Om at tænke nyt gennem nye frames - SKAT er INVESTERING, SKAT er MEDLEMSKONTINGENT

Lakoff har et forord i sin bog 'Don´t Think of an Elephant', som jeg synes er meget klart, og som enhver journalist burde skrive sig bag øret. Overskriften er: "Reframing is Social Change"- altså et metaforisk statement. Men ikke en helt normal metafor, for både dens "target" (reframing) og dens "source" (social change) er abstrakter.

   Så titlen skal nok forstås som en konceptuel metafor over skemaet: X er Y - som jeg tidligere har beskrevet.Vi skal altså anskue og forstå den kognitive operation reframing gennem den sociale forandrings optik.

   Men så skriver Lakoff ellers derudad:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. As a result, they shape the goals wee seek, the plans we make, the way we act, and what counts as a good or a bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies andt the institutions we form to carry out policies. To Change our frames is to change all of this. Reframing is social change.

Frames er altså tankeskemaer, kognitive skabeloner som når vi først har fået dem installeret i sindet, så fungerer de som en mental optik vi anskuer os selv og vores omverden igennem.

You can´t see or hear frames. They ar part of what cognitive scientists call the "cognitiv unconscious" - structures in our brains that w cannot consciously acces, but know by their consequences: the way we reason, and what counts as common sense. We also know frames through language.

   All words are defined relatively to conceptual frames. When you hear a word, its frame (or collection of frames) is activated in your brain.

Jeg kan godt lide begrebet "det kognitive ubevidste", som jeg ikke har stødt på før. Det dækker nemlig udmærket det jeg har oplevet ved at skrive frame- og metafor-analyserne i denne blog: nemlig at det flere gange har givet mig en en befriende aha-oplevelse at hive en frame ud af sit "skjul" i en tekst: Jeg opdager at jeg jo egentlig kendte den frame så godt, men at den netop har ligget i det "kognitive ubevidste".

   Og så kommer Lakoff´s pointe- i form af en række punch-lines som det foregående har bygget op til:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is requieret for new frames. Thinking differently requires speaking differntly.

Bladrer man længere ind i bogen, så illustrerer han hvad han mener - med afsæt i George Bush´s (= de borgerlige partier i Danmarks) metafor "taxrelief" - helt svarende til det danske udtryk "skattelettelse, der har bagvedliggende konceptuelle frames som: SKAT er EN BYRDE, SKAT er FRIHEDSBERØVELSE.

   Lakoff siger at venstrefløjen simpelt hen må arbejde lige så systematisk som højrefløjen på at banke frames ind i hovedet på befolkningen, nye frames der indebærer nye tanker. Fx når det gælder skatter:

SKAT er INVESTERING I FREMTIDEN, SKAT er MEDLEMSKONTINGENT TIL SAMFUNDET

   Eller en konceptuel frame jeg selv lige finder på:

SKAT er VEDLIGEHOLDELSE AF VELFÆRDEN

Altså, den frame gør denne sætning til en "naturlig" følgeslutning: Letter du skatten, så smuldrer velfærden.

Når jeg i indledningen bemærkede at det her burde enhver journalist skrive sig bag øret - eller for at finde en mere up to date metafor - have liggende på et åbent dokument på laptoppens skrivebord, så er det fordi journalister som er ubevidste om framingens og de konceptuelle metaforers psykologi, forledes til at overtager deres kilders frames - sammen med kildernes sprog.

    Journalistlærere der underviser i sprog, har i mange år talt om kildeafsmitning som et problem sproget i en artikel. Måske skulle man opfinde et nyt ord til at markere det man også skal bede de vordende journalister om at være opmærksomme på risiko for frame-smitte, når man ubevidst og ukritisk overtager kildernes frames

Du må ikke tænke på en elefant...!

Jeg har lige fået en bog med ovennævnte  titel ind ad døren; med undertitlen: 'Know Your Values and Frame the Debate'. Den er skrevet af George Lakoff, en af forfatterne til en af "biblerne" bag denne blog: 'Metaphors We Live By'. Den kobler fra starten frame-teori og metafor-teori sammen, sådan som jeg også har gjort i en række tidligere indlæg.

   Sit grundsynspunkt anskueliggør han med opfordringen TÆNK IKKE PÅ EN ELEFANT? Den er umulig at følge. Fordi selve ordet "elefant" fremmaner en kognitiv frame i bevidstheden, som kan være et mentalt billede koblet med forskellige former for viden: elefanter er store, har flapreører og snabler, forbindes med cirkus, etc.

   Altså: en negeret opfordring er altid et produkt af blending, nemlig af en forestillet tilstand og det modsatte: GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES, giver kun mening hvis du samtidig aktiverer et konceptuelt rum hvor nogen tramper rundt på det græs.

   Derfor, forklarer Lakoff, gik det helt galt for præsident Nixon da han i sin tid gik på tv og erklærede: I AM NOT A CROOK.

   Lakoff konkluderer. Brug ikke modstandenes sprog når du vil argumentere imod dem. Altså "crook" var det som modstanderne, med rette, beskyldte Nixon for at være.

   Selv kommer jeg lige til at tænke på præsident Clinton der gik på tv og erklærede: I DID NOT HAVE SEX WITH THAT WOMAN. Det aktiverede forbudte fantasier hos hele den puritanske amerikanske befolkning.

Lakoff rammer lige ned i en dansk debat med sit næste eksempel. Han fortæller at George Bush ved sin tiltræden som præsident proklamerede at han ville give TAXRELIEF - "skattelettelser".

   Ordet "lettelse" er en metaforisk betegnelse for en emotionel tilstand af befrielse og frihed - en mental "lethed". Og en "lettelse" er altså en lettelse "fra noget": "en sorg", "noget der tynger", "er ubehageligt", har holdt en nede", "en tvang".

  Kobler man forestillingen om denne mentale tilstand "lettelse", sammen med "skat" som jo er noget materielt, nemlig penge, så konstruerer man en metafor "skattelettelse" der framer "skat" som "noget der tynger", "noget ubehageligt", "noget der gør en ufri". Den bagvedliggende konceptuelle grundmetafor er: SKAT er EN BYRDE.

Lakoffs pointe er at derfor skal oppositionen i USA - og altså også i Danmark - passe på med at overtage modpartens metafor fordi man samtidig mentalt set "køber" hans konceptuelle frame. For så "skyder man sig selv i foden", som han siger.

   

Villy og Helle og de andre fra rød blok skal altså passe på med at komme med udtalelser som: "Vi er imod skattelettelser!" For hvordan kan man dog egentlig være det?

   De skal tænke kreativt og finde en anden metafor der aktiverer en anden frame. Nu hjælper jeg lidt på vej. De skulle hellere tale om: SKATTENEDSKÆRINGER eller SKATTEBESKÆRINGER. 
   Av! Av!

Og journalisterne skal holde op med at bruge metaforen "rød blok" fordi de "røde" ikke er ret "røde" og de radikale slet ikke. I i øvrigt er det ikke de partier der har iværksat blok-politikken, det er de andre. Og så aktiverer det også en børnehave-frame: "rød stue".

Som en eftertanke og som dokumentation af betydningen: "Don´t tell, show", kan man se eksperimentet ikke fungerer særligt overbevisende hvis man opfordrer: Tænk ikke på en problemstilling!

Blending af journalistik og politik - er det en kreativ udvikling eller forfald?

Politiken i går havde en rubrik på deres medie-temaside: "Politikere og journalister forhandler avisforsider".
   Manchetten fortalte hvad vinklen var: "Der er opstået en forhandlings-kultur på Christiansborg, hvor journalister og politikere drøfter, hvad der skal til, for at politikerne rammer forsiden med deres budskab. Det viser en ny ph.d.-afhandling, og det bekræfter journalister og spindktorer."
   Artiklen er skrevet af Jakob Elkjær og Torben Benner. Og ph.d.-afhandlingen er udarbejdet af Camilla Dindler.

Artiklen beskriver - med afhandlingen som kilde - hvordan Christiansborg-journalisterne fortæller politikerne på Borgen hvordan de skal tillempe deres budskab - frame historien og skærpe vinklen - for at komme på avisens forside. Og at politikerne rent faktisk hører efter og gør det de bliver bedt om for at  at nå målet: at komme ud med noget der vækker opsigt og giver genlyd på den politiske scene.

I min terminologi er det som afhandlingen og artiklen beskriver, et udtryk for kreativ konceptuel blending: to i princippet klart adskilte konceptuelle rum: det politiske og det journalistiske, "befrugter" hinanden gennem åben snak,  og som output kommer et "blend" i form af en forsidehistorie, som journalisten er glad for fordi det er prestigefyldt at få sine artikler på forsiden, og som politikeren er glad for for at trænge effektivt igennem til offentligheden med sit (journalistisk tilpassede) budskab.

Artiklen giver med afhandlingen som kilde et konkret eksempel der tydeligt viser at der er tale om konceptuel blending: 

   En journalist spørger en spindoktor fra SF om man internt diskuterer "at indvandrerballaden også skyldes kultur og ikke bare socioøkonmiske forhold". Svaret er bekræftende. Det fører til at journalisten et par dage efter spørger spindoktoren om "man kunne få Villy til at sige noget om den diskussion". Det fører til (og her er så et "spring" i historien) at SF-formanden marts 2008 får en Politiken-forside hvor han udtaler at venstrefløjen må forholde sig kritisk til blandt andet den del af den muslimske kultur der undertrykker kvinder. Rubrikken: "Villy Søvndal gør op med udlændingepolitik".

   Ph.d.-afhandlingens forfatter konkluderer her: 

"Der en gråzone mellem de forskellige aktører hvor man ikke kan sige, hvem der fik ideen. SF´s kursændring var formentlig ikke kommet frem, hvis ikke en journalist havde set potentialet i den. SF og Villy Søvndal var til gengæld ikke gået ud med budskabet, hvis de ikke mente det." 

At politikere tilpasser standpunkter, strategier og budskaber til hvad der interesserer journalisterne og matcher deres professionelle forventninger, det er der ikke noget nyt i. Det er i forvejen det politikerne har oprettet presseafdelinger og ansat spindoktorer til at hjælpe dem med. Politikere er også - qva deres professionelle rolle - vant til at bøje standpunkter i forbindelse med kompromissøgende forhandlinger (at det "normalt" er sådan har vi glemt lidt under VKO-regimet). Og som salig Jens Otto Krag er citeret for: "Man har et standpunkt til..."

Jeg synes til gengæld at Jesper Thorbo-Carlsen, der er politisk redaktør på Berlingske, formulerer sig på en måde som er afslørende for en journalistisk kynisme:

"Grundlæggende handler det om at vi som journalister har nogle kriterier for, hvad der er en god historie.Vi tester af, hvor spidst politikerne kan lave  et udsagn. Man kan sige til en politiker, at det der er ikke interessant, men hvis du vil sige det her, så er det interessant."

Jeg har svært ved at forstå det på anden måde en at journalisten lægger ordene i munden på politikeren, og at han i praksis fungerer præcis på samme måde som en spindoktor gør, nemlig giver råd om hvordan man skal få et budskab igennem porten til offentligheden.

   Thorbo-Carlsen fortsætter:

"Det handler om at kvalitetssikre det, der kommer ud. Vi tydeliggøre de journalistiske kritererier for politikerne og lægger nyhedskriterierne frem. Men politikerne går ikke ud med et budskab, de ikke kan lægge ryg til."

Hvad angår den sidste sætning, taler Thorbo Carlsen jo klar mod bedreviden. Og at bruge ord som "teste" og "kvalitetssikre" er jo ord fra en anden verden end den journalistisk og politiske. Hvem "tester" og "kvalitetssikrer" hvad? - Svaret ligger lige for: Fabrikanter og sælgere af varer! 

   Thorbo-Carlsen gør brug af en konceptuel metafor der framer den politiske journalistik som han er redaktør for, som et rent kommercielt produkt, en frame der helt borttænker den politiske journalistik som en central del af demokratiet. 

   Og præcis på grund af at den frame styrer hans professionelle tænkning, så kan han naturligvis ikke se noget "odiøst" i det.

   Det er der dog en del andre af de journalistiske kilder i artiklen der kan.

Kreativt nyhedsindslag i Tv-avisen - af Niels Kvale - om italienernes syn på Berlusconi

Tv-avisen havde et kreativt tænkt og udført indslag i går i 19.30-eren. Reporter var Niels Kvale. Nyhedsvært Klaus Bundgaard.

   Sømmet var at idag blev retssagen i Italien mod Berlusconi indledt, hvori han står anklaget for købesex med en mindreårig. Den nyhed er blevet for-skræppet i ugevis. Og den blev nyhedsmæssigt også en fuser, for retssagen blev straks udsat. Så redaktionen og reporteren havde måttet være kreative og finde på en anden vinkel end den som begivenheden i sig selv kunne levere.

Selve det redigerede indslag var et delelement i "en pakke" bygget op efter berettermodellens faser: Historien og dens baggrund blev først præsenteret af Claus Bundgaard i en voice over til en montage af dækbilleder fra arkivet;  derefter kom der uddybning og point of no return i en live stand-up dernedefra med reporter Niels Kvale i billedet; så fulgte konfliktoptrapningen i form af selve indslaget med vinklen: at den menige italiener var stærkt delt i synet på Berlusconi: enten forfulgt uskyldighed eller vaneforbryder; og endelig klimaks i form af endnu en live-stand up med Niels Kvale, der blev spurgt om Berlusconi også ville klare frisag denne gang; Niels Kvale havde havde forberedt en flot punch line til at slutte sit svar:

Man plejer i Italien at sige at der altid er tre ting der overlever: Det er Fiat, det er Paven og det er Mafiaen; hvis Berlusconi også overlever denne gang, så kunne det være  man skulle til at sige: at der er fire ting der altid overlever, altså også Berlusconi selv.

Alt det, kan man sige, var lige efter bogen. Sådan bygger man en "pakke" op i en moderne tv-nyhedsudsendelse: en relativt dyr redigeret reportage som kerne, "pakket ind" i en række billigt producererede live-elementer.

Men det var selve det redigerede reportage-indslag jeg opfatter som specielt kreativt tænkt og udført - med et lille dramatisk handlingsforløb der selv var bygget op efter berettermodellens spændingskurve - oplevelsesmæssigt lidt hen i retning af en ultrakort fluen på væggen-dokumentar.

   Hvor man traditionelt ville have valgt at bygge sådan et indslag op af nogle sammenredigerede voxpop-sync-er til at dokumentere vinklen: at italienerne var uenige, evt. bakket op af en ekspert, så havde reporteren her fundet en restauratør som havde en nabo der var frisør, og med de to som hovedkarakterer havde han iscenesat et diskussions- og konfrontations-plot til optagelserne:

   Først oplevede vi restauratøren udtale  sit uforbeholdne pro-synspunkt inde ved bardisken direkte til kameraet; derefter fulgte vi ham gå ind til frisøren ved siden af, der var lige så kraftigt imod og mente at Berlusconi skulle have været dømt for 30 år siden.

   Derfra oplevede vi så de to geråde i "typisk" italiensk livlig og ilter diskussion i salonen, mens frisøren fortsat stod og klippede; og også en kunde blandede sig og kom med indlæg.

   Indslaget udtonede smukt med at vi udefra ind igennem frisørsalonens rude så diskussionens parter fortsætte - med en voice over der spåede at den diskussion ville fortsætte længe endnu (med underteksten: fordi Berlusconi sikkert ville lykkes med at få udsat sagen i rigtig lang tid, eller få den afblæst).

I en kort stund oplevede vi det menige Italien som har levet med Berlusconi år ud og år ind, igennem den observerende dokumentars optik: et lille stykke autentisk nærværende virkelighed, indlagt som en perle i den konventionelle distancerende en nyhedsframe. Og journalistisk set var det et smukt eksempel på metonymisk tænkning hvor vi fik indblik i den store historie gennem den lille.

Godt tænkt, godt udført!

Kreative fornyelser af den fortællende journalistik

Jeg har fundet to eksempler på fortællende journalistik i Søndags-Politiken den 3/4 der er værd at se nærmere på fordi de på hver sin måde bryder med de efterhånden veletablerede genrekonventioner som lærebøgerne beskriver.

Det ene eksempel er forsideartiklen fra PS-sektionen der fortsætter inde på side 4. Rubrikken er "Løkkes vej i krig" - med underrubrikken:

Et enigt Folketing sendte Danmark i krig i Libyen. Politikken har kortlagt forløbet og giver her et indblik i en historisk beslutning, der vil ændre dansk udenrigspolitik. Et forløb, der viser, at den amerikanske præsident fem dage før krigen fortalte Lars Løkke, at USA´s støtte til krigen ikke var sikker: 

Journalisterne er Mette Østergaard og Morten Skærbæk.

     Fortællende journalistik er en rekonstruktion i ord af et journalistisk interessant handlings- og begivenhedsforløb,  kronologisk fortalt og delt op i scener, og med en eller flere handlende hovedkarakterer fra virkelighedens verden. Det hører med til genrekonventionerne at man gengiver interessante og karakteriserende detaljer, og at udtalelser gengives i replikform - ikke i interviewcitater. Amerikanerne taler om "narrativ journalism" og om "journalism that reads like af novel". Altså en blended genre.

   Faderen til denne genre, som i 60´ern blev kaldt "new journalism" var journalisten og forfatteren Truman Capote der skrev bogen 'In Cold Blod', en fortælling som rekonstruerede historien om et grusomt mord på en helt uskyldig familie i Kansas, baseret på omfattende journalistisk research og omfattende interviews med en af morderne mens han sad i fængsel, og inden dødstraffen blev eksekveret.

   Ordet "faction" blev vist nok opfundet netop til at karakterisere hvad der genremæssigt kendetegnede den bog.

Artiklen her i Politiken indledes sådan her - lige efter bogen, kan man sige:

FN-mandatet skal gå videre end et flyveforbud. Ellers er det usikkert om USA kan deltage i krigen i Libyen. Så klar meldingen fra Barack Obama til Lars Løkke Rasmussen mandag 14. marts.

   Klokken er omkring to om eftermiddagen amerikansk tid. I det hvide hus i Washington mødes statsministeren og præsidenten. Med til mødet har Løkke sin departementchef Christian Kettel Thomsen, (...) Bag dem sidder også en kontorchef, en ministersekretær og en pressechef.

   På den anden side af bordet har Obama ditto opstilling. Stabschef Bill Daly, (...). Bag dem Europa-chefen og Danmark-Ansvarlig Jeff Hovenier.

   Det er kun Obama og Løkke, der taler. De er omkring emner som Afghanistan, katastrofen i Japan og pirateri. Nu falder snakken på Libyen, og, og præsidenten giver udtryk for at han skeptisk over for, om et flyveforbud vil have den ønskede effekt. (...) Statsministeren er enig i, at et flyveforbud næppe er nok, men mener også, de vil være et uheldigt signal at sende til andre ledere i Mellemøsten, hvis man ikke griber ind over for Gaddafi.

Artiklen slutter med:

Om søndagen - en uge efter  at Løkke landede i Wshington med alle sine tvivl, var danske fly i luften over Libyen.

Bortset fra denne udgangssætning er fortællingen holdt i dramatiserende nutid. Og vi ser hvordan der indledningsvis sættes en scene med de to hovedpersoner over for hinanden med hvert sit hold af adjudanter omkring sig. Samtalen refereres i indirekte gengivelse fordi det ikke har været muligt at interviewe sig ordlyden af de præcise replikker.

   Det der er det specielle, er at fortællingen mixes med kortere og længere interviewcitater fra Lars Løkke. Dette "brud" på genren indledes sådan her:

Godt to uger senere fortæller Statsministeren om sine oplevelser, da Politiken møder ham til et interview i Statsministeriet.

"I den første fase gik hele debatten på, at vi skulle etablere en flyveforbudszon i Libyen. Man fik næsten en opfattelse af, (....)

Derefter pendler artiklen mellem fortælling med scenisk rekonstruktion af begivnhedsforløbet og uddybende interviewcitater i slutningen af hver scene.

   Det er altså en slags blending i anden potens: et traditionelt interview med en magthaver om hans rolle i og refleksioner over en vigtig politisk beslutning og hvad der førte frem til den, monteret samme med en journalistisk fortælling hvor læserne får et kig ind bag murene hvor politikere mødes og diskuterer strategier, og et kig ind i deres hoveder hvor overvejelserne foregår.

Det andet eksempel på en journalistisk fortælling er fra nyhedssektionen den 3. april, hvor der efterhånden ofte er flere kommentarer og analyser (views) end nyheder (news). Genreetiketten er: "POLITISK ANALYSE". Rubrikken lyder: "Pia tager sig godt betalt". Underrubrikken: "Forhand-lingerne med Lars Lykke Rasmussen kan udløse et valg." Journalist: Peter Mogensen, forhenværende spindoktor.

    Genremæssigt er der umiddelbart ingen ugler i mosen: en af Peter Mogensens sædvanlige noget luftige og vidtløftige forudsigelser, regner man med. Derfor kommer første linie og første afsnit som en overraskelse:

Det er sidst i april 2011. Vi er på Marienborg i statsministerens embedsbolig. En af valgperiodens vigtigste politiske forhandlinger tager sin begyndelse. Det er aften og ilden knitrer i pejsen på første sal, og stearinlysene på det sorte piano er tændt. I lokalet er kun fire personer - statsminister Lars Løkke Rasmiussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, partileder Pia Kjærsgaard og hendes næstkommanderende, Kristian Thulesen Dahl.

   Der er dømt politisk poker.

   (...)

   Statsministerens humør var ikke for godt før mødet, men han strammer sig an, når han kigger på på Kjærsgaard. Er dette det historiske brud på ti års stabilt samarbejde. (...)

Peter Mogensen slutter "analysen" sådan her:

Løkke kan mærke DF-lederens blik på ham. Hun præsenterede sine krav med bemærkningen om at 'dette var minimumskrav', og at 'hun måske alligevel hældte til at tage det valg nu.'

   Statsministeren rejser sig, kigger på sin finansminister og beder om en time out i forhandlingerne.

Søndag 3. april 2011

Sådan, kære læser, kan forhandlingerne meget vel forløbe mellem Kjærsgaard og Løkke om nogle uger. Kjærsgaards pris er høj, meget høj. Afgørende bliver det, om Løkke kan overbevise DF-lederen om, at han tror på en valgsejr. Men det er kun første forhindring. Der bliver en lang aften på Marienborg.

Lærebøgerne i fortællende journalistik understreger betydningen af grundig og nøjeregnende research til at bakke fortællingens faktuelle fundament op.

   Den her journalistiske fortælling har slet ingen research som grundlag, den er ren fantasi og spekulation. Det er det jeg tidligere har beskrevet som et hypotetisk fremtidsscenarie i fortællingens form, beslægtet med science-fiction; og i princippet kun baseret på almen- og specialviden hos forfatteren, fx her om hvordan der rent faktisk ser ud inden for Marienborgs mure.

   Men det er kreativt tænkt og gjort af Peter Mogensen, og på en måde jo mere i overensstemmelse med den ret så luftige, udokumenterede og kildeløse substans der udgør indholdet i Peter Mogensens mange ret traditionelt skrevne analyser i Politiken.

Men når journalisterne i begge tilfælde har valgt den narrative form, er det rimeligt at spørge: Hvad gør fortællingen egentlig ved det journalistisk stof som det formidler - i sammenligning med de mere fakataorienterede informative journalistiske fremstillingsformer?

   Ja, faktisk det samme som en metafors "source" gør ved metaforens "target",  nemlig leverer en særlig optik som stoffet - historien - så anskues og filtreres igennem, sådan at det blendede produkt leverer flere fascinations- og identifikationsmuligheder for læserne.

   Man kan sige at det at vælge fortællingen, framer den rapporterede virkelighed så den kommer i øjenhøjde med læserne og placerer dem i en slags fantasistimulerende fluen på væggen-observatørposition.