Bidrag til en web-tv-dramaturgi (14) - om forførelse, overtalelse og ægte interaktionsmuligheder i web-tv-sammenhæng - og de menneskelige behov

Dramaturgien implicerer et ”opslugt” og dermed passivt modtagende publikum

Når v taler om film- og tv-dramaturgi, så beskrives det blandet andet som konstruktionsprincipper for at fortælle en god historie i lyd og levende billeder - på en måde så det fanger, fænger og fastholder publikum fra start til slut.
   Der er tale om at man - ved at anvende dramaturgien i konstruktion og fremstilling af en historie - kombinerer og organiserer information, fascination og identifikation hen gennem fortællingen af, så publikum forføres til at involvere og engagerer sig i historien og dens personer som om de audiovisuelle figurer på lærred, scene eller skærm ikke var repræsentationer, men var autentisk virkelighed. 

 
Dramaturgien er i sin natur universel idet den i fremstillingen har udvisket og kamufleret henvisninger til en specifik afsender og en specifik modtager. Publikum skal ikke bare glemme sig selv, men også abstrahere fra instruktøren og mentalt se bort fra at de medvirkende er audiovisuelle konstruktioner der er iscenesat og spiller roller, og i stedet skal publikum identificere sig med de medvirkende som om de var virkelige personer.

   Man kan sige at når dramaturgien fungerer som den skal, så har fortællingen både imaginationseffekt (=stimulerer fantasien) og realitetseffekt (stimulerer oplevelsen af virkelighed), så det for et publikum får emotionel og afgørende betydning hvordan historien forløber og ender, og hvad man kan ”lære" af den gennem den bærende ides mentale impact .

Retorikken implicerer pseudointeraktivitet mellem taler og tilhører

Med retorikken er det sådan at den fungerer i forhold til at engager og overbevise et publikum gennem overtalelsesmidlerne logos, etos og patos. 

   Retorikken vil som regel kombinere de tre appelformer, men i modsætning til dramaturgien, så kan den i den enkelte tekst eller tale lægge hovedvægten på en af dem. 

   Er fremstillingen domineret af logos betyder at man appellerer til publikums fornuft, og i talen satser på saglige argumenter og argumenttyper og en klar og nøgtern og saglige sprogbrug. 

   Er teksten domineret af patos, så appellerer den til publikums følelsesmæssige engagement og gør brug af argumentformer og en sprogbrug der er stærkt værdi- og følelsesladet, f.eks. gennem brug af forførende analogier, forskønnende omskrivninger og metaforik. 

   Og er overtalelsen domineret af etos, så drejer det sig om en appelform hvor afsenderens troværdighed og modtagerens tillid i afgørende i spil gennem en argumentation som peger på afsenderens autoritetsudtryk, sociale rolle og personlige historie som garanti for sandhed og virkelighedsforankring.

   Retorikken er i modsætning til dramaturgien situationsspecifik og er afsender- og modtagerud­pegende i sin fremstilling, idet den har direkte reference til taleren, der kan sig ”jeg” om sig selv, sige ”du” eller ”I” med reference til modtagerne, og sige ”vi” om et socialt fællesskab som afsender og modtager forudsættes at dele i forhold til den fælles virkelighed der tales om. 

   Og i kraft af retoriske spørgsmål, retoriske antagelser og retoriske indvendinger i fremstillingen er den retoriske tekst eller tale i sin natur pseudoin­ter­aktiv, idet den altså medtænker publikums konkrete tilslutnings- eller afvisningsreak­tioner undervejs. Og medtænker direkte handling bagefter når talen er blevet til tanke og forståelse hos modtageren.

   Når retorikken fungerer som den skal, så kan man sige at den både har realitets- og  sandhedseffekt.

Netkommunikationen tilbyder ægte og reel interaktion

Når der i den interaktive fortælle- og formidlingsform (som jo er den ”naturlige” for nettet) - gennem netsidens eller videospillets interaktionstilbud - er skabt et reelt handlerum for brugeren, så har vedkommende fået mulighed for at deltage aktivt og få en rolle i det der fortælles; eller brugeren kan endog tænkes at ”sætte sig på historien" og anvende dens indhold og information aktivt bagefter gennem deling og videreformidling.

   Man kan sige at en god interaktiv web-fortælling, fakta eller fiktion/spil, er en hvor det gør en forskel hvad brugeren gør i historien, ved historien eller omkring historien. 

Interaktion og behov

Det betyder at de interaktionsmuligheder der tilbydes, skal indebærer noget nyt, noget ikke forud­sigeligt, noget overraskende, noget der rent faktisk opfylder nogle behov som hverken den dra­matiske fremstilling eller den retoriske fremstilling hver for sig eller i samspil kan gøre. 

   Vi kan tale om interaktive merværdi i forbindelse med en video på en webside når det interaktive handlerum og de interaktive handlemuligheder tilgodeser yderligere behov hos modtageren 

   Denne interaktive merværdi kan være større eller mindre. Det drejer sig både om hvor mange 'strenge' brugeren via klik og links kan bevæge sig ud af, og hvad for noget udbytte det giver brugeren at forfølge disse strenge.

   Den interaktive merværdi kan naturligvis også helt mangle, og så er det både første og sidste gang netbrugeren besøger den netside.

   

Nogle af disse behov er sociale – fx kan du sende historien til andre og få dem til at dele din oplevelse med dig, eller du kan opleve at du selv som individ har betydning (magt, indflydelse) ved at du kan bidrage med kommentarer, anmeldelser eller supplerende egenfortællinger/egne videoindslag.

  Andre behov har at gøre med at udvide din bevidsthed om at du med nettet indgår i - og er bevidst om at du indgår i – et kommunikativt fællesskab, når du fx vælger historier efter om de er de mest sete, eller de højst vurderede, eller hvem andre der netop nu ser denne historie (lidt som at sidde i en fyldt biografsal hvor bevidstheden om hvor mange eller få andre der er i salen, påvirker din oplevelse af filmen).

Lyst til leg, trang til handling, behov for fællesskab 

Man kan sige at de traditionelle dramatisk-episke og retorisk-didaktiske fortælle- og formidlingsformer i varierende grad tilfredsstiller nogle fundamentale behov eller lyster publikum: 

• skuelyst (voy­eurisme, billedfascination), 
• kundskabstørst (videbegær), 
• eventyrlyst (narrativt begær). 

Fremstillingens mulighed for at indfri disse -universelle menneskelige behov, er afgørende for styrken af forforførelses- og overtalelses-effekterne som er nævnt ovenfor: imaginationseffekt, realitetseffekt, sandhedseffekt.

    Når vi har med nettets interaktionsindlejrede videofortællinger at gøre, så er de behov der i lige så høj grad - og måske i højere grad kan blive tilfredsstillet, disse tre:

• lyst til leg (jfr. 'legesyg')
• trang til handling
• behov for fællesskab

 – vel at mærke i samspil med de tre ovenfor nævnte. 

   Derfor kan moderne web-video-kampagner være hundrede gange mere effektive og slagkraftige end traditionelle kampagneformer gennem annoncer, tv-reklamer og propagandafilm.

Om 'forbilleder' og 'efterbilleder' - Joachim Adrian som mimer klassiske landskabsmalerier i sine fotografier - og Julie Nord som mimer gamle indrammede familiefotos i sine tegninger

Politiken i fredags den 13. september rapporterede om, illustrerede og dokumenterede et kreativt og fascinerende eksperiment i tillægget "MUSEUM".

   Fotografen Joachim Adrian havde udvalgt sig en række kendte og berømte danske landskabsmalerier, kendt fra den danske kunsthistorie og utallig kunstbøger. Og så havde han forsøgt at finde det sted hvorfra disse maleriers motiver var set og gengivet med pensel på lærredet. Og så havde han fra det sted taget et fotografi der "lignede".  

   De malede 'forbilleder' var bl.a. ikoniske værker som: P.S. Krøyers "Sommeraften ved Sønderstrand", Vilhelm Kyhns "Fra Egnen ved Himmelbjerget", Johannes Larsens "Kerteminde Fjord mod byen", L.A. Ring: "Sommerdag. Roskilde Fjord", Christen Købke: "Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken", J.Th. Lundbye: En dansk Kyst: Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden", og flere endnu.

    Her et par eksempler fra artiklen til illustration af den særprægede omvendte aha-oplevelse jeg fik gennem artiklen:

Selve artiklen bragte for hvert billedpar dels Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornungs kommentar til det maleri som var 'forbilledet', og dels Joachim Adrians kommentarer til sit fotografiske 'efterbillede'. 

   Her fotografens kommentar til sin version af "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand":

Det var en festlig firmaudflugt med en gruppe kvinder fra et sundhedscenter i Nordjylland. Mens gruppen sidder i klitterne bag Sønderstrand og får sig en lille skarp og noget hjemmebag, vandrer to af kvinderne langs stranden med en hund. Det er sommeraften, og solen står lavt. Lyset komme vestfra og maler toppen af klitterne gullige, samtidig med at den lave sol får fodsporene i sandet til at træde frem. De to kvinder svøbes i det gyldne skær fra aftensolen. »Tror du, vi er Anna Ancher og Marie Krøyer«, spørger kvinderne mig, da de ser, jeg fotograferer dem. »Ja«, svarer jeg.

Projektet var kreativt tænkt og fornemt eksekveret af Joachim Adrian. Og sjovt, originalt og tankevækkende at se og læse. 

   Hvem der har fået ideen, fremgår ikke af artiklen, men på en interessant og omvendt måde tematiserer eksperimentet et ældgammelt tema i diskussionen om kunst vs. virkelighed, og om forholdet mellem en fotografisk gengivelse af virkeligheden og en kunstmalers gengivelse af den samme virkelighed.

   En diskussion jeg selv er blevet optaget af efter at jeg er begyndt at male akvareller med fotografier som 'forbilleder' og motivisk inspirationskilde.

Her kan man se og opleve alle billedparrene i eksperimentet:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/landskabsmalerier/article2075073.ece

Politiken har efterfølgende bedt en kunsthistoriker Kasper Monrad forholde sig til projektet og de fotografier som kom ud af det. Hvad giver det af nye impulser og indsigt?

»Jeg har også fotograferet mange af motiverne, og jeg kan se se, at Joachim Adrian har været enormt dygtig. Måske mere tålmodig, end jeg selv var«, siger kunsthistorikeren

   Kasper Monrad mener, at Joachim Adrians billeder giver mulighed for, at man kan aflure de valg, malerne har truffet, da han for lang tiden siden stod foran motivet.

   »Man kan blive klog på kunstnerens intentioner i det omfang, vi stadig kan finde motiverne i dag.

   Som kunsthistoriker synes jeg, at Joachim Adrians billeder er en spændende mulighed for at kigge kunstneren over skulderen«, fortæller Kasper Monrad.

Man bruger jo i mange sammenhænge metaforen "at komme helt ind i maskinrummet" til en eller anden institutionel aktivitet der udfolder sig i nutiden (sidst i forbindelse med fyringen af Danske Banks direktør Eivind Kolding, som efter TVA-journalistens udsagn vidste for lidt om hvad der foregik i en storbanks "maskinrum").

   

Jeg synes godt man kan bruge metaforen her. 

   Joachim Adrians 'fotokopier' af de ældre maleres motiver giver os adgang til kunstmalerens 'visuelle maskinrum' i hjernen: Hvad har Krøyer, Lundby og alle de andre mestre så nogenlunde set - øjets input? - Og hvad har kunstneren så gjort ved det sete - abstraheret, forenklet, koncentreret, belyst, forstærket, koloreret, svækket, set bort fra, etc. - for at skabe det ikoniske maleriske udtryk - håndens output - som har placeret kunstneren i toppen af dansk kunsthistorie i den pågældende tidsepoke?

Når den problemstilling optager mig så meget, er det fordi jeg  på det første akvarelkursus jeg var på for godt 2 år siden opdagede at jeg ikke havde det særligt godt med at lave akvareller på frihånd on location med motivet foran mig sådan som det var forudsat i tilrettelæggelsen af kurset at man skulle. 

   Men den sidste dag på kurset tog jeg afsæt i et fotografi og kunne sidde indendørs på hotelværelset og arbejde, og så blev resultatet meget mere tilfredsstillende og arbjedsprocessen meget mere interessant og givtig. 

  For mig!

Siden fandt jeg så ud af, ved lidt research på nettet, hvor mange store malere der siden Leonardo da Vinci opfandt camera-obscura-teknikken, har malet efter fotografisk gengivne motiver. Og jeg har flere gange skrevet om det i forskellige indlæg her på bloggen.

  Se det følgende link, for at få lang række eksempler på berømte kunstnere og kunstværker som har haft fotografier af motivet som 'forbillede'. 

  Du vil blive forbløffet:

http://www.redbubble.com/people/blythart/writing/2707929-did-famous-artists-use-photographs

For eksempel har også den mexicanske portrætkunstner i verdensklasse Frida Kahlo arbejdet på den måde, hende hvis malerier jeg for nylig har skrevet om, og som udstiller på Arken:

 

Min egen konklusion er at det at have et fotografisk 'forbillede', giver mentalt rum for den analyseproces i forhold til motivet som skal til for at mine akvareller har mulighed for at leve op til mine ambitioner og fantasier om det færdige resultat:

Så vidt, så godt!

Men serendipiteten sniger sig ind overalt. 

   I selvsamme Politiken-tillæg var der et stort interviewportræt med kunstneren Julie Nord i anledning af hendes kommende udstilling i Aalborg (journalist: Camilla Stockmann).

   Julie Nord og hendes kunst ligger højt på min skala for malere jeg sætter meget pris på - med hendes artistisk forfinede konceptuelle blending af fabulerende eventyr-tegninger og 'lille-pige'-surrealisme med klare associationer til jugendstil og victoriansk illustrationskunst fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det univers Julie Nord nu dyrker har fællestitlen "Familiebillder". Og det har også fotografiske 'forbilleder', fremgår det.

   Citat fra artiklen:

Konstruerede familiebilleder 

På gulvet under et bord i hendes atelier ligger et sort-hvidt foto fra 1920’erne eller 30’erne af et pigebarn artigt smilende og med sideskilning gennem bløde krøller. Siden har Julie Nord også lavet en serie med børnebilleder.

   »Familiebilleder er jo den stærkeste virkelighedskonstruktion i vores liv. Det begynder med, at vi får lyserødt eller lyseblåt tøj på, og rammerne snævres langsomt ind, og jo mere vi vokser op, jo mere fremmedgørende føles det rum, vi er sat i. Til sidst kan man jo være nødt til at rejse over på den anden side af jorden for at kunne trække vejret eller blive kæreste med en rocker«, siger hun.

Hannah

The Norwegian Sisters

Wilbur

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (13) - om forholdet mellem full-screen afspilning og 'normal' afspilning i playervinduet på netsiden

(Dette indlæg er oprindelig skrevet inden der kom smartphones og tabletcomputere på markedet, så nogle af argumenterne og synspunkterne er muligvis forældede eller skal nuanceres kraftigt)

Web-tv: full-screen-visning - eller visning i playerruden

Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning at brugerne af nettet kun i ringe eller mindre grad udnytter muligheden for at se web-tv i full-screen formatet, som naæsten alle playere jo nu muliggør med et enkelt klik ned i højre hjørne. 

   Dette at vælge at se et web-tv-indslag i full-screen - eller at lade være - er jo en af de interaktionsmuligheder som er specifikke for brugere af web-tv, og er noget som kun i ringe grad er mulig ved almindeligt tv-sening.

Den umiddelbare forklaring på at man som bruger ikke vælger full-screen-visning, er selvfølgelig at i 'full screen' er kvaliteten stadig ofte så relativt dårlig på grund af ringe opløsning, at det formindsker eller svækker billedfascinationen og forstyrrer oplevelsen – og dermed ikke mindst identifikationen med de medvirkende. 

   Men det er nok kun et spørgsmål om tid og teknik-udvikling før det bliver sådan at man straks og naturligt vælger full-screen ligeså snart man starte afspilningen på playeren, siger de kloge.

Det er jeg imidlertid ikke helt overbevist om. 

   Full-screen-visning betyder jo nemlig at man  psykologisk set sætter sig i en passiv modtagesituation - 'lean back(ward)' - også selvom man nemt kan stoppe playeren når man vil, og klikke tilbage til visningen i playerens mindre rude. 

   Når man går på nettet, så gør man det normalt i en psykologisk ”active mode”- 'lean forward' - hvor man er indstillet på at 'surfe', 'snorkle' og 'dykke' sig frem og tilbage - og op og ned. 

   Og når så man vælger at se web-tv i den lille playerrude, så ser man det hele tiden i klar bevidsthed om at man er i fuld kontrol, har overblik over netsidens retoriske landskab og er fri for full-screenens syns- og opmærksomheds-monopoliserende totalitet, en kontrol og en frihed som fullscreen-visningen psykologisk set svækker eller fjerner.

Men det betyder så også at mange af de dramaturgiske greb som naturligt og automatisk anvendes i broadcast-tv og spillefilm, og som er rettet mod forførelse og mentalt opslugende fremdrift, at de greb nemt blive mere eller mindre tømt for mening og tilsvarende mere eller mindre virkningsløse (eller direkte forstyrrende i forhold til en på forhånd distraheret og surflysten netbruger der ikke er særlig indstille på at ”give sig hen” i oplevelsen.

   Det forhold bør man have med i overvejelserne hvis man investerer dramaturgisk, optagemæssig og redigeringsmæssig 'production-value' som hvis web-tv-produktionen skulle have været vist i broadcast-tv.

Kaktusblomsten fra Mexico - Frida Kahlo - levet liv gennem kunst

Der er kunstværker - malerier, skulpturer, arkitektur - som gør så stort indtryk ved første møde, at man ikke kan få dem ud af hovedet og aldrig glemmer dem igen.

   Til den gruppe hører for mit vedkommende Frida Kahlos selvportrætter: ikke et bestemt, men dem alle sammen.

Jeg har set nogle få af hendes selvportrætter i kopi i forskellige kunstbøger i årenes løb.

   Og det er blikket der gør det! Som det er svært at finde præcise adjektiver til at karakterisere, men ord som indtrængende, brændende, krævende, falder mig ind.

   Det første af hendes selvportrætter jeg oplevede "real life", var på den udstilling om selvportrætmalerier som var på Louisiana for tre kvart år siden. Det var et af de få fra udstillingen jeg stadig husker:

   

Og nu har jeg så set omkring 30 af hendes malerier og nogle få tegninger hvor hun bruger sig selv som motiv på den aktuelle udstilling på Arken. 

   Udstillingen leverede oven i et for mig overraskende bonusmateriale i form af en lang række fotografier af hende og hendes mand, Diego Rivera, som jeg ikke har set før - fx det oven for. 

  Wau! What a lady!

Men hendes selvportrætter som udgør over en tredjedel af  det samlede antal malerier (146) hun nåede at male inden sin tidlige død som 46 årig i 1954, er nogen som når først de er kommet ind på nethinden, så er de ikke til at slippe fri af igen:

Frida Kahlo var som 18-årig ude for en alvorlig og stærkt invaliderende trafikulykke, en skæbnesvanger begivenhed som i forhold til hendes malerkarrierer virkede som en kreativ og ekstremt produktiv restriktion (jfr. Gudrun Hasle og ordblindhed, Karen Blixen og syfilis). 

   Hendes selvportrætter er - som jeg ser det - også udtryk for at vrede kan være en kreativ og produktiv drivkraft, og hendes fysiske lidelser tematiseres direkte eller indirekte i mange af hendes malerier

Frida Kahlo blev i 1929 - som 22-årig - gift med den 20 år ældre og allerede på det tidspunkt internationalt anerkendte mexicanske kunstmaler Diego Rivera:

Kahlos samliv med Rivera bliver turbulent - og emotionelt storm- og lidelsesfyldt. 

   Hun har to aborter med et par års mellemrum 1930 og -32. Og bliver også både skilt og gift fra Rivera 2 gange op igennem 1930-erne.

   Hun dør i 1954 - og begik måske selvmord. Han dør tre år efter.

De var begge stærkt politisk engagerede i venstreorienterede bevægelser i Mexico i 30´erne. Og Diego Riveras malerier med motiver fra de arbejdende mexicanske folks dagligliv, er nok dem han i vore dage er mest kendt, husket og elsket for:

Selv var jeg som ung stærkt betaget af Riveras "folkelige" malerier og deres klare forenklende stil i figurtegning og farver. 

   Flere af hans kendte malerier i den stil var med på udstillingen på Arken, og gjorde også stadig et stort indtryk på mig.

   I samtiden var han mest kendt for sine kæmpemæssige komplekse og farverig murmalerier. Se

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/i-politiken-i-dag-er-der-ogsa-en.html

Mens de begge levede, stod hun de fleste år i skyggen af ham, som det også fremgår af dette Frida-maleri fra 1931:

Men i årenes løb udviklede hun en stadig stærkere selvbevidsthed omkring sit eget værd som kvindelig kunstner, hvad der afspejler sig i flere af hendes maleriers motiver der bliver mere og mere metaforisk blendede, symbolske og mytologiserende - med stærkt hældning i surrealistiske retning:

Dette at Frida Kahlo bruger sig selv, sit ansigt, sin krop, sit tøj, sit hår, sine kæledyr, sit ægteskab - hele sit sit liv - direkte i sin kunst, og dette at hun iscenesætter og udstiller sig selv som ikonisk kvindelig myte i mange af sine malerier, gør at hun var årtier forud for sin tid. 

   Jeg oplever hende som kunstmaler og som kulturpersonlighed som et menneske der både er aktuel og universel mønsterbryder og pioner.

   Nu omkring 60 år efter kunstnerparrets død, er der for mig ingen tvivl om at Frida Kahlo, trods det relativt lille antal malerier, hun nåede at producere, i kunsthistorisk perspektiv er den mest langtidsholdbare af de to.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:

Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.

   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 

   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.

   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:

Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.

   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 

   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:

Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 

   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 

    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 

   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 

   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).

   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 

 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.

   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.