Du bliver mere kreativ af at lyve, snyde og bedrage - og mere lykkelig gennem 'cheaters high'

Under min research på det foregående indlæg om hvordan kreative aktiviteter gjorde folk mere lykkelige, stødte jeg på en anden nyhed fra forskningen i kreativitet:

New research finds people who cheat subsequently perform better on tests measuring creative thinking

Det er interessant nok forskere fra Harvard Business School som har forsket i  det spørgsmål. De har gennemført en række forsøg hvor de først lokker en gruppe forsøgspersoner til at lyve eller snyde i forbindelse med løsningen af en opgave, og derefter lader dem tage den såkaldte "Remote Associates Test".

   Det viser sig at de forsøgspersoner der lyver/snyder, scorer signifikant højre i den test end en kontrolgruppe som har optrådt ærligt og sandfærdigt.

After Harvard Business School researcher Francesa Gino reported in 2011 that that highly creative people are more likely to engage in unethical activities, she began to wonder whether dishonesty could actually enhance creativity. Her latest paper suggests the answer is yes.

   “This research shows that the sentiment expressed in the common saying ‘rules are meant to be broken’ is at the root of both creative performance and dishonest behavior,” Gino and co-author Scott Wiltermuth write in the journal Psychological Science. “It also provides new evidence that dishonesty may therefore lead people to become more creative in their subsequent behaviors.”

http://www.psmag.com/navigation/health-and-behavior/dishonesty-can-foster-creativity-75147/

En af de definitorisk kendetegn ved kreativitet er jo at man er i stand til at overskride grænser og blander kategorier som ellers holdes adskilt. Så i den sammenhæng kan man altså betragte det at lyve og snyde som overskridelse af en moralsk grænse og praktiseringen af den slags uetisk adfærd for en form for konceptuel blending hvor en løgn kamufleres som en sandhed.

   At lyve og snyde kræver i sig selv at man er opfindsom og kreativ og kan finde på noget nyt at sige som lyder sandt, men ikke er det. Og det som disse forsøg viser, er altså at den slags uærlige aktiviteter automatisk fungerer som mental træning i kreativitet.

   Artiklen som er citeret ovenfor, konkluderer efter referatet fra en af af disse eksperimenter:

Fifty-one of the 53 participants who had an opportunity to cheat did so. Those dishonest people did better on the creative-thinking test than their counterparts who had no opportunity to cheat.

   “These results indicate that cheating increased creativity on a subsequent task,” the researchers write. A subsequent experiment provided evidence that acting dishonestly left participants to “feel unconstrained by rules,” which helped them think more creatively.

   At least theoretically, this dynamic could continue indefinitely in a circular fashion, Gino and Wiltermuth conclude. “By acting dishonestly,” they write, “people become more creative, which allows them to come up with more creative justifications for their immoral behavior, and therefore more likely to behave dishonestly.”

Det giver stof til eftertanke både når det gælder fiktionsforfatteres, politikeres, journalisters og brugtbilforhandleres udvikling og karriere.  

   Og det giver måske også noget af en forklaring på at når først man som forfatter eller journalist har opdaget glæden og fascinationen ved at arbejde med og producere  'faktion' - kreative genrer der blander fakta og fiktion - så stimulerer det til at fortsætte sin produktive og kreative karriere ud ad det spor.

   

En association: Da jeg i sin tid arbejde med at skrive bogen "Faktion som udtryksmiddel" - husker jeg at jeg oplevede at det var en helt speciel personlighedstype som igen og igen gjorde produktive forsøg inden for spektret af genreblandinger mellem fakta og fiktion, som fx Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard. Mens der var en masse kritikere og kolleger som så rødt og tog kraftigt emotionel afstand fra den slags grænsanfægtende faktions-programmer, -bøger eller -artikler.

Iøvrigt har man konstateret at frontallapperernes (den præfrontale cortex) neurale aktivitet kører i højeste gear når folk lyver og bedrager. Det er den del af hjerne som blandt andet fungerer som kontrollør og moralsk regulator af vores adfærd. 

The act of lying or suppressing the truth triggers activities in the brain that send blood to the prefrontal cortex (located just above the eye sockets), which controls several psychological processes, including the one that takes place when a person crafts a new rather than a known response to something.    

   "Lying is an example of this type of executive response, because it involves withholding a truthful response," says Sean Spence, a professor of general adult psychiatry at the University of Sheffield in England. "When you know the answer to a question, the answer is automatic; but to avoid telling me the true answer requires something more."

http://www.scientificamerican.com/article/lie-brain-fmri-polygraph/

Her et andet citat fra undersøgelser der peger i samme retning. Det er mentalt krævende - en form for nyskabende problemløsningsproces - at lyve og snyde: 

Although several brain areas appear to play a role in deception, the most consistent finding across multiple fMRI studies is that activity in the prefrontal cortex increases when people lie. The prefrontal cortex, situated just behind the forehead, is a collection of regions responsible for executive control (the ability to regulate thoughts or actions to achieve goals). Executive control includes cognitive processes such as planning, problem solving, and attention — all important components of deception — so it’s no surprise the prefrontal cortex is active when we lie. Dishonesty requires the brain to work harder than honesty, and this effort is reflected by increased brain activity. Studies even show people take longer to respond when lying. 

http://www.brainfacts.org/in-society/in-society/articles/2013/the-truth-about-lies-the-science-of-deception/

Det er også i frontallapperne at kernen i hjernens belønningssystem (det med dopamin og endorfiner som brændstof) har sæde, så jeg synes der er god grund til at tro at man også kan tale om fx 'cheater's high' eller 'con man's high'.

    

Jeg googler lige på "cheaters high". Og jo! - begrebet findes allerede, og der er forskning der understøtter at det ikke - som man måske skulle tro eller kunne ønske sig - nødvendigvis er forbundet med negative følelser (skyld, skam og angst) at snyde og bedrage, men at det tværtimod kan udløse en oplevelse af lykke og tilfredshed. 

   Læs bare dette abstract:

Many theories of moral behavior assume that unethical behavior triggers negative affect. In this article, we challenge this assumption and demonstrate that unethical behavior can trigger positive affect, which we term a “cheater’s high.” Across 6 studies, we find that even though individuals predict they will feel guilty and have increased levels of negative affect after engaging in unethical behavior (Studies 1a and 1b), individuals who cheat on different problem-solving tasks consistently experience more positive affect than those who do not (Studies 2-5). We find that this heightened positive affect does not depend on self-selection (Studies 3 and 4), and it is not due to the accrual of undeserved financial rewards (Study 4). Cheating is associated with feelings of self-satisfaction, and the boost in positive affect from cheating persists even when prospects for self-deception about unethical behavior are reduced (Study 5). Our results have important implications for models of ethical decision making, moral behavior, and self-regulatory theory.

http://freakonomics.com/2013/11/01/the-cheaters-high/

Hvis du vil vide noget om den test som man bruger til at måle hvor kreative folk er som er nævnt oven for: "The Remote Associates Test", så er her et link: 

http://en.wikipedia.org/wiki/Remote_Associates_Test

Kreative aktiviteter gør dig og alle andre lykkeligere ...

Politikens Kultursektion har idag en kort notits som fortæller følgende under rubrikken "Kreative studerende er i bedre humør":

Studerende der har kreative hobbyer, er gladere end andre, viser en undersøgelse på University of North Carolina-Greensboro. (...) Over en uge målte man 79 studerendes humør, og de kreative studerende rapporterede oftere tilbage, at de var glade, end de andre studerende.

Pacific-Standard uddyber denne nyhed:

In a study of college students, “people who reported feeling happy and active were more likely to be doing something creative at the time,” a research team led by Paul Silvia of the University of North Carolina-Greensboro writes in the journal Psychology of Aesthetics, Creativity, and the Arts.

   What’s more, the researchers add, you don’t have to be a master poet or painter to reap the emotional rewards. Even if the results of one’s creative activity are “frivolous, amateurish or weird,” this research suggests “the creative process that yielded them appears important to positive psychological development.”

   http://www.psmag.com/navigation/books-and-culture/forget-tortured-artist-stereotype-creativity-breeds-happiness-74813/

Jeg har tidligere skrevet om nogle af de forskellige aktiviteter som aktiverer hjernens belønningssystem (dopamin, endorfiner), og som gør at man føler sig 'høj' - euforisk, lykkelig - eller hvad man nu skal kalde det: 'runners high', 'writers high', 'helpers high' under realiseringen.

   Jeg har også i flere indlæg gjort opmærksom på at det at lære at arbejde og producere som journalist, bogstaveligt talt var vanedannende - i den forstand at journalister oplevede abstinenser når de ikke var igang med journalistikken. Altså at der eksisterede noget man kunne kalde: "journalists high", noget der stemte godt sammen med Mihaly Csikszentmihalys teori om hvordan kreative mennesker oplever at komme i en flow-tilstand når de udfoldede aktivt sig inden for deres fag eller profession.

   For journalisters vedkommende kan det være forklaringen på hvordan professionsmetaforer som "nyhedsnarkoman", "nyhedsræs", "nyhedsfix" er opstået.

   Undersøgelsen citeret ovenfor passer jo som hånd i handske med disse iagttagelser og teorier.

Da jeg i en række år havde et lille en-dags-kursus om kreativitet for journaliststuderende på RUC, lavede jeg på hvert nyt hold en lynhurtig survey. Spørgsmålet de studerende skulle besvare, var følgende:

• Hvem spiller musik og/eller synger (solist eller kor) i sin fritid?
• Hvem maler, tegner eller skulpterer i sin fritid?
• Hvem dyrker sport på noget der nærmer sig et eliteplan?
• Hvem danser i sin fritid?
• Hvem skriver digte eller anden fiktion i sin fritid?
• Hvem fotograferer/laver video – lidt mere ambitiøst end blot familie og feriebilleder?

Ræk hånden op hvis du kan svare at det gør du, på blot et af spørgsmålene!

Der var hvert semester omkring 90% der på hvert hold svarede positivt ved at løfte armen. Det slog aldrig fejl.

   Ifølge undersøgelsen som blev citeret ovenfor er procenten af gruppen af studerende der er kreativt aktive i deres fritid 22%, hvilket bekræfter min teori om at journaliststuderende søger til studiet fordi de allerede har oplevet at blive 'høje' gennem udfoldelse af kreative fritidsaktiviteter, og gerne vil have indbygget den oplevelse i deres arbejde.  

Jeg har så i øvrigt også efterhånden formuleret den teori for mig selv at man også med rimelighed kan tale om et tilsvarende fænomen for kunstnerisk aktivitet over en bred front. Altså operere med noget man kunne kalde 'artists high'.

    Det kobler jeg sammen med at mange kreative mennesker kan fortælle om en barndom/ungdom hvor de havde oplevet forældretab, kulturflytning, mobning i skolen m.v. En række af forhold som helt normalt ville fremme en personlighed der havde en følelse af savn, vemod, sorg, vrede som et gennemgående mentalt kendetegn. 

     Og der er så nogle af disse personligheder der er så heldige at opdage at de ved at udfolde sig kunstnerisk, kan "berolige sig" eller blive i bedre humør - fordi altså belønningssytemet aktiveres og dopaminpumpen kører. Tror jeg. 

Jag kan jo også bare kigge på mig selv. 

   Det at jeg nu er blevet så gammel at jeg ikke har arbejde mere og dermed har oplevet tab af social status, tab af sociale relationer, tab af den jævnlige oplevelse af 'tearchers high', kunne have indebåret at jeg som mange gamle var blevet (små)deprimeret og var gået i 'indre emigration'. 

   Men det modvirkes nu af at jeg jævnligt oplever 'writers high' ved at skrive her på bloggen, og 'artists high' ved at male akvarel.

Opskriften på succes - den kreative blanding af personlighedstræk - ifølge Amy Chua - 'tiger-mom'

En klumme af Lucy Kellaway på bagsiden af Politikens økonomitillæg i dag, aktualisere mine egne teorier om "den særligt kreative personlighed"s særlige kombination af personlighedstræk og livserfaringer.

   Artiklen har rubrikken "Kontorliv: Eton møder tigermor". Og manchetten forklarer:

'The triple package hedder en ny bog af Amy Chua - 'tigermor' - og hendes man. Den forklarer succes med tre egenskaber: mereværdskompleks, usikkerhed og impulskontrol. Alle tre i de rigtige doser. Det burde man tænke over på Eton ...

Pointen er at mænd som har elite- og overklasse-universitet Eton som rugekasse ikke pusher dens elever til de højeste og mest kulturelt, økonomisk eller politiske topposter når der er gør karriere. Deres karriere bliver i bedste fald "middelmådige".

   Lucy Kellaway finder forklaringen i Amy Chuas og hendes mands nye bog der "har sat sig for at forklare, hvor jøder, mormoner og kinesere klarer sig langt bedre end andre grupper i USA."  

   Forklaringen ligger i et mix - en blanding og et samspil af tre næsten paradoksale personlighedstræk: et mereværdskompleks (= en permanent følelse at være højt værdsat af omgivelserne), usikkerhed (= en permanent følelse af tvivl om ens sociale identitet bliver accepteret af omgivelserne), og impulskontrol (= dette at man ikke automatisk giver efter for og handler ud fra stærke følelser for eller imod noget).

Lucy Kelleway forklarer videre om argumentationen i "The Trippel Package":

Ingen af de tre træk fungerer hver for sig. Hvis man føler sig for overlegen, har man ingen motivation til at røre en finger. Er man for usikker, bliver man  lammet af tvivl. Og har man ingen impulskontrol, eller selvdisciplin, er det svært at få gennemført noget.

   Når man overfører de tre faktorer til Eton-drengene, står det straks klart, hvad det er, der bremser dem. De har overlegenhed i rå mængder. Men de har ikke megen usikkerhed og kun begrænset impulskontrol, da hele kulturen bygger på at få enhver bedrift til at se ubesværet ud.

Lucy Kelleway synes at teorien ikke blot passer på grupper og kulturer, men synes den også kan bruge som forklaringsramme på enkeltpersoner succes: "Hvorfor nogle mennesker fra samme samfundslag klarer sig bedre end andre."

Her kommer så de passager i hendes artikel som berører en række af de faktorer som jeg har været inde på i forbindelsen med at beskrive den særligt kreative personligheds udvikling og kendetegn:

Vi hører igen og igen, at mange ordblinde og mennesker, der som børn har mistet en forældre, kommer helt til tops. Nu kender vi grunden: Det, de har været udsat for, har gjort dem usikre. Vi ved nu også at afsavnet kun virker,hvis den sørgende dyslektiker samtidig er klar over, at han er fantastisk, og at han er villig til at gøre det fornødne for at blive endnu mere fantastisk.

Jeg har i en masse indlæg fremhævet "ondt i farforholdet", "mobning i skolen", "social isolation og fremmedgørelse" som fælles barndoms- og ungdomserfaringer for mange særligt kreative personligheder (=  usikkerhed), og betydningen af i rette tid at møde en mentor og af ham eller hende få selvtillid og lære impulskontrol(= mereværdsfølelse).

   Jeg har også fremhævet det nærmest paradoksale i det miks er personlighedstræk som syne at være fælles for rigtig mange af den type personer, en liste som oprindelig er opstillet af kreativitetspyskologen Mihaly Csikszentmihalyi i bogen "Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention, et personlighedsparodoks som jeg har givet samlebetegnelsen "to personer/-ligheder i en".

  Her er listen citeret fra en af denne blogs første indlæg fra fire år tilbage:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

I de teorier om ledelse som handler om hvordan man leder en gruppe af særligt kreative personer, taler man om at de er en samling "primadonnaer". Tit anvendt eksempel: programmedarbejdere i Danmarks Radio.

   

Lucy Kellaway slutter sin klumme sådan her:

Mindre opmuntrende er det, at teorien også forklarer, hvorfor de succesfulde sjældent er særligt behagelig at omgås. Hovne mennesker støder andre fra sig, og usikre mennesker er udmattende. Mennesker, der er begge dele, er helt utålelige, særligt når man tager med i betragtning, at de konstant forestiller sig for at skjule de to træk.

Var der nogen der sagde Lars von Trier eller Yahay Hassan?

 Og overdreven selvdisciplin er en kedelig egenskab hos en ven, for det betyder at man aldrig kan få vedkommende til at slippe arbejdet og åbne en flaske vin i stedet.

Ja, jeg kender typen - og er nok selv en af dem - selv om jeg gerne nyder et glas vin eller fem - når jeg ikke skal arbejde og ikke sidder begravet i et projekt. 

'Musik der synges med hjertet' - om kreative folkelige musikblandinger - kaldet 'verdensmusik': Zydeco, Kwela, Reggae, Mona - og sidste nyt: serbisk Turbo-Folk

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg altid har været svag for blended rytmisk musik med folkelige og underklasse-rødder. Og jeg har været inde på og givet eksempler på nogle af de musikformer  i tidligere indlæg her på bloggen. Altså musik hvor velkendt folkemusikgenrer og -stilarter fra sammenfundets underste land blandes og fusioneres med fremmed og nyt og eksotisk. Dissen musikblandinger har næsten altid som mere eller mindre tydelig undertekst: oprør mod undertrykkelse fra samfundets magthavere og dominerende flertal.

   

I 60´erne blev folkemusik og rock blandet. En af pionererne var Bob Dylan. Og blandt andre var sangerinden Joan Baez i front sammen med ham, en sangerind jeg har tidligere har skrevet om i et blogindlæg - for at mindes den betydning hun fik for mig i de tidlige 60´ere. 

   Men der er fx også Zydeco-musikken som er værd at fremhæve - som er musikform der ifølge Wikipedia ...

... is a musical genre evolved in southwest Louisiana by French Creole speakers which blends Cajun music, blues and rhythm and blues.

Dens rødder går tilbage til århundreskiftet i USA. Første gang jeg hørte et nummer - og det må være 40-50 år siden - var jeg hooked. 

   Her et smukt eksempel:  Buckweat Zydeco: 'Marie Marie':

Også sydafrikansk kwela-musik blev jeg betaget af ved første møde - omkring 1960. Ifølge Wikipedia blev musikken internationalt kendt allerede i årtiet inden - og beskrives sådan her:

Kwela is a pennywhistle-based, street music from southern Africa with jazzy underpinnings and a distinctive, skiffle-like beat. It evolved from the marabi sound and brought South African music to international prominence in the 1950s.

En form for sydafrikansk jazz spillet på billige blikfløjter. Det er svært at forklare hvorfor den musik sidder lige i øret, men sådan er det bare for mig. En melodi, en sang, et nummer høres - og jeg er hooked resten af livet. 

   Her er det nummer jeg først hørte: Lemmy 'Special' Mabaso: 'See you later': 

Her et andet eksempel: Mafikizolo: Kwela - korsang, men uden blikfløjter:

Reggae er endnu et eksempel på den slags blendede musik med folkelige rødder som jeg er faldet for gennem årene. 

   Jeg mødte reggaen i 1983 da jeg og familien sejlede med min lillebrors skonnert Opal rundt i Caribien et par måneder. Vi kørte rundt på øerne i små crowdede folkevognsrugbrød, sammen med en masse tykke sorte madammer og tynde sorte mænd som passagerer. Og rugbrøddet gyngede og sejlede afsted ad små snoede veje gennem mørke vulkanlandskaber og grønne bananpalmeplantager, mens vi alle blev rystet godt og grundigt sammen, delte sved og udvekslede dufte - mens reggae-musikken larmede ud af bilradioens højttalere. Ofte lå der en hel samling kassetter med reggaemusik i forruden så der altid kunne skiftes når et en kassette var løbet ud.

   Wikipedia fortæller og forklarer:

Reggae is a music genre first developed in Jamaica in the late 1960s. While sometimes used in a broad sense to refer to most types of popular Jamaican dance music, the termreggae more properly denotes a particular music style that evolved out of the earlier genresska and rocksteady.

Det er rytmen der gør det, den er helt speciel, gyngende og skæv. 

   Bob Marley blev denne musikforms internationale frontfigur, med fx det her nummer: 'Is This Love':

Kap Verde som jeg netop er kommet hjem fra ferie fra, har også en særlig blended musikform som slikker en i øret og varmer sjælen som gammel caribisk rom. 

   Genren heder 'moma', men faktisk er der flere musikgenrer på Kap Verde ifølge Wikipedia:

Cape Verde is known internationally for morna, a form of folk music usually sung in theCape Verdean Creole, accompanied by clarinet, violin, guitar and cavaquinho. The islands also boast funaná, coladeira, batuque and zouk music.

Den internationalt mest kendte repræsentant for Kap Verdes charmerende musikform(er) er den nu afdøde sangerinde Cesária Évora, som ofte omtales som 'Kap Verdes Miriam Makeba'. 

   Her optræder Cesária Évora med sit internationale gennembrudsnummer 'Sodade' som kan høres hver aften på alle de mange restauranter på Kap Verde hvor der spilles levende musik:

En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på hendes arvtager som Kap Verdes sang- og musikdronning Sara Tavares der lige har vundet en international verdensmusikkonkurrence::

Hvad er pointen i denne opremsning af eksempler på blendede folkelige musikformer jeg elsker? 

   Det er associationer og erindringer som blev fremprovokeret af en lang artikel i Informations tillæg "Moderne Tider" fra den  16.-18. februar. Den er skrevet af Kristian Villesan - med fotos af Tor Birk Trads. 

   Rubrikken vækker til nogen nysgerrighed, nok til at læse videre:

'Turbo, turbo, turbo'

Manchetten forklarer hvad det drejer sig om: En special folkemusikblanding som de unge i Serbien dyrker og som har rødder både i østlig og vestlig populærmusik, og tydeligvis er lige så lidt politisk korrekt som den heavy metal-musik der dyrkes af rockergrupperne rundt omkring, eller som den rap-musik som unge indvandrerdrenge dyrker:

Turbofolk er hæsblæsende techno blandet med folkemusik fra Balkan. Det er lavkultur og silikonebryster. Fetichistisk kapitalisme. Lyden af Milosevics nationalisme, krigene i 1990’erne og de hurtige penge fra mafiaen. Og så er det den altdominerende musikstil i Serbien. For turbofolk virker, og det er umuligt ikke at rejse sig op og stikke hænderne i vejret, når der brøles ’turbo, turbo, turbo’

Læs artiklen her:

http://www.information.dk/488121

Det fede ved internettet er jo at man så kan få øre for sagn - altså tjekke hvad det er for en musik journalistikken handler om, og som ifølge artiklen er med til at etablere de unge serberes identitet i dag. 

   Det er musik som 'synges med hjertet', fortælles det af flere kilder. 

   Det er primært kvinder der synger turbo-folk, de er sexede og veludstyrede både for og bag. Og deres rollemodel er klart Madonna og hendes måde at udnytte syntesen af sin udtalte seksualitet og sin sang og musik på - i oprørsk og frigørend øjemd.

   Jeg har fundet Youtube-eksempler, og - ja - jeg forstår godt hvad den "siger". 

Lyt og se:

   

Indy: 'Bato bre':

Goga Sekulic: 'Sexy Biznismen':

Seka Aleksic: 'Soba 22':

Jelena Krleusa: 'Upravo Ostavljna':

Ceca: 'Nevaljala':

Dejlige damer, dejlig blandet musik. Hører hjemme i samme kategori som dem jeg giver eksempler på tidligere i indlægget.

Akvarelmaleriets mysterier (28) - fortællingen om skarven som blev klippet ud og klistret ind på en nye akvarelmalet baggrund

Det var hvad der fysisk og visuelt kom ud af mit møde med kunstneren H. C. Rylanders malerskole for godt 14 dage siden: 

   En udklippet skarv malet i akvarel - vel at mærke klippet ud i tre dele som så blev tapet sammen på bagsiden. 

   På fotoet her kan man lige ane at den yderste tredjedel af hver vinge er adskilt fra resten ved en sammenføjningslinie.

Skulle den akvarelmalede skarv være indgået som det centrale motiv i et helt akvarelmaleri, så skulle baggrunden med tynde laveringer ("washes") af sø, himmel og evt. søbred være malet først - og så skarven malet i en række lag oven på grundlaveringen.

   Men nu var den altså det "amputerede" resultat af en indledende øvelsesopgave som Hans Christian Rylander satte mig til - for at vurderer hvad jeg kunne og hvordan jeg evt. burde kunne videreudvikle mig. Alle nye elever blev testet på den måde.

   Læs mere om dette mit møde med Rylander og hans malerskole her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-26-akvarel.html

Når det særligt ærgrede mig at der ikke kom en hel færdig akvarel ud af denne malerskole-opgave, så var det blandt andet fordi jeg faktisk med akvarellen af den udstoppede skarve havde prøvet at male fjer og fjerdragt på en fugl i en detaljeringsgrad og med en omhyggelighed jeg slet ikke tidligere havde prøvet. Det krævede megen koncentration, og det tog samlet små to arbejdsdage at tegne og male den færdig. Og selv var jeg lidt stolt af det da jeg syntes opgaven var løst.

   Jo mere ambitiøs med en akvarel man er, jo mere anspændt bliver man hen mod færdiggørelsen - af frygt for at lave en synlig fejl i valg af farve og penselføring som ikke kan rettes.

Selv om Rylander omtalte billedet som en fin "illustration", så syntes jeg faktisk selv at jeg lidt havde nærmet mig forbillederne og idealerne fra J. J. Audubons fantastiske fugleillustrationer  fra første halvdel af 1800-tallet og Walton Fords moderne, men endnu mere eventyrlige malerier der mimer den selvsamme gamle, klassisk illustratorstil, som fx den her:

Walton Ford, "Ornithomancy No. 3," 2000. Watercolor, gouache, ink and pencil on paper; 26 x 19 inches.
Collection of the Bowdoin College Museum of Art, Brunswick, Maine.

Jeg fik så den ide at jeg ville lave en ny "baggrundsakvarel" til min udklippede skarv som jeg så bagefter ville klistre ind i baggrundsbilledet.

    Ideen til det fik jeg da jeg læste om hvordan J.J. Audebon arbejdede. Ud over akvarel, brugte han også tusch, blyant og gouache - og det fremgår af min kilde at han kombinerede malemedier og teknikker frit for at opnå lige det resultat han ønskede. 

   Han var autodidakt og havde ingen fine fornemmelser med hensyn til de malemidler han syntes var nødvendige for at nå målet.
   "Mixed media", ville der stå som en del af titelteksten på et moderne maleri der brugte den blanding af teknikker og udtryksformer.

   Audubon gjorde så også jævnligt det at han klippede sine malede fugle ud af deres oprindelige "kontekstbillede" - og kombinerede dem ved at lime dem ind i et nyt fælles billede - med en særlig landskabsmæssig eller plantemæssig baggrund:

Der er altså faktisk tale om en slag montage. Og når Audubon kan gøre det, så kan jeg vel også. 

   

Allerede mens jeg malede den udstoppede skarv, havde jeg i hovedet et billede med flere andre skarver i baggrunden der også sad og tørrede vinger, og nogle dunhammerplanter til at give dekorativ identitet til søen som skarverne 'holder møde' i. 

   Det hører med til den historie at vi i vores egen sø ved sommerhuset både har haft besøg af skarver der har siddet og tørret vinger på en pæl, og har en del dekorative dunhammerplanter der stikker op af vandet rundt omkring blandt søens almindelige sivvækster.

   Så jeg tegnede et omrids af hvor min udklippede skarv skulle sidde, og så første tegnede jeg og derefter malede jeg ellers løs på baggrundsmotivet som hvis jeg var begyndt forfra på det samlede billede.

   Opslag i en illustreret fauna og senere søgning af billeder på nettet viste mig at dunhammerplantens blade er nogle stive, kedelige, sivagtige javerter. Så da der var tale om et "drømmebillede" og et "fantasilandskab", tegnede jeg bladene inspireret af jugendstilen, hvilket gav dem en slags  levende personlighed, syntes jeg.

   Da jeg var nogenlunde tilfreds med baggrundsbilledet, limede jeg min skarv uden på som forgrund.

   Sådan:

Ikke så tosset, tænker jeg. 

   Det kan man jo gøre en anden gang hvis noget af en akvarel mislykkes, mens noget andet kan genbruges i et nyt billede - frem for at man skal begynde helt forfra igen.

   

Mens jeg har kæmpet med min skarv-akvarel, har jeg også været på jagt efter en lærer eller et kursus som jeg og fruen kunne få mere ud af - rent akvarelteknisk. 

   Personligt er det klart at jeg hænger fast i - eller føler mig mest tryg ved - vådt-på-tørt-teknikken - hvor alt sådan set er under kontrol, Man maler lag på lag, og man får associationer til tegneseriers og tegnefilms særlige udtryksformer - med rødder tilbage til de japanske træsnitmestre. 

   Og der skal også helst være nogle forbilleder, referencebiller, som jeg kan tegne og male ud fra.

Og nu har jeg fundet en kunstner som udbyder kurser som vi sandsynligvis vil melde os til en gang i efteråret. Navnet Ane Grete Aaagaard. Og hun er god, som her kan dokumenteres:

Se mere på Anne Grete Aagaards hjemmeside her:

http://www.anegrete.dk/index.html

Ane Grete Aagaard er bl.a. inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er stifter af en kendt og velanskrevet kunstskole, Gerlesborgskolen, der ligger i skærgården nord for Göteborg , og som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder som omtales som 'Gerlesborg-teknikken'. Skolen har nu godt 70 år på bagen.

   Arne Isacsson har skrevet flere meget roste bøger om akvarelteknik, blandt andet disse to som det er min plan at anskaffe mig:

Alene coverbillederne er inspirerende!