Hieronymus Bosch in "the flow" - om betydningen af detektiviske intuition i nogle krimier

Wikipedia-artiklen om "flow" beskriver hvordan en række forskellige professioner kender til "flow", men har betegnet tilstanden med forskellige beslægtede metaforer, som fx at være "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game".

   Blandt de professioner artiklen oplister som har "flow"-erfaringer, findes imidlertid ikke detektiver i kriminalromaner. 

   Men se fx nu på Hieronymus Bosch...!!!??? - Nej, ikke maleren fra omkring år 15-hundredtallet ....

... men detektiven af samme navn i en serie amerikanske best-seller-krimier fra vor egen tid.

Jeg har de sidste to en halv måned - roman for roman - læst mig igennem en serie kriminalromaner af forfatteren Michael Connelly. Detektiven er en erfaren politmand i Los Angeles med det symbolladede navn: Hieronymus Bosch. Blandt kolleger kaldet Harry. 

   Krimiorfatteren er selv tidligere velmeriteret kriminalreporter på en stor LA-avis.

   Når man har læst sig ind i seriens univers og i hovedpersonens mentale reaktionsmønstre, så er det klart at Harry i perioder under opklaringen arbejder "som besat". Og i den "besættelsestilstand" siger og gør han ting for bare at holde eftersøgningens "tempo" oppe, ting som han siden fortryder fordi disse handlinger og udtalelser er "uovervejde" og "gør ham sårbar" for anklager for uprofessionel opførsel fra regelrytterne oppe i hierarkiet og fra politiets egen interne efterforskningsafdeling. 

   Harry rager næsten altid uklar med sine skiftende overordnede, han kan ikke finde ud af at have et længerevarende fast forhold til kvinder, han er ovenud samvittighedsfuld i forhold til ofre for forbrydelser og pårørende til ofre, og når han efterforsker foretager han sig ting som ofte er på grænsen eller grænseoverskridende i forhold til samfundets lovgivning og til interne regulativer og cirkulærer i politikorpset. Og så er han anerkendt blandt kollegerne i korpset som en der har et særligt talent for at opklare svære sager.

   Altså, efter alle solemærker at dømme: en særligt kreativ og højsensitiv personlighed med stor intuition for at sætte sig ind i massemorderes pyske, i besiddelse af et intuitivt lager af tavs viden i det kognitivt ubevidste som er bygget op gennem erfaringerne fra mange, mange tidligere sager. 

I dag læste jeg så et afsnit i en fra serien: 'Echo Park', som udløste et: Aha! Som detektiv kender Harry åbenbart også til flow-tilstanden. 

  Harry Bosch er i gang med det sure arbejde minutiøst at gå en kasse med en masse usorteret materiale fra et mordsted igennem, usorteret arkivmateriale fra en gammel, sjusket efterforsket, uopklaret mordsag hvor morderen altså er gået fri - og siden måske har myrdet en masse kvinder hvis lig man aldrig har fundet:

Bosch started to feel it. Like a surfer waiting for the right swell before starting to paddle, he felt his wave comming in. He thought that what he was looking at was the birth of at new identity. Eighteen days after he murdered Daniel Fizpatrick under cover of the riots, the man who killed him walkd into a DMV office in Hollywood and applied for a driver´s license. (...)

   Bosch knew there was at contradiction in what he was considering. (...) The conclusion to Bosch was obvious. There was a connection. Fitzpatrick was not a random victim. He could, in fact, be linkedein som wat to his killer. And that was why his killer changede his name.

   Bosch got up and took his empty bottle to the kitchen. He decided that two beers was enough. He needed to stay sharp an up on the wave. He went back out to the stereo and put in the masterpiece. Kind of blue. It never failed to give him the charge. "Alle Blues" was the first song on the shuffle, and it was like being dealt blackjack at a twenty-five-dollar table. It was his favorite and he let it ride. (...)

   The murder book was so thin that Bosch finished his front-to-back read-through in less than twenty minutes. He had taken no notes, gotten no ideas, seen no connections. He felt the tide ebbing. His ride on the wave was comming to an end.

Der har sikkert været tilsvarende beskrivelser i historier tidligere i serien, men det er først nu jeg bliver opmærksom på det. 

   Den uforkortede tekst går over to sider og beskriver hvordan en detektivisk aha-oplevelse udfolder sig  tankemæssigt når Bosch er i sin "flow"-tilstand. Pludselig ved han noget, pludselig går en tilsyneladende selvmodsigelse i materialet i opløsning ved at han ændre "frame": fra forestillingen om  at den myrdede var blevet drabsoffer ved et tilfælde, og til ideen om at der var tale om overlagt mord. Dermed ved Bosch i et glimt med sikkerhed noget afgørende om morderen som ingen i politiet før har vidst. 

   Og for at fastholde følelsen af at ride på den kreative bølge trods "modstand" i materialet, så bruger Bosch et bestemt stykke musik til at holde sig mentalt og emotionelt på toppen i længere tid. 

   Noget som også er veletableret viden om kreativitet, er at bestemte former for musik kan fastholde den afslappede fokusering som letter indlæring og som genererer nye ideer.

Jeg tror ikke på at forfatteren Michael Connelly har nogen sikker viden om at politikfolk har erfaringer med "flow"-tilstanden under en mordefterforskning. Men jeg er fuldstændig sikker på at han med sin egen fortid som erfaren kriminalreporter har haft masser af erfaring med tilstande som den ovenfor beskrevne under sit journalistiske arbejde med afslørende artikler op til en deadline.

Claus Buhl: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan"

Politikens tillæg om bøger, fredag den 14. maj. Et interview med Claus Buhl i anledning af udgivelsen af hans bog: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan". Interviewer: Anita Brask Rasmussen. Der står om Claus Buhl at han er i 2009 blevet udnævnt til "ambassadør for kreativitet og innovation".

Hans udgangspunkt er "frustration over at så mange børn bliver tabt på gulvet i skolesystemet." Og at "alt dt der efterspørges på arbjedsmarkedet, bliver nedprioriteret i skolesystemet." Hans grundsynspunkt er at den form for tænkning der belønnes i skolen er den logiske og rationelle, og at den form for undervisning og faglighed "er der formodentlig kun 15-20 procent der har en naturlig fornemmelse for."
   Claus Buhl mener at oplysningstidens rationalitets- og fornuftsidealer som stadig dominerer i skolen, medførte at noget blev skyllet ud med badevandet: "Man fik eksileret følelser, fornemmelser og intuition ud i de kunstneriske fag."
   Claus Buhl nævner et eksempel på en der "tænker kreativt og irrationelt":

"For eksempel arbejdede forskeren William Shockley i 1950´erne inden for fysikken, hvor alt var kobberspoler. Men han var kreativ nok til at tænke: 'Hvad nu hvis den kobberspole var et stykke kemi i stedet?' Han opfandt transistoren og blev tildelt nobelprisen. Det er en måde at tænke på, som oplysningstiden har sagt, tilhører de kreative fag."

Selv om det ikke direkte nævnes, så er Claus Buhl nok inspireret meget af Howard Gardeners teori om de 6 eller 7 slags intelligens. Og hansb grundpointe er at alt for mange børn ikke får udviklet det talent de har, hvis det ikke ligger inden for det rationalitetsparadigme som alle - uanset talent/intelligens - må underkaste sig:

"Børnene starter med at kunne alt. Det tror på sig selv, har lyst til at lære, er fantasifulde, begejstrede og uangste. Men når de kommer i niende klasse, har de ingen selvtillid, de tror ikke de har noget at bygge på, og de har gået i skole i ni år, hvor de hver dag er blevet præsenteret for deres mangler."

Claus Buhl betragter det som rent held at en lang række kreative talenter overhovedet har overlevet skolen. Som eksempler nævner han komponisten Anders Brødsgaard, forfatteren Jette Kaarsbøl, filminstruktøren Christian Levring og designeren Per Mollerup. Han mener det først var efter skolen at de overhovedet kom i gang med at udvikle talentet.
   For at kunne sig det må Claus Buhl kende til deres biografier og erindringer fra skoletiden, men det stemmer overens med en række af de (særligt) kreative personligheder jeg selv kender,  der også kan fortælle at de har oplevet skolen som en der gav mindreværd i stedet for selvværd, og som det var en stor befrielse at komme ud af.
   Endelig er han også inde på betydningen af at have en mentor på det rette tidspunkt i livet for at talentet skal udvikle sig:

"Det er vigtigt at vi får aflivet to myter om talentet: For det første, at det er medfødt og derfor bør være let, og for det andet at det nok skal forløse sig, hvis bare du øver dig og øver dig. Nej, at udvikle et talent kræver at nogen ser det i dig og hjælper dig med det. Giver dig nogle retningslinjer for, hvordan du udvikler talentet bedst muligt. Den  mulighed burde findes i uddannelsessystemet. Der er ikke længere efterspørgsel på en masseproduceret ensartet arbejdsstyrke med lavt selvværd."

Han nævner et eksempel på en verdensberømt særligt talentfuld person Bob Dylan, hvis specielle psyke i det danske skolesystem ville have givet ham en diagnose:

"Når man læser Bob Dylans selvbiografis, er man ikke i tvivl om at han var et meget mærkeligt barn.Han havde ingen venner og interesserede sig ikke for skolen, kun for folkemusik. Alle de karakteristika, der beskriver den unge Bob Dylan, kan du slå op i et leksikon, og der vil stå Aspergers syndrom."

Koblingen til historien om Séraphine er slående.