Alphonse Mucha - en jugend-kunster af en anden verden - og andre historier om jugendstilen og dens efterklang

Alphonse Mucha: Panel: Blomster

Arken, kunstmuseet i Ishøj, er ret specielt. Dets ydre udtryk er fascinerende og mærkeligt - postmodernistisk, plejer man at sige. Mere skulptur end bygning, set udefra.

   Indeni er det specielt på en mindre god måde. Man ender altid med at gå vild, skiltningen fungerer dårligt, og der er en masse skæve hjørner som ligesom bare blev tilovers, og som ledelsen tit har problemer med at fylde ud på en for publikum tilfredsstillende måde.

Men gode udstillinger har de bragt, blandt andet udstillinger med Gerda Wegener (1886-1940)og Bjørn Wienblad (1918-206), som jeg tidligere har skrevet om - og  hvis kunst jeg vel nærmest rost til skyerne her på bloggen.

   Ligesom Arken i øvrigt også har vist en fremragende udstilling med den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser, en kunstner som også altid har en høj stjerne i mit univers.

Seneste nyt i Arken-regi er en stor udstilling af Alphonse Mucha - tjekkiske art nouveau/jugendstil-kunstner der levede fra 1869 til 1939.

   Navnet og hans historie og karrierer som international frontfigur inden for den kunstretning som jeg altid har været fascineret af, kendte jeg ikke (eller havde måske glemt).

   Men stilen, kvinderne, farverne, plakaterne - kendte jeg til gengæld i den grad.

   Ved synet af en enkelt plakat eller to, så var man 'hjemme'.
   Og jeg kunne sådan set bade, drukne og fortabe mig i hans plakater i timevis - som elsker og beundrer af stilen og det imaginære feminine univers som hans hovedsagelig grafiske værker tryller frem.

 

Herhjemme var Bjørn Wienblad en ånds- og stilbeslægtet kunsthåndværker og illustrator, men et par generationer yngre. Også han med stor international gennemslagskraft og popularitet.

    Herhjemme havde han ikke høj status i kunsforstandkredse i 60'erne og de tre følgende årtier.

   Men efter årtusindskiftet har han - efter min mening fortjent - fået en rennæssance.

Internationalt slog Alphons Mucha igennem i Paris januar 1894 med store spektakulære gadeplakater der skulle reklamere for en Sarah Bernhardt-forestilling med titlen Gismonda:

Gismonda, Victorien Sardou's four-act play, was premiered in the autumn of 1894 at the Théâtre de la Renaissance in Paris. Sarah Bernhardt was both director and actor. This poster by Mucha was produced to promote the new production which opened on 4 January, 1895.

   Mucha portrayed Bernhardt as an exotic Byzantine noblewoman wearing a splendid gown and an orchid headdress with a palm branch in her hand. This costume was worn in the last act, the climax of the play, where she joined the Easter procession. Placing her life-size figure on an arched platform, Mucha rendered the beauty and dignity of her personality onstage rather than representing her realistic features or the story.

   Delighted with Mucha's design, Bernhardt continued to use this poster for her American tour in 1896.

Nærbillede af plakaten

Siden var der ingen ende på successen. Plakater, udstillinger, lærebøger, dekorations- og illustratoropgaver, kunstskoler, USA-turneer - og forskellige prestigefyldte udsmykningsopgaver.

   Wikipedia fortæller:

Bernhardt was so satisfied with the success of this first poster that she began a six-year contract with Mucha.

   Mucha produced a flurry of paintings, posters, advertisements, and book illustrations, as well as designs for jewelry, carpets, wallpaper, and theatre sets in what was termed initially The Mucha Style but became known as Art Nouveau (French for "new art").

   Mucha's works frequently featured beautiful young women in flowing, vaguely Neoclassical-looking robes, often surrounded by lush flowers which sometimes formed halos behind their heads. In contrast with contemporary poster makers he used pale pastel colors.[7]

Og efter at hans hjemland Tjekkoslovakiet bliver selvstændigt 1918 bliver han en nærmest ikonisk hofkunstner for den nye stat, og designer bl.a. både den nye nations frimærker og pengesedler. 

• 1897 separatudstillinger: på galleri Bodiniére i Paris med 107 udstillede værker og på Salon des Cent med 448 værker.
• 1899 får en bestilling af Østrig-Ungarns regering til Verdensudstillingen i Paris 1900.
• 1900 indleder arbejdet med indretningen af Georges Fouquet's juvelerforretning, en af Art Nouveau´s fremmeste interierer.
• 1902 udgiver "Documents Décoratifs", en håndbog til formgivere af kunsthåndværk.
• 1905 udgiver "Figures Décoratives".
• 1906 flytter til Amerika, hvor han underviser og på bestilling maler mange olieportrætter.
• 1910 vender tilbage til Prag for at arbejde med vægmalerierne i Obecní dům og at arbejde på "Det slaviske Epos".
• 1911 færdiggør vægmalerierne i Obecní dům, det sidste store interiørdekoration i Art Nouveau stil i Prag.
• 1918 proklameres den selvstændige stat Tjekkoslovakiet. Mucha designer de første frimærker og pengesedler.
• 1921 succesrig udstilling af Muchas arbejder på Brooklyn Museum i New York.
• 1928 den færdige cyklus "Det slaviske Epos" overdrages til det tjekkiske folk og byen Prag.
• 1931 får til opgave at udføre at glasmaleri til Sankt Veit domkirken i Prag.

Da nazisterne tager magten i Tjekkoslovakiet i 1939, er Mucha tidligt et mål for offentlig forfølgelse, fængsling, barske forhør:

The rising tide of fascism during the late 1930s resulted in Mucha's works and his Slavic nationalism being denounced in the press as 'reactionary'. Mucha’s Slav nationalism and Jewish roots made him a primary target of the Gestapo during Nazi occupation.

   When German troops moved into Czechoslovakia during the spring of 1939, Mucha was among the first persons to be arrested by the Gestapo.

   During his interrogation, the aging artist became ill with pneumonia. Though released eventually, he may have been weakened by this event.

   He died in Prague on 14 July 1939, due to lung infection, and was interred there in the Vyšehrad cemetery

Det er typisk for interessen for både Alphons Mucha og for jugendstilen som sådan, at det går kraftigt op og ned  med interessen hen gennem århundret. Hans stil bliver 'outdated' da den globale økonomisk krise sætter ind 1929. 

   Og 30'erne og 40'ernes og 50'ernes funktionalisme passer hans billeder og spirituelle kvindeelskende skønhedsunivers ikke til.

   Men så, i min ungdom - med 68'erne flower-power-bevægelse - så får han i den grad en rennæssance! Hvad der bl.a. fremgår af pladeomslagene hvor en lang række bands trækker på hans stil og hans spirituelle univers. 

   Og ingen tvivl om at jugendstilens arkitektur, keramik, design i de sidste mange år har ligget højt på interessebarometret for både mine jævnaldrende men også de yngre generationer. 

Den permanente Alphonse Mucha-udstilling i Prag blev oprettet så sent som i 1998, og den inddeler hans udstillede værker i disse kategorier: 1. Paneler, 2. Parisiske plakater, 3. Dekorative dokumenter, 4. Tjekkiske plakater, 5. Malerier, 6. Tegninger og pasteller, 7. Studier.

'Panelerne' udgøres af serier på 4, hvor hvert billede i serien symboliserer en del af en 4-hed: Fx Morgen, Middag, Aften, Nat:

Eller her - et panel med symbolsk illustration af 'De fire årstider':

Ud over at Mucha ligesom næsten alle andre af samtidens kunstnere var inspirereret af japansk træsnitkunst, så er også den engelske kunstnergruppe 'præ-rafaelitterne' en retning har han lært af. 

   Han var venner med bl.a. Gaugin, og som ham og Bernard regnes Mucha til symbolisterne, med deres opgraderede interesse for det spirituelle indhold bag billedernes ydre udtryk.

   Som plakatkunstner i Paris konkurrerede Mucha i disse år med Toulouse Lautrec:

Og som den fremmeste repræsentant for jugendstilens illustratorkunst havde Mucha vel kun sin ligemand i englænderen Aubrey Beardsley der døde meget ung:

Skulle man nævne en samtidig jugend-stil kunstner som Mucha nok ikke kunne og sikkert heller ikke ønskede at konkurrerer med, så må det være Gustav Klint:

Alphons Mucha fik sit store folkelige gennembrud i Paris med Sarah Bernhardt-plakaten 1894, og var i en lang række år en af de mest efterspurgt kunstner til plakater der skulle promovere nye teaterforestillinger i Paris:

Alphonse Mucha var som andre af samtidens store kunstnere, fx Degas og Cezanne,  stærkt optaget af mulighederne for at bruge fotos af iscenesatte studie-model-opstillinger som reference-billeder til sine plakat-kunstværker - med unge, smukke, pikant klædte og forførende kvinder som centralt motiv. 

   Inden det tegnede og malede forstudie som ses nedenfor, har der sikkert være fotos fra en eller flere iscenesatte studieoptagelser af en nøgenmodel: 

Forstudie - model uden tøj på

Endelig motiv - modellen har fået tøj på

Foto-forstudier og endeligt billede:

På udstillingen på Arken var en hel sal helliget Muchas fotos af nøgenmodeller som han så har brugt som målbare og tegnebare forbilleder for sin plakater:

Det er tydeligvis gået livligt for sig i hans studie i de år.

    

Mucha blev med årene mere og mere optaget af de forskellige spirituelle retninger der florerede i Europa og USA omkring århundredskiftet. Og han blev bl. a. optaget i frimurerlogen i Paris, og blev senere Stormester for frimurernes lokal-afdeling i Tjekkoslovakiet da landet blev selvstændig.

   Som udtryk for denne hans interesse for billeder med religiøst og mystisk indhold lavede han en billedbog over den kristne fadervors-bøn: Le Pater, hvori det efter sigende vrimlede med frimurer-symboler:

Le Pater is an illustrated edition of The Lord’s Prayer created by Mucha. Published in Paris on 20 December 1899, it was meant to be Mucha’s message to future generations about the progress of mankind.

   Through the archetypal Christian prayer, he wished to present the way for man to reach the Divine Ideal, the highest state in the spiritual world.

   Here Mucha analysed each of the seven verses in a set of three pages (each printed on one side of a leaf). The first of each set in colour shows an original verse in Latin and French, framed in a border sumptuously decorated with flowers and a symbolic female figure.

   The second, also in colour, is Mucha’s own text interpreting the verse with initial letter and floral decoration.

   The third monochromatic page, printed in photogravure, contains a full-page allegorical drawing, which depicts his philosophical response to the verse.

   Throughout the pages, Mucha’s designs feature an abundance of Masonic symbols.

Denne version af Muchas kunst er ikke lig min kop te. 

   Men den senere tids kunstnere der har skullet illustrere fantasy-bøger, fantasy-tegneserier og -film, har utvivlsomt fået fin inspiration fra denne visuelt vildt ambitiøse illustration af linjerne i Fadervor. 

Mucha fik også overført sine billeder til alle muligt dekorative artefakter. Og jeg er ikke den der ville sige nej hvis en kunsthandler kom forbi og tilbød mig sådan en vase til en overkommelig pris:

Som motiv for en smuk tatoverring er hans billeder også ekstremt egnede:

Ud over at have fået tilsendt kataloget fra udstillingen på Arken, købte jeg min vane tro også en del postkort med hans billeder på.

    Og så til sidst opdagede jeg henne i en krog i forhallen: En Alphonce Mucha mulepose, som jeg måtte have:

Og som Arkens udstilling også illustrerede, så fik Alphonse Mucha en rennæssance som illustrator af pladeomslag for musik som tilsluttede sig Flower-power versionen af studenteroprøret:

Så Alphonse Mucha - ham er jeg fan og beundrer af, sammen med millioner af andre kunstelskere.

   Og nu glemmer jeg aldrig hans navn.

Jeg synes selv jeg har skrevet et rigtig godt blogindlæg om de få danske jugendkunstnere Jens Lund og Johannes Holbek her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Jeg har også skrevet flere indlæg om den kvindelige danske jugendstil-kunstmaler Gerda Wegener. 

Historien om to ældgamle 'dzi beads' - altså stenperler - fra Burma - og hvad der siden skete.

Oldgamle stenperler fra Burma

Da jeg og fruen og fruens søster (kaldet 'moster' i familien) for nogle år siden tog en turistrejse til 'Myanmar' (i mit hoved og i resten af indlægget stadig 'Burma') et sydøstasiatisk land der ligger mellem Bangladesh og Thailand, havde vi en glimrende, men også en lidt speciel guide til at lede os rundt og fortælle om hvad vi så og mødte på turen.

   Ud over at være guide, så viste han sig også at være underviser i meditation med sin egen hjemmeside, gymnasielektor i dansk, vandringsmand i det bjergrige Nordindien hvor der findes en række små bjergstater som Nepal, Buthan, Sikkim. Og så naturligvis Tibet.

   Men denne vores kreative guide var også samler og forhandler af gamle stensmykker/amuletter fra Indien, Tibet, Afghanistan og Burma.

   Og deltagerne i vores rejseselskabsgruppe fik hvis de blev fortrolige med ham, mulighed for at købe nogle af disse stensmykker som han havde et lille udvalg af med på rejsen.

   Det gjorde jeg.

Som det fremgår af en række tidligere blogindlæg, er jeg jo selv lidt manisk hvad angår samleri (dog aldrig i den sygelige form). 

  Og allerede som dreng havde jeg erhvervet mig en lille samling af redskaber fra stenalderen: flinteøkser, flintespyd- og pilespidser, flintesave og -skrabere.

   Og siden fik jeg så også samlet mig en del forsteninger af dyr og dyredele fra de danske og svenske kridt og kalkaflejringer (Møns og Stevns Klint, Ølands og Gotlands-kalk.)

   Som voksen - fra omkring jeg var 24 år og mange år frem - har jeg ved Vesterhavet og andre  danske kyster indsamlet mig en pæn hoben af mange forskellige danske strandsten  - som jeg så har slebet og poleret:

Porfyr

Hornblende

Flint

Hornblende

Så som inkarneret 'stenoman' jeg skulle naturligvis købe et par af guidens gamle burmesiske stensmykker - sten-perler.     

   Og da han var ekspert på området og stenperle-handler med international hjemmeside og status, så tror jeg på at han borger for kvaliteten, og altså er garant for at de to jeg købte, er ægte og ikke senere forfalskninger eller helt nyproducerede.

 

Den slags omtales på nettet som 'beads' som betyder noget i retning af 'kunst-perler'.  Og de har altså enten været brugt i en halskæde eller et armbånd af 'ancient beads', eller de kan også have været båret enkeltvis i en snor om halsen.

Som fælles betegnelse for den slags findes navnet 'dzi beads'.

    Wikipedia fortæller:

Dzi bead (Tib. གཟི།; pronounced "zee"; alternative spelling: gzi) is a type of stone bead of uncertain origin worn as part of a necklace and sometimes as a bracelet.

   In several Asian cultures, including that of Tibet, the bead is considered to provide positive spiritual benefit. These beads are generally prized as protective amulets and are sometimes ground into a powder to be used in traditional Tibetan medicine.

   Beads subject to this process have small "dig marks" where a portion of the bead has been scraped or ground away to be included in the medicine.

   Some dzi exhibit grinding and polishing of one or both ends, again the result of reduction for use in traditional Tibetan medicine or, in some cases, due to the bead's use as a burnishing tool in the application of gold leaf to thanka paintings or gilt bronze statuary.

   The most highly prized dzi beads are those of ancient age, made of natural agate. The original source of these beads is a mystery. While the traditional, ancient-style beads are greatly preferred, new modern-made dzi are gaining popularity amongst Tibetans.

I Burma henføres disse gamle stenperler til den såkaldte Pyu/Tirkul-kultur som bl.a. kendetegnede en håndfuld bystater i øvre og centrale Burma fra 200 BC til 900 AC:

The Pyu city states (Burmese: ပျူ မြို့ပြ နိုင်ငံများ) were a group of city-states that existed from c. 2nd century BCE to c. mid-11th century in present-day Upper Burma (Myanmar). The city-states were founded as part of the southward migration by the Tibeto-Burman-speaking Pyu people, the earliest inhabitants of Burma of whom records are extant.[2] The thousand-year period, often referred to as the Pyu millennium, linked the Bronze Age to the beginning of the classical states period when the Pagan Kingdom emerged in the late 9th century.

Kort over Burma omkring år 1000

Så det blev de her to jeg erhvervede mig  på en af de sidste dage på rejsen: en  bjørnefigur, sikkert af kvarts, med hul igennem til en snor - og et cylindrisk lagdelt trefarvet agatperle - tilsvarende med hul igennem til en snor.

Hvad guiden tog for disse gamle 'kunstperler', husker jeg ikke. Men hvis ikke jeg havde syntes at prisen var rimelig, havde jeg nok ikke købt.

Den cylinderformede stribede smykkesten kaldes på internettet "military bead'' - "because the stripes somehow remind some people of the stripes used on uniforms".

   Den slags udgøres som regel af mineralet agat, og striberne er sikkert fremkommet ved en eller anden kemisk proces under bearbejdningen af stenen.

   Da den er trefarvet, så stammer den muligvis ikke fra selve Burma (derfra har jeg på nettet kun set tofarvede stribede cylinderformede beads), men mere sandsynligt fra Nordindien-Himalaya-Tibet-området, altså i områderne nordvest for Burma  - måske Buthan eller Nepal.

   De har sandsynligvis været brugt som lykkebringende eller beskyttende-mod-onde-ånder-amuletter, og som sagt har de ofte indgået i hele perlekæder:

Den anden smykkesten som tydeligvis forestiller en bjørn, er en såkaldt 'zoomorphic bead', og henviser til den ældgamle animisme-religion i Sydøstasien, og i Kina, Korea og Japan hvor man tillagde sten, træer, bjerge, dyr og fugle magiske evner som en slags lokale ånder eller guder.

   Krystalbjørnen er altså også en amulet der skulle give bæreren bjørnens styrke og mod:

In the kingdom of spirit animals, the bear is emblematic of grounding forces and strength. This animal has been worshiped throughout time as a powerful totem, inspiring those who need it the courage to stand up against adversity. As a spirit animal in touch with the earth and the cycles of nature, it is a powerful guide to support physical and emotional healing.

Når jeg nu havde erhvervet de her to 'kunstperler', hvad var tanken så? - At jeg skulle begynde at samle på dem? - Nej!

  -  Planen var at jeg ville købe en sølvkæde til dem når jeg kom hjem så man kunne have dem om halsen, og så forære en til hver af mine to smukke døtre som begge er adopteret, ikke fra Burma/Myanmar, men fra Korea - i første halvdel af 70-erne.

 

Nogle uger efter hjemkomsen fra Burma, gik jeg derfor til en lokal sølvsmed (og urmager), og - fik en spand kold vand i hovedet: Sølvsmeden havde simpelt hen ikke sølvkæder der var så tynde at de kunne gå igennem hullet i stenene.  Og ekspedienten kunne ikke tilbyde andre løsninger på ophængsproblemet.

   Så jeg gik bort med uforrettet sag. Frustreret.

Jeg legede så med tanken om en silkesnor eller et lignende tekstil, men så blev jeg optaget af andre ting, og de to ældgamle hullede 'kunstperler' fik lov at ligge og samle støv i min skrivebordskuffe i flere år.

   Indtil mine døtres halvsøster, som også er fra Korea, sidste år bestilte to akvareller med et dompap-par som motiv.

   Dem lavede jeg med glæde, og dem fik hun,

   Og da jeg afleverede dem, fik jeg ideen at hun kunne løse problemet med ophænget på en kreativ måde.

   Hun var nemlig uddannet guldsmed, og det var vel sådan noget en guldsmed kunne: lave en slags indfatning der kunne munde ud i et 'øje' til en sølvkæde?

 

Halvsøsteren blev glad for bestillingen, det var tydeligt.

   En 'fri opgave' - med et produkt der var beregnet til hendes to storesøstre, som hun faktisk tidligere også har lavet smykker til, var en positivt oplivende udfordring, noget der stimulerede kreativiteten, fornemmede jeg.

   Og for ikke så længe siden fik jeg så resultatet. 

   Sådan ser de ud - med hver sin individuelt formede og tilpassede sølvindfatning og en sølvtråd igennem hullet til kæden om halsen:

Stenen i den cylinderformede trefarvede 'military bead' har fået endestykker af sølv. 

   I det øverste endestykke med øjet sidder en lille blomst med et blad af sølv:

På det nederste endestykke er indgraveret modtagerens initialer og nogle klassiske svungne dekorative skilletegn (som et liggende S):

Den zoomorfiske 'bjørn' i krystal har øverst under 'øjet' til kæden fået en 'hat' af et fingerfilodendron-blad  som tydeligt ses her:

For neden står bjørnen nu på en gren med en lille kløft i den lange ende:

Mission accomplished. Kreativt og originalt. 

   Jeg tror mine døtre bliver glade for gaverne når jeg finder en god lejlighed til at komme af med dem.

Men det er også tankevækkende at en af de store oplevelser på vores Burma-rundrejse var et besøg over flere dage på Bagan-sletten hvor stupaer, templer og pagoder i tusindvis er spredt ud over landskabet - som kirkerne hos os fra vores middelalder. 

Stupaer på Bagan-sletten i Burma

Disse fascinerende 800 til 1000 år gamle bygningsværker er altså det varige udtryk for den budhistiske kultur og religion som bredte sig fra Indien og Cylon til Burma, og som omkring år 1000 overtog kulturen og magten efter den ældgamle animistiske Pyu/Tirkul-kultur og religion der havde rødder tilbage til stenalderen.

   Pyu/Tirkul var en kultur  hvis umiddelbare og synlige spor tusind år efter den blev assimileret med den budhistiske, stadig kan købes synligt og konkret på markeder i form af mange af de amulet-perler af agat eller krystal der er til salg, og som jeg altså købte to af. 

   Men en kultur som også og ikke mindst kommer til udtryk i den stadig udbredte tro på og dyrkelse af ånder: 'nats'.

Myanmar's folk religion refers to the animistic and polytheistic religious worship of nats (deities of local and Hindu origin) in Burma (Myanmar). Although the beliefs of nats differ across different regions and villages in Burma, there are a handful of beliefs that are universal in Burmese folk religion.

   A nat is a spirit or god who resembles a human in shape that often maintains or guards objects. When people die, they can become nats. Those who become nats often have a gruesome violent death which explains their vengeful nature.

   Nats also are believed to have the ability to possess animals, such as tigers or alligators. These spirits can also be found in nature in things such as trees and rocks.

   The majority of these nats are viewed as troublesome and irritable. They require calming, food and offerings.

Her link til vores Burma guides meget omfattende hjemmeside om 'ancient beads', beskrevet fra forskellige faglige vinkler og i alle mulige sammenhænge:

http://www.ancientbead.com/index.html