"Da jeg i slutningen af folkeskolen blev præsenteret for DNA-molekylet (molekyle i cellerne, der rummer arvemassen), så var der et eller andet inde i hovedet på mig, der sagde klik. Fra det øjeblik var det det molekylære, der var det spændende. Det var sådan et 'rush' for mig. Hele konceptet med DNA var så uforståeligt og så gådefuldt."

   "Gymnasiet handlede meget om at feste, blive voksen og lære en masse nye mennesker at kende. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville ind og læse biologi."

    "Jeg brugte en stor del af min fritid på at sidde på biblioteket og læse blade og bøger om genetik og biokemi. Jeg var så sulten efter at finde ud af mere."

   Mange af kammeraterne tog ud at rejse efter gymnasiet, men ikke Johan. Han glædede sig som et lille barn til at komme i gang med at læse på universitetet.

   "Mine venner kaldte mig en kedelig, støvet stodder! Men biologien var en rejse for mig. Det var vigtigt for mig at starte på det studie."

Læs mere her:

http://www.ug.dk/flereomraader/inspiration/interviews/biolog.aspx

På DR.dk´s side om Karen Secher Jensens interview med Johan Olsen får vi at vide historien om hvordan han blev musiker - det var serendipitet:

Det med musikken begyndte nu som en tilfældighed. Som dreng fik Johan Olsen uden videre interesse stukket en violin i hånden, og på pladespilleren i barndomshjemmet var det oftest klassisk musik, der kom ud af højtalerne. Lige indtil Johan Olsen fik en plade med Pink Floyd, som vendte op og ned på alt.

    'The Wall' blev nærmest en åbenbaring for den unge Johan, der bare måtte overskrive skoletavlen i alle frikvartererne med Pink Floyds tekster. Alligevel var det ikke musiker, han drømte om at blive, for det var helt klart naturvidenskabens forunderlige verden, der trak:

    - Ambitionerne var aldrig at blive et stort kommercielt band, vi var et fyraftensband. Nogen dyrker fluefiskeri, mens vi stod i kælderen og øvede, siger Johan Olsen om grundlæggelsen af Magtens Korridorer, der blev til i fredagsbaren på biologistudiet.

   Tilfældigt eller ej, Magtens Korridorer havde stor succes som liveband i det københavnske universitetsmiljø i midten af 90'erne, men brød først igennem i 1997 med den legendariske 'Hestevisen' i forbindelse DR's radioprogram 'Tæskeholdet'. Det store kommercielle gennembrud kom dog først i 2003, og resten er historie.

   Magtens Korridorer er kommet for at blive, for bandet har med Johan Olsen i forgrunden en del på hjertet. Som der står på bandet hjemmeside: "At lukke ned for ordstrømmen fra Johan Olsens brede flab er som at stoppe en tsunami med et badeforhæng."

Hør det spændende interview med Johan Olsen på 

http://www.dr.dk/P1/Besoegstid/Udsendelser/2010/02/24084806.htm

Og læg så i øvrigt mærke til radioprogrammet 'Besøgstid'. 

    Det har nu kørt i flere år. Den tematiske interesse bag programmet er den samme som min på denne blog: kreativitet og den særligt kreative personlighed. 

   Og vært og interviewer Karen Secher Jensen er simpelt hen fremragende. Udsendelserne er ikke blot fine radioportrætter af interessante og mangefacetterede personligheder, men også nærmest en lærebog i interviewteknik og hele spektrummet af interview-strategier.

   De mennesker der medvirker er ikke altid nemme at interviewe. Det er kreative personligheder med både egen dagsorden, med stor lyst eller ulyst til at folde sig ud, nogle der elsker at høre sig selv tale højt og længe, andre som er blufærdige ud over alle grænser.

   Men det lykkes næsten altid at få optage et "udviklingsinterview", dvs et interview hvor man klart oplever at den interviewede faktisk gennemløber en mental udviklingsproces under interviewet. 

   Dramaturgisk set er det  interviews der på det smukkeste følger berettermodellen, godt med vendepunkter og overraskelser både for medvirkende og lytter - og derfor radiointerviews der effektivt fanger og fastholder lytterens interesse. 

   Det skyldes er en kombination af fremragende research og en stærk empati og indlevelse hos intervieweren.

   Og Karen Sechers radiostemme findes ikke bedre.

En kreativ personlighed - en "fremmed" i verden

Det følgende blev igangsat af en artikel i Politiken i dag:

Da jeg for et par uger siden var inde og give efterkritik til Karen Secher af hendes radioprogram Besøgstid, der som portrætterede medvirkende kun har "kreative" personer, så var der flere ting der slog mig. AV!.

  For eksempel at ganske mange af dem der var med i de programmer jeg nåede at lytte til - ud over at have savnet en far - så havde de også flyttet en del rundt i deres barndom. Eller rettere: der var flyttet rundt med dem. Tit var der også noget med to sprog - en barndoms dialekt som de måtte forkaste eller undertrykke for ikke at blive mobbet når de var kommet til en ny egn og i ny skole med nye kammerater.

Igen havde jeg Poul Martinsen som en slags prototype for forståelsen hvad der foregik. Han havde ganske vist ikke flyttet rundt, men han havde radikalt skiftet skole: fra den "proletariske" Bakkegårdsskolen i Vangede, til Gammel Hellerup Gymnasium; fra københavnsk arbejdersprog og solidarisk kultur, til en "hellerupsk" talende overklasse hvor de fleste af klassekammeraterne var direktørsønner.

Og så var der også kobling til mig selv og min barndom: Inden jeg var 14 år, havde min familie flyttet 4 gange: fra Nørrebro i København til Gørlev på Vestsjælland, fra Gørlev til Holeby på Lolland, fra Holeby til Stege på Møn, fra Møn til Christianshavn i København. Og jeg husker det blev kommenteret at jeg talte "lollandsk" da jeg i 2. mellem kom ind på Christianshavns Gymnasium. Også at rektor til min mor sagde at den plads i klassen jeg nu fik, havde været optaget af en dreng fra Slagelse, en anden provisndreng, men han havde kun "holdt ud" i 14 dage.

  Jeg får videre associationer til mit ophold i USA mellem 2. og 3. g. som "udvekslingsstudent". Der blev også "blendet" så det batter mellem to rum og to verdener som godt nok var meget forskellige. Jeg fik en engelsk-lærer i den lokale High School hvor jeg gik, som ved min ankomst til klassen meddelte at "foreign students" brød han sig ikke om at få ind i klassen, han havde besvær nok med at lære de amerikanske elever et ordentlig engelske. Efter det første halve år, begyndte jeg at skrive digte - ikke helt dårlige - på engelsk!

Alt det blev aktiveret endnu en gang da jeg læste bagsiden af Søndags-Politikens sektion "Viden". Her var portrætteret en kvinde der nu var "spilforsker" på Medievidenskab på Københavns Universitet. Artiklens rubrik fangede mig i den grad: "Permanent fremmed med åbne øjne". Manchetten ikke mindre: "40 steder har spilforsker Mette Thorhauge nået at bo, og det mener hun har givet hende en evnet til at se tingene på andre måder, som hun bruger i sin forskning. Hun har gjort det til en mission at få forældre til at se mere nuanceret på computerspil."
   Inde i artiklen citeres Mette Thorhauge for at sige:

Vi boede mange steder da jeg var barn - blandt andet var vi i Grønland i flere omgange. Ellers har jeg mest boet rund omkring i Jylland. Det var ikke altid sjovt at flytte så meget rundt, men det lærte mig en fleksibilitet og tilpasningsevne, som jeg føler, at jeg bruger aktivt i dag som forsker. Det at være permanent fremmed giver muligheder for at se tingene på en anden måde end dem, der er vant til, at det altid har været sådan. Man bliver meget bevidst om, at tingene ikke kun behøver at være på én måde." (...)

I efterskoleårene udtænkte Anne Mette Thorhauge den perfekte stillingskombination. forfatter, arkitekt og stundman.

"Jeg kunne ikke forestille mig at det ville være nok med et job, for der var så meget, jeg gerne ville. Forfatter ville dække mit behov for at være kunstnerisk, arkitektdelen ville sikre mig en god økonomi, var jeg af en eller anden grund sikker på - og stuntman måtte jeg være, så der også skete lidt", husker hun.

Da jeg selv gik i gymnasiet ville jeg være enten digter, maler eller arkitekt. Min familie mente jeg skulle være professor fordi jeg altid læste bøger - af alle mulige slags.

Her ligger vel en slags "opdagelse", hvis vi altså accepterer at den kreative personligheds særlige evne består i at kunne tænke ting sammen på tværs af grænser og traditioner og kategorier.

Vi kan gå ud fra, som Anne Mette Thorhauge, at det at flytte rundt og dermed gange på gang at blive revet ud af et rum (miljø, sprog) og blive tvunget ned i et andet, får det "fremmedgjorte" barn til at komme i en permanent tilstand af "blending" - en permanent mental røre-rundt-tilstand hvor det nye rum som er aktuelt, hele tiden ubevidst holdes sammen med forestillinger om det fortidige rum som er savnet - en tilstand hvor et nyt "jeg" som skal udleves igennem et nyt sprog, sættes i (modsætnings)forhold til et gammelt "jeg" som er tabt og forladt - med et sprog som skal fortrænges for at overleve.

  Spørgsmålene som permanent køres rundt i den kreative røremaskine vil være: Hvad kan overføres, hvad kan tages med, og hvad må forkastes eller lades tilbage? Hvem er jeg, og hvad er jeg god til? Hvad er sikkert? Hvem og hvad skal man knyttet sig til - hvis man ikke vil lide tab og savn senere?

Der er altså - er hypotesen - tale om en selvreflekterende metaforisk proces, hvor det aktuelle livsrum ses og forstås igennem erindringsbilledernes optik, og hvor det forgangne livsrum ses og forstås gennem den nyerfarede virkeligheds optik.

Præcis sådan var i øvrigt den "mentale logik" som drev og styrede Poul Martinsens tv-dokumentar-produktion, hvor han forsøgte at forstå sig selv og sit liv - ikke gennem abstrakt analytisk tænkning og analyse - men gennem at producere aktuelle tv-billeder og tv-historier der på en eller anden måde lignede eller mindede om, og som - via associationer og kontraster - gjorde det muligt for ham kamufleret at reflekterer over den erindrede fortids billeder.

Ih, hvor det kører!