Det der ikke er det som det ligner - om livagtige dukker og dukkeagtige klassiske skulpturer i farver

En af glæderne ved at være fast morgensvømmer i den lokale svømmehal er jo at man møder kunstnere og kunsthåndværkere som man aldrig ellers ville hav mødt. Og hvis værker man aldrig havde set  hvis ikke det lige var fordi man hver morgen mødtes - uden tøj  på i baderum  og sauna - og i badbukser ude i bassinet.

En af dem er en indvandrer fra Iraq hvis farvestrålende malerier og kalabas-skulpturer jeg har skrevet om sidst i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

En anden af morgensvømmer-vennerne er inkarneret modelbygger.
   Vi har en fælles interesse i akvarelmaleri - en form for maleri han dog ikke dyrker i praksis selv om lysten vist er der.

   Da jeg var hjemme hos ham for et års tid siden, toge jeg fotos af en del af hans flot farvede, nøje opmålte og eksakt proportionerede modeller: Af motorcykler, hestevogne, dukkehuse (med møbler og beboere), landbrugsmaskiner, dampmaskiner - og mange andre ting.

 
Ud fra én synsvinkel er det at bygge modeller en velkendt og regulær pensionisthobby - ligesom mit eget akvarelmaleri. 

   Ud fra en anden synsvinkel er modellerne et udtryk for og et resultat af regulær skaberglæde - ved i form og farve at producere "noget der ligner, men ikke er". Og som netop derfor fascinerer - både at lave og at se på.
   I virkeligheden er disse modeller udtryksmæssigt nært beslægtet med de danske fotorealistiske kunstmalere, er min påstand.
   Selv om det ikke officielt regnes for kunst - eller kunsthåndværk

Det at skabe vellignende nedskallerede modeller med de rigtige former, farver og udtryk i indbyrdes korrekte forhold - og for de mekaniske modellers vedkommende: tilsvarende tekniske funktionaliteter og milmeternøjagtige proportioner - det er jo kunsthistorisk set en form for skulpturel supernaturalisme. Målestokken er nedgraderet, men "looket" skal ligne og mine til forveksling. Deri  altså fascinationen.

Det besøg skrev jeg om her - og viste fotos af nogle af min svømmervens modeller:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I det linkede  indlæg fortæller jeg også om den fotorealistiske maler Niels Strøbæk som jeg havde fundet et citat af som jeg syntes var - ja, sådan set - lige i øjet.

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes på mange måder det var ret dækkende for de naturalistiske akvareller jeg malede, som var mest vellykkede, men i lige så høj grad også dækkende for min vens naturalistiske modeller:

Siden har vi udvekslet billeder pr, mail nogle gange, han har vist billeder af nye skulpturelle modeller i form af dukker, jeg til gengæld vist associerende akvareller. 

Her er min morgensvømmervens sidste to dukker - dels en Pinocchio og dels en klovn. 

Af fotografierne at dømme er de to figurer flotte og underholdende. Festlige, ligefrem

   Levende, udtryksfulde og farvestrålende er de jo tydeligvis - og hovedsagelig malet i de tre grundfarver blå, rød og gul. 

    Jeg har forstået at de er tænkt som  gaver til børnebørn, og det er jo unikke gaver at få som - er mit gæt - børnebørnene også vil have på kaminhylden når de bliver voksne - og måske ender med at give videre til deres børn.

   Det er helt parallelt med at jeg er begyndt at forære mine akvareller bort, og at male nogle særskilt adresseret til børnebørn med motiver af noget som jeg ved de for tiden er optaget af.

  Først var det en 'drage' til Lucas, og nu er det en 'hest' til Bianca. Og som regel udnytter jeg så den mentale og konceptuelle fremdrift til at male flere af samme slags - men i forskellige stilarter.

  Se det kommende indlæg om akvarelmaleriets mysterier - om klovne og heste som motiv.

Min vens to flot farvede dukke-skulpturer minder mig om noget jeg tidligere har skrevet: nemlig at den dominerende europæiske skulptur-kunst siden renæssancen har været forblændet af en total fejltolkning af udtrykket i den klassiske græsk-romerske skulpturtradition som var forbilledet og idealet. 

   Man har troet at de klassiske menneske- og gude-skulpturer var hugget i sten uden anden farve end den som det nøgne, slebne og polerede marmor havde. 

   Men det passer ikke. Forbillederne for den europæiske kunst de sidste 500 ¨år har oprindelig været næsten lige så farvestrålende malet som min vens dukker, som denne bueskytte-model illustrerer:

Det falske blege forbillede i mange hundrede år ser sådan ud:

Denne fordomsnedbrydende viden blev jeg mindet om igen for nylig da et lille udvalg af den kinesiske kejser Ouins terrakottahær kom til Danmark for at blive udstillet på det nye Moesgaard museum. Quin var kinesisk hersker i perioden 221-206 f. Kr.

   Da fruen og jeg var i Kina for nogle år siden, så vi udgravningen af terrakottahæren og besøgte den kæmpemæssige udstilling som figurerene indgik i. Et kick uden lige.

   Af udstillingen fremgik det så at hærens figurer slet ikke oprindelig fremtrådte i den ensfarvede rødbrune lertøjskulør som de nu så ud, og som man ser på de fleste fotografiske afbildninger. 

 

Nej, de var også flot malede - og altså kulørte så det battede:

Sådan har man rekonstrueret graven visuelt som man mener den oprindelig har set ud:

Sådan ser udgravningen ud da vi oplevede den i 2010:

Hvad er pointen?

   Når disse klassiske skulpturer er malede og fremstår som de så ud da de blev skabt og begravet, så ligner de min vens dukker mere end den fine og fornemme skulpturkunst som de jo naturligvisogså er og som man kan se på museer og udstillinger.

   Og at lighederne mellem klassisk skulpturkunst - hvad enten den er græsk eller kinesisk - og så min vens sprælsk farvede dukker måske er større end man umiddelbart tænker.

Akvarelmaleriets mysterier (33) - klassiske akvarelteknikker - blomster, frugter, glas - og andre historier

Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik.

Sådan skrev jeg i det sidste indlæg i serien 'Akvarelmalerietes mysterier' som handlede om egen praksis: nr. (29). 

   Det fortalte om og reflekterede over mit arbejde med akvareller med motiver fra en ferie på Kap Verde i første halvdel af februar, og indlægget blev publiceret den 21. februar i år.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/02/akvarelmaleriets-mysterier-29-kap-verde.html

Siden da har jeg faktisk ikke kunnet overtale mig selv til at gå videre med maleriet.

   Ud over at jeg havde flere akvarel-velegnede fotos fra Kap Verde som jeg havde tænkt at fortsætte med, så har jeg også herhjemme - i løbet af foråret og sommeren tage fotos af landskaber og naturscenerier som jeg kunne tænke mig at prøve at transformere ind i "akvarel-drømmebilleder".

   Men nej! Jeg er har ikke kunnet komme igang.

   Det har lignet en klassisk 'skriveblokering'. Som altså her må kaldes en 'maleblokering'. Og neden under har mentalt ligget en let 'male-depression' hvis kilde jeg ikke har kunnet spore.

De følgende indlæg i serien 'Akvarelmaleriets mysterier' - (30), (31), (32) - har handlet om andre - professionelle akvarelmalere og deres måde at male på. Så det er ikke sådan at min interesse for akvarel-malemediet er svækket eller holdt op.

Det var efter disse fire Kap Verde-akvareller, jeg gik i i stå - indtil den forgangne weekenden (25.-26. oktober):

 

 

Hvad skete der så sidste week-end? Fruen og jeg var på et nyt akvarel-kursus - det tredje i rækken - med akvarelmaleren Ane Grete Aagaard.

   Jeg var stødt på hende en gang i foråret da jeg søgte på akvarelmaler i Danmark, og her fremgik det at hun afholdt akvarelkurser.

Vi havde jo haft gode og igangsættende erfaringer med de første akvarelkurser med den færøske maler Bardur Jakupsson, se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/akvarelmaleriets-mysterier-10.html

Det lå forholdsvis lige for at tænke på et nyt kursus som en måde for mig 'at komme videre' - ud over den deprimerende maleblokering. Og af Ane Gretes hjemmeside fremgik det klart at det var noget helt andet end Bardur hun kunne og underviste i.

   Hun afholdt flere kurser med forskelligt teknisk og motivisk fokus, men umiddelbart var det hendes kursus i "klassisk akvarelteknik - blomster, frugter, glas", der umiddelbart interesserede mest fordi det lå så relativt langt væk fra hvad jeg normalt ville være optaget af - og tydeligvis også indholdt teknikker som jeg slet ikke beherskede.

  Kurset varede to dage kl. 9-16, det foregik indendørs og formen var ellers nogenlunde som Bardurs: nogle motiver blev stillet som opgaver, og Ane Grete demonstrerede hvordan hun selv greb det an - og supplerede med korte oplæg om fx. farvelære og perspektiv. Og begge dage var der så fælles udstilling, ledsaget af  evaluering og feed back fra læreren.

Jeg nåede fem akvareller på de to dage, og fik faktisk ros for tre af dem af Ane Grete. Dejligt og opmuntrende - ikke mindst fordi jeg i den grad følte mig som teknisk nybegynder i "klassisk akvarelteknik".

   Her er de - i den rækkefølge de blev malet - det første og det sidste billede er klart de dårligste og set fra mit synspunkt simpelt hen ret mislykkede:

Roser - efter fotografi

Artiskokker - efter fysisk model

Hvidløg - efter fysisk model

Rose i  glas - rosen efter foto, glas efter fysisk model

Hvidløg - efter fysisk model - på 'rough' papir

De er alle malet med den samme pensel hele vejen igennem - en højkvalitets mårhårspensel nr. 9 - med 'en god spids'.

    Fælles for teknikken i alle billederne er en meget simpel svag blyants-outline af motivet. Derefter maling "med fri og løs hånd" med en meget tynd farve - vådt i vådt og uden forsøg på at være nøjagtig og gå i detaljer. 

   Og så specielt for rosen i glas-billedet - vådt på tørt i yderligere mørkere lag. 

   De illustrerer alle den afgørende pointe: mørk farve til at marker linjer og skabe lys gennem kontrast - både omkring og i motivet. Jeg mener det er det hun kaldte 'simultankontrast'.

   Men under alle omstændigheder udnyttelse af at akvarelfarverne grundlæggende er mere eller mindre transparente. 

   Det er især tydeligt i det sidste billede hvor hvidløgenes individuelle grundfarve delvis er malet over med et tyndt lag af en komplementærfarve. 

   Det var i sig selv et eksperiment at male på et "ru" papir med en tydeligt struktur. Og ikke anbefalet af Ane Grete der syntes det gjorde øvelsen unødvendig svær. Jeg synes nu det var interessant at prøve - også fordi det tit anbefales i de akvarelbøger jeg har.

   I forhold til dette andet hvidløgsbillede gjorde jeg så også den fejl at jeg begyndt alt for mørkt.

Jeg tror at det jeg bidrog til akvarellernes specifikke udtryk af "mit eget"  - altså udnyttelse af "tricks" jeg har lært af mine tidligere akvareller som jeg var nogenlunde tilfreds med - det var brugen af relativt meget "hvidt" - ved at lade noget papir stå umalet. En effekt som giver et skarpt 'lys' som effekt.

Min konklusion af det jeg har lært og erfaret på Ane Gretes Aagaards-kursus er klar: 

   Jeg skal meget mere forsøge at male frit og uhæmmet i starten. Og med meget tynde gennemsigtige farver. Og gerne så forskellige farver der matcher får lov til at løbe ud i hinanden.

   Så lade det tørre, og så gøre det samme, men mere kontrolleret - altså lidt vådt i vådt - men på tørt.

   Og så lade det tørre igen. Og så videre.

   Men det kendetegner også Ane Gretes stil, som jeg især udnyttede i det andet Rose-billede, at man skal lade farven tynde ud hver gang - ved at opsuge maling med pensel eller med køkkenrullen som en slags trækpapir i de dele af motiver hvor der ikke skal være profil og kant. 

Og det betyder at jeg ikke skal vælge landskaber og uden dørs-motiver hvor jeg på forhånd er fascineret af de klare former eller  af detaljer i motivet som skal ligne relativt nøjagtigt - som i de Kap Verde-akvareller som jeg viste i starten af dette indlæg. Altså fortsætte med still-leben-akvareller efter fotos eller fysiske artefakter og modeller.

Endvidere er det klart at jeg skal øve og træn meget mere - helst daglig - og ikke var bange for at det mislykkes. 

   Jeg skal nok også gå mere systematisk til værks - med at kende farvernes specifikke karakter og teknisk finde ud af hvordan de blandes på den smukkeste måde. 

Jeg viser lige et par af Ane Grete Aagaards egne akvareller af blomster i glas og af frugter og grøntsager. Hun er simpelt hen - ja, forførende - dygtig til det:

Wau! siger jeg bare.

   Der er tale om en form for lyrisk illusionskunst - Ane Gretes still-leben-akvareller fremstiller motiverne på en måde som på en gang er meget virkelighedstro og 'ikke af denne verden' - eventyrlige.

   Selvfølgelig har Ane Grete Aagaard års træning lige netop i den her genre.

   Og af hendes CV fremgår at hun har en professionel uddannelse som porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik:

1961-1965 Uddannet overglasurmaler, Flora Danica, Den Kgl. Porcelænsfabrik1963-

1965 Elev hos kunstmaler og billedhugger Grethe Bagge1963-1965 Intern tegneskole Den Kgl. Porcelænsfab., ledet af Niels Sylvest Pedersen, Nils Thorsson og Thorkild Olsen

Hun behersker jo i den grad det hun selv betegner som "klassiske akvarelteknikker". 

   Jeg synes at de her klassiske blomster-og frugter-i-glas-still-leben-akvareller er suveræne inden for sin genre. De er på en gang frie, lette og poetiske - og så samtidig stærkt kontrollerede og både form- og favemæssigt helt afklarede. 

   Drømmebilleder!

   

Vi fik på kurset udleveret et lille kompendium. Både for mig selv og andre interesserede citerer jeg det opsummerende afsnit som hun har givet overskriften "5 gode regler":

1. En akvarel skal planlægges

2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. begynd med de lyseste valører og byg gradvist mørkere op.

3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet op i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan  altid ændres senere.

4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er svært at styre, lad det tørre og gå gradvist videre.

5. Begynd modigt, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet.

Ikke  fordi der for mig egentlig er noget nyt i dem. De står med variationer i alle de grundbøger om akvarlemaleri som jeg har stående. 

   Men ligesom jeg oplevede det med Bardur Jakupsson på hans kurser, så betyder det meget for ens 'indre forståelse' at have oplevet Ane Grete fortælle og male i et live-forløb. Så giver reglerne mening på en helt anden måde. 

   Det er nok en effekt af spejlneuronerne i hjernen.

Her er et link til Ane Gretes hjemmeside hvor man kan se flere af hendes akvareller også inden for andre genrer:

http://www.anegrete.dk/index.html

Oliemaleri var det jeg praktiserede som ung håbefuld kunstmaler i nogle år: en form for 'abstrakt ekspressionisme' som var en kunstretning jeg blev konfronteret med det år jeg var i New York 1961-62. 

   Jeg forbandt stort set aldrig oliemaleriet med at jeg skulle prøve at male noget der lignede, endsige havde karakter af (fotografilignende) realisme. 

   For at kunne det, skulle man jo også i den grad være teknisk skolet i klassisk oliemaleri a la P. C. Skovgaard, C. W. Eckersberg, Chr. Købke, Vilhelm Hammershøj m. fl. Og jeg havde fået meget lidt og kun sporadisk undervisning i oliemaleriteknikker.

   Men først og fremmest var det virkelighedsilluderende maleri jo den gang helt dømt "ude" som kunst - og nærmest at betragte som kitch hvis nogen vovede at male på den måde. 

At man som moderne kunstmaler legitimt kunne male så billedets udtryk illuderede virkelighed næsten som et fotografi, den ide blev først for alvor lanceret som - kontroversielt - program og bragt til udførelse herhjemme i 70´erne, 80´erne og 90´erne af malere som  Niels Strøbek, Poul Anker Bech, Søren Hagen og Thomas Kluge. Og ikke at forglemme min personlige favorit Otto Frello.

   Nå, og hvor vil jeg så hen med det?

   På Ane Gretes Aagaards hjemmeside kan man klikke på linket til "Oliemaleri". Og se så bare hvad man finder - klassiske oliemalede still-leben-billeder af højeste realisme-karat:

Lad os bare tage et Otto Frello-maleri som målestok og til sammenligning:

Otto Frello: "Spejlinger".

Se videre i dette indlæg om begrebet 'mimesis':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 6: Den kreative rejseleder

Rejseleder! Betegnelsen er lidt kedeligt. Sammensat af to almindelige ord: rejse + leder. Kan jeg finde på et billede, et metafor, nogle associationer som giver dybde og perspektiv til det fænomen?

   Det første association jeg får, er nogle af de tv-programmer jeg har skrevet om i min bog om dramaturgi. Vidensformidlende, virkelighedsillustrerende rejseprogrammer hvor plottet er at vi får geografisk og kulturel viden illustreret og formidlet ved at følge en "vært" som - mere eller mindre iscenesat - går på opdagelse på os seeres vegne: Michael Palin, Biker Jens, Vagn, Bubber, David Attenborough.

   Den gode vært i den slags tv-programmer er ham der kan give de billeder fotografen tager, en ekstra dimension. Dvs. tale op til og bag om de synsindtryk, seværdigheder og situationer som kameraet viser, så vi får noget at vide som vi ikke kan se. Men som også kan træde i karakter i mødet med det fremmede og ukendte.

   Grundlæggende skal han helst være lidt naiv, så han bliver overrasket i mødet med det nye. Det sikrer identifikation for seerne. Men han skal også have læst på lektion, og så opleve noget mere end lektieteksten fortæller: I hvert program går han ind i et mere eller mindre konfliktfyldt kulturmøde som han må klare og reflektere over. Og som alle gode tv-værter af hankøn, skal han være en ironiker. En der siger noget, men med sin mimik, siger noget andet, det modsatte, noget mere. Selvironi.

   Så den gode rejseleder skal være som en af de bedste tv-værter i rejseprogrammer: en der leder os rundt i en ukendt verden, og som gør den både bekendt, dyb og flerdimensionel gennem det han fortæller. En der sikrer både information, identifikation og fascination? Men som også behersker antydningens kunst, så vores fantasi kan levere en del af oplevelsen.

Den anden association hænger sammen med rejselederens forhold til dem han leder. Hvad er vi som rejser og bliver ledt, andet end græssende får, som når vi har afgræsset et område et par dage, derefter bliver ledt hen til en ny skråning med en anden slags græs, som vi så kan gumle i os? Rejselederen set som den gode hyrde.

   Og så dukker Moses op af min underbevidstheds stavblender: Ham der ledte jøderne gennem trængsler til det forjættede land. Men tragisk nok, nåede han aldrig selv længere end til en grænse, et bjerg hvorfra han kunne skue ind i det.

Jeg har tidligere været på "ambitiøse grupperejser" - altså af den slags hvor der er et begrænset antal pladser, og stort set alle deltagere er sammen under hele rejsen: de fleste dage, på alle ture. Og man spiser sammen til næsten alle måltider.

   Dette i modsætning til de klassiske charterrejser, som jeg har været på rigtig mange af da jeg var yngre, og hvor man har mulighed for - og som regel også ønsker - at være for sig selv det meste af rejsen.

   Men de her ambitiøse grupperejser med et ret unikt indhold og aktivt forløb, har jeg erfaret, står og falder med at det er en kreativ rejseleder der stort set har de samme egenskaber som den gode vært i de bedste rejseprogrammer: viden, indlevelse, fantasi, humor, modig, en god fortæller og formidler. Altså: kreativ.

Sådan en mødte vi i Kastrup da gruppen på 24 skulle afsted til Peking via Helsingfors. Han talte dansk, men med en eller anden lidt ubestemmelig accent. Og gik, som tidligere nævnt, rundt i et par grå udtrådte crocs "træsko". Han var ikke imponerende af statur, en smule ubarberet, og han hørte ikke til den moderne type macho-mænd der enten er klippet helt skaldet, eller  i hvert fald så kortklippet at de næsten er plysset. Vores rejseleders hår var halvlangt og lidt pjusket. En hårlængde som min egen i 70-erne. Og en som jeg ellers kender fra min meget kreative lillebror, der er Danmarks sidste hippie.

Hans navn gav forklaringen på accenten: Michael van den Heuvel. Hollænder altså. En indvandrer. En fremmed. En rejsende.

De rejseldere jeg tidligere har mødt på den slags rejser, har været meget talende. Og alt det de sagde dokumenterede at de også var meget vidende, og ofte havde de en særlig baggrund, f.eks. uddannelse eller tidligere job, som havde kvalificeret dem til rejselederrollen og -jobbet.

   Ikke Michael. Nok fortalte han i busserne det han skulle for at introducere de seværdigheder vi var på vej ud til og ud på: Den kinesiske mur, terrakottasoldaterne i tusindtal, Yangtze-floden med de tre kløfter og verdens største dæmning, etc. Men ikke sjældent sagde han at han ikke brød sig om og stå og fortælle alt det vi jo bare kunne læse i Politikens guidebøger. Og han fortalte ikke meget om kinesisk politik i dette århundre, om Kina under kulturrevolutionen og rødgardisterne, om kommunisternes og Maos erobring af magten efter at have banket Chiang Kai-shek, om "Det store spring fremad" der kostede 45 millioner kinesere livet. Måske også det fordi meget af det stod der pænt store afsnit om i Turen går til Kina. 

   Eller fordi, har jeg siden tænkt, fordi han tog hensyn til den unge kinesisk guide, Yan Wu, som fulgte med på hele turen, og som kunne tale en del og forstå meget dansk. Hun var lige præcis var så ung at hun ikke havde oplevet Kulturrevolutionen og det der gik før, og hun var kun var 8 år da massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina foregik i 1989.

   Når man snakkede med hende om Kina, så var det helt gennemgående at hun var fantastisk stolt af sit land, og ikke havde særlig lyst til hverken at høre om systemkritik eller kritik af fortidens politiske synder fra nogen dansker - og sikkert heller ikke fra vores hollandsk-danske rejseleder, som hun i øvrigt tidligere havde arbejdet sammen med.

Alt det Michael ikke fortalte, og som de fleste Kina-rejseledere nok ville have blæret sig med at fortælle, var så lidt en bet for mig, fordi jeg netop som regel ikke læser meget i guidebøgerne, hverken hjemmefra eller undervejs. Det er helt bevidst, og jeg skal i et senere indlæg fortælle hvorfor.

   Til gengæld fortalte Michael en mase om den helt aktuelle virkelighed og dagligliv for kineserne. Og trak konstant på supplerende oplysninger fra Yan Wu. En masse ting vi ikke kunne læse os til sådan uden videre.

   Yan Wu havde i øvrigt en særlig svaghed for kinesiske souvenir-pandabjørne:

Det der kendetegner en sådan lang tur på næsten 4 uger, hvor vi som nomader rejser fra sted til sted, er at der sker uforudset ting: sygdom hos de rejsende, seværdigheder der er lukket, lokalguider der ikke dukker op, buschauffører som har misforstået noget, etc. etc.

   Rejselederen har en manual  - et program han følger, det de rejsende har læst på hjemmefra. Men en vigtig egenskab er at han kan improvisere. Og når de rejsende er skuffede og sure over at noget ikke levede op til forventningerne, så kan han indlægge "ekstranumre" som får os I humør igen.

   Michaels improvisationstalent, gjorde også, at han hele tiden spurgte efter specielle ønsker fra os, om at se og besøge og opleve seværdigheder og events som ikke stod i turbeskrivelsen. Faktisk havde jeg indtryk af at det var noget af det der gjorde at han syntes det var sjovt at være rejseleder. At hjælpe os med at bryde eller supplere programmet som var lagt hjemmefra, et program som stort set er aftalt med og arrangeret af en lokal kinesisk underentreprenør, som også leverer en såkaldt "lokalguide", og et program han stort set selv ingen indflydelse har på.

Ellers var der to forhold der især prægede Michaels måde at fortælle på: både om det mere generelle om det aktuelle daglig liv i Kina  - og om det specifikke i forhold til det vi skulle se.

   For det første: at han var meget ironisk, og ind imellem var vi simpelt hen usikre på om det var sandt og for alvor eller for sjov det han fortalte. Han var en en rigtig god storyteller, og leverede mange illustrerende anekdoter, hvor man så ind imellem kunne være i tvivl om ikke hans fantasi var en tand for livlig.

   For det andet kunne han simpelt hen noget med pauser, og med at markere at her kunne han fortælle mere, men at det nok ville være bedre for vores oplevelse hvis han ikke satte ord på. Og han havde klart sat sig for ikke at oversælge, men snarere det modsatte - at underspille og understate - når han fortalte om hvad der ventede os ved næste seværdighed.

   Det havde ofte den konsekvens at vi enten blev glædeligt overraskede, eller konstaterede at hans kynisme i fremstilingen af det som ellers blev rost til skyerne i guidebøgerne, var velbegrundet.

Fælles for de rejseledere jeg har oplevet på den slags ture, er at de bid for bid fortæller og afslører mere og mere personligt om sig selv. Sådan også med Michael. Det skete typisk antydningsvis og henkastet, som sidebemærkninger der naturligt blev flettet ind mens han var i gang med at fortælle noget om det vi havde set eller skulle se. Og for os rejsende var det så naturligt, når vi er på tomands hånd, at spørge uddybende.

   Så gradvist fik vi sammenstykket et billede af et menneske der stort set lever op til min definition og beskrivelse af den særligt kreative personlighed: flere personer i én: uddannet kok, autodidakt kunstmaler, konsulent i rydning af landminer! Og tydeligvis en urolig og søgende sjæl der var blevet rejseleder fordi han i forvejen havde rejst meget - som backpacker.

  Og så var han gift med en kineser, fortalte han, hvad der jo forklarede hans store viden om kinesernes hverdag og dagligliv.

I lyset af denne blog, som blandt andet forsøger at indkredse kendetegn på og give eksempler på den særligt kreative personlighed, så var det selvfølgelig kunstnersiden af personligheden der fascinerede mig mest. Hvem var han, hvad for en slags kunst producerede han? Det spurgte vi så om. Han fortalte at han ville vise os et af sine malerier når vi kom til Shanghai. Et der ikke var blevet solgt fra en udstilling.

    Han viste det så frem i bussen i Shanghai. Der blev ikke klappet eller jublet. Der var nærmest en lidt pinlig stilhed.

    Motivet var: En kinesisk massøse, siddende på knæ og masserende en mands ryg, malet i fotorealistisk stil, iagttaget skråt bagfra så hovedet er uden for billedrammen, iklædt en "kittel" der er så kort, at man kan se hendes næsten blottede prominente baller.

   Flere af os i bussen fik hurtigt associationen: Hans Henrik Lerfelt. Hvad Michael tydeligvis var glad for. Men ikke lige et billede man hænger over sofaen i et pænt borgerligt hjem. Selv om han tilbød en decideret favørpris, blev det - mig bekendt - ikke solgt til nogen af os.

   Her er et andet af Michaels billeder som også tydeligt er beslægtede med Lerfelts. Det ses også på et foto fra en udstilling hvor vi foran ser Michaels skulptur/instalation: Den smeltende by, formet i margarine!

Michael van den Heuvel: Smoking Legs

Hans Henrik Lerfelt: Identificeret usynlighed

Manden er tydeligvis  fuld af grænseoverskridende ideer, et multitalent gennemsyret af lyst til æstetisk blending. Han arbejder med ironi og montage, og surrealisme og manga. Se mere på hjemmesiden: www.atm-art.com.

   Michael van den Heuvel er klart åndsbeslægtet med Ai Weiwi, hvad der først for alvor går op for mig nu når jeg har set hans hjemmeside hvor flere af hans værker vises.

                                                                                                                              (fortsættelse følger)