Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html