Når samlermanien tager over (1) - skaldyrskåle af porcelæn i flere udgaver

Så faldt jeg i igen. Samlermanien lå på lur, og så pludselig kørte den afsted med mig igen. 

Her et indlæg om hvordan det begyndte denne gang - med et loppefund - et 'askebæger' af den lidt sære slags - med inspiration fra jugendstilen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Et loppefund: Krebese-askebæger. Omkring 1960.

Jeg har skrevet om det før: At jeg hører til dem der nemt bliver besat at lyst til at samle på en "slags et eller andet".

   

Det kunne fx være tegneserie-hæfter. Det samlede jeg på i mindst 15 år. Var storkunde hos Fantask i Studiestræde i København.

   For nogle år siden forærede jeg de fleste til nogle af børnebørnene og til min bogpusher i Vordingborg. 

   Men Tintin- og Tarzan-hæfterne har jeg endnu. Og Asterix og Obelix-hæfterne. Også Prins Valiant-serien kunne jeg heller ikke få over mit hjerte af miste.

Det kunne være bøger. I min studietid købte jeg stort set hvad jeg kunne få af danske klassikere i Gyldendals billigbog-serie: Tranebøger. Jeg gik så vidt at jeg gav dem alle et bindbevarende plastfolie-omslag.

   Også dem fik min bogpusher til sit netantikvariat. For gratis at tage dem med hjem til sit lager.

Det kunne være frimærker. Især de såkaldt to-farvede danske fra 1870-1905 var jeg betaget og optaget af. 

   På de serier og udgaver, brugte jeg mange timer og mange aftener i mange år på at sortere, analysere, systematisere og sætte op klare klemmelommer på fine sider i dyre frimærkealbummer. 

Danske firmærker: To-farvede

For 3 år siden fik jeg samlingen solgt på auktion hos Bruun Rasmussen. Til spotpris. 

   Jeg følte mig snydt. Det salg har jeg siden virkelig fortrudt. Og de fylde jo næsten ingen ting - i sammenligning med hvad man ellers kan finde på at samle på.

   Frimærkeluppen har jeg stadig i min skrivebordskuffe.

Det kunne være møbler. Omkring 1987 lærte jeg arkitektparret Eames møbel-design at kende. Det var fruen der introducerede mig til dem - under et besøg hos Paustian.
   Jeg faldt pladask. Og har nu fem Eames-stole (kontor- og læne-) og en Eames-compact-sofa stående rundt omkring i vores boliger.

Eames: Compact Sofa

Se link til indlæg der fortæller om nogle af fundene fra samlingen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Det kunne være Harald Henriksen-akvareller og -farvetræsnit. 

    Den mani har ført til at jeg nu har mere end 40 af hans træsnit og akvareller hængende på væggene i vores hjem. Alle nyindrammede og bag refleksfrie glas.

    Her et link til et indlæg hvor jeg indrømmede at nu var jeg igang igen.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.html

Da jeg købet loppefundet - hummeraskebægeret - var det ikke fordi jeg ville begynde at samle. Det var meget spontant, jeg fik det til den halve pris af startprisen: 100 kr. Og på bagsiden var der en vis garanti for kvaliteten: Den kongelige porcelænsfabriks stempel med det tre blå bølgelinjer.

   Jeg husker ikke at jeg før overhovedet har set noget lignende - endsige været interesseret i det.

   Men lidt fascinerende og mærkeligt var det: En hummer der er ved at kravle ind over kanten til en muslingskal der så er indlagt i en flettet kurv: Og det hele altså formet i blankt hårdt porcelæn.

   

Researchen da jeg kom hjem, afslørede at designet nok var fra omkring 1960, at kunstneren hed Jørgen Balsløv, og at konceptet - ideen - som jeg havde mistanke om,  stammede tilbage fra jugendstilen omkring århundredskiftet.

   Den ungarske keramik og porcelænsfabrik Zsolnay producerede dette fad omkring 1900.

 

Zsolnay: Hummeraskebæger, ca. 1900

Fabrikkens keramik var berømt for sin særlige iridicens-glasur, dvs. glasur hvis farver changerer afhængigt af det lys og den vinkel den ses under - ligesom perlemor.

Hvad jeg også fandt ud af var at mit hummeraskebæger ikke var det eneste inden for genren. Også andre kunstnere - fx Erik Nielsen - havde været på banen med lignende mixede artifakter i 60´erne, artifakter der kombinerer nyttige fade/skåle med associationer til havet - med krebsedyr der maver sig ind over kanten på 'containeren'. 

   Og, viste det sig, Den kongelige porcelænsfabrik var - forventeligt - ikke den eneste på markedet for den kreative blanding af maritime skåle/fade og krebsdyr der invaderer dem. Bing og Grøndal havde også en række - mere fantasifulde  - eksempler inden for genren.

   Og her kommer så resten af samlingen som den nu ser ud:

Bing og Grøndal: Netruse med fisk og krabbe og tang

Den Kongelige: Krabbeaskebæger med fisk og vandplanter

Den kongelige: Krabbeaskebæger med vandplanter

Bing og Grøndal: Skål med krebs i sneglehus

Samlingen - indtil nu

Jeg har tidligere omtalt den æstetiske tænkning som de her skåle/fade repræsenterer, som konceptuel blending: dette at to forestillinger eller koncepter blandes og bliver til noget nyt der integrerer elementer fra begge koncepter.

   Og ud over de klare referencer til jugendstilens tid og stil-idealer, så kan jeg ikke lade være med at synes at der også er noget surrealistisk i de her animerede  'skåle' eller 'fade'.
   Til min fascination over disse skaldyrs-invaderede 'hav-containere' hører så også at de jo hver fortæller en historie, hvor det i porcelæn frosne øjeblik er en slags point of no return for skaldyret - bogstavelig talt i overgangen fra en livsfase til en anden.

Akvarelmaleriets mysterier (59) - historien om fire akvareller med 'Det sorte Pakhus' i Vordingborg Nordhavn som en gennemgående del af motivet

Her er min fire seneste akvareller - malet og leveret inden for godt en uge på bestilling fra en af mine faste morgensvømmervenner.

 

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus.

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Som det fremgår, er det et sortmalet (-tjæret?) gammelt pakhus som er en gennemgående del af motivet i alle fire akvareller (i den sidste affotograferede akvarel kom der en grå plagmage med som heldigvis ikke stammede fra billedet, men fra smuds på kameralinsen).

   Og det var det som opgaven - bestillingen - gik ud på: Mal tre akvareller med motiver her fra Nordhavnen i Vordingborg - beregnet til at skulle hænge som dekorativ udsmykning på væggen inde i pakhuset.

   Og så kom lige overraskelsen - i en eftersætning: Det Sorte Pakhus skal være med i billedet i alle tre akvareller (hvorfor det så endte med at jeg leverede fire, vender jeg tilbage til senere i indlægget).

I det foregående indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' fortalte jeg hvordan jeg kom igang igen efter mange måneders belastende møde med det danske sygehusvæsen.

   Det startede med en bestillingsopgave på en akvarel af en rødkælk/rødhals.

   Derefter forestillede jeg mig også at de følgende akvareller - de fleste fra mit nærområde her i Vordingborg - var en del af et akvarelkursus hvor der skulle leveres noget hver dag hen over et par uger.

   Det virkede også.
   En pæn høst på 9 hvoraf jeg var nogenlunde tilfreds med de fleste af dem.

   Især efter at jeg havde gået dem efter med farver og pensler en sidste gang og skærpet lys-skygge-kontrasterne i de fleste.

   Samtidig med at jeg også tydeliggjorde hovedlinjerne i motivets former og omrids ved at trække konturerne op med en meget tynd sort såkaldt pigmentliner (en slags moderne tuschpen).

 

Forløbet passer i hvert fald fint sammen med det jeg blev klar over for et par år siden: at jeg er hvad man kunne kalde 'lejligheds-akvarel-maler' på ren amatørbasis - ligesom man kan være lejlighedsdigter, -taler eller -forfatter der leverer og optræder med lidt sproglig underholdning til festlige lejligheder i familie- og vennekredsene.

   I praksis vil det sige at jeg maler billeder med motiver efter ønske fra forskellige 'rekvirenter' - akvareller som jeg så forærer fx til børnebørn: en akvarel af en hest til mit barnebarn som elsker at ride, af en karpe til et andet barnebarn som elsker at fiske, af en drage til et tredje barnebarn som elsker tegnefilmene om træne sin drage; af 'The Hulk' til et fjerde barnebarn lige på det tidspunkt elsker den tegneseriefigur.

   Jeg kan også selv være rekvirenten - for at fastholde fx nogle motiver med særlig grafiske kvaliteter fra en ferie på Kap Verde eller Kreta.

Og alt det hænger igen sammen med at jeg jo ikke har ambitioner om på nogen måde at være 'kunstner' med stort og alvorsfuldt 'K'. Jeg skal ikke leve af at male akvarel til udstillinger og salg på et marked.

   Men hvorfor så overhovedet bruge tid på det?

 

Jeg gør det for at få aktiveret den del af min hjerne som har med visualisering (tegning, maling, modellering) at gøre, og som  har været optaget af helt andre opgaver siden min studietid i slutningen af 60'erne, hvor jeg holdt op med at male og tegne.

   Jeg gør det også fordi det faktisk er ret sjovt at finde ud af hvordan man teknisk 'gør' eller 'skal lade være med at gøre' når man bruger 'vandfarve' som malemedie og man ønsker at male billeder med mere eller mindre genkendelige - 'naturalistiske' - motiver, som folk gerne vil have hængende på væggen i deres stuer. Og helst dagligt skal have lyst til at kigge på.

   Jeg er kommet et stykke vej siden jeg  begyndte i september 2011, men der er langt igen før jeg synes jeg nogenlunde behersker det her medie.

 

Det helt specielle ved akvarel er at man kun i begrænset omfang kan rette fejl. Så hele processen skal - skridt for skridt - være tænkt igennem på forhånd. I modsætning til fx hvis man maler med akrylmaling eller gammeldags oliemalerier.

   Jeg besøgte halvandet år efter - maj 2013 - en fascinerende udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland - udelukkende bestående af akvareller malet af Olaf Rude.

   Akvarelmaleriet beskrev han som en måde at slappe af på - når han var træt af 'det rigtige arbejde' - som var at lave oliemalerier til udstillinger og til salg.

   Ikke alle Rudes akvareller syntes jeg var lige gode. Og i en del var konturerne i motivet tegnet op med blyant eller tusch - noget man ikke gjorde på de par kurser jeg havde været på tidligere.

   Men det vigtigste jeg tog med mig hjem, var et citat fra hans dagbog eller et brev - som var slået stort op på væggen i begyndelsen af udstillingen:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Tilbage til bestillingsopgaven.

Jeg er ikke den der står ude i det fri og maler mine akvareller. Det er jeg for gammel og kuldeskær til, og jeg bliver alt for distraheret af alt det der foregår omkring mig, til at jeg kan koncentrere mig om at finde og indfange et motiv og omsætte det til konturtegning og akvarelfarver.

Jeg har været nede ved pakhuset 3-4 gange i løbet af efterår, vinter og forår og taget en masse fotos - til nogen undren for nogle af de folk - ofte i blå kedeldragter - der går dernede omkring og giver omsorg til deres både og tilhørende udstyr.

Men der var godt nok et par alvorlige kreative restriktioner indlejret i bestillingen:

   Det helt store problem er at pakhuset simpelt hen er sort - knaldsort. Og hvordan male 'sort' med akvarelfarver som grundlæggende er hel- og halvgennemsigtige?

   Et andet og lige så stort problem er at pakhuset, selv om det er fantastisk velholdt, simpelt hen er ret kedeligt som motiv. Og at begynde at male mennesker som så først skal spørges, ville gøre det hele så kompliceret at jeg ville være fristet til at give op på forhånd.

   I en del af de fotos jeg havde taget, stod der kedelige grå og sorte biler med opslået bagsmæk og halvåbne døre og fyldte. Og der gik tit folk ind og ud af søgeren.

   Og i en del fotos kom der en eller anden kraftig-rød udefineret form med i baggrunden som uønsket trak opmærksomheden til sig.

Så langt de fleste fotos var ubrugelige som det man kalder 'referencebillede' for en akvarel. 

   Men jeg skulle selvfølgelig også kun bruge tre.

   Så jeg gik efter nogle referencefotos der var kendetegnet ved:

1. Der skulle være et andet hovedmotiv end selve pakhuset, som 'kun' skulle være baggrund eller miljø for hovedmotivet; og hovedmotivet skulle have nogle klare grundfarver og en markant - 'grafisk' - form, profil eller kontur.
2. Og så skulle fotoet helst være taget i skarpt solskin fra en ret lavthængende sol der kunne levere gode lys-skygge-kontraster til motivet, kontraster som kunne sikrede at billedet fik dybde og perspektiv.
3. Eller der skulle være sne med i billeddet, som på samme måde kunne sikre at der kom gode kontraster til andre kraftigere farvede og mørkere dele af motivet.
4. Pakhuset skulle gerne ses fra et hjørne - så det netop kunne levere to nuancer af sort - en sortmalet flade i sollys, og en sortmalet flade i skygge.
5. Og så skulle der i øvrigt være områder hvor papiret skulle stå 'rent' - altså ikke skulle males, og som derfor ville udgøre den grundlæggende 'hvide' farve i billedet. Men det sørgede de velholdte hvidmalede tagafslutninger heldigvis for at levere.
6. Der skulle helst være fartøjer med i alle billeder, så man umiddelbart kunne forstå at vi var ved en (lyst)bådehavn.
7. Mindst et af billederne skulle have Gåsetårn og Borgruin med i baggrunden.

Så jeg endte med at vælge de her tre referencefotos at arbejde ud fra:

1. referencefoto til den første akvarel

2. referencefoto til den anden akvarel

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Jeg besluttede at overføre proportionerne i 1. referencefoto uændret til tegningen på akvarelpapiret

   Jeg beskar 2. referencefoto på en måde så noget af pakhuset i baggrunden forsvandt, mens jollen samtidig blev mere fremtrædende og dominerende i billedet. 

   Jeg beskar 3. referencefoto så en stor del af den intetsigende forgrund for neden og til venstre forsvandt, og man samtidig fik indtryk af en aktiv og levende søside af Pakhuset i akvarel-versionen. 

   Og vigtigst af alt: Oversvømmelsen ved højvande og reflekserne af motorbåden både i havnens vand og inde på den anden side af kajen, blev den afgørende udtryksfulde del af akvarel-motivet.

Derefter tog jeg en afgørende beslutning: at prøve at arbejde på en måde og med en teknik jeg ikke havde brugt i nogen af mine akvareller før. Tilnærmet - men aldrig konsekvent. Og altid med en lidt ulden æstetisk samvittighed

   Jeg ville prøve at arbejde - tegne-male - som regulær illustrator - og altså ikke som akvarelmaler. 

   Det betød at jeg trak langt de fleste konturer i alle tre billeder op med den tyndeste tuschsorte 'pigment liner' jeg havde (0,05 mm). 

   På den måde kunne jeg se om motiv og billedet virkelig var værd at satse på med akvarel - eller jeg skulle prøve at finde et andet.

   

Jeg syntes det var OK med de to første. Så dem afmaskede jeg med gummi i alle de mindre områder som skulle bevares som helt hvide i den færdige akvarel.

Og malede dem så som de ses her:

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

På en måde minder arbejdsprocessen lidt om den slags meditative 'udfyldningsopgaver' som for tiden er så moderne, og som man direkte kan købe 'malebøger' for voksne til at udfolde sig i.

   

Det 3. referencebillede - som endte med at blive den fjerde egen-akvarel i serien, tvivlede jeg på at jeg kunne gennemføre til noget jeg ville være tilfreds med. 

   For mange detaljer, for få farver, for meget sort træskur, for megen blå himmel og blåt vand på hver side af kajen. 

   Og hvad var egentlig hovemotivet?

Så jeg endte med at køre ned til Pakhuset for at se om jeg kunne finde et bedre og mere attraktivt motiv. 

   Og for en gang skyld var den røde trehjulede blikbil den eneste der stod foran Pakhuset og tiltrak opmærksomheden. 

   Den lave morgensol gave gode lys-skygge-kontraster til motivet.

   Det var en udfordring. Jeg plejer ikke at tegne eller male biler, specielt ikke når de dominerer forgrunden. 

   Men den her havde - når man gik tæt på - nogle grafiske kvaliteter som sammen med alarm-farven krævede et forsøg.

   Her er de mulige referencefotos jeg tog - rød bil foran sort pakhus - fra forskellige vinkler, positioner, beskæringer - ved ni-tiden om morgenen for godt en uge siden:

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 1.

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 2 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 3. 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 4.

Hvilket skulle man vælge?

   Jeg valgte nr. 2. i fotoserien, der så skulle transformeres ind i akvareldrømmenes univers - under stor tvivl og usikkerhed.

   Og jeg stod så straks med samme problem som jeg havde med at male selve Det sorte Pakhus: den knaldrøde billakerede farve med diverse reflekser og skygger, var så intens at det var svært at finde ud af at overføre motivet og farven til akvarel nr 3.

   Men det her var altså hvad der kom ud af anstrengelserne, et maleri som jeg egentlig er ret tilfreds med:

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Sådan set var opgaven løst, og bestillingen indfriet.
   Men jeg havde jo faktisk endnu det med sort optegnede mellemstadie til en fjerde pakhus-akvarel liggende som jeg i første omgang havde droppet:

Mellemstadie til akvarel - motivet tegnet op med sorte konturlinjer

Men hvorfor så ikke prøve at få det omsat til akvarel, trods min oprindelige skepsis.

Ligesom ved de andre afdækkede jeg med gummi alle områder i motivet som skulle fremstå hvide. 

   Derefter malede jeg billedet færdigt, og gnubbede gummiet af til sidst.

   Alt i alt var jeg tilfreds:

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Her til sammenligning referencefotoet uden beskæring:

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Opsamling:

   Jeg synes forsøget med at arbejde som 'illustrator' der først tegner motivets konturer op med sort - og derefter 'udfylder' med akvarelfarve, faktisk gav noget. Specielt hvad angår skarphed og præcision. Og det gjorde klart maleprocessen nemmere og hurtigere.

   Til gengæld mister man måske lidt af det 'drømmeagtige' som ellers er det gennemgående indtryk ved en 'ren' akvarel.

Med hensyn til farver, lærte jeg at male rødt med hvide reflekser. 

   Og jeg fandt ud af et den Winsor-Newton farve der er egnet til at vise et sortmalet skur i skarpt sollys, er 'payne's grey'. Og den giver et utalt af gode nuancer inden for grå-sort-spektret ved at blive blandet med andre farver.

Alt i alt har det været en god erfaring at se hvordan bestillingsopgaver fungerer som en kreativ restriktion - altså som noget der indeholder kreativitet-stimulerende begrænsninger, både i kraft af et gennemgående motiv, en særlig tegneteknik, krav til farver - og at arbejde med en deadline.
   Så tak til min morgensvømmerven der foretog bestillingen - for længe siden.

Mødet med et loppefund - et hummer-askebæger af Jørgen Balsløv - jeg følger sporene tilbage til inspirationskilderne omkring år 1900

Et loppefund: Krebese-askebæger. Omkring 1960.

For 3-4 år siden da fruen og jeg sidst var i Berlin, besøgte vi et fint Jugendstil-museum, et museum for en stil jeg altid har været fascineret af - både som arkitektur men også som den udfolder sig i brugsgenstande og i malerkunst og grafik.

   Blandt andet så vi i flere rum udstillet en masse porcelæn og keramik fra århundredskiftet med dekoreret med smukke naturalistiske plante- og dyremotiver - som så i øvrigt var stærkt inspireret af japansk grafisk og keramisk kunst.

  Blandt dem var der flere af Den Kongelige Danske Porcelænsfabriks porcelænskulpturer fra omkring århundredskiftet med b.a. isbjørne som motiv, husker jeg:

Den Kongelige Porcelænsfabrik: Isbjørn, ca. 1900

Også dette at lave mindre og større skulpturer af naturalistisk formede dyr i bronze som nærmest er supernaturalistiske i form og udtryk, har jeg blandt andet skrevet om i et blogindlæg fra for tre år siden. 

   Ikke mindst var jeg her fascineret af en kunstner med det spøjse navn 'Rembrandt Bugatti' - lillebror til ham der designede de fantastiske smukke Bugatti-biler, og som den gang blev højt berømmet af anmeldere i forbindelse med en udstilling i Berlin.

http://www.smb.museum/en/exhibitions/detail/rembrandt-bugatti.html

Rembrandt Bugattis dyreskulpturer var og er helt enestående smukke: suverænt 'følte' og 'sete' - selv om jeg altså kun har set fotografier af dem, som de her:

Mere om Rembrandt Bugatti og hans helt specielle supernaturalistiske kunstnerøje - og særlige talent for at skabe naturalistiske dyreskulpturer i bronze - i dette indlæg fra sommeren 2014:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/om-illusionens-og-illustrationens-kunst.html

Denne lidt lange indledning for at komme til et kreativt loppefund jeg gjorde sidste søndag.

 

Selv om jeg tydeligvis har et samlergen og tendenser til at flippe ud i regulær samlermani, så hører jeg ikke til dem der normalt render rundt og jagter gode loppefund - bortset fra Harald Henriksen-træsnit, selvfølgelig.

   Men i søndags - efter at fruen og jeg havde set den fremragende, magiske og fortryllende japanske tegnefilm "Your Name" - mødte der os et mindre antik-loppemarked - ja, hvem skulle tror det - på den halvdel af Rådhuspladsen som er tilgængelig for gående.

   Og Japan associerer til jugendstil - og jugendstil associere til den oldgamle naturfolksreligion 'animisme' der indebærer forestillingen om besjæling af dyr og anden natur - der igen associerer til porcelænsfigurer med plante- og dyrmotiver (jfr. ovenfor). 

   Og filmen vi lige havde set, handlede netop om at skabe forbindelser mellem mennesker og verdener - på tværs af rum og tid.

   

Og "Puff!"! Pludselig stod jeg foran dette smukke 'hummer-askebæger' fra den Kgl. porcelænsfabrik.

- "Hvad koster det?" spurgte jeg?

- "200 kr.", sagde damen på den anden side af bordet.

- "100 kr." er alt hvad jeg har i kontanter," sagde jeg. - Og det var helt sandt.

Det fik jeg så askebægeret for - som jeg her stolt viser frem. Uden et skår - og med det helt rigtige 3-blå-bølge stempel i bunden.

Da jeg kom hjem, læste jeg mig til at askebægeret skulle være produceret i 60'erne - i et relativ begrænset oplag - og at kunstnerens navn er Jørgen Balsløv (som jeg ikke kendte). Og at dyret der omfavner det, nok snarere skulle kaldes en krebs end en hummer:

   Balsløv lavede lignende askebægre med en rigtig hummer eller en krabbe som skulpturel dekoration, som her:

Men flere andre kunstnere lavede tilsvarende skulpturelle askebægre eller fisketallerkener, fx Erik Nielsen:

Også Bing og Grøndal var med på trenden med askebægre, talerkener eller skåle af porcelæn dekoreret med skaldyr der kravler op over kanteten - fra 60´erne:

Designer:  Effie Hegermann - Lindencrone

Designer: Svend Jespersen

Videre søgning på forhistorien viser at Jørgen Balsløvs hummer- eller krebse-askebægre er stærkt inspireret et lignende, men dobbelt så stort 'askebæger'  som er produceret omkring århundredskiftet - jugendstilens guldalder:

Keramisk hummerfad fra Zsolnay

Eller måske er det snarere det her Balsløv har set og haft som forbillede:

Zsolnay hummerfad med eosin-glasur

Den slags beskrive sådan her på nettet: "lobster plate with snake & japanese fishes, 38cm diameter, ca. 1900." 

   Mit askebæger fra Den Kongelige Porcelænsfabrik har diameteren 16 cm og er altså godt 60 år yngre.

 

Producenten af hummerfadene fra århundreskiftet er ifølge Wikipedia den ungarske porcelænsfabrik Zsolnay, eller mere formelt: Zsolnay Porcelánmanufaktúra Zrt (Zsolnay Porcelain Manufactory Private Limited). 

   Særlige kendetegn ved farbrikkens produkter som fremhæves: "The company introduced the eosin glazing process and pyrogranite ceramics". 

   

Eosin glasur er karakteriseret ved at overfladen når den er brændt, fremstår med iridiscens - dvs. farverne chancerer som perlemor.

  Wikipedia fortæller:

Many Zsolnay ceramics are noted for the use of the eosin process that was introduced in 1893. The process results in a light red iridescence of the first prepared hue, hence the term eosin (Greek eos, flush of dawn). 

   Different eosin colours and processes were developed over time. The eosin-based iridescence became a favourite of art nouveau and Jugendstil artists, among them Sándor Apáti Abt, Lajos Mack, Géza Nikelszky, and József Rippl-Rónai.

   The secret eosin glaze renders porcelain to appear iridescent metallic, in different colours that change with the angle of reflection. Typical colours include shades of green, red, blue, and purple.

   Og den glasur og den teknik levede de - ifølge kilderne - højt på i mange årtier.

Firmaet havde sin storhedstid i forbindelse med at keramisk frostfri skulpturel produktion af dyr og planter til udendørs udsmykning af jugendstil-bygninger blev superpopulært i det meste af Europas storbyer - det er det der kaldes 'pyrogranite ceramics' :

Men Zsolnay-fabrikken var også suveræne til interiør-genstande af keramik og porcelæn med stor dekorativ værdi netop inden for jugendstilen og ofte med udnyttelse af eosin-glasuren.

   Se bare her:

.

Der kan man bare se! 

   Skønhed og superæstetisk dekadence for alle pengene. Idag koster de en formue.

   Og bare fordi man faldt for et loppefund med en krebs i porcelæn der er ved at kravle ind over kanten på et askebæger.

I øvrigt hører det med til historien i Europa om den slags japansk inspirerede 'skaldyrs-tallerkener' at originalerne i Japan og Kina blev brugt til at servere dyre gourmet-retter på hvori indgik levende fisk og skaldyr, som der blev betragtet som en særlig delikatesse.

   

Disse retter og deres gourmet-status kan man bl.a. få indtryk af i den serie af fremragende og oplysende krimier som jeg for øjeblikket genlæser for 2. gang: 

   Det er romaner som foregår i det moderne Kina efter Maos død, og efter at statskapitalismen gennmem Deng Xiaopings reformer fik frit løb fra begyndelsen af af 90´erne - under kommunistpartiets autoritære lederskab, naturligvis.

   Den gennemgående hovedperson i serien på de ni binds interessante og tidsaktuelle krimiplot er 'chiefinspector' Chen Cao, som både er poet og belæst specialist i engelske og kinesisk litteratur - og en stort set samvittighedsfuld og ukorrupt politiinspektør i millionbyen Shanghai.

     Men han er også - paradoksalt nok - samtidig en ung og lovende 'cadre' i kommunistpartiet - på vej opad i magt- og privilegie-hierarkiet. 

   Og det sætter ham naturligvis i mange dilemmaer som er med til at levere psykologisk fremdrift i historierne.

   

Forfatteren til disse romaner er Qiu Xiaolong - en kinesisk professor i engelsk som er emigreret/flygtet til USA omkring 1989 - i forbindelse med studenter-demonstrationerne på Den himmelske Fredplads i Peking, som brutalt blev slået ned af systemet, og som også betød at højtuddannede sympatisører som professor Qiu Xiaolong faldt i unåde - blev udrenset af partiet.

   Læs mere om (og læse endelig romanerne), her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Qiu_Xiaolong

Kun en - den første - 'Mord på en rød heltinde' - er oversat til dansk.  Resten må man læse på engelsk, men det er virkelig anstrengelserne værd.