Simulations-semantik - og de grundlæggende sproglige erfaringer som kan tegnes eller mimes gennem handling

Et af stikordene i NTL er "simulations-semantik". Jeg gentager lige nogle Lakoff-citater, nu oversat til dansk:

Simulations-semantik baserer sig på en simpel observation af Feldman. Hvis du ikke kan forestille dig en eller anden løfte et glas, så kan du ikke forstå betydningen af sætningen “han løfter et glas”.

   Feldman argumenterer for at betydningen af “fysiske begreber”, er betydningen af mental simulation, dvs. aktiveringen af de neuroner som er nødvendige for at forestillesig, opfatte, eller udføre en handling

Lakoff og Feldman bygger i høj grad deres teorier på det stadig dybere kendskab "neuroscience" har til de såkaldte "spejlneuroner", plus princippet om at "neurons that fire together, wire together":

Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at du udfører en bestemt bevægelse. Mange afde samme neuroner “tænder” som når du faktisk udfører den bevægelse.

   Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at se en bestemt ting. Mange af de samme neuroner “tænder” som når du faktisk ser ellerhører den ting.

Centralt i denne simuleringssemantik er at det man simulerer er noget man har kendskab til gennem sanser, først og fremmest gennem synet i samarbejde med de sanser som er aktive i hud og muskler når man udfører en handling. Det man på den måde får kendskab til allerede som barn når man lærer et sprog, kalder Feldman "basic-level-kategorier":

bil, grøn, ko, gå, hammer 

... er basic-level-kategorier, dvs. ting og fænomener som du allerede som barn ved hvordan ser ud, hvordan du udfører, hvad de indebærer, og hvad du kan gøre med dem.

   Du lærer at forstå disse kategorier – gennem primær motorisk og sanselig erfaring mens far eller mor sætter ord på i situationer hvor du ser dem, føler dem, hører dem, gør noget ved dem, bruger dem.

   Basic-level-kategori-ord tilhører erfaringssproget. Hvis nogen siger: ”Tegn det!”, eller "Gør det!", så er du umiddelbart i stand til at udføre ordren. 

   De er derfor meget velegnede til hjernens simulations-operationer som udgør den grundlæggende form for menneskelig tankevirksomhed.

Heroverfor står "overbegreber":

køretøj(>bil), farve(>grøn), dyr(>ko), bevægelse(>gå), værktøj(>hammer)

... de er overbegreber til de basale kategorier (i parentes) i et hierarkisk betydningssystem. Overbegreber tilhører i stort omfang videnssproget.

   Du lærer overbegreber at kende og forstå gennem definitioner der for en stor del består af basic level-kategori-ord, dvs. overbegreber har ikke nogen umiddelbar sanselig identitet. Hvis nogen siger: ”Tegn det!” eller "Gør det", så er du ikke umiddelbart i stand til at udføre ordren.

Hvordan man i tænkningen simulerer overbegreber, fremgår ikke af de teoretiske skrifter jeg indtil nu har læst.  Men et eller andet sted siger teorien at de gennem afledning er forankret i systemer af primære konceptuelle metaforer.

For egen regning forestiller jeg mig følgende:

   Videnssprog kræver - for at blive forstået og give mening - at der i hjernen er installeret en masse ”hjælpeprogrammer” -  form af hierarkiserende begrebsdefinitioner.

   Disse "hjælpeprogrammer" installeres mentalt gennem læsning og undervisning og sikrer at der også i vidensprogstænkning indgår simulation (som dog må være meget "luftig"). 

   Hvis disse ”hjælpeprogrammer” ikke er installeret gennem læsning og undervisning, så savner læseren/tilhøreren forudsætninger for simulerende forståelse af videnssprogtekster eller udtalelser.

   Vidensprogudsagn med få eller ingen basic-level-kategori–ord opleves derfor som ”sort tale”.

   Der sker nemlig i så fald ingen aktivering af simulerende processer i højre hjernehalvdel som jo er den hjernehalvdel der tænker og simulerer visuelt. 

   Venstre hjernehalvdel kommer til at mangle sin for forståelsen livsvigtige ”samarbejdspartner”.

Dramaturgiske simuleringsværktøjer - til at beskrive mavefornemmelser - og ind under huden-effekter

Problemet når man skal forstå og fortælle hvad det er man gør sig til talsmand for når man underviser i "dramaturgisk tænkning", er at det er en tænkning som grundlæggende er intuitiv - den foregår ubevidst for dem der producerer film, tv-udsendelser, fortællende journalistik, teaterstykker på en scene, etc.

   Man siger at den baserer sig på - metaforisk talt - mavefornemmelser: Det skal "føles rigtig", "Kabalen skal gå op", Der skal være "en rød tråd".

   Hvis det er rigtigt betyder det at man ikke kan lære at praktisere storytelling - uanset medie - gennem teoretisk undervisning, men kun gennem eksempler, gennem selv at "gøre det". Og så reflekterer bagefter.

   Mine egne erfaringer fra et utal af kurser er at der er nogen der "bare kan det" og "gør det rigtige" - de særligt kreative - mens andre er dårlige til det simuleringsarbejde som er integreret i historiefortællingens produktionsprocesser.

  Nogen kan det bare - dramaturgisk "thinking in action". Andre har svært ved det, og kan måske bruge den dramaturgiske værktøjskasse som en mental hjælpeforanstaltning - ligesom at lære at tegne efter Betty Edwards principper.

Men den neurale sprogteori (NTL) som Feldman udfolder i sin bog "From Molekcules to Metaphor", betyder at man kan beskrive dramaturgi i en anden frame end man plejer.

   Den dramaturgiske værkstøjskasse - som den metaforisk kaldes - består af en lang række simuleringsværktøjer, som bliver anvendelige hvis man altså flere gange i træk har produceret og analyseret fortællende udsagn og produkter.

   Og den slags har alle mennesker produceret mange gange inden de er blevet voksne. Nemlig mundtligt: gåder, vittigheder, anekdoter, erfaringsfortællinger. Eller skriftligt: fortællende stile. Eller i lyd og billeder gennem undervisningsogaver hvor man skal producere film eller radio.

   Og simuleringsværktøjerne har de oplevet resultatet af i film, tv-indslag, computerspil, tegneserier, børne og ungdomsbøger, etc. etc. Som alle gennem forskelige sanselige udtryk simulerer handlingsforløb.

Sammenknytningen af de dramaturgiske principper og deres virkning med teorien om forståelse gennem simulation udtrykkes på smukkeste vis af James Geary i bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World".

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg holder meget af slaglinien til sidst:

"Stories are rehearsals for real life."

Den dramaturgiske værktøjskasse indgår i en spiral-indlærings-proces som er helt tilsvarende den børn gennemgår når de lærer et sprog. Den indeholder en lang række begreber som korresponderer med intuitivt "rigtige" mentale operationer som styrer den fortælling som fænger, fanger, fængsler og fastholder et publikum - for til sidst et give publikum fri gennem en forløsende aha-oplevelse: katharsis.

"Rehearsal" - "prøve" - er synonym til "simulation".

Horserace-journalistik - en metaforisk frame der mangler et modstykke: Hjælp!

Politiken havde i sidste uge en kommentar på mediesiderne af Jakob Elkjær hvor han fortalte om "horcerace-journalism" - som et udtryk der leverede en særlige metaforisk frame på journalistik der handler om politik. Synspunktet var: Lad være med det!

   Wikipedia:

Horse race journalism is a term used to describe instances of political journalism of elections that resemble coverage of horse races because of focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."

Fænomenet og udviklingen er noget som journalistik- og medieforskere i de sidste 10-15 år har beskrevet på den måde at den politiske journalistik i stigende grad har fokuseret på de dele af det politiske liv som er knyttet til personer og processer - det "politiske spil" - og har opgivet at varetage den demokratiske forpligtelse at oplyse borgerne om forskellene i politiske programmer og målsætninger.

   Der har været tale om et "paradigmeskift" i den politiske journalistik, et skift som er et resultat af at journalisterne mistede respekten for politikere som autoriteter. 

   Udviklingen er sket gradvist efter studenteroprøret i 1968. Nu er det svært at tænke sig en anden frame fordi horserace-framen i den grad dominerer de politiske journalisters og deres læseres bevidsthed og tænkning.

Modstykket - en anden frame - er - det er alle kloge hoveder enige om er ønskværdigt - at journalisterne i meget højere grad fokuserer på at beskrive og rapportere om indholdet i, konsekvenserne af og forudsætningerne for - den førte eller lovede politik fra de forskellige partiers og politikeres side. Så borgerne kan stemme, debatterer og tage stilling - på et "oplyst" grundlag.

På den måde er de mentale og filosofiske problemstillinger her af samme art som den Lakoff beskriver i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

   Heri  argumenterer han for at en vigtig del af en debat er hvilke frames man accepterer og overtager igennem den sproglige praksis - diskurs - som dominerer inden for et semantisk domæne. 

   Og at man bevidst må arbejde på at formulerer en alternativ frame hvis man ikke vil lade sig lamme af den dominerende frame-tænkning og -sprogbrug.

På et seminar for sprogfolk i sidste uge udfordrede jeg deltagerne i en pause. Opfind et ord - en metafor  eller et metonym - som aktiverer en frame hvorigennem journalister oplever det som ikke bare legitimt, men også professionelt ønskværdigt at de bedrev politisk journalistik som primært handlede om indholdet i de politiske programmer, udtalelser og løfter - og i de faktuelle argumenter som de var forankret i. 

   Svaret blæste i vinden. 

   Det kan man imidlertid ikke bebrejde de herrer og damer. 

  Når jeg smed spørgsmålet ud til den kloge forsamling, var det netop fordi jeg ikke - efter en del mentale anstrengelser - kunne finde på en metafor for en frame der fokuserede på indholdet i politik - ikke på proces og person.

Men jeg smider nu spørgmålet ud til denne blogs læsere: 

Hvad skal man kalde det, når journalister nedprioritere betydningen af det politiske spil i dere journalistik - og i stedet koncentrerer sig om at fortælle borgerne om hvad det egentlig er politikerne og deres partier foreslår, og hvor det egentlig er de er uenige? 

   Og videre: Hvilke konsekvenser forskellene i politisk indhold i de forskellige partiers programmer og målsætninger har for borgerne og for samfundsudviklingen? 

Jeg vil godt give et bud uden metaforisk slagkraft: "indholds-journalistik", "issue-journalism". Men hestevædeløb er godt nok mere anskueligt og lige ud ad landevejen-generativt for tænkning og forestillinger. 

   Hvad med politisk "substans-journalistik"?

Simulation - og det der ligner

Jeg gennemgik for et par blogindlæg siden en lang række af de ideer jeg kunne komme på der beviste at der var noget om snakken når den neurologisk sprogteori (NTL) fremsatte den hypotese at "forståelse er simulation". 

   Eksempler: bevidste tanker er simuleret tale, læsning er simuleret højtlæsning, motivtegning simulerer synsindtryk. 

   Problemet er så at simulation ikke bliver defineret i den bog som fremfører dette synspunkt inden for rammerne af forestillingen om "det kropsindlejrede sprog": "the embodied language".

   Bogens titel er "From Neuron to Metaphor" - af Jerome A. Feldman. 

   Synonymer i bogen er "imagination" og "imagine" - altså noget der har med forestilling/fantasi at gøre. Og jeg har selv lavet synonymet "tankeeksperiment", som jeg også synes rammer tæt på - især hvis man tilføjer "ubevidst" og måske ligefrem "ordløst". 

Jeg vil nu også søge efter teoretiske "synonymer" til "simulation" i den videnskabelige litteratur. Og fandt et klart synonym i Wikipedias lange artikel om "creativity":

In 1992, Finke et al. proposed the "Geneplore" model, in which creativity takes place in two phases: a generative phase, where an individual constructs mental representations called preinventive structures, and an exploratory phase where those structures are used to come up with creative ideas. 

Det jeg hæfter mig ved er formuleringen om at et individ "constructs mental representations called preinventive structures". Det kunne da godt lyde som et synonym til "at konstruere en simulering". 

   Det er vel præcis det en synopse er - eller en storyboard. Om disse simulationer i den "generative fase" så holder afgøres af et forsøg på at realisere det i en film eller et tv-program - som i citate oven for svarer til "en eksplorativ fase".

   Jeg må se nærmere på "the "Geneplore" model" og "Finke et al."

Kan man kalde et landkort for en tegnet mental repræsentation der har karakter af en "preinventive structure"? Og så vil det at bruge landkortet til at hjælpe en med at finde vej gennem det fysiske landskab som kortet dækker, svarer den "explorative phase" hvor man kommer "op med nye ideer"?

Når hjælperen bliver høj - og andre høje historier om lykke og dopamin

I Politikens tillæg Lørdagsliv i går var der en artikel af deres sundhedskommentator Bente Klarlund Petersen. Rubrikken var: "Skatteglæde". Og spørgsmålet til hende som havde foranlediget artiklen, var om man blev sundere og gladere af at give nogen noget - at hjælpe andre. 

   Hendes svar var ja, det var der undersøgelser der helt entydigt viste, og hun refererede til fænomenet "Helper´s High" som en del af forklaringen på alle de gode og livsforlængende konsekvenser af at være et godt, givende og hjælpsomt menneske. 

   Hun refererer herunder til parallellen til det som sportsfolk og sportspsykologer kender som "Runners High", det fænomen at det at løbe meget kan udløse dopamin - hjernens naturlige "lykkestof"  - når man motionerer forholdsvis hårdt gennem løb.

   Wikipedia bekræfter: 

Helpers’ high is a euphoric feeling, followed by a longer period of calm, experienced after performing a kind act.

   The physical sensation results from the release of endorphins, and is followed by a longer-lasting period of improved emotional well-being and sense of self-worth, feelings that in turn reduce stress and improve the health of the helper.

Jeg har tidligere refereret til den såkaldte flow-proces som beskrives af Mihail Csikszentmihalyi. Og som bl.a. er koblet sammen med en række forskellige meningsfulde og målrettede kreative aktiviteter, som fx at skrive eller at spille spil. 

   Jeg ved ikke om han bruger udtrykket, men analogt burde man kunne tale om "Writer´s High" eller "Reader´s High" eller "Moviewathcer´s High". Og fælle for alle disse "høje oplevelser" er at der udløses en række "lykkestoffer i hjernen" undervejs - og at når man er "høj" på den måde og mentalt set "flyder/flyver", så indebærer det oplevelsen af at glemme sig selv og glemme tid og sted - mens man udføre aktiviteterne.

   Sjovt nok er det jo præcis det der ligger i at være hjælpsom - at man ikke har sig selv og sine egeninteresser i fokus, men netop "glemmer sig selv" - "er uselvisk" når man gør noget godt for andre.

   Så det hænger da pænt sammen - også logisk.

Jeg har også tidligere fremsat den teori at særligt kreative personligheder åbenbart har et særligt stort behov for at "dope" sig selv gennem den flow-tilstand som udøvelsen af en krævende mental og/eller kropslig aktivitet på en gang er en forudsætning for, en del af og en konsekvens af. Og at der i denne proces altid vil indgå de kognitive processer som af Faucinier og Turner har fået betegnelsen "konceptuel eller mental blending".

   Og med dokumentation i en masse biografisk orienterede interviews forestiller jeg mig rent hypotetisk at den kreative personlighed er spaltet i flere "personer"/"sider"/"facetter" som  til stadighed forsøges integreret gennem de kreative produktioners blendingprocesser: romanen, filmen, digtet, maleriet, dansen, sangen, musikken, den videnskabelige afhandling. 

Et eksempel på sådan en personlighed portrætteres i Politiken i dag søndag. På bagsiden af sektionen "Viden". Rubrikken siger næsten det hele med det samme: "Fra fremmedlegion til mindfulness". Temarubrikken er lige så sigende: "Forsker med facetter". 

   Navnet er Chris Norre. Og han "løb som trårig", blev kaldt "løberen" af kammeraterne, og siger om sig selv at han "udforskede sig selv samtidig". Da forældrene mentalt set blev skilt, blev han ulykkelig, kedede sig "ufatteligt" i gymnasiet, blev uvenner med sin far, stak af hjemmefra, søgte og blev optaget i fremmdelegionen, flygtede derfra efter et år, blev befalingsmand i det danske militær, og en ulykke fik ham til at løbe igen og han begyndte at dyrke ekstremvarianter af sporten. Oprettede egen ekstremsportvirksomhed der gik konkurs, fandt en kone og blev gift og fik børn, studerer nu filosofi og dyrker yoga og "mindfullness", som, noterer jeg,  er en form for meditation som også menes at udløse endorfiner når man udøver den med flid.

Mindfulness-based stress reduction therapy has been shown to reduce anxiety in a broad range of clinical populations, as reported by the University of Ottawa. Meditation reduces stress and enhances forgiveness, according to a study published by the Journal of American College Health. Meditators have a greater ability to moderate the intensity of their emotional arousal during stressful situations, say the Russian Academy of Medical Sciences.

   Studies from Yale and Washington University have shown that mindful meditation increases your brain's levels of GABA, DHEA, melatonin, serotonin, HGH, and endorphins. Meditation effectively combats the effects of depression by reducing your levels of the stress hormone cortisol.

  Article Source: http://EzineArticles.com/5840020

Jeg har tidligere været inde på at depression og melankoli synes at have noget at gøre med kreativitet. Mange kunstnere fremhæver melankoli, som en sindstilstand der leverer brændstof for deres kreative udfoldelse, og historien viser rigtig mange eksempler på kunstnere som har lidt af depressioner i varierende omfang og alvor.

   Wikipedia:

On the other hand, some theorists have suggested that negative affect leads to greater creativity. A cornerstone of this perspective is empirical evidence of a relationship between affective illness and creativity. In a study of 1,005 prominent 20th century individuals from over 45 different professions, the University of Kentucky's Arnold Ludwig found a slight but significant correlation between depression and level of creative achievement. In addition, several systematic studies of highly creative individuals and their relatives have uncovered a higher incidence of affective disorders (primarily bipolar disorder and depression) than that found in the general population.

Sådan nåede vi fra at være på toppen til at nå bunden - sådan rent mentalt.

HØJT AT FLYVE, DYBT AT FALDE