Dyr vs mennesker - hvor meget har vi tilfælles når det gælder intelligens, følelser og opfindsomhed?

Man kan tale om 'kreativitet' i to betydninger:

   Dels som et kompleks af egenskaber som kendetegner blandt andet mennesket som dyreart i kraft af vores opfindsomhed til at løse problemer som vi ikke har mødt før - ved hjælp af  redskaber eller brug af ild eller billeder eller sprog. 

   Dels som som et kompleks af særlige egenskaber som enkeltpersoner kan have i varierende omfang og styrke: som evnen til at tænke nyt og grænseoverskridende, gøre opfindelser og videnskabelig opdagelser, skabe unik musik, billedkunst, litteratur, etc. 

Mange dyrearter er kreative i den første betydning, enkelte dyr kan også være det i den sidste. 

En artikel i Information i lørdags aktiverede spørgsmålet for mig. Den havde oveerskriften:

Dyrs indre liv er dybere, end vi tror

Og var skrevet af journalist Christian Bennike.

På forsiden af avisen er der et forskræp med et stort billede af en flot ravn. Her er overskriften:

Undervurderer vi hende her? 

Jeg bliver en smule provokeret, for jeg har længe troet at dyr ligner mennesker "meget mere end vi tror". Faktisk for alvor lige siden jeg begyndte at sætte mig ind i den moderne hjerneforskning for godt fem år siden.

      Så jeg føler mig ikke truffet, og er ikke overrasket over artiklens indhold.

      Men spørgsmålet er vigtigt, på linje med spørgsmålet på Galilæis tid om det var solen der cirkulerede om jorden som centrum, eller omvendt: om jorden cirkulerede om solen som centrum. 

Men jeg har også altid holdt af dyr - lige siden jeg var barn hvor min far introducerede mange forskellige dyr i hjemmet og dets omgivelser. 

   Vi holdt høns, duer, kalkuner udendørs. Og havde en græsk landskildpadde gående frit i mange, mange år indendørs. Vi havde også papegøjer og undulater og nymfeparakitter, hamstere og marsvin.

   Som voksen har jeg også haft nymfeparakitter, akvariefisk og ikke mindst - katte. 

   Jeg har nydt og elsket at se på dyrene, at iagttage hvordan de bevæger sig, svømmer eller flyver, at høre de lyde de naturligt udstiller, at se deres samspil med artsfæller og andre dyr. Og ikke mindst at opleve deres mangeartede samspil med de mennesker som har holdt dem - forhold som altid er gensidige så man kan diskutere om det er os der gør dem tamme, eller det er dem der gør os tamme.

  At dyr har følelser som langt hen ad vejen ligner vores, har jeg altid ment. Og bliver bekræftet dagligt af omgangen med vores store røde skovkat Fister. Fx følelsen af nydelse og velvære:

Jeg læste som ung nogle bøger som min dyre- og naturinteresserede far havde købt, skrevet af den østrigske dyrepsykolog og filosof Konrad Lorenz. Heri beskrev han en masse forsøg, eksperiment og oplevelser med dyr (fx grågæs og alliker) der førte til spændende teorier om dyrs adfærd med afsæt i Darwins biologisk evolutionsteori. 

   Dels gav hans skrifter mig en dybere forståelse af de dyrs adfærd vi var omgivet af, og dels lærte de mig at mennesker ligner dyr meget mere end vi tror.

   Især husker jeg at jeg der blev introduceret til begrebet prægning (eng. 'imprinting'). 

   Wikipedia:

Lorenz studied instinctive behavior in animals, especially in greylag geese and jackdaws. Working with geese, he investigated the principle of imprinting, the process by which some nidifugous birds (i.e. birds that leave their nest early) bond instinctively with the first moving object that they see within the first hours of hatching.

'Prægnings-mekanismen er instinktiv - og altså netop ikke udtryk for dyrenes kreativitet, men nok for naturens uendelig opfindsomhed når det gælder om at udvikle instinktiv adfærd der kan bidrage til at sikre en dyrearts overlevelse i konkurrence med andre.

   Vi oplever selv hvordan prægningen fungerer i naturen når vi i vore sø hver sommer oplever blishøns svømme og gå rundt med deres blishønsekyllinger i hælene.  

Men det var de senere års enorme udvikling inden for hjerneforskningen der for alvor overbeviste mig om at dyr i almindelighed og nogle særlige dyr i særdeleshed, ligner os mennesker så meget at det er svært at begrunde den behandling af fx de dyr vi spiser, udsættes for i landbrugsproduktionen. 

'Spejlneuroner' er et eksempel. Det er særlige nerveceller i hjernen som gør det muligt for os at forstå intentionen i andre menneskers og dyrs handlinger uden at tænke over det, idet de aktiveres både når vi selv udføre en målrettet handling og når vi ser andre (dyr eller mennesker) udføre den handling. 

   Man antager at spejlneuroner er afgørende for at mennesker kan opleve empati i forhold til andre mennesker. Og at de også er en forudsætning for at vi kan lære sprog gennem imitation.

   Og de findes ikke bare i hjernen hos mannesker, men også hos aber og fugle. Hos fuglene aktiveres de både når en fugl selv synger, og når den hører en anden fugl af samme art synge. 

   Man antager at det er spejlneuronerne i hjernen som gør det muligt for fugle at lære sang fra forældrene gennem imitation. 

   Det er sikkert også dem der gør det muligt for visse fugle - fx papegøjer - at efterligne menneskestemmer.

  

Man mener også at hundes og delfiners hjerne har spejlneuroner.

Fugles intelligens er et andet eksempel: 

   I mange år troede man at det var umuligt at fugle kunne være særligt intelligente og kreative, fordi deres hjerner var så små. Men ny helt ny forskning har viste at fugles hjerner har flere neuroner pr kubikenhed end pattedyr - og altså  end os mennesker.

Og bløddyr - uden skellet - som blæksprutter troede man i mange år var meget primitive da de jo i dyrenes udviklingshistorie ligger meget tidligt. 

   Men nej, de store blæksprutter er muligvis lige så intelligente som menneskeaber.

   Her et citat fra en artikel i videnskab.dk om et projekt der skal undersøge hvor intelligente blæksprutter er:

»Vi havde engang en blæksprutte, der kunne åbne ølflasker,« fortæller Anders Kofoed.

   Han er biolog på Danmarks Akvarium, og sammen med sine kollegaer er han ved at udvikle et forsøgsprojekt med akvariets blæksprutter eller cephalopoda, som blæksprutterne også hedder.

   Projektet sætter fokus på blæksprutterne, fordi de tilhører havets absolutte elite, når det gælder intelligens. Deres hjerne og centralnervesystem er så udviklet, at flere forskere sammenligner dem med rotter, hunde og endda aber. Man regner faktisk med, at blæksprutterne er verdens mest intelligente hvirvelløse dyr, for selv om de sjældent bliver mere end tre år gamle, kan de nå at lære imponerende meget.

   Den sprutte, som Anders Kofoed taler om, kunne både åbne syltetøjsglas, colaflasker og endda ølflasker. Efter nogle mislykkede forsøg med at skrue kapslen af ølflaskerne, som den ellers gjorde med colaerne, fandt denne superintelligente cephalopoda altså ud af at tage fat og hive ølkapslen af med sugekopperne.

Se mere i Wikipedias artikel om 'cephalopod inteligence' hvor det blandt andet fremgår at blæksprutter kan bruge redskaber:

https://en.wikipedia.org/wiki/Cephalopod_intelligence

Her er et link til en artikel der opregner alle de overraskende kreative egenskaber som blæksprutter har:

http://scienceblogs.com/developingintelligence/2007/04/05/platformindependent-intelligen/

Artiklen i Information understreger hvordan udforskningen af både dyrs og menneskers hjerner og adfærd, gør at vi opdager flere og flere lighedspunkter, og at den afgrundsdybe forskel man i gamle dage opfattede der var mellem mennesker og andre dyre, hurtigt bliver mindre og mindre jo mere viden man får:

»Lige nu ser vi to kurver, der nærmer sig hinanden – mennesker og dyr mødes,« siger Mathias Osvath, som er kognitiv zoolog på Universitetet i Lund, hvor han studerer ravne og chimpanser.

   »Jo mere vi studerer menneskelig tænkning, jo mere opdager vi, at det bygger på simple underliggende mekanisme.

   Og jo mere vi studerer dyr, jo mere bliver vi klar over, at de er mere komplekse, end vi troede.«

Artiklen i Information fremhæver blandt andet ravnene (og dermed ravnefuglene) for deres evn til at planlægge og udøve selvkontrol over for umiddelbare fristelser:

Ravne er blevet det nye sort inden for forskning i dyreadfærd. Ikke nok med at de mytiske fugle har social kultur, bruger redskaber og genkender menneskeansigter i årevis, de udviser også en bemærkelsesværdig grad af selvkontrol og kan takke nej til mad her og nu, hvis de får en større belønning senere – de er faktisk langt bedre til det end 4-årige menneskebørn. De lægger også planer for fremtiden, noget man længe troede var en unik menneskelig evne.

   »Deres hjerner minder på mange måder om vores. Der er naturligvis forskelle, for de har ikke et sprog, og derfor er det svært at planlægge pension og ting, som kræver koncepter, men evne til at planlægge som sådan har de,« siger Mathias Osvath.

Det samme finder man hos chimpanser der "både kan lære af fortiden og planlægge for fremtiden." 

Chimpanser planlægger også. Osvath har beskrevet, hvordan chimpansen Santino fra Furuvik Zoo i Sverige, samler små bunker af sten og gemmer dem rundt omkring i buret for at kunne kaste dem på irriterende besøgende. Det viser, at Santino både kan lære af fortiden og lægge planer for fremtiden.

En af de helt grundlæggende egenskaber ved menneskehjernen er at den normalt udvikler det man kalder 'Theory of Mind' (forkortet ToM) - altså en forestilling om at et andet menneske vi møder har en bevidsthed om omverdenen som ligner vores egen, men som samtidig ser på verden (og en selv) ud fra et andet perspektiv. 

   Wikipedia:

Theory of Mind is the ability to attribute mental states — beliefs, intents, desires, pretending,knowledge, etc. — to oneself and others and to understand that others have beliefs, desires, intentions, and perspectives that are different from one's own.

Man har konstateret at en række dyr besidder ToM, blandt andre papegøjer, ravne, aber, elefanter og delfiner – og muligvis også svin, hunde og geder.

Theory of Mind er en side af det mere generelle som kendetegner mennesket: 'at have selvbevidsthed'. 

   Det tester man typisk ved at male en rød plet i panden mens dyret er bedøvt, og så iagttager man om dyret når de ser sit spejlbillede, reagerer på den røde plet ved fx at gnubbe den væk.

Mange dyr er også selvbevidste. I 1970’erne malede psykologen Gordon Gallup en duftfri plet i panden på en række dyrearter for at undersøge, om de reagerede, når de så sig selv i et spejl – hvis de rørte ved pletten, måtte det betyde, at de kunne genkende sig selv, en evne menneskebørn udvikler i 2-års-alderen.   

Man har foreløbig fundet ud af at ud over mennesket, så har følgende dyrearter bestået denne spejltest for selvbevidsthed: indiske elefanter, menneskeaberne, delfiner, spækhuggere og husskaden.

En særlig form for bevis for at et dyr besidder 'Theory of mind', er hvis det er i stand til at snyde eller narre en artsfælle, som dette eksempel viser at chimpanser er:

Så er det følelseslivet. 

   Hvis man jævnligt eller dagligt omgås dyr, så kan man naturligvis ikke være i tvivl om at dyr har følelser præcis ligesom mennesker: De kan føle glæde, smerte, vrede, angst, empati og sorg ligesom os.

   Men det er altså også noget forskerne har forsøgt at føre eksperimentelt bevis for:

Rotter ser ud til at spise mindre, hvis de skal trykke på en knap for at få mad, som samtidig giver andre rotter stød, og der er eksempler på delfiner, som redder mennesker og andre hvaler, som er kommet i havsnød.
   Elefanter ser ud til at sørge over deres døde, og forskellige aber giver afkald på føde for at hjælpe ikkefamiliemedlemmer med at spise, hvis de er i problemer. Det kan måske betegnes som empati. 

Den her video viser husskader som i flok forholder sig stærkt ophidset til en død artsfælle:

Havde det være en fugl af en anden art der lå død på vejen, ville de straks være begyndt at spise den.

I mange år har vi vidst i i hvert fald menneskeaberne bruger redskaber, men det er der mange andre dyr der også gør:

Krager tilhakker kviste og bruger dem til at fiske larver ud af små huller. Oddere bruger sten som hamre til at åbne muslinger, og chimpanser slås med køller og indsamler vand med svampede blade (nogle forskere mener ligefrem, at chimpansernes værktøjskasser overgår de tidligste menneskers redskaber, som er fundet i Østafrika).

Listen er dog meget længere. Se Wikipedia her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Tool_use_by_animals

Mennesket er et dyr med den særlige egenskab at lade en stor del af sin sociale adfærd regulere af kulturelle normer som opfindes og udvikles i mindre grupper, som kan brede sig til større gennem imitation, og som kan videregives fra generation til generation gennem en form for læring.

   Men også den egenskab viser det sig at vi må dele med andre dyr. 

   Wikipedia skriver:

Animal culture describes the current theory of cultural learning in non-human animals through socially transmitted behaviors. The question as to the existence of culture in non-human societies has been a contentious subject for decades, much due to the inexistence of a concise definition for culture. However, many leading scientists agree on culture being defined as a process, rather than an end product. This process, most agree, involves the social transmittance of a novel behavior, both among peers and between generations. This behavior is shared by a group of animals, but not necessarily between separate groups of the same species.

Kultur i den definition kan findes hos menneskeaber og hvaler, men muligvis også hos nogle fugle.

Hvorfor er det så vigtigt at konstaterer at vi og dyrene ligner hinanden meget mere end vi en gang gik og troede?

Det er klart at det influere på vores krav til dyrevelfærd, og til de forhold som vi tillader fx svine-, mink-, kyllinge- og ægproducenter at holde deres dyr under.

   Nogle kan bruge den viden som argument for at blive vegetarer: De kan ligefrem opleve det som en slags kannibalisme at spise kød af slagtede dyr.

   Selv synes jeg det er vigtig viden til at forstå menneskets natur generelt og til at få dybere indsigt i egne 'naturlige' reaktioner.

Den surreale naturalist, chimpansen Congo og andre historier - om Desmond Morris og en udstilling på Rønnebæksholm

For godt 3 uger siden fortalte Politiken på navnesiden at den kendte engelske zoolog og tv-formidler Desmond Morris fyldte 85 år. Han er mest kendt for bogen "Den nøgne abe" som udkom 1967.

   I forgårs var jeg med fruen på en maleriudstilling på Rønnebæksholm ved Næstved.

   Det er ligesom en kreativitetstest: Hvad har de to ting overhovedet med hinanden at gøre?

   Svaret er: Surrealisme.

Udstillingen på Rønnebæksholm har titlen og vinklen: "Efter Surrealismen - Surreelle tendenser i dansk kunst efter 1960".

   En glimrende udstilling som varmt kan anbefales. Den blev anmeldt i Politiken i sidste ug i tillægget 'iByen'. Lidt sent kunne man synes. Men Næstved ligger jo også næsten 100 km syd for Rådhuspladsen.

  

Surrealismen er en af de kunstretninger jeg har været begejstret optaget af siden jeg var ganske ung.  

   Jeg har tidligere skrevet om surrealistisk maleri på denne blog fordi det er prototypen på en af de mange kunstretninger der lever af 'konceptuel blending' - altså af dette at mixe flere konceptuelle lag - og visuelt og kognitivt at spille flere realiteter ud mod hinanden - med høj fascinationsværdi til følge.

 

Internationalt er navnet Dali, verdenskendt for det ikoniske maleri af udflydende og hængende ure i et ørkenagtigt drømmeagtigt landskab, malet i gammeldag foto-realistisk stil:

Salvador Dali: Persistance of Memory

Herhjemme er det Wilhelm Freddie der umiddelbart forbindes med surrealismen i klassisk forstand, mest kendt for den skulptur som i mange år var i politiets varetægt:

’Sex-paralyseappeal’ i 1936, som politiet senere beslaglagte, 

og som Freddie måtte afsone en hæftestraf for pornografi for.

Det som de færreste ved, er at Desmond Morris også er kunstmaler. Og at han som maler er surrealist, både kendt og anerkendt i kunstforstandige kredse.

   Her et par af hans malerier:

The Day after Yesterday

The Sentinel

Jeg husker at jeg faktisk læste hans bøger 'Den nøgne abe' og 'Den menneskelige Zoo' i slutningen af 60-erne. 

   Jeg var allerede i gymnasiet interesseret i dyrepsykologi - inspireret af dyrepsykolgoen Konrad Lorenz´ bøger, som min far havde stående i reolen. Og med Desmond Morris tekster fik jeg den ene aha-oplevelse efter den anden.

  Det der først og fremmest var fascinerede ved Desmond Morris bøger, var den videnskabelige konceptuelle blending der bestod i at  anskue  og forstå menneskearten homo sapiens som et biologisk og psykologisk dyr.

  Wikipedia karakteriserer bøgerne sådan:

The Naked Ape (1967) — an unabashed look at the human species. The book is notable for its focus on humanity's animalistic qualities and our similarity with other apes. Reprinted many times and in many languages, it continues to be a best-seller.

The Human Zoo (1969) — a continuation of the previous book, analysing human behaviour in big modern societies and their resemblance to animal behaviour in captivity.

Desmond Morris dukkede op i min mentale horisont igen da jeg var igang med at researche og skrive bogen om tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Det viste sig nemlig at Martinsen havde lavet to DR-udsendelser i 1986 med Desmond Morris som hhv. ekspertvært og bærende interviewperson: 'Fodboldfoket' og 'Hvad siger din krop?'.

   Især 'Fodboldfolket var interessant, syntes jeg, fordi den forsøgte at dokumentere grundideen i Desmond Morris´ bog 'The Socccer Tribe': at begivenhedsforløbet i og omkring store fodboldkampe og deres publikum kan tolkes og forstås som symbolske stammekrige.

   Og Desmond Morris var en i en række af karismatiske, oprørske, provokerende og ironiske personligheder som Poul Martinsen portrætterede og brugte som fanden-i-voldske kommentatorer til at sætte en række af hans tematisk illustrerende dokumentarudsendelser i perspektiv: Carl Madsen, Tage Voss, Broby Johansen, mfl.

Desmond Morris har ikke bare skrevet videnskabelige og populærvidenskablige bøger som er blevet bestsellere, og samtidig været anerkendt surrealist som kunstmaler; han har også selv produceret og været karismatisk vært på et utal af fascinerende videnskabsillustrerende BBC-tv-serier.

   Han er som person i den grad  en af dem jeg på bloggen her beskrevet som "den særligt kreative personlighed" - med det sammenfattende kendetegn at være en outsider med en "flere personer i en"-karakter.

   Hvordan mon hans barndom har været: enspænder, ondt i farforholdet?

   Jeg søger på nettet. Og jo, den er god nok. Her nogle citater fra ham selv:

I was a child during World War Two and grew up viewing adult humans as rather disgusting - people whose main goal in life was to kill one another. Worse still, I spent the first part of World War Two watching my father suffering from wounds he had received in the First World War. I was fourteen when he finally died and at that age I decided, in my passionate, juvenile way, that all authorities, all governments, all religious leaders and all political leaders were the scum that floated to the top of society. I had to rebel, but I was a good little boy, well brought up by loving parents, and my rebellion could not be a destructive one - after all I was rebelling against mass violence and hatred, so my rebellion had to be of some other, more positive kind. I had two great interests, art and animals. My artistic rebellion took the form of turning my back on accepted, traditional art and associating myself instead with the Surrealists. The Surrealist Movement had itself started in the 1920s as a rebellion against the horrors of World War One, so it suited my mood perfectly. As a teenager I began painting with an obsessive fervour and, when I eventually exhibited my works, was thrilled to find that the authorities hated them. http://www.cosmoetica.com/DSI8.htm

Her udtalelser om hans barndom fra et interview i avisen The Guardian fra 2008:

From my father I learned correctness and stoicism. They were the two key words because he was a very correct and fair man. My scientific work is in a sense owed to him. He came back from the first world war physically ruined and never recovered. I never heard a word of complaint from his lips. The damage to his lungs was almost like having Aids and made him susceptible to every infection. He couldn't breathe properly to fuel his body, which gradually declined. By the end he was like a skeleton. But he didn't say "those so and sos, look what they've done to me", nothing like that.

   I missed my father's funeral because my mother wouldn't let me go. I was 14 and she sent me off to friends in the countryside, and so I imagined that he hadn't really died. The grieving probably came later when I started to think about those bastards in Whitehall who had sent him off to die. It was the beginning of a lifelong hatred of the establishment. The church, the government and the military were all on my hate list and have remained there ever since.

   My parents gave me the special advantage of being an only child. My wife is an only child and so is our son. It teaches you the pleasure of solitude. Loneliness isn't a word in one's vocabulary and that has helped a lot with my writing. I love to sit by myself and don't feel the need to be chatting all the time.

Interessant er hans krakteristik af sig selv som en der søger ensomheden, samtidig med at han altså i den grad er udadvendt og aktiv og med fryd optræder på tv-skærmen. Rigtig nok: en blandet, grænseoverskridende og paradoksal personlighed.

   I øvrigt har han også helt konkret 'blendet' og integreret sit engagement som surrealistisk kunstner med sin forestilling om at mennesket og menneskeaberne adfærdsmæssigt er mindre forskellige end man skulle, i en tidlig interesse for chimpansemaleri - som dette indslag dokumenterer. Samtidig med at det viser en række af Desmond Morris egne malerier med hans egne kommentarer:

Om chimpansen Congo skriver Wikipedia:

Congo (1954–1964) was a chimpanzee who learned how to draw and paint. Zoologist and surrealist painter Desmond Morris first observed his abilities when the chimp was offered a pencil and paper at two years of age. By the age of four, Congo had made 400 drawings and paintings. His style has been described as "lyrical abstract impressionism".[1]

Der er lidt lang vej tilbage til eftersurrealist-udstillingen på Rønnebæksholm.

   Men den var altså rigtig god og interessant, selvom man som anmelderen kunne mene at selve surrealist-betegnelsen er lige ved at blive for udvandet gennem det udvalg af kunstnere og kunstværker den præsenterer.
   Men Jan Esman er lige i øjet som surrealist:

Four Clones Worshipping af Volcano

Hans Henrik Lerfeldt kommer man heller ikke uden om i denne sammenhæng - som central surealist (dette maleri var ikke vist på udstillingen):

Naturen vågner efter regnen

Her et citat af Lerfeldt i udstillingsbogen, en proklamation der ligner programerklæringen for første-generations-surrealisterne:

Jeg tror på drømmen. På mareridtet. På underbevidstheden. Og jeg maler og tegner, hvad jeg drømmer, tænker ser og føler. Og det er selvfølgelig et mareridt det hele, selvfølgelig er det det, men det er et brugbart mareridt og for mig grundlaget for tilværelsen, for hele livet.

Derimod kan man diskutere om en af de malere jeg i øvrigt er meget begejstret for, Poul Anker Beck, er det - altså  surrealist. 

   Han er repræsenteret med disse tre for mig utroligt fascinerende billeder:

Motorcykel ved bunker

En underlig dag

Hovedvej A 14

Det er svært at sætte fingeren præcis på hvorfor disse billeder har en aura af surrealisme - nedendunder den naturalistiske motivoverflade. Men de emmer af "andethed".
   I udstillingsbogen citeres Poul Anker Bech for følgende, som i hvert fald peger på hans ambition om at udnytte "blending" som en stærk effekt i forhold til publikum - en superrealistisk overflade med en udefinerlig imaginær undertekst:

Det er et ringe maleri, om det ikke er i stand til at suge sin beskuer indp den imaginære scene, så han/hun glemmer tid og sted. Menneskets fantastiske indbildningskraft er så stor at men med få midler  på en billedflade kan send os ud på en svimlende rejse langt hinsides virkeligheden.

Jeg synes jeg har nået lidt hen ad den retning som Poul Anker Bech taler om her - i et par af mine realistiske akvareller:

 

Hvis du oplever der er en udefineret virkelighed bag mine to akvarellers overflade, så bliver jeg glad!