Life is what happens to you, while you´re busy making other plans.Et andet 'godt ord igen'-ord der som tema har serendipitet, tillægges Peter Schmeichel:
Jo mere man træner, jo heldiger er man.Og når jeg kommer til at tænke på dem, så er det foranlediget af forsidehistorien på Politikens Kultursektion i dag. Det er Michael Bo som har lavet et interviewportræt med filminstruktøren Robert Weide i anledning af premieren på hans dokumentarfilm om og med Woody Allen.
Artiklen indledes sådan her:
Selvfølgelig har Woody Allen et princip at gå efter. Om det er et kunstnerisk et, må være op til hver af os at bedømme, men han går efter kvantitetsfaktoren: Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes. Og efter 43 film på 43 år kan selv den notorisk selvkritiske Woody Allen ikke nægte, at jo, der findes perler i blandt.Vi lader lige denne sætning stå et øjeblik:
Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes.Jeg er ikke den helt store fan af Woody Allen. Og det er han tydeligvis heller ikke selv, ifølge artiklen og filmen. Han hører til dem der - grænsende til det selvudslettende - gennemgående sætter sit lys under en skæppe når det gælder vurderingen af egne film.
Men jeg får en aha-oplevelse ved at læse artiklen og ved dette citat.
Da jeg i sin tid begyndte at researche på min dokumentarbog om tv-dokumentaristen Poul Martinsen og hans produktion, var en af de største overraskelser netop kvantiteten og kontinuiteten i hans produktion. Omkring 120 tv-reportage- og -dokumentarfilm over en periode på omkring 40 år.
Jeg tænkte: Han har jo produceret som en gal - som en besat.
Jeg forstod det sådan at han har levet sit sociale liv primært gennem at lave film, og at han som den filmauteur han viste sig at være, har han også - i metaforisk indirekte form - filmet sig selv og sit eget liv ved at filme andres.
Siden har jeg tænkt at det at være kvantitativt produktiv på den måde som Martinsen har været, også har haft noget at gøre med flow - den tilstand af euforisk og selvforglemmende opstemthed som kreative og produktive mennesker kan komme i - og som nogen kan blive afhængige af som af et narkotikum.
Men her har jeg altså opdaget en tredje forklaring på Martinsens hyperproduktivitet.
Hvis man har noget af den samme selvudslettende side i sin personlighed som Woody Allen, og det har Martinsen, så er det en måde at komme ud over det på. Ved at producere i store mængder og kontinuert, så ved man at man indimellem scorer kunstnerisk jack-pot, og kan så fint leve med at resten ikke er helt i top i andre produktioner.
Og det passer fint med Martinsen. Hans produktion kan deles i perioder på små 10 år, hvorefter han så at sige "vender bøtten" og gentager og videreudvikler temaer, miljøer, problemstillinger og mennesker fra de tidligere perioder. Og hver ny periode kaster så typisk 2-3 'mesterværker' af sig.
Der er flere serendipitetiske ligheder mellem Woody Allen og Poul Martinsen. Fx er de begge meget selvkritiske og udtrykker utilfredshed med film som andre værdsætter højt.
Weide bad på et tidspunk Woody Allen om at sætte karakterer på sine film efter det amerikanske system med A som det ypperste og så nedefter i alfabetet, fortæller artiklen i Politiken.
Jeg bad Poul Martinsen, inden jeg gik igang med at interviewe ham, om at sætte plusser eller minusser på en liste med titlerne på samtlige hans dokumentarer, plus hvis det var nogen han vurderede særligt højt, minus hvis det var nogen han vurderede kritisk.
Det der så den gang overraskede mig var at flere af Martinsens absolut bedste dokumentarfilm, var nogen han havde minusser ved, bl.a. "I skyggen af en far".
Der er mange andre lighedspunkter mellem de to: De har samme alder; de er begge ganske generte og indadvendte som personlighedstyper; de er begge systematiske samlere af ideer: Woody Allen har en skuffe hvor han samler dem sammen, Poul Martinsen et klip-arkiv og en idebog han altid havde med sig; de er som filmkunstnere begge mentalt meget bundet til erindringer om "barndommens land", noget der præger valget af filmtemaer, persongalleri og locations for begge; de har begge som børn optrådt som tryllekunstnere for deres kammerater; de har beggespillet på et instrument siden barndommen og gør det stadig: Allen - klarinet, Martinsen - violin. Allen var stand-upper i 10 år inden han begyndte at lave film, Martinsen var skrivende journalist i 10 år inden han begyndte at lave film.
Ellers kan jeg også opleve at der mange paralleller mellem Weides arbejdsproces med sin dokumentarfilm om Woody Allen, og min arbejdsproces med dokumentarbogen om Poul Martinsen (som jeg oprindelig også havde en forestilling om skulle blive til en dokumentarfilm).
Men en markant forskel har der været. Weide "belejrede" Woody Allen i flere år for at få ham til at medvirke i en film om ham selv, før han endelig fik acces.
Ideen at lave bog/film om Poul Martinsen og hans tv-dokumentarfilm tror jeg har ligget og boblet i min underbevidsthed i mange år - inden jeg tog mig sammen til at spørge ham i 2001. Og hvor hans bemærkelsesværdig svar - uden tøven - var: "Ja, når det er dig."
Han uddybede ikke svaret, og jeg spurgte ikke til hvad han mente med det. Jeg var bare glad og lettet, og havde vel egentlig også forventet et nej.
Jeg tænkte: Han har jo produceret som en gal - som en besat.
Jeg forstod det sådan at han har levet sit sociale liv primært gennem at lave film, og at han som den filmauteur han viste sig at være, har han også - i metaforisk indirekte form - filmet sig selv og sit eget liv ved at filme andres.
Siden har jeg tænkt at det at være kvantitativt produktiv på den måde som Martinsen har været, også har haft noget at gøre med flow - den tilstand af euforisk og selvforglemmende opstemthed som kreative og produktive mennesker kan komme i - og som nogen kan blive afhængige af som af et narkotikum.
Men her har jeg altså opdaget en tredje forklaring på Martinsens hyperproduktivitet.
Hvis man har noget af den samme selvudslettende side i sin personlighed som Woody Allen, og det har Martinsen, så er det en måde at komme ud over det på. Ved at producere i store mængder og kontinuert, så ved man at man indimellem scorer kunstnerisk jack-pot, og kan så fint leve med at resten ikke er helt i top i andre produktioner.
Og det passer fint med Martinsen. Hans produktion kan deles i perioder på små 10 år, hvorefter han så at sige "vender bøtten" og gentager og videreudvikler temaer, miljøer, problemstillinger og mennesker fra de tidligere perioder. Og hver ny periode kaster så typisk 2-3 'mesterværker' af sig.
Der er flere serendipitetiske ligheder mellem Woody Allen og Poul Martinsen. Fx er de begge meget selvkritiske og udtrykker utilfredshed med film som andre værdsætter højt.
Weide bad på et tidspunk Woody Allen om at sætte karakterer på sine film efter det amerikanske system med A som det ypperste og så nedefter i alfabetet, fortæller artiklen i Politiken.
Jeg bad Poul Martinsen, inden jeg gik igang med at interviewe ham, om at sætte plusser eller minusser på en liste med titlerne på samtlige hans dokumentarer, plus hvis det var nogen han vurderede særligt højt, minus hvis det var nogen han vurderede kritisk.
Det der så den gang overraskede mig var at flere af Martinsens absolut bedste dokumentarfilm, var nogen han havde minusser ved, bl.a. "I skyggen af en far".
Der er mange andre lighedspunkter mellem de to: De har samme alder; de er begge ganske generte og indadvendte som personlighedstyper; de er begge systematiske samlere af ideer: Woody Allen har en skuffe hvor han samler dem sammen, Poul Martinsen et klip-arkiv og en idebog han altid havde med sig; de er som filmkunstnere begge mentalt meget bundet til erindringer om "barndommens land", noget der præger valget af filmtemaer, persongalleri og locations for begge; de har begge som børn optrådt som tryllekunstnere for deres kammerater; de har beggespillet på et instrument siden barndommen og gør det stadig: Allen - klarinet, Martinsen - violin. Allen var stand-upper i 10 år inden han begyndte at lave film, Martinsen var skrivende journalist i 10 år inden han begyndte at lave film.
Ellers kan jeg også opleve at der mange paralleller mellem Weides arbejdsproces med sin dokumentarfilm om Woody Allen, og min arbejdsproces med dokumentarbogen om Poul Martinsen (som jeg oprindelig også havde en forestilling om skulle blive til en dokumentarfilm).
Men en markant forskel har der været. Weide "belejrede" Woody Allen i flere år for at få ham til at medvirke i en film om ham selv, før han endelig fik acces.
Ideen at lave bog/film om Poul Martinsen og hans tv-dokumentarfilm tror jeg har ligget og boblet i min underbevidsthed i mange år - inden jeg tog mig sammen til at spørge ham i 2001. Og hvor hans bemærkelsesværdig svar - uden tøven - var: "Ja, når det er dig."
Han uddybede ikke svaret, og jeg spurgte ikke til hvad han mente med det. Jeg var bare glad og lettet, og havde vel egentlig også forventet et nej.
Hvad jeg ikke vidste var at der var en helt konkret undertekst til det jo umiddelbart smigrende positive svar.
Hvad den undertekst sage, blev jeg først klar over da jeg tre år senere interviewede Martinsen om hans arbejde med at producere portrætdokumentaren "Den røde sagfører" - om og med Carl Madsen.
Jeg citerer fra interviewet i min bog:
Og han havde faktisk en god grund til at være bange for at dø. Det fik jeg at vide et par måneder senere i interviewforløbet hvor han fortalte historien om at han midt i 90´erne var døden nær på grund af en hjertefejl, som han så - i sidste øjeblik blev opereret for på Rigshospitalet og fik en kunstig hjerteklap.
Tilbage til indledningens serendipitet-citater. Her er en ny variant:
Hvad den undertekst sage, blev jeg først klar over da jeg tre år senere interviewede Martinsen om hans arbejde med at producere portrætdokumentaren "Den røde sagfører" - om og med Carl Madsen.
Jeg citerer fra interviewet i min bog:
- Kan du huske hvad Carl Madsen sagde til at du ville lave et portræt af ham?Underteksten i Pouls bekræftende svar til mig der jo var et komprimeret ekko af Carl Madsens til ham på et lignende spørgsmål, var at han også frygtede at dø. Og derfor var det nok om at slå til i tide når nogen spurgte.
- Som jeg husker det havde han ikke noget imod det fordi han havde set hvad jeg havde lavet tidligere. Han var tryg, ikke mindst fordi han havde set programmet om de spaniensfrivillige.
Jo, nu kan jeg faktisk huske det! Nej, hvor er det mærkelig! Det kommer ignen i dag! Han sagde: "Jo, hvis der er nogen der skal lave det før jeg dør, så er det dig. Og det kan jeg huske jeg blev meget chokeret over. Han var faktisk meget syg, og ikke så lang tid efter døde han. Så han var helt på det rene med at hvis det skulle laves, så skulle det gå hurtigt, altså.
Og han havde faktisk en god grund til at være bange for at dø. Det fik jeg at vide et par måneder senere i interviewforløbet hvor han fortalte historien om at han midt i 90´erne var døden nær på grund af en hjertefejl, som han så - i sidste øjeblik blev opereret for på Rigshospitalet og fik en kunstig hjerteklap.
Tilbage til indledningens serendipitet-citater. Her er en ny variant:
Jo flere blogindlæg man skriver, jo større er sandsynligheden for at nogle af dem er værd at læse.
