Modeller, mimesis og fantastik - om det der ligner, men ikke er ... fra Lego til Niels Strøbæks malerier

En af mine morgensvømmer-venner var meget interesseret da han for nogle år siden fik at vide at jeg malede akvareller. 

   Selv malede han ikke akvareller, men lavede modeller, viste det sig. 

   Forbindelsen er denne: Ligesom mine krav til de akvareller jeg maler, er at de skal ligne motivet, er kravet til hans modeller at de skal ligne det de er modeller af - ned til den mindste detalje

   Han har både lavet et dukkehus med indbo, modeller af mennesker og dyr, forskellige køretøjer og maskiner. Se bare her:

Det kreative arbejde i forbindelse med produktionen, består i at finde materialer og teknikker der gør det muligt at skabe noget der ligner - også i den grad.
   Hvad kan man fx anvende et brugt messing-patronehylster til når man skal lave en model af en dampmaskine der virker - i det mindste med trykluft?

Fascinationen ved at se modeller som dem jeg her har vist, er at de både ligner noget til forveksling - noget andet end det de er - samtidig med at de alligevel også er noget værdifuldt i sig selv, nemlig tredimensionelle, fysisk konstruerede produkter: artefakter som er nedskaleret fra de virkelige forbilleder så man som iagttager oplever sig selv som uforholdsmæssigt stor og mægtig.

   Hvad er fidusen?
   - På magisk vis udstyres man som beskuer med et 'olympisk blik' - får et syn og en følelse som en slags vorherre!
   Og mon ikke også det er en del af fornøjelsen ved at lave dem?

 
Denne lystfyldte fascination ved at se og håndtere - fx. tegne, bygge eller klippe ud - det der ligner, men ikke er - kender alle mennesker fra de var helt små.
   Og det gjorde også den stenaldermand der skar Venus fra Willendorf ud af limsten for omkring 25.000 år siden:

Dejlig dame!
   Og legetøjsfirmaet Lego skylder også sin succes på det danske og globale marked denne fundamentale menneskelige lystfølelse og fascination ved at noget ligner uden at være, men samtidig er noget i sig selv, en fascination som næsten alle stadig har også som voksne.

'Mimesis' - siger det inde i mit hoved: 'Mimesis'.

I forbindelse med arbejdet med min bog fra 1990, Faktion som udtryksmiddel, stødte jeg ind i begrebet 'mimesis' - et begreb som var nyt for mig, og som stammer helt tilbage fra de gamle grækere - nærmere bestemt Platon og - igen igen - Aristoteles.

   Wikipedia definerer og forklarer:

In ancient Greece, mimesis was an idea that governed the creation of works of art, in particular, with correspondence to the physical world understood as a model for beauty, truth, and the good. Plato contrasted mimesis, or imitation, with diegesis, or narrative. After Plato, the meaning of mimesis eventually shifted toward a specifically literary function in ancient Greek society, and its use has changed and been reinterpreted many times since then.

Og Den Store Danske Encyklopædi udlægger begrebet sådan her:

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen". Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

Begrebet har stor betydning i teaterhistorien, som Encyklopædien videre forklarer:

Hos Aristoteles anvendes betegnelsen mimesis om tragediedigtningens efterligning af menneskets handlen og liden; efterlignende adfærd anser han for en medfødt og lystbetonet disposition.

   På teatrets område fik læren om, at kunsten efterligner naturen, en ny betydning i løbet af 1700-tallet., da den indgik i agitationen for det borgerlige skuespils naturlighed modsat de klassicistiske normers kunstighed. 

   I samme periode mistede efterligningslæren sin magt som generel formel for kunstens væsen. Det skete i takt med, at kunstopfattelsen betonede kunstværkets autonomi og nyskabende kraft (jf. kopi).

Hvis man forfølger betydningen og brugen af begrebet op gennem historien - især i 1900-tallet - kan man hurtigt blive forvirret.
   Men på et filosofisk højt niveau, idet tunge filosofiske gutter som Erich Aurbach, Th. W. Adorno og Walter Benjamin har bakset og bokset med det - som noget der referer til en særlig "førvidenskabelig erkendelsesform".

Ordet 'mimesis' er beslægtet med dette 'at mime noget', 'mimik' og 'mimiker' - som alle har at gøre med dette: gennem ansigtsudtryk og gestus/fakter at udtrykke følelser, tanker handlinger - ægte eller spillet.
   Også ordet 'at imitere' - altså 'efterligne' - er beslægtet med 'mimesis'.

 
Moderne hjerneforskning vil nok kunne forklarer en del af begrebet som noget der neurologisk korresponderer med spejlneuronernes funktion - dette at vores hjerne ved at se eller høre andre foretage en handling, aktiverer de dele af hjernen som også ville være aktive hvis vi selv udførte handlingen. 

   

For mig står begrebet 'mimesis' for det som i kunst og andre former for virkelighedsfremstilling  "ligner men ikke er". X står for og representerer Y - ikke som en metafor eller et metonym - men gennem sanset og sanselig lighed.

   Det at et visuelt eller lydligt udtryk ligner noget andet - noget virkeligt - som det ikke er, er noget af det der afgørende kendetegner modeller, animationer, skulpturer, teater, fotografier, malerier, film, radio, m.m.

Som modsætning til dette mimesis-begreb opfandt jeg et andet begreb som jeg præsenterede i faktionsbogen: 'fantastik'. 

   'Fantastikken' i en fremstilling er den del af udtrykket som er fremmedartet og ikke-genkendeligt i forhold til den virkelighed vi umiddelbar kan sanse og kender, noget som derfor er et fantasiprodukt - og som i kraft af sin manglende umiddelbart sansede genkendelighed skaber fascination hos et publikum - og dermed appellerer til fantasien hos beskueren.

Når jeg også lige kommer til at tænke over det i denne sammenhæng, så er det fordi fruen og jeg  for nylig besøgte Nivaagaards udstilling med titlen "Sne, akvarel, stilhed".

   Det var en skuffelse: Der var kun få akvareller, blandt andet af Storm P., og nogle få ret gode af 'Fynboerne' Johannes Larsen og Fritz Syberg.

   Det fælles tema "Sne" synes jeg ikke blev forløst af de malerier udstillingen viste - bredt plukket  ud fra perioden 17-hundredtallet og op til idag - sådan cirka. Med få undtagelser var alle malet i en eller anden form for naturalistisk eller realistisk stil; altså mimesis-styret figurativ kunst.

   Men der var faktisk kun en akvarel jeg virkelig syntes om: Et landskabsbillede af arkitekten Arne Jacobsne, som var en suveræn akvarelkunstner hvis billeder jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

   Maleriet har jeg ikke kunnet finde afbilledet på nettet, men jeg har fundet en akvarel som viser en illustration af hans kendte tankstation - som helt klart skal ligne, men ikke er - det der skal bygges - ud fra tegningerne. Altså en mimesis-styret akvarel; fantastikken leveres her af fugleperspektivet:

Arne Jacobsen: Tegning af tankstation - malet med akvarel

Og her et foto af den virkeliggjorte vision - i øjenhøjde:

 

Som det ikke sjældent sker, så er det fra museumsbutikken man får mere varigt med hjem fra en kunstudstilling. 

   Her var det en bog om den superrealistiske maler Niels Strøbek, skrevet af Nils Ohrt, og udgivet som katalog til en Strøbek-udstilling på Nivaagaard i 2008.

   Teksten var god og gav indsigt og perspektiv. Og Strøbeks billeder var og er dybt fascinerende. Så vidt jeg husker var der et eller to af hans malerier med på udstillingen på Rønnebæksholm sidste år  - om danske malere der havde hang til surrealisme. Jeg mener at et af de her to fascinerende malerier var med:

Niels Strøbek: Dobbeltportræt 1981

Niels Strøbek: Ved havet, 1979

Surrealisme er jo kendetegnet ved at malemåden mimer virkeligheden så det nærmer sig et fotografisk afbildende udtryk (som det dog netop ikke er), samtidig med at motivet har elementer af fantastik som er så slående og stærke at bevidstheden hos tilskueren katapulteres tilbage og ned i egen underbevidsthed.
   Altså ifølge teorien.

I Nils Ohrts tekst er der et rigtig godt citat fra Strøbek selv, der har skrevet flere kunstreflekterende essays. 

   Ohrt introducerer citatet med at skrive at: "Et fundamentalt anliggende for modernismen var bevidstheden om maleriet som en flade - i modsætning til renæssancetraditionens opfattelse af billedet som et vindue - og den balance betragter Niels Strøbæk som lakmusprøven for sin kunst:

For mig er det ikke nok at vise noget genkendeligt fra virkeligheden, og heller ikke nogle formelementer fra den abstrakte verden. (...) Det paradoks, der opstår mellem virkelighedens krav om rum og illusion og abstraktionens krav om flade og realitet, er kunstværkets sande univers. For mig skal kunstværket  kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Det synes jeg er en fantastisk øjeåbnende formulering, som kan fortjene at blive skrevet med stort og med fede typer:

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

 http://www.nivaagaard.dk/fileadmin/user_upload/pdf_filer/Stroebek.pdf

Jeg viser lige nogle flere netkopier af Strøbeks malerier, som 'ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men både ligner og er:

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian, 2015

Niels Strøbek: Det fede og det magre, 1970

Niels Strøbek: Amager Fælled, 1984

Flere af de tekster som beskriver Strøbeks kunst, bruger adjektivet "gådefuld" om ham og hans malerier. Det er et andet ord for 'fantastik' - og denne fremmedgørende oplevelse af gådefuldhed som fascinerer, skyldes i langt de fleste af hans malerier perspektivet - som på en eller anden måde altid er lidt "forkert" og "unaturligt".

Akvarelmaleriets mysterier (31) - Ulla Bjerregaard

Somme tider finder man bare 'guld' ved at surfe rundt og søge på akvarel/akvarelmaler. 

   Ved en sådan søgning uden mål og med stødte jeg på navnet Ulla Bjerregaard. 

   Hun er autodidakt og har ifølge sin hjemmeside malet i mange år i sin fritid, og de sidste 10 år har hun malet "på fuld tid", som hun skriver. 

   Hun er født og opvokset i Sverige, men bor nu i Allerød. 

   Hun fortæller:

Inspiration til mine billeder finder jeg oftest i naturen rundt om i verden. Jeg maler både naturalistisk og abstrakt – aldrig fotografisk. Jeg prøver at fange stemninger, belysning og atmosfære. Jeg har efter mange år som akrylmaler blevet fascineret af akvarellens mysterier. Det er spændende at se, hvad der sker med akvarelfarvernes pigmenter, når der kommes masser af vand på - akvarelfarvernes pigmenter går deres egne veje, og jeg går mine. En symbiose - hvor mødes vi? En spændende udfordring.

Jeg synes det er sjovt at hun også bruger udtrykket "mysterier" om akvarelmaleriet som for hende altså er et relativt nyt medie at udtrykke sig i.

   Her er et lille udvalg af de akvareller som hun viser på sin hjemmeside - til nydelse og fornøjelse for hjernens visuelle belønningssystem: 

Se flere her:

http://www.ullasgalleri.dk/?Akvareller_i_alt

Selv om Ulla Bjerregaard er autodidakt, ser det for mig ud som om hun er meget stærkt inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

   Jeg har for nylig - ved gode svenskeres hjælp - fået fat i hans glimrende bog om akvarelteknikkens udtryksmæssige muligheder:

Arne Isacsson er stifter af en kendt og velanskrevet kunstskole, Gerlesborgskolen, der ligger i skærgården nord for Göteborg, en institution som har givet navn til en udforskning af akvarelmaleriets stilmæssige udtryksmuligheder som omtales som 'Gerlesborg-teknikken'. 

   Skolen har nu godt 70 år på bagen, og så vidt jeg kan se er der en del af de danske akvarelkunstnere som har gået på kurser på skolen og er blevet stærkt inspireret af den den nævnte teknik.

Linda Perhacs og Hilma af Klint - to kreative personligheder med kontakt til 'de højere magter' - og synæsteter

Serendipitet betyder 'heldigt sammentræf' - eller 'betydningsfuld tilfældighed' - for dem det rammer. Sådan har det tit artet sig når det gælder mine skriverier på denne blog. 

  Denne gang handler det om en musiker og en maler. Navnene er Linda Perhacs og Hilma af Klint. Den ene er amerikaner og musiker, den anden svensker og maler. Og deres liv er adskilt af flere generationer.
   Den umiddelbare forbindelse mellem dem er Louisiana som både udstiller kunst og producerer tv-indslag til nettet hvor internationalt kendte kunstnere interviewes. Men der er en dybere forbindelse mellem de to.

Hilma af Klint er den svenske kunstner som Louisiana udstiller en lang række værker af i de kommende måneder. Jeg har ikke set udstillingen, men læst om den - både i anmeldelser i aviserne og på Louisianas tykke promo-tidskrift for medlemmer af klubben. Og en masse af hendes malerier og tegnnger kan man jo se kopier af på nettet.

   Og den anden, Linda Perhacs, blev jeg opmærksom på gennem en FB-ven der deler et video-indslag fra - tilfældigvis - Louisiana Channel, et indslag hvor Linda Perhacs bliver interviewet og fortæller om det helt specielle og usædvanlige 'album' hun havde fået produceret og udgivet i 1970, et album som som ikke solgte og hurtigt blev totalt glemt - og så genopdaget omkring 30 år senere.

Jeg jagter sporet Linda Perhacs og hendes musik først:

    Under tv-interviewet hører vi passager af numre fra pladen der havde titlen "Parallellograms", som Wikipedia beskriver sådan her:

Parallelograms is an album by American psychedelic folk singer Linda Perhacs. Her first and, until the release of The Soul of All Natural Things in 2014, only album, it was all but completely ignored when originally released on Kapp Records in 1970. Discouraged by the lack of commercial attention and the label's reluctance to promote the album, Perhacs returned to her career as a dental technician. In the 30 or so years that followed, the album gradually developed a cult following.

 Her et link til hele CD'en på YouTube:

Lyt,  flyv med og flip ud. 

   Jeg får associationer til islandske Bjørk, og i øvrigt til den antageligt kommende X-factor-vinder Lucy Mardou fra Thylejeren.

 

Albummet 'Parallellograms' blev genopdaget af 'pladeentusiaster', fortæller Wikipedia - og blev i slutningen af 90´erne mere og mere kendt og populært gennem deling på internettet, ikke mindst fordi musikken stemte overens med den musik-bevægelse som i USA groede frem i årene op til århundredskiftet: "The New Weird America", en musikretning som Wikipedia karakteriserer sådan her:

New Weird America describes a subgenre of psychedelic and indie music, often psych folk, of the late 20th and early 21st centuries.

   The musical style described as New Weird America is derived mainly from psychedelic rock and folk groups of the 1960s and 1970s, including American performers Holy Modal Rounders and English and Scottish groups, such as Pentangle, The Incredible String Band, Donovan, and Comus.[6]

   It also finds inspiration in such disparate sources as heavy metal, free jazz, electronic music, noise music, variousethnic musics, musique concrète, tropicália, and early- and mid-20th century American folk music. 

Det er musik der i den grad er præget af 'konceptuel blending' - og som langt hen ad vejen kan sammenfattes begrebsmæssigt som 'psykedelisk'.

   Og den psykedeliske musik er en del af min ungdoms umiddelbare musikinteresse - med navne som Beatles, Donovan, Janis Joplin, Pink Floyd, Beach Boys, Jimmy Hendrix m.fl.

 

I nogle får år omkring 1970 var jo næsten alle musikere af betydning og deres musik inspireret af bevidsthedsudvidende oplevelser som de havde haft under indtagelse af LSD, hash og andre euforiserende stoffer. 

   Derfor var det sjovt nu her på YouTube at kunne høre noget helt nyt og frisk musik, noget som vækker erindringer fra den gang, men som jeg aldrig før rigtig har hørt magen til.

Loisiana Channels introducerede video-indslaget med Linda Perhacs sådan her - og derefter følger et link til indslaget:

Dental hygienist & music legend.

The incredible story of the dental hygienist Linda Perhacs who as a young woman in 1970 published a groundbreaking album which nobody noticed. Half a century later she discovered that it had gone worldwide on the Internet.

http://channel.louisiana.dk/video/linda-perhacs-dental-hygienist-music-legend

Men i modsætning til næsten alle andre folk-, rock og pop-musikere på det tidspunkt, så var Linda Perhacs ikke høj på stoffer da hun fik inspirationen til musikken. Det klarede hendes hjerne helt selv - uden doping.
   I videoen fortæller Linda Perhacs hvordan musikken på pladen 'kom' til hende - i form af regulære syner  eller hallucinationer:

”It came out of thin air.” In the interview Perhacs talks of her inspirations, and she explains that her father’s family are deeply spiritual people who are guided by inner voices. She describes how she hears voices talking to her from above and within, and on occasion is able to actually visualize music, making drawings to help her remember these complicated musical sculptures.

Hovsa!  er der noget i mig som siger. Hun skulle vel ikke være synæstetiker? Og familien med? - Altså et af de mennesker hvis hjerne er specielt på den måde at sanseindtryk som vi andre normalt holder adskilt og kan opleve uafhængigt af hinanden? I en synæstetikers hjerne blandes ydre og indre sanseimpulser sådan at for eksempel oplevelsen af farver automatisk aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af musik/toner, at læsning af bogstaver og ord aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af farver, eller at oplevelsen af tal, ugedage og månedsnavne automatisk aktiverer særlige visuelle former og mønstre.

Jeg googler "Linda Perhacs  synaestehsia". Og bingo, jeg kommer ind på en hjemmeside med hende som hovedperson ...

http://blog.timelesslindaperhacs.com/?p=13

... som indledes sådan med et citat af hende - lige efter 'bogen for synæstetikere', kan man sige:

First off, I have experienced Synestesia for as long as I can remember. I could see light colors in music and had always thought that others could experience this as well. I have the ability to see patterns of music, dance, color and light in moving 3 dimensional patterns. Contrary to what some people may think, none of my songs, including “Parallelograms” were influenced in anyway by direct experience with hallucinogens. I had seen what drugs do to people and wanted no part of it.

Og senere i indlægge beskriver hun selve 'inspirationsoplevelsen' som hun tegnede og brugte som en slags "noder" til indspilning af musikken på albummet:

“Parallelograms” was written on the Ventura Freeway at three in the morning. After a day with Leonard and Kay Rosenman (the music composer who produced my album), where the music of my age bracket was flooding me, and Leonard’s inspiration was flooding me, and the two of them came together. “Parallelograms” came—bam!—like that. I probably was half-asleep, driving on an empty freeway, and I just saw it all at one time, where you put light through a prism and you get many color choices, all representing a different frequency. I had already seen music do that. You play a high flute, it has a high vibrational wave, a gold-yellow tone color, corresponding with that high note. You play a bass guitar, it’s got a slower wavelength, and it’s got a green-blue tone.

   If I want to paint with sound, then the higher things are going to have a different wavelength, so I literally drew it on a scroll with the understanding that I wanted three dimensional shapes. But yes, it was a concept that came quickly, like a light bulb going on. And I saw it all at once, as a full composition where you’re painting with sound, the words are coming out as sound creating those shapes.

   I took this scroll that I created with me to the studio the next day and showed it to Leonard and all the musicians involved. Every one of them immediately understood the scroll and its meaning and we used that as one would use music notes written on paper!

Bladrer man rundt på links til Linda Perhacs, så finder man også nogle af de tegninger/malerier af hende som altså i sin tid affødte albummets numre, som fx de her:

Jeg synes der er tre ting der er interessante i den historie:

   Dels at Linda Perhacs altså som synæstetiker automatisk og helt naturligt ser musik som former og farver - og kan slutte fra den slags syner til et - 'syret', ville man vel sige - musikalsk og sangbart udtryk.

   Dels at hun selv tolker det visuelle input til musikken som noget der kommer 'udefra' - fra en højere - ikke materiel, men spirituel verden - nærmest som en samlet åbenbaret "pakke".

    Og endelig at hun understreger at hun aldrig har været på eller gjort brug af euforiserende stoffer som mange af samtidens musikere gjorde - for at få tilsvarende inspiration til deres musik. I en eller anden forstand er hun altså en 'naturlig psykedeliker'.

Man kan sige at eksemplet Linda Perhac illustrerer at synæstetikerer har spontane oplevelser af sanseblaning i kraft af en speciel 'indretning' af deres hjerner, en 'indretning' som mange andre kunstnere må dope eller drikke sig til for at opnå tilsvarende mentale effekter: mere eller mindre 'hul igennem' mellem separate hjernemoduler som når de får uhæmmet neurologisk kontakt, leverer lyst til og behov for at producere "blendede" udtryk - i form af 'kunst'.

Og det giver så en mental bro til Hilma af Klint (26/10-1862– 21/10-1944), en svensk kunstner hvis navn jeg aldrig har hørt - endsige læst om og set billeder af - før Louisiana fører hendes navn og 'hemmelige billeder' frem i en stærkt opreklameret udstilling. 

   Her er nogle af hendes malerier - nogle af dem er efter sigende akvareller, hvilket giver min interesse et ekstra boost:

Historien om disse billeder, som nu i udvalg udstilles på Louisiana, er at Hilma af Klint i sit testamente båndlagde disse mange hundrede på en gang abstrakte og symbolske malerier i 20 år efter sin død - først derefter måtte de offentliggøres og udstilles. 

Men hvem er denne svenske maler hvis spændende abstrakte billeder for første gang blev udstillet offentligt - og altså så sent som 1986? 

   Ja, man kan roligt karakteriserer Hilma af Klint som "to personligheder i en" - altså to diametralt modsatte malerpersonligheder: en skjult og en offentlig.  

   Her er et eksempel på de malerier hun officielt producerede, udstillede og solgte - realistiske og naturalistiske i stil og motiver:

Hun var uddannet kunstmaler, en af de første kvinder der i Sverige fik en regulær akademisk skoling i malerkunst, og hun var en god kunstmaler - på niveau med mandlige kolleger inden for samme kunstretning: naturalismen.

Men hun fulgte altså også en skjult og hemmeligholdt alternativ vej i sin kunst, og det er den Louisiana-udstillingen dokumenterer.
    Her er hun både mentalt og udtryksmæssigt beslægtet med den abstrakte kunsts europæiske pionerer fra de første 20 år af 19-hundredtallet: Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka. Og hun deler tydeligvis deres optagethed af spirituelle filosofier som teosofi og antroposofi - som forståelsesramme for deres esoteriske 'insipirationsoplevelser':

Hilma af Klint’s oeuvre builds on the awareness of a spiritual dimension of consciousness, an aspect that was being marginalized in an increasingly materialistic world. When she painted, she believed that a higher consciousness was speaking through her. In her astonishing works she combines geometric shapes and symbols with ornamentation. Her multifaceted imagery strives to give insights into the different dimensions of existence, where microcosm and macrocosm reflect one another.

   Hilma af Klint left more than 1,000 paintings, watercolors and sketches. Although she exhibited her early, representational works, she refused to show her abstract paintings during her lifetime. In her will, she stipulated that these groundbreaking works must not be shown publicly until 20 years after her death. She was convinced that only then would the world be ready to understand their significance.

http://www.modernamuseet.se/en/Stockholm/Exhibitions/2013/Hilma-af-Klint/

En søgning på nettet peger på at en række af de abstrakte pionerer som var samtidige - og kendte - med Hilda af Klint - Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka og Klee - at de alle var synæsteter - samtidig med at de altså også var "spiritualister" og troede på eksistensen af en overvirkelig åndlig verden og bevidsthed som inspirationskilde for deres maleriske abstraktioner.
   Den mest almindelige form for synæstesi, som flere af dem direkte skrev og udtalte sig om, var tone-farve og tone-rum-synæstesi. Flere opfattede simpelt hen deres maleri som musik omsat til billeder.
   

Uden at jeg har kunnet finde egentlig dokumentation på nettet, så antager jeg også Hilma af Klint var synæstetiker. Og i kataloget som Louisianaudstillingen ledsages af fortæller Tine Kolstrup da også at  ...

Hilma af Klint oplevede at kunne kommunikerer med ekstra indsigtsfulde bevidstheder og få indblik i højere bevidsthedsplaner.
   Allerede som barn og ung havde hun clairvoyante evner og syner, og i tiåret op til det billedemæssige nybrud i 1906 havde hun sammen med andre kvinder i gruppen De Fem trænet sine færdigheder som medium.

Rent faktisk var den første serie af billeder som Hilma af Klint kaldte "Malerierne til templet", en slags spirituelt 'bestillingsarbejde' fra en ånd ved navn Amaliel som - oplevede hun - kommunikerede gennem hende. Og i perioden nov. 1906 - april 1908 producerede hun 111 billeder som hun oplevede blev malet med "ført hånd"  - af Amaliel. Som hun beskrev det var hun altså medie for en slags automat-billedskrift.
   Men er det så 'kunst'? - spørger nogle af kilderne.

Når jeg ser afbildningen af nogle af disse tidlige malerier i kataloget, ligner de i den grad den slags billeder som synæstetikere som fx Linda Perhacs tegner, blot flottere, strammere og mere ekspressive i form og farve:

For mig er der ingen tvivl om at Hilma af Klint har set disse billeder for sit indre øje - på den indre skærm, nærmest som hallucinationer. Og så har tegnet og malet det hun har set - men disciplineret af at hun er teknisk og kunstnerisk skolet.

Mens en række af de andre pionerer inden for abstrakt kunst, bl.a. Kandinsky og Klee, utvilvsomt var musik-farve og musik-form-synæsteter, så vil jeg antage at den særlige form for synæstesi Hilma af Klints hjerne havde, var var den hvor abstrakte begrebsindhold aktiverer rumligt definerede form- og farvesyner - en synæstesiform der har fået navnet "ideaesthesia", og som man kan læse mere om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/et-nyt-ord-og-en-ny-teori-for-synstesi.html

Og så synes jeg også, klog som jeg er, at der er en forholdsvis enkel teori der kan forklare 'trosfællesskabet' mellem disse malere - og Linda Perhacs som indledte dette indlæg: deres fælles forestillinger om at der eksisterede en virkelighed på et højere ikke-materielt bevidsthedsniveau end hverdagens, en ekstraordinært åndelig og abstrakt virkelighed som særlige, spirituelt følsomme mennesker havde andgang til og kunne afbillede i deres kunst.

 
I den periode hvor disse det abstrakte maleris pionerer levede og arbejdede som kunstnere, havde man ingen som helst officielt accepteret videnskabelig teori om synæstesioplevelser og -erfaringer.

   Så hvis disse kunstnere skulle finde en nogenlunde 'fornuftig' - og for datiden delvist socialt acceptabel - forklaring på deres mystiske blending-oplevelser af forskellige sansers in- og output - så kunne de finde dem i de den gang verserende teorier om en ekstrasensorisk verden eller virkelighed: spiritismen (Alan Kardec), teosofien (Helen Blavatsky) og antroposofien (Rudolf Steiner).

Rudolf Steiner og hans tænkning i teori og pædagogisk praksis vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

   Men her er et link til Wikipedias artikel om ham:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rudolf_Steiner