En retrospektiv udstilling af maleren Sven Dalsgaard (1924-1999) på Fuglsang kunstmuseum på Lolland viser at han malerisk set befinder i en helt anden boldgade end Hans Krull som altså samtidig udstiller på Kulturarkaden i Vordingborg, og som jeg skrev om i foregående indlæg.
De to lokale udstillinger havde fernisering på samme dag, fredag den 11. april. Men Krull er små 40 år yngre end Dalsgaard. Og alligevel er Sven Dalsgaard nok meget mere up to date end Krull.
Så vidt jeg kan se, arbejder Krull nogenlunde stabilt inden for de samme konceptuelle rammer - det jeg har kaldt 'kunstframes' - over rigtig lang tid: en form for ekspressionisme - med udnyttelse af nogenlunde det samme udtryksmæssige register af former, farver og figurer.
I modsætning hertil viser udstillingen på Fuglsang at Sven Dalsgaard udvikler sig og skifter frames over tid. Det virker som om han slider en frame op - og så kæmper med at tilegne sig en ny. Og det mønster gentager sig i flere 'runder'. Og til sidst vender han tilbage til 'start' - på et metaniveau.
Sven Dalsgaard en er maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget 'kunst' tilbage i hans billeder - kun 'kunstigheder'. Hvorimod Krulls billeder præget af indholds-, form og udtryksmæssige excesser - og udstråler en næsten glubsk vellyst ved at give los for indre billeder og vilde associationer. "Jo mere, jo bedre!"
Sven Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang viser malerier og andre kunstværker fra omkring 1940 og helt frem til kunstnerens død 1999.
Og mens jeg den gang jeg var ung i 60´erne, ikke fæstnede mig ved navnet Sven Dalsgaard - jeg har altid lidt af en dårlig navnehukommelse - så genkender jeg faktisk mange af hans typiske billedmotiver fra den periode da jeg selv var optaget af at tegne og male - og i et års tid endda også læste kunsthistorie.
Der er tale om en slags genkendelsens aha-oplevelse: "Nåh, det er ham med ensfarvede billeder med øjne der kigger ud på beskueren!":
 |
| Inger |
Og: "Nåh, det er ham med Dannebrogs-malerierne!"
 |
| Souvenir |
Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det.
Han rejste til Paris 1947 og var der sammen med Richardt Mortensen og Egil Jacobsen. Han udstillede i 50-erne sammen med flere af de danske medlemmer af Cobra-gruppen.
Han kom fra fattige kår, og blev udlært som håndværkmaler, men fik aldrig nogen akademisk kunstner-uddannelse:
Sven Dalsgaard blev født i Randers i 1914, og var den yngste af tre børn. Faderen døede tidligt, og moderen måtte tage arbejde som hjemmesyerske for at tjene til dagen og vejen. Det var en barndom præget af trange kår. Han kom i lære som håndværksmaler, og fik undervisning i frihåndstegning på aftenskole, men en egentlig uddannelse som kunstmaler tog han ikke. Til gengæld tilbragte han timer på biblioteket, hvor han sugede viden om kunst og litteratur til sig. Han tog på et tidspunkt til København, og opsøgte der blandt andre kunstneren Vilhelm Bjerke Pedersen for at finde inspiration, og førte lange samtaler med Aksel Jørgensen på Kunstakademiet i København. Han fandt ud af, at kunstakademiet ikke var noget for ham, men holdte forbindelsen med Aksel Jørgensen. Vilhelm Bjerke-Pedersen kom også til at betyde meget for Dalsgaard. Han havde været elev hos Kandinsky og Klee på Bauhaus i Tyskland, og var allerede på dette tidspunkt en fremtrædende avantgardist. Gennem Bjerke-Pedersen kunne Dalsgaard få det indblik i surrealismen, han søgte. Det kom også til udtryk i de malerier, han skabte på den tid, som er udpræget figurative og surrealistiske.
De tidligste billeder af Sven Dalsgaard vi så på Fuglsang-udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme den jævnaldrende Vilhelm Freddie er mest kendt for: surrealismen, en 'kunstframe' hvor maleriet er et vindue ud til en virkelighed som både ligner og dog er fremmed på en måde så publikum - det er postulatet i surrealismen - oplever maleriet som et spejl af underbevidsthedens ubevidste drifter og fantasier.
Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943, med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på Fuglsang-udstillingen:
Her to andre surrealistiske malerier fra den periode hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde, men som også blev vist på Fuglsang:
Surrealisme? - Ja, men med et klart Sven Dalsgaard-særpræg. Der mangler det "slikkede look".
Hos Dalsgaard er der - som hos Krull - meget ofte nøgne damer med i billedet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben. Og motiverne refererer ikke (kun) til underbevidsthedens drifter og drømme, men er utvivlsomt også tænkt med referencer til den reelle og konkret virkelighed under den tyske besættelse.
Billederne er konceptuelt bestemt af to frames der integreres: 'maleriet som et vindue til en genkendelig virkelighed', og 'maleriet som et spejl af en indre subjektiv verden'. Men denne subjektive verden er ikke nødvendigvis 'indre' hos maleren, men postuleres at være det hos tilskueren.
Inden Dalsgaard - under inspiration af Vilhelm Bjerke-Pedersen - blev surrealist, så malede han faktisk op gennem 30´erne inden for en helt anden frame - stort set entydigt naturalistisk, som disse billeder viser, billeder der skal vise og ligne motivet - og give en stemning:
Det er rigtig gode malerier som jeg ville nyde at hav hængende på væggen i mit hjem. Men de også i den grad main-stream,
Dalsgaard solgte rimeligt godt i fattig-30´erne. Kunstframen er her: billedet som et vindue til en genkendelig og ufarlig virkelighed.
Dalsgaard solgte rimeligt godt i fattig-30´erne. Kunstframen er her: billedet som et vindue til en genkendelig og ufarlig virkelighed.
I 50´erne skiftede Sven Dalsgaard gradvist formsprog, og udforsker en ny frame. Malerierne mister surrealismens dobbelthed af det genkendelige og det drømmeagtigt fremmede i motiverne.
Den frame han nu arbejder inden for indebærer at billedet primært anskues som en flade. Motiverne abstraheres og og figurerene forenkles til skarpe tegnede linjer og cirkler, men ikke mindst i kraft af titlerne er der i en del billeder også referencer til den kristne religion så de får karakter af moderne ikoner:
 |
| Madonna |
De langstrakte, ubevægelige og forenklede figurer, skabt af en meget klar og næsten helt lige streg og et afdæmpet gråbrunt og gråblåt farvespektrum, kan meget vel være inspireret Alberto Giacometti hvis værker Dalsgaard havde set i Paris. Måske han også har fået inspiration fra Kandinsky og Klee via Vilhelm Bjerke-Pedersens undervisning:
 |
| Har ikke kunnet finde titlen |
 |
| Byen forlades |
Bestemte motiver går igen: stole, en fugl, en siddende kvinde med spredte ben. Han laver tilsvarende "tynde" skulpturer, her også en der vises på udstillingen:
En af de smukkeste og mest poetiske skulpturer på udstillingen var denne karakteristiske Sven Dalsgaard-fugl:
 |
| Pludselig og meget nærværende betragter fuglen sin måne |
De bioæstetiske principper som især præger Dalsgaard kunst i denne periode er: isolation, gruppering, overdrivelse/forenkling - og i modsætning til hans surrealistiske billeder, er der mange her hvor symmetri er en vigtig del af kompositionen. Symmetri fortsætter også med at være et vigtigt æstetisk princip i mange af hans værker op igennem 70´erne.
I 60´erne skifter Dalsgaard igen kunstframe og kombinere disse to frames: billedet/skulputren som en vits og en vrængen ad konventioner, og billedet/skulptueren som en abstrakt tanke eller ide.
Vi ser fra hans hånd og ånd en slags anti-kunst med rødder tilbage til dadaismen - og med kunstværker der samtidig peger frem mod de senere års koncept- og installationskunst.
Vi ser fra hans hånd og ånd en slags anti-kunst med rødder tilbage til dadaismen - og med kunstværker der samtidig peger frem mod de senere års koncept- og installationskunst.
Sven Dalsgaard eksperimenterer i den periode med blandt andet det monokrome - dvs ensfarvede - maleri, hvor han så udforsker hvad det kan tilføres af betydning gennem minimale tilføjelser, som et par øjne (se "Inger" ovenfor), eller 'pakket ind' i sejlgarn, eller med et 'indlagt' målebånd:
 |
| 103, 7 cm højt |
 |
| Sort |
Titlerne er ofte ironiske eller underforstået kritiske - og tit med en metakommentar til forstilingerne om kunstens æstetiske betydning og værdi.
Ifølge nogle af kilderne er Dalsgaard religiøs mystiker og referer i nogle billeder til den skjulte inderste betydningskerne af den religiøse eller mystiske oplevelse - ikke som "Gud", men som noget han selv omtaler som: "stedet".
En særlig blå farve som han selv betegner som "vidunderblå", genfindes og genbruges i rigtig mange af hans billeder.
Som en slags skulpturer finder vi regulære 'pakker' med snor omkring. Indeni er der selvfølgelig ingenting eller alting - og det kan måske netop også være pakker som gemmer på 'stedet':
I hvert fald: Man ved ikke hvad pakkerne indeholder, og man får det heller ikke at vide. Pakkerne er jo 'kunst' fordi de udstilles som kunst, og som Dalsgaard selv har sagt om dem, så begynder man ikke at pakke dem op, ”men står bare og glor på dem”.
At Sven Dalsgaard kan have et noget tvetydigt forhold til det publikum som er alt for begejstret for hans billeder, viser dette - ofte gengivne - demonstrativt 'frække' billede:
 |
| Blåt til Lyst - Oh! Hr. Dalsgaard, De ved ikke, hvor meget jeg holder af Deres billeder, særligt de blå! |
Flere af de motiver som Dalsgaard vender tilbage til og genbruger i forskellig sammenhænge - som på en gang konkrete og symbolske - er 'stolen' og 'Dannebrog', her beskrevet på Herning Museums hjemmeside "heart":
Stolen: 1960´ernes sidste halvdel arbejdede Dalsgaard med stolen som objekt. Den blev bearbejdet på alle mulige måder. Fik benene savet af, blev bundet ind i reb, eller blev dyppet i fjer og hængt op i loftet, som om den kunne svæve. Stolen kender vi alle, vi kan forholde os til den med vores krop. Men når den bearbejdes og omformes, røres der ved alt det velkendte, og vi tvinges til at se tingene på en anden måde.Dannebrog: Det samme var på færde, da Dalsgaard i 1967 på en udstilling i Det Danske Hus i Paris, viste 33 malerier af Dannebrog i forskellige størrelser. Udstillingen vakte røre i Danmark. Man blev provokeret af denne brug af nationalsymbolet, men Dalsgaard sagde selv, at det var et udtryk for glæden ved at være dansk. Malerierne af Dannebrog rummer mange aspekter. De er på en gang et flag og et billede af et flag, de er symbolske og reelle på samme tid, ligesom de er et værk og samtidigt et objekt. Dannebrog var et symbol, som Dalsgaard gentagende gange vendte tilbage til.
Det helt gennemgående bioæstetiske princip som Sven Dalsgaards kunst trækker på og udnytter igennem alle de forskellige frames han arbejder inden for gennem et langt liv som kunstner, er det som V.S. Ramachandran kalder Perceptual problem solving/Peekaboo - altså dette at noget er skjult, tildækket og hemmeligholdt - og dermed udgør et konceptuelt eller perceptuelt 'problem' som tilskueren skal arbejde med mentalt at "løse" - også kaldet "borte-tit-princippet" (min oversættelse).
I sine seneste billeder vender Dalsgaard tilbage til ungdommens surrealisme-frame - med et ekstra vrængende twist:
 |
| Samme sted (To stænger) |
