Visuel blending - Terry O´Neill og Rahcel Welch på korset

http://www.thelittleblackgallery.com/download/guys-and-dolls/Guys-and-Dolls.pdf

"Musikvold" - blending af vold og musik

På Information Kultur&Debat-sider den 31. august bliver jeg ved den første overblikskanning fanget af ordet "musikvold" - som står som en slags "tag"-rubrik til en længere artikel.
   Der er klart tale om et blended udtryk - skabt af input fra to meget forskellige konceptuelle rum: et rum med "musik" som jo normalt forbindes med glæde og samvær og skønhed, og et andet rum der indeholder "vold" som er et menneskeligt natside-ord der refererer til noget der er negativt og moralsk problematisk. Så de to ord og deres modsvarende mentale rum er blended  via ordet "musikvold" ved en kreativ grænseoverskridende tankeproces der sammenfatter et nyt fænomen. Og præcis derfor vækker interesse og nysgerrighed i optakten til en artikel .
    Artiklen er skrevet af Ralf Christensen, og rubrikken er også udtryk for blending: "Guantanmos greatest hits": Et musik-input-rum og et fange-fængsel-input-rum blandes i rubrikkens tekst - mentale rum som i en konventionel forestillingsverden intet har med hinanden at gøre. (Og dog: Jailhouse-rock og Johnny Cash i San Quintin-fængslet).
   Avishistorien her handler om en udgivelse på nettet af 60 musiknumre som dokumenteret er blevet brugt til psykisk tortur af Guantanamo-fanger. Se http://www.mahalo.com/guantanamo-torture-playlist.
   Hvad kreativt ligger der i det?

Problemet for torturbødler er at tortur af fanger er forbudt og strafbart i følge internationale konventioner. Og at fysisk tortur sætter fysiske mærker, spor og ar som siden kan bruges som bevis og dokumentation. Derfor forsøger kreative torturbødler at finde på midler og metoder som ikke kan spores. Et af dem er at spille ekstremt høj musik - lige under grænsen til at trommehinden sprænger - og spille det i lang tid for fanger som skal afhøres, så det ud over at være pinefuldt for øret også forhindrer dem i at sove.
   Den torturform har dokumenteret været brugt over for Guantanamofanger. Den har også en navn: søvndeprivation - konsekvenserne af det kender alle nybagte forældre til.

Man kan også sige at der dermed er tale om et i øvrigt velkendt fænomen: at man bruger musik til at skræmme og nedbryde den psykiske moral hos fjender. Biblen har historien om Jerikos mure som blev væltet af den rædsomme tuden fra bukkehorn og kampråb. Og enhver der har hørt skotsk sækkepibemusik, forstår også hvor nedbrydende det har været for psyken og moralen hos den skotske hærs fjender at skulle møde skotske soldater i felten til disse jammerlige og enervende toner.
   I øvrigt har søvndeprivation også - sjovt nok - en helende effekt på depressive tilstande.

Og jeg associerer lige videre. Tv-dokumentaristen Poul Martinsen har i flere af sine programmer i 70-erne lavet eksperimenter med en anden torturform: sensorisk deprivation: "Det isolerede menneske" (1969) og "Isolation" (1979). Eksperimenterne går ud på at forsøgspersonerne får bind for øjnene, og lukkes ind i et helt lydisoleret rum. Efter et stykke tid (nogle få timer) under disse vilkår oplever mange hallucinationer, bl.a. i form af stemmer. Og angst og tankeforstyrrelser. Martinsen bruget eksperimenterne til at dokumenter en samfundskritik og en kritik af en fængselspraksis hvor Danmark skiller sig markant ud.
   Den amerikanske hær (og sikkert også den russiske) eksperimenterede allerede med sensorisk deprivation som en form for hjernevask under Den kolde krig i 50-erne og 60-erne.

Dansk fængslingspraksis tillader isolation af fanger i længere tid end i de fleste andre retssamfund. Og vores land er på grund af lovgivningen på området, flere gange blevet indklaget for Menneskerettighedsdomstolen - i princippet anklaget for at udsætte fanger der er isolationsfængslede i længere tid, for mentalt invaliderende tortur.

Placeboeffekter og det modsatte - tro og forestillinger kan gøre ondt værre eller bedre

Sidste nummer af Illustreret Videnskab (13/2010) har en artikel om placeboeffekten og det modsatte, som benævnes noceboeffekten, som i rubrikken kaldes "Placebos onde tvilling".
   Essensen i begge effekter er at hjernen gennem positive forventninger eller gennem frygt - altså negative forventninger - kan påvirke organismen fysisk og fysiologisk - med effekter som om organismen rent faktisk havde været udsat for en kemisk-fysisk påvirkning.

Har det noget med kreativitet at gøre? Ja, det har det. Artiklen fortæller at man kan påvise at de centrer som aktiveres i hjernen i forbindelse med en rent fysisk-kemisk påvirkning, også aktiveres ved forestillingen om denne påvirkning. I princippet kan man altså fantasere sig til døde, eller fantasere sig til at blive rask. Forestillingen om en virkning af et stof som indtages, kan altså i følge artiklen have en positiv/negativ biologisk/fysiologisk effekt der er  lige så stærkt som hvis stoffet faktisk indtages.
   I den negative version kan vi altså sige at der er god mening i udtryk som "syg af bekymring" eller "dø af skræk".
   Artiklen taler om at forventninger om smerte - altså negative forventninger - kan aktivere et hormon ved navn cholecystokinn, der fungerer som et signalstof i hjernen og indgår i smerteoverførsel.  
   Omvendt må man gå ud fra at noget tilsvarende sker ved den positive placeboeffekt. Der aktiveres sandsynsligvis lykke- eller belønningsstoffer i hjernen ved forestillingen om den positive effekt som et stof man indtager, har. Det er dog rent gætteri fra min side.

Jeg associerer nu vildt til det fænomen der har navnet appreciative inquiry som er en metode eller filosofi der konsekvent fokuserer på det der fungerer i en organisation, og derved fremmer udvikling og fornyelse. Slagordet er: Bag ethvert problem findes en drøm om noget der er bedre. Wikipedia skriver om AI:

The basic idea is to build organizations around what works, rather than trying to fix what doesn't. It is the opposite of problem solving. Instead of focusing on gaps and inadequacies to remediate skills or practices, AI focuses on how to create more of the exceptional performance that is occurring when a core of strengths is aligned. It opens the door to a universe of possibilities, since the work doesn't stop when a particular problem is solved but rather focuses on "What is the best we can be?" The approach acknowledges the contribution of individuals, in order to increase trust and organizational alignment. The method aims to create meaning by drawing from stories of concrete successes and lends itself to cross-industrial social activities.

Jeg associerer videre til forskellen mellem negativ efterkritik og og positiv efterkritik på en redaktion.  Sidst jeg var konsulent på en avisredaktion blev jeg og min konsulentmakker, som er overbevist AI-mand, enige om at vi ville forbyde negativ efterkritik på redaktionen og kun tillade den positive, som jo altså skulle fokusere på hvad der lykkedes og forsøge at sætte ord på hvad der var godt ved det der var godt.
   Omvendt husker jeg fra gamle dage da jeg var konsulent i DR´s Personalekursu at der i en periode havde udviklet sig en norm på Radioavisen omkring efterkritik, en norm der udelukkende fokuserede på fejl og mangler, og som tydeligvis havde den konsekvens at det redaktionelle klimaet for udvikling og forbedring gik totalt i sort.
  
Det er så min teori: En sådan ensidig fokusering på enten kvaliteter eller mangler i forbindelse med redaktionel efterkritik, fungerer i princippet som placebo eller nocebo i forhold til kreativitet. Folk bliver kreative af at møde positive forventninger - og ukreative hvis de konsekvent udsættes for negative forventninger.
   I forbindelse med efterkritik kan man formulerer det som et slogan: Forbilleder fungerer bedre end skræmmebilleder.

Og jeg associerer videre. En organisationssociolog som hedder Peter Senge har søsat begrebet creative tension til at beskrive det udviklingspotentiale der for en leder ligger i at formulere en positiv vision for udviklingsmålene i en "lærende organisation" - en vision der mentalt fungerer som en udspændt elastik i forhold til den aktuelle virkelighed.
   I modsætning hertil findes der blandt organisationsociologer også begrebet "den brændende platform" til at beskrive hvad der kan tvinge en organisations medarbejdere til fornyelse og udvikling. Det er den fælles forestilling om hvor galt det kan gå hvis man ikke straks gør noget.

Altså to veje til fornyelse og udvikling og stimulering af kreativitet: frygtens eller optimismens.

Innovation - kreativitet for pengenes eller nyttens skyld - eller for fornøjelsens

Jeg har lige været censor for et speciale der handlede om innovation. Titlen var: Kan regeringen styre innovation. Afhandlingens forfatter: Karsten Baun.
   Empirien var en analyse af statens forsøg gennem forskellige økonomiske og administrative tiltag at øge innovationen, sådan som de kom til udtryk og blev 'italesat' i en række rapporter og betænkninger fra de senere år. Og specialets pointe var at der var forskellige innovationsparadigmer som historisk afløste hinanden. Og at staten primært havde taget afsæt i et, og var blind for de muligheder der lå i innovation med humanistisk udgangspunkt og baggrund.
   Specialet talte om en særlig diskurs som var bundet til teknologi og forskning.
   Jeg vil nok snarere bruge begrebet frame, til at beskrive de bindinger og begrænsninger der har ligget i de rapporter, betænkninger og anbefalinger som er kommet fra regeringen. Og beskrive hans konklusion som et argument for at der lå uudnyttede muligheder i en re-framing af det felt der handler om værdiskabende fornyelse og udvikling i samfundet.
   Men det var selve ordet 'innovation' jeg ville se lidt kritisk på.

Jeg har det sådan med begrebet innovation, som jo er blevet et buzz-word i de senere år og på mange områder har udkonkurreret ældre udtryk som: kreativitet, kreative produkter, at jeg synes det begrænser og i virkeligheden er lige ved at indeholde et selvdementerende paradoks.
   I hvert fald udelukker begrebet 'innovation' alt hvad der har med "unyttig" kunstneriske aktiviteter at gøre. Kreativitet som vrede, kreativitet som vildskab og grænsebrud, er ikke de mest nærliggende associationer 'innovation' inspirerer til.
   Det ligger i kreativitetens natur og den kreative tænknings funktionsmåde, at den går på tværs af eller stik imod logisk, lineær tænkning og sætter sig ud over rationel vurdering og grænsesættende målestokke. "Innovation" derimod lægger et nytte- og penge-perspektiv ned over kreativiteten som den hele tiden vil tøjle og målrette.
   Uden at have tjekket op på det, gætter jeg på at begrebet 'innovation' kommer ind med mannagementlitteraturen omkring årtusindskiftet.
  
Ved at lægge innovations-rammen ned over aktiviteter, tiltag og planer, så afgrænser man sig fra de muligheder der ligger i alle de udtryk og former for kreativitet der har leg, fornøjelse, frihed og fællesskab som drivkraft og motor.      
   Den side af 68-generationens nybrud og re-orientering af tænkningen, som ikke var funderet i marxistisk studenteroprør, havde kreative værdier og positive konsekvenser som man ikke kunne have forudset eller tænkt hvis man primært havde fokuseret nytteværdien i det: Fristaden Christiania, Roskilde Festival, gruppe- og projektarbejde, Flower-Power, Den rejsende højskole, Djursland kollektiverne, lilleskole-bevægelsen, Det fri gymnasium, Poul og Nulle og ungdomsredaktionen i DR, Solvognen, Burning Red Ivanhoe, Pornoens legalisering.

TV 2/News - en dårlig ide der blev en succes - via påtvunget konceptuel blending

Olav Hergel skriver en stor baggrundsartikel i Søndagspolitiken den 15. august, med rubrikken "Breaking News & talking heads." Pointen i artiklen er at kanalen TV 2/News, efter først at være udråbt til en fuser, nu er endt med at blive en succes.

   Hvad er sket, hvad er forklaringen? - Konceptuel blending!

  

Da kanalen TV 2/News blev lanceret var tanken at den skulle levere hurtige og spektakulære nyheder døgnet rund. I princippet som CNN eller BBBC-world. Dertil blev indkøbt en helikopter.

    Problemet var at der jo ikke var nyheder i lille Danmark der kunne leve op til og indfri det oprindelige koncept. Der skete simpelt hen ikke nok, og det der skete var ikke opsigtsvækkende og sensationelt nok - til at konceptet holdt - med hurtige, hårdt klippede nyhedsindslag, kombineret med live-rapportering fra begivenhedernes brændpunkt. Den gik bare ikke.

Konsekvensen blev at man jo så skulle finde ud af at fylde fladen ud med noget andet end der lå i konceptet, hvis man ikke skulle ud i at sende i  nyhedsbåndsløjfter, som man kender det fra DR/DAB-radioens nyhedskanal. Og fra DR Update. Og som der godt nok ikke ville være mange seere til og mange reklameindtægter i.

   Hvad gør man så for at overleve? Går den modsatte vej af den vej tv-nyhederne ellers har bevæget sig i mange år, som f.eks. beskrevet og dokumenteret af medieforskeren Stig Hjarvard for nogle år tilbage.

Her indtræffer nemlig den kreative mekanisme som jeg i anden sammenhæng har kaldt "det tomme bord": dette at man redaktionelt er underkastet kravet om at fylde når man ikke har noget eller nok at fylde med, det fungerer som en stærkt kreativitetsprovokerende stimulans. Opfind eller dø!

   "Det tomme bord" er forklaringen på at det stort set er meget sjovere og mere interessant at hører radio og læse avis om sommeren end om vinteren. Agurketiden er ud fra et kreativitetssynspunkt den årlige periode for nyudvikling af journalistikken. Fordi der ikke er pligtstof nok og ikke tilstrækkeligt nyhedsmæssigt "rugbrød" til at fylde sendeflader og avissider i sommerperioden.

Og sådan blev det også på News. Det som enhver traditionel tv-nyhedudsendelse i mange år har skyet som pesten, nemlig mange "talking heads"og "talende jakkesæt", det viser sig, ret så paradoksalt, at blive løsningen: Har man ikke hårde nyheder og tunge begivenheder nok til at fylde en døgnflade med nyt på de fleste dage, så er der flere end nok eksperter og politikere der hellere end gerne vil i studiet og på skæremen og sige noget om og kommentere det lidt der sker.

   Og det som såvel politikere som eksperter ellers har hadet nyheds-tv for - at deres udtalelser blev redigeret ned til korte slagkraftige og forenklende "sound bites" med påtvungne skarpe vinkler, det blev nu pludselig vendt til både kildernes og stationens fordel og fornøjelse. For nu var der tid og nu var der plads til lange seriøse interviews, diskussioner og kommentarer.

    Og det var der faktisk seere til da det kom til stykket. Det som alle kulturradikale mediforskere og kulturpinger i årevis har bebrejdet public-service-stationerne at de forsømte, at gå i dyben med historierne, det blev gradvist, efterhånden som konceptet fandt sin nye identitet, til virkelighed. Så konceptet ændrede sig indholds- og formmæssigt til en slags DR/Deadline - døgnet rundt.

   Eller man kan sig at man udviklede et koncept med inspiration og erfaringer fra de daglange reportage-udsendelser ved kongelige fest-begivenheder, hvor der stort set ikke sker noget særligt det meste af tiden, og hvor det der sker, er nøje planlagt og tidsfæstet. Og det er også her kommentatorerne må levere en stor del af fremdriften i udsendelsen.

Samtidig tog man så konceptuelt konsekvensen af at det var så få dage om året hvor der i egentlig traditionel amerikansk forstand var tale om "breaking news", og neddroslede simpelt hen kraftigt de redaktionelle krav til hvornår man kunne annoncerer "breaking news". Man sænkede journalistisk set overliggeren kraftigt, så man alligevel relativt ofte kunne have en nyhedsdramaturgisk "motor" til at trække udsendelsen og give den fremdrift hen over dagen. Igen en kreativ omdefinering af konceptet.

   Det som måske ikke i sig selv er særligt spændende eller sensationelt set med de skarpeste nyhedskriterieøjne, det kan News-redaktionen - ved at frame det som "breaking news" - forfølge journalistisk hen over dagen og aftenen med løbende kommentarer og konfronterende diskussioner fra stadig nye vinkler.

Her er klart tale om konceptuel blending - presset af et krav om fornyelse for at overleve. Et for så vidt velkendt og veletableret internationalt nyhedsformat, tænkes sammen med den udvikling som ellers præger aviserne mere og mere: fra newspaper til viewspaper. Det som egentlig skulle være en bredt favnende og sigtende nyhedsdøgnkanal, bliver en elitekanal hvor selve det at levere regulære nyheder bliver den mindste del af fladen. News ender med at levere et programflow hvor fremdriften i meget høj grad bliver rent retorisk, dette i stærk kontrst til den satsning på nyhedsdramaturgisk fremdrift som man ellers i mange år har prioriteret højt på de traditionelle tv-nyhedsredaktioner, med kurser i visual storytelling og deltagelse i den årlige Oklahoma-workshop, satsning på case-historier og soundbites, m.v.

Præcis det samme foregik i DR da man til DR 2-kanalen opfandt formatet "Tema-lørdag". Man havde ikke råd til på DR 2, og der var heller ikke høje seertal nok til, jævnligt og fast at sende lange klassiske højt profilerede dokumentarer med lang produktionstid og høje produktionsomkostninger. Men det segment som DR 2 appellerede til - "de grønne", var faktisk interesseret i udsendelser om de temaer som man ellers traditionelt formidlede gennem disse dokumentargenrer.

   Så opfandt man et format hvor man kunne kombinere relativt billige indkøbte dokumentarer med relativt simple og hurtige egenproducerede reportager, ofte med brug af gratis arkivstof, og suppleret eller bundet sammen med kommenterende studieindslag. Og bundet sammen af et fælles "tema".

   Det kostede det halve eller mindre og fyldte det dobbelte. Og "de grønne" kerneseere til DR 2, der ville have mere indhold og substans lørdag aften end de brede og let underholdningskrævende "bundsegmenter" som DR 1 var fokuseret på, ja, de var glade.