Hvor langt er der fra film til handling - fra Lars von Triers "Dogville" til Anders Breiviks ugerninger

    (fortsat fra forrige indlæg)

Mens Pia Kjærsgaard og hendes retoriske og mentale danske følgesvende afviser ethvert medansvar for at have inspireret Andres Breivik til hans ugerninger, så gælder det jo ikke de ideologisk set nært beslægtede søsterpartier i Norge og Sverige: Fremskridstpartiet og Sverigesdemokraterne. De har offentligt givet udtryk for at de har "besindet" sig.
   Og de har dermed accepteret at deres retorik i forhold til muslimske indvandrere kan have fungeret som mentale byggesten i hans mixofobiske simulationsrum: manifestet.

   Det har filminstruktøren Lars von Trier også. Han har ifølge et Ritzau-telegram fortrudt (slutningen på) sin film "Dogville":

- Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at Dogville, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende, siger Lars von Trier.

   Dogville ender med, at den kvindelige hovedperson spillet af Nicole Kidman, som er blevet misbrugt af de smålige og skinhellige indbyggere i landsbyen Dogville, lader sin fars gangsterbande skyde dem alle ned.

- Min hensigt med 'Dogville' var fuldstændig modsat. Nemlig at undersøge, om man kan acceptere en hovedperson, som hævner sig på hele landsbyen. Og her tager jeg absolut afstand fra hævnen, siger von Trier.

- Det er en måde at nuancere hovedpersonen og vores følelser på og måske oven i købet afdække det, så det netop ikke bliver sort-hvidt.

Lars von Trier forstår præcis hvad det er der kan tænkes at foregå i samspillet mellem hans films slutning og Anders Breiviks mentale univers når han taler om at filmen kan have fungeret som "en drejebog".  

   Filmen "Dogville" - specielt dens slutning - leverer et levende og visuelt påtrængende simulationsrum for Andre Breiviks fantasi. Gennem filmens dramaturgiske identifikations- og fascinationsgreb kan Anders Brivik - i sin fantasi - få lavet en stedfortrædende prøve på det han har gået og tænkt på og planlagt i en periode på mindst 9 år.

En fiktionsfilm, et teaterstykke, eller en roman - eller et realistisk maleri - har det til fælles at de har karakter af metaforer med det fiktive univers som "kilde" ("source") og med tilskueren eller læseren som "mål" ("target"). 

For forfatteren, instruktøren, maleren er produktionen en sproglig eller (audio)visuel simulation af en ide eller en tankegang: Hvad nu hvis..., Tænk hvis...
   Hans eller hendes værk er et visuelt eller verbalt udtrykt "tankeeksperiement" - og det står enhver modtager frit for gennem en spejlende automatisk og i princippet ubevidst simulation - at føle sig "ramt" - og dermed få udvidet og nuanceret sit selvbillede: fx til at forstå at ethvert menneske kan mentalt kan føres til at begå grusomme og umenneskelige handlinger - som hævn. 

   Eller modsat  at sige: Den historie, det univers, det maleri, den film, det "siger mig ikke noget", "lader mig kold".

   Men der er glidninger: Fiktioner har somme tider og i bestemte sammehænge fået faktaeffekt, som fx forfatteren Upton Sinclair med sin roman "The Jungle". Wikipedia:

Upton Beall Sinclair Jr. (September 20, 1878 – November 25, 1968), was an American author who wrote close to 100 books in many genres. He achieved popularity in the first half of the 20th century, acquiring particular fame for his 1906 muckrakingnovel The Jungle. It exposed conditions in the U.S. meat packing industry, causing a public uproar that contributed in part to the passage a few months later of the 1906 Pure Food and Drug Act and the Meat Inspection Act.Time magazine called him "a man with every gift except humor and silence."

Herhjemme fik Jeppe Aakjær også effekt på lovgivningen med sin roman Vredens Børn fra 1904. Den startede en voldsom debat om tyendets forhold, og fra regeringens side blev der nedsat en tyendekommision, der havde til opgave at revidere tyendeloven. Det tog dog sin tid. Først med grundlovsændringen i 1915 fik tyende stemmeret, og først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten afskaffet.

   I begge tilfælde er der her nogle lovgivere som gennem den påvirkning af den offentlige opinion disse romaner bevirkede, følte sig "ramt" til ændre en umoralsk lovgivning.
   Og Poul Martinsen fik med sin dokumentarfilm med et iscenesat plot "Dagbog fra en fristad" påvirket opinionen så stærkt herhjemme at Folketinget i 1976 opgave at vedtage et lovforslag om Christianias nedlæggelse.

Tilbage til hovedsporet:

Man kan ikke bebrejde Lars von Trier eller nogen som helst andre kunstnere at Anders Breivik - i stedet for at forstå fiktions-filmen som en metafor - forstår den som en manual - en "drejebog" - for handling - altså som en slag fakta. Altså helt parallelt til når han går på nettet og finder manualer for hvordan man laver en bombe ud af kunstgødning. 

   Det fremgår af referater af hans manifest at mange andre forfattere og fx erfaringer med at spille krigsspil på nettet har bidraget til drejebogen. Og at faktiske begivenheder - fx også muslimske terroerhandlinger - eller nogen af de terrorhandlinger der er foregået i USA (Oklahoma-bombemanden) - har inspireret ham. 

   Det helt grundlæggende problem er den konceptuelle blending af fakta og fiktion som i Anders Breiviks mentale set up fører til at han befinder sig i et selvkonstrueret simulationsrum hvor de ugerninger som han har udført i virkeligheden, er legitime og fornuftige.

Teorien om at "neural simulation som en ubevidst og automatisk måde at forstå på" siger også at en stor del af det vi lærer når vi lærer noget nyt, sker gennem imitation, og at det er noget som spejlneuronerne formidler idet de forbinder visuelt input (synet af en andens handlinger) med motoriske output (det at man selv forsøger at udfører de handlinger man har set en anden gøre). 

   Og teorien indebærer derfor også at ikke alt det vi ser andre gøre, gør vi også automatisk og ublokeret. Der må i hjernen findes "hæmmemekanismer" som sikrer at ikke alt det som hjernen via spejlneuronerne simulerer, rent faktisk udføres som handling i virkeligheden. 

   I bogen "Mirrors in the Brain  - How our Minds Share Actions and Emotions" som jeg netop har læst, skriver forfatterne Gicomor Rizzolatti og Corrado Sinigaglia:

Imitation requiers a system which controls the mirror neurons, and this system must have two functions: facilitatory and ihibitatory. It must facilitate the transition from potential action, coded by the mirror neurons, to the actual execution of the motor act itself whwn this is requiered by the observer; but it must also be able to inhibit thes transition. If this were not so, our system would go into loop moe; every motor act we see, would immediately be replicatede. Fortunately for us this is not the case!

Forfatterne begrunder eksistensens af en sådan i "inhibition"-mekanisme med iagttagelser fra eksempler på hjerneskader: 

Patients with extensive lesions to the frontal lobe are known to have difficulty in stopping themselves frem repeating actions they see performe by others, particulay by the doctors treating them (imitation behavior).

Selv fremhævede jeg i det foregående indlæg at i det omfang simulation var forbundet med følelser, så var det ikke altid at simulationen mentalt set blev inden døre: latter og gråd som "smitter", vrede som "smitter".

En mekanisme der tilsvarende forhindrer os i at forveksle fakta og fiktion må også være noget de fleste mennesker får indbygget i hjernens mentale set up ret tidligt i deres udvikling. Og som fx må have konsekvenser for hvornår vi oplagrer information fra et medieprodukt i den deskriptive hukommelse som vi har modtaget gennem et medieprodukt eller en kilde, og hvornår vi sortere den fra.

   For nogle er Bbiblen og dens fortællinger litterære metaforer, for andre er den indiskutabel fakta.

Børn har som regel ingen problemer med at skelne mellem at de leger "røvere og politi" eller "cowboydere og indianere" - og altså simulerer voldshandlinger og død - og så rigtig og alvorlig vold, kriminalitet og forbrydelser. 

  De fleste mennesker har heller ikke problemer med at skelne mellem faktiske synsindtryk af fx en solnedgang og så de billeder de kan fremkalde for deres "indre syn" af en smuk solnedgang. Eller med at skelne mellem ønskedrømme og virkelighed. 

   Også her må der være indbygget en hæmningsmekanism som gør at den indre visuelle simulation af en forestilling, opleves som en meget "svækket" udgave af en tilsvarende virkelig oplevelse.
   For nogle grupper af sindsyge - fx skizofrene - er problemet netop at indre impulser opleves så stærkt og påtrængende at de antages som virkelige og udefra kommende, det der kaldes hallucinationer.

Men i denne blogs perspektiv er det jo interessant: den konceptuelle blending af historie og nutid som er foregået i Anders Breiviks hoved, og som kommer til udtryk i hans manifest, er jo en mental "kreativ" operation hvorved input fra aktuel nutid og input fra historisk fortid komprimeres i et nyt konceptuelt blended rum som for ham optræder som påtrængende virkelighed. 

   Anders Breivik forstår og tolker sin nutid og sin aktuelle situation ved at anskue den gennem den konceptuelle optik som udgøres af fx tempelriddernes farverige og myteomspundne historie og fx historien om osmannernse fejlslagne forsøg på at erobre Wien i 1683. Og han ser sig selv som en kriger i den kamp som stadig pågår.

   Nutidens virkelighed frames for ham gennem udvalget historiske begivenheder i fortiden som den ses i forlængelse af: kampen mellem en muslimsk verden og kultur og en kristen verden og kultur. 

   Og dem der ikke framer som ham og ser det på samme måde, dem der accepterer at kulturer blandes i vores moderne verden, de skal straffes som "forrædere".