I slutningen af Wikipedias artikel om nyhedskriterier - "news values" - finder man et afsnit som handler om "audience perceptions of news". Det er interessant fordi det kommer ind på hvad det er der sker i hjernen på nyhedspublikummet som gør at de tiltrækkes af "nyheder" - altså modsvarende des spørgsmål jeg stiller om udøvende journalister i indlæggene om neurojournalistik og nyhedskriterier her:
Ligesom man kan sige om dramaturgiens principper at de i virkeligheden implicerer en psykologisk model af det der foregår i publikums hjerner når de ser en film eller et teaterstykke, så kan man sige at nyhedskriterierne tilsvarende implicerer nogle principper for en fysiologisk og neurologisk forankret læserpsykologi når læserne møder nyheder i avisen, fascineres og fanges af dem og forledes til at læse dem.
Wikipedia skriver:
Conventional models concentrate on what the journalist perceives as news. But the news process is a two-way transaction, involving both news producer (the journalist) and the news receiver (the audience), although the boundary between the two is rapidly blurring with the growth of citizen journalism and interactive media.Little has been done to define equivalent factors that determine audience perception of news. This is largely because it would appear impossible to define a common factor, or factors, that generate interest in a mass audience.Basing his judgement on many years as a newspaper journalist Hetherington (1985) states that: “…anything which threatens people’s peace, prosperity and well being is news and likely to make headlines”.Venables (2005) suggests audiences may interpret news as a risk signal. Psychologists and primatologists have shown that apes and humans constantly monitor the environment for information that may signal the possibility of physical danger or threat to the individual’s social position. This receptiveness to risk signals is a powerful and virtually universal survival mechanism.A 'risk signal' is characterized by two factors, an element of change (or uncertainty) and the relevance of that change to the security of the individual.The same two conditions are observed to be characteristic of news. The news value of a story, if defined in terms of the interest it carries for an audience, is determined by the degree of change it contains and the relevance that change has for the individual or group. Analysis shows that journalists and publicists manipulate both the element of change and relevance (‘security concern’) to maximize, or some cases play down, the strength of a story.Security concern is proportional to the relevance of the story for the individual, his or her family, social group and societal group, in declining order. At some point there is a Boundary of Relevance, beyond which the change is no longer perceived to be relevant, or newsworthy. This boundary may be manipulated by journalists, power elites and communicators seeking to encourage audiences to exclude, or embrace, certain groups: for instance, to distance a home audience from the enemy in time of war, or conversely, to highlight the plight of a distant culture so as to encourage support for aid programs.
Et langt Wikipedia-citat. Jeg prøver i det følgende at "oversætte" det til min egen tænkning.
En nyhed indeholder i princippet en kognitiv overraskelse, noget sker der ikke er ventet, og alt uventet er ukendt og kan være farligt. Sådan er vi menneskers og vist nok alle dyrs hjerner indrettet. Oplevelsen af det uventede aktiverer et handleberedskab der har et hormonalt og dermed emotionelt udspring.
En nyhed indeholder i princippet en kognitiv overraskelse, noget sker der ikke er ventet, og alt uventet er ukendt og kan være farligt. Sådan er vi menneskers og vist nok alle dyrs hjerner indrettet. Oplevelsen af det uventede aktiverer et handleberedskab der har et hormonalt og dermed emotionelt udspring.
Menneskets hjerne er derfor permanent på vagt over for overraskelser - og optaget af at at afsøge omverdenen for faresignaler - for mentale input og sansninger der tyder på at noget kan true dets sikkerhed, eller som indebærer en risiko. Sådanne signaler er altid udtryk for at noget vil eller kan ændre sig i vores omverden.
Vi har oven i købet et særligt hormon som aktiveres lige så snart sådanne signaler og tegn på fare og ricisi rammer vores sanseapparat: adrenalin som også kaldes fight-or-flight-hormonet: en pludselig høj lyd, et skift fra lys til mørke, noget der pludselig gør ondt, etc. kan udløse det.
Det var den viden som dem der opfandt nyhedsjournalistikken for flere hundrede år siden, omsatte til ideen om at nyheder kunne sælge aviser.
Når folk læser (lytter til, ser) nyheder, så læser de grundlæggende med et afgørende spørgsmål i baghovedet: Er der noget i disse overraskende informationer der kan være farligt, truende eller risikabelt for mig og min familie, mine venner, mit arbejde etc.?
Når folk læser (lytter til, ser) nyheder, så læser de grundlæggende med et afgørende spørgsmål i baghovedet: Er der noget i disse overraskende informationer der kan være farligt, truende eller risikabelt for mig og min familie, mine venner, mit arbejde etc.?
Og farligt betyder altså noget der ændrer ved den nuværende relativt stabile tilstand jeg om mine nære omgivelser i øjeblikket lever i.
At købe og læse nyheder er altså for folk først og fremmest motiveret som en sikkerhedsforanstaltning og en garantiordning.
At købe og læse nyheder er altså for folk først og fremmest motiveret som en sikkerhedsforanstaltning og en garantiordning.
Man kan i denne sammenhæng minde om det bevingede ord: "Intet nyt, er godt nyt". Eller om Kim Larsen der en gang har sagt at for en journalist er en god historie altid en dårlig historie.
Hvad indebære et sådan bio-psykologisk udgangspunkt for forståelsen af nyhedskriterierne?
Sensationskriteriet er det mest oplagte at forbinde med dette udgangspunkt. Ifølge ordbogen refererer "sensation" til noget der overrasker, vækker opsigt og er fascinerende - og derfor skaber en "stærk følelse af grebethed, spænding hos en person; sindsbevægelse".
Grundlæggende er sensationsoplevelsen kriteriet for den ultimative overraskelse.
Og i princippet er effekten af den sensationelle begivenhed så stærk at hjernen ikke umiddelbart kan sætte det ind i en logisk eller velkendt forklaringsramme. Derfor er en sensationshistorie altid en der udløser hjernens fare-reaktioner, emotionelle reaktioner der er resultatet af en direkte respons fra det limbiske system, som udløser adrenalin.
Sensationskriteriet er det mest oplagte at forbinde med dette udgangspunkt. Ifølge ordbogen refererer "sensation" til noget der overrasker, vækker opsigt og er fascinerende - og derfor skaber en "stærk følelse af grebethed, spænding hos en person; sindsbevægelse".
Grundlæggende er sensationsoplevelsen kriteriet for den ultimative overraskelse.
Og i princippet er effekten af den sensationelle begivenhed så stærk at hjernen ikke umiddelbart kan sætte det ind i en logisk eller velkendt forklaringsramme. Derfor er en sensationshistorie altid en der udløser hjernens fare-reaktioner, emotionelle reaktioner der er resultatet af en direkte respons fra det limbiske system, som udløser adrenalin.
Det giver i hvert fald også god mening til konfliktkriteriet, relevanskriteriet og nærhedskriteriet som jeg har omtalt i det tidligere indlæg om nyhedskriterierne.
Konfliktkriteriet aktiverer i princippet også et fareberedskab hos læserne - med aktivering af adrenalinpumpen - specielt hvis det kan kombineres med identifikationskriteriet, nærhedskriteriet eller relevanskriteriet:
Kan konflikten direkte ramme mig, eller er den så tæt på at jeg kan blive involveret i den, så er det farligt.
Kan konflikten direkte ramme mig, eller er den så tæt på at jeg kan blive involveret i den, så er det farligt.
Nærhedskriteriet betyder at vi er mere interesseret i en nyhed der foregår i nærheden af os end i én der ligger langt væk. Simpelt hen fordi den geografisk nære nyhedsbegivenhed har større sandsynlighed for at indebærer noget truende, risikabelt og farligt end den fjerne.
Relevanskriteriet er overordnet et kriterium som udspringer af spørgsmålet: What´s in it for me? Underforstået er der noget i nyheden som kan øge min sikkerhed, eller noget som kan øge risikoen i mit liv.
Når mange lærebøger om journalistik ikke nævner væsentlighed som et selvstændigt nyhedskriterium hænger det sammen med at væsentlighed ikke er noget der optager mennesker, med mindre det er "relevant for mig".
Dette bio-psykologisk fundament for nyheder, giver også mening til aktualitetskriteriet.
Hvor nærhedskriteriet forholder sig til fysisk afstand i rum, så forholder aktualitetskriteriet sig til afstand i tid. Hvis en begivenhed ligger fjernt i tid - er ikke-aktuel - så er det på en risikoskala sandsynligvis lidet relevant her og nu - og dermed ufarligt.
Derfor den journalistiske foragt for "old news".
Derfor den journalistiske foragt for "old news".
Identifikationskriteriet indebærer mentalt og emotionelt set at en historie fortæller om mennesker vi kan genkende og leve os ind i. Og det vil sige mennesker som ligner os og dermed giver os tryghed. Det indebærer at identifikationskriteriet ikke har selvstændig betydning i nyheder uden i forbindelse med historier som aktiverer konfliktkriteriet eller sensationskriteriet.
Som jeg nu sidder her og skriver, så får jeg pludselig associationer til Ramchandrans universelle æstetiske principper - på neurologisk grundlag - hans bog "The Tell-Tale Brian".
De kan ikke umiddelbart kobles til nyhedskriterierne, men alligevel har jeg på fornemmelsen at de er relevante for at forstå måden journalisten arbejder og tænker på når han/hun bevæger sig fra ide til den færdige artikel: gruppering, kontrast, symmetri, borte-tit, overdrivelse, orden i tingene, isolering, balance, metafor.
Det vender jeg tilbage til senere.
