Sider

tirsdag den 18. maj 2010

Synæstesi og kreativitet

Nogen mennesker har det sådan at de kobler f.eks. bogstaver og farver sammen - så at sige tvungent. Eller farver og lyde sammen. Eller smag og farver sammen. Altså ydre sanseindtryk fra en sans blandes automatisk og efter bestemte regler med indput fra en anden sans som produceres indefra af hjernen selv. Jeg har set fænomenet omtalt som "sansernes metafor".

Synæstesi forbindes ofte med kreativitet, mange særligt kreative mennesker har været synæstetikere:
Franz Liszt and Nikolai Rimsky-Korsakov (Composers) - Wassily Kandinsky (Abstract Painter) - Vincent Van Gogh (Painter) - Richard Feyman (Physicist) - Albert Einstein (Physicist) - Franz Schubert and Ludwig Van Beethoven (Composers) - Duke Ellington (Composer-Pianist) - Sid Barret (Musician, Singer, Song writer - Pink Floyd Band) - Charles Baudelaire (Poet, Critic, Translator) - Arthur Rimbaud (Poet Anarchist) - Olivier Messiaen (Composer, Organist, Ornithologist) - Amy Beach (Pianist, Composer) and currently under study: Frank Lloyd Wright (Architect, Writer, Educator)- Jimmy Hendrix (Song writer, Singer)- Victor Hugo (Novelist, Poet) and more. http://www.qondio.com/hearing-colors-and-seeing-sound-synaesthesia
Min kone er også synæstetiker, viser det sig. Bogstaver, ord og tal forbindes i hendes hjerne automatisk med bestemte farver. Hun læser iøvrigt ekstremt langsomt - ord for ord, så at sige. Hvis hun for hvert ord, både skal forstå hvad det betyder, og koble det med en farve, så er det for mig klart at det kan bremse læseprocessen. Hun fortæller at da hun var ung kunne det være stærkt forstyrrende, men nu er det det ikke mere. For mig er det tydeligt at når hun læser, så nyder hun ordene - smager på dem - på en helt anden måde end jeg gør.

Da jeg lærte blending-begrebet at kende, fik jeg næsten med det samme associationer til synæstesi. Jeg tænkte at det jo kan opfattes som "tvungen" blending af to perceptuelle domæner. Og så associerede jeg det også med takete-lumuma-distinktionen, som jeg og mine medlærere altid har introduceret i forbindelse med kurser i dramaturgi, og som stammer helt tilbage fra TV-SUM-kursernes svenske forfader: Ola Olsson. Se her en henvisning:
Lumumma och Takete
Begreppen Lumumma och Takete är skapade av den tyske gestaltterapeuten Wolfgang Köhler. Han undersökte hur individer från olika kulturer och språkgrupper kombinerade symbolerna med begreppen Maluma och Takete. Köhler gav ut boken Gestalt Psychology 1929. Dramaturgen Ola Olsson har översatt begreppet Maluma till Lumumma.
http://www.makete.se/makete-metoden/lumumma-och-takete
At man kan udnytte synæstesi i kreativ sammenhæng, altså når man i en filmfortælling fx. kobler billeder og ord sammen, eller i et musikstykke lader noget af musikken mime reallyde, er vel også en en helt afgørende pointe her, hvor man så at sige påtvinger modtageren en syæstetisk blending for at skabe emotionelle effekter. Eller når man arbejder med multimedie-blandinger:
En anden forståelse af synæstesi, som kan bruges i forbindelse med multimedialitet er baseret på de to dele af ordet ’syn’ og ’aestesi’ som oprindeligt betød ’sammen med’ og ’sansning’. Med Kress (2003) kan termen referere til en emergent (tilsynekommende) proces, hvor betydninger præsenteret i to eller flere samtidige semiotiske modaliteter, fx visuelt/billedmæssigt og oralt/lingvistisk, forbinder sig eller samarbejder på en sådan måde, at nye former for betydning kan findes i en helhed (gestalt), der er mere end summen af dens dele.
   Semiotisk synæstesi må forstås som ikke blot som et perceptuelt fænomen, men som et fænomen, der er styret af at sanse og at skabe betydning på samme tid.   http://blogs.dpu.dk/itmedier/post/2008/10/01/Sync3a6stesi-en-forudsc3a6tning-for-multimodalitet.aspx
Semiotisk synæstesi er et godt ord for det. Men det er jo altså præcis det det drejer sig om når vi taler om blendede udtryk der produceres for at skabe ny betydning i det blendede rum - ud fra elementer trukket sammen og komprimeret fra to input-rum, som altså her er input-rum som er defineret ved hvilke sanse-domæner de befinder sig i.

Jeg kan se at jer her har fat i en meget lang og interessant ende, når vi taler om kreativitet. For nogle år siden så jeg en artikel i Illustreret videnskab som koblede hjerneforsknng omkring synæstesi sammen med kreativitet. Her er henvisninger til de kilder de byggede artiklen på:
Scientific American 05/2003s. 42-49Neurology Reviews.com 07/2002Nature Neuroscience 5/2002, s. 371-375

Séraphine (2) - filmen set

Vi har været inde og se filmen. I filmen fortæller hun til kunsthandleren/samleren der "opdager" hende, at hun en gang var forelsket, men han forlod hende. Så nu elsker hun i stedet sine malerier og det at male.
   Altså: Tab og savn, og herefter overføring af følelser til den kreative proces og de kreative produkter

Som filmen beskriver hende, så er hun "besat" af en drift til at male, og denne drift tilskriver hun selv Jomfru Maria eller en kvindelig helgen. Set i min optik, er denne skytsengel et konkret udtryk for den dobbelte og spaltede personlighed der må søge heling for sin uro og splittelse ved i dette tilfælde at male.

Det hun maler er ikke naturen i en realistisk optik, selv  om det er den der inspirerer hende, men det er nogle indre repræsentationer - fantasiforestillinger - der bruger naturen - blomster og træer - som model. Disse forestillinger presser sig på og må ud gennem maleriet.
   En metaforisk blendingproces af ydre natur og indre følelsesrepræsentationer. Men hvad der er "target", og hvad der er "source" er måske lidt uigennemskueligt. Umiddelbart vil jeg sige at det konkrete et "kilden" - altså naturindtryk i form af blomsterformer - og "målet" er det "abstrakte" som er nogle for så vidt diffuse men brændende stærke følelser af savn og ønsker.
   Følelserne ser jeg som noget der i hjernen er tæt forbundet med farver, jo stærkere følelser, jo stærkere farver. Og noget der er forbundet med rytmer og gentagelse, jo stærkere følelser jo stærkere rytmer og jo hyppigere gentagelser.
   Jeg tænker mig en permanent tilbagevendende blending-operation af et ydre perceptuelt formet input-rum, og et indre emotionelt formet input-rum, og hendes billeder som det blendede rum.

I filmen omtales ikke noget med stemmer, men hun bliver "sindsyg" til sidst og indlagt på et psykiatrisk hospital hvor hun dør efter ganske mange års indlæggelse.
   Hun betragter sin malerier som påbudt af skytsenglen. Så det kan være skytsenglen der "taler" til hende som en hallucination. Det fremgår ikke af filmen, fordi Séraphine næsten ikke har nogen replikker. Hvad der i øvrigt er filmens styrke: at historien i meget høj grad fortælles gennem billeder og ikke mindst gestus og mimik af den skuespillerinde der spiller Séraphine (jfr. kreative restriktioner)

Endelig bør man bemærke hvordan kunsthandleren/-samleren fungerer som mentor der vækker hendes kreative maleriske ambitioner til live for alvor da de mødes første gang.
   Hvor mange historier har jeg ikke læst om forfattere, som blev sat igang af en forstående dansklærer?

fredag den 14. maj 2010

"Når livet pludselig spoles tilbage" - om Stefan Merril Block

I Politikens kultursektion i dag finder jeg et Kim Skotte-interview med den amerikanske forfatter Stefan Meeril Block, i anledning af  at hans debutroman udkommer på dansk: En fortælling om at glemme. Temaet for romanen er en speciel slags Alzheimers der er genetisk betinget.
   Indledningen til interviewet fortæller om en situation som forfatteren husker fra han var 7 år. Han havde været på indkøb med sin mor:
Da de kom hjem, så de drengens bedstemor sidde roligt og fodre pejsen med papir. Det var alle de digte og breve, hendes mand havde skrevet til hende i årenes løb, før han døde. Bedstemoderen var sidst i 60´erne. Hendes mand var maniodepressiv og havde tilbragt mange år på sindssygehospital.
   På spørgsmålet om, hvad hun dog lavede, svarede hun lidt åndsfraværende, næsten som om hun bare var ude med skraldespanden: "Åh, der var lige nogle ting, jeg ville af med...".
   Det stille sørgmodige billede af kvinden, der metodisk brænder sin mands digte. På en måde kan Stefan Merril Blocks forfatterskab spoles tilbage til dette punkt.
Denne oplevelse af det første tegn på at bedstemoderen fik Alzheimer, er altså det kreative "krisepunkt" for denne forfatter. Han fortæller hvordan han oplever at blive ældre, mens bedstemoderen går i barndom, hvordan de så at sige krydser hinanden mentalt og bevidsthedsmæssigt. Han citeres for at sige: "Det var temmelig forfærdeligt og følelsesmæssigt en meget stærk situation."
   Senere i artiklen fremgår det at forfatteren som ung var "videnskabsnørd" og vandt en videnskabskonkurence. Og har arbejdet med kancerforskning og forskning i børns kognitive udvikling. Selv om han nu er skønlitterær forfatter, læser han stadig naturvidenskabelige tidsskrifter, men som han siger: "Jeg vil hellere læse om forskningsresultater end fremskaffe dem. Videnskab er for mig en helt afgørende vej til at finde rundt i tingene."
   Altså i min tænkning er han en typisk blended personlighed - der må være kreativ for at bearbejde sin indre splittelse og "hele den" gennem sine kreative processer og produkter.
   Selve romanen er også i sig selv en blended genre, hvor faktuel viden, reelle erindringer indgår som materiale i en i princippet fiktiv fortælling
   Der er meget mere "guf" i interviewet, men jeg når ikke mere lige nu.

Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning - Betty Edwards - skrivningen der begyndte at få sit eget liv

For mange år siden stødte jeg på navnet Betty Edwards. Hun er amerikaner og tegnelærer, og har skrevet bøgerne "At tegne er at se - Indføring i frihåndstegning" fra 1979, og "Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning" fra 1986.
  Den gang jeg læste to bøger, husker jeg det var en aha-oplevelse da hun forklarede de pædagogiske teknikker som hun er berømt for at anvende når hun lærte andre at tegne, ved at henvise til teorien om de to hjernehalvdele og kreativ tænkning. Jeg opdager i dag at den første som engelsk titel havde "Drawing on the Right Side of Brain".
   Nu vil jeg læse dem igen, med friske øjne

I forordet til den sidst bog skriver hun:
Det har være en opdagelsesrejse at skrive denne bog. Jeg begyndte med en vag idé om at visuel perception, tegning og kreativitet på en eller anden måde lod sig knytte sammen. Skrivearbejdet tog form af en søgen, en jagt efter holdepunkter, der kunne give mig mulighed for at fastholde forskellige stumper af dette begreb og til sidst passe dem sammen til et forståeligt hele.
Det kunne jeg selv have skrevet i forhold til denne blog, samme mål, samme forventning. Lige efter skriver hun:
Da jeg begyndte at skrive, stod det mig langtfra klart, hvilken form det endelige manuskript ville tage. Og efterhånden som skrivearbejdet skred frem, forekom det mig, at det på en eller anden måde begyndte at leve sit eget liv og led mig i min søgen snarere end omvendt. Jeg opdagede, at jeg på en mærkelige måde skrev om kreativitet og samtidig var fordybet i netop denne proces - min søgen og genstanden for min søgen blev ét og det samme.
Også det svarer til min egen oplevelse med at begynde at skrive til denne blog. For mig er den er også  "begyndt at leve sit eget liv", stille krav til mig, så jeg ind imellem føler at jeg slet ikke kan følge med. Og det forstyrrer mine andre dag-til-dag gøremål. Bloggen har også taget en anden retning end jeg lige havde tænkt fra starten.
   Jamen, hvad havde jeg tænkt fra starten? Jeg havde liggende en artikel om kreativitet som er 2-3 år gammel, skrevet til Niels Erik Willes "Festkompendium". Og så havde jeg en samling PowerPoint-slides liggende fra mine oplæg til de journaliststuderende på RUC. Jeg tænkte at jeg stille og roligt ville udforlde de afsnit og udfolde dem ved lidt ekstra læsning inden for de enkelte emner.
   Men så kom begrebet "conceptual blending" og metaforteorien ind over, og efterkritikoplægget til Karens Sechers "Besøgstid" - et program hvor hun havde gennemført over 100 interviews med kreative personligher.
   Og så er det ellers gået over stok og sten.

torsdag den 13. maj 2010

Séraphine - to personligheder i en - og hun hører stemmer

"Djævlebrændt", er rubrikken til en forsidetekst på Politikens tillæg om film. Selve forsideteksten fortæller:
Om dagen gjorde hun rent og kokkererede hos de priviligerede. Om natten gik hun amok med sine farver og pensler. En kunstsamler opdagede hende, og berømmelsen og rigdommen vokser. Men under overfladen lurer dæmonerne. Historien om den franske maler Séraphine blev årets mest uventede succes.
I anmeldelsen inde i tillægget fortælles der noget om hvad der "lurer" under overfladen:
...for Séraphine hører stemmer. Hun mener selv, at hendes kunst er noget hendes skytsengel har pålagt  hende, og ofte truer de indr dæmoner med at kvæle kreativiteten.
Endnu et eksempel på det vi har set tidligere hos kreative og kunstneriske gemytter: to personligheder i en. Og så hører hun stemmer, men i modsætning til hvad jeg skrev tidligere om en der hørte stemmer, og som blev terroriseret af dem, så fungerer stemmerne her tilsyneladende modsat, eller også er der både stemmer der er destruktive, og en skytsengel der guider hende kreativt.
   Her er et af hendes malerier:

seraphine3

Jeg må ind og se den film.

I hendes biografi på Wikipedia fortælles at hun mistede sin mor året efter hun blev født, faderen døde da hunvar syv år gammel. Hun blev indlagt i 1932 på et sindssygehospital og døde to år efter. Hun havde, står der, "an irrepressible urge to create": en uimodståelig trang til at skabe - altså her: male.
   Også det har jeg bemærket før: at det med hele tiden at komme til at bedrive kunst for nogen er noget de ikke kan leve uden. De får simpelt hen stærke psykosomatiske abstinenser hvis ikke de får udfoldelsesmulighederne.