'Kaffetræet med den bøjede pælerod' som metafor på kreativ skaben - Karen Blixen,Suzanne Brøgger, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen

Et af hovedemnerne i kulturjournalistikken i den sidste uges tid har været at man - forskere, anmeldere, læsere - har fået en slags bevis for at Karen Blixens far Wilhelm Dinesen begik selvmord fordi han havde gjort en tjenestepige gravid. Og hans svigermor var en skrap dame som ... ja, hendes mulige reaktion må vi fantasere os til ligesom Wilhelm gjorde. Og også til hustruens. Men ...

   Svigermoderen var den højborgerlige og efter sigende puritanske Mary Lucinde Westenholz.

   Wilhelm Dinesen var solddat, noget af en eventyrer og en ærekær mand. Og han var gift og havde fem børn, tre døtre og to sønner, med Ingeborg Westenholz, heriblandt Karen Blixen.

   Men sandsynligvis havde Karen ikke kun to søstre, men tre - som den collage fra Politiken illustrere:

KOLLAGE. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat. - Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek

Gennem Tom Buk-Swientys research til sin Wilhelm Dinesen-biografi, er der nemlig nu tilsyneladende dokumentation for at Wilhelm havde en såkaldt uægte datter Elida med tyendet Anna Rasmussen. Elida blev blev født tre måneder efter selvmordet.

   Det lyder næsten som plottet til en ægte Karen Blixen-fortælling.

Generelt er jeg er måske mindre betaget af Karen Blixens fortællinger, og mere optaget af hendes personlige historie som den bla. fortælles i "Den afrikanske farm" - og i hendes breve. Og ikke mindst gennem digteren Thorkild Bjørnvigs og litteraturmanden Aage Henriksens bøger om deres specielle symbolsk-erotiske forhold til hende og hendes til dem.

 

Alle forskere og andre der har skrevet om Karen Blixen, er enige om at hun er genial når det gælder at omsætte konfliktfyldte oplevelser og emotionelle erfaringer fra sit eget liv til fascinerende fiktive fortællinger.

   Negativt ladet har man brugt ordet 'mytoman' om hendes forfatterpersonlighed

   Så spørgsmålet er nu om også den her ellers gemte og glemte historie har spillet med i hendes kreative litterære fantasier.

I information fredag den 7. marts har Jan Maintz en artikel under denne rubrik:

Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord? 

I artiklen forsøger Maintz at forfølge sporet gennem Blixens fortællinger - hendes måske-viden om den - antageligt - uægte søster, fadrens skam og hans fatale legen skjul med svigerfamilie og offentlighed. Det der mundede ud i at han hængte sig selv.

I introduktionen til artiklen fremdrager Maintz en metafor som fru Blixen selv brugte i flere af sine eventyr - for at karakterisere hvad fadertabet har betydet. Metaforens udtryk er: "kaffetræets bøjede pælerod", et billede som indgår i en meget central historie i forfatterskabet: "Drømmerne":

Ved du, at hvis du, idet du planter er kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet, efter en kort stund, begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.

Karen Blixen opfattede sit eget digtersind som en sådan 'bøjet pælerod' der af den grund producerer blomster "stærkere end de andre" .

I en lang række blogindlæg har jeg forfulgt dette spor: at mange særligt kreative personligheder som udfolder sig kunstnerisk eller gennem videnskab og forskning, har oplevet fader-/forældretab eller -svigt i en relativt tidlig alder, og på en eller anden måde mentalt har kompenseret for deres tidlige savn-erfaringer - og oplevelsen af fremmedgørelse og rodløshed og social mobning - ved at skrive eller male eller på anden måde udfolde sig kreativt.

   Jeg har også ettiketeret den slags personligheder metaforisk: Der er tale en psykosocial udvikling af et menneske der som voksen udfolder en særlig kompleks - en blended - personligheds-konstruktion, som jeg har benævnt "flere personligheder i én".

   Og Karen Blixen er jo klart en i den kategori og bon´er ud på alle parametre.

En meget stor andel af de særligt kreative personer jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har været af hankøn.

   Den tanke at jeg har været delvist kønsblind i mine skriverier faldt mig ind på kvindernes kampdag den 8. marts hvor kulturlivets og forskningens positive bias i forhold til mænd og negative i forhold til kvinder blev tematiseret i en lang række artikler.

    Der har dog også været en del kvinder imellem dem jeg har skrevet om - dog i klart og markant i mindretal. Og jeg har faktisk skrevet en hel serie af indlæg om hvad forskningen kan fortælle om de to køns - klart forskellige - hjerneindretning når det gælder om at forklare forskelle i kreativitet:

Men da jeg ikke har foretaget førstehåndsstudier eller baserer mig på seriøs stattistik, så er det sådan set ikke særligt overaskende at jeg også er biased i mine skriverier om særligt kreative personligheder - med det samfund og de kønsroller vi har - som på alle fronter favoriserer hankønnet - også og ikke mindst i medierne som er dem jeg tit tager afsæt i.

   Derigennem sker den skævvredne grovsortering.

Men her op til denne jul og i perioden efter, er der - udover Blixen - flere markante kvindelige forfattere som har stået centralt og markant i kultursidernes journalistik.

   Oplevelser af savn, rodløshed, fremmedgørelse har alle tilfælde været dominerende temaer, og det gennemgående spørgsmål har været hvordan disse kvinders for så vidt private oplevelser i barndom og ungdom så tydeligt har sat sig igennem i deres litterære produktion og altså dermed er blevet brændstof i fiktioner der mere eller mindre ligner fakta og den virkelige virkelighed.

   Her er tre navne som alle har fået offentliggjort biografier (eller for Tove Ditlevsens vedkommende, det der ligner) i de sidste fire fem måneder:

• Astrid Lindgren, født 1907 - biografi: Jens Andersen: "Denne dag, et liv"
• Tove Ditlevsen, født 1917 - biografisk tekstsamling: Olga Ravn: "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
• Suzanne Brøgger, født 1949 - biografi: Louise Zeuten: "Krukke".

Det er fælles for dem at de tidligt i barndommen lærte sig selv at læse - altså inden de kom i skole.

   Fælles for dem er at nutidige skribenter med hang og trang til biografisk forskning har skrevet fængende biografier hvor de afdækker og afslører vigtige sider og oplevelser af privatlivet i de unge år for hver deres hovedperson. Og i alle tilfælde er det en afgørende nøgle til deres litterære produktion at livserfaringer og digtning er tæt vævet sammen og spejler sig i hinanden hos disse forfatterkvinder af format.

På mange måder kan man jo sige om både Astrid, Tove og Suzanne at de i deres litteratur foregriber nutidens litterære 'fiktionsfrie' selvbiografiske frontløbere "Knausgaard & konsorter"  - hele det i offentligheden fremtrædende spor af opsigtskabende moderne litteratur hvor liv og digtning smelter sammen i en uhørt grad, og hvor det er rigtigt besværligt for litterater og anmeldere at skelne mellem erindret liv og fantasi, mellem fakta og fiktion.

   Og ikke mindst er pointen at denne uigennemsigtige litterære fusion af fakta og fiktion ('conceptual blending', med et fagudtryk) synes at være drevet af en umættelig hunger efter at forstå  og mentalt erobre egen livshistorie - parret med en sult efter opmærksomhed og synlig anerkendelse i offentligheden.

Om Suzannes barndom skriver "forfatterweb.dk"

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Her indgår et tidligt fader-tab, flytten omkring, skoleskift, sprogskift. The works!

    Suzanne Brøgger er citeret for om dette sit tumultariske barndomsliv at sige.:

Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.

Det kunne vel lige så godt være udtalt af Karen Blixen. 

I følgende citat fra et interview til forfatterbloggen "Ord til alle sider" siger Suzanne Brøgger  noget der tilsyneladende selv-modsiger ovenstående, men ved nærmere eftersyn slet ikke:

Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog?   Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.
   Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?   Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.
   Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget?   Jeg var forelsket.

Koblingen mellem skrift på den ene side og tab og savn på den anden er klokkeklar her.

Nu er der så kommet en biografi baseret på et stort privat materiale af breve og andre tekster, men med den problematiske pålagte begrænsning at den kun gælder til Suzanne er 40 år.

Men hvor sandt og virkeligt er det Suzanne Brøgger selv skriver i sine halv-fiktioner, og det som hendes biografi-forfatter Louise Zeuten skriver om hende i "Krukke".

   Det har en mandlig forskerkollega Erik Svendsen et udtalt synspunkt på, ifølge en artikel i Politiken:

"Det påfaldende ved Suzanne Brøggers bøger er, at hun aldrig vil stå ved, at det er sandheden, hun fortæller. Hun holder distance til sig selv. Det samme overfører hun nu til Louise Zeuthen, der bliver hendes marionetfortæller. Selv om ’Krukke’ er baseret på Suzanne Brøggers breve og dagbøger, er der alligevel samme distance som altid. For det er Zeuthens udgave af Suzanne Brøgger. Hun laver på den måde en ny tilsløring af sig selv. Zeuthen skriver med ført hånd. Det er en klog ført hånd, for hun har hele sin faglighed med sig, men det er Suzanne Brøgger, der sætter dagsordenen, bestemmer, hvad hun må skrive om, og hvad hun får af materiale«, siger Erik Svendsen.

Så til Astrid Lindgren.

   Astrid Lindgren har en høj stjerne i vores familie. Og fruen er i fuld gang med at læse Jens Andersens biografi (som jeg har foræret hende til Jul) - som efter sigende - også anmeldernes - står fuldt mål med den han for en række år tilbage skrev om H. C. Andersen.

   At Astrid Lindgrens børnebøger gennem årene  har fået global gennemslagskraft, står ikke til diskussion.

   Og når hendes bøger har en oplevelsesmæssig 'impact' som er mindst lige så kraftig hos voksne som hos børn, så hænger det uden tvivl sammen med at hun trækker på og skriver meget tæt op af hvad hun selv har oplevet både som barn, som ung og som voksen - et ekstremt produktivt forfatterliv transformeret ind i fiktioner  i skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter.

 

Der er mange fællestræk mellem vores egen H. C. Andersens brug af sit liv i sine historier og Astrid Lindgrens brug af sit liv i sine fortællinger.

   Og der er den klare lighed med Karen Blixen at de begge først begyndte at skrive litteratur i en relativt sen alder, og at oplevelser af savn og tab i ungdomsårene, var en vigtig drivkraft.

   For Astrid Lindgrens vedkommende førte en uønsket graviditet uden for ægteskabet 1926 med den 30 år ældre chefredaktør Reinhold Blomberg til at hun efter fødslen satte drengen Lars i pleje hos en familie uden for København, og først fik ham hjem hos sig selv fire år senere.

   Litteraturen om Astrid Lindgren omtaler den periode af hendes liv som...

De svære ungdomsår

Som ganske ung begyndte Astrid Lindgren at arbejde som korrekturlæser på Vimmerby Tidning, og som 18-årig blev hun gravid med avisens chefredaktør. Han ville giftes - det ville hun ikke, og hun rejste til København og fødte sønnen Lars i 1926. På det tidspunkt var Rigshospitalet i København det eneste sygehus i Skandinavien, hvor kvinder kunne føde uden at skulle orientere myndighederne om, hvem der var far til barnet. Da hun hverken havde bolig eller fast arbejde, måtte hun overlade sønnen til en plejefamilie i København.

Først mange år senere, omkring 1941, begyndte Astrid Lindgren at skrive fiktion - og det begyndte med "Pippi Langstrømpe" som hun havde "digtet" som oplæsnings-fortælling til sin datter Karin.

   Historien om hvordan den bog blev til, lyder som følger:

Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun Astrid Lindgren om en historie.   ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe.

   Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år.

   Det var først senere, at historierne om Pippi blev skrevet ned. Astrid Lindgren var faldet på en isglat vej og måtte tilbringe noget tid i sengen. Det gav hende tid til at skrive sine historier om Pippi ned, så hun kunne give dem i fødselsdagsgave til datteren. En kopi af manuskriptet blev sendt til Bonniers förlag, men som Astrid Lindgren havde forventet, blev det ikke antaget.

En omarbejdet og mildere version af Pippi vandt en børnebogspris udskrevet af et andet forlag, og bogen endte med at udkomme på Rabén & Sjögrens förlag i 1945. Da var forfatteren 38 år gammel.

   Og så gik det ellers derudaf.

Mens både Blixens og Lindgrens barndom angives som relativt sorgløse og ubekymrede, så gælder det bestemt ikke for Tove Ditlevsens. hvis liv i barndoms- og ungdomsårne beskrives sådan her på netportalen danmarkshistorien.dk:

Tove Irma Margit Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Faderen var fyrbøder, og moderen passede hjemmet i Hedebygade. Det var et fattigt arbejderhjem med et traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Tove skulle giftes, skønt hun klarede sig godt i skolen. Efter mellemskoleeksamen gik Tove Ditlevsen ud af skolen og havde de følgende år forskelige pladser. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, men skjulte sine kunstneriske forsøg for omverdenen. Forældrene fik stor betydning for hendes kunst, ikke som positive forbilleder, men som repræsentanter for svigt og manglende omsorg. Barndommens smerte kom til at præge Tove Ditlevsen resten af livet i form af angst, usikkerhed og selvdestruktiv adfærd.

I modsætning til Astrid Lindgren giftede Tove sig tidligt - også her var der tale om et erotiske forhold til en mange år ældre mand og redaktør.

Tove Ditlevsen debuterede i det danske litterære tidsskrift Vild Hvede 1937, og i 1940 giftede hun sig med bladets redaktør Viggo F. Møller.   Møller hjalp Ditlevsen med udgivelsen af hendes debutsamling Pigesind, som udkom i 1939. Bogen vakte opsigt med sine smukke digte om kvindelivets foranderlighed, ensomhed og angst, og Tove Ditlevsen havde succes fra begyndelsen. Men privatlivet knagede, og hendes ægteskab holdt kun to år. I 1941 blev den lyriske debut fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et barn fortræd, som skildrede en ung kvindes krise som følge af seksuelle overgreb i barndommen. I 1942 giftede Tove Ditlevsen sig igen, og året efter udgav hun endnu en kritikerrost roman, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem en ung piges tanker og følelser gendigtede sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro.

Da jeg læste dansk på KU i midten og slutningen af 60´erne, stod Tove Ditlevsens digtning ikke i høj kurs, hverken hos vores lærere eller blandt de fleste af mine medstuderende.

   Hun var for 'nem' at gå til, hun skrev på rimede vers, hendes romaner og noveller var gennemsigtige i forhold til den virkelighed og de personlige erfaringer hun skrev om. Hun skrev både lyrik og prosa i et ligefremt og billedrigt, men ukompliceret erfaringssprog. 

   Og set med de dannede litteraters øjne - på et tidspunkt hvor modernismen var i den grad dominerende - der var hun: et hysterisk, popularitetsanglende kvindemenneske.

   Og så var hun oven i købet læserbrevkasse-redaktør på et ugeblad: Familiejournalen.

   Til gengæld var almindelige, jævne og ikke så dannede mennesker udelt glade for hendes digtning. De læste hellere Tove end Klaus (Rifbjerg).

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 - efter flere tidligere mislykkede forsøg. 

Danmarkshistorien.dk fortæller at hun i de sidste år af sit live fik en riveval via den fremvoksende kvindebevægelse:

Inspirationskilden i Tove Ditlevsens forfatterskab var hendes eget liv som kvinde. Hun skrev på angsten og kriserne, og hun tog udgangspunkt i de smertefulde erindringer fra barndommen, som hun aldrig slap. Den dybe psykologiske indsigt i moderne kvinders splittede liv udfoldede hun ligeledes som brevkasseredaktør i Familie Journalen, hvor hun bidrog til tidens kvindedebat og blev beundret af mange for sine kloge svar. Hendes indsigt i kvindelivet fik fornyet opmærksomhed i 1970´erne med den ny kvindebevægelse. I forbindelse med filmatiseringen af Barndommens gade i 1986 satte Anne Linnet melodi til en række af Tove Ditlevsens digte.

Hendes litterære afløser hed Vita Andersen som fik en kæmpesucces i 1977 med bogen "Tryghedsnarkomanerne", Hende vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

 

Videre med Tove.

   "Tove, Tove, Tove" - er titlen på en teaterforestilling jeg for et par uger siden oplevede sammen med fruen her i Vordingborg, hvor lokalområdets gymnasium har en fin stor teatersal som den lokale teaterforening med mellemrum får fyldt op fordi man har kapret en af de forestillinger fra Det Kongelige Teater som har fået gode anmeldelser.

"Tove, Tove, Tove" var simpelt hen fremragende. Den udsprang af og trak på Olga Ravns biografisk tekstsamling "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."

   Forestillingen var en collage af både digte og helt personlige og private tekster, der var kædet delvist kronologisk sammen så man fulgte Tove Ditlevsens tumultariske liv fra traumatisk fattige barndom, over de stormende og konfliktfyldte kærlighedsforhold og ægteskabe, og til hendes selvmord i midten af 70´erne.

   Forestillingen blev kreativt fremført af fem unge skuespillere fra teaterkollektivet "Sort Samvittighed" der optrådte udklædt og forklædt - enten som Tove Ditlevsens alter egoer - 'mange personer i en' - eller med babymaske - symboliserende hendes 'indre barn':

 

Scenografien var nærmest genial.

   

Berlingskes anmelder Jakob Sten Olsen skriver begejstret i sin indledning til anmeldelsen af forestilingen om Tove-personlighedens mange ansigter i forestillingens fortolkning:

Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.

Litteratursiden.dk skriver indledningsvis om hendes barndom:

Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det "brændte" barn og de voksnes psykiske problemer.

Og brødteksten fortsætter om "barndommen":

Tove Ditlevsen blev født i 1917 (hun opgav dog ofte selv 1918 som sit fødselsår) i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.

   Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.

   Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.

Man kan  roligt sige at Tove Ditlevsen nu har fået den anerkendelse som forfatter og kompleks - 'blended' - kreativ personlighed som hun savnede i en stor del af sit voksenliv.

   Det Kongelige Teater skriver i sit forskræp til forestillingen:

Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.

   Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.

   Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.

Det kan man vel sige er fælles for alle fire kvindelige forfattere:

De levede for at skrive, og skrev for at leve.  

Forestillingen "Tove, Tove, Tove" sluttede med at de fem skuespillere i kor fremsagde Tove Ditlevsens måske mest elskede korte digt om kærlighedens vilkår og omkostninger: 

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig - at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig.

En "rigtig" biografi om Tove Ditlevsen udkom i 2008: Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. Kan anbefales.

Ordblindhed og kreativitet (2) - case: Gudrun Hasle

poletigen fra i lørdas hade i kulturtilæget et langd potratintervju med kånstnern Gudrun Hasle. rubriken lød:

EN KUNSTNERS VUGGEGAVE

Journalisten var Gudrun Marie Schmidt.

   Interviewet var dybt interessant, ligesom Gudrun Hasles kunst er det - og sær og mærkelig og original og anderledes.

   Det negative, et markant handicap 'ordblindhed' - vendes til sin modsætning: noget positivt, en central del af et originalt personligt kunstnerisk indhold og budskab. Og med udnyttelse af et udtryksmiddel der bestemt heller ikke i sig selv ikke har nogen høj status eller en accepteret plads blandt paletten af traditionelle kunstneriske udtryksmidler: BRODERI!.

Ordblindhed og kreativitet - er der en generel sammenhæng?

   Det spørgsmål har jeg forholdt mig til i en række indlæg. Dels et generelt sammenfattende indlæg for lidt over et år siden som kan læses her, og som man med fordel kan læse inden man går videre:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

Og dels har jeg i en række indlæg om særligt kreative personligheder noteret og fremhævet at de var ordblinde, og at de, blandt andet som følge af det, havde problemer med at klare sig - og få udbytte af - en traditionel skoleundervisning. De blev ofte af lærerne opfattet simpelthen som mindre begavede - eller rent ud sagt: som dumme!

   Blandt dem jeg har skrevet om med dette handicap er: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

Min interesse for spørgsmålet om der er en sammenhæng, bunder også i at jeg selv er ordblind i lettere grad, og at jeg har en datter og en svigersøn som også er det.

   Mellem 5 og 10 procent af befolkningen lider af en eller anden form for ordblindhed (der er nemlig en række forskellige typer), og det danske skolesystem og den danske lærerstand har i mange, mange år ikke taget handicappet alvorligt.

   Det er efter min mening en faglig og pædagogisk skandale.

 

Med Gudrun Hasle har vi så endnu en kunstner for hvem ordblindheden er blevet skæbne, og en 'kreativ restriktion' som hun har lidt under og lidt med - og til sidst har udfoldet sig kunstnerisk gennem. Vendt fra et stigmatiserende handicap - til en kunstnerisk styrke.

Manchetten til interviewet er langt, men to the point:

Billedkunstneren Gudrun Hasle har en medfødt svaghed. Ordblindheden, der kaster skygger over store dele af hendes barndom, fik hende til at skære i selv selv og gav hende diagnosen personlighedsforstyrrelse. I dag er det hendes styrke på den danske kunstscene, hvor hendes første store soloudstiling på et stort dansk kunstmuseum sidste år blev nomineret til årets bedste udstilling af landets anmeldere. Hun er historien om en frisættelse på vaklende bogstaver - og om det overrumplende i at indse, at det er i det uperfekte, det anderledes og det særprægede, vi er allermest os selv.

Udstilling:

(...)

Se og læs hele Gudrun Hasles "livs histore" her:

http://gudrunhasle.dk/dansk/livshistorie/

Gudrun Hasle er performance- og konceptkunstner, og har samtidig det til fælles med en lang række moderne kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, at hun uhæmmet og grænseoverskridende trækker på den kreative "hovedstol" - eget intime liv og egne private erfaringer. 

   Hendes morfar var forfatteren Thorkild Hansen.

   Hun udstiller bogstaveligt talt sig selv - her i 2. potens:

Udstilling: Sydhavn Statopm: Gudrun Hasle: Uden titel, 2013. Foto: Morten Jacobsen.

Underteksten til fotografiet i fire ens udgaver ser sådan ud:

Jeg fant det har billed iblant min morfars fotografirer. han skraved en artikel om det ny åbned Pompidou center. jeg hved ikke om han to billed selv eller har fik det fra et bero.

Der er et klart æstetisk og mentalt slægtskab med fx Karl Ove Knausgaard og hans "Min Kamp"-romanserie.

   Gudrun Hasle er også ånds- og æstetisk beslægtet med Kirsten Justesen, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Se også dette indlæg om 'verbal strikekunst' med afsæt i Lisa Anne Auerbachs arbjeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/lisa-anne-auerbach-strikkekunst.html

Publikum til Gudrun Hasles udstillede "brodered tegster" oplever som i et spejl hendes besvær med at indkode og afkode retstavet skriftsprog, idet det er mindst lige så besværligt for "os" at læse og forstå hendes 'lydskrift'. 

   En typisk kreativ om- og spejlvending: "Hvad hvis det modsatte var tilfældet?" - "Hvad hvis ret var vrang og vrang var ret?"

   Det beskriver hun selv således:

»Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. Så ser folk det med det samme«.

   De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun.

   »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«.

   Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.

   »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«.

   Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig.

   »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«.

Det fremgår af interviewet i Politiken at Gudrun Hasle i sin tidlige barndom har oplevet en dobbelt flytning og det rod-tab der følger med.  

   Hendes forældre flyttede til Thailand da hun var 5 år, og den tid var som et lykkeligt eventyrland, fremgår det. Og så rejste de tilbage til Danmark da hun var 7 og hun begyndte i en kommuneskole. 

   Det traumatiske vendepunkt beskriver hun således:

På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

   »Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

   I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

   »Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

   Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.

Typisk for den afgrundsdybe uvidenhed i skolesystemet mht. ordblindhed, blev hun flere gange testes med resultater der viste at hun var højt begavet, havde et stort ordforråd og udtrykte sig glimerende mundtligt, så man forstod simpelt hen ikke at hun havde problemer med at læse og skrive: "De fattede ikke hvordan det kunne være et problem når jeg var så godt begavet."

   Faderen bliver alvorligt syg (og dør?), Gudrun kommer under psykiatrisk behandling - og derefter på en ungdomspension for unge med psykiske lidelser. Her er der en pædagog der for første gang gør noget ved det grundlæggende problem, idet hun af ham får et computerprogram for ordblinde som gjorde at hun endelig lærte at læse. 

   Vendepunktet for alvor sker da hun kommer ind på Det Fynske Kunstakademi, endelig et sted og et miljø hvor hun ikke følte sig fremmedgjort, afvigende og udenfor:

»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

    »Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

   Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

På næsten alle måder er Gudrun Hasle som kunstner prototypen på den særligt kreative personlighed, som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen. Det får man får en udmærket dokumentation for i Karen Elsebeth Jensens artikel som kan læses på Gudrun Hasles hjemmeside under rubrikken "tegst". Her et par citater:

En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.

(...)

I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med. 

http://www.gudrunhasle.dk/tegst/

Ordblindhed hører neurologisk set i samme kasse som fx. synæstesi, farveblindhed, ADHD, tonedøvhed, som (dys)funktionelle afvigelser i hjernens arkitektur og nervebaner inden for en normalpopulation. Og det ser ud til at mange af disse afvigelser ikke bare er genetisk betingede, men også genetisk forbundne:

15% of people who have synesthesia have a history of someone in their first degree family having dyslexia, autism, or attention deficit disorder.

En del af disse afvigelser lærer folk som voksne at leve helt normalt med. Og blandt de mennesker med ADHD og synæstesi er der en del der har oplevet deres mentale særpræg som - i det lange løb - en kreativ gevinst.

   Sådan også med Gudrun Hasle og hendes ordblindhed. Til slut i interviewet forholder hun sig nemlig til sin ordblindhed som en gave:

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

  »Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Som led i min research fandt jeg flere hjemmesider hvor der var foretaget sammenkobling mellem ADHD og ordblindhed, som de her hvor der nævnes en lang række kunstnere og videnskabsmænd som menesat have "lidt af" begge :

http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-1http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-2

Om forfatteren Tomas Espedal - og autofiktionens muligheder og forudsætninger i levet liv

I min gennemgang af udklipsbunken fra efteråret finder jeg forfatternavnet Tomas Espedal.

    Tomas Espedal er en norsk skribent som jeg ikke har hørt og læst om før. Og heller ikke læst noget af.
   Så hvorfor har jeg gemt det? Hvad rager det mig?

Kim Skotte havde et langt portrætinterview med ham i Politikens kulturtillæg i den 10. november.  Rubrikken: "Jeg frasiger mig rollen som intellektuel".
   Tomas Espedal er som forfatter og personlighed beslægtet med Karl Ove Knausgaard, ham med mammutværket "Min Kamp".
   Men hvor Knausgaard skriver langt, længere, længst, skriver Espedal kort, koncentreret, destilleret. Og Espedal var mange år tidligere ude med at skrive såkaldt 'autofiktion'. Hans anden bog: "Jeg vil bo i mit navn" er fra 1991. En virkelig pioner.

'Autofiktion' er betegnelsen for en blanding af selvbiografisk virkelighedsfremstilling og digtet fantasifortælling hvor forfatteren tillader sig at fastholde en såkaldt 'dobbelkontrakt' med læseren som gør det uigennemskueligt hvad blandingsforholdet er - selvom subjektet, fortællingens 'jeg', skriver under eget navn.

Tomas Espedal skriver altså 'autofiktion', og han skriver med "tab" og "savn", "forladthed" og "angst" som kreativt brændstof. En melankoliker der som et permanent 'mind-set' aner katastroferne i livshorisonten.
   Han har i sine unge dage boet og levet som 'boheme' i København. Han fortæller at han er blevet stærkt inspireret  af den danske forfatter Thorkild Hansens dagbøger.
 
Tom Espedal er som mange særligt kreative personligheder 'mønsterbryder'. Han er ud af en arbejderfamilie - og opfatter sig selv som en "outsider" på det norske parnas. 

   Han fortæller at han "har skrevet uden læsere i 25 år". Oplagene har ligget omkring 800.

Men anledningen til interviewet er at Espedal i de seneste år har fået både stor læsersucces og  høj anerkendelse af kritikerne med den selvbiografiske trilogi: "Gå", "Mod kunsten" - og sidst: "Mod naturen".

   Til Kim Skotte fortæller han i et tidligere interview fra 2010 i anledning af bogen "Mod kunsten":

Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem.

Selve det at skrive om sin barndoms sociale forankring i (industri)arbejderklassen, er med til at bryde mønstret og bidrager til at tvinge ham ud af de tunge sociale bindinger og negative forventninger - og dermed til at gøre ham til kunstner.
   Et uddybende citat fra et af Thomas Espedals 'breve':

Jeg liker godt å ligge i sengen og lytte til bråk, jeg forestiller meg ting, ser alt for meg; det minner meg om den gangen jeg var barn og foreldrene mine festet, jeg ble sendt til sengs, og her ligger jeg og hører lydene av min egen barndom, det er lyden av ensomhet og avstand, det må være fantasiens lyd, kanskje er det også skrivingens lyd.

Espedals variant af den i forvejen blendede  'autofiktion' er yderligere eksempler på blending - nemlig af litterære genrer: Hans bøger kombinerer romanen, dagbogsnotatet, brevet, essayet og lyrikken. Og han får litterær anerkendelse for at være en af de forfattere der "anviser nye veje for romanen".

I et interview til det norske abc-nyheter.no fra 2009 fortæller han om sit problemeatiske forhold til skolen. Og til det at arbejde - vel at mærke ikke som industriarbejder som sin far, men som en slags skrivende "fabriksarbejder":

- Skolen var det så vidt jeg tålte. Det handler om å gjemme seg, å stikke seg unna for å lage sin egen fantasiverden. Det er det barn gjør, men det blir ofte ødelagt, gjør det ikke? På grunn av alle kravene som stilles til en etterhvert. Å være forfatter handler om å gjemme seg unna i sin egen verden. Jeg bestemte meg tidlig for at jeg ikke ville jobbe. Jeg hadde sikkert bare kranglet og ødelagt for de andre. Men jeg er glad i å arbeide. Jeg tenker på måten min å skrive på som et håndtverk, som meg selv som en slags produsent av tekst, sier forfatteren.

   Det finnes ingen datamaskin på Tomas Espedals pult, men derimot blomster, et askebeger, to lamper og en Brother AX10 skrivemaskin. For sikkerhets skyld har han kjøpt fem skrivemaskiner. Der sitter han på en stol ved en pult og et vindu på Askøy og slår ordene sine inn på papiret.

   - Jeg innbiller meg at jeg jobber på en fabrikk, at det å skrive er å være en slags fabrikkarbeider. Jeg jobber med lim og saks. Det er et vakkert å arbeide slik, forteller forfatteren.

   - Mange vil jo mene at det er bedre å være forfatter enn industriarbeider?

   - Ikke i min familie. Min familie ser på meg som en tulling. Det er nok bare du og et par andre som ikke gjør det. Jeg setter industriarbeidet veldig høyt. Min far ble rastløs når han ikke arbeidet. Han ble identisk med sitt arbeide. Det har jeg også blitt. Sommerferie for meg er et evig helvete hvert år. Jeg mister kontinuiteten i arbeidet. Juleferien er bedre fordi da er det kaldt og mørkt og veldig vakkert, sier han.

Det norske ord "tulling" betyder 'tåbe' eller 'tosse'. Han idealiserer tydeligvis faderens livs- og arbejdsform, selvom han ikke selv kunne holde den ud i ret lang tid. 

Jeg har på fornemmelsen at en del af drivkraften i Espedals skriveri er 'kreativ vrede'. Som ung har han været aktive bokser - og kom let i håndgemæng på værtshus.

Jeg er vokst opp i en gate med blokker. Hvis noen sa noe stygt til meg, så sloss vi. Jeg kjenner det fremdeles. Hvis noen er uenige med meg, hvis de er usaklige, så vil jeg bare slå dem ned. Og det er jo ikke noe godt utgangspunkt. Der må jeg være forsiktig. Jeg må bare legge det helt vekk. (latter)

   Har du fortsatt et blikk for slåssing?

   – Åja, det har jeg. Jeg har fått slått ut alle tennene, har blitt stukket med kniv og alt mulig. På et tidspunkt, da jeg hadde vært vill og gal lenge, fant jeg ut at jeg måtte trene det vekk. Så jeg har trent det vekk. Når jeg går mye ut og drikker, sier folk ofte provoserende ting til meg, men jeg har trent på at folk skal kunne si helt utrolige ting til meg, uten at jeg reagerer.

http://www.nattogdag.no/kunst/artikler/4872/imot-litteraturen#.UOF6s2_8KSo

Efter eget udsagn lærte han at blive en slagsbror af faderen, som hverken læste bøger eller aviser. Mens morderen der var sekretær, til gengæld gav ham en skrivemaskine da han blev 16 år.

Og ikke blot skriver han på en gammeldags skrivemaskine, han retter og redigerer i manus ved at klippe og klistre - altså konceptuel blending som en rent praktisk proces med fysiske redskaber som saks og limstift. 

   Så på forlaget er de ikke alt for begejstrede for hans manuskripter:

- De hater det. Manuskriptene mine ser ut som levende organismer når jeg er ferdig med å klippe og lime i dem. «Det der må du levere på et museum», sa de da jeg kom med boka mi. Jeg hadde bundet den fint sammen og troppet opp på kontoret for å levere den fordi jeg ikke turde å sende det i posten, forteller han.

Hemmeligheden bag hans og andre autofiktive forfatters grænseoverskridende litteratur er ren ordmagi: bare at skifte tredeje person ud med "jeg" i en fortælling, gør en kæmpe mental forskel.  Man skulle jo ellers ikke tro det, hvis historien ellers er den samme og stoffet stadig personligt erindret og erfaret. Men...

Jeg brukte tredjeperson i et par bøker, men da jeg skrev “jeg” første gang og brukte navnet mitt samtidig, så skjedde det noe med tekstene som jeg var helt avhengig av. Jeg kan ikke reflektere for mye over det, men jeg så helt konkret at da jeg innførte mitt eget navn, oppsto det en intensitet som de andre bøkene hadde manglet. Jeg har ikke helt oversikt over hvorfor. Er det fordi en mytologiserer seg selv? Fyrer det opp et bål? Jeg er kun opptatt av språket. Hvis jeg ser at en idé gir et dårligere språk, så må jeg forlate den. Hvis den gjør tekstene bedre, må jeg forfølge den. Jeg har brukt mitt eget navn, mine egne adresser.

Jeg har i en masse indlæg her på bloggen plæderet for at den kombination af specielle og modsætningsfyldte  personlighedstræk som kendetegner de særligt kreative, (delvist) er et resultat af specielle erfaringer i barndom og ungdom: erfaringer med at blive tvangsforflyttet og ufrivlliget skifte sprog, skole, miljø; erfaringer med tab af forældre-relationer ved skilsmisse eller alkoholmisbrug; erfaringer med at blive mobbet af jævnaldrende og føle sig udenfor og anderledes.

   Det kunne forlede nogen til at tro at den senere selvrealiserende udfoldelse af kreativiteten i voksenlivet - i kunst, i videnskab, i  sport, i undervisning og formidling, som entreprenør - at det så var en form for selv-terapi, et forsøg på at hele sår.

   Det har jeg imidlertid aldrig tænkt, ment eller skrevet. 

Det jeg forestiller mig er snarere at disse særlige erfaringer sætte sig varige spor i formningen af en stadig meget plastisk hjernes nervebaner og -forbindelser, en udvikling som udstyrer den voksne personlighed med et særligt mind-set der igen og igen aktiverer hjernens 'belønningssystem'  gennem den kreative aktivitet.

   Belønningssystemet udløser en række såkaldte 'signalstofffer': endorfin, adrenalin, serotonin, dopamin, en endogen coctail der giver en berusende "lykkefølelse" som den særligt kreative personlighed altså er blevet afhængig af - som en slags kreativitetsnarkoman. 

   Det er det jeg forestiller mig. 

Tilbage til Tomas Espedal.

   Spørgsmålet om autofiktionen som en slags selvterapi, får Tomas Espedal nemlig også jævnligt. Her i et interview i Kristeligt Dagblad fra maj 2010:

Når Tomas Espedal siger, at det er skriveriet, han klamrer sig til, når angsten får et lidt for fast tag i ham, og han samtidig hævder, at hans seneste fire bøger har været fuldstændig selvbiografiske, kan man få mistanken, at forfatterskabet bruges som selvterapi. Men sådan hænger det ikke sammen, påstår den norske forfatter.

   "I selvterapi ligger der, at der skal være en form for trøst og helbredelse. Men det, jeg gør, er det modsatte. Jeg river igen og igen skorpen af et sår, som konstant holdes åbent, fordi andre mennesker læser noget om mig, der er meget personligt," siger han og virker oprigtigt overrasket, da han bliver spurgt om, hvorvidt den slags litteratur ikke fremstår meget selvcentreret.

   "Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre, det har noget at gøre med en undersøgelse af noget liv, som også berører andre. Vi er nogle forfattere, der er blevet trætte af romanerne. Trætte af deres konstruktioner. Hvis du har læst meget litteratur, og det ikke er skrevet ufattelig godt, så er det helt uinteressant. Så vi forfattere må jo forsøge at nærme os nogle nye muligheder, og en af dem er at skrive selvbiografisk," siger han og forklarer, hvordan han selv kom frem til, at dette var måden, han ville prøve at skrive på.

   "Jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive på den måde, da folk omkring mig begyndte at forsvinde. Pludselig kommer man til at tænke på, hvordan ens mor, mormor og morfar, farmor og farfar egentlig var, og så begynder skrivningen automatisk, fordi man ser dem for sig og har dialogen med dem," siger han og funderer lidt, inden han afslutter sin tale: 

"Helt eksakt handler det vel om at genskabe noget af det, man ellers havde glemt."

Jeg kan identificere mig med Tomas Espedal. Derfor gemte jeg udklippet med interviewet med ham.

   Dels døde min mor da jeg var 20 år. Det tab og savn har jeg aldrig tilladt mig at skrive om - før her og nu. Men burde have gjort det. 

   Hun opmuntrede både min interesse for at male og tegne og stimulerede min lyst til at læse bøger - i metervis. 

   Hun tog mig som 14-15-årig med til en Klee-udstilling og en Nolde-udstilling på Charlottenborg. Og jeg husker det endnu som stærkt betagende oplevelser - mødet med de to kunstnere.  

   Dels genkender jeg her fra blogskriverierne den befriende oplevelse af at kunne tillade mig at skrive "jeg", og at kunne tillade mig at blande personlige erindringer og aktuelle oplevelser ved at male - med faglige og saglige aha-oplevelser ved læsning af inspirerende fagbøger og ved mødet med kunst og arkitektur på udstillinger og rejser.