Filmen 'Inception' - genre-blending og myte som undertekst

Den nye film 'Inception' blev anmeldt i Politiken den 29. juli af Kim Skotte. Han er vildt begejstret og den får maksimum antal hjerter: Seks.
  Det er instruktøren Christoffer Nolan der har instrueret den, og ham husker jeg for Batmanfilmen 'The Dark Knight' for et par år siden.
   Det er en actionfilm hvor plottet er at hovedpersonen er mestertyv der har specialiseret sig i at invadere en magtfuld persons underbevidsthed mens han sover og så "lirke forretningshemmeligehderne fra ham i et univers, den drømmende tror er hans eget, men som i virkeligheden er konstrueret af drømmetyven ved hjælp af smart teknologi." Men det sker ikke ved simpelt tyveri, men ved "at plante en ide som en parasit".

Ifølge anmeldelsen får historien hjælp fra mytologien - altså helt efter dramaturgibogens grundprincipper: "I filmen hedder arkitekten der bygger drømmenes labyrinter, Ariadne. Urlabyrinten på Knossos blev ganske vist ifølge myten konstrueret af Daedalus, men det var prinsesse Ariadne, der gav Theseus den røde tråd så han kunne finde ud igen efter at have dræbt uhyret Minotaurus."
   Filminstruktøren har haft gang i den helt store genre-blender. Ifølge anmelderen således:

Den dristige intelligens og den stilsikre håndtering af actionfilmens teknologi og spænding smelter  Christopher Nolan sammen i en film, der både er et actionbrag, kupfilm, filosofisk thriller, 007-pastiche, blæret computeranimation og en leg med filmmediets muligheder for at manipulere med øjet og hjernen bag.

Og for at det ikke skal være løgn, så det også en metafilm - en film der handler om det den er, hvad der netop kendetegner mange auteurfilm:

For det tredje tror jeg at filmen virker så stærkt fordi den alternative krimikonstruktion med drømmekup og labyrinter for Christopher Nolan er en helt personlig og altomfattende metafor for selve det at lave film. For hvad gør den ambitiøse filmfortæller andet end at bryde ind i bevidstheden og plante billeder og ideer i hovedet på alle, der har løst billet til drømmefabrikken. (...) Det skjulte selvportræt af instruktøren som manipulator af drømmebilleder er følelsesmæssigt forankret i en stærk historie om en mand, der ikke kan vriste sig fri af sin egen traumatiske forhistorie.

Jeg kender ikke noget til Christopher Nolans forhistorier og eventuelle traumatiske barndomsoplevelser, men det er et spor der er værd at følge. Hans biografi fortæller at han begyndte at lave filme som 7 årig optaget med faderens smalfilmkamera, at faderen var engelsk reklamemand og moderen amerikansk stewardesse. Familien har haft skiftende bopæl i England og USA.
   Og for en ordens skyld: Hvis jeg ikke tidligere har nævnt hvad der kendetegner filminstruktører som får prædikatet "auteur", så er det dette at de i deres film tilbagevendende tematiserer stærkt personlige og emotionelt betydningsfulde erfaringer og oplevelser - forklædt som filmfiktion: Ingmar Bergman, Alfred Hitchkock, Lars von Trier.
   En filmauteur har altså typisk de paradoksale egenskaber som jeg i et af de første indlæg i denne blog kaldte "den særligt kreative personlighed".