Christo og Jeannne-Claude - det er indpakningen der gør det - visuel blending!

Politiken i dag den 15. august. Et to-siders opslag der straks fanger blikket og stimulerer fantasien. Jeg kan jo godt huske en del af disse billeder, som er fotografier af indpakkede og indhyllede stykker virkelighed. Broer, bygninger, træer, naturområder.
   Kunstnerne er Christo og Jeanne-Claude. Og når man først har set billederne, så er de ikke til at få ud af hovedet igen. Og ved gensyn aktiveres disse fornemmelser af ubehag, spøgelser, sug i maven, en anden verden. Der er klart noget surrealisme over deres kunstværker som jo er karakteriseret ved - for de flestes vedkommende - at være i kæmpeskala, og at de, som megen moderne konceptkunst, kun eksisterer midlertidigt, så er de væk. Findes kun som spor i publikums erindringer og i fotos af det færdige resultat, og i arbejdsskitser som kunstnerne bl.a. har brugt til at overtale myndigheder og sponsorer til at lade dem realisere deres visioner.

For mig er deres kunstværker og deres koncepttænkning et lysende klart eksempel på blending som en kunstnerisk operation, der er fantastisk effektiv:
   I det ene input-rum har vi landskaber, bygninger, natur som vi kender det; i det andet input rum har vi indpakningsmaterialer: stof, papir, plastik. Ved at pakke det ene ind i det andet, får vi en stærk effekt af uvirkelighed, drømmeverden, science fiction, fantacy.
   Fantasien nyder det vi ikke kan se, men aner konturerne af - under dække; samtidig med at kæmpeproportioner også i den grad er stimulerende for fantasien: Det man normalt pakker ind, er i en størrelse der er overkommelig. Er det Gud der der taget på en længere ferie, og som vil beskytte møblementet mod sol og støv ved at dække det over? Eller sover de forskellige bygninger? Eller er det ligklæder? Eller er har der været kæmper på spil, som har spredt deres sengetøj hen over deres legetøj og så er gået deres vej? Eller har bygninger og landskaber gemt sig og leger borte-tit?
   Fantasien kan producerer historier på stribe ved det synsschock som det på en eller anden måde jo er  at opleve et blended visuelt rum, fremmed og uden nogen klar mening eller funktion.

Nogle af de sprogudtryk som blending-teorien så godt gør rede for, er de såkaldt kontrafaktiske sætninger:

• "Hvis du var kommet med til festen, ville det have været en katstrofe."
• "Hvis Hitler havde vundet krigen, ville Danmark ikke have eksisteret i dag som en selvstændig nation."

Analyse: En faktisk fest uden din deltagelse i det ene mentale rum; en tænkt fest med din deltagelse i det andet; i det blendede rum: en katastrofal fest. En verden med nationer som vi kender den, i det ene konceptuelle rum; en en forestillet verden med konsekvenserne af at Hitler havde vundet, i det andet; i det blendede rum: en verden uden Danmark som nation .
   De her indpakkede stykker virkelighed af Christo og Jeanne-Claude, viser en verden der ikke findes, men kunne have eksisteret hvis der havde været: xxxx? Og så må fantasien producerer historien: xxxx, der kan fylde hullet ud.

Hvad betyder "fløde" om søndagen i svømmehallen i Asnæs?

Hvis man er fast morgensvømme i den lokale svømmehal, hvad jeg er og har været i mange år, så oplever man jo mange mennesker med en hel anden baggrund og et helt andet liv end sit eget. Og det er det fede ved at være fast morgensvømmer, at det ender med at det er noget man ikke kan undvære. Man bliver simpelt hen afhængig disse stadige kulturmøder som jo typisk foregår uden tøj på under bruseren og i saunaen , eller man er kun iført nødtørftigt dækkende badetøj ude i hallen. Der er tale om konceptuel blending så det batter. Og jeg er efterhånden sikker på at kombinationen af svømmemotionen, som nærmest er meditativ, og samværet på tværs af skel, at den coctail udløser humørstimulerende endorfiner, ligesom andre aktiviteter som man kan blive afhængig af.

I Asnæs hvor der ligger den svømmehal som vi frekventerer om sommeren, der har man om søndagen den særlige tradition at bademesteren har lavet kaffe som er gratis, og som man, efter at den er skænket op, kan sætte på kanten af bassinet ud for den bane man svømmer på. Efter hver bane frem og tilbage, kan man så tage en slurk. Det passer lige med 10 slurke til 10 baner, så er koppen tom.
   Der er så den lille særlige specialitet at der under det bord hvor kaffen er rettet an, delvis skjult, står en flaske snaps. Og hvis man siger at man gerne vil have "FLØDE" til kaffen, ja, så får man hældt op, så morgenkaffen bliver til det man i Jylland i ældre tid kaldte "små sorte". Og alle har et muntert glimt i øjet og et lille smil om læben, både når de ber om det, og når der hældes op

Hvordan beskriver man så at "fløde" ikke betyder fløde, men snaps? Og hvorfor er det sjovt.
  Det er jo selvfølgelig udtryk for en form for sproglig kreativitet. Ordet "fløde" i den kontekst er et resultat af blending. Det er ikke egentlig en metafor, selv om det ligner. Det er vel snarere en eufemisme - en forskønnende omskrivning - der gør det muligt at tale indforstået om noget som egentlig er lidt forbudt og forbundet med dårlig samvittighed at indtage: spiritus tidligt om morgenen.
   Dette som vi ikke så gerne må benævne (endsige indtage), befinder sig i det ene input-rum. I det andet findes noget som også er flydende, og som man også øger kaffens smagskvalitet med, og som er helt normalt. Og i det blendede rum får vi så: "fløde" i betydning snaps. Og i den sociale kontekst en fælles bevidsthed om at denne blending en del af det lokale sproglige fællesskab som andre er udelukket fra. Derfor lidt sjovt.

Sociale skel og kreativ udvikling - en opsummering og endnu et eksempel

Jeg har tidligere skrevet om mentorers og gode feers betydning for at kreative mennesker med barske barndoms- og ungdomserfaringer, ikke bare blev tabere. Og har blandt andet refereret til børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, som blev interviewet til Politikens sommerserie om sammenhængen mellem opvækst og voksenholdninger.
   I går i Politiken har Per Michael Jespersen så en opsummerende klumme om hvad der er fælles for de syv de har interviewet til serien. Han konkluderer at det fælles var, at de tidligt i livet havde mødt mennesker fra et andet socialt miljø, hvad enten de selv kom fra bunden eller toppen af samfundsstigen.

Det giver mig anledning til at filosofere over min egen opvækst, vokset op i en pæn og socialt beskyttet funktionærfamlie med en far som ingeniør på Sukkerfabrikkerne og en hjemmegående mor. Og vi havde altid pige i huset. Ingeniørfamilien blev flyttet rundt fra fabrik til fabrik, alt efter hvor der var brug for den enkelte ingeniørs særlige kvalifikationer og tekniske speciale: fra Gørlev til Holeby, fra Holeby til Stege, fra Stege til Christianshavn. Jeg skiftede derfor skole med relativt korte mellem rum.
    Alt det flytteri producerede jo identitetsusikkerhed, rodløshed og fremmedgørelse - en type erfaringer og oplevelser som jeg tidligere har nævnt kan være en kilde til kreativitet, fordi det skaber savn og ønskedrømme, og får en til at reflekterer og fantaserer over de grænser og skel man oplever i sine omgivelser.
   Og de faste og bedste venner og legekammerater jeg havde de forskellige steder, hvad var det for nogen? I Holeby hed han Flemming og var søn af en ufaglært arbejder, i Stege hed han Per og var søn af en lille håndværksmester, og på Christianshavns Gymnasium hed han Mogens, og var søn af en enlig mor der vel gjorde rent eller ekspederede i en butik.
   Og jeg kan faktisk huske at jeg den gang ofte reflekterede over klasseforskelle, og hvad det at være priviligeret, betød for hvilken fremtid man havde udsigt til.

Per Michael Jespersen har givet klummen overskriften "Social blindhed", og hans pointe er at det er vigtigt for den menneskelige udvikling (=kreativitet?) , at man konfronteres med sociale forskelle i sin opvækst. Han formulere det dog alt for slapt, synes jeg, når han siger at faren er "et mere kedeligt samfund", hvis alle vokser op i miljøer der har karakter er af sociale ghettoer, og man derfor sjældent konfronteres med mennesker/skolekammerater med en anderledes baggrund end man selv har.

Jeg mener at kreativitet, fremdrift, udvikling, fornyelse - skabes og udspringer af forskelle der mødes og konfronteres på tværs af konventionelle og historiske grænser og skel. Den slags konfrontationer er forudsætningen for konceptuel blending - tænkning hvor forskellige forestillingsverdener, livserfaringer og bevidsthedsformer mødes - og i mødet skaber nye tanker og ideer der kommer til udtryk i nye koncpetuelle output-rum hvor der foregår både integration og kompression af elementer fra de forskellige mentale input-rum.
   Mennesker mødes og sød musik opstår. Det var vist var titlen på en af Jens August Schades digtsamlinger.

Og så apropos: Politiken i dag den 15. August. Portrætartikel af Minna Skau om en kvinde hvis navn jeg ikke havde hørt før, og hvis ansigt var interessant at se på: smukt men lidt hærget. Rubrikken var: "Krigen lærte hende at sætte pris på livet". Det drejer sig om en dansk journalist som er frisk udnævnt nyhedsredaktør på den amerikanske netnyhedstjeneste 'The Daily Beast'. Manchetten lyder:

Da Louise Roug Bokkenheuser som ung teenager mistede begge sine forældre, begyndte en lang flugt væk fra smerten og minderne. Hun lagde lillebroderen, hjemmet og Danmark bag sig på en rejse, hun i dag beskriver som ét langt selvmordsforsøg. Nu, da hun har skrevet det hele ned i en bog, håber den 37-årige, succesfulde journalist at have forsonet sig med sine spøgelser. 

De kreative processer ved at skrive ud fra barske erfaringer, som noget der skal hele en mental splittelse skabt ved sorg og savn, er essensen af historien. Forældrene bliver skilt, moderen dør ved en ulykke hvor hun var stærkt beruset, faderen dør to år efter af druk, fremgår det.
   Siden har Louise både været kriminalreporter for L.A. Times og krigskorrespondent i Bagdad i to år. Om livet som kriminalreporter siger hun: "Man møder folk, når de er helt derude  i deres liv, hvor tingene er meget klare og meget tydelige. Og det er vildt grænseoverskridende". Og om erfaringerne i Bagdag siger hun:

"Krig er jo fedt på en måde. Det er meget tiltrækkende, fordi du har alting virkelig skarpt og nært - og der er en ærlighed i øjeblikket.  Både i situationen og i den måde, du relaterer til folk på. Der er ingen rudekuverter og ingen bekymringer over næste elregning. Der er bare det helt basale med had-kærlighed og liv-død. Men mens jeg havde troet, jeg ville finde svar på spørgsmålet om, hvordan krig overhovedet sker, så fandt jeg med tiden ud af, at mit egentlig spørgsmål var: Hvordan er det egentlig vi overlever? Hvordan var det, mine venner overlevede? Og hvordan var det, jeg selv overlevede (...). Jeg troede, jeg kunne gøre alting alene. At man kan leve et liv, hvor man bare frasiger sig alle andre og det nær. (...) Men i dag har jeg jo fundet ud af, at jeg har behov for andre mennesker. Jeg kan ikke alene, og et menneske er ikke en ø. De mennesker jeg mødte i Irak, de overlever jo netop fordi de har støtten fra familien. Og jeg har også behov for andre mennesker."

For Louise betyder konfrontationen med krigen og de kulturelt set helt anderledes mennesker hun møder og får som venner, en re-framing af egne erfaringer: fra flugt til forsoning. Nøgleordet er: "grænseoverskridende".

Metonymer - del for helhed appellerer til fantasien

Kreativt sprog er i princippet sprog som er grænseoverskridende i en eller anden forstand. Det ligger i definitionen af kreativitet - evnen til at forbinde forhold, emner, problemstillinger som logisk set eller praktisk talt ikke har noget med hinanden at gør.
   Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.

Lakoff og Johnson har i deres bog Metaphors We Live By et kapitel om metonymer  hvor de opstiller en liste over forskellige relationer som et X (metonymet) kan have i forhold til det det står for: Y (target). Fx.

• Ansigt for person: Vi har brug for nogle nye ansigter her på kontoret
• Forfatter for værk: Jeg har Herman Bang stående på den nederste hylde
• Institution for medarbejder: Politiken udeblev fra ministerens pressekonference
• Kropsdel for person: Flyt så din røv! /Vi trænger til nyt blod på holdet
• Instrument for bruger: Førsteviolinen er syg i dag
• Sted for institution: Christiansborg holder sommerferie/Banker i panik i dag
• Dato for begivenhed: Den 4. maj fejres ved stearinlys i vinduerne
• Den kontrollerende for den handling han kontrollerere: Nixon har bombet Hanoi/Hitler tabte slaget
• Farve for fodboldhold: De rød-hvide vandt kampen
• Bord for gæst: Bord nummer 7 har ikke betalt
• Dyr for pels: Her hænger minken, rævene er hængt på lager
• Nummer for soldat: 44 og 67 - trææd aff!

De to forfattere fremhæver at der er klare ligheder mellem metaforens funktion og metonymets funktion, ved at de begge fremhæver særlige egenskaber ved det M-udtrykket står i stedet for.
   Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.

På et hospital udgør metonymforholdet - diagnose for patient - en så fast bestanddel af sprogbrugen hos personalet at det udgør en ideologisk frame: "aparatfejlsmodellen": Blindtarmen havde feber igår/Hoften på stue 7 mangler at få taget sin temperatur/Den brækkede arm kan udskrives i morgen.

Både brug af metaforer og af metonymer indebærer altså en form for framing som udvælger, fremhæver og fokuserer på særlige egenskaber ved det som er "target" i begge operationer.

   Men alligevel kan man vel sige at de eksempler som er nævnt ovenfor, ikke virker eller fremtræder særligt "kreative". Der er klart tale om udtryksøkonomi, men er der også fantasi på færde?

Her kan vi så inddrage det mantra som alle journalister opdrages med: "Don´t tell it, show it".
  Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.

Det er et af argumenterne for radioens særlige kvaliteter som fortællende medie (reportage, montage, radiodramatik) at det er gennemført metonymisk, idet lydene som vi  hører i radioen, står for den virkelighed som vi ikke kan se, men som producerer de lyde der høres, og som vi må "nøjes med" at fantasere os til.

Pointen bliver meget tydelig når vi går til levende billed-fortællinger som film og tv. Her er alle enige om at nærbilleder og billeder set fra uvante synsvinkler øger oplevelsesstyrken og -intensiteten, fordi vores bevidsthed ikke kan lade være med at være optaget af det der ligger uden for billedrammen, og som vi ikke kan se; eller fordi den uvante synsvinkel frem hæver sider ved motivet som vi er uvant med at se eller forholde os til.

Tilsvarende med ironi og andre former for undertekst, hvor det der stimulerer, er det at vi ud fra det der siges, skal gætte på eller fantasere over det uudsagte som er det der menes.

    Dermed får vi metonymi koblet sammen med det fænomen som jeg tidligere har brugt blogindlæg på, nemlig kreative restriktioner, som betegner den slags begrænsninger der kan stimulere kunstnere. På modtager- og publikumsiden kan metonymiske udtryk fungerer på samme måde.

Er der tale om konceptuel blending?
   Ja, på samme måde som med ironi: Ét konceptuelt rum hvori "delen" udtrykkes, og et andet konceptuelt rum hvori den "helhed" befinder sig som er "erstattet" af "delen" i formuleringen.
  En uudtalte mental "operator" som er bestemt af kontekst og kultur, sørger så for at der i det konceptuelle outputrum - "the blend" - sker koblingen mellem det udtalte (delen) og det uudtalte (helheden).
   Der er klart tale om det teorien kalder "blending".

Metonymer og journalistik

I en del af de tidligere blogindlæg har jeg skrevet meget om metaforer - brug af metaforer og metaforisk tænkning der bygger på og udspringer af den tankeoperation som kaldes konceptuel blending, som indgår som fundamentale kognitive processer i alle former for kreative aktiviteter.

   Men i den klassiske retorik nævnes metafor næsten altid sammen med et andet begreb: metonym. I min bog 'De levende billeders dramaturgi' definerer jeg metonym som et udtryk der har sin særlige betydning i kraft af at det udgør en (lille) typisk del af en større helhed - og at det bygger på et naturligt eller kulturelt betinget nærhedsforhold mellem det metonyme udtryk og det det står for. Med den definition har jeg især fokuseret på historier fortalt i billeder og med eksempler fra filmen 'Thelma og Louise', hvor jeg skriver at en ring er metonymer på ægteskab, at en pistol er metonym på voldssamfundet. Her gør jeg også opmærksom på at der kan være glidende overgange mellem metonymer og metaforer.

Men hvad hvis man fokuserer bredere på sprog og ser på traditionen - retorikken. I den danske udgave af internet-leksikonnet "Wikipedia", derfineres metonym bredere, nemlig sådan her:

Et metonymi er en stilfigur, hvor man erstatter et udtryk med et andet fra samme generelle betydningsområde. Der er en konkret sammenhæng i tid, sted eller årsag-virkning mellem metonymien og det den betegner, modsat f.eks. symbol og metafor. Metonymier er ofte brugt i hverdagssproget uden at man tænker nærmere over det. Eksempler:

"At læse Goethe" i betydningen "at læse Goethes værker".

"Christiansborg" i betydningen "folketinget".

At "svede" i betydningen "arbejde hårdt".

"Pressen" om "de trykte aviser" eller "nyhedsmedierne" (egentlig trykpressen)

At invitere til "middag" i betydningen "varm mad" (som en gang spistes ved middagstid)

"Jakkesættene gik over vejen" I betydningen "Mændene i jakkesæt gik over vejen"

Som man ser af disse eksempler, er der med metonymer i alle tilfælde tale om at noget konkret og fysisk henviser til/står i stedet for... noget mere abstrakt og generelt. Hvor man kan sige at en metafor indebærer at man tolker og forstår noget abstrakt ved at det ses og anskues gennem noget væsensforskelligt og mere konkret, så gælder det for et metonym at en helhed ses og forstås gennem en del eller en side af denne helhed. 

En provokerende påstand er det måske nok hvis jeg siger at det som journalistik først og fremmest går ud på, er at formidle samfundets og virkelighedens abstraktioner og generaliseringer, på en måde så enhver idiot kan forstå det, se det for sig og føle med det; og at det primært sker ved at tænke og formulere sig metonymisk om den virkelighed man rapporterer om og fra. 

   En case f.eks. er jo et metonym på den overordnede historie med den funktion at se denne historie gennem et enkelt menneskes optik som er berørt af historien. Og et citat er et metonym på en længere udtalelse som den er et sammenfattende konkret udtryk for. Og en vinkel er et metonym på den historie der underbygger den og som den sammenfatter. 

  Mantraet over for de journaliststuderende når de skal lære at skrive reportage eller fortællende journalistik er: observer og observer - og finde den sigende og typiske detalje som fremkalder billeder i hovedet på læseren.
  Især rubrikker kræver metonymer hvis de skal være tilstrækkelig korte og slagkraftige. Her er nogle eksempler på brug af metonymer hentet fra virkelighedens journalistik (alle fra Politiken i dag den 12. august):

• "Kan Rasmus Klump hente hjem på gyngerne hvad Anders And & Co. har mistet på karrusellerne?" - hvor meningen er 'børnebladet med titlen Rasmus Klump', og 'børnebladet med titlen Anders And & Co.'
• "Netmedierne aftager mere end hver femte annoncekrone,..." - hvor meningen er 'en femtedel af alle de midler annoncørerne bruger på annoncer'.
• "Da fynboerne kom på museum" - hvor meningen er: 'fynbomalerne'.
• "Mexico overvejer at legalisere narko" - hvor meningen er: 'toppolitikere i den mexicanske regering' overvejer at legalisere 'handel med narkotika'.

Her er nogle andre eksempler hentet fra sprogundervisningen i journalistik:

• Forbryderen blev henrettet - bliver i metonymisk version til: "Bødlens økse skilte morderens hoved fra kroppen."
• Naturgassen blev i svejsede rør ført op gennem Jylland - bliver i metonymisk version til: "Rørlæggerne svejsede sig op gennem Jylland"
• Folketinget stemte om lovforslaget - bliver i metonymiseret version til: "Folketingsmedlemmerne trykkede på knappen i pulten foran dem."

I en senere blok vil jeg se på om man også kan beskrive metonymier som et resultat af kreative blendingoperationer der trækker på to forskellige mentale input-rum.