Klee vs. Cobra - hvad siger sammenstillingen mig? Og kan man bruge en smartphones maleprogram til noget?

Jeg har tidligere - ud fra omtalen - refereret til udstillingen Klee & Cobra på Louisiana:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/11/tjner-om-de-blendede-og-fuglsangs.html

Nu nåede fruen og jeg at se den inden den slutter den 8. januar. Selv om Louisiana ligger i den stik modsatte end af Sjælland i forhold til hvor vi bor, så var det turen værd.
    Her er det maleri af Klee på udstillingen som gjorde størst indtryk - helt uafhængigt af konteksten:

Titlen er " Dame Daemon". Mange af Klees billeder er jo relativt små. Det her var i en anseelig størrelse og fyldte en hel væg. Jeg har før set det i bøger om Klee - så der var også tale om en stor genkendelsens og genoplevelsens glæde.

Omdrejnngspunktet for udstillingen var Klee. Og så var hans tegninger og malerier hængt op og udstillet sammen med en hoben kendte Cobra-maleres fantastiske værker - malerier som enten tydeligt associerede til og var inspirerede af Klees billeder eller som mentalt-visuelt var klart beslægtet med dem. 

Ideen med sammenstillingen er, som Tøjner skriver i sin introduktion til udstillingskataloget, ikke bare at påvise inspiration og påvirkning - fra mestermaler Klee der malede sine billeder før 2. Verdenskrig, til Cobramalerne der malede deres efter krigen. Der ligger mere i det end som så.

   Normalt tænker man: Vi skal se og forstå Cobra-malerne gennem Klees optik. Hvordan er de blevt inspireret og påvirket af ham og hans malerier og æstetiske tænkning. 

   Men Tøjner mener at "Tiden også går baglæns, når det handler om disse sager":

Hvordan? Gennem vores øjne naturligvis, som vi nu låner ud til dem, der var påvirket af forbillederne. Vi ser, hvis vi ser udstillingen, Cezanne gennem Giacomettis briller, Munch gennem Andys, og Klee gennem Cobras.

   Forbillederne ændrer karakter, når vi anskuer dem gennem efterbillederne. Vi tager Giacomettis fascination på os, existentielt, og kigger nu på Cezanne, vi bruger Wahols serielle optik på Munch, og vi ser Klee måske ligefrem forvansket af Cobra, hvis det er det - både forståelse og misforståles er produktive momenter i tilegnelsens proces. Billedet ændres. Billedet af det hele ændres. Og billedet som det hele ændres. Kunsthistorien er blevet dynamisk, for beskueren er nu et link i den - og alt andet ville være urimeligt, eftersom kunsthistorie må handle om epokers syn på epoker.

Teorien om conceptuel blending kalder et sådant dobbeltforhold for double scope blending. Her er meningen at denne mentale operation er noget nyt - aha-oplevelser - som skal ske i publikums hoveder ved beskuende at bevæge sig igennem udstillingen. 

   Og ideen med udstillingen: Vi skal se Cobra-malernes værker gennem Klees optik, vi skal se Klees værker gennem Cobra-malernes optik. Og blive ekstra beriget ved mødet og relationen.

Det helt grundlæggende er at en række motiviske temaer går på tværs - temaer som både Klee og Cobra-gruppen dyrker: barnetegninger, masker, akrobater, fantasi- og mytologi-dyr. 

   Et Klee-citat - som er så dybt at det næsten er mystisk - kan illustre hvor vigtigt barndommen er i Klees opdagelsesrejse gennem det visuelle landskab hvor barnetegnnger og moderne æstetiske erfaringer blandes og legeres:

Kunsten leger med tingene - en leg hvor viden ikke tæller. Ligesom et barn efterligner os i sin leg, efterligner vi i leg de kræfter der skabte og stadig skaber verden

Når man går igennem udstillingen, så er det klart at Klee virkelig har været en rigtig kraftig inspirationskilde. Stærkere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.  Der er mange af Cobra-malernes malerier som tydeligevis motivisk og stilmæssigt læner sig op ad Klee-billeder, Klee-motiver, Klee-stil.

   Forholdet ligner det jeg tidligere har skrevet om - mellem den japanske superkunstner Hokusais træsnitkunst fra første halvdel af 1800-tallet og de franske impressionister og postimpressionister. 

   Men forskellen mellem forbilleder og den efterfølgende bevægelse er framingen: Klee er refleksiv og nærmest meditativ i sin udforskning af barndommesn fantasier og æstetik. Sin egen vel at mærke. 

   Det er hans egen personlige historie som er kunstnerisk bærebølge for en lang række af de tegninger og malerier som er inspireret af hans opdagelse af sine egne tegninger fra da han var barn - i en alder af 23 år. 

   Cobra-malerne bruger i højgere grad børnetegningernes mentale univers og æstetiske udtryk  som en samfundskritisk ideologi til at give energi til udadvendt og oprørsk maleri.

   Fælles for Klee og Cobra er dyrkelsen af den kulturelle "uvidenhed" som kendetegner børnetegninger - og dermed den autencitet som følger af det. 

   Fælles hos malerne er også ironien - som af udviklingspsykologiske grunde ikke finde i børnetegninger.

Jeg har lige købt en smartphone - Samsung Galaxy SII. Og jeg har downloaded et maleprogram og et skitse-tegne-program. 

   Mens fruen stadig gik rundt og sugede til sig af alle de fantasistimulerende malerier, satte jeg mig ned i Louisanas cafe-restaurant og legede med disse programmers muligheder. Naturligvis under indtryk af hvad jeg havde oplevet, og inspireret af David Hockneys Ipad-billeder som vi så sidst vi var på Louisiana:

Om de her forsøg tænker jeg at her kan jeg arbejde fuldstændig spontant. 

   Vi er udtryksmæssigt og udfoldelsesmæssigt i den modsatte ende af skalaen - i forhold til akvarelmaleriet der, som jeg tidligere har beskrevet, kræver en uhyre disciplin og føranalyse af motivets enkeltheder, for at lykkes. Og som det kan tage flere arbejdsdage at tegne og male færdigt.

   De her er produceret på 5 minutter - til sammen.

Min kreative kat - kan lære ved at imitere en anden kat - og har spejlneuroner i hjernen

Hvor intelligente og kreative er dyr? Et spørgsmål som mange har stillet sig i forskellige sammenhænge. Både forskere og lægmænd. Fx også lægmænd der har katte eller hunde. 

   Den moderne neurovidenskab bidrager i hvert fald til at udviske forskellene mellem mennesker og dyr når det gælder forestillinger om hvorvidt dyr har følelser, og om om de kan tænke abstrakt og dermed løse problemer. Men hvor lærenemme er de forskellige arter?

  Menneskeaber kan meget af det mennesker kan, bare i en simplere udgave. Hvaler og elefanter, papegøjer og ravnefugle er også meget intelligente og lærenemme.På nogle områder mere end menneskeaber.

Jeg og min familie har haft katte i mange år. Og jeg kan  i hvert fald bevidne at huskatte kan opdrage deres mennesker til at opføre sig på en måde som katten ønsker. Og utvivlsomt også at katte kan kommunikere - ønsker, fx om at blive lukket ud, eller om at få mad. Men ellers er en kat jo som der står i litteraturen "sin egen".

Vi har i flere omgange forsøgt at lære vores voksne katte at bruge en kattelem, så de selv kunne gå ind og ud af huset. Men det er aldrig lykkedes. Vi har nok ikke været tålmodige nok.

   På den anden side er jeg ikke i tvivl om at katte kan lære af deres mor, og at en del af interaktionen mellem mor og killing går ud på at lære killingen færdigheder som den får brug for som voksen. Men hvordan det egentlig foregår sådan helt ned i detaljen, ved jeg ikke.

   Men nu har vores 7 år gamle hun-skovkat, Donna, lært at bruge vores kattelem. Vi har for 14 dage siden fået en ny halvvoksen kastreret han-skovkat, Fister. Den gamle han døde i sommers. og katte er sjovest når de indbyrdes kan interagere.

  Donna har hvæset af den nye han i nogle dage når den kom for nær, men hun gør det ikke mere, og de er nu så småt begyndt at lege - jagte hinanden på skrømt.

   Fister kommer fra et hjem med kattelem, og han fandt hurtigt ud af hvor vores aldrig bruget kattelem var og at udnytte den til komme ud og ind ad den på egen hånd. Donna har i nogle dage kigget interesseret på. Og pludselig i går, så var den gået ud gennem kattelemmen. I første forsøg.

Den eneste forklaring på det er at det må Donna jo have lært ved at se Fister gøre det i nogle dage. Og så  har Donna imiteret hans handling.

   Altså mimetisk indlæring - læring ved efterligning. Den mest basale form for menneskelig læring, som bl. a. ligger bag den menneskelige sprogindlæring. Og en stor del af den undervisning vi modtager.

  En af neurovidenskabens forklaringer på at mimetisk indlæring foregår, er spejlneuroner. Altså dette at vi har nogle neuroner i hjernen som aktiveres både når vi ser andre gøre en bestemt handling og når vi ser andre gøre det samme.

  Aber har spejlneuroner i hjernen, har man konstateret. Det var faktisk forsøg med aber der gjorde at man opdagede dem og deres særlige funktion. Også fugle har spejlneuroner som aktiveres både når de høre en arstfælle synge og når de selv synger.

Så jeg gætter på at forklaringen på at Donna har lært sig at bruge kattelemmen, må være fordi katte også har spejlneuroner, neuroner som i første omgang har været aktiveret når den så Fister gør det, og som derefter har lagt et "handleprogram" ind i præmtorkortex som gjord det muligt for Donna efter et  stykke tids prægning at gennemføre den samme handling som hun så Fister gøre mange gange.

   Men har katte spejlneuroner? Det har jeg ikke læst nogen steder. Jeg googler og finder i første omgang en anmeldelse af et tv-program "Nature: Why We Love Cats and Dogs" på Los Angeles Times hjemmeside, som fortæller:

Cats possess "mirror neurons" that allow them to mirror the emotions of other animals (it's "the neural basis for empathy"). They live in a "time-sharing society," and see the world not as patches of territory but as paths.

http://articles.latimes.com/2009/feb/14/entertainment/et-catsanddogs14

Bingo! Donna har lært at bruge kattelem ved at imitere Fister - sikkert via spejlneuronernes mentale mekanismer.

Thomas Blachman - særligt kreativ personlighed - og improvisator

I det foregående indlæg skrev jeg om improvisation - især i musiksammenhæng - og hvordan denne form for kreativ aktivitet kom til udtryk i hjernen. 

   Og ikke så snart er begrebet improvisation kommet ind på den indre nethinde, før jeg i Politiken i dag læser et interview med Thomas BLachman, den barske og provokerende dommer i X-factor i flere omgange, hvor begrebet dukker op i slutning af interviewet:

Selv var Thomas Blachman en katastrofe i skolen. Han var ordblind og lavede aldrig lektier. Gik på syv-otte forskellige skoler, indtil han kom på Bernadotteskolen, hvor de anbefalede ham at spille musik. I musikke vendte han ordblindheden til en fordel.

   "Jeg har været overladt til abstraktionen, når bogstaverne i en tekst løsriver sig fra hinanden, og nye ord opstår; sindsygt mange på hver linie. Jeg associerer hurtigt, og det har gjort, at jeg blev jazzmusiker og færdes med stor tryghed i et irrelevant abstrakt rum."

   Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet mangel på struktur?   "Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg  kæmper med disciplinen", svarer han.

   "Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejd. At gøre tingene færdige," siger Thomas Blachman, der har tre fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af.

Ordblind. Skoleproblemer og mange skoleskift. Aktivt fantasiliv ("abstraktionen"). Det lugter langt væk af den særligt kreative personligheds typiske barndomshistorie. 

   Og af artiklen, skrevet af Peter Nicolai Gudme Christiansen, fremgår i øvrigt at Blachman er et musikalsk multitalent og grænseorverskridende kreativ. Og som mange i hans kategori: uhæmmet ærlig og derfor stærkt provokerende.

   Hvad kan jeg finde om hans barndom i øvrigt? Forholdet til faderen fx?

Hjerteblodet kommer fra et foretagsomt forældrepar. Faren af russisk jødisk afstamning. Moren ejede tøjbutikkerne Vi Unge og undertøjsforretningen Babs & Nutte. Faren opfinder bl.a. af den fuldautomatiske telefonsvarer. Barndomshjemmet var uhyre velhavende.

   Thomas Blachman har arvet morens fornemmelse for tøj, og farens opfindergen. Evnen til at tænke hurtigt og den kompromisløse stil har Thomas med hjemmefra. Som dreng var han ordblind. En enspænder, som senere har spejlet sig i historien om H.C. Andersens historie om den grimme ælling. - Jeg følte mig anderledes, for min mor klædte mig altid på med mærkeligt tøj, og jeg har jo det der mærkelige efternavn, har han sagt.

   Før krakket med Man Rec. kørte han i Rover og boede i en kæmpe villa på Østerbro fyldt med dyre møbler. Til dels finansieret af farens opfindelser.

   - Måske har jeg gjort oprør mod mine forældre ved at ville have mit helt eget domæne, som min far har accepteret, men aldrig har kunnet trænge ind i. Min far er en ekstremt dominerende type, har Blachman sagt.

http://www.bt.dk/underholdning/blachman-nyder-vaere-et-dumt-svin

Af udseende og temperament kunne han jo i øvrigt godt ligne min gamle legekammerat udi dramaturgiens verden, Ingolf Gabold, som også hører til den særligt kreative personlighedstype.

   Som jeg også må se at få ind i et selvstændigt indlæg her på bloggen, inden han snart går af som DR´s TV-dramachef.

Improvisation, kreativitet og hjernens funktion - ud fra Charles Limb´s forsøg

Det at kunne improvisere er udtryk for kreativitet. Det kan alle vist hurtigt blive enige om. At improvisere indebærer at man delvis eller for en tid forlader et mønster og et givet spor i udøvelsen af en målrettet handling. Man opfinder nyt hvor der foreligger et mønster i forvejen som man så improviserer over.

   Ikke mindst kender vi det jo fra musikken - og især jazmusikken har kravet eller ønsket om improvisation været set som et genrekendetegn.

Wikipedia definerer:

Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet. Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.

Og senere skriver leksikonnet om "improvisation i dagligdagen" at det også har at gøre med centrale kreativitetsbegreber som "intuition"

I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.

   Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.

Jeg mener ikke jeg har været inde på det begreb tidligere i min blog. Og det kan jo sådan set undre i betragtning af hvor centralt det er i en række kunstarter.  

Når jeg tager det op her og nu, så er det fordi jeg ved en søgning på nettet kom ind på en side der sagde noget spændende om sammenhængen mellem musikimprovisation og hjernens funktion.

   Kilden var en hjerneforsker og musiker Charles Limb. Det han have fundet ud af, var at når jazmusikere begyndte at improvisere, så deaktiverede den del af prefrontal cortex - de forreste pandelapper - som vi ved varetager en række overordende styrende, kontrollerende og hæmmende funktioner (lateral prefrontal cortex). Samtidig med denne "nedlukning" af "hæmmecentrene", blev dele af the default network aktiveret (medial prefrontal cortex):

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

  They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

  The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

Her er manden selv der fortæller om forsøget:

I et interview forklarer Charles Limb om hvad der skete under forsøget:

The activity in the medial prefrontal area went up—that's this autobiographical, self-referential, self-expressive area. And the lateral prefrontal regions went down—those are self-inhibitory, self-censoring, self-monitoring regions of the brain. That's a pattern of activity that is not commonly seen. The way we interpreted it—and this is with a lot of caveats—is that this might be one of the neural signatures of spontaneous creativity.

Charles Limbs samarbejdspartner Allen Braun har lavet skanninger af hjernen mens den drømmer, og nået frem til at der er store ligheder i hjernens måde at fungere på når den drømmer og når der improviseres:

My co-author in the jazz study, Allen Braun at the NIH, did some studies of dreaming using PET scanning. He found this similar increase in medial-prefrontal activity. Dreaming is de-focused, random associations, and the decreased lateral peripheral activity that he saw during dreaming he interpreted as turning off the barriers of rationality that normally link our thoughts together. So what does that imply? Well, maybe dreaming and improvisation do overlap cognitively. You can understand that qualitatively, but to prove that definitively is hard.

 Når der i litteraturen om kreativitetsteknikker tales om nødvendigheden af at komme i "åben tilstand" og at man skal suspendere vurderinger når man fx laver en fælles brainstorm, så betyder det vel rent neurologisk at man lukker ned for medial prefrontal cortex-delen - og åbner op for større eller mindre dele af the default network. 

Om indre og ydre sansning - og the task negative og task positive netværk i hjernen - og den særligt kreative personligheds dannelse og funktionsmåde

Jeg tænker jævnligt på the default network, the default mode, the task negative network/mode når jeg læser om forskellige sider af kreativitet. Og har blandt andet nu koblet min teori om den særligt kreative personlighed sammen med opdagelsen af dette særlige neurologiske netværk i hjernen som er aktivt når man dagdrømmer, tænker sig selv i fremtidige eller fiktive situationer, når man genkalder sig episodiske erindringer, og når man fantaserer, mens det deaktiveres ("lukker ned") eller hvis aktivitet er meget neddæmpet når vi er optaget af udadvendte aktive gøremål og problemløsende arbejdsprocesser.

Den moderne hjerneforskning går jo ud fra at hjernen i barndom (især) og ungdom regulært opbygges, formes og udvikler sig gennem social og fysisk interaktion med omverdenen. Det må også gælde the default network, tænker jeg. Og det passer:

In recent years, the brain's “default network”, a set of regions characterized by decreased neural activity during goal-oriented tasks, has generated a significant amount of interest, as well as controversy. Much of the discussion has focused on the relationship of these regions to a “default mode” of brain function. In early studies, investigators suggested that, the brain's default mode supports “self-referential” or “introspective” mental activity. Subsequently, regions of the default network have been more specifically related to the “internal narrative,” the “autobiographical self,” “stimulus independent thought,” “mentalizing,” and most recently “self-projection.” However, the extant literature on the function of the default network is limited to adults, i.e., after the system has reached maturity. We hypothesized that further insight into the network's functioning could be achieved by characterizing its development. In the current study, we used resting-state functional connectivity MRI (rs-fcMRI) to characterize the development of the brain's default network. We found that the default regions are only sparsely functionally connected at early school age (7–9 years old); over development, these regions integrate into a cohesive, interconnected network. 

(abstract fra: The maturing architecture of the brain's default network, af Damien A. Fair,*† Alexander L. Cohen,‡ Nico U. F. Dosenbach,‡ Jessica A. Church,* Francis M. Miezin,*‡ Deanna M. Barch,‡§¶ Marcus E. Raichle,*†‡‖Steven E. Petersen,*‡§‖ and Bradley L. Schlaggar*†‡‖)

Jeg har påstået at den særligt kreative personlighed ofte i sin barndom har oplevet stærke sociale (af)savn og tab og forflytninger som har sat sig permanente spor og aftryk i sindet, spor og aftryk i de neurale netværk der opbygges i den periode, og som er særligt stimulerende og fremmende for et stærkt fantasiliv, og som også senere i livet giver sig udslag i "flere personligheder i en" (en vekslen mellem indadvendt og en udadvendt tilstand, eller en svingning mellem optimistisk og pessimistisk tilstand).

   Det ligger derfor ikke fjernt at tro at det er den kreative personligheds særlige udforming af og adgang til the default network der er resultatet af disse langvarigt og stærkt  indgribende barndoms- og ungdoms- erfaringer i sindets og hjernens  neurale funktionsmåde og forbindelseslinier. 

"The Brain and the Inner World" af Mark Solms og Oliver Turnbull paralleliserer to nærmest kompelmentær systemer i vores hjerne:

   1) Et extrovert system som kobler os på omverdenen gennem sansning (perception) og handling - sansning og handling indgår i tæt sammenvævede feed back-systemer: Vi sanser, vi handler i forhold til det billede/den forestilling vores sanser skaber af omverdenen, og vi sanser vores handlinger og korrigerer eller styrker forholdet til og beherskelsen af interaktionen mellem sansning og handling - fx når vi lærer at køre i bil eller lave mad.

   2) Et andet introvert system som vender opmærksomheden indad, og som vi kun har subjektivt adgang til gennem introspektion - en mental bevidsthedsproces som kun kan beskrives med brug af forskellige metaforer: at se ind i sig selv, at lytte til sig selv, eller at føle noget i sig selv. 

Vi bruger altså en masse metaforer hentet fra det ydre og udadvendte sanseapperat til at tale om de indre "sansninger".  

   Vi har en følesans gennem nerveceller fra huden til hjernen som fortæller os når og hvor vi udsættes for tryk og kæl og stik, varme og kulde m.m. Og så har vi en indre sans - eller flere - der på en analog måde fortæller os om vores aktuelle "følelser": tilstande af glæde, vrede, angst, lyst. 

  Vi har også en "intern synsans" der gør det muligt at genkalde os en erindring for det indre blik eller på den indre skærm, en indre høresans, et indre øre der kan genkalde og afspille en melodi eller fortælle os selv noget i ord (indre dialog).

   Dette system og det tilhørende metaforsprog gør det muligt for os  at gå i vores egen tanker, at blive fjerne i blikket, at falde i staver, at høre samvittighedens stemme, være i sort humør, at se rødt når vi er vrede. 

   Jeg har tidligere gjort en masse ud af den konceptuelle grundmetafor der forbinder den ydre sansning med den indre forestilling: AT SE = AT FORSTÅ: det kan jeg godt se er rigtigt, det indser jeg tydeligt, du må da kunne se hvordan det hænger sammen. 

Ca. en tredjedel inde i bogen skriver de to forfattere om bevidsthedens funktion i sindet:

We have arrived at the following provisional conclusions. The mind itself is unconscious , but we percieve it conciously by looking inwards. It is this capacity for "looking inwards" (for introspection and self-awareness) that is the most essential property of the mind. The "me" that we percieve through introspection can also be percieved through our external senses as a physical body.

Senere beskriver de at bevidsthedens centrale funktion er at integrere perceptionen af 'den indre verden' (følelser og tanker) og perceptionen af og interaktione med den ydre verden:

Although it is not neessecary to be conscious of the external environment in order to percieve it, it is nevertheless usefull. It is usefull to be able to say things like: "I feel like this (hungry) so I want to eat that thing over there," og, "I feel like this (upset)), because that thing over there bite me." In this way, consciousness - that is, value - is imparted to objects, and objects come to be known as "good" or "bad".

Det er bevidsthedens centrale job at parre - at matche - de skiftende indre tilstande af at være et selv (tilfreds eller utilfreds) - med den aktuelle tilstand af objekt-verdenen uden om os. 

Consciousness consists of awareness of what is happening around us, grounded in a background medium of self-awareness.

Denne matching af indre følelser og ydre objektive muligheder eller mangel på samme, kræver som mellemled bevidste eller ubevidste tanker, forestillinger og fantasier, hvorigennem man altså kan se sig selv i en anden og mere tilfredsstillende situation end den aktuelle mangel-tilstand eller tilstand af ubehag. 

Det slår mig (læg mærke til metaforen "slå" her) at disse to systemer svarer til hhv. the task positive network og the task negative network. Og at den særligt kreative pesonlighed tilsyneladende er specielt god til at få de to systemer til at spille sammen i de kreative produktioner - ved en særligt effektiv og intensiv udnyttelse af the default networks specifikke muligheder for at gå efter erindringer og at forestille sig selv i andre verdener. 

   Og selv om bogen ikke har referencer til the default network i hjernen, så er det slående hvordan der er korrespondance  mellem det bogen taler om som den indre verden på den ene side, og så de mentale funktioner man tilskriver the default network til at varetage på den anden.