Kreativ destruktion - som et helt personligt anliggende med befriende perspektiver

En lille gåde til læserne af denne blog: Hvad er fælles for følgende?

- At jeg og fruen efter 20 år har besluttet at vi trænger til et nyt køkken i vores byhus i Vordingborg - et byhus fra 1939. Og netop idag er tømmeren kommet og har med diverse redskaber raseret og nedbrudt det gamle køkken som efterhånden stort set kun blev holdt sammen med gaffa-tape. Køkkenet ligner nu - i skrivende stund - en ruin efter et militært angreb fra 1. Verdenskrig.

- At jeg selv i løbet af denne dags formiddag har smidt ca. hundrede propfyldte ringbind og mapper ud og afleveret dem til genbrugspladsens "let brændbart"-container. Jeg har simpelt hen totalt tømt mine reoler for gamle noter, overheadtransparenter  researchmateriale, kursusbeskrivelser, radio- og tv-koncepter, artikelmanuskripter, kompendier, skrevne efterkritikker. Faktisk er nu 2/3 af reolhylderne er nu tomme og trænger til en gang med støvsugeren.

- At Jill Taylor (som jeg har skrevet om for nylig i flere indlæg) med ét slag - et slagtilfælde - en hjerneblødning - fratages adgangen til og funktionen af sin venstre hjernehalvdel hvorved hun mister brugen/forståelsen af verbalt sprog og tænkning, og mentalt udelukkes fra oplevelsen af tidens forløb i faser, og udelukkes fra adgangen til erindringer om sit tidligere liv og sin akademiske kunnen; I perioden efter hjerneblødningen sanser, lever og erkender hun udelukkende igennem den ordløse visuelle her og nu-tænkning som er det højre hjernehalvdel bidrager til bevidstheden med. Og hun får derved en livsforandrende og bevidsthedsudviklende spirituel oplevelse som aldrig ellers ville have været mulig.

- At SF nu i disse dage foretager en radikal magtomvending, så dem der har siddet ved magten og ført SF frem til regeringsmagten, nu bliver totalt degraderet og sat fra bestillingen, mens tidligere backbenchere pludselig avancerer til partiets top. Og får dermed - håber jeg for dem og dansk politik -  en frihed til at tænke nyt og ageret politisk mere kreativt.

Alt dette kan kategoriseres som eksempler på det som i faglitteraturen kaldes: 'kreativ destruktion' - som i øvrigt er den ekstreme version af det som al kreativitetsteori beskriver som et vigtigt vilkår i det positive forløb af den kreative proces: 'kreative restriktioner'.

Fænomenet 'kreativ destruktion´ har jeg været inde på i tidligere indlæg. Men det er lige nu i disse dage og uger blevet helt aktuelt og konkret for mig personligt.

   I ideen og begrebet ligger det at noget må destrueres for at noget ny kan opstå og udvikle sig så meget desto stærkere. Nå de første bønder i bronzealderen brændte skov af for at kunne dyrke korn, så er det et eksempel. For at noget nyt kan gro frem må noget andet der står i vejen, destrueres.

   Når (Vest)Tyskland og Japan oplevede den stærkest økonomiske vækst og største industrielle innovation efter 2. Verdenskrig, så var det et resultat af at deres gamle storindustrier var totalt smadret og udraderet af de allieredes bombninger i krigens sidste faser. Der var dermed i bogstavligste forstand skabt grobund i de to taberlande for en udvikling så eksplosiv at fx sejrherren England slet ikke kunne følge med.

   På  samme måde har Maoismens initiativundertrykkende regime fungeret som kreative destruktion som har leveret dynamisk afsæt for den socioøkonomiske udvikling vi har oplevet i dette megaland de sidste 30 år.

Det er inden for Karl Marx´ økonomiske tænkning at begrebet oprindelig blev brugt. Men ifølge Wikipedia kan der findes tilsvarende tanker og begrebsliggørelser hos andre - endda med rødder i indisk religion:

In philosophical terms, the concept of "creative destruction" is close to Hegel´s concept of sublation. In German economic discourse it was taken up from Marx's writings by Werner Sombart, particularly in his 1913 text Krieg und Kapitalismus:[14]Again, however, from destruction a new spirit of creation arises; the scarcity of wood and the needs of everyday life... forced the discovery or invention of substitutes for wood, forced the use of coal for heating, forced the invention of coke for the production of iron.

   It has been argued that Sombart's formulation of the concept was influenced by Eastern mysticism, specifically the image of the Hindu god Shiva, who is presented in the paradoxical aspect of simultaneous destroyer and creator.[1]   Conceivably this influence passed from Johann Gottfried Herder, who brought Hindu thought to German philosophy in his Philosophy of Human History(Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit) (Herder 1790–92), specifically volume III, pp. 41–64.[1] via Arthur Schopenhauer and theOrientalist Friedrich Maier through Friedrich Nietzsche´s writings. Nietzsche represented the creative destruction of modernity through the mythical figure of Dionysus, a figure whom he saw as at one and the same time "destructively creative" and "creatively destructive".[15]

Tilbage til det helt personlige.

   At smide alle disse faglige mapper ud i et hug, har været en helt speciel og totalt befriende oplevelse i dag. Og det er blevet det hel konkret fysisk udtryk for at jeg går ind i en ny kreative fase af mit liv.

   Jeg måtte en del gange under udsmidningen vandrer omkring 'memory lane'. Fandt digte og prosastykker fra min gymnasietid, og tegninger og oljekridtmalerier fra omkring min studentertid - 1963. Pyha!

Men eftertanken som denne udradering af arbejdspapirer og dokumenter sætter igang, er jo også interessant:

   Jeg har jo i alle disse år haft diffuse forestillinger om at jeg skulle og kunne vende tilbage: og genoptage interviewkurser, videreudvikle samtale- og konversationsanalyse, projektarbejdets pædagogik, faktionens dramaturgiske mysterier, ping- og pampersprogets bekæmpelse, redaktionsudvikling, borgerbetjening, socialt og sprogligt samspil på sygehuset, etc. etc.

   Og når jeg tænker tilbage, så er der jo også kun meget emner og problemstillinger som jeg pludselig har fundet frem og genoplivet fordi en tilfældig og uplanlagt henvendelse har gjort det relevant og aktuelt.  Fx temaet og den røde tråd i denne blog: kreativitet.

   Men i langt de fleste tilfælde har mappernes indhold primært fungeret som mentale og kognitive trædesten til en udvikling af noget nyt og fremadrettet, altså et indhold som jeg allerede den gang kunne og burde have smidt ud efter projektets afslutning.

Men følelsen i dag er en oplevelse af den helt store mentale befrielse; euferi. Det fysiske udtryk for binding til fortiden - reolmeter efter reolmeter af blå og hvide ringbind og mapper - er væk. Fortidens meritter hænger ikke mere om min mentale hals som en møllesten.

   Og der er jo så en smuk metaforisk korrespondance mellem det at vores tømrer raserede det gamle køkken i morges og i formiddags, og det at jeg raserede mine reoler stort set samtidig.

   Faktisk indser jeg nu i skrivende stund at det at se tømreren (han hedder i øvrigt også Peter) gå på med krum hals i den fysiske destruktion af det gamle køkkens elementer, har aktiveret spejlneuroner og dertil knyttede følelser hos mig så jeg fik det afgørende skub til at destruere al den mappedokumenterende fortid som fyldte på hylderne.

   Og parallellen til Jill Taylor der bliver afskåret fra alle sine sprog- og tidsdefinerede "files" i venstre hjernehalvdel ved hjerneblødningen, er slående. Hendes påtvungne "tab" har klare lighedspunkter med min selvpåtvungne radikale udsmidning af alle mine "kloge" og ordrige mapper fra fortiden.

    Skal man finde mentalt tilbage og kognitivt re-etablere det tabte, så er der nu intet andet at gøre en at starte på en frisk.

I begge tilfælde åbner der sig nu en frihed til at opbygge og udvikle nyt - både i mit indre mentale køkken - og i det som jeg dagligt skal lave mad i - i de kommende år.

Akvarelmaleriets mysterier (12) - the inner game - of painting watercolor - og 'spillet' mellem de to hjernehalvdele

Jeg fortsætter med refleksioner fra det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier. 

   Det havde karakter af en selvkritik og selvrefleksion over hvorfor det ikke var gået så godt som ventet med mit akvarelmaleri på Kreta. 

  Og den var i høj grad inspireret en snak med min "første seer" da jeg kom hjem: min kreative frisør, der generelt var meget positiv da han så Kreta-akvarellerne, så jeg virkelig måtte anstrenge mig for at formulere klart hvorfor de fleste af akvarellerne ikke var gode (nok).

'forbillede' og akvarel

Jeg har flere gange citeret fra og refereret til den moderne coachingteoris fader: Tim Gallwey. Ham med alle bøgerne hvis titler starter med "The Inner Game of...". Han er relevant her.

  Tim Gallwey har (igen) forklaringen på hvad der gik galt på Kreta: Det var mit 'indre mentale spil' der kørte min umiddelbare kreativitet af sporet, den tilstand jeg oplevede som "flow" mens jeg malede både på Kap Verde og på Færøerne.

   Tim Gallwey skriver

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

'Det indre spil' forklarer Gallwey sådan her: Det er et mentalt spil mellem et "self 1" og et "self 2" - her formuleret i et citat fra hans første bog "The Inner Game of Tennis" (i stedt for "tennis" kan man skrive "akvarelmaling"):

Unknowingly, humans don’t realize that their minds work in two ways. As you try to concentrate and listen to yourself; you’ll hear two voices constantly. The first voice commands and criticizes while the second voice is the silent doer. We call these two voices as Self 1 and Self 2 as the loud and the silent voices respectively.

   These two voices normally don’t agree with each other. Self 1 commands Self 2 of the things to do. Self 1 has the knowledge of what tennis is all about. It is the one that knows when to bend your knees, when to extend your arm, when to hit the ball and so on. Self 2 on the other hand, is the one that does the job (your physical body).

   Trust the physical capabilities of your body.

   To trust your body is the first principle of the inner game of tennis. Tennis is a complicated sport and the human body (Self 2) is amazingly designed to adapt and even in the absence of our mind’s interference. Without the interference of Self 1, Self 2 can faultlessly execute any tennis technique that is even hard to grasp by the human mind. That’s because what Self 2 can do without the meddling of Self 1 is far from normal expectations.

   The first skill a tennis player should have to be able to play the inner game of tennis is for him to trust his body and let it perform. The tennis player should slowly but surely trust the inherent physical capacity of his body to acquire skills and perform them. This skill is not easy to attain but an early start can make a big difference.

   Key to the Inner Game of Tennis: Silence your mind

Skulle man oversætte til det vi ved fra hjerneforskningen, så er "self 1" forankret i venstre hjernehalvdel og det er interferens herfra i form af ambitioner og bekymringer der forhindrer den højre hjernehalvdel i at performe optimalt under malerprocessen.  

   Det er det den samme tænkning, baseret på videnskabelige undersøgelser, som den internationalt kendt kunstpædagog Betty Edwards har som grundlaget for sine pædagogiske principper - ifølge hvilke enhver kan lære at tegne så det ligner - hvis altså man lærer sig den teknik at komme i "åben tilstand", en mental tilstand der muliggør den uforstyrrede perceptuelle vej fra synsindtryk, gennem højre hjernehalvdel, til hånden der reproducerer synsindtrykket på papir. 

Betty Edwards skelner mellem 'L-mode' og 'R-mode' som de to tilstande der er domineret af henholdsvis venstre (L) hjernehalvdels "processing" og højre (R) hjernehalvdels "processing":

Since drawing as percieved form is largely an R-mode, it helps to reduce L-mode interference as much as possible. The problem is that the lefte brain is dominant and speedy and is very prune to rush in with words and symbols, even taking over jobs  which it is not good at.  

Det er den interferens fra venstre hjernehalvdels-tænkning der i første omgang gør at jeg ikke bare kan sætte mig ned og tegne det jeg ser - og så ligner det. De aftryk som synsindtryk afsætter på den indre skærm og som i anden omgang og helst automatisk skal være den styrende matrice for min hånds bevægelser når jeg tegner og maler, de er ikke særlig klare - de er snarere "tågede" - en blanding af hvad jeg ser og hvad jeg tror jeg ser ud fra tidligere erfaringer. 

   Og for at fjerne den forstyrrende "tåge", må jeg først tage et foto af motivet - og derefter strengt fokusere på former, proportioner, farver, lys og skygge i "forbilledet".
    Men det var også i anden omgang overhovedet svært at komme i R-mode flow på Kreta fordi, tror jeg, at der var gået for meget bekymring og ambition projektet - som jeg meget planlagt havde sat ord på og besluttet skulle være en "akvarel-ferie". 

Det snakkede jeg med min kreative frisør om. Han kan - i modsætning til mig - se et hoved og håret på hovedet - og umiddelbart visuelt se dette hårs karakter, hvirvler og fald som kreative muligheder. Og på den indre skærm kan han så udstyre kundens hoved med en ny frisure som "passer" til netop den kunde og det hår.

   Min frisør kan også umiddelbart tegne den indre projektion af den forestillede frisure ned på papir.

   Det er det Oliver Sacks i sin sidste bog kalder "The Mind´s Eye", hvori han understreger hvor forskelligt denne sindets indre projektor fungerer fra menneske til menneske. Hos nogle er den ekstremt skarp - mens den hos andre - som hos mig - skal tvinges til at fungere og stille skarpt med diverse mentale kunstgreb . 

   Min kreative frisør kan også på stemmen i telefonen hører - dvs. se for sig - hvordan folk nogenlunde ser ud. Og har som regel ret.

Til sidst kan jeg anbefale den bog jeg tidligere helt kort nævnte, af neurologen Jill B. Taylor: "My Stroke of Insight", hvori hun beskriver oplevelsen af totalt at miste den styring og fixering af sanseindtryk fra omverdenen som varetages af venstre hjernehalvdel, hvori sprogcentrene blandt andet befinder sig. 

   På grund af et slagtilfælde - en hjerneblødning der "slukker" hele venstre hjernehalvdel - bliver hun tvunget til 'ren' højre hjernehalvdels-tænkning og -oplevelse. Det er stærkt fascinerende - fordi hun jo selv er fagmand på området - at læse hendes beskrivelse af denne H-tilstand:

The two cebrel hemispheres og my brian had worked meticulously well together for my entire life, as they enabeld me to function in the world. But now, because of the normal differences and asymemetry of function between my right and left hemispheres, i felt disjoined from the linguistic and calculating skills of my left brain. Where were my numbers? Where was my language... what had becom of the brain chatter, which was now replaced by af pervasiv and enticing innner peace. 

Samtidig med sproget og den lineære tænkning er også forsvundet erindringer og forestillingen om processer i tidsforløb:

And here, deep within the absence of earthly temporality, the boundaries of my earthly body dissolved and I melted into the universe.

   As the hemorrhaging blood interrupted the normal functioning of my left mind, my perception was released from its attachment to categorization and detail. As the dominating fibres of my left hemisphere shut down, the no longer inhibited my right hemisphere, and my perception was free to shift such that my consciousness could embody the tranquility of my right mind. Swathed in an enfolding sense of liberation and transformation, the essence of my consciousness shifted into a state that felt amazingly similar to my experience in Thetaville. I am no authority, but I think the Buddhists would say I entered the mode of existence they call Nirvarna.

"Thetaville" er Jill Taylors ord for den mellemtilstand af bevidsthed vi oplever mellem at være lysvågen og sove. 

For at komme op af "hullet" og videre med akvarelleriet, må jeg nok tage mig sammen og få malet nogle flere med afsæt i de hundredevis af fotos jeg tog på Kreta.

Akvarelmaleriets mysterier (11) - Kreta-drømme og malerpyskologi

Kreta - den største græske ø i Middelhavet - har jeg aldrig før besøgt. 

   I gamle dage - i 80-erne - holdt jeg mange familieferier på forskellige grækse øer, og havde mange gode minder med i bagagen til denne malerferie: varmen, de lune mørke aftener, vandet, retsinaen, maden, venlige mennesker. 

  Nu var planen og projektet at genbesøge, genopleve -  og udnytte min nyerhvervede lyst til akvarelmaleri til at male "græske motiver."

   Erfaringsmæssigt kan jeg nå 5-7 akvareller på en uge, hvis altså jeg maler hver dag, og bruger fotos som "forbilleder".

   Det hører med til historien at det var første gang jeg var alene og ene på en planlagt malerrejse. Fruen var andersvo engagiert - i koldere egne. 

Man kan sige at "succesen" fra både Kap Verde-feriens billeder og fra Bardur Jakupssons kursus på Færøerne, havde gjort mig ambitiøs - og utålmodig. 

   I dagene op til afrejsen, gik jeg og overvejde om jeg ikke skulle varme op hjemmefra. Det blev ikke til noget. 

   Jeg ville prøve noget nyt motivisk. Og jeg ville prøve mere bevidst at arbejde med "laveringer" hvor farver får lov til at flyde sammen som undermaling - som første "lag". 

   Endelig havde jeg købt en lille æske med kun en halv snes farver af den dyre engelske type: Winsor & Newton.

   Jeg syntes at ved det akvarelmærke jeg hidtil havde brugt, var farverne svære at styre fordi de næsten var for koncentrerede. De blev nemt for kraftige!

   Jeg ville prøve om et andet mærke - det som alle lærebogsforfatterne anbefaler - og som koster det hvide ud af øjnene for en kvart tabletfuld, om det kunne give mig bedre kontrol over farverne, større frihed i blandinger og større variation i farveintensitet.

Velankommet blev jeg i høj grad overvældet af indtryk - blandet med erindringer fra tidligere besøg på græske øer. Tusindvis af detaljer hvorend man gik og vendte sig.

   Jeg for rundt og fotograferede alt hvad jeg kunne af pitoreske motiver fra den gamle bydel med de snævre gader - og fra den gamle havn fra den gang byen var et venitiansk brohoved - med en stor fæstning som forsvar mod pirater . Og oven i samlede jeg fotos fra lokale turistpjecer og -brochurer. 

  Jeg var utålmodig - næsten dirrende, men der gik alligevel to dage før jeg kom i gang med at tegne og male et motiv:

Maleriet er ikke færdigt. Og jeg var og er ikke tilfreds. Det næsten kvadratiske format er ikke mit "naturlige" format. Jeg har klippet ca. 1/3 af venstre side af det oprindeligt tegnede motiv bort. 

   Jeg synes det alt for meget lignede mine akvareller fra det første Bardur-kursus ved Gada-søen. Et tilbageskridt i udvikling.

Efter at hav malet den rosa-violette gamle portbygning der var centrum for en lille plads med et par butikker og en større café til venstre, var jeg ved at gå helt i stå. 

   Jeg kom slet ikke i det male-flow jeg tidligere har oplevet. Det der tiltrak ved motivet, var den gamle portportal med rosa væg omkring og den pitoreske café, men der var en stor del af billedets venstre halvdel jeg ikke havde "analyseret" - dvs. der var flader, former og farver jeg ikke havde taget stilling til på forhånd.
   Så for ikke at gå totalt "død", klippede jeg den tredjedel bort som jeg slet ikke havde noget forhold til. Og lagde mig til at sove.

Næste dag skiftede vejret. Allerede fra morgenen var der mørke dramatisk skyer på himlen ved solopgang, det blæste en del, faktisk noget der lignede et lille stormvejr med byger i horisonten.
   Jeg havde fået tiltusket mig værelse på 4. sal med flot udsigt mod nord ud over havnen og havet. Og jeg tog nogle flotte fotos af det dramatiske scneri. 

   Jeg valgte det ud som motiv som jeg syntes var mest udfordrende at omsætte til en relativt hurtigt malet akvarel. 

   Her er første udgave:

Jeg startede med lavering af himlen over horisonten - med lys gulorange forneden og lys gråblå foroven. Og vandet blev også laveret fra grunden i en mørkere tynd gråblå ved horisonten og en lysere - "tynderer" nuance i bunden af billedet. Og så lagde jeg lag på lag som jeg bedst kunne.

Ikke tilfredsstillende. Specielt himlen blev hurtigt bare til "mudder". Og jeg havde heller ikke fundet en ordentlig malriske løsning på havets bølger.

   En af Bardurs læresætninger fra Færø-kurset, var at man skulle - eller udmærket kunne - male det samme motiv mange gange. Men indtil nu har jeg kun før prøvet at male det samme motiv én gang mere: 'Den afghanske valmuebonde' - malet efter et fascinerende flot foto i Information (se blogindlægget "Akvarelmaleriets mysterier (4)").

    Det her er så anden version af det samme motiv - udsigten fra min balkon tidlige morgen - hvor jeg i højre grad på forhånd havde planlagt det dramatiske udtryk i himlen ved at lægge stadig mørkere lag ind over undergrunds-laveringen. Og hvor jeg lodt lidt af kanterne "flyde" ud i de halv-våde lag nedenunder:

Til gengæld havde jeg igen været for utålmodig - og slet ikke gennemtænkt havets udtryk før jeg bare kastede mig ud i det. Det gik endnu dårligere end i første version af motivet: farveplutte!

   Så kom jeg i tanker om min lille farveladeæske med Winsor & Newton-farvetabletterne. Jeg satte mig for så vidt muligt kun at bruge dem resten af tiden på Kreta. Som en "kreativ restriktion". På min f'ørst indkøbte akvarel-æske var der ellers 36 farver i ½ tablet udgave.

Jeg var allerede næsten halvt igennem "malerferien". Panik.

   Jeg måtte nu prøve at finde et motiv som havde noget af samme enkelhed i form og farve som de motiver Kap Verde-billederne var malet ud fra (se "Akvarelmaleriets mysterier (7)") og Færø-billederne (se "Akvarelmaleriets mysterier (10)". 

   Fotos af borg-ruinen" i udkanten af byen levede op til de kriterier:

Jeg var på sporet igen, syntes jeg. 

   Men bjergene i baggrunden er "overbehandlet" og presser sig frem i billedet, hvilket ødelægger arbejdet med at skabe dybde gennem perspektivt. 

   Og der er et problem med  "ovenlyset" fra solen så der egentlig ingen skygger er i motivet. De violette skygger i murværket er "kunstige" - og virker netop "gemacht" fordi det er en slags nødløsning på "ovenlyset".

   Jeg overvejede at male et lag videre på det så den brune side af murværket bliver mere kraftig orange tonet, og det violette får et lag med kraftigere blåt. 

   Det kan nås endnu.

Men det jeg er tilfreds med, er de klart afgrænsede former i ruinresterne, perspektivet - og lyset i billedet som skyldes alt det der ikke er malet - altså der hvor det hvide papir får lov til at træde frem som en slags negativ form.

Tre dage tilbage af ferien. En halv liter retsina og en lille flaske raki til aftensmaden. Uzo? Jeg kan ikke fordrage uzo.

Den venitianske havn med det middelalderlige fyrtårn - i sen eftermiddagsbelysning - set ud gennem en af de mange hvælvinger som det vrimlede med i bygningerne med front ud mod havnen inde på kanten af havnekajen. 

   Det levede op til mine motiviske ønsker - og gav samtidig mulighed for at arbejde med laveringer hvor forskellige farver flyder sammen og umærkeligt går over i hinanden: 

Her nærmede jeg mig endelig en akvarel som - da den var færdig - lå tæt på det "ideal" jeg havde i hovedet.

Fidusen ved de flerfarvede laveringer både i himlen og i havet, var den for så vidt banale som jeg læste om i en af de to akvarellærebøger jeg havde med: på forhånd at blande de tynde, tynde farver i små skåle hver for sig som man skulle bruge til at lade flyde sammen på det allerede gennemvædede papir. 

   Så var farverne klar til at man kunne male i én flydende arbejdsproces, og sådan at man kunne koncentrere sig om at få farverne til at "blende sig" og "fusionere"  på den rigtige og dog kontrollerede måde nede på papiret. 

   Og så lå der til alt held - (serendipitet!) - en lille elektrisk hårtørre i skrivebordsskuffen på værelset som lige kunne tages frem og tørre vandfarvelagene med på ingen tid, så jeg blev fri for - anspændt og utålmodig - at sidde og vente på at de skulle tørre af sig selv før jeg kunne gå i gang med næste lag. 

Endelig lykedes det mig med fyrtårn-akvarellen at komme i det "maler-flow" som jeg havde oplevet tidligere ved de vellykkede akvareller fra tidligere "ferier".

   Jeg nød at få spejlingerne i vandet til at fungere (havde prøvet det i to vellykkede billeder fra før: et fra Kap Verde og et fra Færøerne). Og jeg nød oven i at få dette spejlbillede brudt af kølvandet fra motorbåden. 

   Den fidus med hårtørren havde jeg også læst om et sted, men glemt igen. 

   Fyrtårnbilledet tog det en fuld arbejdsdag at tegne og male.

   Det billede hjalp gevaldigt på humøret. 

Til sidst ville jeg prøve at male et billede hvor jeg kombinerede nogle af kvaliteterne fra fyrtårns-akvarellen med den pitoreske havn og havnefront som man så i alle brochurer. 

   Jeg tog en masse fotos, men alle de sk... parasoller ødelagde stort set alle flader, så ingen af motiverne tændte mig for alvor.

   Så jeg fandt til sidst i en gammel kalender et manipuleret foto fra havnen - uden parasoller - som jeg så broderede videre på, lidt på samme måde som akvarellen af de to fortidige fiskerbåde ved en kaj på Gardasøen (se "Akvarelmaleriets mysterier (1)").

   Efter halvanden dags arbejde med at tegne og male, kom der det her ud af det:

Jeg prøvede at få den første Kreta-akvarel med den rosa væg, portvælving og caféen til at fusionere med fyrtårnsakvarellen - i stil, motivebehandling og farver. Og jeg brugte de gamle stærke akvarelfarver til sidste lag på et par af skibene.

   Blandingen mislykkedes - som skilt sovs! 

   Der er gode elementer i enkelte delmotiver, men jeg opnåede ikke at samle dem til en malerisk og motivisk helhed. 

   

Kreta-akvarelferien på egen hånd, har lært mig en masse. Ikke mindst: at jeg stadig har en masse at lære. Og at jeg skal gå ind i maleprocessen med en mental indstilling som er den modsatte af den jeg tog til Kreta med.
   Vær åben, afslappet, og husk: Det gør ikke noget hvis der slet ikke kommer malerier ud af det. Det betyder ikke noget hvis du ikke finder de rette motiver. Det skal nok komme. Kig den anden vej. Mediter!

Jeg savnede i øvrigt også undervejs fruens kommentarer som "første seer".

(fortsættelse følger...)

Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html

Astrup & Meyer, Dahlin & Geist, Balling & Bahs, Flindt Pedersen & Stephensen, Bertelsen & Brügger - kreativ blending af krøllede personligheder

Jeg læste i Politikens tillæg Lørdagsliv et interviewbaseret artikel med professor Arne Astrup der blev portrætteret - i anledning af en nysukommet kogebog og slankekur.

   Rubrikken:

Doktor Slank er ikke længere bange for fedt i maden

Når jeg lige læser den artikel med særlig opmærksomhed, har det en personlig vinkel. Mit eget mangeårige problem med "tykkelsen".

   Der synes at være en genetiske forklaring på at nogle mennesker simpelt hen ikke kan kommme ned - når de først er kommet op i overklassen rent fedmemæssigt.

Men det der for alvor interesserer mig er det afsnit hvor artiklen handler om hans samarbejde med Claus Meyer, som artikle sætter det dobbelte prædikat på: "kok" og "entreprenør". For det fremgår af artiklen at man også kan sætte en tilsvarende dobbelt etiket på Arne Astrup: "universitetsforsker" og "entreprenør."

   I midten af 90´erne var Arne Astrup forfatter til et hæfte: ’Arnes køkken’, som han i sin egenskab af formand for Ernæringsrådet havde fået udgivet. Alle gode kokke i Danmark der havde forstand på mad og velsmag, korsede sig, og Camilla Plum hudflettede ham i den grad i en kronik i Politiken. Og viderer fortæller artiklen, skrevet af Lars Dahlager:

Claus Meyer, kokken og entreprenøren, syntes på det tidspunkt, at Arne Astrup var djævelen selv:

   »Hans holdning var: ’fuck velsmag’, jeg skal afmagre det danske folk. Jeg mødte ham så en dag kort efter Plums kronik og spurgte ham, hvad han syntes.

   Han sagde, at han syntes, den var sindssygt velskrevet, og den havde fået ham til at grine. Der måtte jeg tippe hatten for ham, for man møder sjældent nogen, der reagerer så fint på at blive angrebet.

   Han fortalte også om frustrationen over, at næsten alle tager på igen, når de ikke længere kan holde ud at være på kur, og spurgte: »Kan vi gøre noget, der både tilfredsstiller Plum og dig, men også er sundt?««, siger Claus Meyer.

   Resultatet blev et samarbejde om at skabe en ny madstil, der kunne tilfredsstille Astrup ved at være knap så fed som den traditionelle danske flødekost, men også Meyers ønske om masser af velsmag.

   Det blev til forskningsprojektet Meyobes og bogen ’Spis igennem’.

   Et projekt, der betød »sindssygt meget for« Claus Meyers måde at tænke madlavning på og senere for udviklingen af det nye nordiske køkken, der er kendetegnet ved at være friskere og sundere end det danske flødekøkken.

   Løsenet skulle være god mad, masser af smag, mindre forarbejdede og raffinerede råvarer og ikke mindst en stærk madkultur.

   Astrup og Meyer blev venner og lancerede i 2009 sammen det mest ambitiøse måltidsprojekt i dansk ernæringshistorie, det 100 millioner kroner dyre Opus, der siden har testet nordiske råvarer og et nyt nordisk hverdagskøkkens sundhedsfremmende potentiale på voksne og børn.

   »Arne har et gran af storhedsvanvid, ligesom jeg også har. Vi tror nogle gange, vi kan flytte bjerge. Om det er en skyggeside eller en fordel, skal jeg ikke sige, men han har en grænseløs tro på, at det nok skal gå. Nogle gange har det givet ham tæsk«, siger Meyer.

Tæsk i offentlighede, det har Claus Meyer også fået adskillige gange, sidst i forbindelse med tv-udsendelserne hvor kriminelle i fængslet skulle resocialiseres ved at gå på kokkeskole.

   Hvad har vi her? -  To personligheder som begge uden videre kan placeres ind i kategorien "særligt kreative". 

   Claus Meyers barndoms- og ungdomshistorie har jeg tidligere skrevet om. Klart en mønsterbryder.   

   Arne Astrup har jeg kun viden om fra beskrivelsen af hans "kontroversielle" karriere fra Wikipedia, en karriere hvor han haft snuden langt fremme i offentligheden som ernæringsforsker med en masse gode kostråd der siden viste sig at være forfejlede, men også langt fremme i sit samarbejde med madindustrien der har financeret en række af hans forskningsprojekter. Guf-historier for kritiske journalister.

   Begge de herrer har demonstreret at have - mindst - to personligheder i en.

Det jeg læser ud af artiklen i Politiken, er at det så også mentalt har sagt "bang" da de mødtes. En langsom, men produktiv fusion af tanker og ideer begyndte. På trods - og hen over professionelle, mentale og konceptuelle grænser.  Men også med det "storhedsvanvittige enreprenørgen" som de har til fælles  i de ellers forskellige personligheder, et mentalitets-gen som må have udgjort det fælles  mentale "generiske rum" der har stimuleret samarbejdet.

   Begge har haft et "åbent sind", og trods store forskelle har de oplevet at modsætninger mødes, og gode ideer er sprunget ud. 

    Deres samarbejde har stimuleret til gensidig konceptuel blending. 

   For Astrup har det betydet at han nu forskningsmæssigt er i front - og på rette spor. Og for Meyer har det stimuleret til ideen om "det ny nordiske køkken".

Samme lørdag læser jeg en artikel i Informations tillæg 'Moderne Tider'. Af et andet kreativt makkerpar: Ulrik Dahlin og Anton Geist. 

   Rubrikken lyder: 

Sagen Sass

Det er en lang artikel i flere "kapitler". Et stykke fremragende fortællende og afslørende journalistik, som tydeligvis sætter dagsordenen de følgend dage for de andre mediers dækning af sagen, og som fungerer som et grundigt set up til en forespørgselsdebat i Folketinget  - med Helle Thorning-Smith i den varme stol.

   Manchetten lyder:

Der var kun 10 dage, til Folketingsvalget blev udskrevet, da PET udarbejdede et notat om Henrik Sass Larsen og sikrede sig en registrering på toppolitikerens navn. Halvanden måned senere brugte højtstående embedsmænd oplysningerne til at få Sass Larsen til at trække sig som ministerkandidat. Forud for mandagens samråd om sagen fortæller Information historien om ministerkandidaten, der opgav en plads i regeringen på tvivlsomme præmisser, og om statsministeren, der slap for at forsvare en beslutning, som kun hun kunne træffe

Ulrik Dahlin og Anton Geist fik Cavlingprisen i januar for deres afslørende artikler foråret 2011 om integrationsminister Birthe Rønn Hornbecks fiflerier med sandheden i forhold til offentligheden om behandlingen af og lovgivningen omkring børn af statsløse forældre, vokset op i Danmark.

   Og her i juli måned denne sommer bragte Information en serie omfangsrige artikler om Inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen der i årene efter Den Russiske Revolution og Første Verdenskrig modtog... 

...hundreder af indberetninger fra sine mange meddelere om de revolutionære på den yderste venstrefl øj. Han skrev løbende indberetningerne rent på maskine og underskrev sig med initialerne T-J. Den 13. november 1919 modtog han efterretninger om, at et fremtrædende medlem af Den Røde Garde, Christian Ejlersen, ved et medlemsmøde dagen forinden havde foreslået at kaste opråb ned fra en fl yvemaskine til britiske marinesoldater, hvis skibe efter krigen lå i dansk havn. 

Sådan lyder manchetten til den første artikel i serien som jeg syntes var dødspændende læsning. Dybdeborende journalistik og fængende historieskrivning i et - om en del af Danmarkshistorien jeg aldrig før har hørt om - endsige fået udfoldet som fortælling i det ene fascinerende kaptiel efter det andet. 

  Når de to kombinerer deres journalistiske temperamenter i et samarbejde, sker det tilsyneladende ting og sager, båret af en journalistisk kreativitet både i research og fremstilling. 

   Og når man oplever dem sammen, så virker de virkelig som et "umage par": Dahlin, oprindlig fotograf og en garvet journalist der i mange år har huseret i den kritiske, men smalle del af den skrevne presse; og Geist, oprindelig uddannet i sammenlignende litteraturvidenskab, en intellektuel  forskertype der blev bidt af journalistikken. Aldersforskellen er godt 25 år.

 

Jeg har tidligere skrevet om hvilken betydning i mit liv samarbejdet med særligt kreative personligheder har haft for min egen udvikling gennem årene. Jeg har i lange perioder oplevet hvordan det at vi var to personer med forskellige hjerner og emotionelle temperamenter, udstyret med forskeligt mentalt set up, har fungeret inspirerende og stimulerende for udviklingen af nye tanker og ideer i samarbejdets fælles flow.

   Jeg nævner lige i flæng, men nogenlunde kronologisk: Niels Erik Wille, Poul Trier Pedersen, Ingolf Gabold, Monica Hassel, H.C. Andersen,  Jens Franck, Pia Marquard, Nikolaj Christensn, Poul Martinsen.

Inden for TV-journalistikken har vi flere umage, men kreative par - som fx Jørgen Flindt Pedersen og Erik Steffensen der op gennem 70-erne og 80-erne producerede en lang række TV-Aktuelt-dokumentarer med afslørende og kritisk journalistik, kreativt og visuelt godt fortalt, rettet imod økonomiske og politiske magthavere.
   Et eksempel på et fortællemæssigt grænseoverskridende nybrud fra de to journalisters side husker jeg stadig som var det i går. Udsendelsen hed 'Sidste Stik', og kendingsmelodien fra spillefilmen af samme navn (eng: 'The Sting') med Robert Redford og Paul Newman, var også kendingsmelodien for tv-dokumentaren: ragtime-melodien "The entertainer" komponeret af Scott Joplin.
   Udsendelse afslørede det for offentligheden hidtil skjulte forhandlingsforløb mellem den socialdemokratiske regering og A.P. Møller om oliekoncessionerne i Nordsøen, et forløb der endte med at staten stort set forærede koncessionen til A.P.Møller & Co.
    Det epokegørende var ikke selve afsløringen af historien, selv om det i sig selv var et eksempel på gedigen journalistik. Det var derimod de to journalisters optræden som synlige fortællere og værter i programmet. De optrådte på skærmen iklædt den slags gangsterkostumer og -hatte som man genkendte fra spillefilmen, der jo handlede om at to små svindlere kom afsted med at franarre en storgangster flere millioner af dollas ved et smart iscenesat bookmaker-set up.

Vi har også det kreative og mentalt krøllede faktions-journalistiske makkerpar Mads Brügger og Mikael Bertelsen der nu er konceptuelle ophavsmænd til og chefer for den relativt nye tale-radio-kanal 'Radio24syv'.

   Inden for dansk film og tv har vi makkerparet Balling og Bahs, med Olsen Banden-filmene, Matador-tv-serien og Huset på Christianshavn som resultatet af deres mentale blendingprocesser. Film og tv - for folket!

Og mange gode krimiforfattere er i virkeligheden et par som bare optræder under fælles pseudonym: Lars Kepler, Ellery Queen, m.fl.

   Dog ikke alle: Maj Sjöwall og Per Wahlöö stod fra starten ved at de var to - med deres epokeskabende pionerserie inden for genren - om politikollektivet omkring kriminalinspektør Martin Bech.

Så vidt jeg husker så skrev de simpelt hen kapitlerne fremadskridende på skift - ud fra en fælles synopse for handlngsforløb og plot. Konceputel blending - to personer i et.

Hvor vil jeg nu hen med alt den her snak om 'kreative parforhold'?

   Jeg har skrevet rigtig meget om 'den særligt kreative personlighed's særlige psykologisk kendetegn, til hvilke blandt andet hører  at han/hun mentalt set fungerer som "flere person(lighed)er i en". 

   Og jeg har forsøgt at forklare denne deres kreativitet som noget der foregår gennem en nærmest  narkotisk trang til konceptuel blending i hjernen, en proces der komprimerer og integrerer ellers konceptuelt adskilte inputrum - i et nyskabende "blend" - i et indholds- og udtryksmæssigt mixet outputrum der manifesterer sig i deres produkter inden for forskning, malerkunst, litteratur, dans, journalistik.

De kreative processer som sker i nogle personers indre mentale rum, kan også ske og udfolde sig  i det socialpsykologisk rum mellem personer - når de er tilpas forskellige og derfor kan befrugte hinanden.
   Og ingen af dem må lide af 'mixofobi'.