Flere opgør med mixofobien - flere eksempler på soocialøkonomisk blending - inden for pyskiatri-behandlingen og pædagogikken

Forrige indlæg handlede om to eksempler på kreativ konceptuel blending i økologisk og socialøkonimisk tænkning: "Pigcity" og  "Grantoftegaard".

   Hvad med konceptuel blending inden for pyskiatrisk behandling og skolepæadagogik?

Politiken havde sidste søndag en artikel med rubrikken:

Psykiatri. Brug de pårørende, spar millioner

Manchetten lød:

Der er store økonomiske gevinster ved at bruge pårørendeinddragelse i psykiatrien. Det ved vi nu. Næste skridt er politisk handling.

Der var tale om en "analyse" i debat-sektionen, og forfatteren til artiklen var Thorstein Theilgaard, generalsekretær.

   Rubrikken var fængende, og det mærkelige og for mig nye ord "pårørendeindragelse" vækkede også min nysgerrihed. Et typisk langt bureaukratord tænkte jeg, endnu en eufomisme, men hvad dækkede det over?

   Artiklen handlede om at foreningen 'Bedre Psykiatri. sammen med CBS (der tidligere hed Handelshøjskolen i København) har lavet en undersøgelse der beregnede værdien af at inddrage familliemedlemmer til psykisk syge målrettet og aktivt i behandlingen:

CBS-rapporten konkluderer, at en investering på 311 millioner kr. - som dækker samtlige udgifter forbundet med pårørendeinddragelse i behandlingen af skizofreni - udløser en samfundsøkonomisk besparelse gevinst på 1,5 milliarder. 

Ifølge artiklen er den god nok. Når vi regner alle de samfundets udgifter til behandlingen sammen og konstaterer hvad undersøgelser viser af gode og besparende effekter der har på de psykisk syge, så vil en investering på 100 kr. pr. patient, give næsten 500 kr. retur til samfundskassen.

   Artiklen forklarer:

Årsagen til, at der er god økonomi i bedre pårørendeinddragelse, er, at inddragelsen betyder så utroligt meget for den enkelte syge - og selvfølgelig den enkelte pårørende. Støtte og forståelse fra de nærmeste er utroligt vigtigt, når man skal have helbredt en psykisk sygdom. I rigtig mange tilfælde kan de pårørende slet ikke lade være med at tage del i behandlingen og det syge menneskes liv.  Derfor handler indsatsen  mest af alt om at systematisere og understøtte de pårørendes gode arbejde.

   Men værdien af de pårørende er faktisk langt større end dokumenteret af CBS-analysen, da regnestykket udelukkende fokuserer på mennesker med skizofreni. Skizofreni er en meget tung lidelse. Forskning har for længst dokumenteret, at pårørendeinddragelse i  behandlinge af de mange tusinder af mennesker, der lider af  'lettere' sygdomme som for eksempel angst, depression og tvangstanker.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan hospitalsvæsenet, læger og sygeplejersker i mange år i den grad satte grænser op for hvor meget, hvor længe og hvor ofte man som hospitalsindlagt måtte få besøg og som familiemedlem måtte besøge en syg på sygehuset. 

   Og i kontrast hertil: Hvordan det foregår på mange sygehuse i ulande, som slet ikke ville kunne fungere og give behandling - hvis ikke familien stort set flyttede ind på sygestuen.
    De gange jeg som barn var på hospital, er jeg også sikker på det ville have gavnet min helbredelse hvis nogle af mine familiemedlemmer havde kunnet komme og besøge mig længe hver dag - eller ligefrem flytte ind.
    Der er tale om det lægerne og forskerne ellers kalder placebo. At noget som ikke er piller eller medicin, nemlig noget rent mentalt, virker lige så godt - eller bedre end den medicin patienterne tror det får.
   Informations weekend-tillæg den 28.-29. januar, Moderne Tider, havde en lang artikel om placebo under rubrikken:

Din egen medicin 

Manchetten lød:

Placeboeffekten har altid haft et dårligt ry i moderne medicin. Det var ren indbildning, kalktabletter og allerhøjst et bevis på, at et præparat ikke virkede. Men nu forsøger læger, forskere, psykiatere og psykologer at give den et nyt og bedre image. For placeboeffekten er der, og den virker, så hvorfor ikke finde ud af hvordan og bruge det?

Ja, ondt i økonomien er en stimulans til kreativ tænkning mange steder. Medicinudgifternes himmelflugt er med til at bryde lægernes mixofobi. Tænk hvis folk kunne helbrede sig selv blot 10 procent af de tilfælde hvor man ellers skal betale for dyr medicin.

Kan vi lære noget her?

   Ja, at en masse af de sociale, professionelle, videnskabelige og juridiske spilleregler der regulerer og grænsesætter vores moderne højteknologisk og høj-civilcerede samfund, sandsynligvis koster rigtig mange spildte penge, giver forringet menneskeligt samværsklima, og blokerer for en masse kreativ tænkning og løsninger.

   Var der nogen der sagde regelsanering, og den borgerlige regering hvis ideologi var resultatet af en dominerende politikers sygdom: at udarbejde detaljerede drejebøger for alt?
   En ægte og helt seriøs kontrolfreak! Der mente at det var godt for Danmark at gå i krig. Så kunne de lære det, kunne de?
   Et af de klareste eksempler på at en dansk regering førte mixofobisk indrigspolitik ved at lade landets soldater slå folk ihjel i udlandet - og nogle snese af dem så selv omkomme ved samme lejlighed. Hvor der handles, der spildes var den kyniske filosofi.

Hvorfor kommer jeg nu til at tænke på: fx vindmøller som almindelige mennesker kan købe og sætte på hustagene, om olde-kollers velsignelser og langtidseffekt, på hunde og katte som "mentale hjælpere" på plejehjem, på bogstavleg i børnehaver, på adfærdsvanskelige unge - såkaldt uden for pædagogisk rækkevidde - der får pensionister som mentorer og ændrer livsbane fra negativ til postiv spiral (noget jeg har dokumenteret i mange eksempler fra kreative personligheders barndom på denne blog).

  Og i kontrast hertil: den katastrofale systematiske reducering af af kropslige og sanselige fag som kunst, musik, madlavning, sløjd, dramatik, dans, teknik etc. i skolen gennem de sidste mange år - og en folkeskole og et gymnasium der så åbenbart er i krise????

   Dette set og forstået lys af erfaringer fra Sct. Annæ-folkeskole og gymnasium herhjemme. Og i optik af erfaringer fra Reggio Emilia-skolen og -pædagogikken.

  Har du ikke hørt om den skole? Wikipedia forklarer:

The Reggio Emilia Approach is an educational philosophy focused on preschool and primary education. It was started by Loris Malaguzzi and the parents of the villages around Reggio Emilia in Italy after World War II. The destruction from the war, parents believed, necessitated a new, quick approach to teaching their children. They felt that it is in the early years of development that children form who they are as individuals. This led to creation of a program based on the principles of respect, responsibility, and community through exploration and discovery in a supportive and enriching environment based on the interests of the children through a self-guided curriculum.

Blending af krop og intellekt, blending af højre- og venstre hjernehalvdelstænkning, det er hvad der foregår sådanne steder. En undervisning der giver hjælp til selvværd, i stedet for at destruerer selvværd. 

   Hvor svært kan det være?

   Mange løftebrud er den nye regering blevet bebrejdet - mange af bebrejdelserne ret urimelige. Men et holder de heldigvis. Genindførelsen af gruppeeksamen i uddannelsessystemet. 

   Afskaffelsen af den eksamensform var et klokkeklart eksempel på mixofobi og kreativitetsdræbende kontrolfreak-tænkning  hos den foregående regering. 

   Og genindførelsen et lys i det udbredte krisemørke.

Den moderne tværfaglige forskning der kombinerer neuroscience med forskellig kognitive discipliner, indeholder kimen til kreativ nytænkning inden for rigtig mange samfundemæssige områder. Og forklarer hvorfor den slags grænseoverskridende projekter har den effekt de har.

   Det er nogle af de indsigter jeg har "forfulgt" i de snart 400 blogindlæg som indtil nu ligger og flyder rundt på denne blog.

   Og indtil videre har jeg ikke tænkt mig at indstille jagten .

Man kan også finde omtale i flere tidligere blogindlæg om "kreative restriktioner" og "kreativ vrede" og "kreativ destruktion".

   Noget tyder på at det er disse kreativitets-mekanismer der fungerer samfundsmæssigt i disse kristeider! Og stimulerer til konceptuel blending over en bred samfundsmæssig front. 

   Så i alt det negative, finder jeg grund til optimisme - hist og her og alle vegne.

De magthavere og administratorer der lider af mixofobi, som den tidligere borgerlige regerings centrale figurer jo så åbenbart gjorde, kan måske nu forhåbentlig finde helbredelse - bare ved at mentalt at åbne øjne og sind - og se sig omkring.