Akvarelmaleriets mysterier (7) - Kap Verde - motiver, teknik, æstetik

En ferie på Kap Verde inviterede naturligvis til at tage akvarelmalergrejet med og prøve den indsigt af som jeg synes jeg havde fået i perioden efter kurset med Bardur Jakupsson ved Gardasøen, og som jeg har beskrevet i de tidligere indlæg om "akvarelmaleriet mysterier".

   En af indsigterne var at fotografiet som en mellemstation mellem oplevet virkelighed og maleriet både var legitimt og endda noget mange store kunstnere har anvendt: Monet, Cezanne, fx. 

  Men også før fotografiets opfindelse har kunstnerne brugt et tilsvarende hjælpemiddel: camera obscura. Se:

 http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/david-hockney-og-hans-ipad-malerier.html

Problemet ved det rene friluftsmaleri er jo at lyset i motivet ændrer sig fra minut til minut, og at der ikke nødvendigvis er noget sted at sidde med sit grej  og ingen skygge lige det sted hvor motivet skal ses og males fra. 

  Så jeg gik rundt og fotograferede alle mulige motiver. Og så gik jeg hjem på værelset og valgte de bedste billeder ud og de sværeste motiver at male. Overførte derefter fotoerne til en lille bærbar computer (Acer 1), så skærmbilledet af det fotograferede forbillede var 1:2 i forhold til akvarelblokken.

Jeg fik malet denne serier som følger nedenfor - og malet i den rækkefølge. Og jeg var ganske tilfreds da ferien var slut.

   Tydeligvis havde jeg forbedret mig og udviklet mig teknisk. Jeg var gået efter motiver som havde "abstrakte" kvaliteter i form og farve. Især motiver hvor relativt store områder skulle stå i hvidt - dvs. umalet - og motiver hvor der var et spil mellem lys og skygge, synes jeg det var spændende at "udforske".

   Flere af dem var billeder som jeg på forhånd sagde: Det klarer jeg aldrig at lykkes med! Så der var en malerteknisk udfordring i de fleste.

Det inspirerende i motivet var fruens bortvendte hoved - med det smukke lette hår. 

   Jeg husker en række berømte kunstnere som har malet kvinder som man ser fra nakken. Det æstetiske princip: "Borte tit", er det der skaber fascinationen. 

   Men også de to runde former der matcher: kaktussen og kvindehåret, var medvirkende til at jeg valgte det motiv.

   Den maleriske udfordring var det hvid hår - med stænk og striber af gråt og bagsiden i skygge. Og så stolens uregelmæssige gennemhullede ryglæn som hverken var i sol eller i skygge - eller både var i sol og skygge - og som derfor var virkelig risikabelt at male.

Byen Santa Maria på øen Sal er kendetegnet ved de mange huse med mure der er malet i alle mulige smukke, harmoniske, rene - men alligevel skrappe farver: gul, violet, grøn, blå, orange, brun. Og typisk delt op rektangulære felter. Det virkede tit som en slags helt moderne farverigt funkis-byggeri. 

Det svære i det her billede var de tynde hvide "indramninger" i det turkisfarvede hus. De skulle stå umalet frem, og det var simpelt hen svært at styre rent teknisk. Forbudt at ryste på hånden.

   Tilsvarende de hvide kanter på de runde betonindhegninger af planterne.

   Den særlige udfordring var planterne og træets krone som skulle males på "fri hånd", en anden teknik end resten af billedet, som jo havde karakter af veldefinerede felter der skulle udfyldes. 

   Og så var jeg nervøs for at det ville gå helt galt med at male planternes og træets skygger.

Solnedgangsbillede med forgrunden i modlys og med et hav der ikke er blikstille, men med små bølger. Det var aftenudsigten fra hotellet.

   Det fascinerende var at himlen ikke var blå eller violet eller rosa, men knaldorange på grund af varmedisen. Fascinerende var også formerne: de cirkelrunde hvide lamper, og parasollernes ottekantede former i trekants-udsnit.

   Og udfordringen var de hvide lamper og de hvide parasoller, som i modlys og aftenskær var en ubestemmelig grå farve på fotografiet. Hvilken farve skulle vælges til de her former der lå i skygge i flere nuancer?

   Udfordringen var også havet: Det skulle stå i hvidt, og så skulle bølgerne både i forgrund og baggrund komme til udtryk i skyggeformer.

Jeg synes det lykkedes. 

   Og jeg er glad over det lidt japansk-Hokusai-agtige som billedet både farve- og stilmæssigt giver associationer til. 

   At der endte med at være en mørk plet i højre lampe, er en regulær fejl. Et dryp som ikke kunne fjernes. 

Farverige fiskerbåde trukket op på en strandkant, er et gennemtærsket motiv. Fx Van Gogh har et berømt billede med det motiv. Men ellers hører det til "klassikerne" inden for motiverne på turistpostkortene. Bare prøv at google "fishing boats on a beach".

   Derfor er det en udfordring at male det på en måde så det alligevel virker "frisk" og "nyt".

   Her kom fotografiet mig til hjælp på en overaskende måde. Fordi kameraet har en særlig vidvinkeloptik så forvrænger det forgrunden så den bliver overdrevet stor. Og når jeg så samtidig valgt at vise bådene forfra, så blev det fascinerende frisk, synes jeg, med et "dybt" perspektiv.

   Udfordringen var lys og skygge på alle bådene - og skyggen på sandet.
Der er to måder at lave skygge på, som jeg har anvendt her:

   På bådene var skyggefarven en mørkere udgave af den farve som var i sollyset. Men på sandet er skyggerne frembragt ved at der er malet en meget fortyndet violet hen over den gule sandfarve i sollyset.

  Også skyggen til alt det hvide - umalede - på bådene er malet med en meget fortyndet violet - noget jeg lærte af parasollerne i det foregående solnedgangsmotiv.

Jeg er faktisk meget tilfreds. 

Her er det sidste billede jeg fik malet på Kap Verde. En gammel restaureret lille havn med en mole der indrammer vandet med små bølger - set i modlys og spejlende solskæret fra oven - og med en fantastisk himmel med en lammesky-formation.

   Udfordringen og fascinationen: en masse lys - hvidt - over det hele - med indlagt skyer i skygge på himlen og med bølger i skygge på havet.
   På forhånd var jeg helt sikker på det ville gå galt. 

   Bølgerne i modlys havde jeg "lært" af solnedgangsbilledet med parasollerne.

Her malede jeg med en sådan koncentration at jeg helt regulært fik sved på panden.

   Jeg er faktisk tilfreds. Og overrasket over det lykkedes.

Her følger nu "forbillederne" - fotografierne af de motiver jeg først fotograferede, blandt hundreder andre, og som jeg derefter malede: 

   

Det mest slående for mig når jeg nu oplever serien sammen, er at man umiddelbart kan se hvordan de neuro-æstetiske principper som V. S. Ramachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain", har været styrende for udvælgelsen af motiverne, kompositionen af billederne og den måde de så er malet på: gruppering, overdrivelse, kontrast, isolation, borte-tit, tilsyneladende tilfældighed, orden-i-sagerne, symmetri.

Tøjner om de blendede &-udstillingkoncepter - og Fuglsangs udstilling "Himmelgåder"

I det forskræps-tidskrift som Louisana udsender om de kommende udstillinger læser jeg et "Fororord" af Poul Erik Tøjner. Rubriken var mystisk og gådefuld. Den stod ved siden af tekstspalten, og viste et typografisk  tegn:

&

Jeg har stort set altid følt mig klogere når jeg har læst noget Tøjner har skrevet. Og i forordet aktiverede han nogle tanker jeg - uklart - gjorde mig - efter at have set Fuglsang Kunstmuseums udstilling "Himmelgåder".

   Udstillingen viste en lang række malerier fra omkring 1800-tallet op til nogenlunde vore dage, med motiver hvori indgik (natte)himle og himmellegemer - fra malerier der var klasisk-naturalistiske, over romantik, impressionisime, kubisme og ekspressionisme - til abstraktioner hvor man kun svagt anede at der var et figurativt underlæg med himle og -legmer som motiv. 

   Mange af billederne kendte man, men havde ikke lige tænkt dem specielt som gådefulde. Men i konteksten fungerede det egentlig fint - først og fremmest fordi man fik en forstærket oplevelse af kunsthistoriens udviklingsfaser mht. udtryk og bagvedliggende æstetisk tænkning - netop fordi det var samme motiv. Både overaskende ligheder og overraskende kontraster på kryds og tværs.

  I udstillingslokalerne var der så også udstillet gamle astronomiske måleinstrmenter og kikkerter. Og ideen med dette mix af malerier og astronomisk-historiske artifakter var naturligvis at de skulle belyse hinanden. Altså en bagvedliggende tanke om konceptuel blending i publikums hoveder. Montage-/collage-tænkning.

   Men, det må jeg sige, den blending syntes jeg ikke fungerede. Ikke at instrumenterne ikke var interessante som ting der fik en til at tænke på de astronomiske videnskabs rivende udvikling og betydning for vores verdensbillede, fra Tycho Brahes måleapparater af messing til rumteleskoperne.

  Hvad enten man skulle bruge artifakterne til at give mental optik til nye perspektiver på malerierne, eller den anden vej, så blev de for mig to adskilte verdener uden andet til fælles end at det var noget med himmel, stjerner, planeter og måner som man iagttog - hhv. gennem et kunstnerisk temperament og gennem et stykke teknisk hjælpeforanstaltning for videnskabsfolk.

  Sådanne udstillinger har Fuglsang kunstmuseum haft mange af de senere år, udstillinger ...

... hvor nogle bredt anlagte temaer er blevet belyst i forhold til en tværfaglig indfaldsvinkel: "Himlens spejl - Skyer og vejrlig i dansk kunst 1770-1880" (2002-2003), "ARS UNA -Johan Rohde. Sølv - møbler - bogkunst - maleri" (2005-2006) og "Livslyst - Sundhed, skønhed og styrke i dansk kunst 1890-1940 (2008-2009).

C.W. ECKERSBERG, Måneskinsbillede , 1821
OLIE PÅ LÆRRED, 48 X 63,5 CM
NIVAAGAARDS MALERISAMLING

OLIVIA HOLM-MØLLER, Farve og Rytme , 1945
OLIE PÅ LÆRRED, 177 X 212 CM
JENS NIELSEN & OLIVIA HOLM-MØLLER MUSEET, HOLSTEBRO

 Det er den slags blandede udstillingskoncepter Tøjners klumme også handler om:

   Anledningen er den nyeste udstilling som har titlen "Klee & Cobra". Som jeg har besluttet at tage op at besigtige - først og fremmest fordi Klee er en af de malere jeg synes jeg har fået mest ud af at se og gense gennem årene - lige siden jeg var helt ung (15-16 år) og så min første Klee-udstilling på Charlottenborg sammen med min mor som var kunstinteresseret. 

   Mange af Cobra-malerne er også stærkt seværdige, og vi har haft flere plakater med billeder af Eigil Jacobsen på vores vægge. 

   Men det er Klee der lyser op i (under)bevidstheden og erindringen.

Tøjners omtale af udstilingskonceptet "Den & Den" minder mig om at fruen og jeg har set en række udstillinger af samme type - dvs. udstillinger hvor man forsøgte konceptuelt at blende - "parre" - to eller flere kunstnere som tilsyneladende ikke har alt for meget med hinanden at gøre. Kommer der et  frugtbart barn ud af det - eller et goldt muldyr?

Jeg kommer straks i tanker om udstillingen der "parrede" Hokusai & Impressionisterne m.fl. på Ordrupgaard.

   Tøjner omtaler &-forløberne for "Klee & Cobra": "Cezanne & Giacometti", "Munch & Warhol".

Det interessante for mig er at Tøjner filosoferer over relationen mellem "for- og efterbilleder" - og altså præcis det jeg i tidligere indlæg om "akvarelmaleriets mysterier" har forsøgt at forholde mig til.

  Han skriver på baggrund af en ironisk kommentar til &-konceptet af teologen Jørgen K. Bukdahl, at det ikke bare er en "banal" påvirkningsoplevelse fra forbilleder til efterfølgere Louisiana vil dokumentere med den slag udstillinger. Altså at Giacometti var "vild" med Cezanne, Warhol var "vild" med Munch, og at Cobra-folkene var "vilde" med Klee. Det er for forudsigeligt.

   "Pointen er større", mener han, og - som det kreative menneske han er - vender hen tingene på hovedet:

Tiden går også baglæns, når det handler om disse sager. (...) Hvordan? Gennem vores øjne naturligvis, som vi nu låner ud til dem, der var påvirket af forbillederne. Vi ser, hvis vi ser udstillingen, Cezanne gennem Giacomettis briller, Munch gennem Andys, og Klee gennem Cobras.

   Forbillederne ændrer karakter, når vi anskuer dem gennem efterbillederne. Vi tager Giacomettis fascination på os, existentielt, og kigger nu på Cezanne, vi bruger Wahols serielle optik  på Munch, og vi ser Klee måske ligefrem forvansket af Cobra, hvis det er det - både forståelse og misforståles er produktive momenter i tilegnelsens proces. Billedet ændres. Billedet af det hele ændres. Og billedet som det hele ændres. Kunsthistorien er blevet dynamisk, for beskueren er nu et link i den - og alt andet ville være urimeligt, eftersom kunsthistorie må handle om epokers syn på epoker.

Vi ser på - og dermed - forstår - X gennem Y. Det er formlen for både metaforer og framing. Og det er det Tøjner her beskriver som tænkningen bag Louisiana-udstillingskonceptet: "Den & Den"

   

Og jeg synes dette citat også er en rigtig fin karakteristik af double-scope blending og double-scope network" - i den forstand som Fauconnier og Turner beskriver det i deres bog "The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities." Og det er fx også det jeg synes var det fascinerende ved Jens Birkemoses billeder som jeg beskriver i det foregående blogindlæg.

   Fauconnier og Turner skriver:

A double scope-network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of those frames  and has emergent structure of its own. In such networks, both organizing frames make central contributions to  the blend, an their sharp differences offer the possibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challangees to the imagination; indee the resulting blends can be highly creative.

 "Rich clashes" - kan måske oversættes til "fede sammenstød" der "udfordrer fantasien". 

   Tøjner beskriver sammenstødet mellem de to navne der står på begge sider af "&" i sine udstillinger som...

... denne vidunderlige krydsstilling, hvor beskueren på en måde også bliver en af hovedpersonerne, bliver sammenligningsled så at sige. Det er beskueren, der ser, før og nu, og lader før og nu bytte plads i ét produktivt væk. Warhol bliver pludselig gammeldags i lyset af Munch, Klee virker mere voldsom i sin intellektuelle sætten det hele på spil i lyset af Cobras måske mere lette løsninger - kroppen er altid hvor gærdet er lavest - og sådan kunne man blive ved.

Det vil jeg så også fortsætte med her på min blog: frit og produktivt at associere mellem videnskaber, teorier, malere, forfattere, sproglige fænomener, tankeformer, personligheder, stilarter, journalistik. Lade dem støde sammen med et mentalt brag. Og derigennem opdage nyt - for mig selv - inden for temaet "kreativitet".

Den ustyrlige Jens Birkemose - malerier med blending og en maler med hang og trang til flow

Politikens kultursektion havde sidste søndag den 13. november en fantastisk forside - der viser en ældre mand - en maler - siddende i sit atelier i et kaos af farver og billeder. Han ser træt og nedtrykt ud - med nedslåede øjne og en cigaret højt hævet i venstre hånd, armen hviler på stolens armlæn. 

   Og fotografiet vender forkert i forhold til avisen. For at opleve det for alvor skal man dreje avisen 90 grader med uret. Ellers virker det næsten som et abstrakt maleri - et af malerens egne, viser det sig da jeg senere googler på hans billeder.

   Billedets undertekst som kan læses efter vendingen, lyder: "Så bliver du ved med at male, ligesom en ludoman ..." Interview med Jens Birkemose side 6-7.

   Birkemose hvem?

Det er ikke et navn på en maler der siger mig noget. Men det burde det, når jeg efter læsningn nysgerrigt googler på hans billeder. 

   De er faktisk lige noget for mig. Blendede malerier - med andres motiver som bag- og under-grund som så er malet over. Og en næsten blændende farverigdom i mange af billederne:

Her følger nogle citater fra interviewet der er gennemført og skrevet af Jens Hybel:

   Han bliver spurgt om det som er et af kendetegnene ved mange af hans billeder. At tager noget andre har lavet, fx et pornografisk billede, og så maler han det mere eller mindre over. 

   Ligesom i øvrigt Asger  Jorn gjorde, som jeg tidligere har skrevet om. "Modifikationer" kaldes det. En lag på lag-teknik. Et motiv set igennem et andet motivs optik. Metaforiske billeder. Ironiske billeder med undertekst.

  

Jens Birkemose har ifølge artiklen lavet en masse billedbøger hvor billederne er "sat sammen af tegninger, fotos (ofte af nøgne damer eller krybdyr) og stumper fra breve, aviser og magasiner", som han så maler, tegner eller skriver noget oven på.
   Men sider fra dem kan jeg ikke finde på nettet.

 
Maleren forklarer oprindelseshistorien til den ide - med oplevelser fra barndommen:

»Collagerne er hovednerven i det, jeg laver. Og der er altid en form for industriel fotografi i dem, som jeg har hugget fra lødig og mindre lødig litteratur«, siger Birkemose.

   »Jeg bliver første gang opmærksom på den form for billedkunst, da jeg er ti-tolv år. Da styrter vi ned for at se, hvad bladhandleren har: Orv, det er frækt, det der ... En dame, der næsten er nøgen! Og dengang retoucherede man altid måtten væk, altså pubeshårene, så det var næsten, som om de var nybarberede, hvad der gjorde dem endnu mere perverse«.

Jens Hybel spørger: "Du transformere pornobilleder til noget andet ...?"

»Det gør jeg ... Det viser sig jo, at halvdelen af Jordens mænd og sikkert også kvinder interesserer sig for billedkunst, også kaldet pornografi. Jeg har altid sagt, at ordet ’pornografi’ faktisk er et meget godt ord, det er sat sammen af porno ... det er græsk og skulle betyde noget med vellystig ... og grafi, det betyder billede. Et vellystigt billede. Og man kan sige, at når jeg tager det billede ud, så får det en vægt, som den almindelige discountpornografi aldrig vil få – jeg skaffer den splint af billedet et bedre publikum, eller en bedre måde at blive set på«.

   Men Birkemose gør det ikke nemt for sit publikum. Motiverne er langtfra altid lette at få øje på. Især ikke i malerierne. Måske gemmer maleren det væsentlige motiv bag mere iøjnefaldende motiver. Beskueren må gerne blive vildført.

   »Jeg vil gerne spænde ben for ham, så han ikke når ind til billedet, der, hvor jeg mener at have fundet værdien. Men måske bliver billedet låst op, tredje gang han ser det. Og der er de samme nøgler og mystiske ting i de store billeder, der er det bare ikke så tydeligt som i kollagerne«.

Ideen er at den metaforiske blending skal ske inde i hovedet på publikum. Tilskuerne må arbejde for sagen. Der er en gåde på spil i spændingen mellem det underliggende motiv og overmalingen.

   Det er det æstetiske princip hjerneforskeren Ramachandran har kaldt "peeka-boo", og som jeg har oversat til "borte-tit-princippet.

Jeg kan ikke finde oplysninger om hans barndom og ungdom, andet end at han var godt på vej til en musikkarriere da han skiftede til maleriet. To personer i en! 

   Maleren har i en lang årrække boet og arbejdet i Frankrig, men er nu vendt hjem til Danmark - i krise fordi hans kone og model gennem mange år, Nana, for 6 år siden har forladt ham for en anden. Det er det artiklens rubrik refererer til: "Maleren, modellen, konen og hendes elsker". 

   Birkemose:

"Sådan en skilsmisse er næsten som en verdenskrig... Jeg har jo været igennem det de sidste seks år. Konen stikker af med gartneren, og den første reaktion er at lave en vits ud af det. Man siger: Ja, min kone er stukket af med gartneren ... hvor fanden finder jeg så en ny gartner?"

Googlesøgningen viser også at manden er en kreativ og virkelig suveræn akvarelmaler, noget der selvfølgelig særligt fanger min interesse. Han udnytter lag på lag-teknikken kombineret med at lade farverne flyde over i hinanden.

Og så giver han en fin beskrivelse af det jeg selv - usikkert - har prøvet at sætte ord på i et af mine indlæg om akvarelmaleriets mysterier, da jeg sammenlignede nogle af mine akvareller med de fotografier jeg brugt som forbilleder:

Et billede fanger næsten øjnene for brutalt, man står på stationen lige før hjernevask. Der er forskel på at se et landskab og så se et billede af et landskab. Når du ser det i virkeligheden, kommer det ind i dig på en måde, du ikke tænker over. Men hvis du ser det samme landskab gjort til kunst, for eksempel af Cézanne, der har malet et bjerg, så begynder det at kræve ting af dig, det kan være godt eller skidt, men det kræver en opmærksomhed lidt ligesom et uvornt barn, det vil ses ... Der er langt større tolerance over for det virkelige landskab, for det er et billede, vi selv producerer inde i hjernen, hvorimod der i kunstbilledet kan være ting, der vil bestemme over din verden«.

Jeg synes hans malerier har ganske mange lighedspunkter med vores lærer i akvarelmaling på kurset ved Gardasøen, Bardur Jakupssons billeder. De er også nogenlunde jævnaldrende.

Endelig giver Jens Birkemose en meget klar skildring af den flow-tilstand jeg har været optaget af at beskrive i mange forskellige sammenhænge her på bloggen:

»Jeg får kræfter af at male. Når vi kom hjem til lejligheden i Paris, og klokken var tolv om natten, eller et eller to ... det var en flot gammel lejlighed fra 1600-tallet med fem meter til loftet, så du kunne få et stort billede ind, der var bare plads ... så tænkte jeg: Åh, det ser sgu svært ud. Men så går jeg lige forbi og tager den der grønne og gør sådan her, og lige pludselig fanger billedet dig, og så bliver du ved med at male, ligesom en ludoman, jeg standser ikke... Det bliver bare ved og ved og ved, og så pludselig opdager jeg: Hvad fanden, klokken er fem om morgenen! Hvis jeg havde lavet noget andet om natten, ville jeg have været dødtræt, men det særlige ved at være maler er, at det virker lidt som narkotika«.

Ja, ganske præcist beskrevet. Den kreative flow-tilstand udløser endorfiner, hjernens egne "lykkkestoffer" som man kan blive afhængig af.

Ligesom jeg er blevet afhængig af den flow-tilstand som det at skrive indlæg til denne blog sætter mig i.

Hans billeder som jeg kan google mig frem til, slår emotionelle strenge an hos mig. Ekko i sjælen. Match. Bare jeg kunne male sådan.

   Og vi er lige gamle. Født i sommeren 1943. Han har fødselsdag et par uger før mig.

Men personen i interviewet får jeg ikke noget klart indtryk af. En jævnaldrende mand der er deprimeret over at konen og modellen for 6 år siden forlod ham for "gartneren". 

  Skilsmisse. Kender jeg til. Det er ikke det rene pjat.

  Men ... Jeg holdt op med at ryge i 1975. Der var jeg oppe på 40 King´s om dagen. Det er en forskel.

Jeg søger videre. Hvem er han, hvad er han for en?

   Jeg finder et interview med ham - lavet af Lisbeth Bonde - i Weekendavisen - fra 2003. Rubrik og manchet lyder sådan:

Profetisk fugl

Maler, grafiker, keramiker og fotokunstner. Jens Birkemose er mange ting. I denne måned fylder han 60 år og fejres med en udstilling på Gl. Holtegaard. Her afsløres en kunstner, der insisterer på at anråbe konformiteten og pænheden. Birkemose flænser betydninger i stykker og sætter skræk i betragteren. Frækt og frimodigt udfordrer han livet, lysten og døden, og han er ikke bange for at dyrke det grimme, når blot det er sandt.

Ja, sådan er jeg jo absolut ikke. I hvert fald ikke udadtil. Og nok heller ikke indadtil. 

   Men som spejl af det indre, det ønskede indre, er han ikke værst. Jeg bliver mere nysgerrig.

   Længere nede i teksten:

Kunstneren selv lever på bedste vis op til de verserende forestillinger om kunstnermyten: Bohemen, superæsteten, vagabonden, der indsuger tilværelsens råstoffer. Siden 1974 har han boet i Paris og fra slutningen af halvfemserne i Syd- og Sydvestfrankrig. Intervieweren besøgte ham i hans hus i en lille, pastelfarvet landsby syd for Toulouse. Fra huset ses de sneklædte Pyrenæer i det fjerne. Vi sidder på Jens Birkemoses altan i aftenskumringen, mens flagermusene suser rundt mellem husfacaderne. Jens Birkemose samler dem ofte op og dypper dem i terpentin og derefter i rød maling og bruger dem i sine billeder.

   Typisk maler Jens Birkemose på flere malerier ad gangen, fordi hans arbejdsmetode kræver mange lagvise påføringer af oliemaling, men også fordi han derved kan samle de mange forskellige visuelle registre og stofligheder, han opererer med, i ét sammenhængende flow. Hele vejen igennem har han lavet grafik – fremragende, vovet grafik - der i dag nyder respekt hos de helt unge kunstnere. Det er blevet til 25 små grafiske bøger siden den første ’Correspondances’ i 1970. Desuden har han hele livet igennem fotograferet og betragter i dag sit fotografiske oeuvre, som aldrig har været udstillet, som en hovedhjørnesten i hans samlede værk.

Now we are talking!

   En særligt kreativ personlighed, flere peson(lighed)er i en, træder frem i de indledende paragraffer til Lisbeth Bondes interview. Og når Jens Birkemose skiftede karriere fra musik til maleri, så var det ikke frivilligt:.

"Sandheden er, at jeg blev smidt ud af Musikkonservatoriet. Jeg var fanget af et system, som jeg syntes, jeg kunne overskue, nemlig noderne. Det skulle gå op som i en kæmpemæssig hinkerude. (...)

  Men hvis man skal sammenfatte mit forhold til henholdsvis musik og billedkunst, så har jeg overført musikkens formlære til billedkunsten. Det begyndte jeg allerede på, da jeg som Konservatorieelev blev klar over, at jeg skulle være maler. Jeg manglede noget, der var mere abstrakt end perspektivet og fladeopdelingerne. Det var heller ikke relevant at bruge det mere.”

Hvad snakker han om? 

   "Perspektivet" ! Det er det såkaldte centralperspektiv matematikere, kunstnere og arkitekter opfandt i renæssancen. Og som gjorde at maleriernes motiver pludselig matchede det øjet så, på en "mimetisk" måde. Malerierne begyndte at blive "virkelighedstro".

   Jeg husker fra min barndom  - måske har jeg været 10 år - da jeg opdagede det med centralperspektivet og forsvindingspunkter i horisonten. Og jeg begyndte at bruge det i mine tegninger. Det var en mental åbenbaring. 

   "Fladeopdelingen". Det er Cezannes metode. Kubisnmen. Legér. Lundstrøm, Mondrian. Manga!

Da fruen og jeg var på Fuglsang kunstmuseum sidste weekend, så vi et smukt dansk eksempel på det som Jens Birkemose havde fået nok af og ville ud over:

Et maleri af den danske kubistiske pioner, Jais Nielsen. Hvis billeder fruen og jeg for et par år siden så en flot retrospektiv udstilling med - også på Fuglsang. 

Jeg finder og husker denne kopi af et af hans den gang avantgarde-malerier med direkte inspiration fra den franske kubisme. 

   Det er et smukt udtryk for serendipitet som jeg i sidste uge beskrev igen - det tilfældige held eller det heldige tilfælde - at jeg finder kopien af maleriet på en hjemmeside hvor "blending" indgår i titlen: "Blended learning".

http://fortyvekronerblandetlaering.edublogs.org/

Den her association til Jais Nielsn var jo ellers en klar afsporing i forhold til at det var Jens Birkemoses kreative og mentale set up jeg var på jagt efter. 

   Han fortalte til Lisbeth Bonde at han var på jagt efter "noget mere abstrakt" end "perspektiv og flademaleri". 

   Hvad er det så? - Lag på lag på lag!

Lisbeth Bonde spørger:

Dine maleriers overflader er fyldt med spor efter arbejdsprocessen. Du veksler mellem tætte og drivende, blanke og matte overflader og en masse spor i malingens materie. Det er, som om der i overfladen ligger et billede i billedet? 
 “Jeg bliver belært af billedet, men det er lige så ofte held og tilfældigheder, der skaber denne overflade. Tilfældigheder, som jeg indimellem parrer med Blaise Pascals sandsynlighedsregning. Det er en instinktiv måde at bevare det matematiske på. Når mængder krystalliserer sig, sker det på forskellige måder. Sandskorn eller regndråber virker fx kaotiske, men der er nogle særlige regler for.

Lisbeth Bonde spørger videre:

Hvad er det for en drivkraft, der får dig til at spy alle disse billeder ud? Hvor kommer dine billeder fra?

  “For mig er det et notatsystem af tanker. “Hvad er det, du vil sige?” spørger jeg mig selv. “Vil du sige noget om formen eller indholdet? Man må skelne mellem æstetik og etik. Men det kan på den anden side gå hen og blive en forfærdelig påstand. Begrebet etik er så udhulet, at det kan ligne en spand med moral. Man ender med at få svært ved at se forskellen på de to begreber. Løber de sammen? Er de komplementære?

   Når det gælder et maleri, er man ofte befriet for de tanker, så længe man maler på det. Men vender man sig væk, begynder man at tænke som beskuer, og de tanker, man får, kan være mange og modstridende. Er det et budskab, der lige så godt kunne siges på en anden måde, eller gør du det her, fordi du gerne vil lave denne her form? ” Billederne er den eneste chance for at komme til orde over for mig selv. Selv om jeg hele tiden siger tingene forkert, prøver jeg alligevel endnu en gang. Det er sådan set ikke håbet om at komme til at lave et fantastisk godt billede, som interesserer mig, snarere gælder det om at komme frem til det forum i mig selv, som jeg fortæller fra. Jeg tror derfor på kvantiteten, det at forsøge igen og igen. Det giver selvfølgelig mange billeder eller mange udsagn. Men så længe man står og sviner, så er det lige som med en blues på klaveret. Man flyder ud i endeløse improvisationer, begraves så at sige i billedet, og det kan være svært at komme op til overfladen til de mere sluttede linjer, hvorfra man har begyndt nedstigningen i billedet. 

Han siger at det går galt for ham, når han "vender sig væk og begynder at tænke som en beskuer". 

   Igen beskriver han flow-tilstanden - nu med en anden smuk metafor: "... en blues på klaveret: Man flyder ud i endeløse improvisationer, begraves så at sige i billedet."

Jeg hører i det her citat, ekkoet af Tim Gallway og hans skelnen i bøgerne om "The inner game of..." - mellem "Self 1" og "Self 2" - hvor "Self 1" der er bekymret og selvbevidst, ødelægger spillet for "Self 2". 

   Jeg noterer også hvor vigtigt og kreativt frigørende det er at kunne "forsøg igen og igen" med det samme motiv, den samme ide." Ifølge Jens Gundersen.

Læs hele interviewet på 

http://www.lisbethbonde.dk/artikler/birkemose.htm

Der er meget mere at hente her. Fx er der en mellemrubrik om "tilfældighedsprincippet" - serendipitet. Lisbeth Bonde spørger:

Tilfældighedsprincippet fylder tilsyneladende meget i dit arbejde?

   “Ja, og det tror jeg, det gør for alle, der arbejder på sådanne symfoniske billeder. Altså store billeder af et format, som man ikke kan undgå at blive opslugt af. Billeder, der regeres af nogle helt andre love end mindre billeder, og som faktisk overtager styringen, således at det er dem, der laver billedet for dig. Tilfældighedsprincippet tager over i denne proces, og det ender med, at jeg ikke rigtigt ved, hvad der sker, når jeg maler. Mange spørger til, hvorfor jeg laver så store billeder, for de fylder jo ad helvede til. Det er sådan set ikke for at hænge dem op, men for at lave dem! Det er faktisk langt vanskeligere at male et lille billede. Når du tage hele kroppen i brug, kan du bare boltre på fladen. Det er lige som at danse til en samba. Folk tror ofte, at de store formater er udtryk for, at man er meget seriøs, men det er slet ikke det, det drejer sig om. Det store billede udtrykker et bestemt punkt, man passerer. Et punkt, hvor jeg selv bliver en slags maleri. Det er en fase, man skal igennem.”

 "Det er ligesom at danse samba"; "Et punkt hvor jeg selv bliver en slags maleri". Hvilke smukke metaforer til at beskrive den særlige flow-tilstand han kommer i når det er store formater han maler! 

I det her interview er Jens Gundersen verbalt i sværen kraft,  og ikke spor deprimeret. 

   Enten er "gartneren" endnu slet ikke inde i billedet, eller også er det lykkedes for konen og modellen at holde forholdet til elskeren skjult.

Men hvordan kunne jeg vide fra interviewet i Politiken at manden - ved nærmere eftersyn - i klare vendinger og med henvisning til et langt kunstnerlivs erfaringer, formulerer en æstetik og en tænkning som klart udtrykker det jeg først så småt har en intuitiv fornemmelse for, og så småt prøver at finde ord for.

   Jens Birkemose får det sidste - ord - nej, billede:

Nyhedstænkning (2) - om nødvendigheden af mentale "historie"-filtre for at kunne arbejde som en god journalist

En vigtig erkendelse i den moderne neurovidenskab er at hjernen fungerer som et system af  filtrer der forenkler og organiserer en uendelig mængde sensoriske input fra omgivelserne til meningsfulde mentale modelforestillinger - både om omverdenen og om os selv. Og at det er disse mentale konstruktioner - forstillinger, modeller, simulationer, worldviews - vi oplever som virkelighed, og som vi handler ud fra.

   Det er det gennemgående synspunkt i bogen "Making up the Mind - How the Brain Creates our Mental World" - af Chris Frith.

Det fremgår ikke om Bob Baker i sin bog "Newsthinking" har haft moderne videnskabelig kilder for en tilsvarende model når det drejer sig om det han kalder "nyhedstænkning" - og som han også kobler sammen med hvordan den gode kompetente journalists hjerne (mere eller mindre ubevidst) fungerer når han/hun arbejder med at producere en journalistisk professionel (nyheds)historie. 

   Alle kilderne i litteraturlisten er fra 70-erne eller før. Bogen er udgivet i 2002, men af forordet fremgår det at den første gang udkom i 1981. Men tilsyneladende er den altså ikke revideret.
    Den har klart været forud for sin tid!

I bogens kapitel "Tapping the Right Brain" refererer Bob Baker til tegnepsykologen Betty Edwards   og hendes tænkning om kreativitet og den højre hjernehalvdels betydning. Hvis man har fulgt lidt med i min blog så vil man vide at jeg jævnligt har taget hende til indtægt i forskellige indlæg.
   Hun er faktisk en af mine "helte".
   Og i forordet oversætter Bob Baker titlens "newsthinking" til "the inner game of newswriting". Det er jo er en indirekte henvisning til coachinguruen Tim Gallwey´s bøger hvis titler alle begynder med "The Inner Game of...". Hans tænkning omkring kampen mellem "self 1" og "self 2" når man skal udvikle perfektion, har jeg også jævnligt refereret til.
   Man finder også formuleringen "creative flow", som kunne tyde på inspiration fra Mihaly Csikszentmihalyi.

 
Analogt til grundtanken i Chris Firths bog bruger Bob Baker metaforen "filter" til at beskrive det mentale maskineri i hjernen som den gode journalist opbygger for at kunne klare at levere sine nyheder professionelt optimalt.

Your central task is the creation of a series of mental filters, one for each step in your prewriting process. Each time you prepare a story, each decision - each rough outline, each question, each piece of information, each new combination of paragraphs - will be run through several or alle of the filters. (...). Your filters ar your standards, tests of completeness which each of the facts to your impulses must undergo.

Jeg har tilsvarende talt om at journalisten for at kunne arbejde må simulere historien, og hele tiden måler og sorterer de faktisk input fra research og interviews og de vilde ideer som hjernen producerer "indefra", i forhold til simulationer af den ideelle nyhedshistorie og den ideelle arbejdsproces, simulationer som er konstrueret af tidligere erfaringer med succesfulde produktioner og produkter. 

Bob Baker skriver videre, idet han kommer ind på "nyhedsværdier" som jo må være en del af dette filter og simulatiossystem:

Your newsthinking must be tailord to the reality of news. Your system og newswriting values has to enable you to continually make aggressiv choises about the raw data you confront; to throw out bad (useless) information; to keep the good and process it through the filters, and to invoke rules of flexibility to retrieve any bad information, should the circumstances of the news story change.

   This is the kind of system  the hightens the unity between your newswriting skills and your brain´s natural talent for making rapid-fire choices and double-checking the results. It is the kind of system that merges  your discipline and creativity, helping them both to function at the richest level.

   With this writing process you judge each piece of information as soon as i arrives: "Does it belong in my story?" you demand to know, the same way your brain and nervous system constantly screen out useless data that would otherwise bombard your senses. The information that qualifise for your story is analalyzed and combined byt passing through those filters.

Man kan sige at målet med håndværksundervisningen og praktikken for journaliststuderende er at opbygge disse mentale og cognitive modeller af den gode nyhedshistorie og det arbejder der fører til at den kan produceres hurtigt  og effektivt. Målet er at de skal fungerer stort set automatisk - som tavs viden. 

   Men det er så Bob Bakers synspunkt at man som journalist bør være bevidst om at det er sådan hjernenen fungerer når man arbejder som journalist.  Hvis man vil blive rigtig god.

    Han refererer i den sammenhæng til funktionsdelingen af de to hjernehalvdele:

You have two cerebral hemispheres, often performing widely differnt functions. The left side handles speech and numbers, and percieves  the world stricktly by the cronology in which events happen. The right side is holistic - expresses itself by nonverbal, subjective, intuitive impulses and allows you to undestand relationsships between parts and wholes.

   Applide to newswriting, the populart right-hemisphere theory maintains that when a reporter writes a good feature story, she uses the right half of her brain to develop a creative angle. She the shifts to her left hemisphere, using it to convert that angel into words and analyze the results, then move back to the right side for further inspiration, then back to the left side to check i out, and so on.

Bob Baker sammenfatter med stor entusiasme sin anbefaling til journalisten om at gøre sig sine mentale kreative processer bevidst ved at bruge metaforen "en kaotisk flod af ideer der snævres ind (grennem filtrene eller simulationerne):

The more clearly you percive the way your mind collects, shuffles, reshuffles, retrieves, and then spits out the components of your story, the more you will write with perspective, authority, and speed. You´ll do it because you´ll feel, subtly, the chaotic flood of ideas narrowing into af line of thougt that will suddenly race from your head to your  fingers and produce the story. You´ll know something about why it happens, and you´ll know somethin about how to make it happen more often.

Med denne formulering kommer han meget tæt på den begrundelse jeg har for mit oplæg om kreativitet på journalistuddannelsen på RUC. Og han legitimerer altså også det der i mange indlæg har optaget mig på denne blog: ønsket om forstå hvad der foregår i det "mentale maskinrum" når den gode journalist er mest kreativ og produktiv i sit arbejde. 

Nyhedstænkning (1) - om betydningen af simulation i den journalistiske arbejdsproces - ifølge Bob Baker

Newsthinking er titlen på en bog som jeg har haft stående i min reol et par år. Og pluklæst hist og her. Undertitlen lyder: "The Secret of Making Your Facts Fall into Place".

   Men det er først nu den ligesom falder på plads i min egen tænkning omkring hvad journalistik er og hvordan journalister - ubevidst - tænker når der arbejder på at producere en historie.

   Det viser sig nemlig at den faktisk relaterer sig til den videnskabelig tilgang til journalistikken som jeg har betegnet neurojournalistik. Og den har i modsætning til de fleste andre journalistisk lærebøger, et selvstændigt kapitel med titlen "Crativity". Og et andet der har overskriften "Tapping the Right Brain". 

   Forfatteren hedder Bob Baker, og på titelbladet fremgår det hvad hans professionelle rolle er: "Los Angeles Times Deputy Metropolitan Editor and Writing Coach".

   Jeg får nu en aha-oplevelse ved det aller første afsnit:

Take af few minutes. Look around your classroom or newsroom and find the best writer. Watch her type. Why is she better? Why, if alle of you collected the same information before writing a story, would hers be the one that a editor would run?

Jeg får associationer til det spørgsmål jeg selv startede med da jeg begyndte at udforske den særligt kreative personlighed, som jeg havde mødt som enspændere på de mange redaktioner jeg har været ude på i rollen som udviklingskonsulent.

   Hvad i deres sind (og deres historie) er det der gør at de skiller sig ud og udmærker sig når det gælder evnen til at fortælle historier? Det var et af spørgsmålene jeg har forfulgt svaret på fra starten af denne blog.

   Her kommer Bob Bakers:

The answer lies in the brain og, if you wish to use a broader term, in the mind. That skilled reporter´s brain has organized the thinking and writing into a highly efficient series og steps - a far more refined process than the one you use. From there, her brain has learned tht basci structure so well that many of the stpes begin to come in clusters - she doesn´t have to worry abour performing them one step at a time.

Det her lyder klart som en beskrivelse af Donald Schöns "Thiking in Action". Og også når Bob Bakers lidt senere skriver:

... the reporter has devloped her ability to organize a story not by increasing the number of active nerve cells in her brain (...) but by improving the extent and subtlety of the never cell´s interconnections and their readiness to fire.

Jeg har flere gange tidligere nævnt den slagsordsagtige sammenfatning af en af grundstenene i den moderne cognitive neurovidenskab: "Cells that fire together, wire together." 

   Wikipedia giver navn til den teori som en masse af mine foregående indlæg bygger på: "Hebbian Theory", og skriver om hjerneceller der tænder når de er forbundet:

Hebbian theory describes a basic mechanism for synaptic plasticity wherein an increase in synaptic efficacy arises from the presynaptic cell's repeated and persistentstimulation of the postsynaptic cell. Introduced by Donald Hebb in 1949, it is also called Hebb's rule, Hebb's postulate, and cell assembly theory. (...)

   The theory is often summarized as "Cells that fire together, wire together."[1] It attempts to explain "associative learning", in which simultaneous activation of cells leads to pronounced increases in synaptic strength between those cells. Such learning is known as Hebbian learning.

Det er tydeligvis "Hebbian learning" Bob Baker skriver om ovenfor. Og som fx Lakoffs "The Neural Thory of Language" også bygger på (se tidligere blogindlæg).

   Bob Baker forklarer at når denne særligt dygtige journalist har disse særlige evner, så er det ikke...

That´s not magic. But that´s why she appears to have at "quick mind", to jump several thoughts ahead in crucial situations. Her brain has learned to combine a series of steps in this basic compostition process without have to monitor the feedback step by step. 

Jeg har tidligere skrevet at en nyhedsjournalist for hver dag at kunne opfinde og udvikle nye historier og friske vinkler under pres fra deadlines, så må han/hun have indbygget nogle automatiske simulationsskemaer som gør de muligt at foretage de rigtige beslutninger uden bevidst at reflekterer over dem. Og det er faktisk noget lignende Bob Baker er inde på - med afsæt i forskning af komplekse industrialiserede arbejdsprocesser:

One of the most significant cnclusions derived from studies of complex industrial processing operations is that the skilled operator appears to build af "conceptual framework" or model of the mental and physical processes he is using and the manner in which they function. He uses his imagination to construct a mental picture og the way he does his job.

I forhold til hvad jeg tidligere har skrevet så er vi nu på hjemmebane: Den rutinerede særligt dygtige og kreative journalist er kendetegnet ved at han bruger sin fantasi til at konstruere en model - et mentalt billede - af måden han arbejder på. Han kan automatisk og ubevidst simulere en række faser eller trin som kendetegner den typiske journalistiske arbejdproces - fra ide til færdig artikel.