Har træer bevidsthed og intelligens og kan de kommunikere med hinanden - animisme eller videnskab - hvad siger forskerne - og hvad fortæller egne billeder og Harald Henriksens?

Fra Naturstyrelsens 'Naturkanon'

Jeg er inkarneret svampesamler. Og enhver svampesamler ved at der er særlige symbiotiske forbindelser mellem forskellige svampearter og så forskellige træarter, en forbindelse som tit indgår i svampenes navne: birkerørhat, birkeskørhat, gul ege-rørhat, bøgehat, lærkerørhat, ege-labyrintsvamp, gransvovlhat, etc.

    De samme svampearter dukker op på samme lokalitet år efter år. Så har man først fundet et sted med fx kantareller eller Carl Johan-rørhatte, så fortæller man det ikke til andre.

    På vores egne sommerhusgrund kan vi plukke følgende spisesvampe: Carl Johan, birkerørhat, græsgrøn skørhat, rødmende fluesvamp, champignon, violet hekseringhat, vårmusseron.

Men som svampesamler har jeg lagt mærke til noget der umiddelbart er uforklarligt:

    Somme tider fælder ejeren af en skov mange af de store gamle træer på en sådan god og hemmelig svampelokalitet. Det bliver vi kede af.

   For man skulle jo tro at svampene godt kunne leve videre på stedet selv om en del af træerne var blevet fældet.
   Men nej: De svampe man plejede at finde mange af på stedet, viser sig at udeblive konsekvent, også selvom rødderne fra de fældede træer stadig er i jorden og vel også ofte lever videre og sende nye skud op.

   Der kan så komme andre arter som lever af halv- eller hel-dødt træ, som fx foranderlig skælhat eller honningsvamp.
   Men de kan som regel ikke spises.

Jeg er så for nylig stødt på artikler og videoer der måske kan indeholde en slags forklaring. De fortæller at træer og skove af træer kan kommunikere, sandsynligvis har en form for intelligens - og i en eller anden forstand måske også kan siges at have bevidsthed.

   En masse af kommunikationen foregår under jorden, og mediet der formidler kommunikationen er ikke lyd eller lys  (som for os mennesker), men svampemycelier der sender kulstof fra trærødder til andre trærødder.

   Se og hør professor Suzanne Simard i en Ted Talk om emnet og sin forskning; blandt andet fortæller hun at vi først og fremmest tænker på træer som det vi kan se og høre og lugte over jorden, men at  ...

Under jorden er der den her anden verden. En verden med uendelige biologiske stisystemer, som binder træerne sammen og tillader dem at kommunikere. På den måde kan skoven opføre sig, som om den var én enkelt organisme. Det kan måske endda minde dig om en slags intelligens.

Men træer sender også nitrogen, fosfor, vand, forsvarssignaler, kemikalier og hormoner via det svampeformidlende ledningsnet under jorden. 

   Og videre forklarer Suzanne Simard:

Træerne udveksler information. Og jeg er også nødt til at sige, at der var forskere før mig, som troede, at der var en fælles symbiose under jorden, kaldet mycorrhizae, involveret. Det betyder svamperødder. Du ser deres formeringsorganer, når de går gennem skoven. Det er svampene. De er dog bare toppen af isbjerget. Under dem er tråde, som inficerer og koloniserer træer og planters rødder. Og der, hvor deres celler møder hinanden, udveksles kulstof for næringsstoffer.

Det er ikke bare træer fra samme art der på den måde er kommunikativt forbundne. Også forskellige arter er forbundet under jorden, og ifølge Suzanne Simard fungerer dette komplekse biologisk netværk lidt ligesom internettet.

»Alle de mycorrhizale netværk har knuder og links. Vi har lavet det her kort ved at undersøge de korte sekvenser i DNA’et fra alle træer og svampe i et stykke skov med douglasgran. På billedet repræsenterer cirklerne douglasgran-træerne, eller knuderne, og linjerne repræsenterer de sammenbundne svampenetværk eller links’ene,« siger hun.

De sorte cirkler i grafen er det man kan kalde 'modertræer' - 'hub-trees'. Det ser ud til at de fungerer netop som 'ældre betænksomme træer' der 'omsorgsfuldt' tager hånd om de unge træer af samme art i skovbunden omkring dem.

»I en enkelt skov kan et modertræ være forbundet til hundredevis af andre træer. Ved at spore vores isotoper, har vi fundet ud af, at modertræer sender deres overskud af kulstof gennem netværket til de små træer i skovbunden, og det er associeret med en fire gange øget overlevelse for de små træer,« fortæller Suzanne Simard i sin TED-talk.

Det ser også ud til at disse 'modertræer' kan genkende og favorisere deres egne 'børn' - alle de gode metaforer ligger simpelthen lige på tungen:

»Vi foretrækker alle vores egne børn, og jeg undrede mig over, om douglas-grantræerne kunne genkende deres egne [...], så vi satte et eksperiment op, hvor vi lod modertræer vokse sammen med både deres egne og fremmedes kimplanter.

   Og det viser sig, at modertræer kan genkende deres egne,« siger Suzanne Simard.

   Modertræer koloniserer deres familie med tættere netværk. Her sender de dem mere kulstof under jorden. De fjerner også deres egne rødder for at skabe mere plads.

   Suzanne Simard fortæller endda, at døende modertræer sender beskeder til deres næste generation.»Når modertræer er skadede eller døende, sender de kloge ord videre til næste generations træer.

   Vi har brugt isotoper til at spore det kulstof, som en skadet mor sender ned gennem stammen og ud i svampenetværket og videre til de små nær hende - og træet sender ikke bare kulstof, men også forsvarssignaler. Og de to forbindelser har øget resistensen hos de unge planter ved fremtidige farer. Så træer taler,« fortæller Suzanne Simard i TED-talken.

Læs mere her:

http://videnskab.dk/naturvidenskab/professor-traeer-taler-sammen-og-passer-paa-hinanden

Suzanne Simards Ted Talk minder mig om en anmeldelse i Information for trekvart år siden af en tysk bog - som straks blev noget af en bestseller - med titlen 'Das geheime Leben der Bäume' - af forfatter og skovfoged Peter Wohlleben (bemærk det symbolsk passende efternavn): 

https://www.information.dk/kultur/2015/10/manden-taler-traeer

Ifølge anmelderen Lasse Soll Sunde er Peter Wohlleben en kendt tysk forkæmper for 'uberørte skove'.
    'En rigtig træhvisker' er han blevet kaldt.

Wohlleben sagde sin stilling op hos Landesforstverwaltung Rheinland-Pfalz, og planlagde og startede sin helt egen skov i de sydtyske Eifelbjerge "på træernes præmisser." 

   Den skal over de næste 50 år være "uberørt af kædesave", som der står i artiklen i Information.

Også titlerne på bogens kapitler vidner om udstrakt brug af metaforer for menneskelig aktivitet og bevidsthed hos træerne, fortæller anmeldelsen.
   Og bogen er naturligvis af tyske forskere og anmeldere blevet anklaget for at være alt for 'antropomorfisk', altså sprogligt præget af dette at træer og skove tillægges menneskelige egenskaber:

Er han en kitschresistent esoteriker? spørger anmelderen i Die Welt, hvis tanker ledes hen på J.R.R. Tolkiens univers og enterne, trævæsnerne, der har personlighed, karakter og egen vilje, og som passer på hver deres træsorter.

   Det lader næsten til, at forfatteren tilskriver skoven en større spirituel mening, der minder om husdyrejerens trang til at projicere alskens idealiserede følelser over på sit begærsobjekt, lyder det syrligt fra Die Welt-skribenten.

Også Informations anmelder synes der er for meget føleri:

Der skrues for heftigt op for følelsesbegreberne, og det er en skam, for meget af det, som forfatteren skriver, er både interessant og spændende. Det ville have været rigeligt bare at beskrive, hvad der sker i skoven.

Informations artikel lader Peter Wohlleben forsvare sig og få det sidste ord - med en ordentlig en på tuden til europæiske naturelskeres bekymring for fældningen af regnskovene i de varme lande: "Grib i egen skov", er hans melding:

»Videnskabeligt sprog degraderer følelserne – jeg vil gerne have, at læserne forstår, hvad jeg skriver om,« sagde han i debatprogrammet NDR Talkshow, hvor han også gav en opsang til europæernes store fokus på regnskovenes ve og vel, mens man i Europa selv saver løvskov ned for at plante fyrretræer, der slet ikke passer ind i det mellemeuropæiske klima.

Godt et halv år efter anmeldelsen i Information har Politikens litteraturredaktør Tine Maria Winther en længere reportage hvor hun fortæller om et besøg hos Peter Wohlleben og en (interview-)tur i skoven med ham - med afsæt i hans bog som nu er udkommet på dansk "Træerne hemmelige liv":

Tysk forsker og forfatter: Træer kan føle, få venner og amme deres børn

Misforståelser opstår nemt og tilgives aldrig. Faktisk estimerer Peter Wohlleben, at kun et ud af halvtreds bøgetræer har en rigtig nær ven. Med sin bestseller om træers hemmelige liv har han sat fokus på skovens sjæl og fået tyskerne til at debattere træ-velfærd.

I en faktaboks refereres at træer ifølge Wohlleben har 'personlighed', som fx:

Bøg: Knytter sjældent venskaber, men når det sker, er det for livet. Bøge har et sundt socialt sammenhold indbyrdes, men bryder sig ikke om andre arter. Slet ikke eg.

Eg: Virker umiddelbart hårdføre, men kan gå i panik, når de omringes og presses af bøgetræer.

Birk: Er individualister. Bruger deres grene som piske for at holde nabotræers kviste på afstand. Havde de ben, ville de være løsgængere eller strejfere.

Gran: Elsker køligt, vådt vejr. Frådser med vandet. Benytter grenene som paraply i stedet for at opsamle vand med dem.

Her et foto af Peter Wohlleben - med træ:

Bemærk hvor vigtig en del af billedet det er at få de levende og livgivende mosbeklædte rødder med.

Man kan spekulere over hvorfor det er Politikens litteraturredaktør og ikke en biolog eller professionel skovmand der får lov til at konfrontere Peter Wohlleben.

   Forklaringen er jo nok den at hans måde at skrive om skov og om træer på, er alt for metaforisk og litterær, og dermed er udtryk for en tænkning der meget let giver associationer til den urgamle animisme-religion ifølge hvilken alt i naturen er besjælet: dyr, planter, bjerge, søer, etc.
   En religion som stadig er levende i Indien, Sydøstasien og i Japan, og som vel har været grundreligionen for alle de oprindelige jæger-samler-folkeslag.
   Og som fruen og jeg oplevede som gennemgående undertekst da vi som turister besøgte Japan, Kina og Burma.

Fra min egen skolegang husker jeg fra min læsebog i de mindre klasser eventyret "Bøgen og egen" af forfatteren til 'Gøngehøvdingen': Carl Ewald.
   Handlingen er som taget ud af Wohllebens univers: Egetræerne er hovedpersoner der hører om bøgetræer fra en bjørn der har været på vandring i udlandet. Bjørnen planter senere bog, flere bøgetræer vokser op, og der opstår uvenskab mellem træerne.

 
Jeg får naturligvis også associationer til H.C. Andersens eventyr "Grantræet" som jeg er næsten sikker på også indgik i læsebogen fra da jeg gik i Holeby Skoles første fem klasser. 

 
Og jeg får associationer til 'livets træ', Yggdrasil, som indgår centralt som samlende metafor i den nordisk gudemytologi som vi skolebørn også fik med i den visuelle bagage allerede i en af de små klasser hvor den nordiske mytologi blev genfortalt af vores religionslærer.

   Det var en fortælling som i den grad fangede min fantasi, og som det vrimler med illustrationer på nettet med: 

Man bemærker hvordan alle afbildninger af asketræet Yggdrasil viser rodnettet som er lige så synligt, vigtigt og levende som den del af træet som er over jorden.
   Og for mig er der ingen tvivl om at myten om Yggdrasil er rester af en tidligere animistisk religion i de nordlige landes jæger-, fisker- og samler-kultur.

Mig slår det også hvor nemt det er at koble herfra og til temaer, billeder og tænkning i de japanske tegnefilm som jeg er forelsket i og har skrevet om jævnligt på bloggen her. Med dette instruktørnavn som den drivende kraft: Hayao Miyazakis.
   Grand-biografen i København har i mange år vist de vigtigste af hans film.

https://en.wikipedia.org/wiki/Hayao_Miyazaki

Jeg associerer ogs til Tolkiens historier hvor de levende og vandrende træer eller træhyrder 'Enterne' spiller en betydelig rolle på hjælpersiden i 'Ringenes Herre'!

 
Jeg har tidligere beskrevet hvor betaget jeg blev da jeg for første gang opdagede Tolkiens egne akvarelmalede illustrationer til Hobbitten - med træer som motiv: 

 

Også her bemærker man at rødderne er synlige, levende og 'slangeagtige' og indgår som helt centrale dele af motivet.
   Det er ikke bare træer. Det er levende væsener med solid 'mental' kontakt til lagene under jordoverfladene.

Og når vi nu er ved billeder af træer og deres mentale og symbolske betydning ...

   Jeg har selv et særligt forhold til træer.
   De er grafisk smukke i profil og silhuet mod en lys himmel, ikke mindst når de har mistet bladene. 

   Men der er mere i dem end som så, for mig.

  

Da jeg var ung tegnede jeg mange tusch-tegninger af træer som var tydeligt personificerede, dels ved at nogle af dem tilsyneladende kunne bevæge sig, dels ved at de havde 'levende' rødder synligt over jorden, og dels ved at de flettede sig sammen i noget der kunne være metaforer for sex; ofte indgik der i motivet også en 'filosoferende' kat: "Hvad mon træer tænker":

På det tidspunkt havde jeg ikke læst Tolkien eller noget om besjæling af naturen og personifikation af træer.

   De blev som de blev.

Harald Henriksen hvis billeder jeg næsten manisk samler på, dyrker træer som fremtrædende motiv i i mange af sine akvareller og træsnit. Og jeg er ikke i tvivl om at dette meget gennemgående motiv had været en vigtig del af min første og uforbeholdne 'forelskelse' i hans billeder:

Nogle af mine egne billeder som jeg har malet efter jeg for fem år siden genoptog maleriet og begyndte på akvarel, har også træer som dominerende del af motivet:

Birksestammer i sne - frit efter lærebog

Birkestammer i sne, vandløb og Fister - frit efter lærebog

Pinjer ved havet, Mallorca - frit efter foto

Pinjer ved havet, Mallorca (2) - frit efter foto

Bambus, kirsebærblomster, Fujiama - fri fantasi

Gyldent landskab - frit efter lærebog

Når lyset bryder frem - frit efter instruktionsvideo

Landskab i måneskin - fri fantasi

Landskab med træ og elv - fri fantasi

Cypresser og pinjer i tåge, Syditalien - fri fantasi

Oliventræer, Gardasøen

Cypresser, Gardasøen - fri fantasi

Udgåede træer i flodlandskab, Burma - efter foto

Nøgne træer i modlys, Kreta - efter foto

Jeg har planer om at male mange flere træer i akvarel. Og har taget i hobevis af fotos som mulige referencebilleder af træer og stammer igennem de sidste par år eller tre.

En timelang BBC-dokumentar fra 2014 har titlen "How Plants Communicate & Think". Heri refererer ens stor del af den nyere forskningen på området:

En anden BBC-dokumentar som også inddrager Suzanne Simard og hendes forskning, har titlen "What Plants Talk About".
   Den introduceres sådan her på YouTube:

When we think about plants, we don't often associate a term like "behavior" with them, but experimental plant ecologist JC Cahill wants to change that. The University of Alberta professor maintains that plants do behave and lead anything but solitary and sedentary lives.   What Plants Talk About teaches us all that plants are smarter and much more interactive than we thought!

Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 

   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 

  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.

  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.

  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"

Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.

   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 

   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 

   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".

Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 

   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 

   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  

   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"

Uden inspirationsakvarel som forbillede.

   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 

   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"

 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.

    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.

   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.

   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.

    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.

    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"

Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.

    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.

    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.

   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 

   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.

   Det skulle jeg ikke have gjort. 

   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.

   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 

   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.

   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.

   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.

   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"

Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.

    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.

    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"

Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 

   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.

   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:

   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 

   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.

   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"

Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"

Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 

   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.

   Mudret forgrund (som set tidligere).

   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.

   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"

Hvad har jeg så lært?

    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.

   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.

   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.