'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.

   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.

   Wikipedia fortæller om historien:

The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.

Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".

   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.

  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.

  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.

   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg

Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz

Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.

    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.

   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.

   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.

   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.

   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.

Hvorfor jeg er vild med "Vild med dans" - og andre udviklingshistorie-formater i reality-tv

En rose er en rose er en rose.
   Sådan har jeg det med tv-formatet VILD MED DANS. 

   Jeg kan ikke huske hvornår første-udgaven kom på dansk TV 2. Men fra starten syntes jeg det var et godt - og ikke mindst - holdbart koncept.

   Og først og fremmest: Som forholdsvis almindelig tv-seer og -nyder (der er langt mellem snapsene), så følte jeg mig rimeligt underholdt og stimuleret på en måde som også en god film kan gøre det.
   Ellers er de fleste reality-formater ikke noget for mig, når jeg først har knækket "koden" og fundet ud af hvad plottet egentlig går ud på.

For mig er der ingen tvivl om at der findes en forholdsvis universel formel for fortællingers strutkur, indhold og forløb, som har en særlig stor "impact" i forhold til vores kognitive og emotionelle modtagesystem i hjernen, og som udgør en slags grundformel for vores fantasis selvforståelse:

   Den hedder myten eller eventyret om et menneske der starter fra næsten nul, møder en rædsom mængde modstand og lidelse, alligevel tager kampen op,  og - ved historiens slut - i kraft af personlige egenskaber - vinder ære og anseelse, evigt liv, den store kærlighed, fantastisk rigdom og magt - prinsessen og det halve kongerige, en toppost i gudeverdenen. 

   You name it!

Tro mig, det er ikke franske nyebølgefilm vi taler om. Det er snarer "Baronessen fra benzintanken" og "De røde heste". Men det er også Harry Potter, H.C. Andersen som grim ælling, Alice i eventyrland, Pretty Woman, Nora fra Et Dukkehjem. 

   Det er alle - formuleret så bredt jeg kan - udviklingshistorier. 

   Udviklingshistorier er universelle og findes i næsten alle kulturer. Det at begynde som køkkenpige og blive dronning til sidst. Det at starte som avisdreng og ende med at blive millionær. Det at vær en fattig halvsvensk indvandredreng på Bornholm og slutte som: Pelle Erobreren.

   Udviklingshistorier ender ikke altid lykkeligt. Kærligheden vågner, vokser og udvikles til et næsten klimaks, men kløften mellem familierne er uoverstigelig. En tragedie!

Udviklingshistorien er formlen for den slags reality-tv jeg godt kan lide at se. Og der er som med alt andet reality-tv tale om konceptuel blending - et mix af realitet og fantasi, af fakta og fiktion.
   Det er "unscripted drama", som en amerikansk producer har navngivet disse formater for nogle år siden.

   

En engelsk relisty-serie  for nogle år siden hed "Faking It".

    Den første udsendelse i serien handlede om en punk-sanger og -musiker (i den grad uudannet arbejderklasse-baggrund), som bliver udvalgt til forsøgsperson: Han skal i løbet af en måned oplæres  og udvikle sig til kvalificeret ung dirigent - der har lært sig nok - og altså udviklet sig - så han kan klare sig i konkurrence med seriøst uddannede unge håbefulde klassiske dirigenter.    

   Og det lykkes. Med råd og vejledning fra et par ældre mentorer! Han bliver nr. 2 i konkurrencen. 

Det var svært ikke at holde en tåre tilbage i klimaks - især når man så mor og søster blandt publikum til konkurrence-koncerten reagere på at han gennemførte opgaven til - ikke bare bestået, men til næsten-vinder.

   

Formatet "Sporløs" hører til samme kategori. 

   Et format der i sin interne struktur indeholder mytens og eventyrets skabelon. Udgangspunkt: Det totale tab af identitet (Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?)hos et frustreret almindeligt menneske, som  ved hjælp fra en mentor og med emotionelle ups and downs - opnår den eventyrlige slutposition: Jeg har en far, en mor, en familie - som er biologisk forbundet med mig, og som jeg stammer fra.

  A dream come true!

Det er den grundskabelon som gør at jeg - trods hvad jeg ellers som professionel tv-analytiker og programdoktor kan have af indvendinger - år efter år - ender med at hænge på serien "Vild med dans". Ikke lige de allerførste programmer, men sådan en tredjedel inde i forløbet. Så er det interessant. 

   Vi oplever som seere at kreative og højt kvalificerede mennesker (bare ikke i dansekunst), ved hjælp af en mentor - en professionel dansepartner - udnytter deres personlige ressourcer til at skifte domæne.  Fra et udgangspunkt som rene amatører på området "dans" udvikler hovedpersonerne sig på utrolig kort tid kropsligt og mentalt til et punkt hvor de (måske og måske ikke) når næste omgang. Frem til et seriemæssigt klimaks. 

Fruen og jeg er enige om at vi begge gerne vil se "Vild med dans". Vi fulgte også med stor - måske endnu større - fornøjelse den lidt mere kulturelitære "Maestro"-serie på DR 2. Hun overtalte mig til at se med første gang, men så var også jeg på. Og Søs Egelind skulle måske overveje at skifte fra skuespilleriet på en scene til dirigentpodiet for et klassisk symfoniorkester.

   Fruen står af ved X-Factor, men jeg står på når først freak- og talent-udskilningsdelen er overstået, og programmet begynder at gå "live" - med deltagerne på en scene med et publikum.

Men for mig at se handler det "inderste inde" om følgende: Vi har som mennesker en mental - kognitiv og emotionel - matrice i hjerne og krop som når sindet finder et oplevelses-match i den slags reality-programmers dramaturgi (og i alle de romaner og spillefilm som har samme interne struktur), så udløser det en regn af kemiske belønningsstoffer i hjernen som gør at vi nyder at være seere til dem - om og om igen. 

Gaugin og "Tahiti" - bare bryster eller tækkelige kjoler - fantasi eller virkelighed

Jeg høster lige et smukt eksempler på diskussion og problematisering af kreativ blending - her fra Søndagenspolitiken den 27/03/11.

Det findes på side 2 i kultursektionen. Temarubrikken er den faste om søndagen: "Et øjeblik". Og stikordet er: "Fantasier". Afsættet er en udstilling på National Gallery of Art i Washington med titlen 'Maker of Myth'. Og illustrationen til artiklen er et maleri vi alle kender: Gaugins 'Two Tahitian Women' fra 1899:

Gaugin har blandet fantasi og virkelighed - for mytens skyld, er essensen af artiklen.
   Hvordan det? - kan man spørge. - Jo, de smukke tahitianske kvinder som han afbilleder både her og i mange andre verdensberømte malerier, gik på det tidspunkt hvor maleren var på Tahiti, ikke rundt med blottet overkrop og blottede bryster. De kristne missionærer havde for længst fået dem til at gå i tækkelige kjoler.
   Så Gaugins Tahiti og de lokale kvinder er altså (delvist) et fantasiprodukt - en slags ønsketænkning. Sådan gik kvinderne ikke klædt, og sådan så de ikke ud da han boede på øen. En ønsketænkning som i sig selv var inspireret af et helt tredje konceptuelt rum: de japanske træsnit fra begyndelsen og midten af 1800-tallet med bla. Hokusai som en af de helt store ikoner (se tidligere blogindlæg om udstillingen på Ordrupgaard).
   Hvad er problemet i det som Gaugin har gjort i sine malerier? Hvor autentisk og realistisk et maleri er i forhold til sine motiv, har enhver kunstmaler vel frihed til selv at bestemme? Og malerierne her bliver jo ikke dårligere af at Gaugin har vist de haitianske kvinder uden tøj på overkroppen! Hvor mange malere har ikke malet nøgenstudier i århundredernes løb, med eller uden faktiske modeller?

Det der er artiklens pointe, er at Gaugin den gang offentligt insisterede på at hans billeder var "en faktuel fremstilling af et primitiv samfund fuldt af frodige, forførende og havlnøgne skønheder."
    Altså, han tilskrev sine utroligt fascinerende malerier en dokumentarisk værdi som de ikke havde. For at opretholde en myte om et Paradis-samfund som altså på det tidspunkt kun fandtes i hans fantasi.
   Artiklen hævder at når han gjorde det, så var det af hensyn til markedet: Hans blanding af fantasi og virkelighed solgte bedre hvis publikum troede på fremstillingen som autentisk.
   Det er altså en konstrueret myte der har fungeret som produktiv frame for det blendede output-rum billederne er et udtryk for og et produkt af. Ikke resultatet af en kunstnerisk virkelighedsforpligtelse, som Gaugin selv hævdede.

Personligt synes jeg vist ikke det er særlig interessant eller væsentligt om disse verdensberømte betagende malerier er fiktion eller faktion - mere eller mindre dokumentariske. Men for journalister er den slags problemer altid en "god historie".