Med brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action” (1983), forsøger Ettema &Glasser at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer som bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.”
Det at kunne se mulighederne for en afslørende historie i et usikkert tip, en uanselig annonce, eller en bisætning i en udtalelse, det er noget der foregår ved en intellektuel proces som Schön kalder ”framing” hvorigennem den professionelle journalist forsøger at give mening og sammenhæng til enkeltiagttagelser og kendsgerninger som er usikre og uigennemskuelige. En ”frame” er altså en slags mental ”ramme”, et skema, en skabelon, et helhedsbillede.
Sådan skrev jeg i mit kompendium "Introduktion til undersøgende journalistik" for små 10 år siden. I lyset af min påstand "forståelse er simulation", så giver det jo rigtig god mening.
En frame kan jo nemlig forstås som en kategorisring - en etiket på et aktiveret simulationsrum hvori journalisten forestiller sig hvordan en historie kunne se ud og fremstå hvis dette tip gennem undersøgende og dybtgående research kunne føre til en sensationel afslørende historie.
Jeg fortsætter teksten i kompendiet, idet jeg konstaterer at jeg den gang allerede var helt i overensstemmelse med simulations-tankegangen. Jeg taler her om "en tænkt kontekst":
”Framing” vil altså sige at ”noget” (oplysninger, beretninger, dokumenter, tal) sættes i en tænkt kontekst for at se om og hvordan det passer og giver mening. Det sker ved et ”repertoire” af ”moves” der tjener til gradvist at indkredse, afklare og fokusere historien og dens elementer – frem til et stadium hvor den er moden til at blive fortalt og publiceret. Til den slags ”træk” hører afprøvninger, testning og eksperimenter, såvel af hypoteser som af virkelighed (reality-check) – men altid i retning af at få bekræftelser. Disse ”moves” følger altså ”the logic of confirmation”, men den professionelle journalist ved at han altid må være “open to disconfirmatory evidence”.
Oversat: Journalisten bevæger sig fra en simuleret historie med svag virkelighedsforankring, men baseret på en aktivering af tidligere erfaringer, til en faktisk dokumenteret afslørende historie.
Det sker gennem brug af simulerende og simulerede sandheder, også kaldet hypoteser efter følgende logik: "Vi antager at, så må det indebærer at...."; "Hvis ministeren har talt usandt, så må der være embedsmænd i ministeriet der har viden om det." "Hvordan kan vi find en embedsmænd der kan bekræfte det?"
Et helt aktuelt eksempel: Birhe Rønn Hornbech-skandalen der endte med hends afgang og oprettelse af en undersøgelseskommision, startede med at et SF-folketingsmedlem fortalte en journalist ved Information at hun undrede sig over at integrationsministeren i indfødsretsudvalget og siden fra folketingssalens talerstol havde brugt udtrykket...
"Jeg har besindet mig"
... i forbindelse med at hun fortalte at ministeriet nu var begyndt at give de statsløse unge det danske statsborgerskab som de juridisk indiskutabelt havde ret til. Udtrykket er jo en metafor for at man har tænkt som om og ændre holdning. Hun må tidligere haft "et andet sind", siger metaforlogikken. Så journalisterne går igang med at grave dokumentation frem for at hun tidligere har ageret ud fra dette "andet sind". Og fandt det!
Med andre ord: Hvorvidt de simulerede sandheder inden for den simulerede historie-virkelighed, så rent faktisk også er sande, undersøges gennem "moves" - "træk" der har karakter af "afprøvninger", "testninger" og "eksperimenter", "interviews".
Dvs. journalisten forsøger gennem disse "moves" at afgøre om der er et tilstrækkeligt overbevisende "match" mellem den simulerede historie og virkelighedens kendsgerninger.
Jeg fortsætter i "Introduktionen":
Til brug for gennem disse “træk” at drage konklusioner har den professionelle oparbejdet ”a repertoire of examples, images, understandings, and actions” hvorved han kan genkende den nye situation som værende af en allerede kendt type - og derfor en der kan bearbejdes på en tilsvarende måde. At have ”næse for nyheder” – og for den undersøgende journalist vil det sige at kunne se at der kan være en for offentligheden væsentlig kritisk nyhedshistorie i noget som nogen forsøger at holde hemmeligt – er altså i denne forståelse ikke blot en rent instinktiv eller intuitiv evne, men professionelt udviklet kompetence til gennem ”framing” at kunne se skumle hensigter i tilsyneladende helt betydningsløse forhold og handlinger, eller til at se skjulte mønstre bagved isolerede facts – og dermed også at se muligheden for en kritisk journalistisk top-historie.
Jeg bemærker nu hvor ofte jeg refererer til "se" som metafor for betydningen "forstille sig". Og at have "næse for nyheder" er jo en smuk sanseapparat-metafor med brug af basis-kategori-ord til at beskrive det abstrakte "noget" som en journalist har der gør at han kan simulere en historie ud fra en enkelt eller nogle få usikre oplysninger.
Læg også mærke til hvor gennemgående den metonymiske tænkning er i alt det her - fra del ("X"="kilde") til helhede ("Y"="mål"): I en tilsyneladende uskyldig synlig og konkret "del" ("X"= tippet fra folketingsmedelemmet) er det muligt for den mistænksomme journalist-bevidsthed at forestille sig sammanehængen til den større umoralske eller ligefrem kriminelle "helhed" ("Y"= Birthe Rønn Hornbechs løgn og lovbrud).
(fortsættelse følger)
(fortsættelse følger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar