Akvarelmaleriets mysterier (11) - Kreta-drømme og malerpyskologi

Kreta - den største græske ø i Middelhavet - har jeg aldrig før besøgt. 

   I gamle dage - i 80-erne - holdt jeg mange familieferier på forskellige grækse øer, og havde mange gode minder med i bagagen til denne malerferie: varmen, de lune mørke aftener, vandet, retsinaen, maden, venlige mennesker. 

  Nu var planen og projektet at genbesøge, genopleve -  og udnytte min nyerhvervede lyst til akvarelmaleri til at male "græske motiver."

   Erfaringsmæssigt kan jeg nå 5-7 akvareller på en uge, hvis altså jeg maler hver dag, og bruger fotos som "forbilleder".

   Det hører med til historien at det var første gang jeg var alene og ene på en planlagt malerrejse. Fruen var andersvo engagiert - i koldere egne. 

Man kan sige at "succesen" fra både Kap Verde-feriens billeder og fra Bardur Jakupssons kursus på Færøerne, havde gjort mig ambitiøs - og utålmodig. 

   I dagene op til afrejsen, gik jeg og overvejde om jeg ikke skulle varme op hjemmefra. Det blev ikke til noget. 

   Jeg ville prøve noget nyt motivisk. Og jeg ville prøve mere bevidst at arbejde med "laveringer" hvor farver får lov til at flyde sammen som undermaling - som første "lag". 

   Endelig havde jeg købt en lille æske med kun en halv snes farver af den dyre engelske type: Winsor & Newton.

   Jeg syntes at ved det akvarelmærke jeg hidtil havde brugt, var farverne svære at styre fordi de næsten var for koncentrerede. De blev nemt for kraftige!

   Jeg ville prøve om et andet mærke - det som alle lærebogsforfatterne anbefaler - og som koster det hvide ud af øjnene for en kvart tabletfuld, om det kunne give mig bedre kontrol over farverne, større frihed i blandinger og større variation i farveintensitet.

Velankommet blev jeg i høj grad overvældet af indtryk - blandet med erindringer fra tidligere besøg på græske øer. Tusindvis af detaljer hvorend man gik og vendte sig.

   Jeg for rundt og fotograferede alt hvad jeg kunne af pitoreske motiver fra den gamle bydel med de snævre gader - og fra den gamle havn fra den gang byen var et venitiansk brohoved - med en stor fæstning som forsvar mod pirater . Og oven i samlede jeg fotos fra lokale turistpjecer og -brochurer. 

  Jeg var utålmodig - næsten dirrende, men der gik alligevel to dage før jeg kom i gang med at tegne og male et motiv:

Maleriet er ikke færdigt. Og jeg var og er ikke tilfreds. Det næsten kvadratiske format er ikke mit "naturlige" format. Jeg har klippet ca. 1/3 af venstre side af det oprindeligt tegnede motiv bort. 

   Jeg synes det alt for meget lignede mine akvareller fra det første Bardur-kursus ved Gada-søen. Et tilbageskridt i udvikling.

Efter at hav malet den rosa-violette gamle portbygning der var centrum for en lille plads med et par butikker og en større café til venstre, var jeg ved at gå helt i stå. 

   Jeg kom slet ikke i det male-flow jeg tidligere har oplevet. Det der tiltrak ved motivet, var den gamle portportal med rosa væg omkring og den pitoreske café, men der var en stor del af billedets venstre halvdel jeg ikke havde "analyseret" - dvs. der var flader, former og farver jeg ikke havde taget stilling til på forhånd.
   Så for ikke at gå totalt "død", klippede jeg den tredjedel bort som jeg slet ikke havde noget forhold til. Og lagde mig til at sove.

Næste dag skiftede vejret. Allerede fra morgenen var der mørke dramatisk skyer på himlen ved solopgang, det blæste en del, faktisk noget der lignede et lille stormvejr med byger i horisonten.
   Jeg havde fået tiltusket mig værelse på 4. sal med flot udsigt mod nord ud over havnen og havet. Og jeg tog nogle flotte fotos af det dramatiske scneri. 

   Jeg valgte det ud som motiv som jeg syntes var mest udfordrende at omsætte til en relativt hurtigt malet akvarel. 

   Her er første udgave:

Jeg startede med lavering af himlen over horisonten - med lys gulorange forneden og lys gråblå foroven. Og vandet blev også laveret fra grunden i en mørkere tynd gråblå ved horisonten og en lysere - "tynderer" nuance i bunden af billedet. Og så lagde jeg lag på lag som jeg bedst kunne.

Ikke tilfredsstillende. Specielt himlen blev hurtigt bare til "mudder". Og jeg havde heller ikke fundet en ordentlig malriske løsning på havets bølger.

   En af Bardurs læresætninger fra Færø-kurset, var at man skulle - eller udmærket kunne - male det samme motiv mange gange. Men indtil nu har jeg kun før prøvet at male det samme motiv én gang mere: 'Den afghanske valmuebonde' - malet efter et fascinerende flot foto i Information (se blogindlægget "Akvarelmaleriets mysterier (4)").

    Det her er så anden version af det samme motiv - udsigten fra min balkon tidlige morgen - hvor jeg i højre grad på forhånd havde planlagt det dramatiske udtryk i himlen ved at lægge stadig mørkere lag ind over undergrunds-laveringen. Og hvor jeg lodt lidt af kanterne "flyde" ud i de halv-våde lag nedenunder:

Til gengæld havde jeg igen været for utålmodig - og slet ikke gennemtænkt havets udtryk før jeg bare kastede mig ud i det. Det gik endnu dårligere end i første version af motivet: farveplutte!

   Så kom jeg i tanker om min lille farveladeæske med Winsor & Newton-farvetabletterne. Jeg satte mig for så vidt muligt kun at bruge dem resten af tiden på Kreta. Som en "kreativ restriktion". På min f'ørst indkøbte akvarel-æske var der ellers 36 farver i ½ tablet udgave.

Jeg var allerede næsten halvt igennem "malerferien". Panik.

   Jeg måtte nu prøve at finde et motiv som havde noget af samme enkelhed i form og farve som de motiver Kap Verde-billederne var malet ud fra (se "Akvarelmaleriets mysterier (7)") og Færø-billederne (se "Akvarelmaleriets mysterier (10)". 

   Fotos af borg-ruinen" i udkanten af byen levede op til de kriterier:

Jeg var på sporet igen, syntes jeg. 

   Men bjergene i baggrunden er "overbehandlet" og presser sig frem i billedet, hvilket ødelægger arbejdet med at skabe dybde gennem perspektivt. 

   Og der er et problem med  "ovenlyset" fra solen så der egentlig ingen skygger er i motivet. De violette skygger i murværket er "kunstige" - og virker netop "gemacht" fordi det er en slags nødløsning på "ovenlyset".

   Jeg overvejede at male et lag videre på det så den brune side af murværket bliver mere kraftig orange tonet, og det violette får et lag med kraftigere blåt. 

   Det kan nås endnu.

Men det jeg er tilfreds med, er de klart afgrænsede former i ruinresterne, perspektivet - og lyset i billedet som skyldes alt det der ikke er malet - altså der hvor det hvide papir får lov til at træde frem som en slags negativ form.

Tre dage tilbage af ferien. En halv liter retsina og en lille flaske raki til aftensmaden. Uzo? Jeg kan ikke fordrage uzo.

Den venitianske havn med det middelalderlige fyrtårn - i sen eftermiddagsbelysning - set ud gennem en af de mange hvælvinger som det vrimlede med i bygningerne med front ud mod havnen inde på kanten af havnekajen. 

   Det levede op til mine motiviske ønsker - og gav samtidig mulighed for at arbejde med laveringer hvor forskellige farver flyder sammen og umærkeligt går over i hinanden: 

Her nærmede jeg mig endelig en akvarel som - da den var færdig - lå tæt på det "ideal" jeg havde i hovedet.

Fidusen ved de flerfarvede laveringer både i himlen og i havet, var den for så vidt banale som jeg læste om i en af de to akvarellærebøger jeg havde med: på forhånd at blande de tynde, tynde farver i små skåle hver for sig som man skulle bruge til at lade flyde sammen på det allerede gennemvædede papir. 

   Så var farverne klar til at man kunne male i én flydende arbejdsproces, og sådan at man kunne koncentrere sig om at få farverne til at "blende sig" og "fusionere"  på den rigtige og dog kontrollerede måde nede på papiret. 

   Og så lå der til alt held - (serendipitet!) - en lille elektrisk hårtørre i skrivebordsskuffen på værelset som lige kunne tages frem og tørre vandfarvelagene med på ingen tid, så jeg blev fri for - anspændt og utålmodig - at sidde og vente på at de skulle tørre af sig selv før jeg kunne gå i gang med næste lag. 

Endelig lykedes det mig med fyrtårn-akvarellen at komme i det "maler-flow" som jeg havde oplevet tidligere ved de vellykkede akvareller fra tidligere "ferier".

   Jeg nød at få spejlingerne i vandet til at fungere (havde prøvet det i to vellykkede billeder fra før: et fra Kap Verde og et fra Færøerne). Og jeg nød oven i at få dette spejlbillede brudt af kølvandet fra motorbåden. 

   Den fidus med hårtørren havde jeg også læst om et sted, men glemt igen. 

   Fyrtårnbilledet tog det en fuld arbejdsdag at tegne og male.

   Det billede hjalp gevaldigt på humøret. 

Til sidst ville jeg prøve at male et billede hvor jeg kombinerede nogle af kvaliteterne fra fyrtårns-akvarellen med den pitoreske havn og havnefront som man så i alle brochurer. 

   Jeg tog en masse fotos, men alle de sk... parasoller ødelagde stort set alle flader, så ingen af motiverne tændte mig for alvor.

   Så jeg fandt til sidst i en gammel kalender et manipuleret foto fra havnen - uden parasoller - som jeg så broderede videre på, lidt på samme måde som akvarellen af de to fortidige fiskerbåde ved en kaj på Gardasøen (se "Akvarelmaleriets mysterier (1)").

   Efter halvanden dags arbejde med at tegne og male, kom der det her ud af det:

Jeg prøvede at få den første Kreta-akvarel med den rosa væg, portvælving og caféen til at fusionere med fyrtårnsakvarellen - i stil, motivebehandling og farver. Og jeg brugte de gamle stærke akvarelfarver til sidste lag på et par af skibene.

   Blandingen mislykkedes - som skilt sovs! 

   Der er gode elementer i enkelte delmotiver, men jeg opnåede ikke at samle dem til en malerisk og motivisk helhed. 

   

Kreta-akvarelferien på egen hånd, har lært mig en masse. Ikke mindst: at jeg stadig har en masse at lære. Og at jeg skal gå ind i maleprocessen med en mental indstilling som er den modsatte af den jeg tog til Kreta med.
   Vær åben, afslappet, og husk: Det gør ikke noget hvis der slet ikke kommer malerier ud af det. Det betyder ikke noget hvis du ikke finder de rette motiver. Det skal nok komme. Kig den anden vej. Mediter!

Jeg savnede i øvrigt også undervejs fruens kommentarer som "første seer".

(fortsættelse følger...)