Flere opgør med mixofobien - flere eksempler på soocialøkonomisk blending - inden for pyskiatri-behandlingen og pædagogikken

Forrige indlæg handlede om to eksempler på kreativ konceptuel blending i økologisk og socialøkonimisk tænkning: "Pigcity" og  "Grantoftegaard".

   Hvad med konceptuel blending inden for pyskiatrisk behandling og skolepæadagogik?

Politiken havde sidste søndag en artikel med rubrikken:

Psykiatri. Brug de pårørende, spar millioner

Manchetten lød:

Der er store økonomiske gevinster ved at bruge pårørendeinddragelse i psykiatrien. Det ved vi nu. Næste skridt er politisk handling.

Der var tale om en "analyse" i debat-sektionen, og forfatteren til artiklen var Thorstein Theilgaard, generalsekretær.

   Rubrikken var fængende, og det mærkelige og for mig nye ord "pårørendeindragelse" vækkede også min nysgerrihed. Et typisk langt bureaukratord tænkte jeg, endnu en eufomisme, men hvad dækkede det over?

   Artiklen handlede om at foreningen 'Bedre Psykiatri. sammen med CBS (der tidligere hed Handelshøjskolen i København) har lavet en undersøgelse der beregnede værdien af at inddrage familliemedlemmer til psykisk syge målrettet og aktivt i behandlingen:

CBS-rapporten konkluderer, at en investering på 311 millioner kr. - som dækker samtlige udgifter forbundet med pårørendeinddragelse i behandlingen af skizofreni - udløser en samfundsøkonomisk besparelse gevinst på 1,5 milliarder. 

Ifølge artiklen er den god nok. Når vi regner alle de samfundets udgifter til behandlingen sammen og konstaterer hvad undersøgelser viser af gode og besparende effekter der har på de psykisk syge, så vil en investering på 100 kr. pr. patient, give næsten 500 kr. retur til samfundskassen.

   Artiklen forklarer:

Årsagen til, at der er god økonomi i bedre pårørendeinddragelse, er, at inddragelsen betyder så utroligt meget for den enkelte syge - og selvfølgelig den enkelte pårørende. Støtte og forståelse fra de nærmeste er utroligt vigtigt, når man skal have helbredt en psykisk sygdom. I rigtig mange tilfælde kan de pårørende slet ikke lade være med at tage del i behandlingen og det syge menneskes liv.  Derfor handler indsatsen  mest af alt om at systematisere og understøtte de pårørendes gode arbejde.

   Men værdien af de pårørende er faktisk langt større end dokumenteret af CBS-analysen, da regnestykket udelukkende fokuserer på mennesker med skizofreni. Skizofreni er en meget tung lidelse. Forskning har for længst dokumenteret, at pårørendeinddragelse i  behandlinge af de mange tusinder af mennesker, der lider af  'lettere' sygdomme som for eksempel angst, depression og tvangstanker.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan hospitalsvæsenet, læger og sygeplejersker i mange år i den grad satte grænser op for hvor meget, hvor længe og hvor ofte man som hospitalsindlagt måtte få besøg og som familiemedlem måtte besøge en syg på sygehuset. 

   Og i kontrast hertil: Hvordan det foregår på mange sygehuse i ulande, som slet ikke ville kunne fungere og give behandling - hvis ikke familien stort set flyttede ind på sygestuen.
    De gange jeg som barn var på hospital, er jeg også sikker på det ville have gavnet min helbredelse hvis nogle af mine familiemedlemmer havde kunnet komme og besøge mig længe hver dag - eller ligefrem flytte ind.
    Der er tale om det lægerne og forskerne ellers kalder placebo. At noget som ikke er piller eller medicin, nemlig noget rent mentalt, virker lige så godt - eller bedre end den medicin patienterne tror det får.
   Informations weekend-tillæg den 28.-29. januar, Moderne Tider, havde en lang artikel om placebo under rubrikken:

Din egen medicin 

Manchetten lød:

Placeboeffekten har altid haft et dårligt ry i moderne medicin. Det var ren indbildning, kalktabletter og allerhøjst et bevis på, at et præparat ikke virkede. Men nu forsøger læger, forskere, psykiatere og psykologer at give den et nyt og bedre image. For placeboeffekten er der, og den virker, så hvorfor ikke finde ud af hvordan og bruge det?

Ja, ondt i økonomien er en stimulans til kreativ tænkning mange steder. Medicinudgifternes himmelflugt er med til at bryde lægernes mixofobi. Tænk hvis folk kunne helbrede sig selv blot 10 procent af de tilfælde hvor man ellers skal betale for dyr medicin.

Kan vi lære noget her?

   Ja, at en masse af de sociale, professionelle, videnskabelige og juridiske spilleregler der regulerer og grænsesætter vores moderne højteknologisk og høj-civilcerede samfund, sandsynligvis koster rigtig mange spildte penge, giver forringet menneskeligt samværsklima, og blokerer for en masse kreativ tænkning og løsninger.

   Var der nogen der sagde regelsanering, og den borgerlige regering hvis ideologi var resultatet af en dominerende politikers sygdom: at udarbejde detaljerede drejebøger for alt?
   En ægte og helt seriøs kontrolfreak! Der mente at det var godt for Danmark at gå i krig. Så kunne de lære det, kunne de?
   Et af de klareste eksempler på at en dansk regering førte mixofobisk indrigspolitik ved at lade landets soldater slå folk ihjel i udlandet - og nogle snese af dem så selv omkomme ved samme lejlighed. Hvor der handles, der spildes var den kyniske filosofi.

Hvorfor kommer jeg nu til at tænke på: fx vindmøller som almindelige mennesker kan købe og sætte på hustagene, om olde-kollers velsignelser og langtidseffekt, på hunde og katte som "mentale hjælpere" på plejehjem, på bogstavleg i børnehaver, på adfærdsvanskelige unge - såkaldt uden for pædagogisk rækkevidde - der får pensionister som mentorer og ændrer livsbane fra negativ til postiv spiral (noget jeg har dokumenteret i mange eksempler fra kreative personligheders barndom på denne blog).

  Og i kontrast hertil: den katastrofale systematiske reducering af af kropslige og sanselige fag som kunst, musik, madlavning, sløjd, dramatik, dans, teknik etc. i skolen gennem de sidste mange år - og en folkeskole og et gymnasium der så åbenbart er i krise????

   Dette set og forstået lys af erfaringer fra Sct. Annæ-folkeskole og gymnasium herhjemme. Og i optik af erfaringer fra Reggio Emilia-skolen og -pædagogikken.

  Har du ikke hørt om den skole? Wikipedia forklarer:

The Reggio Emilia Approach is an educational philosophy focused on preschool and primary education. It was started by Loris Malaguzzi and the parents of the villages around Reggio Emilia in Italy after World War II. The destruction from the war, parents believed, necessitated a new, quick approach to teaching their children. They felt that it is in the early years of development that children form who they are as individuals. This led to creation of a program based on the principles of respect, responsibility, and community through exploration and discovery in a supportive and enriching environment based on the interests of the children through a self-guided curriculum.

Blending af krop og intellekt, blending af højre- og venstre hjernehalvdelstænkning, det er hvad der foregår sådanne steder. En undervisning der giver hjælp til selvværd, i stedet for at destruerer selvværd. 

   Hvor svært kan det være?

   Mange løftebrud er den nye regering blevet bebrejdet - mange af bebrejdelserne ret urimelige. Men et holder de heldigvis. Genindførelsen af gruppeeksamen i uddannelsessystemet. 

   Afskaffelsen af den eksamensform var et klokkeklart eksempel på mixofobi og kreativitetsdræbende kontrolfreak-tænkning  hos den foregående regering. 

   Og genindførelsen et lys i det udbredte krisemørke.

Den moderne tværfaglige forskning der kombinerer neuroscience med forskellig kognitive discipliner, indeholder kimen til kreativ nytænkning inden for rigtig mange samfundemæssige områder. Og forklarer hvorfor den slags grænseoverskridende projekter har den effekt de har.

   Det er nogle af de indsigter jeg har "forfulgt" i de snart 400 blogindlæg som indtil nu ligger og flyder rundt på denne blog.

   Og indtil videre har jeg ikke tænkt mig at indstille jagten .

Man kan også finde omtale i flere tidligere blogindlæg om "kreative restriktioner" og "kreativ vrede" og "kreativ destruktion".

   Noget tyder på at det er disse kreativitets-mekanismer der fungerer samfundsmæssigt i disse kristeider! Og stimulerer til konceptuel blending over en bred samfundsmæssig front. 

   Så i alt det negative, finder jeg grund til optimisme - hist og her og alle vegne.

De magthavere og administratorer der lider af mixofobi, som den tidligere borgerlige regerings centrale figurer jo så åbenbart gjorde, kan måske nu forhåbentlig finde helbredelse - bare ved at mentalt at åbne øjne og sind - og se sig omkring.

Pigcity og Grantoftegaard - eksempler på blendede ideer til nye virksomheder

Den forgangne uge har denne blog rundet 30.000 visninger siden jeg begyndte for 1 år og 10 måneder siden. Det er faktisk lidt overvældende, selv om man naturligvis ikke ved om alle dem der hitter og læser, og hvor meget.

   Noget af det der satte mig igang var at jeg havde læst et par bøger inden for mit gamle fagområde: lingvistik og sprogvidenskab: En bog om konceptuel metaforteori: Metphors We Live By - af Lakoff og Johson, og en bog om conceptual blending: The Way We Think - af Fauconier og Turner.

  Og det gav ny stimulans til min livslange optagethed af fænomenet kreativitet, kreativ tænkning, kreative pesonligheder.

Og nu må jeg så lige genoplive det med blending - foranlediget af en opgave på tv-tilrettelæggeruddannelsen jeg har været censor for, og af nogle indslag i P1 Morgen i sidste ug - med den glimrende studievært Anders Bech Jessen som drivkraft, virkede det som.

   De knytter begge an til et indlæg jeg tidligere skrev om arkitektfirmaet BIG  og arkiteken Bjarke Ingels, der for et års tid siden havde udtænkt en kreativ arkitekt-ide til et nyt kraft-varmeværk i København. Byggeriet skulle både være et kraft-varmeværk og en skibakke midt inde i storbyen. I samme byggeri. To ting som jo ellers i den grad befinder sig i markant adskilte mentale og konceptuelle rum. Her tænkt sammen.

Men hvad med et kæmpestort tomatgartneri og en stor svinestald. Kan man "blende" det? Umiddelbart nej. Jo, lidt. Hvis gyllen umiddelbart kan bruges som gødning i et tomatgartneri. Men svin i store mængder leverer ikke bare gylle, men også en masse spilvarme. Og et tomatgartneri kræver en masse energi til opvarmning fordi de tomatdyrkning er meget varmekrævende - og slet ikke hører til i Danmark - eller for den sags skyld i Holland og andre nordlige lande.

Men se bare her. Et projekt hvor man planlægger at bygge et tomatgartneri oven på en svinestald. Projektet har navnet "Pigcity":

Læs mere om " her:

http://www.pig-city.dk/

Økologisk landbrug har svært ved at konkurrerer på prisen med det gødnings- og pesticid-intensive landbrug som dominerer i Danmark. Det kræver mere arbejdskraft af den slags som de fleste dansker ikke gider. Fysisk arbejde i stald og mark.

   Danmark har ca. 800.000 mennesker på overførselsindkomst. En del af dem både kan og vil gerne arbejde, men arbejdsmarkedet kan ikke bruge dem fordi de er for uudannede og for svage på forskellige områder. Og det går ud over deres selvværd og identitetsoplevelse, så de bare bliver svagere og svagere og kommer længere og længere væk fra arbejdsmarkedet:

   Men hvis nu staten gav nogle økologiske landbrug penge for at ansætte en del af disse som medarbejdere. Så det ikke ville belaste økonomien og så disse landbrug blev konkurrencedygtige med det intensive ikke-økologiske.

   Et Colubusæg. Og dette finde eksempel på konceptuel blending, er der faktisk nu virksomheder som prøver af som en ide.Den officielle betegnelsen er: "social-økonomiske" virksomheder.

   Se bare her: "Grantoftegaard" som er nomineret til "den socialøkonomiske årspris":

Fonden Grantoftegaard     Grantoftegaard har siden 1991 løst opgaver indenfor beskæftigelse, uddannelse og miljøvenlig naturpleje.  Ballerup Kommune stiftede i 2001 "Fonden Grantoftegaard", som på almindelige markedsvilkår fortsætter udviklingen af moderne økologisk landbrugsproduktion med fokus på grundvandsbeskyttelse. Fortsat skal landbruget både danne fundament og ramme om den sociale og uddannelsesmæssige virksomhed og fremstår i dag som en selvstændig socialøkonomisk virksomhed, med stor erfaring i at kombinere produktiv virksomhed med sociale formål. Grantoftegaards sociale virksomhed
		På Grantoftegaard arbejder vi med fokus på udviklingen af de menneskelige ressourcer som nøglen til succes for vores deltagere, og dermed for vores økologiske virksomhed.    På arbejdspladsen indgår alle i et ligeværdigt forhold for at fremme et fordomsfrit arbejdsmiljø. Kulturen på vores arbejdsplads giver positiv genklang i virk-somheden som en åben og besøgsvenlig attraktion.    Aktiviteterne fordeler sig på forskellige produktions-områder, som spænder over flere faglige felter: markbrug, naturpleje, dyrehold, grønsager, gårdbutik, traktørsted, kaperkørsel og kantine. Bredden i produktionen sikrer større valgmuligheder for og motivation af den enkelte deltager.    Vi har erfaring med udvikling af særlige uddannelses- og aktiveringstilbud, som er tilpasset de lediges behov samt arbejdsmarkedets vekslende krav

Se mere her:

http://www.grantoftegaard.dk/

Begge projekter - Pigcity og Grantoftegaard - er jo smukke eksempler på moderne kreativ tænkning. Ligesom en række af Bjarne Ingels arkitekt-ideer. Og giver håb om at vores samfund trods alt har mulighed for at overleve ved at finde på  konceptuelt grænseoverskridende  kreative løsninger.

   

Du kan læse mere om blending inden for forskellige socialøkonomiske domæner i samfundet i det følgende indlæg: psykiatri og pædagogik.

(fortsæt til næste indlæg)

Poul Trier Pedersen - en inspirator og rollemodel - er død

Jeg fik en mail her til morgen som fortalte mig at Poul Trier Pedersen er død - 90 år gammel. Jeg bliver om halvandet år 70, så han var altså godt 20 år ældre end mig. Jeg bliver tom og grå indvendig. Og erindringer presser sig på.

Jeg har tidligere på denne blog skrevet at jeg syntes det var interessant hvad det var for en type personligheder jeg i årenes løb havde haft et tæt og frugtbart samarbejde med. Som jeg altså har følt mig tiltrukket af og inspireret af -  og/eller den anden vej.

   Poul Trier var en af dem. For mig en mentor, en inspirator - ja, et menneske som jeg holdt meget af på grund af de særlige personlige egenskaber han havde: en frygtløshed i forhold til at prøve noget nyt eller noget andet, en villighed til at tage risici, en åbenhed over for metoder og tænkning der ikke var hans medfødte. En gadedrengeagtig frækhed og uimponerethed over for autoriteter

   Men modsætningsfuld. Et temperament som kunne eksplodere. Kreativ vrede. Og ikke mindst: en empati for mennesker fra jævne miljøer, og for mennesker med kreative personlige særtræk.

Poul var mønsterbryder. En provinsdreng fra udkantdanmark. Nakskov, Lolland. Og man kunne høre det på hans accent, som umiskendeligt bar spor af det lollandske bløde stødløse sprog.

   Han har, har jeg læst mig til, vundet to Cavlingpriser. Det vidste jeg ikke den gang vi arbejde sammen. Han skiltede aldrig med det. Jeg tror det ragede ham en høstblomst.

Her er hvad den danske Wikipedia kan fortælle umiddelbart efter nyheden om hans død:

Trier Pedersen var handelsuddannet og dimitterede som cand.polit. i 1952. Han arbejdede blandt andet for Udenrigsministeriets pressebureau og Dagens Nyheder, inden han i 1965 blev redaktionschef på TV-Avisen. Han forlod Danmarks Radio i 1969 for at arbejde som freelancer. Trier Pedersen fik Cavlingprisen i 1956 sammen med andre i forbindelse med Dansk Røde Kors' Ungarn-indsamling, og han fik Cavlingprisen i 1963 for en række nyskabende tv-programmer.

   Poul Trier Pedersen døde på Bispebjerg Hospital den 29. januar 2012 efter kort tids sygdom. Han blev 90 år.

Sammen med de jævnaldrende tv-journalister Hans Jørgen Jensen og Claus Toksvig udviklede han konceptet for den moderne TV-Avis der blev lanceret i 1967.

   Men han var en urolig sjæl, og meget antiautoritær, så han blev nogle få år efter free-lancer, der både producerede dokumentarfilm og afholdt kurser for DR´s tv-medarbejdere i studieværtoptræden og interviewteknik.

    Han var af natur selv en skærmtrold. Og han holdt af live-tv og reflekterede over både sin værtsrolle og den interviewteknik som hørte til live-formatet. Han var pioner på journalistisk live-tv i Danmark.

    Det var programmer som "Krydsild" og indenrigsmagasinet "Ekko" der i starten af -60'erne på en  den gang fræk, finurlig og provokerende facon greb fat om aktuelle væsentlige historier. Med ham som karismatisk og utvivlsom folkekær studievært, folkekær trods den skarpe kritiske stil når han interviewede.
   I hvert fald i de godt 15 år vi arbejdede sammen, og hvor han altså var holdt op med at vise sig live på skæremen, der var det bemærkelsesværdigt hvor mange lokale danskere der med varme hilste på ham når vi var ude i landet og lave kurser.

Berømt er et interview med Jens Otto Krag under en tv-valgaftensudsendelse. Krag ville ikke svare på Triers kritiske spørgsmål. Trier stillede sig derefter for åben skærm bag ryggen på Krag og langede så mikrofonen ind foran ham,  for symbolsk at sige: Værsgo´- hvis du bare vil have tandløs mikrofonholderjournalistik, så kan du bare snakke løs her i mikrofonen uden jeg stiller dig et eneste kritisk spørgsmål.

Jeg mødte Poul Trier i 1971. Han skulle lave en række studieværts-udviklingskurser for den afdeling i DR der den gang hed Personalekursus, og som varetog al intern grund- og efteruddannelse i Radio og TV. Og jeg var nyuddannet "moderne tænkende" sprogforsker med udadvendt hang til "public service" og folkevenlige kommunikationsformer.

   Vi var flere yngre sprogfolk fra universitets danskstudie som Poul Trier fik med som undervisere på sine kurser. Det var professionelt grænseoverskridende at blive inddraget i den slags kurser. 

   Og det var både inspirerende og udfordrende pludselig at skulle aktivere sin akademiske viden om sprogbrug og kommunikation i en praktisk-pædagogisk udviklingssituation. I et TV-studie!

Jeg havde på det tidspunkt skrevet et lille hæfte for gymnasiet om det journalistiske interview. Beregnet til danskundervisningen i pragmatisk tekstanalyse. Vist nok det første af sin slags i Danmark, men jo meget banalt og elementært, set med nutidens Kurt Strand-øjne. 

   Poul havde fået fat i et eksemplar af heftet, jeg husker ikke hvordan, men han ringede og spurgte om ikke jeg kunne have lyst til at være medunderviser på et tv-interviewkursus i regi af DR´s personalekursus.
   Det ændrede min livsbane og min faglige karriere.

Resten er historie. 

   Trier syntes jeg kunne bidrage med analytisk stringens og nogle klare begreber i forhold til at forstå hvorfor nogle øvelsesinterviews af kursisterne fungerede godt, mens andre gik ad H.. til.

   Og kursisterne var tilsyneladende glade for min analytiske efterkritik - ud fra de begreber jeg havde introduceret i oplæg tidligere på kurset.

   Jeg selv? Jeg syntes jeg blev så klog så klog - helt løsrevet fra de akademiske sammenhænge jeg ellers befandt mig i og videnskabeligt skulle kvalificerer mig inden for rammerne af. 

   Regulært fandt jeg jo ud af at jeg havde nogle særlige evner til analytisk at sige noget nyttigt og brugbart om de kursusinterviews deltagrene havde leveret i øvelsesstudiet.
   Og det var Poul helt uforbeholdne tillid til mine evner og begejstring for vores samarbejde som satte en personlig-faglig udviklingsproces igang hos mig. Fra universitær teori til produktiv og kreativ pædagogisk praksis - med hang til brugbare analyser.

Poul havde opfundet en faktionsgenre til tv: Spontanspillet.  En slags dokumentarisk tv-teater. Vel nærmest en form for seriøs reality, vil man nok betegne det i dag. En blandingsgenre: Faktion. Og konstroversielt og forvirrende for tv-anmelderne. De troede han skrev replikkerne til de medvirkende. Intet kunne ligge ham fjernere. Han havde bare opfundet en teknik til at lave "unscriptet" hyperrealistisk hverdagsdramatik - 25 år før "Big Brother" og "Robinson" blev opfundet som tv-underholdning.

   Fordi vore samarbejde havde fungeret så umanerligt godt på tv-kurserne mellem "den unge akademiker" og "den ælder tv-journalist", så blev jeg også hidkaldt da Trier fik brug for en hjælpe-instruktør på et enormt ambitiøst tv-spontanspilprojekt i 1977: "Opspind" i DR-regi, der handlede om store og små problemer i datidens sygehusvæsen, et "væsen" som var underkastet store omvæltninger og reorganisering - også i den periode. Dokumentarisk tv-teater der skulle lægge op til politisk og folkelig debat

   Samarbejdet fortsatte da vi sammen lavede to meget ambitiøse, pædagogisk nyskabende og delvist selvkørende kommunikations- og samarbejdskuser for Den Kommunale Højskole i Grenaa: et om "Borgerbetjening" i kommunalt regi, og et om samarbejde og information på sygehusene: "Samspil på sygehuset". 

   Begge kurser havde videobånd med fascinerende og identifikations-skabende spontanspil med medarbejdere fra hhv. kommunerne og sygehusene som grundlag for de opgaver som kursusdeltagerne skulle bidrage med.

Vi mødtes on and off i årene derefter. Det var altid inspirerende og han var altid fuld af nye ideer som han med ildhu forsøgte at realisere.
   Han var en af de særligt kreative personligheder som har betydet meget for mig. Værd at mindes.

ADHD - og den kreative personlighed

En god bekendt inden for et kreativt erhverv fortalte at han som elev havde antaget en ung mand der led af og blev medicineret for ADHD. Og som erklæret var handikappet, men som også gerne ville ind på en professionel bane som stillede krav om visuel kreativitet. 

   Min gode bekendte havde ikke fortrudt ansættelsen af den unge ADHD-mand. Han var ganske vist besværlig at omgås på en række punkter. Men han var utrolig hurtig til at lære, han havde masser af kreative ideer.

   Det var som om hans hjerne fungerede med 4 x normal hastighed, sagde min ven.

Jeg mødte den unge mand i forbindelse med at jeg viste mine akvareller frem, og det var meget tydeligt at de interesserede ham, og det viste sig at han selv tegnede og malede.

Min gode bekendte og jeg kom senere til at diskuterer om der faktisk kunne være en biologisk sammenhæng mellem kreativitet og ADHD. Og ved at google fandt jeg rigtig mange artikler der anførte at der meget vel kunne være en neurologisk kobling der.

Problemet for ADHD´ern er knyttet til den sindstilstand man på engelsk kalder arousal.
   En teori siger at ADHD-personligheder lider af mangel på indre kemisk stimulation fra dopaminsystemet og derfor har brug for ekstra stærk ydre stimulation for at aktivere det system til at kompensere for underskudddet. 

   Wikipedia:

The low arousal theory is a psychological theory explaining that people with attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) seek self-stimulation or excessive activity in order to transcend their state of abnormally low arousal.^[1][2] The theory states that one with ADHD cannot self-moderate, and his or her attention can only be sustained by means of sustained external/environmental stimuli.^[2] This results in an inability to sustain attention on any task of waning stimulation or novelty, as well as explaining compulsivehyperactive behavior.^[3]

   A person with low arousal reacts less to stimuli than one without. This individual, according to Hare (1970)^[4] is "in a chronic state of 'stimulus-hunger'".^[5] To further explain, Mawson and Mawson (1977)^[6] claim that he or she needs more "sensory inputs" to feel normal.^[5]

   Without enough stimulation coming from the environment, an ADHD patient will create it him or herself by walking around, fidgeting, talking, etc. This theory also explains why stimulant medications have high success rates and can induce a calming effect at therapeutic dosages among patients with ADHD. It establishes a strong link with scientific data that ADHD is connected to abnormalities with the neurochemical dopamine and a powerful link with low-stimulation PET scan results in ADHD subjects.^[2]

Jeg har tidligere været inde på to af psykologien anerkendte forskellige personlighedstyper: HSS´erne - High Sensation Seekers - og HSP´erne - Highly Sensitive Person. 

    Og der er tilsyneladende argumenter for at HSS´erne og ADHD´erne har det til fælles at de er "low arousal-personligheder", som er i permanent dopamin-underskud, og som derfor hele tiden er mentalt og neurologisk sultne på at opleve nyt som kan øge dopaminen i hjernen. 

Symptomerne på ADHD er overordnet set: uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

   Her følger en tekst der henviser til undersøgelser der kobler ADHD og kreativitet:

Is it possible that the impulsivity and quick-thinking that accompanies ADHD may also boost creativity? And what role does medication have in that creative process? Does stimulant medication hamper creativity, or boost it?

   The ADHD brain may not be held back as much by constraints on thinking. In a study by Abraham et al. (2006), adolescents with ADHD, adolescents with conduct disorder, and a control group were each assessed with creativity measures. The ADHD group was found to have a higher rate of being able to overcome constraining examples ("thinking outside the box"), but had difficulty creating an invention from an imagery task.

   In a study by White and Shaw (2006), people with ADHD were found to score higher than those without ADHD in a measure of divergent thinking (ie. coming up with creative solutions to a problem). However, people with ADHD did not score as well as those without ADHD on a measure of convergent thinking (ie. giving the "correct" answer to a test question).

   A later study by White and Shaw (2011) found that people with ADHD scored higher in original creativity and creative achievement than those without ADHD. It was also found that people with ADHD preferred generating ideas, while those without ADHD preferred clarifying problems and developing ideas.  

http://www.creativitypost.com/psychology/is_the_adhd_brain_more_creative

Kasinoøkonomi - kasinoimse - en kreativ metafor til at frame og forstå årsagerne til krisen

Preben Moslund, som jeg ikke kender eller har hørt om før, har skrevet en glimrende kronik i Information for et par dage siden (25.01.2012). Overskriften lyder: "Velkommen til Kasinoimsmen".

   Han etiketteres som konsulent og fagbogsforfatter. De tags kunne jeg også komme ind under. Og umiddelbart kobler jeg til begrebet "kasinomøkonomi" som jeg godt husker andre har brugt. 

   Det er en ny metafor som giver optik til at forstå verdens økonomiske elendighed, og jeg har egentlig kun betragtet den som et smart journalistisk greb.

   Eller "verdens elendighed"? Eurpas?

Manchetten lyder:

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflive af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet.

Kommunismen er død! 1989. Murens fald. Ingen tvivl om det. Og godt det samme. 

   Død, det er enevælden også, bortset fra et par Arabistan-regimer. 

  Kun dinosaursamfundet Korea og last-man-standing-Cuba minder én om et system som ikke var levedygtigt under historiens social-økonomiske pres. Ligesom apartheid-systemet i Sydafrika.

Men kapitalismen lever jo tilsyneladende i bedste velgående selv om samfundende under systemet lider alskens økonomiske elendighed.

   Staterne skal spare - alle stater i Europa skal spare - fattige og arbejdsløse bliver der stadig flere af. Og Bankerne og de helt store globale virksomheder kører videre som om intet var hændt. Men de kapitalistiske dynamik som virksomhederne skulle lever: Blowing in the wind.

   Preben Moeslund har fat i metaforikken som indledning til sin kronik - (af)personificeringen af økonomien i det sprog vi taler om økonomien i - diskursen som det hedder:

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

   Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

  Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Den pervertering af udviklingen til noget andet end den klassiske kapitalimse navngiver Preben Moeslund så som en -isme: Kasinoismen.

Men "kasinoet" som metafor på den udvikling som økonomien i en masse vestlige og europæiske samfund har undergået de sidst 10 år, ...er det ikke bare en af de sædvanlige journalistiske Karl Smart-hed´er?

     Men nej, når man skærer mentalt ind til benet. Der er virkelig noget om snakken (=metaforen).

Kritikken fra kloge og kreative forskere går på at konsekvenserne af den globale frisætning af økonomierne i virkeligheden indebærer en "pervertering" af kapitalismen, ligesom "den reelt eksisterende socialisme" i Sovjetunionen og Østeuropa i 70-erne og 80-erne var en pervertering af de ideer som Marx kreativt og indsigtsfuldt udfoldede i en række af sine økonomi-teoretiske skrifter halvandet århundrede før, og som han og hans fans betegnede "kommunisme", det økonomiske system som karakteriserede et kommende utopisk idealsamfund.

Her kommer et godt citat om hvordan og hvorfor "kasinoet" er en glimrende metafor til at levere en indsigtgivnde mental optik til vores aktuelle økonomiske system:

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

   Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

  Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

   Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

   Ja, der findes sågar hedgefonde, der investerer i CDS-kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

   Sen-kapitalismens pris. 

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold.    

   Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: 

   Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.  

Jeg elsker analyser der afslører mentale paradokser i den dominerende tænkning, altså her den økonomiske - med Karl Marx som the big daddy.

   Senere sætter Preben Moslund tryk på beskrivelsen af konsekvenserne af sin analyse af overgangen fra klassisk kapitalisme som Marx jo - mildest talt - havde rigtig godt greb om, og så det vi ser i den moderne globale økonmiske udvikling - "en systemfejl":

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

   Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt. (...)

   Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.