Om indre og ydre sansning - og the task negative og task positive netværk i hjernen - og den særligt kreative personligheds dannelse og funktionsmåde

Jeg tænker jævnligt på the default network, the default mode, the task negative network/mode når jeg læser om forskellige sider af kreativitet. Og har blandt andet nu koblet min teori om den særligt kreative personlighed sammen med opdagelsen af dette særlige neurologiske netværk i hjernen som er aktivt når man dagdrømmer, tænker sig selv i fremtidige eller fiktive situationer, når man genkalder sig episodiske erindringer, og når man fantaserer, mens det deaktiveres ("lukker ned") eller hvis aktivitet er meget neddæmpet når vi er optaget af udadvendte aktive gøremål og problemløsende arbejdsprocesser.

Den moderne hjerneforskning går jo ud fra at hjernen i barndom (især) og ungdom regulært opbygges, formes og udvikler sig gennem social og fysisk interaktion med omverdenen. Det må også gælde the default network, tænker jeg. Og det passer:

In recent years, the brain's “default network”, a set of regions characterized by decreased neural activity during goal-oriented tasks, has generated a significant amount of interest, as well as controversy. Much of the discussion has focused on the relationship of these regions to a “default mode” of brain function. In early studies, investigators suggested that, the brain's default mode supports “self-referential” or “introspective” mental activity. Subsequently, regions of the default network have been more specifically related to the “internal narrative,” the “autobiographical self,” “stimulus independent thought,” “mentalizing,” and most recently “self-projection.” However, the extant literature on the function of the default network is limited to adults, i.e., after the system has reached maturity. We hypothesized that further insight into the network's functioning could be achieved by characterizing its development. In the current study, we used resting-state functional connectivity MRI (rs-fcMRI) to characterize the development of the brain's default network. We found that the default regions are only sparsely functionally connected at early school age (7–9 years old); over development, these regions integrate into a cohesive, interconnected network. 

(abstract fra: The maturing architecture of the brain's default network, af Damien A. Fair,*† Alexander L. Cohen,‡ Nico U. F. Dosenbach,‡ Jessica A. Church,* Francis M. Miezin,*‡ Deanna M. Barch,‡§¶ Marcus E. Raichle,*†‡‖Steven E. Petersen,*‡§‖ and Bradley L. Schlaggar*†‡‖)

Jeg har påstået at den særligt kreative personlighed ofte i sin barndom har oplevet stærke sociale (af)savn og tab og forflytninger som har sat sig permanente spor og aftryk i sindet, spor og aftryk i de neurale netværk der opbygges i den periode, og som er særligt stimulerende og fremmende for et stærkt fantasiliv, og som også senere i livet giver sig udslag i "flere personligheder i en" (en vekslen mellem indadvendt og en udadvendt tilstand, eller en svingning mellem optimistisk og pessimistisk tilstand).

   Det ligger derfor ikke fjernt at tro at det er den kreative personligheds særlige udforming af og adgang til the default network der er resultatet af disse langvarigt og stærkt  indgribende barndoms- og ungdoms- erfaringer i sindets og hjernens  neurale funktionsmåde og forbindelseslinier. 

"The Brain and the Inner World" af Mark Solms og Oliver Turnbull paralleliserer to nærmest kompelmentær systemer i vores hjerne:

   1) Et extrovert system som kobler os på omverdenen gennem sansning (perception) og handling - sansning og handling indgår i tæt sammenvævede feed back-systemer: Vi sanser, vi handler i forhold til det billede/den forestilling vores sanser skaber af omverdenen, og vi sanser vores handlinger og korrigerer eller styrker forholdet til og beherskelsen af interaktionen mellem sansning og handling - fx når vi lærer at køre i bil eller lave mad.

   2) Et andet introvert system som vender opmærksomheden indad, og som vi kun har subjektivt adgang til gennem introspektion - en mental bevidsthedsproces som kun kan beskrives med brug af forskellige metaforer: at se ind i sig selv, at lytte til sig selv, eller at føle noget i sig selv. 

Vi bruger altså en masse metaforer hentet fra det ydre og udadvendte sanseapperat til at tale om de indre "sansninger".  

   Vi har en følesans gennem nerveceller fra huden til hjernen som fortæller os når og hvor vi udsættes for tryk og kæl og stik, varme og kulde m.m. Og så har vi en indre sans - eller flere - der på en analog måde fortæller os om vores aktuelle "følelser": tilstande af glæde, vrede, angst, lyst. 

  Vi har også en "intern synsans" der gør det muligt at genkalde os en erindring for det indre blik eller på den indre skærm, en indre høresans, et indre øre der kan genkalde og afspille en melodi eller fortælle os selv noget i ord (indre dialog).

   Dette system og det tilhørende metaforsprog gør det muligt for os  at gå i vores egen tanker, at blive fjerne i blikket, at falde i staver, at høre samvittighedens stemme, være i sort humør, at se rødt når vi er vrede. 

   Jeg har tidligere gjort en masse ud af den konceptuelle grundmetafor der forbinder den ydre sansning med den indre forestilling: AT SE = AT FORSTÅ: det kan jeg godt se er rigtigt, det indser jeg tydeligt, du må da kunne se hvordan det hænger sammen. 

Ca. en tredjedel inde i bogen skriver de to forfattere om bevidsthedens funktion i sindet:

We have arrived at the following provisional conclusions. The mind itself is unconscious , but we percieve it conciously by looking inwards. It is this capacity for "looking inwards" (for introspection and self-awareness) that is the most essential property of the mind. The "me" that we percieve through introspection can also be percieved through our external senses as a physical body.

Senere beskriver de at bevidsthedens centrale funktion er at integrere perceptionen af 'den indre verden' (følelser og tanker) og perceptionen af og interaktione med den ydre verden:

Although it is not neessecary to be conscious of the external environment in order to percieve it, it is nevertheless usefull. It is usefull to be able to say things like: "I feel like this (hungry) so I want to eat that thing over there," og, "I feel like this (upset)), because that thing over there bite me." In this way, consciousness - that is, value - is imparted to objects, and objects come to be known as "good" or "bad".

Det er bevidsthedens centrale job at parre - at matche - de skiftende indre tilstande af at være et selv (tilfreds eller utilfreds) - med den aktuelle tilstand af objekt-verdenen uden om os. 

Consciousness consists of awareness of what is happening around us, grounded in a background medium of self-awareness.

Denne matching af indre følelser og ydre objektive muligheder eller mangel på samme, kræver som mellemled bevidste eller ubevidste tanker, forestillinger og fantasier, hvorigennem man altså kan se sig selv i en anden og mere tilfredsstillende situation end den aktuelle mangel-tilstand eller tilstand af ubehag. 

Det slår mig (læg mærke til metaforen "slå" her) at disse to systemer svarer til hhv. the task positive network og the task negative network. Og at den særligt kreative pesonlighed tilsyneladende er specielt god til at få de to systemer til at spille sammen i de kreative produktioner - ved en særligt effektiv og intensiv udnyttelse af the default networks specifikke muligheder for at gå efter erindringer og at forestille sig selv i andre verdener. 

   Og selv om bogen ikke har referencer til the default network i hjernen, så er det slående hvordan der er korrespondance  mellem det bogen taler om som den indre verden på den ene side, og så de mentale funktioner man tilskriver the default network til at varetage på den anden.

Freud i neuronernes net - om en ny tværfaglig forskningsdisiplin "Neuropsychoanalysis"

For nogle indlæg siden lancerede jeg et muligt nyt tværvidenskabeligt forskningsfelt: neuro-journalistik. En forskningsdisciplin der ligesom en serie andre der begynder med "neuro-", forsøger at bruge ny viden og indsigter fra den moderne hjerneforskning til at forstå og forklare sammenhængen mellem hjernens kognitive og emotionelle processer og funktionsmåder og så vidensområder der ellers har været defineret som rent humanistiske eller samfundsvidenskabelige: neuro-økonomi, neuro-etik, neuro-lingvistik, etc.

   For ikke så længe siden prøvede jeg så - for sjov - at google "Freud" og "psychoanalysis" sammen med "neuroscience". Flere af de bøger jeg havde læst, havde nogle få referencer til Freud - vel at mærke positive og ikke kritiske, som man ellers mest har set det i mange år. Så måske var der nogen der havde gang i noget grænseoverskridende her: videnskabelig blending

  Og bingo: Jeg fandt både bøger og en hjemmeside med et tidsskrift og selskab: http://www.neuropsa.org.uk/

Hvorfor syntes jeg nu det kunne være interessant? 

   I mine unge dage stod Freud centralt i en masse litteratur- og film-forskning. Og også i psykologien, selvfølgelig. Selv var jeg inspireret af ham og hans tænkning og modeller af sindet i flere af de artikler jeg skrev om sprog i 70-erne.

   Og mange af de teorier som den gang var på banen om forfattere og kunstneres måde at tænke, føle og arbejde på, udsprang af Freuds begreber om fortrængning og sublimering, om det ubevidste forestillingsliv som gennem metaforer og metonymer - forskydning og fortætning - kom til udtryk i kreative produkter.

   Også i bogen "Faktion som udtryksmiddel" havde jeg opstillet begreber om hvad der foregik på "modtagersiden" når folk så tv og film, som var Freud-inspireret.

   Men ligesom en af de andre store tænkere som var inspirererende for os 68-ere, Karl Marx, så røg Freud ud med badevandet i løbet af 80-erne, fordi hans teorier og forestillinger jo var ekstremt case-baserede, var stærkt spekulative og subjektive - og stort set unddrog sig empirisk testning og bevisførelse. 

   Og ikke mindst fordi man nu havde fundet psykofarmaka som kunne "helbrede" eller "lindre" psykiske sygdomme med en effekt der var mange gange sikrere, og med en behandling som var mange gange billigere end psykologiens og psykoanalysens "tale-kure".

Mens jeg var på Cap Verde og malede akvareller med lyst, flid og fornøjelse, fik jeg også læste en enkelt medbragt bog: "The Brain and the Inner World - An introduction to the neuroscience of  subjective experience". Af Mark Solms og Olver Turnbull. 

   Bogen er fra 2002, så den har ikke de sidste 10 års resultater med, fx om default netværkets og spejlneuronnetværkets funktion i kreative processer og i den sociale interaktion.

   Ikke desto mindre er her altså en bog som er rigtig spændende at læse, og som systematisk gennemgår den moderne neuro-science resultater og sammenholder dem med Freuds og psykoanalysens teorier, forestillinger og modeller. 

   Og pointen er selvfølgelig, at forfatterne finder en lang række slående paralleller og korrespondancer på tværs af de to fagområder og konceptuelle rum.

De handler blandt andet om hvor store en del og hvilken del af sindets måde at fungere på i forhold til sanseindtryk fra omgivelserne og i forhold til de indtryk hjernen får "indefra" - fra kroppen - der er ubevidste. Det meste fortæller neurovidenskaben os. Det meste siger Freud.

Også Freuds grundlæggende modultænkning hvor forskellige centre så at sige kæmper om magten eller arbejder sammen som "formidlende instanser"  i forholdet mellem den ydre objektive verden og den indre subjektive verden. Denne modultænkning korresponderer også godt med den måde man inden for neuro-videnskaben anskuer hjernens arkitektur på. 

   Dette at bestemte moduler i hjernen bliver skadet, svækkes eller falder helt ud, kan tydeligvis ændre radikalt på menneskers psyke og deres forestillingsliv, viser en masse case-studier. Og tilsvarende kan Freud tale om et svækket "jeg" (narcisistisk) eller er et for stærkt "overjeg" (neurotisk) til at beskrive sindslidelser og personlighedstyper.
   Og han taler om "hæmning" - "inhibition" - af de "primære processer" som udspringer af drift-modulet "ID" - hæmning som det er jegets eller overjegets funktion at varetage.  

Og "de primære processer" hos Freud er altså drifter og de følelser som drifterne udløser i sindet. Hvad siger neuro-videnskaben om dem? 

   Den siger at der er fire basale emotion-command-systemer: SEEKING, RAGE, FEAR og PANIC. Og at hvis disse systemer fx på grund af hjerneskader eller traumatiske erfaringer, "løber løbsk", så er det farligt for individdet. 

   Derfor har vi "hæmningssystemer" som udspringer af de forreste hjernelapper (the frontal lobes), og hvis formål er at sikrere at vi socialt kan omgås vores medmennesker.

   FEAR-systemet og hvordan hjernen lærer sig mentalt at hæmme dets livsfarlige spontane udtryk,  er det der er bedst studeret i den moderne hjerneforskning, men...

Presumably, similar mechanisms exist for all the basic-emotional command systems, allthough they have been less thoroughly studied. Unabridled affective responses of the types released by the SEEKING, RAGE an PANIC systems ar no less maladaptive, in principle, than overwhelming FEAR reactions. The balance between these primitive instictual mechanisms and the voluntary programming, regulation and verification og action contributed by frontal-lobe mechanisms, therefore seems to provide a direct prarallel  with the balance between what psychoanalysists classically referred to as th "id" and "ego" mechanisms. (...)

   However, by the same token, the ihibitory brain mechanisms just described can also be overactive - and this might provide the neural basis of some patalogical varieties of repression and other forms of inhibition.

Altså: Hjernens neurologisk modulsystemer - forskellige netværk - arbejder sammen (og afbalancerer hinanden) om at varetage de nødvendige funktioner for at den indre subjektivt oplevede verden og det ydre objektive verden kan forliges og kan gøre det muligt for det biologiske væsen mennesket at udvikle sig og overleve som art. Men både de emotionelle systemer og de mekanismer i hjernen hvis job det er at kunne hæmme dem, kan løbe løbsk og føre til mentale "maladabptive" reaktioner.

   Både emotions-systemerne og hæminingsmekanismerne er nogle hvis funktion og interaktion udvikles under opvæksten. Og den udvikling sker gennem samspil med forældre, kammerater og andre vigtige sociale påvirkningsagenter, et samspil som kan sætte sig permanente spor i hjernens funktionsmåde og mentale tilstand, og som varigt kan præge måden SEEKING-, FEAR-, RAGE- og PANIC-systemerne manifesterer sig i sindet på: produktivt eller destruktivt. 

   Og - tror jeg - på den måde kan en bestemt prægning af hjernens neurale forbindelser og kemiske mekanismer i barndom og ungdom, være grundlaget for og resulterer i den særlige mentale tilstand og neurologiske organisation af hjernen som jeg i denne blog har kaldt den særligt kreative personlighed. 

Jeg vender i senere indlæg tilbage til Mark Solms og Oliver Thurnbulls bog "The Brain and the Inner World."