Sider

tirsdag den 28. oktober 2014

New York, New York (2) - arkitekttoniske bybilleder, imponere-bygninger - og egne erindringer

Cityscape, Manhattan, New York. Ældre højhuse og skyskrabere
Cityscape, Manhattan, New York. Ældre højhuse
Amerikanerne har et godt relativt nyt ord for det man oplever når man går rundt i en by som New York: "Cityscape" - en analogi til det gode gamle ord "landscape".
  De to fotos ovenfor viser Manhattan New York som jeg stort set husker det visuelle indtryk af bybilledet fra for 40-50 år siden da jeg som helt ung besøgte byen - første gang i et helt år 1961-62, og anden gang ca. tre uger sommeren 1970 (eller deromkring)
   Bygningerne er alle formet som firkantede lodretstående 'æsker', eventuelt sat oven på hinanden så de spidser opad i en slags trappepyramideform. Og undertiden slutter de med et spir - som Empire State Building.
 
Her følger nogle af mine fotos af forskellige cityscapes fra Manhattan der viser indslag af den nyeste arkitektur, taget under det 10 dages besøg i slutningen af september.
   De fleste er taget mens vi i ro og mag spadserede på en af de nye parkanlæg i New York, High Line Park, hvis ramme udgøres af det ombyggede og beplanteden godt 3 km lange sporareal fra en nedlagt fragt-højbane:

High Line (New York)
High Line Park
En god og kreativ genbrugside som vist nok er importeret fra Paris hvor noget tilsvarende allerede blev indviet i 1993: 'Promenade plantée'.
   Det virkeligt fascinerende var at man fik et helt andet billedindtryk af byen, bare fordi synsvinklen her var hævet omkring 20 meter, og man altså spadserede afsted tre kilometer i en 3-4 etagers højde.
   Oplevelsen var befriende fordi den altså brød den fornemmelse man hurtigt blev vant til når man gik på gaden: at man var nede i bunden af en kløft og gik rundt i et beton-, mursten- og glaslandskab som man slet ikke kunne overskue, og hvor man hele tiden måtte bøje hovedet bagud for overhovedet at orientere sig.

Mine fotos nedenfor viser forskellig eksempler på helt moderne arkitektur. Fælles for det nye er at arkitekterne bevidst forsøger at opløse og bryde med den lodrette-vandrette æske- og trappepyramide-form. 
   Man giver fx højhusene en glasoverflade der spejler himmel og omgivelser, og dermed kommer bygningen til at flimre og dens konturer til at opløse sig visuelt. 
   Eller overfladen bliver udformet som en slags farvet mosaik som også virker opløsende på synsindtrykket - som kamuflagetøj på en soldat.
   Eller man laver 'knækkede' og 'brudte - ikke-horisontale eller ikke-vandrette kanter og profiler på bygningerne - som et stealth fly 
   Eller man lader dem være bløde, runde, buede og bølgende - 'lummuma' som en kvindes former.

Cityscape. Manhattan, New York. Mosaik

Cityscape, Manhattan, New York. Spejl & skrå og knækkede profiler og linjer
Cityscape, Manhattan, New York. Spejl &  blød, runde former
Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & skæve vertikale linjer
Cityscape, Manhattan, New York. Skrå og knækkede vertikale linjer
Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & lodret proiler med buede og skæve linjer
Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & knækked, brudte linjer og udskæringer
Problemet med det klassiske bybillede på Manhattan, er jo at bygningerne overalt står så tæt at de oplevelsesmæssigt nemt kommer til at kvæle hinanden. Man kommer aldrig på ordentlig på afstand af dem, og den fælles gennemgående æskeform er kedelig og monoton.
   Tanken bagved denne den nyeste udgave af arkitektonisk (post)modernisme er tydeligvis at gøre hver enkelt bygning til en slags normbrydende skulptur - for på den måde at forlene den med individualitet og personlighed - og dermed fremhæve dens unikhed.

Men hvorfor er jeg overhovedet interesseret i arkitektur på den måde?

Jeg har fundet ud af hvad jeg gerne ville have været som voksen, hvis jeg ikke var blevet det jeg så blev: akademiker med interesse for sprog og historie og fortælling og billeder og undervisning og journalistik og ... Og med hang til analyse af og refleksion over sprog  og historie og fortælling og ...
   Mange af de emner som også afspejler sig i hvad jeg skriver om her på bloggen.
 
Jeg ville - i bakspejlet - gerne have været blevet arkitekt.
   Arbejdet som arkitekt blender det praktiske, konstruktive, formende og visuelle - med noget teoretisk og analytisk.  Og den blanding ville meget godt hav matchet det jeg oplever jeg er god til - og samtidig er det et arbejde som giver udfordringer til begge hjernehalvdele som et det jeg altid instinktivt har søgt mod når jeg har med mellemrum i mit voksenlive har søgt "nye udfordringer."
 
Som ung, inden jeg flyttede hjemmefra, designede jeg et komplekst gulvmønster i linoleumfliser i mine forældres store lejlighed i Langebrogade. Og jeg tegnede også et sofabord som så blev produceret af sukkerfabrikkens snedkeri. I mange år var det "sofabordet" i mine forældres dagligstue.
   Jeg designede også møbler, husker jeg, - lænestole som skulle formes og produceres i en slags flettet metaltråd. De kom dog aldrig videre end til skitser på papir - og husker jeg svagt - en model i ståltråd.
   Konceptet var noget der i konstruktiv tankegang godt kunne minde om de her stole:




Som barn nød jeg jeg at tegne "fremtidsbyer" med komplekse motorvejsbroer og -udfletninger  i flere niveauer, og også en slags konstruktive modernistiske "fantasihuse" - i alle tilfælde med nøje overholdelse af reglerne for det klassiske centralperspektiv.
   Motivernes udformning var lidt i retning af det her, bare naturligvis med et meget mere barnligt og enklere udtryk:

 

Men som sagt, arkitekt blev jeg ikke. Det blev min klassekammerat Erling Sørvin derimod.
   Vi mødtes for et års tid siden og udvekslede skoleminder og karriereerfaringer. Han har bidraget med flere kreative og konstruktive udformninger af moderne futuristiske byggerier i mindre målestok, som det her:



Men selv om jeg altså ikke blev udøvende, har jeg altid været interesseret og fascineret af arkitektur - både ny og gammel.

Og New York er jo - som andre globale megabyer - blevet et eksperimentarium for moderne arkitektur i store formater, sådan som vi også oplevede det i Tokyo, Shanghai, Honkong da vi besøgte de byer for ikke så mange år siden. Og Berlin naturligvis.
 
Et sådant eksperimentarium for moderne arktietur var byen allerede så småt begyndt at blive i 1961-62 og i 1970 da jeg besøgte den første gang i min ungdom.
   Og i hvert fald et moderne bygningsværk gjorde et uudsletteligt indtryk på mig den gang: Guggenheimmuseet, tænkt og udformet af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Og færdigopført et par år inden jeg kom til byen.
   Bygningen er netop et radikalt brud med de firkantede æsker og trappepyramider som ellers dominerede højhusene. Formen er en organisk spiral der så at sige læner sig udad jo højere man kommer, altså nærmest en "omvendt pyramide".
   Jeg får associationer til Hundertwassers arkitekturmodeller som også fantaserede om spiralformede byggerier i 50´erne og 60´erne.

Jeg har et sort hvidt foto af Guggenheim-museet i mit gamle USA-fotoalbum fra den gang.
   Jeg kan ikke huske malerierne som ellers er en unik samling af mesterværker fra slutningen af 1800-tallet og fremefter.
   Det jeg kan huske, var det stærkt provokerende synsindtryk udefra, og det at man blev kørt op til toppen af spiralen inden i bygningen og så slentrede man nedad spiralgalleriet mens man fik det ene eye kick efter det andet.
 
Sådan ser bygningen ud i dag, efter en restaurering og en udvidelse bagved med en "æske" som ny tilbygning:


Museumsbygningen var den gang en sensation, og udformningen var kontroversiel og gav anledning til kritik både før og efter det var blevet bygget.
   Men den er jo nu i den grad  blevet et arkitektonisk ikon for New York.
   Den bygning nåede jeg ikke at gense under vores tur - hverken udefra eller indefra.

Også Frank Lloyd Wrigt måtte gå på en række kompromisser undervejs, ikke mindst af økonmiske grunde, kan man læse sig til.
   Han døde få måneder inden indvielsen.
   Og museumsbygningen i sig selv afviger i den grad fra alt hvad man ellers kan se fra hans hånd når man googler hans arkitektur: lave rigmandsvillaer organisk placeret i og rammesat  af have- og naturpark-lignende omgivelse, og typisk bygget op af horisontalt organiserede firkantede kasser placeret dekorativt og funktionelt forskudt oven på hinanden.
   Som det her der er hans mest berømte hus: "Falling Water":

[Fallingwater main house from low angle near waterfall]

Egentlig syntes Frank Lloyd Wright slet ikke at Guggenheim-museet skulle ligge i det centrale New York.  Han ville oprindelig have ønsket det placeret i en mere fri og åben landskabelig ramme.
Wright made no secret of his disenchantment with Guggenheim's choice of New York for his museum: "I can think of several more desirable places in the world to build his great museum," Wright wrote in 1949 to Arthur Holden, "but we will have to try New York." To Wright, the city was overbuilt, overpopulated, and lacked architectural merit.
   Still, he proceeded with his client's wishes, considering locations on 36th Street, 54th Street, and Park Avenue (all in Manhattan), as well as in the Riverdale section of the Bronx, before settling on the present site on Fifth Avenue between 88th and 89th Streets. Its proximity to Central Park was key; as close to nature as one gets in New York, the park afforded relief from the noise and congestion of the city.
Aros-museet i Århus - set indvendig fra - kan vel ikke sige sig fri for at være inspireret af netop Guggenheim - uden dog at komme i nærheden af at være plagiat. Arkitekter: scmidt hammer lassen:


Også den danske pavillon på Verdensudstillingen i Shanghai som vi besøgte under rundrejsen i Kina, gjorde brug af en spiralformet udstillingsgang som tilskuerne kan gå op eller ned ad - med den lille havfrue i midten - synlig fra alle sider under hele turen. Og arkitekten? Ja, hvem andre end Bjarke Ingels fra firmaet BIG:

Ingeniørkunst. Arkitekten Bjarke Ingels og hans firma BIG står bag Danmarks pavillon i Shanghai. Rå, charmerende og ægte.

To andre bygninger husker jeg fra min ungdoms besøg i New York: FN-bygningen og Empire State-bygningen.
  FN-bygningen har jeg været i inde i den gang på en rundvisning sammen med en gruppe jævnaldrende "forign exchange students". Jeg har også et sort-hvid foto af den i mit gamle USA-fotoalbum, så jeg må have syntes det gjorde så stærkt et indtryk at et billede af det skulle med hjem.


FN-bygningen og dets arkitektioniske design har en ganske usædvanlig opkomsthistorie.
   Til at styre og realisere designet blev der etableret et multinationalt "råd af design-konsulenter" (Board og Disign Consultants) bestående af top-arkitekter og -ingeniører hvis enkeltmedlemmer blev udpeget af deres respektive regeringer.
   I sit endelig udtryk er bygningen en blending af to af de helt store modernistiske arkitekters forslag: den brasilianske Oscar Niemeyer og den franske Le Corbusier.
   Wikipedia fortæller historien:
Rather than hold a competition for the design of the facilities for the headquarters, the UN decided to commission a multinational team of leading architects to collaborate on the design. The American architect Wallace K. Harrison was named as Director of Planning, and a Board of Design Consultants was composed of architects, planners and engineers nominated by member governments. The board consisted of N. D. Bassov of the Soviet Union, Gaston Brunfaut (Belgium), Ernest Cormier (Canada), Le Corbusier (France), Liang Seu-cheng (China), Sven Markelius (Sweden),Oscar Niemeyer (Brazil), Howard Robertson (United Kingdom), G. A. Soilleux (Australia), and Julio Vilamajó (Uruguay).
Ligesom det var tilfældet med byggeriet af Guggenheim-museet, måtte man skære i ambitionerne og løse en bunden opgave - et sæt af 'kreative restriktioner', kan man sige - som havde at gør med placeringen og størrelsen af den grund FN-hovedkvarteret skulle ligge på. Løsningen blev ikke en trappepyramidform som var typisk for skyskraberne fra begyndelsen af 30´erne - men en regulær, meget slank 'æske' - stillet på højkant:
The property, originally a slaughter house before the donation took place. While the United Nations had dreamed of constructing an independent city for its new world capital, multiple obstacles soon forced the Organization to downsize their plans. The diminutive site on the East River necessitated a "Rockefeller Center"-type vertical complex, thus, it was a given that the Secretariat would be housed in a tall office tower.
   During daily meetings from February to June 1947, the collaborative team produced at least 45 designs and variations. After much discussion, Harrison, who coordinated the meetings, determined that a design based on Niemeyer's project 32 and Le Corbusier's project 23 would be developed for the final project.
   Le Corbusier's project 23 consisted of a large block containing both the Assembly Hall and the Council Chambers near the centre of the site with the Secretariat tower emerging as a slab from the south. Niemeyer's plan was closer to that actually constructed, with a distinctive General Assembly building, a long low horizontal block housing the other meeting rooms, and a tall tower for the Secretariat.
   The complex as built, however, repositioned Niemeyer's General Assembly building to the north of this tripartite composition. This plan included a public plaza as well. Le Corbusier and Niemeyer merged their schemes 23–32, and this, along with suggestions from the other members of the Board of Design Consultants, was developed into project 42G. This late project was built with some reductions and other modifications.
I det her tilfælde holder ordsproget ikke - om at mange kokke (=arkitekter) fordæver maden,  synes jeg. FN-bygningen er simpelt hen betagende smuk, og fidusen er jo at den ligger frit, så man kan nyde dens himmelstræben slanke profil.
   FN-bygningen blev færdig i 1953.
   Den bygning nåede jeg heller ikke at genopleve i denne omgang.
   
Hvad jeg ikke vidste under mit ophold i begyndelsen af 60´erne og først blev klar over for et par år siden, var at en af de mest brugte mødesale, 'Formynderskabsrådssalen', var blevet totaldesignet af den danske arkitekt Finn Juhl.
    Salen blev siden ombygget i flere omgange uden særlig respekt for det originale i i Finn Juhls oprindelige design.
   Salen blev renoveret og moderniseret 2010-13 og stort set ført tilbage til det oprindelige Finn Juhl-design.
   Og delvist nye møbler blev udviklet og udformet af de danske designere Kasper Salto og Thomas Sigsgaard. Opgaven var at lave de nye møbler så de harmonerede med Finn Juhls oprindelige tanker.
- Vi har selvfølgelig haft en stor ærefrygt ved det at skulle lave noget til en sal, som i sin tid blev lavet af Finn Juhl. Det med at gå i fodsporene på sådan en dygtig mand har været lidt af en udfordring, siger arkitekt Thomas Sigsgaard.
- Det er meget stort at være med til. Vi kender jo kun Finn Juhl fra bøgerne og historietimerne. Som møbelsnedker har jeg altid beundret hans ting, fordi jeg synes de er utroligt lavet, siger designeren Kasper Salto.
- Vi er blevet mere bekendt med ham undervejs, og faktisk er vi endt med forstå ham meget bedre, end vi gjorde i begyndelsen, siger Kasper Salto, der glæder sig til åbningen, der foregår kl. 11 lokal tid i New York. 
At Finn Juhls sal designmæssigt er i verdensklasse er der udbredt enighed om bland kendere, og ...
- Det bliver ret fantastisk. Det er en national sag. Vi har Spreckelsens flotte triumfbue i Paris og Sydney operahuset i Australien, og så bliver det nævnt, at vi også har den her sal i New York, og det er jo noget, der vækker nogle følelser inde i os, siger Kasper Salto.
Citaterne er fra en artikel på DR. dk. fra 25. april 2013.
   
Jeg så på DR K for et lille års tid siden en interessant dokumentar om salens historie og de to danske designeres spændende arbejde med de nye møbler
   Sådan ser salen ud efter den blev genindviet med taler af FN-generalsekretær Ban Ki-moon.og Kronprinsesse Mary.

  
Wau!
   Finn Juhl-salen findes i den lave kurvede konferencebygning, der ligger ved foden af FN’s slanke skyskraber ud mod East River. Salen er placeret side om side med det økonomiske og sociale råds sal, indrettet af den svenske arkitekt Sven Markelius, og Sikkerhedsrådets sal, indrettet af den norske arkitekt Arnstein Arneberg.

Den tredje bygning som den gang gjorde et ret uudslettetligt indtryk på mig, var Empire State Building. 

Empire State Building

Først og fremmest var den jo den højeste bygning i verden på det tidspunkt. Og den dominerede i den grad det visuelle bybillede i midtown Manhatten når man gik rundt i området - den gang endnu mere end nu hvor der er flere høje konkurrenter.
   Jeg husker bygningen for det indtryk den gjorde specielt nogle aftener hvor den var belyst.: drømmeagtig - spøgelsesagtig - science fiction-agtig:

1966: What Fire? That's Smog
Smoke and the fire-like illumination reflected from smog clouds by brilliant lights a top the Empire State Building sent 45 firemen and nine pieces of equipment rushing to the scene in search of a reported blaze. After a through search of the tower and upper floors, fire officials were satisfied that the smoky effect resulted from smog.

I vore dag varieres belysningen efter lejligheden eller dagen der skal fejres, her ved indvielsen af et nyt belysningssystem på antennen - ved en Halloween-fejring 2013:

 

Jeg er næsten sikker på at jeg den gang i 61-62 var oppe på det berømte udsigtssdæk med med et betagende view over det meste af New York. Men jeg har ingen fotos derfra, så jeg er faktisk lidt usikker på om det er en ægte,men tåget erindring - eller et mentalt aftryk af de mange amerikanske film som i årenes løb har brugt observationsplatformen og selv bygningen som spektakulær location. 

Empire State-skyskraberen er  381 meter høj, bygget i den art deco-stil som var den altdominerende for alle prestigebyggerier i New York i perioden mellem de to verdenskrige.  Kontrasten til stilen i hhv. Guggenheimmuseet og FN-bygningen er markant og slående (mere i et senere indlæg om New Yorks lidt ældre imponere-arkitektur i Art Deco-stilen).
 
Empire State-bygnigen blev færdiggjort i 1931 og var de næste 23 år den højeste menneskeskabte struktur i verden. Den var og er 102 etager høj. Arkitekten var: 
William F. Lamb from the architectural firm Shreve, Lamb and Harmon, which produced the building drawings in just two weeks, using its earlier designs for the Reynolds Building in Winston-Salem, North Carolina, and the Carew Tower in Cincinnati, Ohio as a basis.
Det skulle gå hurtigt, fremgår det, for der var højde-konkurrence mellem flere næsten samtidige skyskraber-bygninger i begyndelsen af 30-erne. Konkurrenter var bl.a.  Crysler-bygningen, Bank of Manhattan-bygningen og Rockefeller-skyskraperen ("30 Rock", eller bare "The Rock"):

Chrysler Building by David Shankbone Retouched.jpg40 Wall Street.jpgGE Building by David Shankbone cropped.JPG

Under vores ophold denne gang besøgte vi udsigtsdækket på 'the Rock' som gav en fantastisk udsigt til alle sider.
   Her ses Empire State Building fra toppen af "the Rock". Og vender vi kameraet og blikket 180 grader, får vi et view ud over det fantastiske og kæmpstore parkanlæg i midten af Manhattan "Central Park", som vi lige var inden om på forskellige ture:

Udsigten fra "the Rock" mod syd
Udsigten fra "the Rock" mod nord
Her et verdensberømt fotografi fra da man byggede Rockefeller-centrets skyskraber (oprindelig navngivet som RCA-bygningen, nu omdøbt til GE-bygningen) i 1932:

Lunch atop a Skyscraper. Fotograf Charles C. Ebbets
Titlen som højeste bygning i New York bevarede Empire State Building i 41 år indtil World Trade Centers to slanke  æskeformede tårne blev bygget i 1972. 
   Empire State Building var i øvrigt også udsat for en slags 'flyangreb' af selveste det amerikanske luftvåben. Dansk Wikpedia fortæller:   
Den 28. juli 1945 i tåge kolliderede et B-25 bombeflymed Empire State Building på 79. etage, uden at bygningen ramlede sammen. Den ene motor trængte igennem og faldt ud på den anden side. Den anden motor fik en elevatorstol til at falde ned i kælderen, uden at dræbe passagererne. 11 mennesker i Empire State Building og tre om bord på flyet døde, mens 26 blev kvæstet, primært brandsår[1]
Sådan så World Trade Center ud indtil den 11/9 2001:

De to tvillingetårne

Det bestod af to 110-etagers høje tvillingtårne, og blev opført i perioden 1966-73 med en højde på hhv. 415 og 417 meter. Arkitekten var japansk-amerikaneren Minoru Yamasaki. Stil-slægtskabet med FN-hovedkvarteret der blev færdig 20 år før, er tydeligt. Og formen er to meget, meget høje og tynde 'æsker' med en kvadratisk grundplan.
   Jeg fik aldrig set de to WTC-skyskrabere i virkeligheden, men hver gang jeg ser min yndlingscomedy-serie 'Venner', bliver jeg mindet om dem - og selvfølgelig dermed om katastrofen.
   I den faste intro til tv-seriens episoder, ser man de to skyskrabere stå klart og tydeligt som en del af New Yorks Skyline by night. Også i de episoder  af serien som blev udsendt efter 9/11 2001:
.

Efter Al Qaidas terrorangreb med to kaprede passagerfly 11/9 2001 der medførte at World Trade Centerets to tårne brød i brand og styrede i grus, og som kostede omkring 3000 mennesker livet, blev Empire State Building atter byens højeste skyskraber. En titel dens ejere sikkert ikke har gået og pralet af.

Nu er titlen som den højeste bygning i New York imidlertid overtaget af det nye One World Trade Center - populært omtalt som 'The Freedom Tower', et byggeri som knap nok er færdigt endnu.
      Vi så den nye smukke, slanke og himmelstræbende skyskraber i forbindelse med at vi besøgte the 9/11 Memorial Center og Museum.
   Et ganske betagende syn som man kan se, og netop karakteristisk ved at bryde med funktionalismens dominerende kasse- eller æskeskabelon:


Der var mange og langvarige diskussioner om udformningen af både denne 'erstatningsskyskraber' og af byggerierne i hele ground zero-området. 
   Det oprindelige vinderforslag leverede arkitekt Daniel Liebskind som vi herhjemme kender fra hans design af udstillingsrum til Dansk Jødisk Museum i København (1996-2004), ligesom han (og det vidste jeg ikke) har tegnet helhedsplanen for Ørestad City.
    Hans oprindelig ideoplæg viste en skyskraber der var mere speciel i sin form - nemlig rund og asymetrisk, som det fremgår af dette modelbillede:

Liebskinds oprindelige design
Som ved så mange andre store arkitektprojekter over hele verden, fx Operahuset i Sidney, blev såvel projektering som byggeri konfliktfyldt - konceptuel blending er ikke nemt når to arkitekter skal arbejde sammen: 
The building was originally a concept of Daniel Libeskind, the architect who designed the site plan for Ground Zero. The tower itself was a major selling point of the plan, and earned Libeskind the weighty endorsement of Governor George Pataki. Larry Silverstein, the developer who owns the rights to build at Ground Zero, was not as impressed, complaining that the site did not call for enough office space. Silverstein brought in David Childs of Skidmore Owings and Merrill to adapt the Freedom Tower concept to his needs.
   What followed was a fiery collaboration between Childs, who was named the building's lead architect, and Libeskind, who was assigned the role of collaborating architect. It was not clear exactly what role either man held, though, and the struggle between the two became so bitter that as of last week they were reportedly not even on speaking terms.
Og der bygges stadig på Ground Zero-området, så endnu kan man ikke få et samlet billede af områdets arkitektonisk kvaliteter når man besøger det.

New WTC 'under construction'
Her er et computermodel-foto af hvordan det samlede kompleks vil komme til at se ud når det er færdigt.

:

Spektakulært, er vel et passende ord til at beskrive det.
   Selve mindesmærket for 9/11-tragedien endte med - bogstavelig talt - at blive to firkantede huller i jorden - dækkende det areal hvor de oprindelige WTC-tårne stod:


Vandfaldene hele vejen rundt er belyst om aftenen. Det er flot og stemningsfuldt. Og jeg synes at det lever op til det det skal være: et stærkt metonymisk symbol på katastrofen, som giver symbolsk mening og respekterer følelser.

Jeg er under min research til det her indlæg stødt på et nyt engelsk/amerikansk ord
Starchitect
Afledt af det taler man også om "starchitecture" som betegner de spektakulære bygninger som skapes af "starchitecter". Wikipedia forklarer:
Starchitect is a portmanteau used to describe architects whose celebrity and critical acclaim have transformed them into idols of the architecture world and may even have given them some degree of fame amongst the general public. Celebrity status is generally associated with avant-gardist novelty. Developers around the world have proven eager to sign up "top talent" (i.e., starchitects) in hopes of convincing reluctant municipalities to approve large developments, of obtaining financing or of increasing the value of their buildings. A key characteristic is that the architect's designs are almost always "iconic" and highly visible within the site or context.
Et portementeau-ord et resultat af konceptuel blending - i det her tilfælde "star" og "architect".
   Jeg stødte på ordet i forbindelse med flere amerikanske avisartikler som karakteriserede en dansk arkitekts spektakulære byggeri som er under opførelse på adressen West 57:


"Starchitectens" navn er såmænd Bjarke Ingels som jeg tidligere nævnte som ophavsmanden til den spiralformede udstillingsbygning omkring Den Lille Havfrue på verdensudstillingen i Shanghai
   Det er vist første gang en dansk arkitekt har haft en sådan gennemslagskraft i New York. Og projektet er typisk i den moderne skulpturelle stil, en asymetrisk pyramideform med en miniature central park indlagt i et 'udskåret rum' i midten. 
   Og altså et typisk stykke "starchitecture".
   Var vi kommet til New York til Jul næste år, ville vi have kunnet opleve dette syn: 


Det ligner ikke rigtig noget andet arkitekttegnet byggeri jeg kender til - hverken i New York eller andre byer.

Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om 'starchitect' Bjarne Ingels og hans originale arkitektur. 
   Han er herhjemme blandt andet kendt for boligbyggerierne "Bjerget", "8-tallet", "VM-husene" på Amager - og for med sine medarbejdere at udvikle meget kreative projektoplæg hvor ideerne er gennemsyret af 'konceptuel blending". Fx et kraftvarmeværk på Amager der også er en skibakke:



fredag den 17. oktober 2014

Kreative kagebagere og deres kagekunst - formatdramaturgi, krav til karaktererne - og et spørgsmål om kreativitet vs plagiat

Et berømt Picasso-citat findes på nettet i to versioner, og jeg kan ikke lige afgøre hvad der er det originale:
Good artists borrow, great artists steal
Eller 
Good artists copy, great artists steal
Men det første er nok det originale fordi - "låne" og "stjæle" som semantiske modsætninger matcher bedre end "kopiere" og "stjæle".
    Citatet bliver tit påkaldt af journalister der skriver historier om kunstnere som "snyder": forfatter der plagierer andres tekster i deres bøger uden citationstegn, designere der plagierer møbler eller mønstre uden at betale royalties, eller tv-stationer der kopierer tv-formater uden at betale det firma eller den person som oprindelig har fundet på formatet.
    For eksempel blev citatet jævnlig brugt af Apples stifter og ledende kreative drivkraft gennem mange år Steve Jobs - om sig selv. Han tyvstjal (og indrømmer det) Macintosh-ideen om den grafiske brugergrænseflade til computere fra fra forskerne i Xerox Parc som han som ung havde været så heldig at få lov til at besøge.

Fruen og jeg hører til fan-klubben af tv-programserien "Den store bagedyst". Her i efteråret kørte så tredje sæson der som de foregående år blev produceret og udsendt af DR - med tårnhøje seertal. Finalen blev sendt i onsdags, og vi så med. 
   I pressen igår og idag har der så været historier fremme om at en af deltagernes kage-mesterværker i finalen var et plagiat af en lignende kage fundet på nettet.
   
'Den store bagedyst' er jo en form for livsstilsprogram - tilsat game-show-plot og reality-elementer. Det ligger inden for familien af såkaldte fakta-light-formater og -genrer.
   Og formatet er, har jeg gættet på, ikke stjålet, men købt i England hvor man jo har en århundredgammel tradition for at konkurrere om alt mulig slags hjemmelavet mad og drikke på sommermarkeder i provinsen.
 
Mit gæt er rigtigt. Se her hvad Wikipedia kan fortælle:
The Great British Bake Off, often referred to as simply Bake Off orGBBO, is a BAFTA award-winning British television baking competition first shown by BBC Two on 17 August 2010. The judges are cookery writer Mary Berry and professional baker Paul Hollywood. Mel Giedroycand Sue Perkins have presented all five series of the programme to date. The competition selects from amongst its contestants the best amateur baker.
  The programme was moved to BBC One in its fifth series after it became the most popular show on BBC Two. Its increasing popularity is credited with reinvigorating interest in baking throughout the UK, Many of its participants, including winners, have gone on to start a career based on bakery. The winners are Edd Kimber, Joanne Wheatley, John Whaite, Frances Quinn and most recently Nancy Birtwhistle.
   The programme has spawned a number of specials and spin-off shows - a celebrity charity series in aid of Sport Relief or Comic Relief, Junior Bake Off for young children (broadcast on the CBBC channel), and An Extra Slice aired on BBC Two after the Bake Off series was moved to BBC One.Its format was also used on the BBC Two series The Great British Sewing Bee. The format has been sold to many countries around the world where local versions of the show are produced.
Og heriblandt altså DR.

Hvad kendetegner så dette format, der, selv om det er underholdning, også skal tages alvorligt?

Fra starten er der 10 deltagere der er 'castet' - dvs udvalgt så de både har bagekompetence og er interessante karakterer, med kant og/eller med charme.
   
I hvert program er der tre opgaver med forskellige særlige udfordringer.
   Den midterste opgave er hver gang en hvor de tre deltagere skal lave den helt samme opgave efter en opskrift med nogle oplysninger udeladt, og dommerne må ikke vide hvilken kage hvem har bagt før de bedømmer.
   Og i tredje akt med klimaks er opgaven et såkaldt 'mesterværk' efter hver enkelt deltagers egen opskrift inden for en generel temaramme, et mesterværk som skal demonstrere både håndværksmæssig ekspertise og stor kreativitet.
 
Programserien har karakter af et udskilningsløb hvor hvert program reducerer deltagerantallet med en taber der udgår. Så dramaturgisk set har vi et klassisk kompleks af spændingsbuer, både i det enkelte program og i serien som helhed.
   Hver deltager leverer sin plotlinie og dermed følgende fremdrift, og der bliver færre og færre plotlinier at pendle mellem og holde styr på for seeren for hvert program - indtil det sidste og ottende hvor der kun er de tre finalister tilbage.

'Hjælper-aktanten' for alle deltagerne er deres egenkompetence mht. til at kunne håndværket, deres kreativitet og koncentrationsevne, og også deres træningsindsats mellem hvert program.
  Noget der holdes "hemmeligt" for seerne, er hvor meget deltagerne får at vide på forhånd om indholdet i hver opgave og derfor har mulighed for at træne og øve sig.
  'Modstander-aktanten' indeholder altid en skarp tidsfrist. Modstand leveres også af de andre konkurrenter; opgavernes tekniske sværhedsgrad giver modstand og fremdrift, ligesom deltagernes egen nervøsitet under pres gør det. Også afbrydelser fra vært og dommere kan give forstyrrende modstand.
   I år var der også koncentrationsforstyrrende tilråb og heppende kommentarer fra familie og venner udenfor der kunne kigge ind - og kunne ses indefra - gennem netvinduer.
  
Undervejs i hvert program får seerne små "backstories" i form af indskudte flashbacks fra deltagernes privat- og arbejdsliv - til at sikre eller øge mulighederne for identifikation.
   Der er hele tiden undervejs indklippet det velkendte reality-element: at deltagerne betror sig til kameraet om hvad det tænker og føler lig nu eller lige før, hvilket giver seerne vidensforspring i forhold til de andre deltagere som de skal konkurrere med.
   Lige før afgivelsen af "dommen" overværer seerne også udpluk af voteringen mellem de to dommere, men hvad voteringen ender med holdes tilbage til det øjeblik hvor taber og vinder officielt udpeges i studiet.
 
I år var to af de tre der var med i finalen, begge ret unge mennesker: 26 årige Tobias Hamann-Pedersen, journalist, og 22-årige Mette Hassing Mikkelsen, lærerstuderende.
  Tobias viste sig fra starten dramaturgisk set at være en glimrende karakter: ung, charmerende og fuld af skæve og halvgeniale ideer, ideer som jo også kunne blive næsten for mærkelige for dommerne. 
   Tobias var klar favorit fra efter allerede det første program hvor han vandt - og var tydeligvis også populær hos alle de kvindelige konkurrenter.  Og det var så kun et ekstra dramaturgisk plus der gav fremdrift, at hans vilde kreativitet kunne blive hans egen største modstander i nogle af opgaverne.
  Mettes karakter var dramaturgisk set at være den helt unge og uerfarne, men friske pige - vist den yngste blandt deltagerne - men med et gå-på-mod som gjorde at hun tydeligt udviklede sig fra program til program - og dermed hele tiden overraskede dommerne og seerne positivt.


Tobias fra Den store Bagedyst
Tobias. Foto: Facebook.
Mette. Foto: DR

De tidligere år har finalisterne typisk været amatørbagere som var noget ældre og mere erfarne.   Sidste år  var vinderen den 29-årig arkitektstuderende Annemette Voss som havde to børn og en mand.

Annemette Voss.  Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR
Dramaturgisk set var Annemette også en glimrende hovedkarakter: perfektionist ud over alle grænser, og en indædt fightertype med temperament som det sikkert kunne være ganske svært for en del seere at identificere sig med.
   For hende havde deltagelsen personlige omkostninger: en dumpet arkitekteksamen og en skilsmisse. 'Gode' konteksthistorier set fra journalisternes synspunkt.
   Hendes hovedmodstander gennem hele serien og også i finalen, var den lyse dialektalende sønderjyske økonomimedarbejder og terapeut Katja Stock, med blond hår (i modsætning til Anjas mørkebrune), med nordiske fletninger sat i gammeldags krans omkring hovedet:

Katja Stock. Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set kunne man ikke tænke sig et bedre match - med store kontraster både temperamentmæssigt og udseendemæssigt. I flere avisartikler blev de to ettiketteret som "bagedronninger", og associationerne til Walt Disney-eventyrenes kontrasterende hhv onde og gode kvindekarakterer ligger lige for.
   Og selv om det ikke kom tydeligt frem i udsendelserne, havde journalisterne lugtet at deres indbyrdes forhold undervejs var mildest talt køligt - også en 'god' reality-historie:
Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.  
   Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk
- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.
- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.
Men tilbage til den journalistisk efterbyrd af dette års store bagedyst. MetroXpress bragte i dag en 'god historie' om den ene finalist Mette Hassings af dommerne meget roste lagkage, som havde tegneseriesuperhelte og deres kostumer og masker som fælles tema for de tre lag.
   Rubrikken med underoverskrift lød:
Snyd i 'Den store bagedyst'? Mette fandt sin kage på nettet
'Den store bagedyst'-finalisten Mette indrømmer, at hun fandt inspirationen til sin finalekage på internettet.
Og som visuel dokumentation bringes dette billed der gør det muligt selv at sammenligne:

storybild
Vurder selv de to kager. Det er Mettes til venstre og den australske kage til højre.
(Billede: Screenshot DR.dk/http://thedaintybaker.blogspot.dk)
Opgaven var at lave 'et mesterværk' som var kreativt, håndværksmæssigt perfekt, smagte godt, og som havde karakter af et personligt udtryk, dvs. en kage der igennem indhold form og udtryk sagde noget karakteristisk om bagerens særlige personlighed - en slags 'selvportræt'.
   Mette afviser at have snydt. Hun indrømmer over for MetroXpress at hun har fundet inspiration fra nettet og siger til avisen:
Jeg forstår ikke helt kritikken. (...) Jeg synes selv, at jeg har tænkt ideen videre, så det blev min kage. Og hvis jeg selv havde lavet en brunsviger, skulle jeg så også beskyldes for at kopiere alle bagere i Danmark?"
Historien om Mettes 'snyderi' i MetroXpres, blev udbygget igår  under denne rubrik og underrubrik - og med samme illustration som vises på mx.dk:
Mette afviser bagesnyd
Den unge bager havde googlet sig frem til sin superhelte-kage, men det er ikke snyd, slår hun fast.
Dommerne havde i finalen rost Mette i høje toner for det helt anderledes udtryk end man ellers havde set fra nogen deltagere igennem hele serien, og opfattede tydeligvis kagen som noget Mette havde fundet på "ud af hovedet".
   Men hvis man googler "super hero cake",  så kommer der rigtig mange billeder med kager frem der mere eller mindre ligner Mettes, og den der er vist på illustrationen er fundet på denne blog
Af blokteksten fremgår at der er tale om en hel særlig - og forudsat bekendt - kage-genre, og når jeg så googler videre, finder jeg et stort og varieret udvalg her:
Superhero cakes from the Sweet Art Shop (left) and via Pinterest (right)Batman cakes by Ann Marie's Cakes left and by Alessandra Frisoni Cake Studio right
batman cake by Gateaux Inc left and free super hero logo patterns from vanillajoy. comsuperman_cake_from Gay Cakes Australia (left) and superheroes cake by Cake's Amore (right)
superhero wedding cake via Pinterest (left) and cake by Mommy Sue on CakesDecor (right)

Af samme blog fremgår det når man søger lidt i dens arkiv, at der findes uendeligt mange forskellige andre temakage-genrer end lige "super hero cakes", fx "balloon cakes", "vintage suitcase cakes", "golf cakes" eller endog  "puppy dog cakes for dog lovers":

balloon cakes from Sugar & Spice Gourmandise Gifts left and Peace of Cake righthot air balloon cake carnival cake by Amanda MacLeod
suitcase cakes vintage luggage cakes by Firefly India left and by Bake A Boo Cakes New Zealand rightsuitcase cakes vintage luggage cakes from Sweet Face Cakes (left) and from oksugar.com (right)
gold cakes by Cakes by Dusty right and via Pinterest leftgolf cakes by Red Carousel left and by Vanilla Pink right
Dog Cakes by Made by Gayle Cakes and from httpcheioderecheio.blogspot.com.brDog cake designs by Wendy's Taarten (left) and Sleeping Puppy Cake by Essentially Cakes on Cakesdecor.com

Jeg synes det er dybt fascinerende at opdage at der i en række år har været en sådan kreativitetstimulerende tema-kage-bevægelse i det store udland, som jeg ikke har hørt eller læst om før nu. 
  Og kendskab til den bevægelse er faktisk en forudsætning for at forstå og forholde sig til Mettes argumentation for at hun ikke har plagieret, en argumentation som hun udbygger i artiklen i realityposten.dk:
At der skulle være tale om snyd, er Mette slet ikke enig i. Den unge bager gør det klart, at hun hentede inspiration på nettet, men ellers er det hendes egen version, som hun har lavet.
– Det er jo mig, der har lavet kagen. Jeg har lavet den, sådan som jeg synes, den skulle se ud. Det er min version af en superhelte-kage på ydersiden og en prinsessekage på indersiden, siger hun til Realityportalen.dk og tilføjer:
– Hvis nogen laver min kage nu, så vil jeg heller ikke blive sur. Tværtimod. Hvis jeg selv skal sige det, så blev det en kage, jeg kun kan være tilfreds med, fastslår hun.
Ifølge Mette er det slet ikke unormalt, at deltagerne googler for at finde inspiration til kagerne, men selve idéen til en superheltekage, fik hun selv.
- Jeg vidste jeg ville lave en badass superheltekage, så jeg googlede for at se, hvad der kunne laves og så lave en kage sådan, som jeg gerne ville have den skulle være, fortæller Mette. Og især håndværket var vigtigt for den unge amatørbager.
- Jeg ville super gerne sætte sværhedsgraden op ved selv at lave airbrush på kagen, arbejde mere med hjemmelavet fondant og sprøjte spidermans nettet med royal icing i fri hånd. Jeg synes selv, at det blev en super fed kage jeg fik lavet, fastslår hun.
Selvom beskyldningerne om snyd kommer bag på hende, så er hun glad for at have medvirket i ‘Den store bagedyst’, hvor hun har lært en masse og fået nogle nye venskaber.
Jeg kan ikke se andet end at Mette har ret. 
   Det er ikke snyd at lave sin personlige version af temaet 'superhelte-kage'. Og når dommerne så tydeligt 'falder på røven' over kagen som helt specielt kreativ, så er det faktisk fordi de er uvidende og ikke følger med i udviklingen af moderne opfindsomme og kreative kage-formater. 
 
Et-nul til Mette Hassing - både i forhold til journalisterne som ikke har gennemtænkt den kritiske vinkel, men bare 'kører derudaf fordi alt med snyd er en 'god historie'.
   Også et-nul til Mette i forhold til dommerne som ikke er up to date på deres fag, og som åbenbart hænger fast i gamle, lidt støvede og kedelig kageformater.

For en ordens skyld skal vi selvfølgelig også se vinderen Tobias Hamanns 'mesterværk' fra finalen:  


Mere særpræget end egentlig flot.
   Men ingen tvivl om at han var den rigtig vinder i år. 
   
Man kunne for øvrigt også læse en anden journalistisk anklage i Ekstrabladet i dag, her rettet mod Tobias for et plagiat tidligere i konkurrencen da han lavede 'kage-cigarer' som han vandt mesterbager-titlen med i det program:

Tobias' kage-cigarer. (Foto: DR)

Læseren skulle forsøge at google "cigar cakes", og se løjer!

Den tredje finalist i år, Kathja Krestina Holm, vandt også mesterskabs-titlen i et af de tidligere programmer - den gang på en "hunde-kage".
   Kathja er ikke blev anklaget for snyd og plagiat i aviserne - endnu. Her er Kathjas 'hunde-kage' der bidrog til at hun kom i finalen:


Googler man så lige "(puppy) dog cakes", så finder man fx dem her - blandt mange mange andre:


Enjoy! Og: Velbekomme!

New York, New York (1) - en rejse, et gensyn, erindringer - kilder til kreativitet

Klip fra filmen 'New York, Newy York fra 1977 instrueret af Martin Scorsese. Sangen af samme navn bliver normalt forbundet med Frank Zinatra, men i filmen blev den sunget af Liza Minelli.  
Jeg har i ti dage fra den 15. til den 25 september besøgt og været turist i byen New York - nærmere bestemt den begrænsede bydel som bærer navnet Manhatten.
   Jeg har været i New York før. Første gang i et helt år 1961-62 som såkaldt udvekslingsstudent, anden gang i 14 dage omkring 8 år senere på en 14 dages tur sammen med min første kone.
   Og sangen har både før, under og efter rejsen denne gang "kørt" i mit hoved, selv om det må være længe siden jeg rent faktisk har hørt den i radioen eller oplevet den fremført i tv. Og selv om den faktisk først blev skrevet og kendt flere år efter mit andet besøg i 1971.
   Og jeg har nok set Scorceses film en gang for mange år siden, men kan overhovedet ikke genkalde mig handlingen.

Men hvorfor har den sang så i den grad inficeret min hjerne i forbindelse med det her - for så vidt banale turistbesøg?
   Melodien og sangen "New York, New York"  er utvivlsomt en regulær 'ørehænger' - 'earworm' eller 'brainworm' kalder neurologen Oliver Sachs den slags i sin spændende bog "Musichophelia".
   Melodien/sangen har  nogle formelle musikalske kvaliteter som jeg ikke kan beskrive, men som får dette mix af melodi og sungne ord til at klistre sig fast i hjernen på en måde så når selve ordet og byen New York nævnes, så aktiveres melodien og sangen automatisk og går igang som en indre syngen, i hvert fald i min hjerne.
 
I kapitlet "Music on the Brain: Imagery and Imagination", fremsættes flere teorier af forskellige faglige kilder: at det modvirker kedsomhed og hjælper til at gøre fx gang "lettere at klare" hvis man går i takt til melodien. Og det kan i øvrigt mere generelt være med til at reducere træthed og stress - og dermed fungere som en form for selvberoligelse.
   Ud fra et psykoanalytisk synspunkt så kan sådan en tibagevendende indre ørehænger-melodi/sang pege på ubevidste og fortrængte oplevelser og følelser som sangen/melodien associerer til.

Jeg er ikke i tvivl om at "New York, New York" peger på mine  mere eller mindre glemte oplevelser i New York for mere end 50 år siden. Og samtidig har nummeret som jeg altså  ikke har kunnet få ud af hovedet i nogle måneder, fungeret som afstressende og selvberoligende underlægning til forberedelserne og gennemførelsen af den nu veloverståede tur.

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg blevet klar over at mit et år lange ophold som "AFS-udvekslingstudent" og dermed som "søn" hos en ikke-religiøs 'middle class' jødisk familie i (en forstad til byen) New York, har været et afgørende vendepunkt i mit liv. Jeg var lige fyldt 17 år da jeg drog af sted, og fyldte 18 lige efter jeg kom hjem.
   Det var et ophold som skolemæssigt gav mig en amerikansk High School-studentereksamen, og som altså foregik som et intermezzo  imellem 2. og 3 g. i mit danske gymnsieskoleliv.
   Og det var et ophold som i et år familiemæssigt gav mig en amerikansk "far", "mor" og tre "brødre" som jeg forbavsende hurtigt fik et nært og varmt forhold til. Stemningen og livet i familien var meget anderledes end det jeg kendte fra min familie i Danmark, og jeg sugede til mig som en svamp.
   Vi holdt nogenlunde kontakt de første 10 år, men så ebbede det ud - uden at der var tale om en regulær beslutning. Så det var ikke udtryk for et "brud".
 
Jeg fik i det 'kulturmøde' - livet i familien og livet på skolen - oplevelser og erfaringer som gjorde så stærkt et indtryk at det gav varige impulser for mit videre liv. Det er jeg nu slet ikke det mindste i tvivl om.
   En af de aller vigtigste erfaringer var at jeg fik et andet og nyt personligt sprog - engelsk. 
   Jeg var ikke god til at lære fremmedsprog på den hårde måde - i skolen, heller ikke engelsk. 
   Men til min egen overraskelse blev engelsk efter nogle få måneder så "naturligt" at jeg begyndte at skrive digte på dette 'fremmesprog'. Og jeg kom til at beherske engelsk så godt og nemt at jeg aldrig siden kan huske om en bog jeg har læst har været på engelsk eller dansk. 
   Jeg lærte også efter 3-4 måneder at tale engelsk-amerikansk så godt at amerikanere som ikke kendte min baggrund, i første omgang tog mig for "indfødt". 
   Men hvor stor betydning hele det års oplevelser og erfaringer har haft for mit videre liv, det er altså først noget jeg for alvor har erkendt her i de senere år hvor jeg stadig oftere har brugt tid på mentalt at kigge/tænke tilbage på mit barndoms- og ungdomsliv.
 
Den mellemste bror Dickie (nu Fred) var 14. Han spillede cello, øvede dagligt når han kom hjem fra skole, og gik på Julliard Music School. Faren kørte ham ind til undervisning på skolen hver lørdag. Den lå på Manhattan, der hvor den også ligger i dag.
   Jeg var tit med, og i ventetiden blev jeg taget med rundt og besøgte små gallerier i Greenwich Village og Lower East Side, steder hvor den nyeste amerikanske kunst blev udstillet. Det var værker som repræsenterede 'retninger' som knap nok havde fået navne endnu: "pop art" og "abstract expressionisem".
 
Moren i familien var hjemmegående, ligesom min danske mor.
   Faren arbejdede som regionschef for en supermarkedkæde. Men i sin fritid var ham kunstsamler og -handler.
   Han købte og solgte "navne" som jeg først en del år senere da jeg læste kunsthistorie på KU, fandt ud af var blevet meget, meget kendte og internationalt berømte.
   Nogle af dem genså jeg på MOMA - Museum of Mordern Art - ved vores besøg denne gang: Jackson Pollock, de Kooning, Andy Warhol, Claes Oldenburg m.fl.
   Det jeg husker allerbedst fra den gang, var et popkunstværk som gjorde et nærmest uudsletteligt indtryk. Vi besøgte "The Store" af Claes Oldenburg:
In the winter of 1961, Claes Oldenburg opened a store on the Lower East Side of Manhattan (107E. 2nd St) selling his work, circumventing the usual practice of selling art through a gallery.
   He had created an eclectic array of objects- from lady’s lingerie to rib eye steak- from roughly painted plaster in the back of the store, selling them in the front. Most of the items are strangely proportioned or of a large scale, playing around with the idea of commodity and art. They were ‘objects after the spirit and in the form of popular objects of merchandise’.
   The idea was to create a store, or at least the functional equivalent of one. In the photograph one can see that the works were piled high, hanging off the walls and ceiling, layed out on counters, as though they were part of an ‘Everything must go’ sale.
  ‘You could buy a relief of a rumpled girdle for $249.95, a Big Sandwich (1961) for $149.98; the 9.99 (1961) hanging in the front window went for $399.95. The slapdash painted sculptures mostly replicated coffee-shop food and bargain basement clothing, but mannequins, bits of signs, a wilting red-ribboned Success Plant (1961) and even the cash till were up for grabs.’
   Now the objects are in major art collections across the world, taking them from their original context, perhaps ‘gentrifying’ them into isolated art works that sit on a plinth.

I hjemmet stod der et sortlakeret blankt flygel der fyldte det meste af en af stuerne. Jeg kunne ikke spille klaver, men nød at "improvisere" på det næsten dagligt. Familien var overbærende.
   Jeg mener at kunne huske at den ældste bror Jimmy (James) der var 16 år, faktisk var god til at spille klaver, men gjorde det meget sjældent.
   Mit værelse var et meget stort loftsværelse med skrå vægge. Der var plads til et bordtennisbord og jeg spillede meget bordtennis med den ældste Jimmy. Han var ekstremt velbegavet og velformuleret og vandt mesterskaber i "debating" - for elver i de ældste klasser i staten New York.
   Der var store hvide skrå vægflader i mit værelse som jeg i  løbet af året udsmykkede med mine mange pastelkridttegninger af eksotiske ansigter, tegninger som jeg lavede henne i skolen
   Den yngste bror Danny (Daniel) som den gang må have været omkring 12 år gammel, var meget blid og vel nok noget af en mors dreng. Ham havde jeg mindst kontakt med.
   Her et foto hvor mine tre amerikanske brødre og jeg er stillet op - iklædt islandske sweatre som min mor - den danske - havde strikket og sendt over. Fra venstre: Peter, Jimmy, Dickie, Danny:


I min lokal skole - Hendrick Hudson High School - kunne man vælge faget "art" som indebar flere timers regulær tegne- og maleundervisning om ugen. Sådan et fag havde vi ikke i mit danske gymnasium. Og læreren var glimrende - men havde vist nok alkoholproblem, husker jeg.
   Jeg gik også til sang, både klassisk korsang og så var jeg også med i en flerstemmig "babershop-gruppe". Jeg husker det som rigtig sjovt at synge disse tætte firstemmmige rytmiske sange sammen med syv jævnaldrende drenge (mere om det i et senere indlæg).  
   Min engelsklærer var tidligere officer i den amerikanske hær, og modtog mig med den bemærkning, at jeg selvfølgelig var velkommen, men at han i øvrigt ikke brød sig om at få udlændinge - "foreigners" - ind i klassen fordi han havde mere end nok besvær med at lære de amerikanske elever at tale og skrive et nogenlunde ordentligt engelsk.
   Jeg synes gennemgående at han var ubehagelig som lærer, men jeg bed tænderne sammen, og endte med at få "A" i den afsluttende store skriftlige hjemmeopgave hvor man skulle skrive et essay om en væsentlig amerikansk bog og dens forfatter. Jeg skrev om Herman Melville og hans roman "Moby Dick".
   Det var moren Shirly som skrev opgaven rent på maskine, hvad der jo bidrog til den gode karakter fordi stavningen var korrekt. Den positive skriftlige ledsagekommentar til opgaven fra engelsklæreren, sluttede med sætningen: "The typing is also sherry good!" Sherry var familiens efternavn.

Utvivlsomt har oplevelserne og det emotionelle resonansspor fra den gang været en vigtig forudsætning for at den her 10 dages turisttur til New York har være så umanerligt og overraskende tilfredsstillende.
    Det indslag på turen med størst "impact", viste det sig, var mødet og gensynet med mine tre amerikansk brødre under opholdet. Oplevelsen i situationen var for mig, men vist nok også for dem, ret bevægende - efter at jo vi ikke havde haft kontakt i godt 40-45 år.
   De var ligesom mig blevet nogle ældre herrer. Men ansigtstrækkene og mimikken var genkendelige, og ikke mindst måden de snakkede på. Hurtigt, kvikt, venligt ironisk.
   
Det var naturligvis dybt fascinerende at høre dem fortælle om hvordan deres respektive liv var forløbet i mellemtiden. Alle tre har de haft job og karriere i kreative professioner, viste det sig:
   - James - som forfatter og forlægger for forholdsvis eksklusiv snæver postmodernistisk litteratur - kombineret med en karriere med godt betalte jobs  inden for it-branchen, med arbejdsopgaver for IBM og for Wall Street-firmaer.
   - Fred - som højt respekteret og internationalt anerkendt klassisk (kammermusik)cellist og underviser i cellospil på Julliard - der hvor han selv var blevet uddannet som ung. Han har turneret over hele USA og over hele verden, og han har fået og udgivet en masse plader og CD´er. Vi havde fælles interesser i madlavning, rødvin, whisky og stensamling, viste det sig.
   Den musik han turnerede med var typisk ny kompositionsmusik fra det tyvende århundrede, særligt rettet mod kammermusik-ensembler: duoer, trioer, kvartetter og kvintetter. Absolut ikke min musik, tør jeg roligt sige. 
   Hvis jeg kom tilbage til New York lovede han mig en rundvisning på den fantastiske geologiske udstilling på American Museum of Natural History (læs mere om mit besøg på dette utrolige museum i et senere New York, New York-indlæg).
   - Daniel endte med at blive en vist ikke særlig succesfuld kunstmaler, og det meste af sit liv ernærede han sig som restaurerings-snedker på museer i Californien. 
   Han var nu en slags eneboer, havde ingen computer, malede stadig, og boede i et selvbygget hus i Vermont. Han var kommet tilbage til østkysten for at tage sig af moren da hun blev dement. 
   James havde sagt: "Don´t do it. Get at nurse!"
   Men Daniel holdt fast og boede hos og plejede Shirly i seks år til hun døde i en høj alder - vist omkring midtfirserne. Faren var død omkring 10 år før.

Ideen til New York-turen var ikke min, og da mine to kvindelige medrejsende, fruen og hendes søster, første gang foreslog det for tre kvart år siden, var jeg egentlig ikke særlig tændt på den.
   Men da beslutningen var taget og flybilletterne købt, kontaktede jeg Fred hvis mail-adresse jeg havde fundet for tre år siden, og skrev at nu kom jeg/vi - og kunne vi ses?
   Han inviterede til middag i sit hjem - en fin og stor lejlighed i Upper Eastside-kvarteret, ikke så langt fra Lincoln Centeret som Julliard-skolen nu er en del af. I forbindelse med invitationen skrev han beroligende: "I am a good cook."
   Overraskelsen var så at da vi mødte op, var ikke kun Fred og hans kone der, men også de to andre brødre James og Daniel, og James´ kone.

James (Jimmy)

Fred (Dickie)

Daniel (Danny)

Det var en overordentlig hyggelig og emotionelt varm og munter aften. Der blev talt meget og udvekslet erindringer og livsfortællinger. 
   Jeg opdagede at mit mundtlige engelsk som jeg ellers i mange år har syntes var blevet mere og mere ubehjælpsomt og stammende, pludselig blev relativt levende og produktivt igen.
   Fruens søster fortale bagefter at hun oplevede aftenen "som at være med i en Woody Allen-film". Jeg kunne godt se hvad hun mente.
 
Nogle dage efter spiste jeg frokost med den ældste bror James som boede på et såkaldt "loft" kun 10 minutters gang fra den lejlighed vi havde lejet i East Village. Der havde han boet siden 1976, fortalte han, Det var hans ven (og mentor?), beatdigteren William Burroughs som havde foreslået ham at flytte ind der efter et år langt udlandsophold i Marokko.
    Ved besøget hos ham i de omgivelser fik jeg også en fornemmelse af næsten at være med i en amerikansk film eller tv-serie med location New York. 
   Nu genser jeg serien "Venner" med en ekstra dimension.
    
James forærede mig sin nyeste bog fra 2013 der havde titlen "Oops! Enviromental Poetics" - en blanding af essays og prosadigte.  Omdrejningspunktet og det der binder teksterne sammen, er  en ambitiøst og mentalt krævende  kobling mellem "poetik" og "miljøbevidsthed". Mine engelsk-kundskaber er kommet på en alvorlig prøve under læsningen.
    Her uddrag fra en anmeldelse af  bogen af den amerikanske internationalt kendte digter Ron Silliman:
Oops! Environmental Poetics proposes that the cause of global warming is desire. We already have the technology to arrest climate change. We have the political systems to implement social transformation. But we lack the will to adopt a more sustainable future.    In a linked series of essays and poems, Oops! shows how changing our perspective on the biosphere links human thought to the actions we need to survive. Oops! engages an activist poetics that is both in our interest and within our grasp.
   For all of the talk of globalism by the chattering classes, it is worth keeping in mind that there are just two global systems: capital and the biosphere. Every response to either is inescapably particularized by its location. The stresses of such imbalance are what move the world, that locomotive sans engineer heading straight for the chasm.
   Ten years before September 11, James Sherry’s Our Nuclear Heritage foresaw – with stunning clarity – the interactions between world politics & human culture in the 21st Century. Now Oops! extends that vision perhaps even to the end of the human experiment. Far more than a Cassandra for the new millennium, Sherry’s vision has deepened over the decades, offering analysis & strategies we would be wise to heed. Poetry is risk – or else! How ironic that the closest thing we have now to a Benjamin or Adorno should be someone who has worked at the intersection of computing & finance just across the street from the late, lamented CBGBs.
James forærede mig en anden bog som han havde været redaktør og udgiver af: Evelyn Reilly: "Styrofoam", en digtsamling hvis karakter og stil man kan få indtryk af her:
James´ anden kone hed Debora. Hun var redaktør af et lille journalistik- og mediekritisk månedsmagasin "Extra! - The magazine of FAIR - The Media Watch Group". Få et indtryk af magasinet på hjemmesiden her.
Målet for magasinets artikler er beskrivelse, analyse og kritik af uetisk og unfair adfærd i medierne og blandt journalister og mediefolk. Og målgruppen er, fik jeg at vide, journalister og andre professionelle i mediebranchen som er optaget af højnelse og forbedring  af etik og moral i journalistik og medier.
   Noget lignende har vi ikke herhjemme. Det kunne ellers godt være ønskeligt sådan som udviklingen har været de senere år.

James  "readings" af egne tekster over en lang årrække siden slutningen af 70´erne, kan findes som lydfiler på denne hjemmeside:
Han kamuflerer sin person som digter og forlægger bag en "foundation" - Segue Foundation - som der er link til her:
James har en slags hjemmeside her hvor der også er links til nogle avisinterviews med ham i anledning af forskellige udgivelser:
Fred, hans musikkarriere og musikudgivelser, kan du læse mere om på hans hjemmeside her:
http://fredsherry.com/
Det er som man kan høre og læse sig til, hovedsagelig ny atonal kompositionsmusik han har på repertoiret, og absolut ikke min kop te, rent musikalsk. I den klassiske musiks historie står han på hvor jeg står af: omkring begyndelsen af 1900-tallet.
   Enkelte videoer med ham kan findes på YouTube, blandt andet denne med violinisten Ariana Kim. Hvad nummeret hedder og hvem komponisten er, fremgår ikke:


Det var et godt og kreativitetstimulerende gensyn med min amerikansk brødre.

(fortsættelse følger)

torsdag den 9. oktober 2014

Om umulige visioner - i en alternativ åbningstale - og andre kreative Zetland-historier

'Vision' heviser til noget man forestiller sig og, men som ikke findes. Et resultat af menneskets fantasi - og formidlet gennem den særlige evne mennesket har til at iscenesætte tanker og billeder på 'den indre skærm' om noget som ikke har faktuel eksistens - endnu - eller nogen sinde.
 
Lidt forsinket vil jeg fremhæve og bringe uddrag fra Lea Korsgaards visionære tekst til en 'alternativ åbningstale' i Informations tillæg Moderne Tider den 4. oktober - alternativ til den som Helle Thorning faktisk holdt ved Folketingets åbning den 7. oktober. 

Teksten i Moderne Tider indledes med rubrikken
Vi har brug for på ny at tænke det umulige
Manchetten giver følgende baggrund for 'taleteksten', som altså er en slags bunden opgave stillet af Informations kreative redaktion til journalist og forfatter - og medlem af firkløveret der står bag det journalistiske kreative og grænseoverskridende kollektiv Zetland - Lea Korsgaard:
Forud for Helle Thorning-Schmidts formentligt sidste åbning af Folketinget på tirsdag er Moderne Tiders forventninger til statsministerens åbningstale til at overskue. Vi har derfor bedt forfatter til bogen ’Orgasmeland’ om psykiateren og drømmeren Wilhelm Reich, Lea Korsgaard, skrive den tale, hun selv ville have holdt, hvis hun havde været statsminister.
Det at lave kontrafaktiske tekster til alternative "taler" eller institutionelt rammesatte genrer, det er ikke nogen ny ide, Jeg husker den brugt flere gange tidligere - i Politikens kronik, for eksempel. Men det kan gøres med større eller mindre talent, og somme tider bliver det en fuser.
    Politikens ATS på bagsiden bruger ofte denne blandingsgenre til satirisk at udstille hulheden i faktiske taler, offentlige politiker-udtalelser og læserbreve. Det er sjældent en fuser, og ofte griner man højt ved aha-oplevelsen.
   
Den her alternative 'taletekst' af Lea Korsgaard rammer plet, synes i hvert fald jeg. Som gammel 68´er med en tidlig og ungdommelig, men nu næsten begravet - lyst og hang til vilde idealer og umulige utopier,  føler jeg mig ramt - på den gode måde. Og jeg bemærker rubrikkens kvalificerende udtryk ...
... PÅ NY ...
... der minder om "Der var en gang...".

Og sådan indledes det kontrafaktiske talemanuskript af "statsminister" Lea Korsgaard:
Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne. Det er naivt, hedder det sig, at fantasere om en verden, der er grundlæggende anderledes end den, vi lever i. Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres.
   Vi taler ikke om, hvad der kunne være.
   Lad mig ved indgangen til det nye folketingsår minde om, at sådan har det ikke altid været. Den danske historie er rig på mennesker, der gjorde sig vilde forestillinger om, at verden kunne se komplet anderledes ud: Mennesker, der tegnede drømmeagtige scenarier op på fremtidens vegne og formulerede radikale bud på en helt ny tid; mennesker, som var drevet af en visionær impuls, der satte bølger af enorme forandringer i gang.
Det er den følelse jeg selv har haft længe. At alle der skriver og udtaler sig i medierne - politikere, eksperter, organisationsfolk, virksomhedsledere - lever og tænker fra hånden og i munden, mentalt nærsynede med med ekskludrende skyklapper og frames.
   Og alt måles med den husholdningsøkonomiske skala: gavner det konkurrencen, giver det profit, hvor ligger "vi" i feltet???
   Altså en eneste målestok: Kan det betale sig? Hvis ikke, ud med det!
   
På universiteterne fik vi i starten af dette århundred meldingen at nu gjaldt det om at trække en lige, stram og snæver linje "fra forskning til faktura". Og navnet på den videnskabminister som stod bag forskningens købmandsdiski næsten 10 år, var Helge Sander, hvis kvalifikationer kunne diskuteres. Visioner havde han i hvert fald ikke. Til gengæld lod han sig trække rundt i manegen af den forførende Milena Penkowa.
   Det ørehængende slogan blev også underteksten for alle andre admnistrative politiske målsætninger og tiltag i samfundet i den periode: fra ledelse til faktura, fra skole til faktura, fra ældrepleje til faktura, fra hvad som helst til faktura. 
   På alle niveauer blev der lavet 'kontrakter' om kontante resultater som skulle måles og vejes for at kontrollere om de blev opfyldt.
 
Det sidste tiltag som kommer fra den ny radikale undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen lægger sig i smuk forlængelse af denne tradition - med planer om at skære i alle de små uprofitable humanistiske fag, angiveligt fordi relativt mange af kandidaterne ikke får arbejde med det samme efter eksamen,
   OK! Lad os for sjov skyld antage at 10 procent af humanisterne ikke kommer i arbejde umiddelbart efter uddannelsen, mens det fx for ingeniørerne måske gælder at 5 procent ikke gør det.
   For det første er det æbler og pærer man sammenligner. Og for det andet betyder det altså at 90% af humanisterne faktisk kommer i arbejde efter eksamen!
   Og det er vel i grunden ikke så galt, fru minister!

Det var et associerende sidespring. Tilbage til Lea Korsgaard, som også er en slags humanist, og  til hendes kreative og velskrevne tale.
    Lea Korsgaard blev bachelor i journalistik fra SDU i 2005 - stort set samtidig med at jeg forlod mit job der som professor i journalistik.
   Så skulle jeg sole mig lidt, så er hun altså blandt meget andet godt et produkt af den den gang nye og syntes vi da - ret så visionære journalistuddannelse jeg var med til at starte og tilrettelægge fra 1998 og årene efter.
   Lea beskriver i talen her sin oplevelse af at være ung omkring århundredskiftet inden hun startede på uddannelsen:
De store landvindinger i den danske historie er ikke drevet frem af en rationel, pragmatisk masterplan, de er drevet frem af idéer og drømme, af fantasier og visioner, som alle blev anset for at være tossede, urealistiske, naive eller farlige, da de første gang blev luftet offentligt. Meget af det, vi i dag tager for givet, var engang nogens utopi.
   Men det er efterhånden længe siden, utopier var a la mode. Vi, der voksede op i 1990’erne lærte, at historien var slut. Vi så billederne på farvefjersynet af en mur, der blev revet ned og to verdener, der blev smeltet sammen til én, og vi fik at vide, at ideologiernes tid var forbi, at vi var nået i mål. Tilbage var bare at konservere status quo og finpudse detaljerne.
   Af samme årsag blev vi børn af en tid, hvor ingen alternativer var til rådighed – hverken i virkeligheden eller i vores drømme – og hvor de politiske fløje fjernede blikket fra deres eget historiske ståsted og transformerede sig selv på underligste vis: Venstrefløjen blev en klub for dem, der forsvarede liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed. De liberale begyndte at synes, at alle skulle ligne dem selv, og vendte sig mod det, der forekom fremmed.
Hvis jeg ser tilbage til slutningen af 60´erne og det efterfølgende 70'er-årti, så var der ideologikritik på alle niveauer og inden for alle fagområder - kritik i alle mulige teoretisk og praktisk aftapninger. Det gennemgående var en masse analyser der påviste hvordan kapitalismens logik infiltrerede alle dele af samfundslivets tænkning og praksis.
   I starten var ideologikritikken noget der stimulerede kreativitet og gav luft for oprør mod og kritik af skjulte styrende og manipulerende autoritære systemer, normer og praksisser.
   Men, desværre: Efterhånden stivnede og størknede ideologikritiken. Denblev gradvist snigende selv til kreativitetshæmmende og ekskluderende autoritær ortodoksi.
   Og det er vel nogle mentale og kulturelle efterdønninger af det som 'statsminister Korsgaard' har oplevet i sin ungdom:
Imens forvitrede politik i den store skala. Visionerne holdt sig inden for det allerede optegnede og annullerede dermed sig selv som visioner. Af den grund ankom vi totalt uforberedte til det nye årtusinde, hvor det snart stod klart, at vi havde taget fejl.   Ideologiernes tid var så langtfra forbi, og totalitære tankesæt viste deres mest grusomme ansigt.
  Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York. Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.
Er der noget ingen gamle 68´ere havde fantasi til at forestille sig - især efter murens fald, så var det den eksplosive fremmarch af den autoritære, radikale islamistiske ideologi i den arabiske verden.
  Og da den begyndte at dukke op over den politiske horisont og fik stadig større plads i den globale samfundsmæssige virkelighed, så var det som om ideologikritikken af vores eget kapitalistiske system helt tonede bort.
   Sådan ser det ud fra Lea Korsgaards synsvinkel - her altså i rollen som "statsminister":
I dag dominerer de to tankesæt stadig verdensordenen – eller verdens uorden – og har gjort vores tid langt alvorligere, end vi unge fra 1990’erne nogensinde var i stand til at forestille os. (...)
   Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York.
   Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.
Det er faktisk længe siden jeg har set en så afklaret og klart formuleret kaitalismebeskrivelse og -kapitalismekritik som det følgende afsnit:
Den rå kapitalismes tankesæt gennemsyrer også stadig hele vores samfund – selv efter at den i 2008 på mest foruroligende vis mindede os om sine egne indbyggede paradokser: at konstant vækst er en umulighed. At markedet ikke er en rationel størrelse, men drevet af alt det ukontrollable og dyriske, vi bilder os ind, at civilisationen har tæmmet: angst og grådighed.
   Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden.
Hvis Lea Korsgaard lægger billet ind til jobbet som statsminister i en nær fremtid, så får hun min stemme - med garanti.
   Sådan slutter hun 'talen':
Min generation tror hverken på, at vi kan genskabe verden eller forhindre den i at smadre sig selv. Vi voksede op på et bjerg af endeløs information uden at ane, hvad vi skulle mene om noget som helst. Den visionære drift udviklede sig ikke, da vi var i vores 20’ere. Men det er aldrig for sent at blive unge i hovederne, eftersom ungdom – som en klog mand engang sagde – er et moralsk valg, ikke et spørgsmål om alder. Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle, og det er en revolution, der skal til, hvis ikke vi vil overlade en klode til vores børn, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker reduceret til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.
   På Christianborg plejer det nye folketingsår at blive indledt af et ’leve’ for Danmark. Jeg vil også gerne udbringe et leve for vores land. For det er det, vi skal drømme om og kæmpe for. Et samfund, der ikke bare er i live eller overlever, men et samfund, der er levende, fordi de mennesker, der bor i det, er levende: De er frie i kroppen og ånden, de er trygge nok til at være nysgerrige, de mødes af andre med respekt for det, de skaber, og de er forbundne med sig selv, med deres nære og med det land, vi kalder vores.
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev følelsesmæssigt (be)rørt da jeg læste denne 'tale'.
   Som genre udnyttes den kreative effekt af det jeg ofte her på bloggen har beskrevet som "konceptuel blending" - en kontrafaktisk tekst som i min gamle terminologi er en form for 'faktion'. Nu kan man vel godt kalde det et 'BLEND'.
 
Det lykkes faktisk Lea Korsgaard med teksten at aktivere et billede - i skikkelse af en ønskeforestilling - af den jo også meget velformulerede Helle Thorning Schmidt:
   Tænk hvis den faktiske statsminister havde sagt noget i den retning fra Folketingets talerstol den 7. oktober i år!
   Det ville godt nok have givet genlyd og rystet op i den mentale lommeuld både her og der. Såvel mediernes journalister, de andre partiers folketingsmedlemmer og hendes eget såkaldte 'bagland' var gået i chok, mere eller mindre.
   Genlyd og chok, det leverede Helle Thorning imidlertid ikke. Langtfra. Hendes åbningstaletale var meget længere, startede med at legitimere Danmark som krigsførende nation, og var derefter et nærsynet oplæg til en kommende valgkamp, som hun jo nok taber. Læs selv:
Øv! Det var sidste chance, Helle.

Lea Korsgaard er den ene af det kreative og nyskabende journalistkollektiv Zetlands fire medlemmer. De andre er: Hakon Mosbech, Silke Bock og  Jakob Moll, som jeg alle har haft som studerende en tid på uddannelsen (i TV-journalistik)
 
At Leas 'åbningstale' er regulært visionær og perspektivgivende i usædvanlig grad, håber jeg at have dokumenteret. Og arbejdet med bogen 'Orgasmeland' - om Wilhelm Reich, hans tid og virke,  har tydeligvis leveret mental kødkraft og befrugtende vitaminer til en del af de befriende og æggende formuleringer i talen. 
   OgWilhelm Reich hører faktisk til en af de forfattere jeg læste i begyndelsen af 70´erne, sammen med andre af de store navne inden for psykoanalyse: Freud, Jung, Adler, Lacan, Frankel.
  Den  af Reichs bøger jeg selv fik mest ud af, var 'Fascismens massepsykologi', mens hele orgasmedyrkelsen og sexpoltraditionen ikke lige var min kop te.

Zetland kører godt nok i øvrigt med klatten i disse år - og det visonære og de tekstuelle blendingoperationer ser ud til at binde meget af det sammen, som firkløveret udfolder sig med og i: 
   Interessante og indimellem opsigtsvækkende journalistiske 'singler' (i e-bog-udsendelser) i lange fortællende formater, med hang til at blande fakta og fortælling(fiktion)er.
   Såkaldt 'Live-forstillinger' der frækt blander teater, journalistik, og kunst - i revy- og caberetagtige engangsopførelser flere gange om året - og også på Lolland, som var den sidste af deres forestillinger jeg har set. Her blev forestillingen annonceret sådan på kunstmuseet Fuglsangs hjemmeside for halvandet år siden:
Zetlandvenner på Lolland-Falster! Kom på Fuglsang Kunstmuseum 7. marts, for det gør vi:
   Med inspiration i museets aktuelle udstilling og fotobog 'Uden for myldretid' arrangerer vi en slags lokaludgave af Zetland Live i samarbejde med museet og Realdania. På scenen kommer et væld af de sjoveste, vigtigste og mest rørende historier fra og om Lolland-Falster. Det bliver så fint!
   Mød - blandt andre - musikerne fra STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE, naturvejleder MARIE ROLAND, forretningsmand- og kommende sukkerproducent ULRIK THEOPHIL JØRGENSEN, gymnasterne fra SYDLOLLANDS GYMNASTIKFORENING, fortæller GRY DRUD LØVGREN, fotograf CARSTEN INGEMANN, ambassadechef SARA MARIANE METELMAN og ikke mindst sangerne fra MANDSKORET BRAGE.
   Det koster kun en halvtredser og bagefter er der snacks, vin og musik på anlægget.
Til en af de tidligere Zetland Live-forestillinger blev vi af Lea Kaarsgaard introduceret til den Wilhelm Reichske 'orgonakkumulator', og en af mine tidligere medarbejdere på TV2 ØST og kollega i Verdensbilledlegatets jury, Annette K. Nielsen, blev interviewet om sine erfaringer med at være inde i sådan en i starten af 70´erne. Her en beskrivelse gengivet fra hendes blog "aknielsen":
Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.
http://aknielsen.wordpress.com/tag/wilhelm-reich/
Og for at det ikke skal være løgn, så har Zetland nu også bidraget med ny kreativ redaktør og vært - Hakon Mosbech - til at overtage DR´s radiomagasin 'Mennesker og Medier' - efter at programmets skaber og kreative konceptudvikler Lasse Jensen har sagt stop efter 13 år.

Leas tale i sin helhed kan nydes her:
http://www.information.dk/511573
En liste med samtlige Zetlands udgivelse af 'singler' kan findes her:
http://www.zetland.dk/category/singler/
I toppen af listen ligger Nagieb Khajas single "Seks dage med Taliban". Et uddrag kan læses her:
http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2416176/se-nu-kommer-selvmordsbombemaendene/
Nagieb Khaja har også produceret en dokumentarreportage "Bomb Run Aleppo" - link her:
http://www.aljazeera.com/programmes/peopleandpower/2014/10/bomb-run-aleppo-201410672020778205.html
For at det ikke skal være løgn, så er Nagieb også en af mine gamle studerende på mit tv-hold. Det glæder og varmer at se hvordan han har udviklet sig.