Om glæden ved æstetisk skønhed (2) - meget mere om "processing fluency" og hvad der fremmer det

Proportioner  tegnet ind i et konstrueret smukt kvindeansigt

Skuespilleren Angelina Jolie

Dette indlæg er en fortsættelse af de umiddelbart foregående, som der er et link til her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Afsættet var en udstilling på Rønnebæksholm af to kunstnere, en der maler akvarel og en der arbejde i syrebehandlet metal. Navnene er Carl Johan Forsberg og Eva Louis Buus.

Carl Johan Forsberg: Akvarel (japansk inspireret)

Eva Louise Buus:
Hokusai-inspireret bølgemotiv på kobber

Under søgningen på teorier om æstetisk skønhedsoplevelser og hvad der foregår i hjernen i den forbindelse, opdagede jeg at der fandtes en teori som gik under betegnelsen "Processing fluency theory of aesthetic pleasure".
   Som vel  nærmest kan oversættes til dansk sådan: skønhed opleves når oplevelsen gennem sanserne af et 'objekt' foregår flydende - den fiser bare under huden, ind i hjerte og hjerne - uden forstyrrende modstand.
   Oplevelsen kan på mange måde minde om det at blive forelsket ved første blik.

Og først: Hvad betyder "processing fluency"?

Processing fluency is the ease with which information is processed. Perceptual fluency is the ease of processing stimuli based on manipulations to perceptual quality. Retrieval fluency is the ease with which information can be retrieved from memory.

Altså: Det er en slags mål for hvor  relativt 'flydende' eller 'flyvende' - glidende, nemt, ubesværet - man kan afkode og indoptage information via de fem sanser - og tilsvarende hvor let eller mindre let man kan genkalde sig information fra hukommelsen.

   Og det begreb kobles så teoretisk sammen med 'glæden ved æstetisk skønhed'.

The processing fluency theory of aesthetic pleasure is a theory in psychological aesthetics on how people experience beauty. 

Altså: Oplevelsen af æstetisk skønhed ved fx en genstand, et maleri, et landskab, et ansigt eller et stykke musik - og følelsen af tilfredshed ved mødet med dette æstetiske objekt, skulle ifølge den teori skyldes at det er noget der foregår særlig nemt og ubesværet: nemlig at sanse, percipere, opleve det; altså at det man oplevede som smukt eller skønt er en 'sansebegivenhed' hvor 'informationen' så at sige bare strømmer ubesværet ind i underbevidstheden - ledsaget af en befriende følelse af velbehag (som skyldes forøget dopamin og serotonin fra hjernens belønningssystem)

  Så ifølge den teori er 'skønhed' nok noget der foregår i hjernen (og altså "beauty is in the eye of the beholder", som man siger på engelsk), men det sker især og mest i mødet og interaktionen over tid med særlige egenskaber ved objekter som vi medfødt er positivt indstillet over for.

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Artiklen som jeg har linket til her, er vist nok den der introducere ideen for første gang, en ide (teori) som forsøger at opløse konflikten mellem to uforenelige forestillinger om 'skønhed':
   - én position der siger at 'skønhed' er (objektive og måske ligefrem matematiske) særlige egenskaber ved bestemte objekter ('egenskaber' er fx 'det gyldne snit' eller 'symmetri' eller 'harmoni' i toner og farver), og ...
    - en anden position der siger at er 'skønhed' en rent subjekt projektion fra den der oplever skønheden: på dansk: 'skønhed afhænger af øjnene der ser'.

Betydningen af teorien om 'processing fluency' beskrives sådan i Wikipedia:

The processing fluency theory of aesthetic pleasure emphasizes the interaction between the viewer and an object in that it integrates theories and a wide range of empirical evidence that focus on effects of objective stimulus attributes on perceived beauty with those that emphasize the role of experience, for example by invoking prototypicality. In this theory, beauty is seen as an experience that has nothing to do with artistic merit: Beautiful works of art may be without any merit whereas good art is not necessarily beautiful.

Aafhandlingen der er skrevet af tre forskere fra forskellige universiteters psykologiinstitutter: Rolf Reber, Norbert Schwarz, Piotr Winkielman, har denne titel:

Processing Fluency and Aesthetic Pleasure: Is Beauty in the Perceiver’s Processing Experience?

Og teksten indledes med en spidsformulering af ideen:

We propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently perceivers can process an object, the more positive their aesthetic response. 

Altså: Det er dynamikken i interaktionen (='processing dynamics') mellem hjernen og sanseindtryk fra omgivelserne som - over tid fra baby til voksen - ender med at konstituere hvad vi - man - føler og oplever som 'smukt' - som glædeligt tiltrækkende og fornøjeligt dejligt.

   Og det er fordi den kommunikative lethed mellem ydre impuls og hjernens indre modtageapparat både afhænger af lejrede erfaring over tid - og af de egenskaber som hjernen af biologiske grunde (evolutionens sortering gennem overlevelse) oplever og føler sig tiltrukket af.

Artiklen gennemgår forskellig variable som man traditionelt har kunnet konstatere betyder noget for hvor smukt eller ikke smukt man vurderer noget: 'figural goodness' (=vurderingen af at nogle figurer er mere behagelige at se/høre/mærke på end andre: lumumma-takete), figur-grund kontrast, stimulus-repetition (=gentagelse fremmer forståelsen, redundans), symmetri og 'prototypicality' (=dette at noget er typisk og 'gennemsnitligt' for sin slags).

Og artikelforfatterne Reber, Schwarz og Wienkielman sporer i alle de tilfælde den positive følelse og vurdering af 'skønhed' tilbage til 'processing fluency' - og siger altså at hvis noget er kendetegnet ved disse egenskaber, så gør de det nemmere at afkode og dermed dejligere at opleve, idet det aktiverer belønningsystemet gennem øget dopamin-produktion.
   Sammenhængen er altså:

nemt>behageligt>smukt

Jeg kan umiddelbart koble det sammen med i hvert fald tre begreber jeg tidligere har skrevet om: 'det gyldne snit', 'fraktaler' og Henrik Klüvers 'formkonstanter'.

Først til 'det gyldne snit' som er et forhold mellem to linjestykker der kan udtrykkes ved en brøk der kendetegner symbolet pi:

The Golden Proportion, a mathematical ratio, represents beauty, harmony and balance in physical form. Over the centuries, this geometric constant has influenced architecture, biological systems, mathematics and art. This ratio is believed to hold the key to the secret of beauty and finds its representation in innumerous natural and manmade masterpieces. 

Forholdet beskrevet i ord fra Videnskab.dk

»Et linjestykke siges at være delt i yderste og mellemste forhold, når hele linjestykket forholder sig til det største stykke som det største til det mindste.«

   Det lyder måske en anelse kryptisk, men du skal altså forestille dig at dele en linje eller en geometrisk figur i to stykker med forskellige længder eller arealer – stykke A og stykke B. Det gyldne snit opstår, når du deler linjen på en måde, så det længste stykke A har det samme forhold til det korteste stykke B, som hele linjen har til stykket A.

   Det betyder, at hvis du dividerer stykke A med stykke B, så får du samme tal, som hvis du deler hele linjens længde med stykket A - nemlig konstanten 1,618. Og det er sjovt nok en konstant, der lader til at dukke op flere steder i naturen lige fra galakser til solsikker.

Og altså også et forhold som kunstnere og designere siden de gamle grækere har brugt til at ordne kompositionen i billeder, arkitektur og design. Som fx Mona Lisa:  

Jeg har skrevet et længere indlæg om det gyldne snit i kunst og design her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/03/det-gyldne-snit-og-dermed-det-gyldne.html

Så til fraktalerne, som også har proportioner og bestemte matematiske formler (bl.a. mandelbrot-ligningerne) som underliggende "styresystem":

A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

Frataler synes at være gennemgående og selvrepeterende figurer og figursystemer i en masse naturfænomener, men de ligger også strukturerende bag en masse kunst og design hvori indgår gitre, stråler, netværk og spiraler.

  Jeg har skrevet et længere indlæg om fraktaler i natur og kunst her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/fraktaler-tal-og-formler-i-hjernen-i.html

I det indlæg er jeg også inde på fraktalernes forbindelse til det man kalder

Henrik Klüvers 'formkonstanter', karakteristiske figurer der har vist sig at være en del af hjernens visuelle forprogrammering: nogle basale grundformer eller mønstre som kommer frem som billeder på hjernens indre skærm når man fx. hallucinerer under indtagelse af LSD eller andre euforiserende stoffer:

Læs mere om Klüvers 'formkonstanter' her hvor jeg påviser deres betydning for jugendstilens former som efterligner naturen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Hvis et visuelt objekt tilnærmelsesvis lever op til nogle af disse mål, proportioner og figurer, så vil allerede et lille barns hjerne opleve objektet som noget godt og blive belønnet af behaget ved "processing fluency"; følelsen tilnærmet oversat til ord: "Det der er vel nok dejligt og rart (=smukt), for: det kender jeg da i forvejen", eller "for: det ligner noget jeg allerede kender".

   Og parallelt med oplevelsen af visuel skønhed, regner man så med at oplevelsen af lyd, eller af overflader eller af smage/lugte fungerer.

De tre forfattere af artiklen om "processing fluency" som noget der øger oplevelsen af skønhed, fremhæver også at andre egenskaber som fx 'visuel eller semantic priming' (= metaforisk set 'at gøde jorden' for noget der skal komme) øger oplevelsen af 'æstetisk tilfredsstillelse' - fordi det letter afkodningen af noget når vi ubevidst er blevet indstillet på dets fremkomst.

   Altså: dette at man gennem forudgående 'set up' eller 'framing' så at sige er blevet forberedt på oplevelsen, eller at man har tidligere erfaringer at tolke det nye igennem (som fx gennem metaforiske sammenligninger og analogier), det gør også kommunikationen mere flydende og giver øget skønhed til den oplevede genstand.
   Derfor er det fx en god ting at læse på lektion - en turguide - når man skal på turistbesøg i en ny by fra en fremmed eller gammel kultur. Man får simpelt hen 'mere skønhedsværdi' ud af turen.

Jeg får her to andre associationer:

   Den ene er til de begreber som jeg opregner i første bind af min bog "De levende billeders dramaturgi" i kapitlet "Historiens Udsmykning".

  De tilhører det lag i udtrykket hvis funktion er at bidrage til det jeg der kalder "fortællingens udtryksøkonomi" som er kendetegnet ved at det skaber "æstetisk kontinuitet og koncentration" under oplevelsen:

• Metafor
• Metonym
• Tema
• Set up - pay off
• Parallelscener
• Teks - underteks
• Punch line   

I alle de tilfælde kan man sige at deres funktion er at lette afkodningen og forstærke den emotionelle oplevelse af den dybereliggende dramaturgi og præmis i fortællingen.

   Hvad der så også kan siges at være begrundelsen for virkningen af en række overordnede 'udtryksøkonomiske principper' som teori-litteraturen har forskellige betegnelser for: 'less is more', 'isbjergprincippet', princippet om  'tidens, stedets og handlingens enhed' - og princippet om ønsket 'synæstesi' mellem forskellige sansemåder ('lumumma-takete'). 

   Og videre: Det er også begrundelsen for at man i det dramaturgiske begrebsapparat opererer med såkaldte 'kontrast- og følgekarakterer' som er med  i persongalleriet primært for at profilere hovedkaraktererne 'subjekt', 'hjælper', 'modstander'.

Jeg stopper her.

   Men det ville være interessant hvis en klog dramaturgiforsker kiggede på Hollywood-dramaturgien ud fra synspunktet: "Processing Fluency and Aesthetic Pleasure".

 
De principper man kan læse om i dramaturgiskrifter fra Aristoteles og frem, er simpelt hen principper for nem og effektiv budskabs-kommunikation via dramaer på teater, i film - og genneme storytelling i romaner/noveller, principper der bidrager til en særligt letflydende kommunikation som forbindes med en følelse af velvære, glæde og fornøjelse hos publikum når de anvendes.
   Som vi i gamle dage sagde på TV-dramaturgikurserne: Publikum skal opleve at det er deres eget indre manuskript filmen eller tv-fortællingen følger når de ser den.

  Som man måske husker fra sin skoletid, så var det allerede i starten af 1700-tallet Ludvig Holbergs erklærede mål med sine komedier "at gavne og fornøje". Og han forstod i den grad at muliggøre og stimulere "processing fluency" for det i forhold til teateroplevelsen nye og uerfarne borgerskab i Kongens København, som han skrev sine komedier for og til.

Den anden association jeg får når jeg læser at oplevelsen af 'skønhed' skyldes en særlig lethed i afkodningen (='processing fluency'), er koblingen til  neurologen og hjerneforskeren I. S. Ramachandran og hans kapitel om "The Artful Brain" i bogen "The Emergin Brain" (og kapitler med tilsvarende indhold i hans bog "The Tell-Tale-brain").

   Her opregner han 10 principper som udgør hans fagligt velbegrundede, men spektulative forslag til "the universal laws of art':

• gruppering (peak shift) 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit (perceptual problem solving)
• afsky ved tilfældigheder (abhorrence of coincidende)
• ordentlighed (repetition, rythm and orderliness)
• symmetri 
• balance
• metafor 

Og jeg tilføjer så for egen regning:

• metonymi

Ramachandrans  10 principper for  biologisk funderede "universal laws of art", har jeg jævnligt refereret til på min blog i den gennemgående serie om "akvarelmaleriets mysterier". Og først gang her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html

I alle tilfælde kan man argumentere for at de ti beskrevne principper på hver sin måde øger et kunstobjekts muligheder for at bidrage til 'processing fluency'; nogle især ved at lette kommunikationen, og nogle ved at forstyrre den, men kun midlertidigt (som fx 'overdrivelse'  og 'borte tit')

 

Man kan altså sige at teorien om øget 'processing fluency' som det der forklarer hvorfor noget opleves som særlig 'smukt' - som havende 'skønhed', at den teori ophæver konflikten mellem de to modstridende positioner som jeg nævnte tidligere: mellem den subjektivt orienterede der siger at skønhed afhænger af øjet (eller øret eller smagsløgene) der ser (hører, smager) på den ene side, og på den anden side: objektive egenskaber (der kan sættes på formel) ved det æstetiske objekt som hjerne fra starten - fra tidlig barndom - er programmeret til at føle og opfatte som behageligt.

Eller udtrykt i Wikipediasprog:

The theory resolves the apparent paradox of inborn and acquired preferences. For instance, infants prefer consonant melodies. According to the fluency account, this is because infants share perceptual equipment that make them process consonance in music more easily than dissonance. When children grow up, they are exposed to the music of their culture, resulting in culture-specific musical fluency. This familiarization explains why individuals from different cultures have different musical tastes. In addition, the theory helps explain why beauty (in a wide sense; perhaps the term elegance is more apt) is a cue for truth in mathematical problem solving and scientific discovery.

Jeg husker fra min gymnasietids undervisning i både fysik og matematik, at lærerne med lys i øjnene kunne afslutte en forklaring på tavlen for en lovmæssighed med at udbryde: "Det er et et smukt og meget elegant bevis."

   Den gang forstod jeg ikke hvad de egentlig mente, for jeg havde godt nok tit store problemer nok med bare at forstå og finde ud af formler og principper i matematikken og fysikken; mentalt overskud til at jeg også kunne nyde skønheden i det jeg så under mentale skrig og skår så endelig forstod og lærte mig, det manglede jeg den gang.

Artiklen af de tre psykologiprofessorer er lang og sprogligt set ikke særlig nem. Der er ikke gjort noget her for at øge dens 'processing fluency' i forhold til en almindelig læser, kan man sige. Og det har blandt andet noget med abstraktionsniveauet at gøre: Artiklen er i den grad 'meta' og forsøger at samle op på en masse tidligere tænkning og ideer om skønhed:

   Den forsøger at gennemlyse og forklare en stor portion isolerede forskningsresultater gennem årene, resultater som beskriver koblingen mellem objektive beskriv- og målbare stimuli på den ene side - og på den anden side hjernens subjektive reaktion på mødet med dem, en reaktion som emotionelt er positiv og kommer til udtryk ved glæde og fornøjelse ved mødet med 'skønheden' i kunsten (og virkeligheden). 

   Og de skriver i deres indledende 'abstract' at:

Our proposal provides an integrative framework for the study of aesthetic pleasure and sheds light on the interplay between early preferences versus cultural influences on taste, preferences for both prototypical and abstracted forms, and the relation between beauty and truth. In contrast to theories that trace aesthetic pleasure to objective stimulus features per se, we propose that beauty is grounded in the processing experiences of the perceiver, which are in part a function of stimulus properties.

De accepterer altså at hjernen er forudprogrammeret til at opleve en række input som emotionelt positive i hjernens belønnnngscenter:  særlige proportioner ved genstande, ansigter og figurer, særlige typer af former, særlig tonekombinationer og rytmer, specielle farvekombinationer (jfr farvecirklen), bestemte smage og lugte, etc.

   Men de medtænker så også at hjernen over tid sammenfatter disse oplevelser i sammenhæng med faktiske erfaringer og læringer, sådan at når man møder kunst i litteratur, i maleri, i arkitektur, i musik, i mad - og i naturen  - ja, så reagerer hjernens belønningssystem med et mentalt: "I love it":

   'Det her er maleri, poesi, musik og mad jeg kan lide - noget jeg tænder på og ønsker at opleve igen, føler og tænker den bevidste del af hjernen med sæde i frontallapperne, samtidig med at følelsen af behag og fornøjelse gentager sig.

Min sammenfatning lyder altså sådan:
  Hjernen oplever en høj grad af "processing fluency' præcis fordi kommunikationen mellem den æstetiske genstand (impulsgivende input) og hjernen (der afkoder betydning og mening) kører som i olie og bare flyder afsted og foregår relativt automatisk og modstandsløst:

   Så er det nemlig skøn kunst for mig - og rigtig mange af de andre der går rundt på fx Hundertwasser-udstillingen - eller fx sidder med i koncertsalen og lytter til en Mozartsymfoni - eller fx sidder i lænestolen og læser digte af Emil Aarestrup:

Til en Veninde

	Der er en Trolddom paa din Læbe,
	Der er en Afgrund i dit Blik,
	Der er i Lyden af din Stemme
	En Drøms ætheriske Musik.
	Der er en Klarhed paa din Pande,
	Der er et Mørke i dit Haar,
	Der er en Strøm af Blomsteraande
	Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
	Der er en Skat af evig Viisdom
	I Smilehullet paa din Kind,
	Der er en Brønd, en Sundhedskilde
	For alle Hjerter, i dit Sind.
	Der er en Verden i dit Indre,
	En sværmerisk, chaotisk Vaar —
	Som jeg umulig kan forglemme,
	Som jeg tilbeder og forstaaer.

Hov. Stop ....
   Der er jo nogle problemer her:
   Kunst er interessant fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, sætter nye tanker i gang. Det har man - vi alle - lært og tror på.
   Hvorimod pop og kitsch er kedeligt fordi det er (alt for) enkelt, banalt og simpelt og bygger på et nedslidt og udtjent skønhedsbegreb.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: 

Enten er man kitch eller avantgarde

   Den siden da ret indiskutable erfarede sandhed står vel i modsætning til teorien om at 'skønhed' er bestemt af 'processing fluency'?

   Det synes de tre forskere de har lanceret teorien også:

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

(fortsættes i næste blogindlæg)

Om glæden ved æstetisk skønhed - det handler om "processing fluency"

Historien kan fortælle at for antikkens store tænkere var der en indre naturlig eller gudgiven sammenhæng mellem godhed, sandhed og skønhed. Hvad der var smukt, var også godt og dermed sandt.

   Den sammenhæng blev problematiseret af kristendommen. Man lærte at skelne mellem ydre skønhed, som var egenskaber ved omverdenen som kunne opleves gennem sanserne, og indre skønhed som havde med psykologi, erkendelse og filosofi at gøre. Den sansede skønhed i synlige eller hørbare genstande kunne forføre og forlede - og dermed forstyrre oplevelsen af indre skønhed og sandhed som udsprang af Gud.

   Med modernismens gennembrud i kunst og litteratur i sidste del af 1800-tallet, ryger det klassiske skønhedsbegreb helt ud med badevandet. De æstetiske værdier i musik, billedkunst og litteratur bliver knyttet til forestillinger om oprør, nybrud, disharmoni, abstraktion, provokation. Og -ismerne i 1900-tallets kunsthistorie bider hinanden i haserne i stadigt nye generationsopgør.

   At noget er smukt eller skønt i traditionel forstand og bliver værdsat som sådan, den holdning bliver i kunstverdenen opfattet som noget negativt: letkøbt, banalt, kitchet, poppet, tilbagskuende, nostalgisk, der er ingen ende på de negative værdiord.

Egentlig ville jeg finde ud af noget om glæden ved skønhed - i forlængelse af besøget på Rønnebæksholm der for tiden viser en fascinerende dobbeltudstilling med titlen "Forstillinger om skønhed" på engelsk "Perceptions of Beauty":

   Uddstillingen viser ...

   ... Dels billeder af en svensk og i mange år "glemt" akvarelmaler Carl Johan Forsberg der er født 1868 og som maler sine landskabs- og naturbilleder fra begyndelsen af 1900-tallet og til sin død 1938, ofte med motiver fra hans mange udlandsrejser, men også fra Fanø og omegn hvor han boede sammen med sin danske kone i mange år. Stilen er tydeligvis inspireret af jugend-stilen fra før Første Verdenskrig

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

   ... Dels værker af den danske nulevende kunstner Eva Louise Buus som viser en række billeder i syrebehandlet metal og nogle keramikvaser - som alle er stærkt inspireret af Forsbergs kunst, og som altså med denne udstilling hiver den gamle svenske kunstner frem af glemslen og tilbage i kunsthistoriens lys gennem denne udstilling som hun er initiativtager til.

Eva Louise Buus: Bølgemotiv på syret metal

Eva Louise Buus: Alpevioler på syrebehandlet metal

Eva Louise Buus: Svane på syrebehandlet metal

Ingen tvivl om at de begge på hver sin måde udtrykker 'skønhed' i deres billeder. 

   De to kunstnere og udstillingen vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Men søgningen på nettet gav mig tilfældigvis en anden søgeordskombination som jeg også straks tændte på: "The Pleasure of Finding Things Out" ('glæden/lysten/fornøjelsen ved at finde ud af ting'), som er titlen på et populærvidenskabeligt værk fra 1999 af den - efter beskrivelsen at dømme - geniale og iderige fysik-forsker og nobelprisvinder Richard Feynman, som ud over sin forskning i kvantefysik blev internationalt berømt for sine forelæsninger for første års universitetsstuderende i begyndelsen af 60´erne, forelæsninger der introducerede til 'fysikken som videnskab'.

   Feynman er blevet beskrevet som "The Great Explainer", og forelæsningerne blev omarbejdet til nogle ekstremt populære lærebøger "The Feynman Lectures on Physics" (1964) som er udgivet på mange sprog, og som kan læses i seneste udgave fra 2005 her:

http://www.feynmanlectures.caltech.edu/

Men "glæden ved at finde ud af noget" kunne også være en undertitel på de fleste indlæg på denne blog, og kunne også være en fælles overskrift på min løbende undersøgelse af "akvarelmaleriets mysterier" der handler om hvad jeg har fundet ud af om akvarelmaleriets særlige teknik og visuelle tænkning, blandt andet ved også at beskrive og vise hvad jeg selv har prøvet i praksis.

   Og - uden at jeg har tænkt på det på den måde før: De billeder jeg kastede  mig ud i, var akvareller der havde 'skønhed' som et (af) mål(ene):

Egen akvarel: Flyvende dompaphan

Egen akvarel: Flyvend dompaphan bland rønnebær

Egn akvarel: Dompappar på rønnebærgren

Og jeg er ikke i tvivl om at min egen betagelse af Harald Henriksens billeder, og det at over 30 træsnit og akvareller af ham nu smykker væggene i mit og fruens hjem, at det også er udtryk for min fundmentale glæde ved skønhed.

Harald Henriksen: Bognæs, vinterlandskab. Træsnit

Harald Henriksen: Frederiksberg Have, sommer. Træsnit

Glæden ved skønhed oplever jeg også ved min næsten fysiske fortabelse ved mødet med og synet af den berømte og ikoniske Nefertite-buste som jeg så i virkeligheden i Berlin for nogle år siden. Men også ved den befriende følelse af glæde jeg har haft ved at sidde i timevis på rådhuspladsen i Vienna med en cappuccino og en grappa på cafebordet foran mig; og - ikke mindst - ved at gå/sejle rundt i Venedigs gader og vandveje og blive overvældet af skønhed i forfald.

Nefertiti-busten i Berlin

Rådhuspladsen i Siena

Venedig - Maleri fra 1697

Og så tager vi den også lige en gang mere: Min stadige og tilbagevendende fornøjelse ved synet og gensynet af de japanske træsnit af Hokusai og Hiroshige m.fl., skyldes også min opslugthed af og fornøjelse ved oplevelsen af skønhed.

Hiroshige: Natuugle med måne. Træsnit

I forbiparten nævner jeg også her at nogle mennesker kan blive syge ved sådanne stærke skønhedsoplevelser, en sygdom som har diagnose-betegnelsen 'Stendhal Syndromet' eller 'hyperulturemia':

https://en.wikipedia.org/wiki/Stendhal_syndrome

Men hvad med objekter der ikke er æstetisk formet, og hvor jeg kan have præcis samme følelse: solnedgange over havet med mørke profiler af træer i forgrunden, månebelyste landskaber, dramatiske bjergformationer, et vandfald, en kat der sidder i solen og slikker sin pels, et rådyr uden for vinduet i sommerhuset, de vilde dyr i naturreservatet i Sydafrika, fruens knaldrøde struttende georginer i en gennemsigtig krystalvase i vindueskarmen, etc.?

   Eller: et smukt kvindeansigt, en smuk kvinde-nakke, en smuk og velproportioneret nøgen kvindekrop?

   Også i de tilfælde oplever jeg 'glæden ved skønhed'.

Egen akvarel: Nøgenmodel - efter foto

Og det grundæggende spørgsmål er: Er skønhed en (kombination af) egenskab(er) ved objekter, sådan som man (jeg) umiddelbart oplever det - eller det kvaliteter som projiceres ind i objekterne af en subjektiv menneskehjerne der har lært at skønne på bestemte kvaliteter gennem læring og erfaring?

   Det spørgsmål tager jeg op og folder ud i det følgende indlæg. 

   Men svaret er både-og, medieret gennem det forskerne kalder 'processing fluency', det at informationer bare glider ind i underbevidstheden så let som ingenting. Og jo lettere og mere flydende kommunikationen foregår, jo smukkere fremtræder genstanden.

Læs videre i næste indlæg her på blokken.

Den store Sciens Fiction-forfatter Isaac Asimov har skrevet om kreativitet - en hidtil ukendt artikel fra 1959 er dukket op

Karikaturtegning af Isaac Asimov

En af de forfattere jeg jævnligt har skrevet om og refereret til er Isaac Asimov, især kendt og berømt for to serier af Science Fiction-bøger (SF):

   En serie om udvikllingen af en verden med robotter som venlige og hjælpsomme kunstigt producerede væsener med bevidsthed, væsener som har fået indprentet i deres 'positroniske' hjernevindinger tre fundamentale robotlove som lyder som følger:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade

2. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov

3. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Den anden serie handler om den galaktiske verdenshistories udvikling gennem beskrivelsen af sammenbruddet af et 10.000 år gammel galaktisk imperium, og  af fødslen af et nyt moderne imperium kaldet "The Foundation".

   Det var en fødsel der ifølge Foundation-serien blev igangsat  af en genial forsker Hari Seldon som udviklede en helt ny social-videnskab: Psychohistory - en socioøkonomisk videnskabelig disciplin som kunne forklare og forudsige udviklingen af vores galakses millioner af samfund over mange hundrede år, og som derfor både kunne forudsige faldet af det gamle emperium, og muligheden for at et nyt kunne opstå.

   Den ide- og fortællemæssige inspiration for den kun omkring 20-årige Isaac Asimov da han skrev de første historier i Foundation-serien,  var historikeren og forfatteren Edward Gibbsons "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".

Foundation-serien har været inspirationskilde for såvel Star Wars-film-serien som Star Trek-tv-serien.

   Og hans "opfindelse" af de tre grundlæggende robotlove, er blevet udnyttet af mange andre SF-forfattere som har skrevet historier hvori indgår robotter som medvirkende. 

   

Gå man til Wikipedia kan man af artiklens indledning få et indtryk af hvor helt usædvanligt fagligt alsidig  og hvor helt umanerligt produktiv en forfatteren Isaac Asimov var:

Isaac Asimov (/ˈaɪzᵻk ˈæzᵻmɒv/; born Isaak Ozimov; circa January 2, 1920[1] – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University. He was known for his works of science fiction and popular science. Asimov was prolific and wrote or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.

Ud over de to mange gange prisbelønnede SF-serier skrev han også SF for børn og unge - og  i hundredevis af SF-noveller. Han skrev også romaner og noveller inden for flere andre genrer, både krimier og fantasy-historier. 

   Men ikke mindst var han en højt beundret, populær og superproduktiv videnskabsformidler inden for stort set alle forskningsfelter:

Most of his popular science books explain scientific concepts in a historical way, going as far back as possible to a time when the science in question was at its simplest stage. He often provides nationalities, birth dates, and death dates for the scientists he mentions, as well as etymologies and pronunciation guides for technical terms. Examples include Guide to Science, the three-volume set Understanding Physics, and Asimov's Chronology of Science and Discovery, as well as works on astronomy, mathematics, history, William Shakespeare's writing, and chemistry.

Jeg har læst langt de fleste af Asimovs SF-fortællinger - og de fleste flere gange siden min ungdom. Og jeg har nydt det hver gang. Også selv om jeg efterhånden kan mange af historierne og plottene udenad.

   Men jeg har også læst hans selvbiografier (dem skrev han nemlig flere af med års mellemrum) med stor fornøjelse. 

   Hans egen personlige og hans forældres historie som fattige jødiske emigranter fra Rusland 1922 er i sig selv en fascinerende og opmuntrende oplevelse at få indblik i.

  Både hans altomfattende læsning inden for et bredt spektrum af videnskaber og hans usædvanligt store produktivitet når det gælder udgivelse af nye værker - både fakta og fiktion, er også helt enestående.

   Han er i den grad et smukt eksempel på "en særligt kreativ personlighed".

Af hans erindringer får man klart indtryk af Asimov som en helt usædvanligt belæst og højt begavet mand, der ikke mindst er velsignet med en helt unik evne til at forklare og formidle svære videnskabelig sammenhænge i et usædvanligt klart og let-forståeligt sprog. 

Asimov was a long-time member and vice president of Mensa International, albeit reluctantly; he described some members of that organization as "brain-proud and aggressive about their IQs". He took more joy in being president of the American Humanist Association. The asteroid 5020 Asimov, a crater on the planet Mars, a Brooklyn elementary school, and a literary award are named in his honor.

https://en.wikipedia.org/wiki/Isaac_Asimov

For nylig er det så kommet frem at den ekstremt kreative og produktive forfatter faktisk også har skrevet et essay specifikt om kreativitet. 

  Det var en overraskelse. I hvert fald for mig.

  Frem for at gå i detaljer med et referat og dissikere hans artikel som er skrevet da han var 40 år, så leverer jeg den her i sin helhed nedenfor.

    Wikipedia kan fortælle om historien bag artiklen:

In 1959, after a recommendation from Arthur Obermayer, Asimov's friend and a scientist on the US missile protection project, Asimov was approached by DARPA to join Obermayer's team. Asimov declined, on the grounds that his ability to write freely would be impaired should he receive classified information. However, he did submit a paper to DARPA titled "On Creativity" containing ideas on how government-based science projects could encourage team members to think more creatively.

Isaac Asimov ville altså ikke opgive sin frihed til at skrive hvad der passede ham, til fordel for et prestigefyldt og sikkert også velbetalt job i den hemmelige militære organisation The Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) som var ansvarlig for udviklingen af ny avanceret militær teknologi, fx til rumraketter, et job der nok ville give ham en masse ny og avanceret teknologisk viden, men en viden som han ikke kunne bruge og fortælle om i sine elskede bøger fordi den ville være hemmeligstemplet.

   Som en slags afbigt for at sige nej, afleverede han dette essay som sit bidrag til arbejdet: 

ON CREATIVITY

How do people get new ideas? 

Presumably, the process of creativity, whatever it is, is essentially the same in all its branches and varieties, so that the evolution of a new art form, a new gadget, a new scientific principle, all involve common factors. We are most interested in the “creation” of a new scientific principle or a new application of an old one, but we can be general here.

   One way of investigating the problem is to consider the great ideas of the past and see just how they were generated. Unfortunately, the method of generation is never clear even to the “generators” themselves.

   But what if the same earth-shaking idea occurred to two men, simultaneously and independently? Perhaps, the common factors involved would be illuminating. Consider the theory of evolution by natural selection, independently created by Charles Darwin and Alfred Wallace.

   There is a great deal in common there. Both traveled to far places, observing strange species of plants and animals and the manner in which they varied from place to place. Both were keenly interested in finding an explanation for this, and both failed until each happened to read Malthus’s “Essay on Population.”

    Both then saw how the notion of overpopulation and weeding out (which Malthus had applied to human beings) would fit into the doctrine of evolution by natural selection (if applied to species generally).

   Obviously, then, what is needed is not only people with a good background in a particular field, but also people capable of making a connection between item 1 and item 2 which might not ordinarily seem connected.

   Undoubtedly in the first half of the 19th century, a great many naturalists had studied the manner in which species were differentiated among themselves. A great many people had read Malthus. Perhaps some both studied species and read Malthus. But what you needed was someone who studied species, read Malthus, and had the ability to make a cross-connection.

    That is the crucial point that is the rare characteristic that must be found. Once the cross-connection is made, it becomes obvious. Thomas H. Huxley is supposed to have exclaimed after reading On the Origin of Species, “How stupid of me not to have thought of this.”

    But why didn’t he think of it? The history of human thought would make it seem that there is difficulty in thinking of an idea even when all the facts are on the table. Making the cross-connection requires a certain daring. It must, for any cross-connection that does not require daring is performed at once by many and develops not as a “new idea,” but as a mere “corollary of an old idea.”

    It is only afterward that a new idea seems reasonable. To begin with, it usually seems unreasonable. It seems the height of unreason to suppose the earth was round instead of flat, or that it moved instead of the sun, or that objects required a force to stop them when in motion, instead of a force to keep them moving, and so on.

    A person willing to fly in the face of reason, authority, and common sense must be a person of considerable self-assurance. Since he occurs only rarely, he must seem eccentric (in at least that respect) to the rest of us. A person eccentric in one respect is often eccentric in others.

    Consequently, the person who is most likely to get new ideas is a person of good background in the field of interest and one who is unconventional in his habits. (To be a crackpot is not, however, enough in itself.)

    Once you have the people you want, the next question is: Do you want to bring them together so that they may discuss the problem mutually, or should you inform each of the problem and allow them to work in isolation?

   My feeling is that as far as creativity is concerned, isolation is required. The creative person is, in any case, continually working at it. His mind is shuffling his information at all times, even when he is not conscious of it. (The famous example of Kekule working out the structure of benzene in his sleep is well-known.)

   The presence of others can only inhibit this process, since creation is embarrassing. For every new good idea you have, there are a hundred, ten thousand foolish ones, which you naturally do not care to display.

Nevertheless, a meeting of such people may be desirable for reasons other than the act of creation itself.

   No two people exactly duplicate each other’s mental stores of items. One person may know A and not B, another may know B and not A, and either knowing A and B, both may get the idea—though not necessarily at once or even soon.

   Furthermore, the information may not only be of individual items A and B, but even of combinations such as A-B, which in themselves are not significant.   However, if one person mentions the unusual combination of A-B and another the unusual combination A-C, it may well be that the combination A-B-C, which neither has thought of separately, may yield an answer.

   It seems to me then that the purpose of cerebration sessions is not to think up new ideas but to educate the participants in facts and fact-combinations, in theories and vagrant thoughts.

   But how to persuade creative people to do so? First and foremost, there must be ease, relaxation, and a general sense of permissiveness. The world in general disapproves of creativity, and to be creative in public is particularly bad. Even to speculate in public is rather worrisome. The individuals must, therefore, have the feeling that the others won’t object.

   If a single individual present is unsympathetic to the foolishness that would be bound to go on at such a session, the others would freeze. The unsympathetic individual may be a gold mine of information, but the harm he does will more than compensate for that. It seems necessary to me, then, that all people at a session be willing to sound foolish and listen to others sound foolish.

   If a single individual present has a much greater reputation than the others, or is more articulate, or has a distinctly more commanding personality, he may well take over the conference and reduce the rest to little more than passive obedience. The individual may himself be extremely useful, but he might as well be put to work solo, for he is neutralizing the rest.

   The optimum number of the group would probably not be very high. I should guess that no more than five would be wanted. A larger group might have a larger total supply of information, but there would be the tension of waiting to speak, which can be very frustrating. It would probably be better to have a number of sessions at which the people attending would vary, rather than one session including them all. (This would involve a certain repetition, but even repetition is not in itself undesirable. It is not what people say at these conferences, but what they inspire in each other later on.)

    For best purposes, there should be a feeling of informality. Joviality, the use of first names, joking, relaxed kidding are, I think, of the essence—not in themselves, but because they encourage a willingness to be involved in the folly of creativeness. For this purpose I think a meeting in someone’s home or over a dinner table at some restaurant is perhaps more useful than one in a conference room.

   Probably more inhibiting than anything else is a feeling of responsibility. The great ideas of the ages have come from people who weren’t paid to have great ideas, but were paid to be teachers or patent clerks or petty officials, or were not paid at all. The great ideas came as side issues.

   To feel guilty because one has not earned one’s salary because one has not had a great idea is the surest way, it seems to me, of making it certain that no great idea will come in the next time either.

   Yet your company is conducting this cerebration program on government money. To think of congressmen or the general public hearing about scientists fooling around, boondoggling, telling dirty jokes, perhaps, at government expense, is to break into a cold sweat. In fact, the average scientist has enough public conscience not to want to feel he is doing this even if no one finds out.

   I would suggest that members at a cerebration session be given sinecure tasks to do—short reports to write, or summaries of their conclusions, or brief answers to suggested problems—and be paid for that, the payment being the fee that would ordinarily be paid for the cerebration session. The cerebration session would then be officially unpaid-for and that, too, would allow considerable relaxation.

   I do not think that cerebration sessions can be left unguided. There must be someone in charge who plays a role equivalent to that of a psychoanalyst. A psychoanalyst, as I understand it, by asking the right questions (and except for that interfering as little as possible), gets the patient himself to discuss his past life in such a way as to elicit new understanding of it in his own eyes.

   In the same way, a session-arbiter will have to sit there, stirring up the animals, asking the shrewd question, making the necessary comment, bringing them gently back to the point. Since the arbiter will not know which question is shrewd, which comment necessary, and what the point is, his will not be an easy job.

   As for “gadgets” designed to elicit creativity, I think these should arise out of the bull sessions themselves. If thoroughly relaxed, free of responsibility, discussing something of interest, and being by nature unconventional, the participants themselves will create devices to stimulate discussion.

Published with permission of Asimov Holdings.

Artiklen blev først offentliggjort i 2014 i MIT Technology Review, her et link.

https://www.technologyreview.com/s/531911/isaac-asimov-asks-how-do-people-get-new-ideas/ 

Georg Lakoff vs Donald Trump - George Lakoff analyserer og dekonstruerer Donald Trumps retorik

George Lakoff

Donald Trump

Jeg har flere gange refereret til den kendte lingvist George Lakoffs kreative og begavede skriverier. 

   Dels for hans og Mark Johnsons teori om betydningen af 'konceptuelle metaforer' i vores grundlæggende forståelse af hvad som helst 'abstrakt'.

    Dels om betydningen af 'metaforisk framing' i den aktuelle politiske debat og diskurs.

   De to bøger som jeg kan anbefale og jævnligt har trukket på i diverse blogindlæg, er altså: "Metaphors We Live By" (1980), og "Don´t Think on an Elephant" (2004). 

   Den er anmeldt i Kommunikationsforum.dk her:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/don-t-think-of-an-elephant

Hvad en 'konceptuel metafor' er for noget, fortæller Wikipedia om her:

In cognitive linguistics, conceptual metaphor, or cognitive metaphor, refers to the understanding of one idea, or conceptual domain, in terms of another. An example of this is the understanding of quantity in terms of directionality (e.g. "the price of peace is rising").

   A conceptual domain can be any coherent organization of human experience. The regularity with which different languages employ the same metaphors, which often appear to be perceptually based, has led to the hypothesis that the mapping between conceptual domains corresponds to neural mappings in the brain.[1][2]

   This idea, and a detailed examination of the underlying processes, was first extensively explored by George Lakoff and Mark Johnson in their work Metaphors We Live By. Other cognitive scientists, for example Gilles Fauconnier study subjects similar to conceptual metaphor under the labels "analogy", "conceptual blending" and "ideasthesia".

Hvis du vil vide mere om 'konceptuelle metaforer' og 'konceptuel blending', så søg på blokken her, og det vil vrimle med mere eller mindre begavede indlæg.

Men nu er det sådan at George Lakoff dukker op flere gange  når man googler på Donald Trump og forsøger at finde ud af hvordan man skal forstå og forklare hans succes.

   En artikel fra economics.com fra den 4. marts forsøger at forklar sammenhængen mellem Donald Trumps succes og de bagvedliggende konceptuelle metaforer som gennemsyrer hans tale(r):

http://evonomics.com/no-one-knows-why-trump-is-winning/

Den er der en dansker, Steen Hartmann, der har været så venlig at oversætte her:

https://www.facebook.com/notes/steen-d-hartmann/kan-du-ikke-forst%C3%A5-hvorfor-trump-vinder-her-er-hvad-kognitiv-videnskab-siger-den/2059269790965278

 Så jeg tillader mig at gengive den nedenfor i hans oversættelse . 

   Det er vigtigt, og det er flot at Steen Hartmann har brugt tid og kræfter på oversættelsen til dansk.

   Den engelske overskrift lyder altså:

Can’t Understand Why Trump Is Winning? Here’s What Cognitive Science Says. The linguistic psychology behind voting.

Donald Trump vinder primærvalgene som republikansk præsidentkandidat med en sådan kraft, at det synes sandsynligt, at han bliver den næste republikanske præsidentkandidat (det er han i mellemtiden blevet red.) og måske den næste præsident. Demokraterne har meget lidt forståelse for, hvorfor han vinder - og vinder komfortabelt; og endda ser mange republikanere ham ikke som republikaner og forsøger at stoppe ham, men ved ikke hvordan. Der er forskellige teorier: Folk er vrede, og han taler til deres vrede. Folk tror ikke meget på Kongressen og ønsker en ikke-politiker. Begge dele kan være sandt. Men hvorfor? Hvad er detaljerne? Og hvorfor Trump?

   Mange mennesker er mystificeret. Han synes at være kommet ud af ingenting. Hans holdninger vedrørende spørgsmål passer ikke ind i en fælles støbeform.

   Han går ind for Planned Parenthood, Social Security, og Medicare, som ikke er standard republikanske holdninger. Republikanerne hader ekspropriationsret (regeringens beslaglæggelse af privat ejendom) og elsker Trans-Pacific Partnership (TPP handelsaftalen), men han har de modsatte synspunkter om begge. Han er ikke religiøs og foragter religiøs praksis, men de evangeliske (dvs. de hvide evangelikale) elsker ham. Han mener sygesikring og farmaceutiske virksomheder, samt militære entreprenører, får for store overskud og ønsker at ændre det.   Han fornærmer store stemmeberettigede grupper, for eksempel latinoer, hvorimod de fleste Republikanerne forsøger at omfavne dem. Han ønsker at deportere 11 millioner indvandrere uden papirer og mener, at han kan. Han ønsker at stoppe alle muslimer i at komme ind i landet. Hvad sker der?

   Svaret kræver en smule baggrund, som ikke er blevet drøftet i medierne hidtil.

Noget baggrund

   Jeg arbejder med kognitiv hjerneforskning. I 1990'erne, lovede jeg at besvare et spørgsmål på mit felt: Hvordan hænger de forskellige politiske holdninger mellem konservative og progressive sammen? Tag konservatisme: Hvad har det at være imod abort at gøre med at være for at eje våben? Hvad har det at eje våben at gøre med at benægte eksistensen af den globale opvarmning? Hvordan hænger det at være anti-government sammen med ønsker om et stærkere militær? Hvordan kan du være imod abort og for dødsstraf? Progressive har de modsatte synspunkter. Hvordan hænger deres synspunkter sammen?

   Svaret kom fra en erkendelse af, at vi er tilbøjelige til at forstå nationen metaforisk i familiære termer: Vi har stiftende fædre (founding fathers). Vi sender vores sønner og døtre i krig. Vi har Homeland Security. De konservative og progressive verdensbilleder som deler vores land kan lettest forstås i form af moralske verdenssyn, der er indkapslet i to meget forskellige almindelige former for familieliv: Den omsorgsfulde forældre familie (progressiv) og Streng fader familie (konservativ).

Hvad har sociale spørgsmål og politik at gøre med familien?

   Vi er først opdraget i vores familie, og så vokser vi op med en forståelse af institutioner modeleret på familiers styrende systemer.

I den strenge fars familie, ved far bedst. Han ved hvad der er rigtigt og forkert og han har den højeste myndighed for at sikre at hans børn og hans ægtefælle gør, hvad han siger, hvilket bliver godtaget for at være, hvad der er rigtigt. Mange konservative ægtefæller accepterer dette verdenssyn, opretholder faderens autoritet, og er strenge i de områder af familielivet, at de er ansvarlige for. Når hans børn er ulydige, er det hans moralske pligt at straffe dem smerteligt nok, til at de, for at undgå straf, adlyder ham (gør det rigtige), og ikke bare gør, hvad der føles godt. Gennem fysisk disciplin formodes de at blive disciplineret, indvendigt stærke, og i stand til at få fremgang i den ydre verden. Hvad hvis de ikke har fremgang? Ja, det betyder, at de ikke er disciplinerede, og kan derfor ikke opføre sig moralsk rigtigt, og så fortjener de deres fattigdom. Dette ræsonnement viser sig i konservativ politik, hvor de fattige ses som dovne og uværdige, og de rige som dem der fortjener deres rigdom. Ansvaret er således et personligt ansvar og ikke et socialt ansvar. Hvad du bliver til er kun op til dig; samfundet har intet at gøre med det. Du er ansvarlig for dig selv, ikke for andre - der er ansvarlige for sig selv.

At vinde og fornærme

   Som den legendariske Green Bay Packers træner, Vince Lombardi, sagde, "At vinde er ikke alt. Det er det eneste. "

   I en verden styret af personligt ansvar og disciplin, fortjener de der vinder at vinde. Derfor fornærmer Donald Trump offentligt andre kandidater og politiske ledere nådesløst? Ganske enkelt, fordi han ved, at han kan vinde et TV-fornærmelsesspil. I strenge konservative øjne, gør det ham til en formidabel vindende kandidat, der fortjener at blive en vindende kandidat. Valgmæssig konkurrence ses som en kamp. Fornærmelser, der klæber ses som sejre - fortjente sejre.

   Overvej Trumps erklæring om, at John McCain ikke er en krigshelt. Begrundelsen: McCain blev skudt ned. Helte er vindere. De besejrer store skurke. De bliver ikke skudt ned. Folk, der bliver skudt ned, tævet, og smidt i et bur er tabere, ikke vindere.

Det moralske hierarki

   Den strenge far logik udvides yderligere. Den grundlæggende idé er, at myndigheden er begrundet i moral (den strenge far udgaven), og at der i en velordnet verden, bør være (og traditionelt har været) et moralsk hierarki, hvor de, der traditionelt har domineret skal dominere. Hierarkiet er: Gud over mennesket, mennesket over naturen, den disciplinerede (Stærk) over den udisciplinerede (Svag), de rige over de fattige, arbejdsgivere over ansatte, voksne over børn, vestlig kultur over andre kulturer, vores land over andre lande. Hierarkiet omfatter: Mænd over kvinder, hvide over ikke-hvide, kristne over ikke kristne, heterosexuelle over homosexuelle.

   Vi ser disse tendenser i de fleste af de republikanske præsidentkandidater, såvel som i Trump, og hele den konservative politik flyder fra ”den strenge far” verdenssynet og dette hierarki, familie-baserede moralske verdenssyn stikker dybt. Da folk ønsker at blive set som gørende det rigtige, ikke det forkerte, har moralske verdenssyn tendens til at være en del af selvopfattelsen - hvem du dybest set er. Og dermed definerer dit moralske verdenssyn for dig, hvad verden burde være. Når det ikke er sådan, kan man blive frustreret og vred.

   Der er en vis mængde af elastik i ”streng far” verdenssynet, og der er betydelige forskelle. En stor forskel findes imellem (1) hvide evangeliske kristne, (2) konservative der går ind for laissez-fair frie markedsvilkår, og (3) pragmatiske konservative, der ikke er bundet af evangelisk tro.

Hvide evangeliske kristne

   De hvide, der har et ”streng far” personligt verdenssyn, og som er religiøse, med tendens i retning af evangelisk kristendom, da Gud, i evangelisk kristendom, er den ultimative strenge far: Du følger hans befalinger og du kommer i himlen; du trodser hans befalinger og du brænder i helvede i al evighed. Hvis du er en synder og ønsker at komme i himlen, kan du blive "født på ny" ved at erklære din troskab ved at vælge Hans søn, Jesus Kristus, som din personlige frelser.

   Sådan en version af religion er naturligt for dem med en streng far moral. Evangeliske kristne slutter sig til kirken, fordi de er konservative; de er ikke konservative, fordi de tilfældigvis er i en evangelisk kirke, selvom de kan vokse op med begge dele på samme tid.

   Evangelisk kristendom er centreret omkring familielivet. Derfor er der organisationer som fokuserer på familien og konstant refererer til "familieværdier", som svarer til de evangeliske streng far værdier. I streng far moralen, er det faderen, der kontrollerer seksualitet og reproduktion. Hvor kirken har politisk kontrol, er der love, der kræver forældrenes og ægtefællers oplysning i tilfælde af foreslåede aborter.

   Evangeliske kristne er meget organiseret politisk og udøver kontrol over en lang række lokale politiske kampe. Således er republikanske kandidater for det meste nødt til at gå sammen med de evangeliske kristne, hvis de ønsker at blive nomineret og vinde lokalvalg.

Pragmatiske Konservative

   Pragmatiske konservative, på den anden side, behøver ikke at have en religiøs orientering overhovedet. I stedet kan de bekymre sig primært om deres egen personlige autoritet, ikke autoritet i kirken eller via Kristus eller Gud. De ønsker at være strenge fædre i deres egne domæner, med autoritet primært over deres eget liv. Således kan fx en ung, ugift konservativ - mand eller kvinde - ønske at dyrke sex, uden at bekymre sig om ægteskab. De kan have brug for adgang til prævention, rådgivning om seksuelt overførte sygdomme, oplysninger om livmoderhalskræft, og så videre. Og hvis en pige eller kvinde bliver gravid, og der ikke er mulighed for eller ønske om ægteskab, kan abort være nødvendig.

   Trump er en pragmatisk konservativ, par excellence. Og han ved, at der er en masse republikanske vælgere, der er ligesom ham, i deres pragmatisme. Der er en grund til, at han kan lide Planned Parenthood. Der er masser af unge, ugifte (eller endda gifte) pragmatiske konservative, der kan have brug for, hvad Planned Parenthood har at byde på - billigt og fortroligt.

   Tilsvarende ønsker unge eller midaldrende pragmatiske konservative at maksimere deres egen rigdom. De ønsker ikke at blive belemret med den økonomiske byrde ved at passe deres forældre. Social Security og Medicare fritager dem for de fleste af disse ansvarsområder. Derfor ønsker Trump at beholde Social Security og Medicare.

Folk der tror på Laissez faire frie markedsvilkår

   Establishmentets konservative politik er ikke kun blevet formet af den politiske magt fra hvide evangeliske kirker, men også af den politiske magt hos dem, der søger maksimalt laissez faire frie markeder, hvor rige mennesker og selskaber, har markedsregler i deres favør med minimal statslig regulering og håndhævelse. De ser beskatning, ikke som investering i offentligt tildelte ressourcer til alle borgere, men som at regeringen tager deres indtjening (deres private ejendom) og giver penge via statslige programmer til dem, der ikke fortjener det. Dette er kilden til etablering af republikanernes anti-skat og minimalstats holdninger. Denne version af konservatisme er helt tilfreds med outsourcing. At øge overskuddet ved at sende produktion og mange tjenester til udlandet, hvor arbejdskraften er billig, med den konsekvens, at velbetalte jobs forlader Amerika og lønningerne er trykket ned her. Da de er afhængige af billig import, går de ikke ind for at indføre høje toldsatser.

   Men Donald Trump har ikke i en virksomhed, der fremstiller produkter i udlandet for at importere dem med fortjeneste. Som entreprenør, bygger han hoteller, kasinoer, kontorbygninger, golfbaner. Han kan bygge dem i udlandet med billig arbejdskraft, men han kan ikke importere dem. Desuden erkender han, at de fleste små virksomhedsejere i Amerika er mere ligesom ham - amerikanske virksomheder, som renserier, pizzeriaer, diners, blikkenslagere, isenkræmmere, gartnere, entreprenører, bilvaskere, og fagfolk som arkitekter, advokater, læger og sygeplejersker. Høj importtold ser ikke ud som et problem fra deres perspektiv.

   Mange forretningsfolk er pragmatiske konservative. De kan lide regeringsmagten, når det virker for dem. Tag ekspropriationsret. Establishmentets Republikanere ser det som et misbrug når regeringen tager af den private ejendomsret. Men konservative fast ejendoms udviklere som Trump er afhængige af ekspropriationsret, så huse og små virksomheder, i områder de ønsker at udvikle, kan fjernes med ekspropriationsret af hensyn til deres udviklingsplaner. Alt hvad de skal gøre, er at få lokale embedsmænd til at gå med til ekspropriationen, ved hjælp af kampagnebidrag og løftet om en stigning i mængden af lokale skatte dollars. Trump peger på Atlantic City, hvor han bygger sit casino og bruger ekspropriationsret for at få ejendommen.

   Hvis virksomhederne skal betale for deres ansattes sygesikring, vil Trump have dem til at betale så lidt som muligt for at maksimere overskuddet for virksomheder generelt. Han vil derfor have sygesikring og farmaceutiske virksomheder til at opkræve så lidt som muligt. For at øge konkurrencen, vil han have forsikringsselskaberne til at tilbyde planer nationalt, og undgå de programmer der drives af de enkelte stater under Affordable Care Act (Obamacare). De forsikringsprogrammer er der for at maksimere borgernes sundhedsdækning, og hjælpe mennesker med lav indkomst til at få dækning, snarere end at øge virksomhedernes overskud. Trump ønsker dog at beholde det obligatoriske element i ACA, som establishment konservative hader, da de ser det som regeringens magtfuldkommenhed, der tvinger folk til at købe et produkt. For    Trump er det obligatorisk element for enkeltpersoner imidlertid med til at øge forsikrings-poolen og nedbringer omkostningerne for virksomhederne.

Direkte (lineær) vs. Systemisk (cirkulær) Årsag/virkningsslutninger

   Direkte eller lineære årsag/virkningsslutninger beskæftiger sig med et problem via direkte handling. Systemisk årsag/virkningsslutninger erkender, at mange problemer opstår udfra det system, de er en del af, og skal behandles via systemiske årsag/virkningsslutninger. Systemisk årsag/virkningsslutninger har fire versioner: En kæde af direkte årsager. Interagerende direkte årsager (eller kæder af direkte årsager). Feedback loops. Og probabilistiske årsager. Systemisk årsagssammenhæng i den globale opvarmning forklarer, hvorfor den globale opvarmning over Stillehavet kan producere enorme snestorme i Washington DC: masser af stærkt strømførende vandmolekyler fordamper over Stillehavet, bevæger sig mod nordøst og over     Nordpolen og kommer om vinteren over østkysten og dele af Midtvesten som masser af sne. Systemisk årsagssammenhæng har kæder af direkte årsager, interagerende årsager, feedback loops og probabilistiske årsager - ofte kombineret.

   Direkte årsagssammenhæng er let at forstå, og synes at være repræsenteret i alle sprogs grammatik i hele verden. Systemisk årsagssammenhæng er mere kompleks og er ikke repræsenteret i alle sprogs grammatik alle sprog. Det er nødt til at skulle læres.

   Empiriske undersøgelser har vist, at konservative har tendens til at ræsonnere med direkte årsagssammenhæng og at progressive har meget lettere ve at ræsonnere med systemisk årsagssammenhæng. Årsagen menes at være, at i den strenge far model, forventer faderen at barnet eller ægtefællen reagerer direkte på en ordre, og at afslag skal straffes så hurtigt og direkte som muligt.

Mange af Trumps politiske forslag er indrammet i form af direkte årsagssammenhæng.

   Indvandrere strømmer ind fra Mexico – vi bygger en mur for at stoppe dem. Alle de indvandrere, der er indvandret ulovligt, skal bare deporteres - selv om der er 11 millioner af dem der arbejder i hele økonomien og bor i hele landet. Kuren mod vold med våben er at have en pistol klar til direkte at skyde angriberen. For at stoppe job fra at gå til Asien, hvor lønomkostningerne er lavere og billigere varer derfor oversvømmer markedet her, er løsningen direkte: at sætte en kæmpe told på disse varer, så de er dyrere end varer fremstillet her. For at spare penge på lægemidler, må den største forbruger - regeringen - tage imod tilbud med de laveste priser. Hvis ISIS tjener penge på irakisk olie, sender vi amerikanske tropper til Irak for at tage kontrol over olien og truer ISISs ledere med at myrde deres familiemedlemmer (også selv om det er en krigsforbrydelse). For at få oplysninger fra terrormistænkte, bruges water-boarding, eller endnu værre torturmetoder. Hvis et par terrorister kan komme med muslimske flygtninge, må vi bare stoppe med at lade muslimer komme ind i landet. Alt dette giver mening for dem der tænker udfra direkte årsagssammenhænge, men ikke for dem, der ser de enorme vanskeligheder og dystre konsekvenser af sådanne handlinger på grund af kompleksiteten i systemisk årsagssammenhæng.

Politisk Korrekthed

   Der er mindst 10 millioner af konservative i Amerika, der deler en streng far moral og dens moralske hierarki. Mange af dem er fattige eller middelklasse og mange er hvide mænd, der ser sig selv som overlegen i forhold til indvandrere, ikke-hvide, kvinder, ikke-kristne, homofile - og folk, der er afhængige af offentlig forsørgelse. Med andre ord, de er, hvad liberale ville kalde "blinde tilhængere" (bigots). I mange år har sådan bigotteri ikke været offentligt acceptabelt, især da flere indvandrere er ankommet, da landet er blevet mindre hvidt domineret, efterhånden som flere kvinder er blevet uddannet og flyttede ind på arbejdspladsen, og efterhånden som homoseksuelle er blevet mere synlige og homoseksuelle ægteskaber acceptabelt. Da liberale anti-bigotteri organisationer højlydt har påpeget og lavet en offentlig udstilling af den uamerikanske karakter af dettee bigotteri, har disse konservative følt sig mere og mere undertrykt af det, de kalder "politisk korrekthed" - offentligt pres mod deres synspunkter og imod det, de ser som "ytringsfrihed." Det er blevet forstærket siden 9/11, hvor anti-muslimske følelser blev stærke. Valget af præsident Barack Hussein Obama skabte harme blandt de konservative, og de nægtede at se ham som en legitim b-Amerikaner (som i the birther movement), meget mindre som en legitim autoritet, især da hans liberale synspunkter modsiger næsten alt andet de mener som konservative.

   Donald Trump udtrykker højt alt, hvad de føler - med kraft, aggression, vrede og ingen skam. Alt hvad de skal gøre, er at støtte og stemme for Trump, og de behøver ikke engang at udtrykke deres politisk ukorrekte synspunkter, da han gør det for dem, og hans sejre gør disse synspunkter respektable. Han er deres mester. Han giver dem en følelse af selvrespekt, myndighed, og muligheden for magt.

   Når du hører ordene "politisk korrekthed" så husk dette.

Biconceptuals (tilhængere af flere modsatrettede koncepter Red.)

   Der er ingen mellemvej i amerikansk politik. Der er moderate, men der er ingen ideologi for den moderate, ingen enkelt ideologi, som alle moderate er enige om. En moderat konservativ har nogle progressive holdninger vedrørende nogle spørgsmål, selvom de varierer fra person til person. Ligeledes har en moderat progressiv nogle konservative holdninger vedrørende nogle spørgsmål, igen varierende fra person til person. Kort sagt, moderate har begge politisk moralske verdenssyn, men for det meste bruges en af dem. Disse to moralske verdenssyn modsiger generelt hinanden. Hvordan kan de opholde sig i den samme hjerne på samme tid?

   Begge er kendetegnet i hjernen ved neurale kredsløb. De er forbundet af et banalt kredsløb: gensidig hæmning. Når man er tændt på den ene slukkes den anden; når en styrkes, svækkes den anden. Hvad slår dem til eller fra? Sprog, der passer, på et verdenssyn aktiverer denne verdensopfattelse, styrker det, mens det slukker det andet verdenssyn og svække det. Jo mere Trumps synspunkter diskuteres i medierne, jo mere bliver aktiveret de og jo stærkere bliver de, både i hovederne på hardcore konservative og i hovederne på moderate progressive.

   Dette gælder også, selvom du angriber Trumps synspunkter. Årsagen er, at negativerer du en ramme aktiverer du rammen, som jeg påpegede i bogen ”Tænk ikke på en elefant”! Det betyder ikke noget, om du støtter Trump eller angriber Trump, du hjælper Trump.

   Et godt eksempel på at Trump vinder de progressive biconceptuals er visse organiserede arbejdstagere. Mange fagforeningsmedlemmer er strenge fædre derhjemme eller i deres private liv. De tror på "traditionelle familieværdier" - et konservativt kodeord - og de kan måske identificere sig med vindere.

Hvorfor har Trump vundet i det republikanske primærvalg?

   Se på alle de konservative grupper, han appellerer til!

Det Demokratiske Parti har ikke taget mange af årsagerne til Trump’s støtte og rækkevidden af denne støtte alvorligt. Og medierne har ikke diskuteret mange af årsagerne til Trumps støtte. Det skal ændres.

En stor del af denne analyse er umiddelbart til at overføre til en analyse af hvorfor Dansk Folkeparti har fået så meget opbakning i Danmark. Det er samme retorik, og samme bagvedliggende konceptuelle metaforik.

Her følger links til opfølgende artikler af George Lakoff hvor han fortsætter sin analyse af Trumps retorik og sprogbrug - og uddyber den:

https://georgelakoff.com/2016/07/23/understanding-trump-2/

https://georgelakoff.com/2016/08/19/understanding-trumps-use-of-language/

Her en god analyse med illustrerende tv-eksempler på Trumps manipulerende postfaktuelle retorik:

http://www.latimes.com/politics/la-na-pol-trump-language-20160912-snap-story.html