To begreber om kreativitet - som skal tænkes sammen med vilje - og erindringer om et liv med analytisk efterkritik som en slags primus motor for udviklingsprojekter

En artikel på Videnskab.dk sendte mig down memory lane. Om mine mange års positive erfaringer med kurser i efterkritik, og hvad der kendetegner den gode konstruktive efterkritik

Artiklen havde rubrikken:

Sådan bliver du kreativ

Og indledningsafsnittet udfolder sig sådan her:

Kreativitet er en eftertragtet egenskab. Arbejdsgiverne vil gerne have kreative og innovative ansatte, og skolerne vil gerne have kreative elever.

   Men mens det er meget nemt at sige, at man vil have mere kreativitet, er det svært at få det. For hvordan bliver man egentlig kreativ? Det satte tre forskere fra Aalborg Universitet sig for at finde ud af, ved at undersøge 22 fremtrædende kunstneres kreative processer.

   »Vi har taget konsekvensen og spurgt 22 kunstnere: Hvad gør I, når I skaber, og hvordan blev I kreative mennesker?« fortæller lektor Tatiana Chemi, der forsker i kunstneriske læreprocesser og kreativitet ved Aalborg Universitet.

   »Vi fandt ud af, at kunstnere i høj grad tænker den kreative skabelsesproces som en læreproces. Kreativitet er altså ikke en guddommelig gave, man er født med. Det er en arbejdstilgang, som alle kan bruge, men som kræver, at man løbende udvikler sin håndværksmæssige kunnen, sin viden og sin risikovillighed – og det kræver hårdt arbejde.«

Normalt er der to meget forskellig begreber om kreativitet i spil - fx i skolesammenhæng:

    Dels som noget der er en afgørende del af et håndværk: sang, musikudøvelse, maleri, tegning, dans, skrivning, snedkerering, og som er udtryk for at håndværket udøves på en ny og original måde.

Dels som noget der udøves i en grupper sat sammen af mennesker med forskelige kompetencer, med henblik på at tænke nyt - og få nye ideer til hvordan man løser gamle problemer og skaber nye produkter der kan udkonkurrere andre.

Kreativitet i den første forstand som en del af et håndværk er det begreb der er i spil på kunstuddannelser, og er typisk en meget individuel - og indadvendt proces.

   Kreativitet i den anden forstand som brændstof i ideudvikling er typisk det man underviser i på kurser for virksomhedsledere og medarbejdere - og er en fælles socialpsykologisk proces

Artiklens pointer er imidlertid at kreativitet skal tænkes som en viljesbestemt læreproces der får de to former til til at spille sammen :

»Så kreativitet er både noget håndværksmæssigt, noget med at tænke nye tanker, men også en vilje til at være kreativ – og de tre ting påvirker hinanden. Den måde, jeg tænker på, påvirker det, jeg gør. Og det jeg gør, påvirker den måde, jeg tænker på,« siger Tatiana Chemi.

Tatiana Chemi er den ene af et trekløver af forskere fra Aalborg Universitet der har udgivet bogen "Behind the Scenes of Artistic Creativity" i 2015.

I artiklen i Videnskab.dk opsummerer de deres resultater i en række gode råd hvis man vil ind på vejen til at blive kreativ:

• Først og fremmet er det vigtigt, du selv tror på, at du kan være kreativ. Giv ikke op på forhånd, for alle kan være kreative.
• Du skal vælge et håndværk, du vil mestre. For eksempel malerier, reklamefilm eller skibskonstruktion.
• Så skal du finde viden om håndværkets traditioner. På den måde får du et godt grundlag at arbejde ud fra. Har du en stor viden om traditionen, kan du hele tiden indgå i en dialog med de kreative løsninger, som dine forgængere kom på.
• Når det handler om kunst, skal du desuden turde udstille dig selv og dine følelser. Når du skaber, skal du ikke tænke på, hvad andre vil tænke.
• Har du først det basale håndværk på plads, kan du begynde at tænke skævt i forhold til traditionen. Du skal øve dig i at skabe vilde associationer og bagefter tænke kritisk over dem for at vurdere, om de kan bruges.
• Du skal ville det og forpligte dig selv til at blive bedre.
• Og meget vigtigt: Vær parat til at begå mange fejl og at lære af dem.

Hvis du vil læse mere, så er her et link:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/sadan-bliver-du-kreativ

Artiklen hvis pointe altså var at kreativitet er en læreproces, sendte mig down memory lane, til mit arbejde gennem mange år med at udvikle og undervise på kurser i efterkritik. Og som professionel efterkritiker.

I 1981 skiftede jeg job fra at være lektor i sprogbrugsanalyse på RUC til at være uddannelseskonsulent i DR´s afdeling for interne efteruddannelse Personalekursus (senere DRU).

   Med i bagagen havde jeg 9 års erfaringer med at vejlede tværfagligt arbejdende projektgrupper - og  det var jeg godt til. Endvidere erfaringer med at sætte ord og begreber på hvad der gjorde vejledning god og brugbar for de studerende. Og endelig erfaringer fra kurser i interviewteknik og værtstræning sammen med Poul Trier Pedersen, kurser hvor jeg var blevet klar over at jeg var rigtig god til at give konstruktiv feed-back (efterkritik) med brug af tekstanalyse-tænkning og -teori. Og hvorfor.

Langt hovedparterne af de kurser man på det tidspunk udbød i regi af DR´s Personalekursus, var poduktionsrettede: kurser i manuskriptskrivning, interviewteknik, radioproduktion, tv-produktion, lydteknik, fotograf-teknik, etc.

   Så da jeg startede mit ny job havde jeg naturligvis ambitioner om at forny kursusudbuddet - helst i noget som havde fokus på udvikling.

   Jeg tog rundt i afdelingerne og spurgte på møder og via spørgeskemaer:

Hvad er det største problem I har i jeres daglige arbejde, som vi kunne gøre noget ved gennem kurser vi kunne lave for jer?

Jeg havde forventet mange forskellige svar - afhængigt af afdeling og afhængigt af den profession folk havde og de job de varetog.

   Men nej. Der var et enkelt og helt gennemgående svar på tværs af afdelinger og professioner:

Det største problem vi har, er den dårlige eller manglende efterkritik. Vi savner en ordentlig professionel feed back som vi kan bruge til noget, og som vi kan lære noget af.

Det var en overraskelse. 

   Og en udfordring det jo var oplagt at prøve at tage op.

  Men hvordan? Årstallet var 1982. Og der var ingen forbilleder at hente nogen steder. Kursus i efterkritik!?

  Gennem forskellige forsøg endte jeg med at udvikle et redaktionsrettet kursus - i første omgang for radioredaktioner - med forkortelsen MIK - som står for Manuskript, Interview, Kritik.

  Det var et kursus som dels var institutionelt forankret i den enkelte redaktions daglige arbejde, og som dels lavede en direkte kobling til grundlæggende håndværksmæssige færdigheder når man skulle lave radio.

   

MIK-kurserne blev en stor succes. Ikke mindst fordi en ikke forudset effekt af at deltage på dem var en nærmest eksplosiv opblomstring af kreativiteten på redaktionerne, hos medarbejderne og i produktionerne.

   Kurset blev siden integreret med det kursus i dramaturgi som Ingolf Gabold samtidig havde udviklet til TV: TV-SUM (TV Som UdtryksMiddel) et samarbejde mellem os som endte med at jeg kom til at undervise i dramaturgi og senere udviklede mit eget kursus (plus en  bog) med titlen "Faktion som udtryksmiddel".

   

MIIK-kurset og den bagvedliggende tænkning gik også sin sejrsgang i Sverige og Finland, så jeg oprettede eget firma, PHL-kommunikation for at kunne efterkomme efterspørgslen fra de forskellige redaktioner og interne efteruddannelsesafdelinger.

   

Det at MIK-kurserne havde en markant positiv effekt på kreativiteten på redaktionerne, førte til at jeg i slutningen af 80´erne fik til opgave sammen med en dygtig redaktionssekretær at udvikle et nyt og mere ambitiøst kursus der skulle opruste både radio- og tv-redaktioner i Danmarks Radio til konkurrencen med de kommercielle lokalradioer og med TV 2 og TV 2-regionerne.

   Det fik navnet RIKK - som står for Redaktionsudvikling, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling og Kritik. 

    Og den bagvedliggende konceptuelle tænkning var netop at udvikling og fornyelse var en villet læreproces der forenede og integrerede de to former for kreativitet i en slags udviklingsspiral som beskrevet ovenfor.

   

Arbejdet med disse RIKK-kurser - eller snarere udviklingsprojekter - var uhyre lærerigt og gav en dyb indsigt i samspillet mellem konstruktiv efterkritik, effektiv redaktionsledelse og kreativ konceptudvikling. 

   Stort set alle de redaktionssekretærer som jeg havde som skiftende makkere i disse redaktionsudviklingsprojekter, endte med at få chefstillinger  i DR. 

   Og for mig selv blev RIKK-arbejdet det mentale afsæt for at søge - og få - jobbet som direktør for TV2 ØST i foråret 1992.

   

Også i det arbejde indgik den systematisk analytiske efterkritik som en vigtig kreativitetstimulerende udviklingsmotor for både mig selv, mine chefer og medarbejdere. 

   Og jeg er overbevist om at det at stationen seertalsmæssigt relativt hurtigt steg fra en bundplacering til en topplacering blandt de regionale TV2-stationer, hang sammen med det. 

I mine senere job som professor på journalistuddannelsen i Odens og i Roskilde underviste jeg også de studerende i konstruktiv brug af analytisk efterkritik. Og til den undervisning sammenfattede jeg de mange års erfaring i en tekst som følger her i sin helhed.

Peter Harms Larsen:

GODE RÅD OM DEN GODE EFTERKRITIK

Den gode efterkritik er først og fremmest ikke ”karaktergivning” eller ”anmeldelse” – den skal ikke bare give udtryk for hvad ”jeg mener” eller hvad ”jeg synes”. Og skal altså ikke blot uddele vurderende kommentarer som ”det er godt” eller ”det er skidt”. Den gode efterkritik skal være en hjælp – ikke en dom.

Den gode efterkritik interesserer sig mere for hvad der er godt og vellykket end for det som er problematisk og har mangler. – Den er altid velforberedt og har et ”pædagogisk” sigte.

Den gode efterkritik indeholder altid en eller anden form for analyse: Hvad præcist skyldes at dette indslag funger godt og virker stærkt – hvorfor er dette træk et problem i denne artikel? – Den gode efterkritik forhold sig altså til håndværkets kvaliteter og mangler – i detaljer!

Den gode efterkritik spørger efter årsager og forklaringer i arbejdsprocessen: Hvorfor blev det som det blev – godt eller mindre godt: god briefing af fotografen, uskarp vinkling, manglende samarbejde mellem fagfæller, forvirrende redaktionsmøde, kreativ udnyttelse af ressourcer, kreativ brug af billeder, velresearchet interviewer?

Den gode efterkritik prøver ikke at sige alt om alt i artiklen eller programmet hver gang, for så bliver den overfladisk og ubrugelig. – Og efter et stykke tid: gold rutine.

Den gode efterkritik fokuserer hver enkelt gang på et eller nogle få emner/temaer, som så behandles grundigt og omhyggeligt. Til et kritikmøde snakker vi om rubrikker og deres funktion, til et andet om god og mindre god udnyttelse af cases, til et tredje om muligheder for kreativ brug af klicheer, til et fjerde om samspillet mellem tekst og billeder.

Den gode efterkritik kommer altid med dokumentation og viser konkrete eksempler på det den påstår, så alle kan se hvad det er man snakker om. En ”fælles” erindring om noget bestemt i en artikel eller et indslag i går, er et usikkert grundlag at diskutere på.

Den gode efterkritik er konstruktiv og peger altid frem mod næste gang: Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvordan sikrer vi at vi gentager succesen og får den videreudviklet? – Den gode efterkritik skal først og fremmest ses som et udviklingsværktøj - udvikling af personer, redaktionen, koncepter, produktet. Den gode efterkritik bygger på den grundantagelse at alle kan lære nyt, alle kan udvikle sig, og at alle ønsker at blive bedre til det de gør.

Den gode efterkritik tydeliggør hvad det er for nogle overordnede professionelle normer den tager afsæt i, hvilken redaktionel policy den forholder sig til, og hvilket koncept for artiklen, avisen, programmet den er styret af.

Den gode efterkritik er kun god hvis den kan bruges af den eller dem der har produceret artiklen, opslaget, indslaget, programmet – eller af ligesindede.  Den gode efterkritik har ikke altid ret, men sætter altid skub i en konstruktiv diskussion.

Efterkritik i praksis

For at kunne leve op til kravene til ”den gode efterkritik”, skal efterkritikeren være udpeget på forhånd, og have rimelig tid til forberedelse. Alle erfaringer med spontan, uforberedt og ’’alle har en mening som det er meget vigtigt at få ud”-efterkritik, er dårlige. Den slags efterkritikmøder opleves meget ofte som spild af tid eller decideret som destruktive for udvikling.

Forberedelsestiden skal bruges til ”analyse” af det der skal kritiseres, og til planlægning af hvordan den bedst fremlægges. Analyse forudsætter flere gennemlæsninger/gennemsyn af produktet, og udvælgelse af eksempler til illustration og dokumentation af det der analyseres. Analyse indebærer også brug af professionelle termer og begreber: Mangler man dem, må man opfinde nogle. Det er vigtigt at efterkritikken italesætter den ellers ”taves” professionelle viden.

Er der tale om avisartikler, så er OPH-transparent-kopier, eller PowerPoint-slides det rigtige hjælpemiddel til fremlæggelsen. Hvis det er tv det gælder, har vi brug for en monitor og en dvd-afspiller Efterhånden kan der altid afspilles noget, og vises noget via en computerskærm på et lærred via en projector. Det er altid ønskeligt at have en Flip-over eller en White-board i lokalet, så man kan ”tegne og fortælle”.

Det er død vigtigt at få efterkritikken sat i faste rammer, med hensyn til hvor og hvornår den skal fremlægges, i hvilket medie (møde mundtligt, skriftligt pr. mail), og hvem der har ansvaret. Læg det ind i en vagtplan, så der er sikkerhed for at det bliver gjort fast og ordentligt. Hvis det drejer sig om møder, så sæt en tidsgrænse der altid overholdes. Hvis den ansvarlige for produktet ikke er med, er det vigtigt han/hun får et skriftligt referat af kritikken.

Når en efterkritik er fremlagt, er det den kritiserede der har ordet. De andres – typisk uforberedte – meninger er ikke særlig interessante, med mindre de direkte kan tilføje noget nyt og konstruktivt til den fremførte kritik.

Det er vigtigt at det tema, emne eller problem som efterkritikken skal forholde sig til, aftales på forhånd, så fokus er klart og begrænset. Sørg så for at variere fra uge til uge. Varier også ved at invitere nogen kvalificerede udefra med mellemrum. Ellers er det en god ide at man går på omgang – også mellem faggrupper. Og at man f.eks. veksler mellem efterkritik fra chef og fra medarbejder.

Det er vigtigt at den/de redaktionelt ansvarlige (redaktionssekretær, redaktionschef) forholder sig til kritikken, og hvis det er nødvendigt: konkluderer: For fremtiden skal vi gøre… skal vi undgå… Forslag til forbedringer må ikke bare svæve usikkert i luften, så det overlades til den enkelte at finde ud af om hvad der er ”policy”.

Det er en god ide at forbeholde den positive efterkritik til det store forum, til den redaktionelle offentlighed. Det giver gode læreprocesser og generelt god stemning. Og så forbeholder man den efterkritikken af mangler og svagheder til noget der foregår under fire øjne. Negativ efterkritik i et større professionelt forum fører nemt til ”professionelt ansigtstab” og det blokerer for forståelse og læring hos den kritiserede. Det uanset at man kan have en norm om at selvfølgelig kan vi ”stå for mosten” og ”tage øretæverne” når vi nu selv er så kritiske over for andre i vores journalistik.

Brug af analytisk efterkritik til at stimulere redaktionel udvikling er i tidens løb blevet journalistisk allemandseje. Og noget som man underviser i ikke bare på journalistuddannelserne men også i redaktionsrettede efterudannelseskurser. Og ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien. Se fx her:

http://sommerstein.se/da/tjanster/feedback/

Selv har jeg skrevet om det i denne artikel: "Sig det med ord! - om analytisk efterkritik i store elektroniske medieinstitutioner". Publiceret i bogen "Anvendt sprogvidenskab redigeret af Elisbeth Engberg-Petersen m.fl. fra 1990.

Anbefales kan også denne glimrende og velskrevne bog af Hans Christian Andersen som kobler analytisk efterkritik sammen med ideudvikling og coaching:

På mange måder er også det projekt som skriverierne til denne blog udgør, gennemsyret af de ideer som har været fundament for den form for efterkritik jeg har advokeret for igennem mange mange år.

Den danske dubutantdigter Yahya Hassan - om savn, kreativ vrede og møde med en mentor

Politiken har i dag et interviewportræt af en dansk digter med såkaldt indvandrerbaggrund. Navnet er Yahan Hassan. Og det er også titlen på hans debutdigtsamling "Yahya Hassan" der udkommer i slutningen af denne måned. 

   Et af digtene citeres i Politikens 2. sektion "Debat" - og har titlen:

BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Et stærkt digt. En montage af sceniske reportagebilleder, handlings- og replikfragmenter, paradokser og filosofiske kommentar. Konceptuel blending så det gnistrer og sprutter!

   Du kan se og hører Yahya Hassan selv fremføre sit digt via dette link:

http://politiken.dk/poltv/nyheder/debattv/ECE2093760/yahya-hassan-fremsiger-digtet-barndom/

Rubrikken på portrættet i Politiken er et citat fra interviewets første sætning - og kunne være programtekst for et nyt ungdomsoprør:

"Jeg er så fucking vred på mine forældres generation" 

Også artiklens manchet er et citat fra interviewet:

"Jeg har set, hvordan nydanske fædre er rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation"

Denne blog har som et af sine temaer at udforske kreativitetens vilkår, herunder den såkaldt "særligt kreative personligheds" opståen og sociale og psykologiske udviklingsbetingelser. 

   Et tema der går igen i en lang række interviewportrætter og biografier med forfattere, journalister, opfindere, forskere og politikere som hovedpersoner, er oplevelser i barndommen og ungdommen hvor personligheden udsættes for forældresavn og -tab, mobning i skolen, splittelse mellem flere sprog og kulturer, oplevelsen af rodløshed og fremmedgørelse. 

   Det er vilkår som hos de fleste - helt naturligt - producerer indeklemt vrede og afstandtagen til samfundet, og som nemt fører ud i en negativ afviklingsspiral - præget af stofmisbrug, kriminalitet, institutionsophold, rodede familieforhold og konfliktfyldt sociale relationer. 

   Men heldigvis ikke hos alle. 

   Vreden kan hos nogle mennesker blive brændstof for kreativitet, opfindsomhed og kunstnerisk skaben. De sociale vilkår kommer til at fungerer som 'kreative restriktioner' der producerer 'kreativ vrede', velkendte begreber fra kreativitetpsykologien.

 
Men hvad skal der til for at en positiv udviklingspiral kommer igang - i stedet for den destruktive afviklingsspiral?

   Svaret er i en vist forstand både simpelt og banalt: mødet med en mentor! - der ser én som et menneske, noget der gør at man bliver synlig for sig selv. En voksen person som har tillid til at der bag vreden, uregerligheden og utilpassetheden findes en kerne af positiv og konstruktiv energi og fantasi, og som giver aktivt og vedholdende udtryk for den tillid og forståelse som er en forudsætning for at man - barnet, den unge - oplever 'at blive SET'.

   Præcis sådan en person - en mentor - møder Yahya Hassan også. Heldigvis!

   Efter en lang række skiftende og kortvarige institutionsophold kommer han på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, og 'bliver set' - dog først efter at blive godt og grundigt afvist af mentoren, som typisk nok var dansklærer:

På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. 

   Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. 

   Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. 

   På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«. 

   »Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord.

   Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som "perkeren".

Ja, lige efter bogen. Et skoleeksempel på den kreative personligheds typiske fødselshistorie, som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen.

   Jeg får blandt andet associationer til  Christina Hagen som jeg har skrevet om tidligere i flere indlæg, og hvis fantastiske tekst-/digt-samling "White Girl" for nylig er blevet iscenesat som et teaterstykke med fine anmeldelser. 

   Se mere om hende og lignende kreative personligheders historier med brug af "kreative vrede" som en ressource opsparet i barndommen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Og giver det ikke, her eksemplificeret med Yaha Hassans historie, stof til eftertanke - nu hvor man politisk diskuterer fx nye heldagsskoler og erhvervsskoler! 

 
Tænk hvis man kunne indrette skoler og uddannelsesinstitutioner hvor alle de udskilte, udstødte og utilpassede børn og unge - der er nogle hundrede tusinder af dem - kunne opleve at blive SET! - blive synlig, forstået og accepteret, mødt med tillid og få nogle "succesoplevelser" - ud fra en pædagogisk målsætning om at undervisningen skulle fokusere på hvad man var god til frem for hvad man savnede og havde af mangler. 

   Så man kunne få nogle kreative udviklingsspiraler igang - frem for destruktive afviklingsspiraler som det nuværende skole- og institutionssystem - dokumentereret - er så velindrettet til at producere.

Læse hele interviewportrættet med Yaha Hassan her:

http://politiken.dk/debat/ECE2095547/digter-jeg-er-fucking-vred-paa-mine-foraeldres-generation/

Hvem journalisten var? Tarek Omar!