Bidrag til neurojournalistikken: Nyheder er dårligt for dig - du har ikke godt af nyheder - nyheder er usundt!

Jeg har altid syntes det var sjovt at finde på nye begreber til at sammenfatte nye indsigter som jeg synes jeg har fået. 

   Til de begreber hører fx "videnssprog-erfaringssprog", "den tredje dims", "erfaringsinterview", "den store dansklærer", "faktion", "journalistisk plot", "bølgemodel", "retssagsskema".

   Til den samling hører også "neurojournalistik" som jeg introducerede i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Og som jeg delvist forfølger videre i disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/nyhedskriterier-i-hjernen-pa-lserne.html

Ideen er som ved alle de andre nye ord der kombinerer "neuro-" med forskellige professioner og fagområder ("neuroøkonomi", "neuroæstetik", mv.), af afdække og forstå sammenhængen mellem det som journalister gør og tænker når de arbejder som journalister, og så de indsigter som kan hentes fra den nyeste neurovidenskab og kognitive psykologi.

   Når de spørgsmål optager mig gevaldigt, er det fordi jeg har undervist journalister, være konsulent for journalister, skrevet om journalistik, været chef for journalister - on and off - siden 1972.
   

Det sidste nye mentale kick jeg fik ad det spor, var Daniel Kahnemans bog: Thinking, Fast and Slow, og jeg brugte bogens teorier, begreber og kategoriseringer til at analysere og gennemlyse nogle eksempler på dårlig journalistik og dårlige beslutninger på redaktør-niveau.

   Hele syv blogindlæg  i januar i år kastede læsningen af den bog af sig, alle under rubrikken "Thinking Fast and Slow".
    Fagligt siger man at hans forskning ligger inden for området "behavioral economics". Jeg har i et tidligere indlæg - inspireret af det - udmøntet termen "behavioral journalism".

Tilfældigt ved at surfe og søge på nettet finder jeg frem til en bog som har titlen: The Art of Thinking Clearly: Better Thinking, Better Decisions. Forfatterens navn er Rolf Dobelli. 

   Han er sweitzer, og bogen udkom på tysk i 2012. Den blev udgivet på engelsk i år hvor den straks kom på bestsellerlisten

   Ved at læse nogle anmeldelser kan jeg se at han på nogle punkter ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og han har også referencer til en forsker og filosof som også Kahneman refererer til: Nassim Nicholas Taleb (som jeg senere vil vende tilbage til). Jeg har bestilt bogen.

   Og jeg finder på Odellis hjemmeside en artikel af ham som har titlen: "Avoid News - Towards a Healthy News Diet", som tydeligvis ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og som opregner en lang række - mere eller mindre - videnskabeligt funderede argumenter for at man skal undgå at bruge tid, hjerne, opmærksomhed, følelser, energi - på at læse, se eller høre nyheder.
   Jeg er en hund efter viden, synspunkter og teorier som giver indsigt på kendte temaer fra nye vinkler.
   Her er det effekten på det nyhedshungrende publikum det handler om. Den vinkel har klart været underbelyst i mine skriverier. 

 
Dobelli har skrevet en nedkogt og indkogt version af denne artikel til en slags kronik i avisen The Guardian. Den har rubrikken:

News is bad for you – and giving up reading it will make you happier

Og manchetten lyder som følger:

News is bad for your health. It leads to fear and aggression, and hinders your creativity and ability to think deeply. The solution? Stop consuming it altogether

Jeg synes ikke bare han har en, men en del gode pointer som er værd at tænke over. Og han skriver for at provokere, klart nok.

   Ikke alle hans påstande indeholder bidrag til neurojournalistikken, men ca. halvdelen gør. Hans overordnede metafor eller analogi er at sammenligne effekten at indtage mange daglige nyheder - med de mange negative helbredseffekter af dårlig kost - som giver overvægt, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge - yuo name it.

In the past few decades, the fortunate among us have recognised the hazards of living with an overabundance of food (obesity, diabetes) and have started to change our diets. But most of us do not yet understand that news is to the mind what sugar is to the body. News is easy to digest. The media feeds us small bites of trivial matter, tidbits that don't really concern our lives and don't require thinking. That's why we experience almost no saturation. Unlike reading books and long magazine articles (which require thinking), we can swallow limitless quantities of news flashes, which are bright-coloured candies for the mind. Today, we have reached the same point in relation to information that we faced 20 years ago in regard to food. We are beginning to recognise how toxic news can be.

Nyheder er for sindet hvad sukker er for kroppen. Nyheder er nemme at fordøje og kræver ikke at vi tænker dybere over hvad de fortæller. Nyheder er en slags gift for hjernen.

   Derefter følger så en række påstande som begrundes gennem henvisninger både til faglitteratur og anskueliggørende eksempler:

Nyheder er vildledende - hvilket blandt andet indebærer at vi som nyhedsforbrugere ender op med fejlagtige og misvisende "risiko-kort" i hovedet, så vi systematisk under- og overvurderer risikoen ved forhold i virkeligheden, som fx terrorisme:

 News misleads. Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What's relevant? The structural stability of the bridge. That's the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it's dramatic, it's a person (non-abstract), and it's news that's cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

   We are not rational enough to be exposed to the press. Watching an airplane crash on television is going to change your attitude toward that risk, regardless of its real probability. If you think you can compensate with the strength of your own inner contemplation, you are wrong. Bankers and economists – who have powerful incentives to compensate for news-borne hazards – have shown that they cannot. The only solution: cut yourself off from news consumption entirely.

Nyheder er uden relevans for dig: Nævn et eksempel på en nyhed af de ti tusinde du har læst i år, som førte til at du tog en bedre beslutning omkring alvorlige forhold som vedrører dit liv:

News is irrelevant. Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what's relevant. It's much easier to recognise what's new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we're cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.

Nyheder forklarer ingenting: Nyheder er "bobler på virkelighedens overflade" - og en samling og ophobning af nyheder vil aldrig kunne forklare de dybere sammenhænge, så du virkelig forstår hvad der foregår i verden, mængden af dem og ophobningen af dem stiller sig i vejen for at forstå den underliggende helhed: 

News has no explanatory power. News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists' radar but have a transforming effect. The more "news factoids" you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we'd expect journalists to be at the top of the pyramid. That's not the case.

Nyheder er gift for kroppen: Nyheder aktiverer det limbiske systems panik-reaktioner som udløser cortisol, som på sin side svækker immunsystemet og har negative biologiske effekter på kroppen, som permanent stress også har:

News is toxic to your body. It constantly triggers the limbic system. Panicky stories spur the release of cascades of glucocorticoid (cortisol). This deregulates your immune system and inhibits the release of growth hormones. In other words, your body finds itself in a state of chronic stress. High glucocorticoid levels cause impaired digestion, lack of growth (cell, hair, bone), nervousness and susceptibility to infections. The other potential side-effects include fear, aggression, tunnel-vision and desensitisation.

 Nyheder forstærker kognitive fejl - bekræfter fordomme, cementerer mentale bias og giver endimensionelle og oversimplificerede årsagsforklaringer: 

News increases cognitive errors. News feeds the mother of all cognitive errors: confirmation bias. In the words of Warren Buffett: "What the human being is best at doing is interpreting all new information so that their prior conclusions remain intact." News exacerbates this flaw. We become prone to overconfidence, take stupid risks and misjudge opportunities. It also exacerbates another cognitive error: the story bias. Our brains crave stories that "make sense" – even if they don't correspond to reality. Any journalist who writes, "The market moved because of X" or "the company went bankrupt because of Y" is an idiot. I am fed up with this cheap way of "explaining" the world.

Nyheder hæmmer tænkning: Tænkning kræver koncentration og koncentration kræver tid. Nyheder er specielt designet til at afbryde dig og stjæle din opmærksomhed. Og nyheder svækker vores hukommelse på grund af overfodring med informationer som ingen betydning har:

News inhibits thinking. Thinking requires concentration. Concentration requires uninterrupted time. News pieces are specifically engineered to interrupt you. They are like viruses that steal attention for their own purposes. News makes us shallow thinkers. But it's worse than that. News severely affects memory. There are two types of memory. Long-range memory's capacity is nearly infinite, but working memory is limited to a certain amount of slippery data. The path from short-term to long-term memory is a choke-point in the brain, but anything you want to understand must pass through it. If this passageway is disrupted, nothing gets through. Because news disrupts concentration, it weakens comprehension. Online news has an even worse impact. In a 2001 study two scholars in Canada showed that comprehension declines as the number of hyperlinks in a document increases. Why? Because whenever a link appears, your brain has to at least make the choice not to click, which in itself is distracting. News is an intentional interruption system.

Nyheder fungerer som et narkotikum som man bliver afhængig af fordi vi hele tiden bliver holdt i spænding om hvordan konfliktfyldte begivenheder udvikler sig. De dele af hjerne som er udviklet til at "skimme" og "multitaske" bliver yderligere udviklet, mens de dele af hjerne som bruges til dybdegående fokuseret læsning svækkes og forfalder, så man bliver træt og ukoncentreret efter læsning af nogle få sider:

News works like a drug. As stories develop, we want to know how they continue. With hundreds of arbitrary storylines in our heads, this craving is increasingly compelling and hard to ignore. Scientists used to think that the dense connections formed among the 100 billion neurons inside our skulls were largely fixed by the time we reached adulthood. Today we know that this is not the case. Nerve cells routinely break old connections and form new ones. The more news we consume, the more we exercise the neural circuits devoted to skimming and multitasking while ignoring those used for reading deeply and thinking with profound focus. Most news consumers – even if they used to be avid book readers – have lost the ability to absorb lengthy articles or books. After four, five pages they get tired, their concentration vanishes, they become restless. It's not because they got older or their schedules became more onerous. It's because the physical structure of their brains has changed.

Nyheder er spild af tid: Du smider ca. en halv dag om ugen væk til nyhedsforbrug, timer som du kunne bruge til noget bedre. Der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed:

News wastes time. If you read the newspaper for 15 minutes each morning, then check the news for 15 minutes during lunch and 15 minutes before you go to bed, then add five minutes here and there when you're at work, then count distraction and refocusing time, you will lose at least half a day every week. Information is no longer a scarce commodity. But attention is. You are not that irresponsible with your money, reputation or health. Why give away your mind?

Nyheder gør os passive: Vi overvældes nyheder som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og det slider vores bevidsthed til så vi ender med et livssyn som er pessimistisk, præget af ufølsomhed, sarkastisk og fatalistisk, en grundholdning som videnskaben har betegnet som "indlært hjælpeløshed" og som kan indehold kimen til at så mange bliver ramt af depression:

 News makes us passive. News stories are overwhelmingly about things you cannot influence. The daily repetition of news about things we can't act upon makes us passive. It grinds us down until we adopt a worldview that is pessimistic, desensitised, sarcastic and fatalistic. The scientific term is "learned helplessness". It's a bit of a stretch, but I would not be surprised if news consumption, at least partially contributes to the widespread disease of depression.

Nyheder dræber kreativiteten - fordi det vi i forvejen ved står i veje for skabelsen af nye ideer. En ægte kreativ sjæl er aldrig "nyhedsnarkoman". Hvis du ønsker at komme med gamle løsninger, læs nyhder; hvis du vil finde på noget nyt, lad være:

News kills creativity. Finally, things we already know limit our creativity. This is one reason that mathematicians, novelists, composers and entrepreneurs often produce their most creative works at a young age. Their brains enjoy a wide, uninhabited space that emboldens them to come up with and pursue novel ideas. I don't know a single truly creative mind who is a news junkie – not a writer, not a composer, mathematician, physician, scientist, musician, designer, architect or painter. On the other hand, I know a bunch of viciously uncreative minds who consume news like drugs. If you want to come up with old solutions, read news. If you are looking for new solutions, don't.   

Du kan finde den lange og væsentligt mere nuancerede version af Odellis påstande om sundhedsfaren ved nyheder på hans hjemmeside:

http://www.dobelli.com/wp-content/uploads/2013/03/Avoid_News_Part1_TEXT.pdf

Listen af påstande om hvorfor nyheder er dårlige for både sjæl og legeme er også længere: Her er de der er udeladt af læse-let-versionen i The Guardian. De er ikke de mindst interessant, så alene derfor læs den lange version:

• News sunders the relationship between reputation and achievement
• News is produced by journalists (underforstået: de fleste nyheder på nettet er ikke rigtigt nyheder):
• Reported facts are sometimes wrong, forecasts always
• News is manipulative
• News gives us the illusion of caring 

Rolf Odelli slutter med af aflive den misforståelse (som man nemt kunne få af den korte version) at han generelt skulle have fordomme og være negativ over for journalister og journalistik. Samfundet har stadig brug for journalistik .. men en anden slags end den der dominerer: 

Society needs journalism – but in a different way. Investigative journalism is always relevant. We need reporting that polices our institutions and uncovers truth. But important findings don't have to arrive in the form of news. Long journal articles and in-depth books are good, too.

 Og så runder han af med at han har levet uden det daglige nyhedsfix i fire år. 

I have now gone without news for four years, so I can see, feel and report the effects of this freedom first-hand: less disruption, less anxiety, deeper thinking, more time, more insights. It's not easy, but it's worth it.

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

En nyhedsdiæt som går ud på helt at være afholdsmand - og faste i fire år! 

   Det lyder imponerende, men er naturligvis ikke reelt - for alle hans omgivelser: venner, kolleger, familie - har indtaget nyheder som de altid har gjort, så Odelli har utvivlsomt fået et godt (til)skud af nyheder i de fire år - bare mundtligt gennem øret.

   Men ellers er der jo noget om snakken. I kortere perioder - når jeg har været på ferie - har jeg også undgået både at læse aviser, se tv og gå på nettet. Og konstateret at jeg intet har mistet når jeg kommer hjem og vanemæssigt genoptog mit daglige nyhedsfix igen fra alle medier.

P.S.

Politiken bragte den 19. november 1998 en kronik af mig - kort efter jeg var tiltrådt som Professor i journalistik ved SDU i Odense - under rubrikken: 

Journalistikkens uvæsen 

Den havde samme retoriske struktur som Odellis - med 12 bevidst provokerende påstande som så punkt for punkt blev begrunder og underbygget. 

   Nogle af punkterne havde ligheder med Odellis - men der var ingen antydning af forsøg på forklaringer med henvisning til kognitiv psykologi og neurovidenskab.

Her er påstandene fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" i deres nøgne form:

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret (TV–seertals voksende indflydelse)

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer – omfattende kildeafsmitning i terminologi og vinkler

5. Journalisterne er et lukket elitært broderskab – højtlønsgruppe, der har isoleret sig fra, hvad der rører sig i befolkningen.

6. Journalister er blevet en magt i sig selv. Journalister har magt til at skabe helte og begå karaktermord

7. Journalister er overfladiske og ideforladte. Deres virkelighedsopfattelse er ude af skridt med samfundsudviklingen. De løber alle efter de samme historier med de samme forudsigelige vinkler.

8. Journalister er utroværdige og overfladiske. Misbruger kilder, strammer vinkler og rubrikker langt ud over, hvad der er dækning for i virkeligheden.

9. De journalistiske metoder er er etisk anløbne. Brug af telelinser, skjulte mikrofoner, skjult kamera.

10. De journalistiske orm- og udtryksmidler fiktionaliseres. Artikler og indslag bygges op efter dramaturgiens regler ( indbygget spænding o.s.v.)

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden. En god historie er altid en dårlig historie

12. Journalistikken truer demokratiet. Den politiske journalistik fokuserer i stigende grad på personer og personlige motiver. Magtens vagthund er væk.

Hvis man vil have disse fordomsfulde og genraliserende påstande uddybet og nærmere begrundt, kan kronikken rekvireres på biblioteket. Jeg har den ikke selv i digitaliseret udgave

   Det var påstande som jeg havde indsamlet dokumentation for i et års tid ved læsning af aviser der fortalte historier med eksempler på andre journalistiske mediers elendighed.

Thinking, Fast and Slow (7) - bidrag til forståelsen af 'behavioral journalism' - med aktuelle eksempler fra Politiken og TV-Avisen

Økonomien er i krise, både i teori og praksis. Det politiske system og dets udøvere, politikerne, er i krise. Journalistikken, journalistprofessionen og mange af de medier den udfolder sig igennem, er i krise. 

   Hvorfor? Hvordan? Og hvad så?

   Nobelpristageren Daniel Kahneman har måske nogle af svarene.

Jeg har igennem en række blogindlæg i den seneste måneds tid refereret teoretiske begreber og konkrete pointer fra en efter min vurdering usædvanligt indsigtgivende bog 'Thinking, Fast and Slow', skrevet af denne højt anset forsker, professor i flere forskellige fag: Daniel Kahneman. 

   Begreberne og pointerne har jeg forsøgt at bruge til at kast nyt lys på aktuelle journalistiske problemer, og på selve journalistprofessionens arbejds- og eksistensvilkår.

   Kernen i Kahnemans teoretiseren er at han klart skelner mellem to menneskelige tænkeformer: 'System 1' der tænker hurtigt og intuitivt og mentalt er ude af starthullerne inden man kan nå at blinke, og 'System 2' der tænker langsomt logisk og analytisk - og for det meste er dovent - og derfor  alt for tit frafalder.

   

Inden  for den sidste uge er der i pressen og medierne forekommet en række bemærkelsesvædige journalistiske "bommerter", kritisable "fejl" som jeg synes med fordel kan belyses og oplyses ved Daniel Kahnemans grundforestilling: at mennesket tænker, vurderer, bedømmer, beslutter sig og handler i spændingsforholdet mellem de to "systemer", som han personificerer for forståelsens skyld, men som han altså benævner med de abstrakte termer: 'System 1' (= 'thinking fast¨) og System 2 (= 'THINKING SLOW').

Den første case er fra Politiken.

   En skarp offentlig kritik af folkeskolens dårlige undervisning og uambitøse pædagogisk praksis, blev viderebragt gennem et langt journalistisk interview med "forfatter og filosof" Lene Andersen. Hun anklagede angiveligt folkeskolen for at fremme middelmådigheden og overse de dygtigste elever, anklager hun byggede på egne personlige erfaringer og oplevelser, hvor hun som højt begavet - ifølge eget udsagn - var langt foran klassekammeraterne og slet ikke fik faglige udfordringer på sit niveau.

   Interviewet blev lanceret under den ret så opsigtsvækkende rubrik:

Eliten taber i middelmådighedsskolen

Underrubrikken/manchetten lyder:

Lene Andersen dødkeder sig 10 år i folkeskolen. Senere har hun fundet ud af, hvorfor. Med en tårnhøj IQ manglede hun udfordring og faglige fællesskaber. Lene Andersen mener, at det e dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet.

En grusom salve, må man sige.

Artiklen giver anledning til en masse debat og opbakkende kritiske udtalelser til citat fra opnionsdannere, pædagogiske eksperter og politikere.

   Og redaktionen har været stolt: Endnu en gang kørte vi med klatten, satte dagsorden og var nyhedsførende.

   En tidligere klassekammerat henvender sig derefter til Politikens redaktion og gør opmærksom på at Lene Andersen aldrig har gået i folkeskolen, men i alle 10 år har gået på den private Tåstrup Realskole.

   Av! Av! En mavepuster.

Læsernes kloge og udmærkede redaktør, Bjarne Schilling,  er ude med den helt store undskyldning i sin ugentlige klumme. 

   Og folkeskolelærerenes organisation gør opmærksom på at det ikke er første gang, så det ligner lidt en tendens. Politiken jagter en stor gruppe af sine kernelæsere. Og god journalistik synes de - med god grund - ikke det er.

   Men læsernes redaktør skriver at man ikke kan bebrejde den journalist noget, der har skrevet artiklen og lavet interviewet: Man må da gå ud fra at en højt begavet kilde som Lene Andersen må vide hvad hun snakker om, og kan skelne mellem "folkeskole" og "privat skole", er hans argument.

Og så sent som i Søndagspolitiken i går gentager Schilling forsvaret for journalisten: Artiklen var ikke udtryk for "dårligt journalistisk arbejde":

Jeg forstår godt, at lærerne blev knotne over interviewet – selvfølgelig er det redaktionens ansvar når der er fejl i avisen. Men først hvis fejlen skyldes dårligt journalistisk arbejde, skal jeg tale med store bogstaver, og det finder jeg stadig ikke anledning til.

Jeg synes læserredaktøren med sindsro kunne have talt med mindst så store bostaver at det matchede rubrikkens til artiklen.

I mit gamle lærebogshæfte i journalistik for begyndere står at hvis en kilde udtaler sig kritisk og anklagende i generelle vendinger om en stor gruppe mennesker (fx indvandrere) eller en stor samfundsinstitution som sygehusvæsenet eller folkeskolen, så beder man vedkommende lige at fortælle hvilket konkret erfaringsgrundlag han eller hun taler ud fra: 

   Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, af hvilken årsag, med hvile konsekvenser??????? 

Hvis en interviewperson offentligt fortæller at folkeskolen og dens lærere leverer en dårlig og slap undervisning over en årrække, så spørger man som kildekritisk journalist naturligvis kilden om hvilken folkeskole i hvilken kommune han eller hun har gået på: den i Holeby, den i Tønder, den på Nørrebro, eller den i Rungsted - bare for at nævne nogle mulige eksempler. 

   Den konkrete skole kunne vel være en opfølgning værd!

Altså: En professionel journalist som kan sit hånværk, spørger, som en ren rygmarvsreaktion, om kildens konkrete erfaringsgrundlag for disse opsigtsvækkende og barske generelle anklager...

  Troede jeg - at jeg og læserredaktøren og redaktionen og alle journalister og journalistuddannelser kunne blive enige om.

Politikens egen højt kvalificerede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i et utal af artikler dokumenteret at der er meget store udsving i kvalitet og resultater fra den ene folkeskole til den anden - i forskellige kommuner og forskellige områder af landet. 

   Og hvis en journalistpraktikant fortalte mig at Politiken var en elendig avis der leverede slap og dårlig journalistik, så vil mit skarpe kontrolspørgsmål da også som det første være. "På hvilken redaktion har du arbejdet?" Ikke alle redaktioner og redaktører er lige gode, heller ikke på Politiken, men jeg har holdt avisen i 50 år, og han skal ikke komme her og ... og hvad bilder han sig ind?

Den anden case har også fyldt godt i debatten blandt mine journalistiske venner på Facebook hen over weekenden. Det er fra TV-Avisen tirsdag den 4. januar.

   DR1 bragte et ret omfattende nyhedsindslag i den sene "tunge" TV-Avis kl. 21.30 - med reportageoptagelser fra en demonstration af lokale borgere rettet mod direktørerne for den krakkede EBH-bank i Nordjylland ved indledningen af en - sjældent set - retssag mod den ansvarlige ledelse.

  TVA-værten Lilian Kretz annoncerede i spib-en at EBH-direktørerne er anklaget for grov manipulation med bankens aktiekurser. Og LK  siger lidt senere i indslaget i en speaket voice over:

Og en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var i dag mødt op ved retten. Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil.

Under denne autoritative vært-speak ser vi reportageklip fra - af sammehængen angiveligt - en lokal demonstration hvor nogle spredte deomonstranter går rundt med de klassiske anklagende skilte, hvor tekstenerne alle er skrevet med samme skrift på hvidt karton. De bærer ikke skiltene løftet og sømmet på træpæle, men hængende løst ned foran kroppen og fastholdt med hænderne i øverste kant af skiltene. Vi ser også et eller flere tv-kamerahold i aktion på stedet, boomstang i billedet, og et par mennesker gå tæt på en stor, dyr sort bil der hurtigt kører bort. Ligesom scenen i en spillefilm.

Jeg husker TVA-indslaget. Og jeg mindes også at jeg var en lille bitte smule usikker - følte et stik af ubehag da jeg så det, uden at jeg i skyndingen kunne nå at finde ud af hvad der gav den fornemmelse. 

   I anledning af dette indlæg har jeg genset TVA-indslaget. Og har nævnt nogle af de ting der ser lidt mærkelige ud.

 
BT kører også på kanten af sandheden og etikken i sin vinklingen af indslaget når de i rubrikken på BT.dk skriver: "Her er beviset: Demonstranter instrueret af DR". 

   DR instruerer ikke. Det gør tilrettelæggere. 

   En klart manipulerende sproglig stramning af rubrikken. Og en rubrik er en del af den skrevne journalistiks iscenesættelse på avissiden. Her har man zoomet ud fra nærbilledet "tilrettelægger" til totalen "DR".  Og jeg ser i dag Lisbeth Knudsen i en leder manipulere sprogligt ad samme spor.

   Sandheden var og er at det var et selvstændigt produktionsselskab som havde kontrakt med en anden DR-afdeling end nyhedsafdelingen, om at producere en serie oplysende faktaprogrammer med afsæt i EBH-sagen.

  Den præcise hybrid-genre kan jeg ikke se af diskussionen, men et konceptstyret og plot-drevet format ser det ud til at der er lavet kontrakt om mellem denne anden DR-afdeling og produktionsselskabet.
    No problemos! Business as usual!
   Bortset fra at et fortravlet nyhedshold under pres lige skal  have en aktuel historie hjem til aftenens 21.30-udsendelsen fra samme lokalitet - med udgangspunkt i samme retssag.

Men hvad var problemet? Egentlig?

   At demonstrationen som TV-A bragte levende reportageoptagelser fra, som dokumentariske dækbilleder til et delvist vært-speaket journalistisk nyhedsindslag, at de billeder viste en "demonstration" som var arrangeret og iscenesat af et privat tv-produktionsselskab som var igang med egne optagelser til en konceptstyret- og plot-båret tv-serie for en anden DR-afdeling; en "demonstration" med ægte lokale borgere der ægte var blevet snydt, og som var ægte vrede, forargede, kede af det - som medvirkende foran kameraet. 

DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er hurtigt ude med beklagelse og undskyldning da fejlen bliver afsløret i BT: Det var en alvorlig journalistisk brøler. Den slags må ikke ske. TV-Avisen må og skal ikke dække fiktive og iscenesatte demonstrationer som var de spontane og autentiske. 

   Men at demonstrationen var iscenesat, det kunne TVA-reporteren og DR-holdet ikke vide, så derfor var de lovligt undskyldt, mente Haagerup.

DR-nyhedsdirektøren fremfører et forsvar der i høj grad minder om det ovenfor citerede fra Politikens læserredaktør: Det var en fejl at det blev publiceret/udsendt, men journalisten kunne ikke vide bedre - vedkommende kunne ikke andet end tage kilden/demonstrationen for gode vare, for pålydende!

Jeg blev i går ringet op af en journalist fra B.T der spurgte om hvordan det egentlig var med iscenesættelse og journalister og journalistik. Han henviste til at jeg havde skrevet en artikel for nogle år siden om brug af iscenesættelse af virkeligheden i fakta- og underholdningsprogrammer til tidskriftet Mediekultur.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv - heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen med henblik på at fortælle historier i levende bileder..

   Men i hvilket omfang og på hvilke områder af det vi ser og hører på skærmen, man arrangerer, aftaler og iscenesætter, det er der langt hen ad vejen enighed om blandt professionelle tv-journalister IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte kontrakt om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der medd et hold.

   Derfor opstår der med jævne mellemrum i hele perioden fra midten af 60-erne og de følgende 5 årtier, ballade- og skandale-sager af samme slags som nu den om TV-Avisens indslag med brug af optagelser fra en iscenesat demonstration - iscenesat for at professionelle tv-folk kan bruge optagelserne til "et eller andet" i et fakta-baseret tv-program.

  Præcis til hvad, står i konceptet og manuskriptet. Men det kender jeg ikke. 

Da jeg har hukommelse og erindringer om tv- og medier helt tilbage fra midten af 60-erne, og har produceret en velanskrevet fagbog om 'Faktion som udtryksmiddel' som udkom 1990, og en mono- og biografi om Danmarks største tv-dokumentarist Poul Martinsen som udkom 2007, så kunne jeg give journalisten en masse eksempler på højt roste, prisbelønnede fakta- og virkelighedsfunderede tv-udsendelser som var produceret af særdeles kompetente og velanskrevne tv-journalister igennem årene; programmer og programserier hvor seriøse og kreative journalister iscenesatte en virkelighed med almindelige mennesker der "spillede sig selv" - og dermed dokumenterede samfundsperspektiverende pointer og indsigter - gennem tv-optagelser af denne virkelighed.

   Her en liste over nogle af den slags journalistiske top-navne fra DR´glorværdige historie: 

   Peter Watkins, Poul Martinsen, Hans Engberg, Poul Trier Pedersen, Gyda Uldall, Poul Nesgaard, Steen Baadsgaard, Gorm og Gregers, Erik Steffensen, Jørgen Flindt Pedersen, Bo Damgaard, John Carlsen, Jørgen Poulsen, Stig Andersen. Og mange flere.

Hver gang jeg nævnte nogle eksempler på mere eller mindre iscenesatte dokumentariske udsendelser i DR-regi fra fortiden, sagde BT-journalisten: Nå ja, nu huskede han det godt. 

   Han var ikke en nyuddanet journalistisk årsunge, kunne jeg høre. Og luften gik lidt af ballonen i den anden ende af røret. 

   Al den baggrundsviden, al den historiske kontekstinformation vi i fællesskab fik listet op af erindringens kartoteksystem, gjorde - så vidt jeg kunne regne ud - at vinklen han og redaktionen havde haft i hovedet da han ringede, blev mindre og mindre skarp.

Hvad sagde den ansvarlige kanalchef Lotte Lindegaard ifølge Journalisten.dk´s artikel om sagen? 
   At det produktionsselskabet var igang med, altså ikke var en dokumentarfilm, men...

»Det er en happening, en event, en konfrontation, i det her tilfælde en række vrede aktionærer, der konfronterer nogle aktører i finanskrisen, som ikke har villet gå i dialog med dem. Det er en konfrontation, som programmerne - og dermed vi - har taget initiativ til. Det, der går galt, er, at det ikke går op for alle journalister der, er til stede, og som derfor kommer til at viderebringe det indtryk, at det er aktionærerne, der selv har taget initiativ.«

   »Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.«

   »Det er simpelthen gået galt her. Og det må jo bare ikke ske,« siger kanalchef Lotte Lindegaard

Det er i min lille guide for tv-journalister og -tilrettelæggere der iscenesætter, lige efter bogen. Reflekteret, velovervejet, og med bevidsthed om 'genrekontrakter' - i forhold til den version af  virkeligheden der fremstilles på skærmen.

   Og Lotte Lindgaard kender også sin tv-historie, ved jeg. 

   Sådan er spillereglerne for seriøst moderne koncept- og plot-tv. En ordenlig varedeklaration. Nix weiter

   Der er ikke noget at komme efter. 

En bare nogenlunde opmærksom TVA-nyhedsreporter burde nok have lugtet lunten på stedet. Der var mange signaler. Og en redaktionssekretær som har haft indslaget til gennemsyn, burde nok have været en smule skeptisk når han så de skilte og de mennesker der bar rundt på dem. Deres ansigter, deres gestik.

   Som taget ud af en krimi-film med amatørskuespillere. 

Men både TVA-reporteren, DR-holdet og TVA-redaktionssekretæren arbejder alle under stress og pres. 

  De har tillid til deres eget professionelle og optimistiske, men intuitive journalistisk jugement, en indre instans der tænker og siger til sig selv: 

   Wau! Fedt og heldigt at der lige er en folkelig protestdemonstration netop som vi skal til at lave (dæk)billeder og vox-pop-interviews til et af aftenens hovedindslag: Reporter og hold på stedet når det sker: Drama, konflikt, fascination, identifikation. Den er hjemme. Redaktionschefen bliver glad. Kollegerne aftvinges respekt!

Produktions- og beslutnngsforløbet er et "smukt" illustrerende skoleeksempel på Daniel Kahnemans System 1-tænkning og -vurdering i praksis: 'What You See Is All There Is! Og princippet om  at hensynet til 'cognitive ease' er det der afgøre beslutningerne.

   Mens Lotte Lindegaards beskrivelse af projektet er et lige så smukt eksempel på System 2-tænkning, baseret på viden og analyse af mange års tv-udsendelser og "sager". Hun har, ved jeg, læst min faktionsbog for mange år siden. Og er en dybt seriøs og ansvarlig chef.

Havde Ulrik Haagerup haft tid til at tænke sig om - og nået at få sit System 2´s Thinking Slow-maskine op i omdrejninger, så ville han med garanti ikke have reageret som han gjorde.  
   Med sin opfindelse af 'kontruktive nyheder'-begrebet, har han demonstreret at han kan tænke i System 2-baner, og se journalistikken og dens udøvere som netop et "system" der kan udgøre en fare for samfundet fordi det har så stor en magt.

   Og havde Politikens læserredaktør ikke skullet legitimere sig over for det redaktionelle bagland, så ville han med garanti heller ikke have skrevet at artiklen og interviewet med "filosoffen" Lena Andersen var journalistisk i orden.

   Det håber jeg ikke, i hvert fald.

De forskningsresultater Daniel Kahneman har fået nobelprisen for, ligger inden for et af de nye moderne tværfaglige forskningsområder, kaldet 'behavioral economics' - som på dansk har fået betegnelsen 'adfærdsøkonomi'.

   Wikipedia definerer og forklarer det sådan: 

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of social, cognitive, and emotional factors on the economic decisions of individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents.       Behavioral models typically integrate insights from psychology with neo-classical economic theory. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.[1] Behavioral analysts are not only concerned with the effects of market decisions but also with public choice, which describes another source of economic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral finances:[2)
- Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.
- Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.
- Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

Adfærdsøkonomien studerer altså de svagheder og 'biases' som er indlejret i alle de gængse, statistisk orienterede økonomiske teorier og politikmodeller der forudsætter at alle aktører på markedet - økonomer, forbrugere, virksomheder, investorer - handler og tænker logisk, rationelt og - ja, økonomisk. 

   Det gør de ikke! - ifølge - blandt andre - Kahnemans evidensbaserede pointer og forskningsresultater. 

   Og det kan fører til katastrofale fejlvurderinger. Som fx dem der er årsagen til vores nuværende europæiske og amerikanske økonomiske krise. Og fx de typiske kæmpe budgetoverskridelser i alle store offentlige anlægsprojekter: DR-byen, Metroen, Storebæltsbroen, IC-4-togene, Sundhedsvæsenets fælles digitale journalsystem, etc. etc.

   Fordi aktørerne inden for feltet, både eksperter, forskere, virksomhedsleder, multimilliardærer og helt almindelig mennesker, de handler og beslutter sig meget ofte ud fra den lynhurtige, optimistiske, emotionelt funderede intuitive System 1-tænkning, en tænkning der følger en række principper jeg har omtalt i de foregående indlæg i blog-føljetonen "Thinking Fast and Slow."

   Tre af de vigtigste principper i System 1-tænkning er:

• - What You See, Is All There Is! Så du kan bare følge dine intuitive fornemmelser og tilfældige erfaringer mht. hvad der er  klogt eller dumt, rigtigt og forkert,
• - Svære spørgsmål der kræver dybtgående undersøgelser og langsom logisk tænkning at besvare, erstattes af lette spørgsmål som lynhurtigt kan besvares ud fra fornemmelser, følelser, anekdoter, praktiske erfaringer og personlige tommelfingerregler.
• - Princippet om 'cognitiv ease' - der siger at har man en præfabrikeret frame eller priming i forhold til forståelsen af en begivenhed, så er det det kognitive spor man følger til den (bitre) ende - fordi det er det letteste og hurtigste.

Spektakulære udtalelser fra n højt begavet og uddannet yngre kvinde som Lene Andersen der står frem og kritiserer folkeskolen for sløvhed og manglende ambitioner, når man som journalist er igang med et tema om elitens livsvilkår, dem behøver man da ikke at tjekke virkelighedsforankringen for, når det er en kritik som i øvrigt stemmer overens med hvad alle andre også siger og har sagt det seneste år. 

   Det er jo pærenemt at få opbakning og citater til det hun siger. 'Cognitive ease'.

   Den kritik sidder lige i skabet. Vi udgiver den!

En demonstration af forbitrede og fortvivlede borgere vendt mod nogle kyniske bankdirektører der har misbrugt deres priviligerede stilling til at formøble almindelig menneskers surt opsparede pensioner, en sådan demonstration er naturligvis bare det bedste der kunne hænde når man som reporter er under pres for at lave en nyhedsreportage til TV-Avisens topudsendelse om retssagen mod disse direktører. 

   Det er simpelt hen en god historie der har det hele. Den er nem at lave. Og nem at forstå. Framen har vi fra en masse fiktionsfilm, og grundprincippet er: What You See Is All There Is. 

   Forstyrrende signaler i situationen der kunne tyde på en anden tolkning af hvad der foregår i situationen, dem forhindrer den velkendte frame og historieskemaet at man bliver distraheret af.

Vi har brug for en ny forskningsdisciplin der kan hjælpe journalisterne til at højne kvaliteten og sensitiviteten - og til at blive opmærksomme og reflekterede i forhold til de ubevidste, automatiserede mekanismer som i praksis styrer og fejlstyrer den journalistiske "logik" og den tilsyneladende rationelle journalstiske fornuft.

   Lad os kalde studiet af det: "behavioral journalism". 

Jeg lader mig her og nu inspirere af Wikipedias definition på "behavioral economics" citeret ovenfor:

"Behavioral journalism" is the study of the effects of social, cognitive, and emotional factors on the journalistic and editorial decisions of individuals and institutions and the consequences for media market, prices, returns, and the resource allocation in the mediainstitutions on all platforms.

The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of journalistic agents.

   Behavioral models typically integrate insights from psychology with classical normative journalistic theory and professionel insights. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.

   Behavioral analysts are not only concerned with the effects of journalistic and editorial decisions but also with public choice and preferences, which describes another source of journalistic decisions with related biases towards promoting self-interest.

   There are three prevalent themes in behavioral journalism:

- Heuristics: Journalists and editors often make decisions based on approximate rules of thumb, professional intuition and not strict logic og analysis of widespread historical experiences.

- Framing: The collection of journalistic anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individual journalists and editors rely on to understand and respond to events and happenings in society.

- Market inefficiencies: These include mis-pricings for journalistic projects and non-rational decision making among editors and their boards.

Giver det mening? Det synes jeg. Tror jeg nogen i Dagbladenes pengetanke vil financiere det? Jeg tvivler? Tror jeg det bliver mødt med forskerinteresse? Næ!

   Men håbet er lysegrønt - nu når man er ved at gå på pension!

I det her YouTube-indslag kan du få et konkret og inspirerende indtryk af Daniel Kahneman uden at behøve at gå ombord i hans engelsksprogede bog:

Og her et andet lige så interressant videoindslag;

Kære bloglæser. Think slow. Blive klogere. Det er jeg blevet. 

   Og der er flere YouTube-indslag endnu med kloge Kahneman i sværen kraft.