Når den undersøgende journalist "konverserer med situationen" - så trækker han på forskellige professionelle simulations-operationer

Fra min "Introduktion til undersøgende journalistik" - et 10 år gammelt SDU-kompendium, citerer jeg videre  fra mit referat af Ettema & Glassers udlægning af den rutinerede unersøgende journalists mentale kompetence - det internatliserede simulationsapparat som gør at han kan foretage de nødvendige afslørende undersøgelser lynhurtigt og meget effektivt: Når først en frame er aktiveret, så har han et repertoire af "moves" til sin rådighed, ligesom en rutineret skakspiller:

De professionelle ”moves” kan deles i to hovedgrene som kendetegner den journalistiske undersøgende praksis: ”One branch is getting people to tell you things they wouldn´t tell sombody else, one branch is getting the facts from records.” – og til det sidste hører både at kunne finde og fremskaffe evt. hemmeligholdte dokumenter og kunne analyserer dem. En tredje gren af ”moves” er ”undercover investigations” – under dække-undersøgelser.

     Til sit repertoire af ”understandings” som den undersøgende journalist besidder, hører bl.a. den grundantagelse at der må være dokumenter derude et sted der kan bevise forholdene, og at man kan tænke systematisk over hvor de mon findes for at indsnævre undersøgelsesfeltet. En anden ”understanding” går ud på at hvis du har viden nok til at stille spørgsmål, så vil folk i det mindste sige noget.

Som jeg skrev i foregående indlæg, så er det den metonymiske tænkning som dominerer det simulationsarbejde som journalisten udfører under sin research: Ud fra enkeltiagttagelser opstiller han hypoteser som har karakter af antagelser om historier, antagelser som kan bekræftes eller afkræftes gennem svar på spørgsmål - altså en slags simuleret samtale med situationen:

Til den professionelle undersøgende journalists kompetence hører at kunne se samspillet mellem på den ene side enkeltcases og på den anden side tal der peger på et bagvedliggende forklarende mønster - som to nødvendige og gensidigt afhængige komponenter til at fortælle en overbevisende og perspektiverende historie, og så at kunne bruge denne ”ramme” som søgemønster for sin research. Når den professionelle praktiker skal vælge mellem ”moves” inden for et "repertoire" når han står i en given situation, så sker det ved  det som Schön kalder ”conversation vith the situation”. 

Det betyder at den journalistiske undersøgelse kan ses som en fortløbende proces hvor hypoteser baseret på få oplysninger, bliver testet gennem ”moves” der giver nye oplysninger, som derefter evalueres i forhold til andre oplysninger, samtidig med at deres kilders troværdighed sammenholdes med andre kilders troværdighed. Det  kan så føre til at hypotesen bekræftes og forstærkes, så den fungerer som ”frame” for nye ”moves”, etc. etc. Eller hvis en hypotese ikke bekræftes, så kan det føre til det som Schön kalder ”reframing”: en ændret eller ny hypotese som grundlag for den fortsatte ”konversation med situationen”.    

"Reframing" betyder altså at forestille sig - simulere - en anden "løsning" på "gåden", som måske ikke er helt så spektakulær som oprindeligt antaget, men som dog indebære en historie som er stærk og afslørende nok til at legitimere omkostningerne ved undersøgelserne.

  Traditionelt taler faglitteraturen om undersøgende journlistik her om maxi-mål og mini-mål. For ikke at sidde skuffet tilbage med en ikke-historie, må journalisten i sit hoved forstille sig den endelige minimale historie som professionelt set er godt nok til at begrunde alt den arbejdstid der er lagt i researchen til den.

Det repertoire af ”moves” som journalisten kan gøre brug af på de forskellige steder i denne proces, kombinerer altså indsamling af oplysninger, testning af oplysninger og hypoteser, og evaluering af både oplysninger og kilder. Og han vil systematisk vælge den kombination af ”moves” og evalueringsstrategier der hele tiden gør det muligt at forstærke den eller de hypoteser der kan give grundlag for en journalistisk top-historie der kommer til at udgøre en overordnet ”masterframe” for hele processen.       

Der kan undervejs være tale om både at teste enkeltoplysninger og mere komplekse hypoteser, og hen imod slutningen kan der være tale om at teste hele historien som en samlet hypotese gennem det afgørende ”træk” som et ”nøgleinterview” – et såkaldt ”confrontation interview” – udgør; det er  et interview hvorved ”den sigtede” – ”the target person” – konfronteres med de beviselige og afslørende kendsgerninger som journalisten er i besiddelse af, og hvor ikke bare interviewpersonens svar, men også måden han svare på kan være det ”sandhedens øjeblik” der er afgørende for om historien ”holder” og ”kommer hjem”. 

Faglitteraturen er helt klar på hvordan man skal forberede et konfrontations-interview. Det skal man ved i forvejen at simulere interviewet - gerne som et egentlig rollespil - hvor man forestiller sig alle sine egne spørgsmål og så de undvigende eller usande svar som de interviewede kan tænkes at komme med.  

   Endvidere skal man simulere interviewet sådan at man med i tasken har alle de korrekte svar som den interviewede ville levere hvis han svarede sandt. Som journalist skal man altså vide alle svarene på det spørgsmål man vil stille:

Hvis ”konversationen med situationen” udvikler sig som den skal hen gennem undersøgelsen, når journalisten til et punkt hvor han er overbevist om at det billede han har af historien som en samlet hypotese, stemmer overens med det konglomerat af facts, dokumenter, data, og kildeudtalelser som han har indsamlet og analyseret. Han er overbevist om at historien ”holder”. Nu skal den så fortælles så den kan overbevise publikum både om dens sandhed og om dens værdi som  væsentlig afsløring.    

Det drejer sig om at finde ud af ”what to include, and where to put it.”, således at publikum dels kan opleve at historien er vigtig og dels kan relaterer sig til dens indhold. Her har den professionelle journalist et repertoire af historieskabeloner: ”masterframes” – som han ”virtuelt” kan teste det indsamlede materiale mod, for at afgøre om det kan udformes i et narrativt skema så historien ”går hjem” hos publikum.

Også her er der enighed i faglitteraturen om nødvendigheden af en knivskarp simulation - nemlig en simuleret samtale med den mest skeptiske læser som tænkes kan, en læser som grundlæggende hele tiden vil spørge: "Hvad rager det mig? Jeg har travlt!", og: "Hvorfor skulle jeg dog tro på det? Journalister jo altid fulde af løgn!" 

   Og med denne super-skeptiske læser, går man sin artikel igennem - linje for linje. Og retter og skriver om og til indtil Journalisten mentalt set får lukket munden på ham.

I praksis har han to redskaber – ”moves” – til en sådan testning: det ene er at formulere hovedvinklen i en enkel klar sætning med historiens kerneoplysninger, som er den påstand historien skal bevise; det andet er at lave råudkast til historien for at sikrer at indhold og form kan arbejde optimalt sammen. I denne fase kan det vise sig at der opdages huller og usikkerheder i den foreliggende dokumentation som kræver yderligere undersøgelser.

Hvis der er tale om magthavere af den tunge, aggressive og hævngerrige slags, så går journalisten sammen med sin redaktør teksten igennem linie for linie en gang til - men nu i forbindelse med en simuleret retssag.

   Spørgsmålet til artiklens kerneoplysninger som den anklagende afsløring bygger på, er: "Holder de i retten"? Og udbygget: "Hvad kan modpartens advokat tænkes at spørge om i en retssag om injurier, om privatlivets fred, eller en erstatningssag for tab af omsætning.

Endelig er faglitteraturen gennemgående enig om at man for at sikre sig løbende meget tidligt i forløbet bør skrive udkast til artikler og udkast til rubrikker og manchetter/underrubrikker. Det er generelt et simpelt og effektivt simulations-redskab at skrive sådanne udkast. De fungerer ligesom prøver - "rehearsels" - til en teaterforestilling hvor man styk for styk i alle enkeltheder nærmer sig den perfekte forestilling - forsideartiklen der nominerer til en Cavling-pris.

Om den professionelle journalists simulationsberedskab - a la Donald Schön

Med brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action” (1983), forsøger Ettema &Glasser at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer som bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.”

Det at kunne se mulighederne for en afslørende historie i et usikkert tip, en uanselig annonce, eller en bisætning i en udtalelse, det er noget der foregår ved en intellektuel proces som Schön kalder ”framing” hvorigennem den professionelle journalist forsøger at give mening og sammenhæng til enkeltiagttagelser og kendsgerninger som er usikre og uigennemskuelige. En ”frame” er altså en slags mental ”ramme”, et skema, en skabelon, et helhedsbillede.

Sådan skrev jeg i mit kompendium "Introduktion til undersøgende journalistik" for små 10 år siden. I lyset af min påstand "forståelse er simulation", så giver det jo rigtig god mening.

   En frame  kan jo nemlig forstås som en kategorisring - en etiket på et aktiveret simulationsrum hvori journalisten forestiller sig hvordan en historie kunne se ud og fremstå hvis dette tip gennem undersøgende og dybtgående research kunne føre til en sensationel afslørende historie.

   Jeg fortsætter teksten i kompendiet, idet jeg konstaterer at jeg den gang allerede var helt i overensstemmelse med simulations-tankegangen. Jeg taler her om "en tænkt kontekst":

”Framing” vil altså sige at ”noget” (oplysninger, beretninger, dokumenter, tal)  sættes i en tænkt kontekst for at se om og hvordan det passer og giver mening. Det sker ved et ”repertoire” af ”moves” der tjener til gradvist at indkredse, afklare og fokusere historien og dens elementer – frem til et stadium hvor den er moden til at blive fortalt og publiceret. Til den slags ”træk” hører afprøvninger, testning og eksperimenter, såvel af hypoteser som af virkelighed (reality-check) – men altid i retning af at få bekræftelser. Disse ”moves” følger altså ”the logic of confirmation”, men den professionelle journalist ved at han altid må være “open to disconfirmatory evidence”.

Oversat: Journalisten bevæger sig fra en simuleret historie med svag virkelighedsforankring, men baseret på en aktivering af tidligere erfaringer, til en faktisk dokumenteret afslørende historie.

   Det sker gennem brug af simulerende og simulerede sandheder, også kaldet hypoteser efter følgende logik: "Vi antager at, så må det indebærer at...."; "Hvis ministeren har talt usandt, så må der være embedsmænd i ministeriet der har viden om det." "Hvordan kan vi find en embedsmænd der kan bekræfte det?"

Et helt aktuelt eksempel: Birhe Rønn Hornbech-skandalen der endte med hends afgang og oprettelse af en undersøgelseskommision, startede med at et SF-folketingsmedlem fortalte en journalist ved Information at hun undrede sig over at integrationsministeren i indfødsretsudvalget og siden fra folketingssalens talerstol havde brugt udtrykket...

"Jeg har besindet mig" 

... i forbindelse med at hun fortalte at ministeriet nu var begyndt at give de statsløse unge det danske statsborgerskab som de juridisk indiskutabelt havde ret til. Udtrykket er jo en metafor for at man har tænkt som om og ændre holdning. Hun må tidligere haft "et andet sind", siger metaforlogikken. Så journalisterne går igang med at grave dokumentation frem for at hun tidligere har ageret ud fra dette "andet sind". Og fandt det!

Med andre ord: Hvorvidt de simulerede sandheder inden for den simulerede historie-virkelighed, så rent faktisk også er sande, undersøges gennem "moves" -  "træk" der har karakter af "afprøvninger", "testninger" og "eksperimenter", "interviews".

   Dvs. journalisten forsøger gennem disse "moves" at afgøre om der er et tilstrækkeligt overbevisende "match" mellem den simulerede historie og virkelighedens kendsgerninger.

   Jeg fortsætter i "Introduktionen":

Til brug for gennem disse “træk” at drage konklusioner har den professionelle oparbejdet ”a repertoire of examples, images, understandings, and actions” hvorved han kan genkende den nye situation som værende af en allerede kendt type - og derfor en der kan bearbejdes på en tilsvarende måde. At have ”næse for nyheder” – og for den undersøgende journalist vil det sige at kunne se at der kan være en for offentligheden væsentlig kritisk nyhedshistorie i noget som nogen forsøger at holde hemmeligt – er altså i denne forståelse ikke blot en rent instinktiv eller intuitiv evne, men professionelt udviklet kompetence til gennem ”framing” at kunne se skumle hensigter i tilsyneladende helt betydningsløse forhold og handlinger, eller til at se skjulte mønstre bagved isolerede facts – og dermed også at se muligheden for en kritisk journalistisk top-historie.

Jeg bemærker nu hvor ofte jeg refererer til "se" som metafor for betydningen "forstille sig". Og at have "næse for nyheder" er jo en smuk sanseapparat-metafor med brug af basis-kategori-ord til at beskrive det abstrakte "noget" som en journalist har der gør at han kan simulere en historie ud fra en enkelt eller nogle få usikre oplysninger.

   Læg også mærke til hvor gennemgående den metonymiske tænkning er i alt det her - fra del ("X"="kilde") til helhede ("Y"="mål"): I en tilsyneladende uskyldig synlig og konkret "del" ("X"= tippet fra folketingsmedelemmet) er det muligt for den mistænksomme journalist-bevidsthed at forestille sig sammanehængen til den større umoralske eller ligefrem kriminelle  "helhed" ("Y"= Birthe Rønn Hornbechs løgn og lovbrud).

          (fortsættelse følger)

Graffiti-strik - yarn bombing - visuel blending og andre historier (Elmgren & Dragset, Christo & Jeanne Claude, Kirsten Justesen)

Politiken havde en anmeldelse af en udstilling på Thorvaldsens museum. Illustreret med et foto af en Thorvaldsen skulptur, iklædt undertrøje. Det var fra en fotoudstilling af kunstnerne ELMGREEN & DRAGSET.
  Her er et par andre eksempler - de nøgne hvide klassiske marmorskulpturer - iført hhv lange norske strikkede skisokker - eller en rygsæk - til en frigjort vandretur i de norske fjelde kan man simulere:

Det er morsom og uhøjtidelig montage/collage-kunst. Der er tale om visuel blending - to konceptuelt fjerne og adskilte rum forenet i et tredje der kommer visuelt til udtryk. Og vi må selv udtrække den nyskabte betydning af dette blend.
   Det er også et eksempel på simulerende tænkning: Hvad nu hvis... de var levende og skulle have tøj på og begynde at gå ud i verden.

Men så ny og original er ideen ikke, som jeg umiddelbart tænkt. For i Søndagspolitikens rejsetillæg fik jeg endnu et eye-kick! Og googlede på yarn grafitti. Og se bare her:

Wikipedia

Yarn bombing, yarnbombing, yarnstorming, guerrilla knitting, or graffiti knitting is a type of graffiti or street art that employs colorful displays of knitted or crocheted cloth rather than paint or chalk.

Og de bliver hæklet på - på stedet, som man ser:

Og graffiti-strikkerne har måske fået inspiration fra et par noget mere ambitøse kunstnere: Christo Vladimirov Javacheff & Jeanne Claude, der konceptuelt gør noget af det samme - men i en anden målestok:

Pointen er i alle disse tilfælde, at beskueren må konstruere og dermed simulere en historie som kan tænkes at have frembragt disse visuelle sammenstød - en ny blandet "surrealitet". 

   Men der er også kunstnere der går den modsatte vej - den nøgne krop i en forkert og fascinerende kontekst, som fx Kirsten Justesen - med og i sin body-art:

Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.

   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.

Simulations-pædagogik - også for journalister - en konsekvens af teorien om den kropsindlejrede metaforiske tænkning

Forståelse som simulation! 

   Det har været den tankemæssign forestilling jeg har forfulgt i en stor del af den sidste måneds blogindlæg. 

   Udløseren var bogen "From Molecule to Metaphor" af Jerome A. Feldman, en forsker som metaforens mestertænker George Lakoff og kollega Mark Johnson har arbejdet sammen med i en række år.
   De har udkastet teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: The Embodied Theory of Language, ifølge hvilken tænkning, indlæring, forståelse og planlægning foregår gennem de neurale netværks simulation af isomorfe sanseindtryk og bevægelser, en sammenhæng som bl.a. begrundes i eksistensen og funktionen af de såkaldte spejlneuroner.

En af konsekvenserne er at jeg nu lige genopliver min interesse for det man i 70´erne kaldte erfaringspædagogik. 

   For denne pædagogiske tradition kan i høj grad tænkes og forstås som "simulations-pædagogik", en pædagogik hvori man i undervisningen simulerer erfaringsprocesser der gør det muligt at tænke og forstå det man lærer, i basis-kategorier der er krops- sanse-, handlings- og erfaringsforankrede - og dermed særligt simulationsegenede.

  

Den danske Wikipedia definerer:

Erfaringspædagogik er en pædagogisk retning, som fremhæver vigtigheden af den læring, der opnås ved, at eleverne danner deres egne erfaringer. Dette ses i modsætning til boglig lærdom og andre former for andenhåndsviden. 

   Det er væsentligt for erfaringspædagogikken, at erfaring er et tovejsforhold, hvor eleven på den ene side er aktiv i forhold til sin omverden, men hvor hun (eller han) på den anden side selv må tage følgerne af egne prioriteringer, beslutninger og handlinger. 

   Erfaringspædagogikken benævnes ofte med det engelske slagord learning by doing (læring gennem handling) som er udmøntet af én af denne retnings ophavsmænd: John Dewey. Derfor kaldes ordsproget også 'learning by Dewey'. Et anden kendt slagord er 'trying and undergoing', som også stammer fra John Dewey. Her er undergoing refleksionen af trying. Altså skal der reflekteres (undergoing) over det man gør ud fra ens handlinger (trying).

I forbindelse med etableringen af RUC i starten af 70´erne blev teorierne om erfaringspædgogik fusioneret og blended med socialpsykologiske teorier om gruppedynamiske samarbejds- og udviklingsprocesser. 

   Og dette konceptuellet blend blev omsat i planer for akademiske studier baseret på at de studerende for det meste arbejdede i "projektgrupper", grupper der ud fra en "problemformulering" skulle foretage et stykke kollektivt stuidearbejde der skulle resulterer i en "projektrapport" der var grundlaget for en "mundtlig evaluering" (="gruppeeksamen"). 

   Og det grupperne altså simulerede - sagde teorien - var større eller mindre dele af den akademiske arbejds- og erkendelsesproces, med en institutionaliseret slutning der simulerede det mundtlige disputatsforsvar.

   Det de derigennem lærte, skulle - sagde teorien - gør dem mere egnede til at løse problemer og arbejdsopgaver når de kom ud i virkeligheden!

Projektarbejde-studieformen var et opgør med de forstillinger om indlæring og forståelse som siden er blevet kaldt "the banking model of education". Som bank-metaforen siger, er der tale om en frame på uddannelse der ser og forstår elever og studerende som "beholdere" man fylder autoriseret (akademisk, encyklopædisk) viden på - ligesom man sætter penge i banken. 

   Denne frame udspringer af den grundlæggende konceptuelle metafor: MIND IS A CONTAINER, som altså gør det "indlysende" at tænke på viden som en værdifuld "ting" man kan sætte i en bank (en "sparegris") - for siden at kunne trække den ud igen når den skulle bruges (="paratviden").

   Deraf udspringer metaforiske udsagn som:

• Jeg kunne ikke få det ind i mit hoved at den sidste teori var den rigtige.
• Han sugede til sig alle de nyeste tanker om kognitiv lingvistik.
• Elverne var fuldstændig tomhjernede.
• Hun var i forvejen fyldt op med al den bibelske udenadslære, så der var ikke rum til ny viden.
• Teorien var så omfattende at han ikke kunne rumme den.

En anden konceptuel metafor er mere dynamisk: MIND IS A (BON)FIRE -  SINDET er et BÅL. 

   Ud af den udspringer det bevingede ord som positivt fremhæver den sidste metaforiske frame frem for den første: 

Elever er ikke flasker der skal fyldes, de er bål som skal tændes!

En lang række metaforiske udsagn om læring og forståelse, trækker på den metafor:

• Hun havde en glødende interesse for matematik.
• Hun var en ildsjæl på studiet.
• Professoren tændte en gnist hos de studerende der flammede op i et vedvarende fagligt engagement
• Læreren brændte for sit fag.
• De studerende blev tændt på den nye teori.
• Jeg tænder helt af på den tankegang.

Det som beholder-metaforen som frame på uddannelse udelukker, er følelser, mens bål-metaforen som frame indtænker følelser i det at studere og blive klogere; metaforen er sikkert afledt af en anden, konceptuel metafor, nemlig: LOVE IS FIRE.

   Den konceptuelle metafor SINDET er et BÅL tillader også underviseren at tænke sit job som en der skal "inspirere" (=tænde) sine elever, og at tænke på den viden han skal videregive til elverne - ikke som "penge" der skal gemmes og spares op og kunne trækkes ud igen - men som "brænde" eleverne skal "omsætte" til noget de selv "brænder for".

Man kan selvfølgelig også når man aktiverer forestillingen om  "simulationspædagogik", tænke på: 

• at piloter lærer at flyve i en "fly-simulator", og at kirurg-studerende lærer at skære og opererer - på grise som de skal simulerer er menneske-kroppe der bliver opereret;
• at man lærer at køre bil ved prøve at køre bil - men det har netop karakter af simulation fordi kørelæreren sidder ved siden af og kan bremse;
• at man på gruppedynamik- og teambuilding-kurser får en række opgaver der simulerer hhv. samarbejde og konflikt, så man kan lærer at tænke "rigtigt" om muligheder og konsekvenser når der på arbejde opstår samarbejdsproblemer; fidusen kan være at man gennem simulationen får indarbejdet et komplekst "positivt" handleberedskab defineret helt konkret i forhold til de mennesker man skal arbejde sammen med;
• at de fantacy-computerspil som børn og voksne udfolder sig i, gør dem fortrolige med at de i fantasirum kan simulere at de slår ihjel og bruge magi til at opnå mål, ligesom de kan når de læser fantacy-bøger eller selv spille rollespil hvor de har klædt sig ud som fantasi-figurer;
• at alle former for spil i det hele taget er simulationsrum med spilleregler som man respekterer og følger mens man er i spillet: skakbrikkerne er konger, dronninger, tårne, løbere, bønder, springere - og spllet simulerer en slags strategisk krigsførels, hvor den der kan simulerer bedst hvordan "brættet" vil se ud to-tre-fire træk frem, vinder;
• at når børn leger "far, mor og børn", så simulerer de familieinteraktion som om de var voksne: "Så var du jo faren, så var jeg moren, så var Georg lillen", for at lære og forstå de voksnes roller og tænkning:
• at når piger leger med dukker og drenge med biler, så er det de lærer, kønnets kropsindlejrede pyskologi gennem simulation af voksenaktiviteter;

Nogle uddannelser er regulære simulations-uddannelser fordi det man i den profession skal lærer, kræver at man kan handle rigtigt og fornuftigt og løse opgaverne hurtigt og effektivt - sådan at man opnår professionel kvalitet - uden at tænke bevidst over det når man udfører arbejdet - det give bare sig selv. 

   Det er uddannelser som man også kunne kalde flow-centrerede-uddannelser, fordi selve den aktive simulerende læreproces indebærer at man får internaliseret og automatiseret det komplekse mentalt-kropslige beredskab som gør at man kan komme i flow når omgivelserne og arbejdsopgaverne er til det, og at man belønnes med den coctail af interne "lykke"-hormoner som typisk ledsager en flowaktivitet når man udfører arbejdet.

   Til disse flow-uddannelser, hører en lang række traditionelle håndværksuddannelser. Og en række kunst(håndværks)uddannelser: ballet, musik, billedhugger, kunstmaler, skuespiller, keramiker.
   Og dertil hører også at blive uddannet til soldat eller Falck-redder eller politibetjent.
   Eller udøver af elitesportsgrene som tennis, cykelløb, fodbold.

Og så journalistik! 

   Det er ikke forkert når gamle erfarne udøvere af faget siger at man kun kan lære journalistik i praksis.  Det er naturligvis heller ikke hele sandheden. 

   Men grundlæggende må man sige at en kompetent og velfungerende nyhedsjournalist skal have internaliseret et komplekst forestillings-, sanse- ,handle- og skrive-beredskab som gør at han har "næse" for nyheder; og at når han på dagen har "opsnuset" sådan en, så har han en række nyhedsframes klar, og for hver frame har han et repertoire af "moves" som gør at han på kort tid kan skaffe citater fra de kilder som er nødvendige for at han kan vinkle historien så kilderne underbygger, sandsynliggør eller "beviser" den påstand med nyhedsværdi som udtrykker vinklen. 

At få internatliseret et sådant komplekst professionelt beredskab kræver simulation - eller med et godt dansk ord: øvelse i praksis: simulerende research-, interview- og skrive-øvelser hvor journalist-eleven hele tiden får feed back på øvelsens proces og output, og sådan at den vordende journalist hver gang får internaliseret og automatiseret en stadig større del af det samlede tænke-, oplevelses- og handleberedskab.

Denne proces har Ettema & Glasser beskrevet nøje - med empirisk belæg fra mange interviews med rutinerede undersøgende journalister - i bogen: “Custodians of Conscience – Investigative Journalism and Public Virtue”. Og deres analyse gør brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action”.
   Ettema & Glasser forsøger i deres bog at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer der bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.” 
   Og som jeg kunne kalde "den kropsindlejede forståelse" - fx i denne sammenhæng den intuitive kropsindlejrede forståelse af hvordan man tænker og gør når man har travlt med som journalist at producere nyheder, baseret på facts, flere historier om dagen, dag efter dag. Og de skal være "journalistisk sande", "tilstræbt objektive" og have "nyhedsværdi". Hver gang.

Dette professionelle journalistisk beredskab er - det er min påstand - grundlæggende et mentalt simulationsberedskab.

                               (fortsættelse følger den 10. juli)