Musik på hjernen - i følge Daniel Levitin

At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.

   Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?

Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:

I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.

Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.

   Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:

Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.

For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.

   Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.

Mentorhjælp til den kreative personlighed

Manglen på en far, en mor med psykiske problemer, alkoholisme og vold i hjemmet, en stadig flytten rundt fra sted til sted, fra skole til skole, fra sprog til sprog, mobning og social isolation. Til mine mange indsamlede eksempler på kreative personligheder hvis mere eller mindre belastende barndomserfaringer synes at være en forudsætning og en drivkraft i deres kreativ udvikling, kan man spørge: Hvorfor gik de ikke i hundene og blev tabere?

   En måde at beskrive resultatet i personligheden af disse fremmedgørende og længselskabende erfaringer, er at se personligheden som spaltet i to, og se den kreative udvikling som gentagende forsøg på at hele det sind der er splittet og spaltet ved at overskride grænser og blende og integrere mentale rum i en karriere som kunstner, videnskabsmand, leder, opdagelsesrejsende, journalist.

   Jeg har ikke systematisk gået de forskellige  igennem, men jeg er forholdsvis sikker på der i langt de fleste tilfælde er en forklaring knyttet til at udviklingen blev positiv, nemlig at de undervejs fik støtte og opbakning fra en mentor eller en god fe, ofte konkretiseret i en lærer eller en bedstmor.

    I Politiken idag 3. august anmeldes en erindringsroman af Paula Fox: Lånte fjer. Rubrikken lyder: "Uden en rigtig plads i verden". Citat:

Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst så han overtog Paula som ganske lille.

   Her i præsteboligen i Balmville voksede hun  op de først seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet.

Paulas barndom og tidlige ungdom foregår med en stadig flytten rundt: Long Island, Cuba, Hollywood, New York City, Florida, Montreal. Ofte bliver hun passet af fremmede og bliver også sat på kostskole i en periode. Anmeldelsen forklarer: "Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år."

Portrættet i Politiken af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen slutter med et citat fra hende, hvor hun opsummerer betydningen af mentorer og gode feer i sit liv:

»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 

Filmen 'Inception' - genre-blending og myte som undertekst

Den nye film 'Inception' blev anmeldt i Politiken den 29. juli af Kim Skotte. Han er vildt begejstret og den får maksimum antal hjerter: Seks.
  Det er instruktøren Christoffer Nolan der har instrueret den, og ham husker jeg for Batmanfilmen 'The Dark Knight' for et par år siden.
   Det er en actionfilm hvor plottet er at hovedpersonen er mestertyv der har specialiseret sig i at invadere en magtfuld persons underbevidsthed mens han sover og så "lirke forretningshemmeligehderne fra ham i et univers, den drømmende tror er hans eget, men som i virkeligheden er konstrueret af drømmetyven ved hjælp af smart teknologi." Men det sker ikke ved simpelt tyveri, men ved "at plante en ide som en parasit".

Ifølge anmeldelsen får historien hjælp fra mytologien - altså helt efter dramaturgibogens grundprincipper: "I filmen hedder arkitekten der bygger drømmenes labyrinter, Ariadne. Urlabyrinten på Knossos blev ganske vist ifølge myten konstrueret af Daedalus, men det var prinsesse Ariadne, der gav Theseus den røde tråd så han kunne finde ud igen efter at have dræbt uhyret Minotaurus."
   Filminstruktøren har haft gang i den helt store genre-blender. Ifølge anmelderen således:

Den dristige intelligens og den stilsikre håndtering af actionfilmens teknologi og spænding smelter  Christopher Nolan sammen i en film, der både er et actionbrag, kupfilm, filosofisk thriller, 007-pastiche, blæret computeranimation og en leg med filmmediets muligheder for at manipulere med øjet og hjernen bag.

Og for at det ikke skal være løgn, så det også en metafilm - en film der handler om det den er, hvad der netop kendetegner mange auteurfilm:

For det tredje tror jeg at filmen virker så stærkt fordi den alternative krimikonstruktion med drømmekup og labyrinter for Christopher Nolan er en helt personlig og altomfattende metafor for selve det at lave film. For hvad gør den ambitiøse filmfortæller andet end at bryde ind i bevidstheden og plante billeder og ideer i hovedet på alle, der har løst billet til drømmefabrikken. (...) Det skjulte selvportræt af instruktøren som manipulator af drømmebilleder er følelsesmæssigt forankret i en stærk historie om en mand, der ikke kan vriste sig fri af sin egen traumatiske forhistorie.

Jeg kender ikke noget til Christopher Nolans forhistorier og eventuelle traumatiske barndomsoplevelser, men det er et spor der er værd at følge. Hans biografi fortæller at han begyndte at lave filme som 7 årig optaget med faderens smalfilmkamera, at faderen var engelsk reklamemand og moderen amerikansk stewardesse. Familien har haft skiftende bopæl i England og USA.
   Og for en ordens skyld: Hvis jeg ikke tidligere har nævnt hvad der kendetegner filminstruktører som får prædikatet "auteur", så er det dette at de i deres film tilbagevendende tematiserer stærkt personlige og emotionelt betydningsfulde erfaringer og oplevelser - forklædt som filmfiktion: Ingmar Bergman, Alfred Hitchkock, Lars von Trier.
   En filmauteur har altså typisk de paradoksale egenskaber som jeg i et af de første indlæg i denne blog kaldte "den særligt kreative personlighed".

Kvindelige leder - mønsterbryderi og kreative personligheder

Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.

   Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind."  Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":

Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

   "Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst  et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

   "Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."

Og hvordan med Susanne Larsens barndom? 

   En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'

   

Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.

   Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen  i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers." 

Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":

"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig."

   "Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".

   - Hvad vil det sige?

  "Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".

   - Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

"Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".

   - Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen? 

   "Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".

Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".

 Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".

Naturvidenskab og litteratur - en opfordring til blending

   Lone Frank, der skriver i Weekendavisen, er noget i retning af en soul mate for mig. Jeg synes at rigtig mange af de artikler hun har diverteret med i tillægget 'Ideer' indeholder emner, vinkler og refleksioner som uden videre passer inde i tankegangen bag den udforskning af fænomenet kreativitet fra mange vinkler som jeg er i gang med her i denne blog. Jo ikke mindst når hun tematiserer sammenhænge mellem forskellige kreative mentale operationer og så hjerneforskningens sidst nye opdagelser.
   Men nu i sidste uge optrådte hun også på bagsiden af Weekendavisens bogtillæg. Og hun har igen gang i en problemstilling som også optager mig, nemlig at det litterært humanistiske domæne og det naturvidenskablige så sjældent indgår i blandinger eller integreres: videnskabsjournalistik, som det f.eks.kommer til udtryk i tidsskriftet Illustreret Videnskab har ikke høj status i journalistprofessionen, og romaner som tematiserer naturvidenskabelige problemstillinger, er der rigtig langt imellem.
   Det er det sidste Lone Frank tager op i sin bagsideklumme, under rubrikken "Blinde pletter". Hendes synspunkt er at folk der skriver litteratur i meget højre grad end tilfældet er, burde interesserer sig for naturvidenskabelige indsigt og erkendelse som stof og inspiration i romaner. Hun skriver bl. a.:

Det er svært virkelig at forstå mennesket, hvis man ikke har blik for, at det er et væsen med en biologisk natur, som er i evig forhandling med den til enhver tid herskende kultur. Og hvordan er det lige med kulturen selv? Den formes også i høj grad af de fortællinger, der vokser ud af videnskaben. En vigtig men ofte overset pointe i forhold til naturvidenskaben er nemlig, at den ikke bare giver os praktiske teknologiske dimser, men netop ny viden. En indsigt i verden, som hele tiden ændrer og former vores syn ikke alen på verden,men på os selv som væsener.

I min terminologi, så taler hun om blending i litteraturen, hvor to konceptuelt adskilte domæner skal integreres ved at litteraturen lader sig inspirere af (natur)videnskablige temaer og problemstillinger og lader dem fungere som drivende motiver i romanfiktion. Hvis forfatterne i højere grad ville re-frame mennesket som et biologisk væsen, så ligger der uanede muligheder for fornyelse af litteraturen.
   LF nævner så nogle forfatternavne som har spillet ind med litteratur i dette blendede rum som hun opridser: Ian McEwan, Michael Houellebecq, Kazuo Ishiguro. Denne sidste har skrevet en roman Let Me Go, som klart lyder som en science fiction, og hun citerer også en af de helt store inden for den genre, Kurt Vonnegut, i starten af artiklen.
   Men hvis man inddrager regulære science fiction-romaner og forfattere, så må man jo godt nok sige at dem har der ikke været mangel på i det forrige århundrede, heller ikke på nogen af høj litterær kvalitet. Man kan tænke på SF-forfattere som Isac Asimov, Poul Anderson, Phillip K. Dick, Robert Heinlein, Athur C. Clark.
   Når Lone Frank synes det ser så relativt sort når det gælder litterær blending af fiktion og naturvidenskab, så må hun nok primært tænke på det danske bogmarked og de danske forfattere, selv om vi dog har haft nogen af interesse og betydning. Følgende link giver en lang række eksempler:
http://www.litteratursiden.dk/node/64377