Når en film får for meget konceptuel blending - med anledning i anmeldelserne af den nye computeranimerede filmversion af Junglebogen

Jeg er fan af fantasy og Science Fiktion. Har læst begge litterære genrer ret ekstensivt da jeg var yngre. Og gør det stadig - on and off.

   Og da mange af bøgerne blev omsat til tegneserieformatet for alvor, jamen så samlede jeg på dem i mange år.

   Filmene inden for begge genrer var - inden computeranimationen blev et effektivt kreativt redskab for instruktørerne - visuelt primitive, og jeg brød mig ikke om de fleste af dem.

 

En undtagelse var dog de gamle sort-hvide Tarzan-film med Johnny Weismüller i hovedrollen.

Jeg havde læst og har stadig alle Edgar Rice Burroughs Tarzan-romaner på engelsk, og også en stor del af de romaner Burroghs skrev med andre hovedpersoner og med setting på Mars, på Venus og i Jordens indre.

   Jeg har også i min reol genoptryk af en stor del af Tarzan-tegneserierne fra de første år - med Hal Forster og Burne Hogarth som tegnere:

Hal Forsters Tarzan

Burne Hogarth's Tarzan

Det var anmeldelserne af den nye Walt Disney-filmversion af Junglebogen der mindede mig om Tarzan. Og selvfølgelig også om den gamle helt fremragende tegnefilmversion af Junglebogen som jeg har stående i min DVD-reol sammen med resten af min samling af Walt Disney-tegnefilms-klassikere.

Faktisk står den lige ved siden netop Walt Disney-tegnefilmversionen af Tarzan, som jeg til gengæld aldrig har været så begejstret for.

 

Junglebogen er faktisk også en af de bøger jeg med fornøjelse læste i min ungdom. Jeg husker jeg nød de eventyrlige og eksotiske historier som udkom godt 60 år tidligere (1894-95), og 18 år før Edgar Rice Burroughs første Tarzan-roman "Tazan of the Apes" udkom, en roman med et koncept, en setting og et plot som utvivlsomt var stærkt inspireret af Kiplings historier om Mowgli. 

   Efter sigende var Kipling i øvrigt ikke begejstret for "Tarzan of the Apes" da den udkom; Han syntes simpelt hen at Borroughs sprogligt set var en rigtig dårlig forfatter. Og Kipling er i talrige artikler på nettet citeret for at mene at "Burroughs wrote Tarzan of the Apes just so that he could "find out how bad a book he could write and get away with it."
   Burroughs roman-serie om Tarzan blev på i alt 24 bind, og solgte i store oplag. over hele verden. Ikke på grund af de finlitterære kvaliteter, men fordi historierne han opfandt med Tarzan som bærende karakter, bare var så fantasifulde og godt fundet på.
   Borroughs var en 'storyteller' af Guds nåde. Og selvom Tarzan var et 'barn' af Mowgli, så var det ham (både forfatteren og hovedpersonen) der havde fremtiden og verden for sig.

    

Men rent faktisk fik jeg fornyet interesse i Kipling, hans historie og forfatterskab da fruen og jeg var i Burma/Myanmar for godt et par år siden. 

  Her et link mit indlæg om Kipling i en længere serier om "den kreativ Burmarejse":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-5-englnderne.html

Hvad skriver Wikipedia om Junglebogen og Kipling?

The Jungle Book (1894) is a collection of stories by English author Rudyard Kipling. The stories were first published in magazines in 1893–94. The original publications contain illustrations, some by the author's father, John Lockwood Kipling.

   Kipling was born in India and spent the first six years of his childhood there. After about ten years in England, he went back to India and worked there for about six-and-a-half years.

   These stories were written when Kipling lived in Naulakha, the home he built in Dummerston, Vermont (just north of Brattleboro), in the United States.[1]   There is evidence that it was written for his daughter Josephine, who died in 1899 aged six, after a rare first edition of the book with a poignant handwritten note by the author to his young daughter was discovered at the National Trust's Wimpole Hall in Cambridgeshire in 2010.[2]

Junglebogen er altså skrevet ikke i Indien eller Burma, men mens Kipling boede i USA. Og den er skrevet til hans datter, ligesom fx "Pippi Langstrømpe" i sin oprindelige version er skrevet til Astrid Lindgrens datter.

   Og figurerne i bogen er  et udtryk for 'conceptual blending', idet dyrene der omgiver Mowgli er personificerede og kan tale, og i øvrigt for fleres vedkommende er lånt fra diverse andre ældre eventyr og fabler som Kipling havde læst.

   Det er herfra begrebet "jungleloven" kommer. Den har form af et moraliserende digt som lyder sådan her:

Now this is the law of the jungle, as old and as true as the sky. And the wolf that shall keep it may prosper, but the wolf that shall break it must die a sad death.

   As the creeper that girdles the tree trunk, the law runneth forward and forward. For the strength of the pack is the wolf, and the strength of the wolf is the pack.

Wikepedia fortsætter:

The tales in the book (as well as those in The Second Jungle Book which followed in 1895, and which includes five further stories about Mowgli) are fables, using animals in an anthropomorphic manner to give moral lessons.

   The verses of The Law of the Jungle, for example, lay down rules for the safety of individuals, families, and communities. Kipling put in them nearly everything he knew or "heard or dreamed about the Indian jungle."[3]

   Other readers have interpreted the work as allegories of the politics and society of the time.[4]

   The best-known of them are the three stories revolving around the adventures of Mowgli, an abandoned "man cub" who is raised by wolves in the Indian jungle.

   The most famous of the other four stories are probably "Rikki-Tikki-Tavi", the story of a heroic mongoose, and "Toomai of the Elephants", the tale of a young elephant-handler. As with much of Kipling's work, each of the stories is followed by a piece of verse.

Det var jeg faktisk ikke klar over: At alle historierne i Junglebogen slutter med et digt. Junglebogen er altså helt fra begyndelsen en blandingsgenre af fortælling og digte.

   På den baggrund giver det jo ekstra god mening at der i den oprindelige Walt Disney tegnefilmsversion er indlagt sange, omend det ikke sange fra bogen.
    Men da jeg læste Jungelbogen i min ungdom, var digtene udeladt af teksten!

Men anmeldelserne af den nye Walt Disney-version af Junglebogen inviterer mig egentlig ikke til at gå ind og se den, selvom jeg tidligere har været glad for computeraimerede blendingfilm som "Magnificient" med Angelina Jolie i hoverlollen, "Alice i Eventyrland" med Johnny Depp som Den Gale Hattemager og Steven Spielbergs og Peter Jacksons "Tintin - Enhjørningense hemmelighed".

Den nye filmversion fremhæves af alle anmeldere for de kendte engelsktalende skuespilleres præstationer når de lægger stemmer til dyrene i filmen. 

   DR´s Per Juul Carlsen skriver fx:

Det er bestemt et af filmens svage punkter at Bill Murray får lov at fyre den af og er mere Bill Murray end den gamle hyggelige bamsebjørn, Baloo.

   Til gengæld virker det forbavsende godt at sætte Scarlett Johanssons hæse, sensuelle stemme på den hypnotiserende kvælerslange, Kaa. Vil en præpubertær knægt som Mowgli ikke netop forsvinde ind i sådan en stemme?

   Og Christopher Walken er fantastisk som den gamle abekonge Louis. Det fungerer glimrende at udstyre ham med en stemme som en new yorker-gangsterboss.

   Men den bedste stemme er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der vil slå bette Mowgli ihjel fordi mennesker er farlige i junglen. Han er forrygende, præcis så skræmmende som en tigerstemme skal være.

Det der lyder mindre godt i mine ører, fremgår af flere forskellige anmeldercitater: konceptuelt sætter den ny version sig mellem to stole.  

   Her også igen Per Juul Sørensen:
   Han synes at instruktøren Jon Favreau har svært ved at holde balancen i genreblandingen af Kiplings oprindelige stemningsmæssigt ret så mørke bogtekst og Walt Disneys af alle kendte og elskede muntre tegnefilmversion med indlagte sange:

Favreau har virkelig svært ved at få elementerne til at balancere. Det ene øjeblik skræmmer Shere Khan livet af alt og alle, det næste øjeblik fjoller Baloo rundt i skovbunden. Og pludselig synger Christopher Walken i en kæmpeudgave af King Louis.

   Den er virkelig svær at holde styr på, den film. Den er i hvert fald ikke for bittesmå børn.

Her et længere oplysende citat fra Anders Brendstrup på filmz.dk. 

   Problemet er igen blandingen: dels et plot- og figur-remake af den gamle tegnefilmversion - og dels et forsøg på gennem realistisk computeranimation at levendegøre de mere dystre kvaliteter i den skrevne originalversion:

Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget (=tegnefilmversionen). Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. 

   Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

   De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. 

   Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Informations anmelder Christian Monggaard er generelt begejstret:

Det er en flot og forførende verden, Disney og Jon Favreau har skabt i deres nye udgave af Junglebogen. Filmen, der synes at være baseret ligeligt på Rudyard Kiplings bøger og den animerede klassiker fra 1967, er en blanding af liveaction og computerskabte omgivelser og figurer, og det er aldeles betagende lavet.

   Lige fra begyndelsen suges man (i hvert fald med 3D-briller på) ind i junglen, hvor drengen Mowgli (Neel Sethi) træner undvigelsesmanøvrer sammen med sin gode ven og ’værge’, panteren Bagheera (stemme af Ben Kingsley, undskyld, Sir Ben Kingsley), og det hele virker aldeles levende og overbevisende.

Men, men ...

I modsætning til animationsfilmen (=tegnefilmen), der mest er sjov og ballade, lurer død og lemlæstelse nemlig om hjørnet i Jon Favreaus jungle, hvor Mowgli og hans venner bogstavelig talt må kæmpe for at overleve. Dyrene har skarpe tænder, ikke mindst Shere Khan, og der er et hierarki i junglen, som selv ikke den modige ulveflok kan eller tør sætte sig ud over.

   Der er også sjov og ballade i Junglebogen, og da først Baloo dukker op, bliver tonen lidt lysere – Murray som magelig bjørn skal opleves – mens sangene, man kender fra tegnefilmen, synges, så det er en fornøjelse. »Det rent og skært nødvendige …«

   Indimellem har filmen lidt svært ved at balancere mellem de dystre og voldsomme scener og de mere morsomme, lette sekvenser, hvilket giver den et ujævnt præg.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen har i tillægget "Faktisk" også problemer med blandingen.
   Allerede i overliggeren til anmeldelsen "Det rent og skært nødvendige" står der et let revideret citat fra senere i teksten:

Disneys nye 3D-film vil både huske tegnefilmen og være trofast over for Kipling. Det er bare ikke muligt at være begge dele. 

Inde i anmeldelsen skriver Green Jensen - efter at have konstateret at det i høj grad er sangene i tegnefilmen som man husker den for - at ...

Den nye film har et problem med de sange. Generelt er tonen ført tilbage i retning af alvoren og realismen hos Kipling. Gribbene er væk, og elefanterne er majestætiske skabninger, der skal behandles med respekt - altså ikke elskeligt opblæste kreationer som general Hathi i tegnefilmen.
   Alligevel synger Mowgli og Baloo The Bare Neccesities, og Kon Louis leverer I Wanna Be Like You. Pythonslangen Kaa, som Scarlett Johhansson lægger stemmee til, hypnoitiserer Mowgli med Trust In Me. Bemærk at jeg bruger de engelske titler. Der er ikke danske stemmer i spillefilmsversionen.
   Det er et stilbrud at bruge de sange, men du tilgiver Disney, fordi du holder af dem. Den nye 3-D-film vil både huske tegnefilmen og og være trofast over for Kipling. Det er svært at gøre begge dele, så filmen er hele tiden i tvivl.
   Alligevel er den super-seværdig.

Og senere er der også problemer med transponeringen af abekongen fra tegnefilmfigur til computeranimeret realistisk kæmpeabe:

Tegnefilmens Kong Louis var en orangutang.. De findes ikke i Indien, og den nye film vil gerne være videnskabeligt korrekt. Men kæmpeaben passer slet ikke  til filmen. Det er lidt som hvis King Kong gav sig til at steppe midt i New York.

Langt de fleste anmeldere er dog, trods blending-ubalancen, meget positive, så det ender nok alligevel med at jeg må i biografen og se den nye version.

Særligt positive er anmelderne til gengæld ikke når det gælder en anden delvist computeranimeret eventyr-fantasy-film som netop har haft premiere: "The Huntsman: Winter´s War", som er en 2´er til "Snow White and the Huntsman" fra 2012", som heller ikke fik de bedste anmeldelser.

Jeg så ikke den første, og er heller ikke fristet til at gå ind og se efterfølgeren. 

   Jeg holder mig til Walt Disneys oprindelige tegnefilmsversion "Snow Whhite and the Seven Dvarfs" fra 1937, som var den første tegnefilm i fuld biograffilmlængde: