Séraphine (2) - filmen set

Vi har været inde og se filmen. I filmen fortæller hun til kunsthandleren/samleren der "opdager" hende, at hun en gang var forelsket, men han forlod hende. Så nu elsker hun i stedet sine malerier og det at male.
   Altså: Tab og savn, og herefter overføring af følelser til den kreative proces og de kreative produkter

Som filmen beskriver hende, så er hun "besat" af en drift til at male, og denne drift tilskriver hun selv Jomfru Maria eller en kvindelig helgen. Set i min optik, er denne skytsengel et konkret udtryk for den dobbelte og spaltede personlighed der må søge heling for sin uro og splittelse ved i dette tilfælde at male.

Det hun maler er ikke naturen i en realistisk optik, selv  om det er den der inspirerer hende, men det er nogle indre repræsentationer - fantasiforestillinger - der bruger naturen - blomster og træer - som model. Disse forestillinger presser sig på og må ud gennem maleriet.
   En metaforisk blendingproces af ydre natur og indre følelsesrepræsentationer. Men hvad der er "target", og hvad der er "source" er måske lidt uigennemskueligt. Umiddelbart vil jeg sige at det konkrete et "kilden" - altså naturindtryk i form af blomsterformer - og "målet" er det "abstrakte" som er nogle for så vidt diffuse men brændende stærke følelser af savn og ønsker.
   Følelserne ser jeg som noget der i hjernen er tæt forbundet med farver, jo stærkere følelser, jo stærkere farver. Og noget der er forbundet med rytmer og gentagelse, jo stærkere følelser jo stærkere rytmer og jo hyppigere gentagelser.
   Jeg tænker mig en permanent tilbagevendende blending-operation af et ydre perceptuelt formet input-rum, og et indre emotionelt formet input-rum, og hendes billeder som det blendede rum.

I filmen omtales ikke noget med stemmer, men hun bliver "sindsyg" til sidst og indlagt på et psykiatrisk hospital hvor hun dør efter ganske mange års indlæggelse.
   Hun betragter sin malerier som påbudt af skytsenglen. Så det kan være skytsenglen der "taler" til hende som en hallucination. Det fremgår ikke af filmen, fordi Séraphine næsten ikke har nogen replikker. Hvad der i øvrigt er filmens styrke: at historien i meget høj grad fortælles gennem billeder og ikke mindst gestus og mimik af den skuespillerinde der spiller Séraphine (jfr. kreative restriktioner)

Endelig bør man bemærke hvordan kunsthandleren/-samleren fungerer som mentor der vækker hendes kreative maleriske ambitioner til live for alvor da de mødes første gang.
   Hvor mange historier har jeg ikke læst om forfattere, som blev sat igang af en forstående dansklærer?

Séraphine - to personligheder i en - og hun hører stemmer

"Djævlebrændt", er rubrikken til en forsidetekst på Politikens tillæg om film. Selve forsideteksten fortæller:

Om dagen gjorde hun rent og kokkererede hos de priviligerede. Om natten gik hun amok med sine farver og pensler. En kunstsamler opdagede hende, og berømmelsen og rigdommen vokser. Men under overfladen lurer dæmonerne. Historien om den franske maler Séraphine blev årets mest uventede succes.

I anmeldelsen inde i tillægget fortælles der noget om hvad der "lurer" under overfladen:

...for Séraphine hører stemmer. Hun mener selv, at hendes kunst er noget hendes skytsengel har pålagt  hende, og ofte truer de indr dæmoner med at kvæle kreativiteten.

Endnu et eksempel på det vi har set tidligere hos kreative og kunstneriske gemytter: to personligheder i en. Og så hører hun stemmer, men i modsætning til hvad jeg skrev tidligere om en der hørte stemmer, og som blev terroriseret af dem, så fungerer stemmerne her tilsyneladende modsat, eller også er der både stemmer der er destruktive, og en skytsengel der guider hende kreativt.
   Her er et af hendes malerier:



Jeg må ind og se den film.

I hendes biografi på Wikipedia fortælles at hun mistede sin mor året efter hun blev født, faderen døde da hunvar syv år gammel. Hun blev indlagt i 1932 på et sindssygehospital og døde to år efter. Hun havde, står der, "an irrepressible urge to create": en uimodståelig trang til at skabe - altså her: male.
   Også det har jeg bemærket før: at det med hele tiden at komme til at bedrive kunst for nogen er noget de ikke kan leve uden. De får simpelt hen stærke psykosomatiske abstinenser hvis ikke de får udfoldelsesmulighederne.