Sider

Viser opslag med etiketten vådt-i-tørt-teknik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vådt-i-tørt-teknik. Vis alle opslag

lørdag den 30. juli 2016

Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 
   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 
  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.
  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.
  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"
Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.
   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 
   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 
   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".
Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 
   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 
   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  
   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"
Uden inspirationsakvarel som forbillede.
   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 
   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"
 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.
    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.
   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.
   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.
    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.
    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"
Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.
    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.
    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.
   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 
   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.
   Det skulle jeg ikke have gjort. 
   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.
   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 
   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.
   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.
   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.
   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.
Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"
Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.
    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.
    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"
Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 
   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.
   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:
   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 
   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.
   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"
Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"
Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 
   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.
   Mudret forgrund (som set tidligere).
   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.
   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"
Hvad har jeg så lært?
    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.
   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.
   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.

fredag den 21. februar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (30) - noget om akvarelmaleriets historie - og om den fabelagtige akvarelmaler Gunnar Widfors

Når jeg gradvis er blevet interesseret i akvarelmaleriets historie, er det naturligvis fordi jeg begyndte at male akvarel for tre år siden. Og min vane tro - sådan er jeg nu en gang indrettet - måtte jeg så også interesserer mig for denne særlige maletekniks og dette specielle malemedies historie.
   Siden min tidlige ungdom, har jeg læst historie for min fornøjelses skyld. Da Politiken udgave Grimbergs Verdenshistorie (1958-61), abonnerede jeg på den og betalte den bind for bind ud af egne lommepenge. Og jeg slugte hvert nyt bind der udkom. Siden kom Politikens Danmarkshistorie til. Og så ellers derudaf med antikvarisk indkøb at andre historie-værker.
  I de første år i min studietid fra 1963 læste jeg historie sideløbende med mit danskstudie. Siden læste jeg folkemindevidenskab - og til sidst kunsthistorie som bifag. Men gjorde ingen af de tre studier færdige. Og det er måske lige værd at nævne at jeg ikke husker at nogen af underviserne eller nogen af lærebøgerne i kunsthistorie fortalte om akvarelmaleriets betydning eller om særlige akvarelkunstnere.
   Mit videbegær efter historie - og 'begær' er nok det rette ord - har altid været der, og det har aldrig sluppet mig.

Så det er helt automatisk at når jeg bliver mere og mere optaget af selve det at male akvarel, så vokser sideløbende også min interesse for andre akvarelmalere (hvilke teknikker bruger de, hvilke motiver dyrker de?) - og ikke mindst elsker jeg at gå på opdagelse i kunsthistorien for at finde kendte og anerkendte (og for mig ofte ukendte) kunstmalere som også eller for det meste har brugt vandfarver som malemedie.
   For eksempel har jeg fundet ud af at arkitekten Arne Jacobsen var en fremragende akvarelmaler; det er de færreste klar over.
   At næsten alle Fynbomalerne ofte malede akvarel, at Olaf Rude næsten hele sit liv malede akvareller af naturen på Lolland og på Bornholm - når han skulle slappe af mellem de alvorlige opgaver. 
   At den engelske maler William Turner var en fremragende og helt unik akvarelmaler der i kunsthistorien er verdensberømt for sine "watercolourpaintings on paper". 
    At nogle af Emil Noldes aller bedste malerier er de små 'glødende' akvareller han lavede i sin kælder  under 2. Verdenskrig da han havde fået forbud af Hitlerstyret mod at male sin "entartede" kunst. 
     At Cezanne og flere andre af han samtidige også ofte brugte akvarel - ikke mindst til forarbejder. 
   At den enestående fugle-illustrator John James Audebon havde akvarel som sit altdominerende medie når han lavede sin fascinerende illustrationer til pragtværket "Birds of America". 
    At den fascinerende og originale nulevende amerikansk maler Walton Ford har brugt akvarel til de fleste af sine sære, groteske og allegoriske dyremalerier -  i Audebons stil. 
    At Tolkien, forfatteren til "Hobitten", var en fremragende 'amatør-akvarel-maler'. 
    At en stor del af Klees malerier var malet med akvarel.
   Og at den tyske kunstner Albrecht Dürer fra omkring 1500-tallet regnes for akvarelmaleriets fader og er en af mestrene på feltet.

Specielt i England har man i århundreder dyrket akvarelmaleriet som en respektabel og teknisk krævende kunstform - og 'watercolour' som et væsentligt og kreativt malemedie i sin egen ret.
   I England var man også først med at oprette egentlig selskaber til fremme af akvarelmaleriets udvikling og til forsvar for dets kunstneriske status, og den dag i dag har man stadig to konkurerende engelske foreninger: The Royal Society of Painters in Water Colours, stiftet så tidligt som 1804. Og Royal Institue of Painters in Watercolours, stiftet 1834.
   I USA stiftede man i 1866 The American Water Color Society.

Og når vi nu er inde på akvarelmaleriets historie i USA, så bidrog en anmeldelse i Politikens Kultursektion fra mandag den 17. februar af Søren Ryge Petersen med endnu en interessant brik der udfyldte en hvid plet i min viden. Den svenskfødte akvarelmaler Gunnar Widforss (1879-1934) var nemlig gjort til hovedperson i en roman af Fredrik Sjöberg som Søren Ryge anmeldte: "Kunsten at flygte". 
   Gunnar Widforss tilbragte det meste af sit voksenliv i USA, "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedst på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge skriver.

Jeg googler på Widforss navn og billeder - og oplever at finde en skat!
   Gunnar Rydforss 'verdensberømmelse' i USA er fortjent. Og ufortjent er det at hans navn stort set er ukendt eller glemt i Sverige og i resten af Norden.
   Jeg har samlet og kopieret en hoben af hans billeder fra nettet - og gengiver dem her ukommenteret.  De er, så vidt jeg kan se, hovedsagelig malet I en minutiøs vådt-på-tørt-teknik, og på det felt er han en mester i dramatiske og fascinerende landskabsmalerier.
   Se dem, studer dem, nyd dem - her:

Gunnar Widforss (1879-1934) Lily Pads (1915), watercolor on paper, 4.75 x 7.5 inches, signed l.r., sold at the Couer d'Alene Auction for $11,115.


En enkelt kommentar: 
   Helt banalt skaber Gunnar Widforss dybde gennem at svække farverne i baggrunden. Men der må være gået et minutiøst tegne-forarbejde forud for det enkelte billede .
   Eller også er han en slags autist!

Til hver enkelt klippeformation er han meget omhyggelig med kun at anvend en "sol-farve" og en "skyge-farve". Landskabs-akvarellerne et malet er som skulle de bruges i en tegnefilm af den gamle skole a la Walt Disney.
   Eller japanerne!