Agurketid og medieformater - om kreative personligheder og grænseoverskridende metaforiske hjerner - flere med efternavnet "Dahl"

Det er agurketid i aviserne og medierne over en bred bank. Og dermed tid til at mobilisere kreativitet på redaktionerne, herunder at opfinde serier og formater som kan legitimere billigt og nemt producerede portrætter af personer man i forvejen kender fra den almindelige "tunge" nyhedsdækning resten af året.

   Det er vel en variant af det som kreativitetsteorien kalder "kreative restriktioner". Virkeligheden leverer simpelt hen for lidt til at fylde mediernes forskellige faste genrer. Så man må op på dupperne rent mentalt - og finde på!

   Og det her indlæg handler om det mærkværdige syrendipitetiske tilfælde: at to særligt kreative personligheder som har optrådt i medierne, begge hedder 'Dahl' til efternavn, og begge har bidraget til at levere stof og historier om dem selv til disse sommerfeatureformater.
   Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.

Danmarks Radio har på P1 serien "Sommergæsten" kørende, et format som er en let og hurtig udgave af Karen Sechers højt berømmede, indholdsmæssigt interessante og meget interviewteknisk kreative radioserie som har været udsendt i mange år under titlerne "Besøgstid" og "På Tomandshånd".

    Vært og interviewer Dorte Krogsgaard på "Besøgstid", er til daglig vært på P1 Morgen hvor man også bemærker hende som en frisk og kontant interviewer.

    Her i sommerformatet skal hun dagligt levere en hel udsendelsestime, dog afbrudt af musik valgt af gæsten. Der er tale om en journalistisk og mental kraftpræstation, selv om Dorte Krogsgaard selvfølgelig har en anonym backinggroup af researchere - og selv har må have haft tid til forresearch.

 

I onsdags var der et interview med sangeren og skuespilleren Lotte Andersen hvori hovedhistorien og vinklen var at Lotte Andersen ...

"... mistede sit vigtigste arbejdsredskab: sin stemme. Hun fortæller om at blive stum - og om arbejdet med at genfinde sin stemme."

Hendes fortælling var et smukt og rent eksempel på fænomenet "kreativ restriktion", begrænsninger i vilkår der afføder mentale behov for at skabe nyt - i Lotte Andersens tilfælde efter en nærmest traumatisk opleves af identitetstab da hendes stemme forsvandt i næsten et år.

En del af det fremdriftsgivende plot i radioserien er at hver sommergæst i en lukket kuvert skal give et spørgsmål videre til den næste i rækken.

     Og torsdagens sommergæst var pianist og professor på Rytmisk Musikkonservatorium Carsten Dahl der ...

"... fortæller om at improvisere og bruge sine egne depressioner som drivkraft."

Han fik spørgsmålet fra Lotte Andersen: "Har du nogensinde mistet din stemme?"

    Carsten Dahl svarede ja, idet han parallelliserede stemmetab med det mentale tabe det for ham selv havde været at blive ramt af en alvorlig depression:  Depression = Tab af idenditet og personlighed, var hans metaforiske ligning.

   Han fortalte også om sin barndom og ungdom, og ingen tvivl om at han hørte til den særligt kreative personlighedstype med forældresavn, ensomhed, mobning, kostskoleophold, etc. da forældrene blev skilt. En højsensitiv kreativ personlighed der med sin musik har spillet sig igennem tilbagevendende angstanfald og depressive mentale tilstande.

 

Og kriteriet "flere personer i en" levede han også smukt op til  - idet han beskrev sig selv som at han havde fundet "drengen Carsten" inde bag "masken Carsten Dahl" - en identitet som han først var nået til klarhed over gennem arbejdet med at komme ud af sin flere år lange depression.

   

Mere generelt brugte han sin musikalske improvisationer til at "forsvinde i" - og til at udtrykke sindsstemninger gennem, fortalte han.

   Metaforisk oplevede han  at han ved at improvisere blev ...

"... forbundet med universet", og "forbundet med vinden i træerne, bølgerne i havet, blodet i kroppen". 

Sin musik opfatter Carsten Dahl altså selv som en form for metaforiske udtryk der har billedfunktion, og som i ham aktiverer emotionelle mentale landskaber og figurer.

   Noget der godt kunne minde om det fænomen jeg har skrevet om  i flere indlæg på det sidste: synæstesi, uden at jeg dog har andet belæg end disse få citater for at det kunne forholde sig sådan.

Carsten Dahl fortalte at det at improvisere for ham ofte indebar en regulær tilstand af "trance" som - af hans beskrivelse at dømme - altså har karakter af en regulær "flow-oplevelse" - en parallel til den oplevelse fx løbere kan få gennem det der kaldes "runners high", beskrevet sådan i Wikipedia

Runner's high is said to occur when people exercise so strenuously that their bodies reach a certain threshold. It is suggested that endorphins are responsible for this state. Endorphins are released during long, continuous workouts of moderate to high intensity, corresponding to prolonged physical stress. This also corresponds with the time that the muscles use up their stored glycogen. The presence of endorphins would presumably mitigate pain sensation by negatively regulating pain-carrying signals from nociceptive neurons in the spinal cord. Notably, such analgesic effects of endorphins could potentially increase the likelihood of injury, as pain sensation could be more easily ignored. Experiencing a runner's high has also been known to cause feelings of euphoria. Although it is called a "runner's" high, the effect can occur anytime that people engage in any strenuous exercise or activity, not just running.

Det kan så også forklare hvorfor det at improvisere musikalsk i længere tid, af Carsten Dahl bliver oplevet som noget der har en 'immuniserende effekt' i forhold til risikoen for depression.  

Som barn og ung var det trommer Carsten Dahl  udtrykte sig gennem, men han lærte sig på et tidspunkt "at spille klaver uden klaver" - rent bogstaveligt - ved at lyttet til plader med jazzpianister og så spille med fingrene - men imaginært og som en form for mime - på et sin mors chatol der godt kunne minde om et opretstående klaver.

   Hvad der i øvrigt foregår i hjernen når musikere improviserer, har jeg skrevet om i flere indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Her et citat fra noget af den forskning som jeg refererer i indlægget. Det der sker, er at de forreste pandelapper der styrer, moraliserer og censurerer et bredt spektrum af funktioner andre steder i hjernen, lukker ned, mens det som kaldes "the default network", så lukker op under improvisationen.

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.   

The default network i hjernen er blandet andet kendetegnet ved at være aktivt når man dagdrømmer, "mind wandering", som man kalder det på engelsk. Men også når man fremkalder erindringer, eller når man forestiller sig en i en andens persons sted, eller når man fantaserer om andre verdener og virkeligheder.

   Jazz-improvisationer kan altså anskues som en slags musikalske dagdrømme der kommer ud gennem fingrene.

   Carsten Dahl har i øvrigt spillet musik sammen med en anden særligt kreativ personlighed, Thomas Blachman, som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Dette med musik på hjernen kan også kobles sammen med jazzmusikeren og musikforskere Peter Vuusts synspunkter og forskning, som jeg har refereret her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/kunst-pa-hjernen-i-anledning-af-en-tv.html

Et af de markante resultater som Peter Vuust havde fået ud af sin hjerneforskning, var at jazzmusik - hvad enten den blev udøvet eller lyttet til, var den musikgenre som udløste størst  og mest omfattende aktivitet i hjernen på alle de parametre man målte på ved skanninger.

Carsten Dahl gav så følgende spørgsmål videre til den næste sommergæst, Dansk Folkpartis stemmemagnet ved det nys overståede EU-valg, Morten Messerschmidt: "Hvad er medfølelse og åndelighed for dig?" 

   Her fik Dorte Krogsgaard, så vidt jeg husker, et så langtrukkent, glat og velformuleret svar at hun måtte afbryde interviewpersonens rivende automatiske talestrøm.

   I følge programteksten på DR´s hjemmeside er også Messerschmidt en blended personlighed med "flere personer i en".

   Hans væsentligt ældre kæreste, bakkesangerinden Dot Wessman, har karakteriseret ham som "en gammel mand i en ung mands krop". Og i avisoverskrifter har han fået prædikatet "et dobbeltmenneske".

   Også han har i en eller anden forstand musik på hjernen, men absolut ikke jazz.  Allerede som barn var han operaelsker, og havde tidligt en drøm om selv at blive operasanger. Han har også indspillet en CD hvor han synger sammen med Dot Wesman, som udkom for ikke så længe siden: "Med et glimt i øjet".

   Og han er vokset op i et hjem med en enlig mor, som vel har forventet at han gik ind som "manden i huset", en prægning han så har taget med sig ind i voksenlivet.

Det fører lige over i endnu en særligt kreative personlighed som også bliver portrætteret i en sommerserie, en kendis der deler efternavn med Carsten, nemlig sociolog, forfatter, blogger og debattør Henrik Dahl.

   Og sidste nyt om ham er at han deler ambition med Messerchmidt om magt og indflydelse gennem at blive valgt politiker.

 

Henrik Dahl blev interviewet og portrætteret til Politikens agurketidserie "180 grader" i lørdags (12/07). For at gøre sig fortjent til at blive interviewet til dette sommerformat skal interviewpersonen leve op til følgende karakterspecifikation:

I løbet af sommeren interviewer vi en række personer, der valgte at gå i en helt ny retning, fordi de var nødt til at følge deres samvittighed og foretage et nyt livsvalg.

Jeg har skrevet om Henrik Dahl som særligt kreativ personlighed flere gange her på bloggen, vist nok første gange i de her to sammenhængende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre_14.html

Manden er en frisk og fræk metaforskaber af Guds nåde - og en inkarneret ironiker - hvilket første indlæg tager afsæt i.

   Jeg har kendt sociologen Henrik Dahl personligt i hans unge og mine yngre dage. Og hans bog om livsstilsegmenter 'Hvis din nabo var en bil' - i sær 2. udgaven fra 2006 - er fremragende - og kan stadig anbefales som mentalt øjeåbnende for journalist-, medie-, og kommunikationstuderende.

  Han debuterede for nylig som fiktionsforfatter med romanen 'NT - en forstadstragedie', som blev sablet ned af Politikens og Informations anmeldere. 

   Henrik Dahls kreative modangreb var at foreslå at der blev oprettet et officielt "ankenævn for anmeldelser" som skulle kunne tage fagligt stilling til om en dårlig anmeldelse var rimelig og kvalificeret! 

   God ide, eller syg ide? Debatten kørte derudaf i over en uge.

 

'Krogen' for artiklen i Politiken i lørdags var at Henrik Dahl for nylig har annonceret at han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance. 

   Dermed tilslutter han sig nu rækken af "politiske overløbere" i nyere tid - med Karen Jespersen og Ralph Pittelkow som de mest prominente, men hvori også indgår adskillige yngre SF-politikere som skiftede parti da SF trådte ud af regeringen.

    Rubrikken for artiklen af Kenneth Lund er et citat fra hovedpersonen:

"Jeg har skiftet parti, men jeg har ikke skifte holdninger" 

Og manchetten fortæller at Henrik Dahl "på 15 år er gået fra intellektuel SF´er til liberalistisk folketingskandidat." 

   Jeg kan ikke lade være med at associere til Løkke Rasmussen der tumlede ind i nogle meget besværlige filosofiske distinktioner da han kom til at svar på et kritisk interviewspørgsmål med udtalelsen:

"Vi har skiftet standpunkt, ikke holdninger!"

Det der virkelig tændte mig i interviewet, var igen en af Henrik Dahls fremragende metaforer - her til at beskrive hvorfor han på et vist tidspunkt for nogle år siden ikke var gået til de radikale, men blev hos de venstreorienterede socialdemokrater -  trods afgørende uenighed på en række punkter:

Det var også med mange forbehold. Jeg betragtede den socialdemokratiske bygning som et håndværkertilbud. Selve bygningen var ikke meget værd, tilstandsrapporten var kritisk, men beliggendheden var fantastisk, der lige på midten af dansk politik. Min tanke var,at hvis man var fiks på fingrene og villig til at lægge mange kræfter i at reparere på det gamle lort, så kunne der godt være en fremtid i det. 

Ellers siger citatet fra rubrikken faktisk det hele. Henrik Dahl er mentalt i defensiven, og han er langt mindre skarp og slet ikke så morsom som han var da jeg mødte ham for mange år siden, og som han kan være i nogle af sine blogindlæg.

   Den kreative spændstighed som tit har karakteriseret hans sprog i offentlige debatter, er i interviewet blevet ret så velfriseret. De mentale omkostninger ved at prøve den nye politikerkasket, slår igennem i sproget. 

   På spørgsmålet om hvad hans største mærkesag bliver hvis han bliver valgt ind, svarer han:

Jeg går meget ind for afbureaukratisering, og at alt ikke kommer til at handle om politik. Jeg kunne godt tænke mig et paradigmeskift for, hvad politik og lovgivning bør handle om. Det er et demokratisk problem, hvis borgerne ikke kan forstå de love, som de har pligt til at sig efter, men det gør mange ikke i dag. Jeg mener det er enormt vigtigt. 

Altså Henrik Dahls mærkesag er at lovene skal skrives så folk kan forstå dem!!!!

   Journalisten slutter med et muntert spørgsmål som han har forberedt hjemmefra:

   Du blev kendt som sociolog med bogen 'Hvis din nabo var en bil'. Hvilken bil er Henrik Dahl? 

   "Det ved jeg sgu ikke. En lidt brugt én, måske."

   Men altså den samme bil, han var i slutningen af 90´erne?

   "Jeg synes sådan set, at der er kontinuitet i de ting, jeg har foretaget mig og skrevet gennem tiden, ja".

Et af de træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er jo at de i en eller anden forstand er grænseoverskridende mønsterbrydere, mentale begrebsblandere og opfindsomme frame-udviklere. 

    Og det er vel præcis det som mange politiske konvertitter og overløbere som Henrik Dahl netop er: mennesker som mentalt set på et kritisk tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   

Når man er kreativ på den måde at man glider, skrider eller springer over ideologi- og partiskel, så opstår der problemer i forholdet mellem tre sider af personlighedens samlede konstruktion:

• IDENTITETEN: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger).
• ENS IMAGE: den man ønsker at fremstå som, 
• ENS ETOS: den opfattelse andre har af en

Det skrev jeg nogle kloge ord om i et indlæg for næsten præcis tre år siden, som jeg synes kunne fortjene at blive citeret her - til at forstå hvad det er for problemer journalisten pirker til, og som Henrik Dahl kæmper med at forholde sig til:

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftetidentitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.   Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet.

   Og at hvis denne identitetsøgen og indentitetkamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlige omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet.

Under min research til det her indlæg støder jeg på sociologen Henrik Dahls navnebroder, som for nogle år siden var kendt som en meget populær og næsten folkekær DR-TV-studievært - for flere opfindsomme forbruger-tv-formater.

   Jeg husker den Henrik Dahl som var deltager på et Power-tv-kursus, som en person der bare kunne få den ene gode og sjove programidé efter den anden. Og som havde en umiddelbar og intuitiv forståelse for dramaturgi og storytelling - med et ironisk tvist.

   Altså en af de rigtig kreative personligheder inden for de nyere fakta-light-genrer.

   Hvad er der blevet af ham, tænkte jeg?

   

En artikel i B.T. fra 11. juni 2010 fortæller hans historie, underlagt maniodepressivitet som et mentalt livsvilkår, det der nu lægefagligt kaldes "bipolar lidelse". Artiklen udsprang af nyheden om skilsmisse:

Henrik Dahl kom til DR i 1998, da han indledte sin kometkarriere som tv-vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' og derefter det lignende program 'Rabatten'.

   Men da den flamboyante tv-vært var på toppen af sin karriere i 2004, blev manien utæmmelig. Det kulminerede på et redaktionsmøde, hvor Henrik Dahl overfusede sin chef og stormede ud ad døren i raseri. Reaktionen kom prompte. Henrik Dahl blev sendt på tvungen afspadsering og valgte så selv at forlade DR.

   Derefter kom han til TV 3, hvor han blev vært for programmet 'Bugbusters'. Satsningen blev dog aldrig den succes, tv-kanalen havde håbet på, og i 2007 valgte TV3 at sætte det foreløbige punktum for Henrik Dahls tv-karriere.

(...)

   For tiden arbejder Henrik Dahl som key account manager for firmaet Konica Minolta, hvor han bl.a. sælger kopimaskiner.

   Han fortæller, at han er glad og tilfreds med sit job, og omvæltningen i familielivet er han efterhånden kommet over.

   Men han holder sig selv i kort snor med den kraftige medicin litium, som er skadelig for lever og nyrer.

Når sproget sætter 'rammer' for virkeligheden: "DR vil være noget for alle danskere", "sexkunder som kriminelle", "konkurrencestaten som galopløb"

"To frame" og "framing" er almindelige engelske ord for det 'at ramme ind'. Det har også en metaforisk betydnng - nemlig 'at lokke nogen i en fælde'.
    Men ordene har også en international faglig-teoretisk betydning som også er metaforisk, som jeg jævnligt har udfoldet i analytiske indlæg på denne blog.
   Senest var det i forbindelse med det jeg kaldte 'kunstframes' - som altså var en særlig måde at anskue skift i stilretninger og maleprincipper på inden for kunsthistorien, og tilsvarende en måde at karakterisere en kunstners skiftende udviklingsfaser:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstillet-kunst-i-forskellige.html

Min forståelse af begrebet har jeg oprindelig fra George Lakoff som anskuer konceptuelle og mentale 'frames' som grundlæggende metaforer der styre tænkning og sproglig handling - herunder  styrer argumentation for og beskrivelse af samfund, mennesker og værdier.
   En frame kan analytisk koncentreres i en formel: 'X = Y', hvor Y er en metafor der henviser til og mentalt rammesætter vores forståelse af X.
   Begrebet anvendes ofte i medieforskning for at sammenfatte fælles begrænsende kendetegn ved journalistisk dækning af udsnit af virkeligheden - udtrykt gennem en metafor som fx "det arabiske forår", eller politik anskuet som en sportskamp: "Helle Thorning i infight med Lars Løkke".
   Her links til flere af mine blogindlæg om "framing":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/det-oprrske-forar-framing-i-medier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/framing-af-eu-og-framing-af-grnlndere.html

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/journalistiske-frames-i-valgkampen-og.html

I gårsdagens Information er der flere eksempler på hvordan bestemte frames kan påvirke og ideologisk begrænse tænkningen.

   Den ofte analytisk skarptseende journalist Lasse Jensen har en klumme i Information med rubrikken: 

Så dansk, at det gør ondt

Og med manchetten:

DR er så forhippet på at gøre det godt for ’danskerne’, at retorikken hos ledelsen antager en chauvinistisk tone

Jeg synes det er godt set at Danmarks Radio konsekvent skamrider ordet "danskere" når institutionen promovere sig selv og og fortæller hvilken gavne den gør, i diverse programerklæringer, policydokumenter og PR-materiale, med formuleringer som:

"Vi skal være noget for alle danskere."
"Vi har en ambition om at nå ud til alle danskere."
"Vi skal levere væsentlige programmer, der sætter danskernes værdier til debat."

Med kulturminister Marianne Jelved som lige så skarptseende back up, spørger Lasse Jensen om ikke det ville være en god ide at udskifte ordet "dansker" med "borger" i de fleste af disse formuleringer hvor DR omtaler sine lyttere og seere. Fordi ...

Når vi bruger udtryk som ’danskerne’ og ’alle danskere’, er det småstatstankegangen, der ubevidst overtager sproget. Det er stammesamfundet, der taler. Der er en hårdhed og en afvisning af de fremmede i det. Måske er det en forsvarsmekanisme for nogle, men det gør det ikke smukkere. Vi får tårer i øjnene, når vi synger vort hjemlands vemodige sange og hylder danskheden og de bøgelyse øer, som jo i virkeligheden blot er en geologisk tilfældighed.

At vælge "borger" frem for "dansker" i disse sammenhænge, indebærer at man skifter konceptuel frame - fra en der ekskluderer borgere med fremmed baggrund eller fortid, til en der inkluderer disse borgere.

   Og ønsker man et yderligere argument netop over for Danmarks Radio, så kan man bare henvise til at DR officielt jo skal yde "public service" med sine udsendelser - ikke "danes service".

Et andet eksempel finder jeg i anmeldelse af en bog der på videnskabeligt grundlag har forsket i de nordiske landes forskellige "prostitutionspolitik", en anmeldelse med rubrikken 

New Nordic prostitutionspolitik

Det er jo en vækkende og æggende rubrik som ironisk udstiller dette at "man" internationalt har promoveret en særlig 'nordisk model' for statens politik, lovgivning og administrative tiltage over for de prostituerede.
   Bogen der anmeldes, har titlen "Prostitution Policy in the Nordic Region", skrevet af May-Len Skilbrei, professor i kriminologi ved Oslo Universitet, og Charlotte Holmström, lektor i socialt arbejde ved Malmö Universitet.

   Ifølge anmeldelsen er rapportens pointe at en sådan fælles 'nordisk model' ikke eksisterer i virkeligheden. Det er en ideolgisk frame som skjuler hvor store forskelle der er mellem de nordiske lande når det drejer sig om holdningen til prostitution og prostituerede. 

 
I lovgivningen i Sverige frames købere af sex med prostituerede, som kriminelle - principielt på lige fod med købere af narko, som også er ulovligt. 

   Bagved denne juridiske framing ligger en generaliserende frame der anskuer i princippet alle prostituerede som "voldsofre".

   Herhjemme er framen 'SEXKØBER = KRIMINEL' endnu ikke ophøjet til lov selv om man diskuterer om indførelse af noget lignende, eventuelt begrænset til køb af såkaldt "handlede kvinder". 

 
I Danmark har vi ligefrem en faglig forening der bevidst bruger en modframe når den kalder sig "Sexarbejdernes interesseorganisation". Framen siger  'BETALT SEX = ARBEJDE': at det at yde sex mod betaling er et almindeligt arbejde, så derfor bør der gælde en række sociale og økonomiske rettigheder for prostituerede som sidsteller prostitution med andre former for legitimt, lønnet og betalt arbejde. 

   Man kan sige at anmelderen Marie Brovik - måske ubevidst - selv tager side når hun i flere passager netop slutter et afsnit med bruge af ordet "sexarbejder" og "sexarbejde" (mine fremhævelser):

Forfatterne bemærker det påfaldende i, at Danmark, Norge og Sverige, der sædvanligvis lægger vægt på viden og evidens i debatter, ofte ikke følger den frie forsknings resultater på prostitutionsområdet. (...) Det bliver særligt tydeligt, når flere undersøgelser, blot baseres på observationer af gadeprostitution og ikke forholder sig til den prostitution, der foregår indendørs, hvis vilkår er anderledes kontrollerede af sexarbejderne selv. (...)

   Og de argumenterer overbevisende og nøgternt for, at selve den måde prostitutionsmarkedet begrebsliggøres på, er afgørende for at forstå forbindelsen mellem ideologi, politiske mål og lovindgreb. For det er ikke kun lovgivningen, der regulerer prostitution. Der er en række regulerende mekanismer, herunder ideologien omkring kvindelig seksualitet, som indgår som et afgørende element i reguleringen af kvindeligt sexarbejde.

Jeg kan ikke gennemskue om disse formuleringer er smittet direkte af fra den videnskabelige rapport.

En tredje positivt legitimerende frame finder vi i udtrykket "sexkunde" eller "sexklient" der indebære at det at sælge sin krop er en form for legitim handelsvirksomhed eller servicevirksomhed, en frame som også er indlejret i brugen af begrebet "prostitutionsmarkedet" i citatet ovenfor.

Jeg synes en vigtigt pointe her er at man kan ikke formulere sig fri af framing når vi har med moralsk og politiske spørgsmål at gøre, man kan kun erstatte en frame med en anden. 

   Jeg finder i øvrigt lige på en god metafor for det at frame: Det er som at tegne de hvide streger på banen i en sportshal: Hvis stregerne tegnes på en måde, så kan man kun spille håndbold på banene, tegnes de på en anden måde, så kan man kun spille basket, en tredje måde at tegne dem på, gør det kun muligt at spille badminiton. De forskellige streger afgør både hvilket spil der kan spilles, og hvordan det må og skal spilles

Det tredje eksempel på - her en særlig kreativ - udnyttelse og analyse af en politiske aktuel frame, finder vi i kronikken skrevet af Verner Møller, professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Kronikken har den hårdtslående rubrik

Ræs til døden

Underubrikken lyder:

Konkurrencestatens logik er en evig stræben mod det excellente. Den virker elitært. Desværre består samfundet mestendels af jævne borgere, der i sagens natur er uden for eliten, og aldrig vil kunne drives levende op i den

Verner Møller de-konstruerer begrebet og framen "konkurrencestaten" ved at tage ordet 'konkurrence'  under den analytiske lup. Han mener der er tale om "en vrangforestilling", refererer til et illustrerende eksempel fra gallopsportens historie - og konkluderer:

Havde de (i. e. socialdemokraterne) taget ved lære af sporten, ville de have vidst bedre. Konkurrence handler om at vinde. Og hvor der er vindere, vil der i sagens natur også være tabere. Sådan har det altid været.

"Konkurrencestat" som fagligt begreb og frame blev herhjemme introduceret af professor Ove Kaj Pedersen i sin bog fra 2011 der som titel bare hed: "Konkurrencestaten". Wikipedia:

En konkurrencestat kan defineres som en stat, der agerer i international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst. Tim Knudsen har med dette udgangspunkt i en analyse fra 2007 betegnet den nuværende danske stat som en social konkurrencestat. Denne statstype adskiller sig fra velfærdsstaten ved at prioritere aktivering før ydelser ud fra princippet "noget for noget".Hermed ændres velfærdsstatens opgaver fra primært at sikre beskæftigelsen til primært at sikre virksomhedernes konkurrenceevne. (...)

  I er interview i Politiken 23. august 2013 erklærede den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon sig som tilhænger af konkurrencestaten og fastslog, at socialdemokratiets økonomiske politik er indstillet på konkurrencestatens betingelser, som bl.a. indebærer, at :"hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for på overførselsindkomster."

Verner Møller refererer Corydon for at mene at "vi skal være glade for at vi nu lever i en konkurrencestat", og citerer ham for at udtale at regeringen er ...

... "i fuld gang med en voldsomt positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten, og at resultatet af den forandring vil være et langt bedre samfund end det vi har i dag."

Verner Møller spørger: "Bedre for hvem?". Og så går 'hestevæddeløbet' som metafor for konkonkurrencestaten ellers derudaf i vild verbal galop:

Hvem gavner det at piske de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme, de småtbegavede? Måske opper de sig; humper lidt hurtigere, bruger stavepladen en smule mere gesvindt. Men vil de nogensinde lære at sætte pris på piskens snert og synes, at samfundet er blevet bedre for dem? Forhåbentlig ikke, for så vil de jo holde op med at anstrenge sig, og nyde blodets svalende løb over ryggen.

   Hvem gavner det at piske dem, der er ansat til at hjælpe de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme og dem med indlæringsvanskeligheder? Måske rubber de neglene og yder en smule mere, fordi de med deres specialiserede uddannelser ikke har noget sted at flygte hen og frygter fyresedlen. Men ingen tror vel oprigtigt på, at de ved fyraften dejser om i sofaen med følelsen af, at samfundet er blevet bedre for dem?

Det er befriende at opleve en professor i sundhedsvidenskab i den grad smide den videnskabelige jargons objektive maske, og skrive i levende, konkret og engageret erfaringssprog.

   Min pointe her er at en effektiv måde at afsløre en frame på, er som Verner Møller gør det, at tage den på ordet og folde dens konkrete indhold ud i klartekst.

    Verner Møller slutter også sin kronik i metaforens tegn:

Den vigtigste lære at drage af det historiske hestevæddeløb er, at det afgørende for ens lykke og velfærd er, hvilken position man indtager i konkurrencen. Hellere sidde på ryggen og anspore end have benene på jorden og være genstand for sporerne.

Mange kan vel tænkes at indvende at når vi alligevel ikke kan komme uden om at frame, så kan det vel egentlig være lige meget om man formulere sig på den ene eller den anden måde.

   Men her vil jeg tillade mig at referere til min læsning af Daniel Kahnemans stærkt oplysende bog "Thinking, Fast and Slow" - hvor han beskriver at effekten af forskellige slags framing sætter sig igennem som forskellige former for "cognitive bias", her forklaret i Wikipedia:

The framing effect is an example of cognitive bias, in which people react to a particular choice in different ways depending on whether it is presented as a loss or as a gain. People tend to avoid risk when a positive frame is presented but seek risks when a negative frame is presented. Gain and loss are defined in the scenario as descriptions of outcomes (e.g. lives lost or saved, disease patients treated and not treated, lives saved and lost during accidents, etc.).

Et eksempel fra Kahneman og hans kollegas forskning illustrerer hvordan sproglig framing påvirker holdninger og vurderinger fører til tankemæssig ensporethed:

Amos Tversky and Daniel Kahneman explored how different phrasing affected participants' responses to a choice in a hypothetical life and death situation in 1981.

   Participants were asked to choose between two treatments for 600 people affected by a deadly disease. Treatment A was predicted to result in 400 deaths, whereas treatment B had a 33% chance that no one would die but a 66% chance that everyone would die. This choice was then presented to participants either with positive framing, i.e. how many people would live, or with negative framing, i.e. how many people would die.

Framing	Treatment A	Treatment B
Positive	"Saves 200 lives"	"A 33% chance of saving all 600 people, 66% possibility of saving no one."
Negative	"400 people will die"	"A 33% chance that no people will die, 66% probability that all 600 will die."

Treatment A was chosen by 72% of participants when it was presented with positive framing ("saves 200 lives") dropping to only 22% when the same choice was presented with negative framing ("400 people will die").

Meget illustrativt og ganske skræmmende, synes jeg.
    Se iøvrigt dette blogindlæg om Kahneman hvis du ønsker en bredere kontekst for hans udforskning af kognitiv bias som udspringer og styres af frames - det første i en serie:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

Om illusionens og illustrationens kunst - Niels Strøbæk, Otto Frello, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth - anatomiske fantasi og dynamisk anatomi

Jeg har tidligere skrevet om kunst og kunstnere som tegner og maler så virkelighedstro at det næsten er for meget - så det næsten blænder den bevidsthed der skal se, afkode og tolke det sete.

   "Det der ikke ligner det det er, og ikke er det det ligner, men dog både ligner og er", som den super- eller surrealistiske danske kunstner Niels Strøbæk har formuleret det.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Niels Strøbæk: Turban, 1990

Er det et maleri med en faktisk eksisterende skulptur som motiv - eller et maleri af en måske imaginær kvinde med turban der skal illudere en skulptur?

Jeg har også tidligere skrevet om den utroligt dygtige 'fantasy-maler', Otto Frello, som havde en fascinerende udstilling i Rundetårn for et par måneder siden, en udstilling jeg ikke fik skrevet om den gang, fordi jeg sådan set allerede havde skrevet et indlæg om ham i 2012 - ud fra hvad jeg havde fundet og set på nettet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Her et af de udstillede Frello-værker:

Otto Frello: Uhyggelig bygning, 2004

Noget af det nye og øjevækkende indhold i Frello-udstillingen var fremhævelsen af hans arbejde som illustrator, primært af nogle af Politikens håndbøger, i serien med titlerne "XX-i farver" fra slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne.

    Inden Frello i en sen alder - som 50 årig i 1974 - begyndte at male sine originale og sære fantasy-billeder med klare associationer til jugendstilen fra århundredskiftet, var han i mange år underviser i illustrationstegning på 'Akademiet for fri og merkantil kunst', og ernærede sig ved siden af som freelancer ved at illustrere håndbøger og bogforsider.

   Det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke at Otto Frello også som illustrator var så original og ret så enestående før jeg så udstillingen på Rundetårn.

  Derfor har jeg nu antikvarisk indkøbt alle de håndbøger Frello har illustreret for Politikens forlag. Det er følgende

• 1969 - Stueplanter i farver
• 1969 - Husdyr i farver
• 1972 - Ædelsten i farver
• 1973 - Balloner og luftskibe 
• 1975 - Stilarternes kavalkade
• 1976 - Alverdens klædedragter

På grund af det helt usædvanligt fine illustrator-håndværk, er flere af dem også solgt og udgivet i udlandet. 

   Her et af omslagenes forsider:

Her er et par af illustrationerne fra "Balloner og Luftskibe":

Og her en illustration fra "Ædelsten i farver":

Her et opslag fra stueplanter i farver:

Frello siger om sig selv som kunstner i et interview:

Jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter.

Med den slags udtalelser melder han sig jo bevidst ud af det gode selskab som "kunstner med stort K". Markerer sig som bevidst outsider - eller som han siger om sig selv: "Jeg er en utidig maler". Altså en der står uden for kunstinstitutionens samtid, hvor illusionskunst ofte betragtes som billige effekter.

    Men efter min mening er det ikke bare godt illustrationskunst vi ser i håndbøgerne - det er også original illusionskunst, som jo er den konceptuelle blending af det utroligt genkendelige og alligevel eventyrligt fremmedartede som også og ikke mindst kendetegner hans malerier. Som dette:

Otto Frello: Spejlinger. 1990

Frello er en billedmager - og en spasmager - med nogle helt specielle og sikkert for en stor del medfødte - evner når det gælder om at få noget til at illudere og mime virkelighed - virkelighed i en slags anden potens - gennem tegning og maleri. Han er en slags naturtalent, føler man.

   

Ved lejlighed vil jeg gå mere i dybden om hvad der gør Frello til en helt speciel - og specielt god illustrator. Men det var faktisk netop hans illustrationer i en af de indkøbte håndbøger, "Husdyr i farver", som jeg kom i tanker om da jeg læste Weekendavisen fra den 4. juli - med en anmeldelse af en skulpturudstilling i Berlin, en udstilling hvor alle skulpturerne fremstillede dyr - både huslige og vilde.

   Her er et opslag fra "Husdyr i farver", illustreret af Frello, som jeg har fundet på nettet:

Ifølge anmeldelsen viste udstillingen i Berlin en ret enestående samling af dyreskulpturer af en kunstner jeg aldrig har hørt om, men hvis efternavn jeg kender godt: Bugatti.

   Men kunstneren er ikke den Bugatti, ham med bilerne og det betagende og fascinerende bildesign, hvis fornavn er Ettore.

   Ham her er lillebroderen med fornavnet Rembrandt, et fornavn som jo må have være noget at skulle leve op til fra man er lille. Og det gjorde han så, ikke gennem malerkunst, men i form af dyreskulpturer som den her:

Det var avisafbildningen af en række af Bugattis dyreskulpturer i bronze der udstilles på Alte Nationalgalleri, som fik mig til at tænke på og associere til Otto Frellos illustrations- og illusionskunst.

 

Weekendavisens Joakim Jakobson anmelder - og er nærmest euforisk:

Det er en enestående kunstoplevelse. Allerede i de to første rum overvældes beskueren af Bugattis mesterskab)

   Først møder man Gående Panter (Panthère marchant, 1904) og den slentrer virkelig gennem salen for øjnene af publikum. Hovedet vender let mod venstre, kroppen næsten afmagret, men smækker, højre forpote strakt lodret ned i den smalle tynde plint, mens højre bagpote strækkes baud i tråddets yderste, lette svirp. 

I næste rum findes to meget forskellige værker, som her især pirrer nysgerrighed og beundring. Den ene er en phytonslange fra 1907 med løfte hoved, som er skabt i én smidig bevægelse, som står vi stadig og ser på Bugattis arbejde i vådt, glinsende ler.

 

Den næste er et langt mere sirligt forarbjedet par pelikaner fra 1906, hvor den ene slår vingerne ud. Hver bugtning i fjederdragten skaber et hele af detaljer så udsøgte, at det gør helt ondt at fokusere på dem. Og deres øjne - de skuer  dybt ind i betragteren.

 

Jeg tror Joakim Jakobsen husker forkert. Det må være den her fra 1906 - og der er tre styks pelikaner. Men man forstår hans fascination.

Remrandt Bugatti er kunstner i den periode der kaldes la Belle Époque - der blandt andet omfattede Jugendstilen som framede naturens planter og dyr som ideelle forbilleder for ubesmittet skønhed. 

   Vores egen Kongelig Porcelænsfabrik blev samtidig internationalt berømt for sine isbjørneskulpturer til udstilling i borgerhjemmenes dagligstuer, som den her fra 1901:

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg om mennesker med "særlige evner", fx hukommelse - eller talbehandling.

   Men til "særlige evner" hører også dette - nærmest som en slags visuel automatskrift - at kunne tegne, male og modellere så kunsten mimer virkeligheden så det "gør helt ondt", som Joakim Jakobsen skriver. Og at kunne det uden langvarig og intensiv skoling af nogen art, tilsyneladende.

   Det kaldes at have "et naturtalent", et prædikat som også Rafael Bugatti får i anmeldelsen:

Bugatti dukkede op som 16-årigt naturtalent, da han i 1901 udstillede en gipsfigur på forårsudstillingen i Milano. Ingen kunstnerisk akademibaggrund, nej men helt så rent instinkt, som samtiden ønskede at fremstille ham, var han næppe. Faderen var Carlo Bugatti, en af de vigtigste formgivere i italiensk art déco og selv søn af en billdehugger, og der var flere anerkendte kunstnere på moderens side. Rembrandt Bugatti var i den grad hjemmeskolet.

"Naturtalent" med den familiebaggrund kunne jo også være udtryk for at hans særlige evner som skulptør netop for en stor del var genetisk bestemt.

   I hvert fald ramte hans talent for at iagttage levende dyr og modellere dyreskulpturer, lige ind i samtidentidens jugend-kunstframe. Omkring århundredeskiftet anskuede man dyrekroppene som noget uberørt og jomfrueligt - i modsætning til menneskekroppen som skulptører havde dyrket siden de gamle grækere.

   En begejstre kunstkritiker i Paris, Eouard Sarrdin, fremhævede at Rembrandt Bugattis skulpturer var uden "det mindste anstrøg af akademifims", som Joakim Jakobsen skriver. "Bugattis værker var skabt alene "ved øje og forstand"."

Gamle fotografier viser at Rembrandt Bugatti modellerede efter levende modeller, og hans biografi fortæller at han brugte lang tid i de zoologiske haver i Paris og Antwerpen til at iagttage dyrene:

Tilsyneladende brugte han ikke tegninger som 'mellemstation".
   På nettet findes rigtig mange afbildninger af Rembrandt Bugattis dyreskulpturer i bronze, og de er godt nok utroligt levende og livagtige - i den grad SET og FØLT!

Bugattis hjerne må have været udstyret med en helt speciel anatomisk fantasi kombineret med en nøjeregnende iagttagelse af dyrenes dynamiske anatomi, en neurologisk kobling som så gik direkte gennem de formende hænder og fingre og durk ind i leret.

Men OK da! Vi må selvfølgelig også se en af storebroder Ettores Bugatti-biler - den berømte "Royale":

Og hvad er det for en underlig javert der sidder forrest på kølerdæksekt på den smukke Bugatti Royale?

Ja, ganske rigtigt. En lille skulptur af en elefant der rejser sig på bagbenene med løftet snabel, modelleret af lillebror Rembrandt.

Temaet for det her indlæg er 'illustrationskunst - illusionskunst' - og jeg kan så ikke lade være med at mindes mine yndlings-Tarzan-tegneserier, tegnet af Burne Hogarth, som jeg stadig har en samling af hjemme i reolen.

   Horgarths tegninger af de vilde dyr i Afrika er konceptuelt og stilmæssigt klart beslægtede med Rembrandt Bugattis skulpturer - vilde dyr i dramatisk og overbevisende livagtig aktion:

Som Rembrandt Bugatti havde også Burne Hogarth et tidligt opdaget talent som gjorde at han allerede som 15-årig arbejdede som kommerciel illustrator og serietegner. 

   Og ligesom Frello, som Hogarth er næsten jævnældrende med, underviste han også i mange år - efter at være holdt op som Tarzan-tegneserietegner - på en kunstskole for illustratorer hvis udvikling til international status han personligt var drivkraften i:

The Manhattan Academy of Newspaper Art was Hogarth’s first formal effort, and by 1947 he had transformed it into the Cartoonists and Illustrators School. This academy continued to grow, and in 1956 was again renamed, as the School of Visual Arts (SVA), now one of the world's leading art schools. Hogarth designed the curriculum, served as an administrator and taught a full schedule that included drawing, writing and art history.

Burne Hogarth har skrevet en række højt berømmede lærebøger i tegning som jeg lige også kan fremhæve her:

During his years teaching, Hogarth authored a number of anatomy and drawing books. Dynamic Anatomy(1958) and Drawing the Human Head (1965) were followed by further investigations of the human form. Dynamic Figure Drawing (1970) and Drawing Dynamic Hands (1977) completed the figure cycle. Dynamic Light and Shade (1981) and Dynamic Wrinkles and Drapery (1995) explored other aspects relative to rendering the figure.

Dynamisk anatomi og anatomisk fantasi, er det som Frello, Bugatti og Hogarth er fælles om, og det er tydeligvis en ekstremt virkningsfuld og fascinerende blanding. 

   De er alle tre "optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter." Eller år efter.

   Det er Niels Strøbæk utvivlsomt også:

Niels Strøbæk: Female model, 1988

Robusthed og kreativ tænkning - 'Friland' og globale virksomheder - signalordet er RESILIENS!

For egn uge siden var jeg på besøg hos min mindste lillebror som er ved at bygge nyt og eget hus inden for de fysiske og sociale rammer i det bofællesskab som kaldes "Friland" på Djursland lige i nærheden af Mols bjerge.
   Husene på området er bygget af halm, af ler, af tang, af genbrugstræ - af alt muligt andet end det som normale parcelhuse bygges af de sidste mange år.

 
Sådan så min kreative lillebrors selvbyggede og delvist færdige hus ud tidligt på foråret i år: 

Men mange af de andre bygninger på Friland ser mere radikalt "kreative" ud:

Hundertwasser har ikke levet forgæves! Der er klare ligheder og korrespondancer mellem hans arkitektoniske ideer og dem der præger byggerierne i Friland.

Friland er en andelsforening der bygger på nogle skrevne grundprincipper:

Kernepunkterne i princippapiret er, at Friland er baseret på, at man: 

- bygger sit eget hus uden gæld, 

- starter selvstændig virksomhed, 

- renser sit eget spildevand, 

- ikke modtager tilskud 

- og i øvrigt reducerer sit energi- og ressourceforbrug mest muligt

Det er dybt fascinerende at gå rundt og se de forskellige hel-, halv- og kvartfærdige boliger og bygninger. Og man bliver i godt humør af at snakke med folk man træffer undervejs. Ja, nærmest helt høj.

   Et besøg kan anbefales alene på grund af den kreativitet, det gå på-mod og den mentale robusthed man møder og ser. 

Og så er serendipiteten på spil igen:
   Et par dage efter besøget på Friland bliver jeg fanget af et mærkeligt ord, trykt med rødt i en overskrift i en længere artikel forfattet af af Informations superjournalist inden for klima og miljø-spørgsmål, Jørgen Steen Nielsen. 

   Det mærkelige ord er ...

resiliens

Jeg er tidligere stødt på dette fremmedord i den engelske udgave resilience - i forbindelse med den serie indlæg jeg skrev august-september 2012 om "den plastiske hjerne" - med udgangspunkt i psykologen og neurologen Richard J. Davidson forskning og bøger. 

   Det første indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

Rubrikken i Informations artikel fra den 26. juni ser sådan ud

Værsgo, her er det nye omstillingsmantra: resiliens

Manchetten introducere artiklen med disse ord:

Med olieselskabet Shell i spidsen har ni multinationale taget det begreb til sig, som hidtil har været omdrejningspunktet for Transition Town-netværket og andre grønne omstillingsinitiativer i civilsamfundet. Resiliens betyder opgør med effektiviseringsstrategien som altings mål, siger selskaberne

Jørgens Steen Nidelsen indleder artiklen med at fortælle inden for hvilket fagområde fremmedordet har sin oprindelse, nemlig fra personlighedspyskologien, hvorfra jeg også kender det. Herfra er begrebet så - kreativt - overført til diskussioner om miljø og samfund:

Resiliens?

   De fleste vil sige, at dét ord findes ikke på dansk. Men psykologerne kender det. Resiliens handler i psykologisk forstand om menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer i livet. Om livsmod og modstandskraft. Om at være robust.

   I dag er begrebet ved at indtage debatten om miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Det står i centrum for den såkaldte Transition Town-bevægelse i mange landes civilsamfund.

Jeg har ikke noget kendskab til "den såkaldte Transistion Town-bevægelse", men får senere i artiklen dette at vide:

I Transition Town-bevægelsen, der i 2006 startede i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele samt over 600 på vej i 43 lande, er afsættet den dobbelte trussel, som klimaforandringer og svindende fossile energireserver indebærer for de lokale samfunds miljø, økonomi, arbejdspladser og velfærd.

   Bevægelsens mål er at opbygge resiliens, forstået som »evnen i et system – det være sig en person, en økonomi, en landsby eller storby – til at modstå udefrakommende chok«. Resiliens er således »et systems kapacitet til at absorbere forstyrrelser og reorganisere sig, idet det undergår forandringer, der kan sikre opretholdelse af grundlæggende de samme funktioner, strukturer, identitet og feedback-mekanismer.«

   I Transition Town-netværket er redskaberne egen energiforsyning med vedvarende energi, genanvendelse og lukkede stofkredsløb, lokale produktioner frem for import, aktiv borgerdeltagelse og vedvarende læring samt i nogle tilfælde en egen, lokal valuta.

Jeg ved ikke om Friland er medlem af Transition Town-bevægelsen, men det kunne nemt været tilfældet, for den bagvedliggende ide og tænkning er fælles.

   Friland kom dog først, idet ideen blev født allered i 2001, og projektet gik igang 2002. 

   Projektet startede faktisk og var oprindelig tænkt som indholdet i en slags ikke-kommercielt reality-tv på DR, et bygge-, bolig- og haveeksperiement der skulle strække sig over en årrække. Konceptuelt en tv-serie der er beslægtet med og forløber for de utroligt populære og internationalt berømmede tv-udsendelser om "bonderøven".

   I 2008 trak DR sig ud, men processen og udviklingen var ikke til at stoppe. Det viste sig at der var indbygget resiliens i projektet i flere dimensioner. 

   Læs mere om Frilands oprindelseshistorie her:

http://www.friland.org/?page_id=1216

Det modsatte af resiliens er sårbarhed, skrøbelighed - svaghed over for modstand og kraftige, uventede og risikable belastninger. Både når det gælder personlighed, miljø, økonomi og samfund.  

   

For at gøre en lang historie kort - og Jørgen Steen Nielsens fagligt solide artikler er ofte ganske lange - så er hovedpointen i denne artikel en særlig tankegang - en ny konceptuel frame - der siger at rationaliserings- og effektiviseringstiltage aldrig må stå alene, fordi effektivisering ofte indbær en stærkt forøget sårbarhed over for nye vilkår og pludselige ændringer, og dermed en stor risiko for at bryde sammen og gå ned. 

    Altså skal enhver form for effektiviseringstiltage altid først afvejes i forhold til hvor robust eller modstandsdygtig det effektiviserede system er over for pludseligt ændrede betingelser.

Eksperten Roland Kupers citeres i Informations artikel. Han er som hans hjemmeside fortæller:

... an independent consultant on Complexity, Resilience and Energy Transition, as well as an Associate Fellow at the Smith School of Enterprise and the Environment at Oxford University. 

Han er konsulent for et netværk af kæmpestore multinationale virksomheder som i deres tænkning er begyndt at tage højde for meget komplekse systemers resiliens eller det modsatte i forhold til miljøændringer når de skal langtidsplanlægge.

   En metafor for resiliens som Kupers bruger, er en stålfjeder der lader sig trykke sammen, men straks når presset forsvinder, genvinder sin gamle form:

I Roland Kupers lignende terminologi er resiliens dels evnen til at opsuge udefra kommende chok uden at gå i stykker – robusthed som i fjederen – dels evnen til at lære af samme chok og udvikle sig i konsekvens af det ydre stress – som f.eks. det menneskelige immunsystem gør det.

   Der er altså ikke blot tale om ’risikostyring’. Det handler om at indrette et samfund, en økonomi eller en virksomhed til at kunne fungere under vedvarende systemforandringer og uforudsete kriser. 

   Derfor er resiliens heller ikke det samme som effektivisering af et system, nærmest tværtimod, betoner Kupers.

   Effektivisering af systemer er nemlig ofte udtryk for »snæversynet optimering«, hvor alt overflødigt skrælles bort for at mindske omkostningerne.

   Men det gør samtidig systemet skrøbeligt og sårbart. For komplekse systemer, der opererer tæt på grænsen, begynder – med kompleksitetsforsker Kupers’ ord – »at gøre skøre ting«, og der er intet ekstra tilbage at give af, ingen stødpudekapacitet, når det uventede, krisen eller ulykken rammer.

Kupers beskriver den tænkning han er advokat for, mede en metafor - idet han kalder det et "nyt prisme". Og i den terminologi jeg har anvendt jævnligt her i mine blogindlæg, er der tale om en ny frame - eller en re-framing af tænkningen omkring en problemstilling. 

   Der er ikke tale om et enten-eller i skismaet mellem 'effektivisering' og 'robusthed', man skal ikke vælge, men integrere - blende - to konceptuelle frames:

Pointen er ifølge Kupers, at man skal bruge resiliens som selve det nye prisme, hvorigennem man anskuer udfordringerne og tilrettelægger sine strategier og løsninger. Nogle gange kan effektivisering være del af en resiliens-strategi, andre gange ikke. Men effektivisering som prismet, man anskuer verden gennem, duer ikke længere.

Vender vi prismet mod Djurslands bakker og ser på Friland-eksperimenterne igennem det, så bliver det tydeligt at mange af projekterne og ideerne bag, ikke forkommer særligt effektive eller ser specielt rationelle ud isoleret og på kort sigt. Men på langt sigt kan de nemt vise sig at være alt det Kupers taler om: robuste, bæredygtige, langtidsholdbare, innovative - og værd at lære af ude i det almindelige samfund og byggerier. 

Drengen der blev firkantet i hovedet - af at flytte - om Louis Jensen, hans kreative personlighed og de kreative restriktioner

Informations bogtillæg fra i fredags havde et stort portrætinterview med en forfatter hvis navn jeg ikke kendte: Louis Jensen. 

   Ham kendte fruen til gengæld, og hun havde stående en pæn række af hans bøger i sin reol. 

   Hun havde derfor læst interviewet først, mens jeg havde gemt det til senere - på grund af alt det andet der skulle læses i dagene op til Pinsen. 

  Interviewet havde rubrikken:

Drengen skaber verden

Og manchetten lød: 

Din barndoms sansninger er afgørende. Det mener forfatter Louis Jensen, der med bogen ’Elefanterne holdt hver gang med Tarzan’ gør sin egen barndom i Nibe til mytisk stof, til litteratur. Arkitekten, der blev forfatter, var æstetiker allerede som barn. Han vidste det bare ikke.

Det er sådan en lidt underlig formulering når journalisten Anita Brask Rasmussen skriver at han "var æstetiker allerede som barn". Hvad ligger der i den? Er han måske synæstetiker? 

Min frue er bogstav-farve-synæstetiker (og et par andre synæstesi-former har hun også), som jeg flere gange tidligere har berettet om. Og hun er på grund af min interesse for fænomenet, tror jeg, selv blevet mere opmærksom på at hendes hjerne altså er specielt begavet hvad angår evnen til at blande sanseindtryk: dette at oplevelser gennem en sans hos hende automatisk krydser over og sender signaler til andre dele af hjernen og afføder indre ledsagereaktioner fra en eller flere andre sanser.

    Fruen kom og viste mig en af de i bogstaveligste forstand "firkantede historier" som han havde skrevet, og sagde: Louis Jensen er synæstetiker!

   Her er historien eller digtet eller hvad man nu skal kalde det - det er som alle de andre tekster i bogen sat op i en kvadratisk form:

En  tre  hundrede  og  treogfir-

sindstyvende gang  var lydene

anderledes. De var tungere og

lettere, højere og lavere,   men

det mærkeligste var at de også

var farvede. Når  man  skreg i

raseri, så stod der en sort tone

ud af  munden.  Når man  suk-

kede ømt  i sin kærestes arme,

tænk dig!  Så var  sukket  rødt

med en hvid stribe! Et bolche?

Ja, den er god nok! Og i bunken af de børnebøger Louis Jensen har skrevet, viser det sig at der er hele to der handler om personificerede bostaver: "De bortblæste bogstaver", og "Bogstavskolen".

   

Og bogen som den her historie står i, har titlen "Hundrede firkantede historier", og er kun en i en hel serie der indgår i et projekt om at fortælle tusind og en "firkantede historier", et projekt der startede i 1992 med samlingen "Hundrede historier". 

    Alle historierne i alle bøgerne er sat op i kvadrater. Formatet fungerer lidt som de begrænsninger der er i et japansk Haiku-digt.

   

Den sidst udgivne samling er nummer ni i rækken og har titlen "Halli Hallo, så er der nye firkantede historier!" 

   Den er Louis Jensen indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomlitteraturpris for. 

Interviewet med Louis Jensen som er født samme år som jeg - 1943 - er lavet i anledning af hans sidste bog der har titlen "Elefanterne holdt hver gang sammen med Tarzan". Den handler om forfatterens barndom som dreng i Nibe. Eller egentlig bare om "drenge".

   Og alene på referaet kan jeg genkende min egen barndoms følelser og fornemmelser - som dreng - i Holeby på Lolland - og i Stege på Møn.  

 
Louis Jensen har allerede som dreng tegnet. Han kunne tegne Jylland fortæller han i interviewet:

Det var sjovt at tegne Jylland. Som dreng kunne han blot sætte blyanten til papiret, tegne uden at løfte den igen. Og så var Jylland der. Louis Jensen tegner i luften. »Jeg kan endnu huske den dér streg. Man kører ned der og så ind og så er der Jammerbugten. Ja, det vidste jeg jo ikke, at det hed. Og så de dér indhak ved Ringkøbing og så ned til Blåvandshuk og så skal man dreje op og så ned. Og jeg kunne sgu tegne hele Limfjorden også!« Han elskede at tegne Jylland og kunne gøre det igen og igen. Sammen med de andre drenge gik han til tegning i en stor hvid bygning i Nibe. Og han var god til det. »Det er en voksens fortolkning, at drengen tænker, at han skaber verden, og at han kan skabe verden igen, men det har ligget et eller andet sted i ham.«

Også jeg tegnede og farvelagde landkort som dreng - og mindes følelsen af en særlig fascination ved dette fugleperspektiv og det olympiske overblik som tegningerne gav af verden set fra luften.

Jeg har i en række blogindlæg konstateret at tilsyneladende rigtigt mange kunstnere og videnskabsmænd der kan etiketteres som eksempler på "den særligt kreative personlighed", i deres barndom og tidlig ungdom har oplevet at blive flyttet fra et miljø/en landsdel/et sprog - til et andet. Og at dette tab eller savn - den rodløshed som fulgte af det - for nogle bliver vendt til en kreativ ressource, fordi fantasien kører på mental speed for at rekonstruere det tabte og savnede.

  Louis Jensen blev "tvangsflyttet" fra Nibe til Beder - fra Vestjylland til Østjylland - da forældrene flyttede. Artiklen fortæller:

Hvis man skriver alle gadenavnene ned og med en streg markerer drengenes ruter rundt på dem, så kunne man sikkert tegne et kort over Nibe ud fra bogen om drenge. Nibe er for Louis Jensen det paradis, han har mistet, men altid bærer med sig. Familien flyttede, da han var 12 år. Det var en katastrofe. Nogle aftener sagde han til sig selv: ’Nu lægger du dig til at sove, og når du vågner igen er du i Nibe.’ Det måtte være en ond drøm, at han skulle flytte væk fra sine venner. Fra alt det han kendte. Da han flyttede fra Nibe til Beder var han ikke længere et barn.

   »Jeg har flere gange tænkt på, at jeg blev forfatter for at kunne genskabe min barndom. Det var for mig en lykkelig tilstand, og jeg overvandt aldrig den ulykke, at jeg måtte flytte væk fra Nibe. Der kom nok det ud af det, at jeg blev forfatter. Men det var en voldsom omkostning.«

Når det gælder Louis Jensen, så er han jo fuldstændig klar her. 

   Selv blev jeg flyttet med min familie - ikke en gang, men tre gange - fra jeg var tre år til jeg var fjorten: Fra Nørrebro til Gørlev, derfra til Holeby, derfra til Stege, derfra til Christianshavn i København. Og jeg skiftede skole tre gang på 7 år.

   Jeg læste bøger som besat. Alt - børnebøger, voksenbøger, drengebøger, pigebøger, tegneserier, og husker jeg også: Alle bind i Tusind og en nat, da jeg var 14 år gammel. Og alle mulige populærvidenskabelig børne- og ungdomsbøger.

   Og jeg tegnede og malede: vulkaner og dinosaurer, fremtidsbyer med veje i mange etager, flyvemaskiner, junglescenarier, romantiske landskaber i måneskin.

Jeg har en fornemmelse af at Louis Jensen ikke bare er synæstetiker, men at han måske også har træk af den personlighedstype som man forkorter til HSP - Highly Sensitive Personality, og som jeg også har skrevet om i ganske mange indlæg.

Han fortæller:

»For hvem som helst er barndommen interessant og i endnu højere grad for en forfatter. Ja, for enhver, der beskæftiger sig med et æstetisk arbejde. For meget af det stof, man arbejder på, det findes der. De første sansninger ligger i barndommen, og det mener jeg er fuldstændig afgørende. Man kan være bevidst eller ubevidst om dem, men den tilgang, man havde til de første sansninger, ligger som et spor gennem hele livet. Det at mærke vand, at lege med sand, alle de ting, man gør, de er forberedelser til et arbejde med æstetik som voksen.«

   Den ene dag er drengene optaget af at søsætte et gammelt vrag på stranden, selvom de ikke engang ved, hvor fjorden fører hen. En anden dag stjæler de brød hos bageren. En tredje kigger de i et kalejdoskop. Næste dag er det hele glemt, og der er en ny fascination. De små brudstykker af børneliv er altså sansninger. Det er fornemmelsen af hyldens slimede bark, af røllikestænglernes røg i halsen. Det er ideen om, at alene navnet Zátopek gør ham til en frygtindgydende sportsmand. Zá-to-pek! Det er synet af en piblende kilde, der får græsset til at bevæge sig frem og tilbage. Det er lugten og lydene på købmandens lager.

Za-to-pek-historien her er jo i øvrigt et smukt eksempel på bogstav-personifikation-synæstesi. 

   

Jeg har i et tidligere indlæg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde en form for synæstesi der ligner, en form hvor genstande i omverdenen - fx legetøj, et juletræ, høns og ællinger - spontant og automatisk opleves med en form for personlighed eller sjæl. Se her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/synstesi-igen-igen-anne-lise-marstrand.html

En af titlerne på Louis Jensens bøger har også ligefrem en titel der peger i den retning: "Et hus er et ansigt".

Louis Jensens familie var ludfattige i Nibe, men sådan var livet jo bare, fremgår det af hans udsagn.
  Hans indlysende tegnetalent, betød at han som voksen blev uddannet arkitekt - og han har derigennem et særligt forhold til firkanter, hvad der fremgår af hans bolig og hans køkkenhave, fortæller artiklen.

   Jeg havde også som ung drømmen om at blive arkitekt, men den drøm forblev en drøm. Det kan jeg godt ærgrer mig over i dag - i min høje alder.

   Louis Jensen drømte imidlertid om at bygge verdener med ord, og skrev digte og historier i sin fritid. Men først i 1993 sprang han ud som fuldtidsforfatter.

   

Det er ikke en tilfældighed at Louis Jensen også har skrevet en bog om H.C. Andersen: "Tinhjert og Ællingefjer". 

   Jeg citerer fra bagsideteksten et kort uddrag hvor 'faderen' fortæller om HCA og 'sønnen' (jeg-et) spørger:

"At skrive betød alt for ham. Hør, hvad han skrev i dagbogen: Drømt at jeg skrev og Bogstaverne stak Ild i Papiret.

   "Drømte han det?" spørger jeg. 

   "Ja, der var virkelig noget på spil. Bogstaverne satte ild til papiret. Ligesom der gik ild i tinsoldaten og danserinden af papir. De blev jo forvandlet af ilden. Du husker tinhjertet? På samme måde bliver vi forvandlet af ilden, når vi læser H.C. Andersn. Ilden står lige op fra papiret og ind i vores hjerter."

Det ikke at kunne lade være med at besjæle og personificere den omgivende verden som man sanser, gav mig efter Burmarejsen for halvandet år siden, inspiration til at skrive et indlæg om den form for oldgammel og primitiv religiøsitet som fagligt betegnes 'animisme'. 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/den-kreative-burmarejse-8-om-naturander.html

Heri udkaster jeg den hypotese at de forskellige oprindelige naturfolks religiøse forestillinger hvor sten, træer, bjerge, sol og måne, og dyr, alle var beånede eller besjælede, at de forestillinger hang sammen med at der også den gang i stammerne af jægere og samlere har været synæsteter som har fortalt de andre hvad de "så" af menneskelige egenskaber i omgivelserne som for de fleste ellers var usynlige.

   Så i den sammenhæng rammer et af de afsluttende citater i interviewet også plet - i den grad:

Selvom der ikke er overgange, sensationer eller tidsangivelser i Louis Jensens fortælling om drenge, så betyder det ikke, at der ikke er mening. Tværtimod. Han behøver ikke at trække linjer i sit liv for at give livet betydning. Det er selve det at være til stede, der er meningsfuldt. Det er det, Louis Jensen fortæller, når Gud pludselig dukker op i hans historier. 

   »Det er ikke en religiøs Gud. Det er det, jeg oplever, når jeg går ned i min urtehave og ser ærterne kommer op eller, når fuglene synger. Jeg bliver ikke anfægtet, men måske inspireret. Livet har dybest set en mening, og det ligger i det, at ting overhovedet findes, at det lever, at man er her. Jeg vil kalde det et guddommeligt princip."

   Det er særligt i naturbeskrivelserne, at Louis Jensens Gud er til stede. Det er udtryk for primitiv religiøsitet, når drengene lægger grankogler i et mønster, forklarer han. »Man skaber figurer og tegn, man ikke ved hvad er, og man får forbindelse til et andet rum, en anden eksistensform, ved hjælp af dem.«

   Det var den verden, drengen skabte, da han tegnede Jylland, selvom han ikke vidste, hvad Jammerbugten var.

   »Det ligger også i mange af mine andre tekster, hvis man læser dem med den viden, jeg røber nu. Mit sind bliver åbent på en bestemt måde. Engang havde jeg i over en måned en engel stående bag min ryg, der dikterede, hvad jeg skulle skrive. Er det ikke mærkeligt? Det er fandme mærkeligt. Ha!«

Det minder jo i den grad om Hilma af Klint der oplevede at hendes hemmelige abstrakte malerier, var malet med ført hånd, af spirituelle væsener. Se dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

Den ide med at skrive historier ind i en firkant, og at der i hver bog skal være 100 historier, og når projektet er færdigt skal der være 10 bøger - så hele serien bliver en slags 1001 nat, er jo samtidig et smukt eksempel på fænomenet "kreative restriktioner". 

   Og det minder mig i øvrigt om at da jeg i sin tid (1981) som nyansat konsulent i DR´s interne uddannelses-afdeling, skulle til at skrive kursuskompendier for journalisterne, så lavede jeg den regel for mig selv at "alting skal kunne stå på en A4-side". 

   Da jeg kom fra en akademisk-universitær verden hvor ambitionen var og er at skrive langt og indviklet og klogt, så virkede denne selvpålagte restriktion stærkt befriende på mig - både for skrivelysten og for kreativiteten i indholdet. 

Jeg citerer lige nogle flere af de firkantede historie. Her den anden historie i den første bog fra 1992: "Hundrede historier":

En anden gang var der en kartof-

fel, der ikke længere gad være en

kartoffel. Derfor  fik  den  en  ny 

frisure  og  et par  høje  handsker

og  begav sig  ud i  den  vide ver-

den.  Og  alle  den   mødte  bildte

den ind, at den var direktør for et

mejeri. Til sidst faldt den ned i en

mælkekarton og druknede.  (Den

havde  tre børn  og en  bedstefar

som til gengæld alle døde af sult).

Og her en firkantet historie fra den sjette bog i serien:

En   fem  hundrede  og   femog-

halvfjerdsenstydende  gang  bo-

ede  jeg i  en  kuffert,  hvor  der

også  var  et   ansigt  af  sukker.

Det var  et  prinsesse-ansigt, og

jeg  spiste  et  lille  stykke  hver

dag: Lidt af øret, lidt af  næsen,

en  morgen en  smule  hage. Til

aftensmad   et  sukker-hår.   Til

sidst  tungen, hvor alle de søde

ord bor. Så gjorde jeg mig tynd

og gled ud gennem nøglehullet!

Og her en historie fra den syvende bog med firkantede historier:

En   seks   hundrede  og  første  gang

slog en  far og en mor deres søn ihjel, 

men   drengens   kloge  hund   lavede 

drengen om  til  et  smukt skelet med 

lys  i  øjnene  (elektriske  pærer).  Så 

rejste  hunden   hen  til  Orfeus  med 

skelettet, og så gik de ned i dødsriget, 

og  da  hunden  var  en  meget dygtig 

sanger,  fik   den  drengens  sjæl igen. 

Så  købte  de  en pistol  med 2 kugler.

Og her en firkant fra den ottende bog:

En  syv  hundrede  og  første  gang
bad  min  kæreste  om  et  bevis på
min kærlighed.  Hug  din kats  hale
af! Hun lagde øksen  på dynen for-
an mig.  Det gjorde jeg.  Så  lo hun
og  gik sin vej. Jeg  græd, men  kat-
ten  omfavnede  mig. Katten tilgav
mig. Månen og den grønne skov så
det. Jeg er ham, der  ingenting ved.

Jeg tror nok jeg må se at købe hele serien og følge historien om de tusind og en firkantede historier til dørs. Og Louis Jensen fortjener i hvert fald Nordisk Råds pris for børne- og ungdomlitteratur - selv om jeg synes at de firkantede historier i den grad også er for voksne.