Om forfatteren Tomas Espedal - og autofiktionens muligheder og forudsætninger i levet liv

I min gennemgang af udklipsbunken fra efteråret finder jeg forfatternavnet Tomas Espedal.

    Tomas Espedal er en norsk skribent som jeg ikke har hørt og læst om før. Og heller ikke læst noget af.
   Så hvorfor har jeg gemt det? Hvad rager det mig?

Kim Skotte havde et langt portrætinterview med ham i Politikens kulturtillæg i den 10. november.  Rubrikken: "Jeg frasiger mig rollen som intellektuel".
   Tomas Espedal er som forfatter og personlighed beslægtet med Karl Ove Knausgaard, ham med mammutværket "Min Kamp".
   Men hvor Knausgaard skriver langt, længere, længst, skriver Espedal kort, koncentreret, destilleret. Og Espedal var mange år tidligere ude med at skrive såkaldt 'autofiktion'. Hans anden bog: "Jeg vil bo i mit navn" er fra 1991. En virkelig pioner.

'Autofiktion' er betegnelsen for en blanding af selvbiografisk virkelighedsfremstilling og digtet fantasifortælling hvor forfatteren tillader sig at fastholde en såkaldt 'dobbelkontrakt' med læseren som gør det uigennemskueligt hvad blandingsforholdet er - selvom subjektet, fortællingens 'jeg', skriver under eget navn.

Tomas Espedal skriver altså 'autofiktion', og han skriver med "tab" og "savn", "forladthed" og "angst" som kreativt brændstof. En melankoliker der som et permanent 'mind-set' aner katastroferne i livshorisonten.
   Han har i sine unge dage boet og levet som 'boheme' i København. Han fortæller at han er blevet stærkt inspireret  af den danske forfatter Thorkild Hansens dagbøger.
 
Tom Espedal er som mange særligt kreative personligheder 'mønsterbryder'. Han er ud af en arbejderfamilie - og opfatter sig selv som en "outsider" på det norske parnas. 

   Han fortæller at han "har skrevet uden læsere i 25 år". Oplagene har ligget omkring 800.

Men anledningen til interviewet er at Espedal i de seneste år har fået både stor læsersucces og  høj anerkendelse af kritikerne med den selvbiografiske trilogi: "Gå", "Mod kunsten" - og sidst: "Mod naturen".

   Til Kim Skotte fortæller han i et tidligere interview fra 2010 i anledning af bogen "Mod kunsten":

Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem.

Selve det at skrive om sin barndoms sociale forankring i (industri)arbejderklassen, er med til at bryde mønstret og bidrager til at tvinge ham ud af de tunge sociale bindinger og negative forventninger - og dermed til at gøre ham til kunstner.
   Et uddybende citat fra et af Thomas Espedals 'breve':

Jeg liker godt å ligge i sengen og lytte til bråk, jeg forestiller meg ting, ser alt for meg; det minner meg om den gangen jeg var barn og foreldrene mine festet, jeg ble sendt til sengs, og her ligger jeg og hører lydene av min egen barndom, det er lyden av ensomhet og avstand, det må være fantasiens lyd, kanskje er det også skrivingens lyd.

Espedals variant af den i forvejen blendede  'autofiktion' er yderligere eksempler på blending - nemlig af litterære genrer: Hans bøger kombinerer romanen, dagbogsnotatet, brevet, essayet og lyrikken. Og han får litterær anerkendelse for at være en af de forfattere der "anviser nye veje for romanen".

I et interview til det norske abc-nyheter.no fra 2009 fortæller han om sit problemeatiske forhold til skolen. Og til det at arbejde - vel at mærke ikke som industriarbejder som sin far, men som en slags skrivende "fabriksarbejder":

- Skolen var det så vidt jeg tålte. Det handler om å gjemme seg, å stikke seg unna for å lage sin egen fantasiverden. Det er det barn gjør, men det blir ofte ødelagt, gjør det ikke? På grunn av alle kravene som stilles til en etterhvert. Å være forfatter handler om å gjemme seg unna i sin egen verden. Jeg bestemte meg tidlig for at jeg ikke ville jobbe. Jeg hadde sikkert bare kranglet og ødelagt for de andre. Men jeg er glad i å arbeide. Jeg tenker på måten min å skrive på som et håndtverk, som meg selv som en slags produsent av tekst, sier forfatteren.

   Det finnes ingen datamaskin på Tomas Espedals pult, men derimot blomster, et askebeger, to lamper og en Brother AX10 skrivemaskin. For sikkerhets skyld har han kjøpt fem skrivemaskiner. Der sitter han på en stol ved en pult og et vindu på Askøy og slår ordene sine inn på papiret.

   - Jeg innbiller meg at jeg jobber på en fabrikk, at det å skrive er å være en slags fabrikkarbeider. Jeg jobber med lim og saks. Det er et vakkert å arbeide slik, forteller forfatteren.

   - Mange vil jo mene at det er bedre å være forfatter enn industriarbeider?

   - Ikke i min familie. Min familie ser på meg som en tulling. Det er nok bare du og et par andre som ikke gjør det. Jeg setter industriarbeidet veldig høyt. Min far ble rastløs når han ikke arbeidet. Han ble identisk med sitt arbeide. Det har jeg også blitt. Sommerferie for meg er et evig helvete hvert år. Jeg mister kontinuiteten i arbeidet. Juleferien er bedre fordi da er det kaldt og mørkt og veldig vakkert, sier han.

Det norske ord "tulling" betyder 'tåbe' eller 'tosse'. Han idealiserer tydeligvis faderens livs- og arbejdsform, selvom han ikke selv kunne holde den ud i ret lang tid. 

Jeg har på fornemmelsen at en del af drivkraften i Espedals skriveri er 'kreativ vrede'. Som ung har han været aktive bokser - og kom let i håndgemæng på værtshus.

Jeg er vokst opp i en gate med blokker. Hvis noen sa noe stygt til meg, så sloss vi. Jeg kjenner det fremdeles. Hvis noen er uenige med meg, hvis de er usaklige, så vil jeg bare slå dem ned. Og det er jo ikke noe godt utgangspunkt. Der må jeg være forsiktig. Jeg må bare legge det helt vekk. (latter)

   Har du fortsatt et blikk for slåssing?

   – Åja, det har jeg. Jeg har fått slått ut alle tennene, har blitt stukket med kniv og alt mulig. På et tidspunkt, da jeg hadde vært vill og gal lenge, fant jeg ut at jeg måtte trene det vekk. Så jeg har trent det vekk. Når jeg går mye ut og drikker, sier folk ofte provoserende ting til meg, men jeg har trent på at folk skal kunne si helt utrolige ting til meg, uten at jeg reagerer.

http://www.nattogdag.no/kunst/artikler/4872/imot-litteraturen#.UOF6s2_8KSo

Efter eget udsagn lærte han at blive en slagsbror af faderen, som hverken læste bøger eller aviser. Mens morderen der var sekretær, til gengæld gav ham en skrivemaskine da han blev 16 år.

Og ikke blot skriver han på en gammeldags skrivemaskine, han retter og redigerer i manus ved at klippe og klistre - altså konceptuel blending som en rent praktisk proces med fysiske redskaber som saks og limstift. 

   Så på forlaget er de ikke alt for begejstrede for hans manuskripter:

- De hater det. Manuskriptene mine ser ut som levende organismer når jeg er ferdig med å klippe og lime i dem. «Det der må du levere på et museum», sa de da jeg kom med boka mi. Jeg hadde bundet den fint sammen og troppet opp på kontoret for å levere den fordi jeg ikke turde å sende det i posten, forteller han.

Hemmeligheden bag hans og andre autofiktive forfatters grænseoverskridende litteratur er ren ordmagi: bare at skifte tredeje person ud med "jeg" i en fortælling, gør en kæmpe mental forskel.  Man skulle jo ellers ikke tro det, hvis historien ellers er den samme og stoffet stadig personligt erindret og erfaret. Men...

Jeg brukte tredjeperson i et par bøker, men da jeg skrev “jeg” første gang og brukte navnet mitt samtidig, så skjedde det noe med tekstene som jeg var helt avhengig av. Jeg kan ikke reflektere for mye over det, men jeg så helt konkret at da jeg innførte mitt eget navn, oppsto det en intensitet som de andre bøkene hadde manglet. Jeg har ikke helt oversikt over hvorfor. Er det fordi en mytologiserer seg selv? Fyrer det opp et bål? Jeg er kun opptatt av språket. Hvis jeg ser at en idé gir et dårligere språk, så må jeg forlate den. Hvis den gjør tekstene bedre, må jeg forfølge den. Jeg har brukt mitt eget navn, mine egne adresser.

Jeg har i en masse indlæg her på bloggen plæderet for at den kombination af specielle og modsætningsfyldte  personlighedstræk som kendetegner de særligt kreative, (delvist) er et resultat af specielle erfaringer i barndom og ungdom: erfaringer med at blive tvangsforflyttet og ufrivlliget skifte sprog, skole, miljø; erfaringer med tab af forældre-relationer ved skilsmisse eller alkoholmisbrug; erfaringer med at blive mobbet af jævnaldrende og føle sig udenfor og anderledes.

   Det kunne forlede nogen til at tro at den senere selvrealiserende udfoldelse af kreativiteten i voksenlivet - i kunst, i videnskab, i  sport, i undervisning og formidling, som entreprenør - at det så var en form for selv-terapi, et forsøg på at hele sår.

   Det har jeg imidlertid aldrig tænkt, ment eller skrevet. 

Det jeg forestiller mig er snarere at disse særlige erfaringer sætte sig varige spor i formningen af en stadig meget plastisk hjernes nervebaner og -forbindelser, en udvikling som udstyrer den voksne personlighed med et særligt mind-set der igen og igen aktiverer hjernens 'belønningssystem'  gennem den kreative aktivitet.

   Belønningssystemet udløser en række såkaldte 'signalstofffer': endorfin, adrenalin, serotonin, dopamin, en endogen coctail der giver en berusende "lykkefølelse" som den særligt kreative personlighed altså er blevet afhængig af - som en slags kreativitetsnarkoman. 

   Det er det jeg forestiller mig. 

Tilbage til Tomas Espedal.

   Spørgsmålet om autofiktionen som en slags selvterapi, får Tomas Espedal nemlig også jævnligt. Her i et interview i Kristeligt Dagblad fra maj 2010:

Når Tomas Espedal siger, at det er skriveriet, han klamrer sig til, når angsten får et lidt for fast tag i ham, og han samtidig hævder, at hans seneste fire bøger har været fuldstændig selvbiografiske, kan man få mistanken, at forfatterskabet bruges som selvterapi. Men sådan hænger det ikke sammen, påstår den norske forfatter.

   "I selvterapi ligger der, at der skal være en form for trøst og helbredelse. Men det, jeg gør, er det modsatte. Jeg river igen og igen skorpen af et sår, som konstant holdes åbent, fordi andre mennesker læser noget om mig, der er meget personligt," siger han og virker oprigtigt overrasket, da han bliver spurgt om, hvorvidt den slags litteratur ikke fremstår meget selvcentreret.

   "Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre, det har noget at gøre med en undersøgelse af noget liv, som også berører andre. Vi er nogle forfattere, der er blevet trætte af romanerne. Trætte af deres konstruktioner. Hvis du har læst meget litteratur, og det ikke er skrevet ufattelig godt, så er det helt uinteressant. Så vi forfattere må jo forsøge at nærme os nogle nye muligheder, og en af dem er at skrive selvbiografisk," siger han og forklarer, hvordan han selv kom frem til, at dette var måden, han ville prøve at skrive på.

   "Jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive på den måde, da folk omkring mig begyndte at forsvinde. Pludselig kommer man til at tænke på, hvordan ens mor, mormor og morfar, farmor og farfar egentlig var, og så begynder skrivningen automatisk, fordi man ser dem for sig og har dialogen med dem," siger han og funderer lidt, inden han afslutter sin tale: 

"Helt eksakt handler det vel om at genskabe noget af det, man ellers havde glemt."

Jeg kan identificere mig med Tomas Espedal. Derfor gemte jeg udklippet med interviewet med ham.

   Dels døde min mor da jeg var 20 år. Det tab og savn har jeg aldrig tilladt mig at skrive om - før her og nu. Men burde have gjort det. 

   Hun opmuntrede både min interesse for at male og tegne og stimulerede min lyst til at læse bøger - i metervis. 

   Hun tog mig som 14-15-årig med til en Klee-udstilling og en Nolde-udstilling på Charlottenborg. Og jeg husker det endnu som stærkt betagende oplevelser - mødet med de to kunstnere.  

   Dels genkender jeg her fra blogskriverierne den befriende oplevelse af at kunne tillade mig at skrive "jeg", og at kunne tillade mig at blande personlige erindringer og aktuelle oplevelser ved at male - med faglige og saglige aha-oplevelser ved læsning af inspirerende fagbøger og ved mødet med kunst og arkitektur på udstillinger og rejser.